Soci­al­til­sy­nets uvil­dig­hed som retfærdighedsorientering

Denne artikel under­sø­ger soci­al­til­sy­nets ret­fær­dig­heds­o­ri­en­te­ring gennem en ople­vel­ses­a­na­lyse, hvor en oplevet rund­vis­ning i Sput­nik­hyb­lerne – et §107-botilbud til unge med autis­mespek­trum­for­styr­rel­ser – kan forstås som en social isce­ne­sæt­telse af et soci­a­li­sa­tions­felt, der reguleres af soci­al­til­sy­nets uvil­dig­heds­prak­sis, som en ny ret­fær­dig­heds­o­ri­en­te­ring i rege­rin­gens ret­fær­dige retning for det danske samfund. Kvalitet og ret­fær­dig­hed kobles politisk sammen i soci­al­til­sy­nets kon­struk­tion som uvildig til­syns­myn­dig­hed, der skal sikre kredslø­bet mellem politik, pro­duk­tion (pæda­go­gisk praksis) og borger. Et kredsløb, der blev etableret med moder­ni­se­rings­pro­gram­met i 1983, hvor skiftet fra vækst til omstil­ling instal­le­rede en udgiftspo­li­tisk dagsorden, der gennem mar­keds­sta­ten skulle reducere udgif­terne i vel­færds­sta­ten. Soci­al­til­sy­net skal sikre kva­li­te­ten i de spe­ci­a­li­se­rede sociale tilbud gennem kva­li­tets­stan­dar­der, der ikke må gå hen og blive pseu­do­mål­sæt­nin­ger, hvor man i pro­duk­tio­nen til­si­de­sæt­ter det indi­vi­du­elle skøn, dvs. borgernes mål­sæt­nin­ger. Soci­al­til­sy­net skal sikre balancen mellem rets­sik­ker­hed og træf­sik­ker­hed, således at kva­li­tet­sin­di­ka­to­rerne ikke bliver til attrak­to­rer i den pæda­go­gi­ske praksis, så de indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger tilsidesættes.

Ople­vel­ses­a­na­ly­sen og den sociale iscenesættelse

Ople­vel­ses­a­na­ly­sen er forbundet med figu­ra­tions­so­cio­lo­gien, den psy­ko­a­na­ly­ti­ske kul­tu­r­a­na­lyse og den histo­ri­ske antro­po­logi (Nagbøl & Fristrup (red.) 2020). Ople­vel­ses­a­na­ly­sen over­skri­der tra­di­tio­nel fæno­meno­logi, idet individet i ople­vel­ses­a­na­ly­sen altid allerede er indlejret i en sam­funds­mæs­sig­hed, hvor sam­funds­mæs­sige struk­tu­rer sætter sig igennem på det konkrete oplevede og erfarede plan, som sociale isce­ne­sæt­tel­ser af sam­funds­mæs­sige soci­a­li­sa­tions­pro­ces­ser. De per­son­lige ople­vel­ser er mere end private og viser gennem konkrete scener, hvordan men­ne­skers livs­sam­men­hænge udfolder sig ved fx en rund­vis­ning i Sput­nik­hyb­lerne, der er et privat §107-botilbud for unge med en autis­mespek­trum­for­styr­relse (ASF). 

Når jeg efter­føl­gende isce­ne­sæt­ter ople­vel­sen med min søn gennem vores besøg og rund­vis­ning i Sput­nik­hyb­lerne, mulig­gø­res en sanselig ori­en­te­ring i, hvordan det er at være en familie, der har brug for hjælp i det kommunale system inden for det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Her trækker jeg på ople­vel­ses­a­na­ly­sens pro­ces­so­cio­lo­gi­ske ori­en­te­ring (Nagbøl & Fristrup (red.) 2020), hvor besøget i Sput­nik­hyb­lerne kan forstås som en figu­ra­tion, der er kon­fi­gu­re­ret af ’den politiske diskurs’, hvormed mødets inter­sub­jek­ti­vi­tet er såvel per­son­ligt som politisk.

