Med udgangspunkt i et etnografisk studie af velfærdsarbejdet i et integrationsprojekt for indvandrer- og flygtningekvinder argumenterer vi for, at velfærdsarbejdet implicerer et uløseligt dialektisk samspil mellem tillid og mistillid. For at få greb om disse relationer tager vi udgangspunkt i måltidet, der både er et sociologisk fænomen, som særligt Georg Simmel har analyseret, og en empirisk forekomst i materialet, der på eksemplarisk vis fremstiller de normer og værdier, som velfærdsarbejderne søger at introducere kvinderne til. Gennem et kalejdoskopisk blikskifte mellem to måltider – en julefrokost arrangeret af velfærdsarbejderne og en eid-middag arrangeret af kvinderne – undersøger vi, hvordan dialektikken mellem tillid og mistillid udspiller sig i den velfærdsprofessionelle hverdag. Vi viser, at mistilliden til kvinderne muliggør en velfærdsprofessionel etos og legitimerer pædagogiske interventioner, hvis formål er at myndiggøre kvinderne. Men mistilliden implicerer samtidig tillid til, at kvinderne, gennem det rette velfærdsarbejde, formår at blive en del af det danske velfærdssamfund.