Det er med ople­vel­ses­a­na­ly­sen muligt at tage afsæt i ’en scenisk beskri­velse’, der udfolder den konkrete oplevede og erfarede situation, hvor man er tilstede og sanseligt invol­ve­rer sig i de forhold, som man ople­vel­ses­a­na­ly­tisk vil forstå. Den sceniske for­stå­else i ople­vel­ses­a­na­ly­sen trækker på psy­ko­a­na­ly­sens inter­ak­tions­form (setting), hvor man forsøger at forstå, hvad der opleves i den ana­ly­ti­ske proces gennem frie asso­ci­a­tio­ner og åben opmærk­som­hed (Nagbøl & Fristrup (red.) 2020). Den sceniske beskri­velse udfoldes gennem ople­vel­ses­a­na­ly­sens forsk­nings­ar­kiv til ’en scenisk for­stå­else’, der er infor­me­ret af forsk­nings­ar­ki­vets for­skel­lige per­spek­ti­ver, som består af forsk­nings­ar­tik­ler, forsknings­publikationer og forsk­nings­rap­por­ter, mini­ste­ri­elle hjem­mesi­der, herunder love og rege­rings­grund­lag samt mere indgående soci­alsty­rel­sens publi­ka­tio­ner og platforme som Til­bud­spor­ta­len samt inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ners og virk­som­he­ders hjemmesider.

Ople­vel­ses­a­na­ly­sens invol­ve­ring (sceniske beskri­velse) og distan­ce­ring (sceniske for­stå­else) udgør afsættet for under­sø­gel­sen af, hvordan soci­al­til­sy­net prak­ti­se­rer retfærd i velfærd. Jeg under­sø­ger således, hvordan det politiske sætter sig igennem i den per­son­lige oplevelse af mødet i Sput­nik­hyb­lerne forstået som en social isce­ne­sæt­telse af et soci­a­li­sa­tions­felt, hvor vi som levende kroppe må forholde os til de politiske beslut­nin­gers betydning/effekt i et hver­dags­liv, som nogen af os kommer mere i kontakt med end andre pga. handicap (Leigh & Brown 2021). Det betyder, at den sanselige ori­en­te­ring i den sceniske beskri­velse åbner for det sted, hvor jeg føler mig allermest sårbar og util­stræk­ke­lig, som mor til en søn med en autis­mespek­trum­for­styr­relse (ASF).

Ople­vel­sen (den sceniske beskri­velse) folder sig ud i mødet med forsk­nings­ar­ki­vets tekster og muliggør, at vi som familie i slut­nin­gen af artiklen kan forholde os til ople­vel­sen på en ny måde og med større indsigt i, hvordan den per­son­lige oplevelse er indlejret i politiske forhold, som sætter rammerne for, hvad min søn og jeg oplever ved besøget i Sput­nik­hyb­lerne i København, og hvad vi gør med den indsigt i og viden om, hvordan den politiske diskurs gør sig gældende i forhold til hver­dags­li­vet (den sceniske forståelse).

Den sceniske beskri­velse vil altid tage afsæt i en konkret situation og vil som i psy­ko­a­na­ly­sen være den oplevede og erfarede udlægning, der her kommer til udtryk gennem en ano­ny­mi­se­ring af rund­vi­se­ren men en åbenhed om botil­bud­dets navn, da oplys­nin­ger om stedet ligeledes er til­gæn­ge­lige på Til­bud­spor­ta­len. Den sceniske for­stå­else er en inter­pre­ta­tion af den sceniske beskri­velse, som gennem forsk­nings­ar­ki­vets ’udsagn’ bliver til en social isce­ne­sæt­telse af et soci­a­li­sa­tions­felt, der her reguleres af soci­al­til­sy­nets retfærdighedsorientering.

Lad os starte i den sceniske beskri­velse af rundvisningen:

I som­mer­fe­rien besøgte min søn og jeg Sput­nik­hyb­lerne i København, som er et privat botilbud for unge med en autis­mespek­trum­for­styr­relse (ASF), der har brug for en mid­ler­ti­dig bolig, hvor de kan lære at klare sig selv. Det er i ser­vi­ce­loven et §107-botilbud, hvor man pga. sin funk­tions­ned­sæt­telse kan få soci­al­pæ­da­go­gisk støtte til at lære at klare sig selv i egen bolig og i det samfundet, man er borger i som handicappet.

Vi fik en rund­vis­ning, så et værelse og endte på kontoret, hvor rund­vi­se­ren skrev fem ord på tavlen: botræning, sundhed, med­bor­ger­skab, sociale og per­son­lige kom­pe­ten­cer. Disse fem temaer udgør botil­bud­dets ind­sats­om­rå­der, og man skal være indstil­let på, at man for at kunne være i dette botilbud skal være i enten uddan­nelse eller beskæf­ti­gelse. Jeg spurgte, om man selv kunne betale for et sådant ophold og svaret var – nej, dette her ophold skal bevil­li­ges af jeres kommune, og der vil være en bruger eller egen­be­ta­ling oveni.

Min søn var meget begej­stret over tilbuddet og spurgte rund­vi­se­ren, hvor ’dårlig’ man skulle være for at få bevil­li­get et sådant tilbud. Til dette svarede vores rundviser, at det afhænger af kommunens tilgang og dermed af deres vurdering af, om de kan opnå den efter­trag­tede effekt – at borgeren bliver selv­for­sør­gende. Vi fik at vide, at kommunen betragter den øko­no­mi­ske udskriv­ning til et mid­ler­ti­digt botilbud, som en sam­funds­mæs­sig inve­ste­ring i at skabe borgerens fremtid som selv­for­sø­gende. Vi fik også at vide, at vi kunne fortælle kommunen, at vi var ved at være en temmelig slidt familie, der havde brug for, at vores søn fik den støtte, som vi egentlig, som familie og forældre skulle give ham, men nu ikke længere var i stand til at give ham. Rund­vi­se­ren sagde til os, at vi skulle tage hjem og tænke over mødet i dag og eventuelt kontakte kommunen for at indlede en visitationsproces.

På vej hjem i bilen var min søn og jeg meget stille, mens vi tænkte over alt det, vi var blevet præ­sen­te­ret for, men mest af alt tænkte vi begge på, at vi nu skulle igennem en længere proces i kommunen, hvor vi skulle demon­strere vores behov for hjælp. Da vi kom hjem, talte vi det igennem som familie, og vi var alle meget usikre på, hvor ’dårlig’ man skulle være for at få hjælp og dermed økonomisk støtte til at flytte ind i Sputnikhyblerne.

Jeg sad tilbage med en følelse af, at så slidte var vi jo heller ikke som familie, og vi kunne jo sagtens fortsætte med at forsørge vores søn, og var han egentlig ikke ret vel­fun­ge­rende – måske for vel­fun­ge­rende til at få sådan et botilbud? Jeg tænkte for mig selv, at det nok er bedst, hvis kommunens skran­tende økonomi og begræn­sede midler går til dem, der virkelig er trængende. Måske var den bedste beslut­ning ikke at kontakte kommunen, og måske var det den mest ret­fær­dige løsning på et problem, som vi som familie kunne løse på anden vis end ved hjælp fra kommunen. Måske fordi vi er det, som man i kommunalt regi kalder for en res­sour­cestærk familie. Men har en res­sour­cestærk familie ikke også brug for hjælp?

Økonomi og faglighed

I kølvandet på finans­krisen i 2008 fulgte der en ind­skrænk­ning af ydelserne på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde i kom­mu­nerne, idet der ”efter 2010 var centrale områder og ret­tig­he­der i spil hvert år, når der var bud­get­for­hand­lin­ger i de økonomisk trængte kommuner” (Hesselbæk 2020, s. 273). Når kom­mu­nerne kæmper med at få økonomien til at løbe rundt, så må der foretages pri­o­ri­te­rin­ger eller juste­rin­ger i forhold til hvem, der har mest brug for hjælpen, dvs. hvem der har den dybeste nød – for at bruge fat­tig­lovens gamle betegnelser.

Det er her, at ser­vi­ce­loven som rammelov skaber mulighed for for­tolk­nin­ger af behov – jf. det indi­vi­du­elle skøn, som man så efter­føl­gende kan klage over. Anke­sy­ste­met opret­hol­der vores rets­sik­ker­hed og heraf vores mulighed for at få en retfærdig i betyd­nin­gen ensartet behand­ling, hvor alle borgere er stillet lige for loven, idet myn­dig­he­derne i deres afgørelse skal have økonomi og faglighed til at gå hånd i hånd i jagten på det optimale tilbud (Madsen 2014). Det er derfor, at det kommunale selvstyre efter reformen i 2007 med kom­mu­nal­be­sty­rel­sen i spidsen skal påbegynde arbejdet med at opstille klare mål­sæt­nin­ger for det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­rå­des indsatser, således at det politisk vedtagne ser­vi­ce­ni­veau kan opret­hol­des i praksis. Hoved­par­ten af de 98 kommuner har kun fastlagt en over­ord­net politisk mål­sæt­ning uden konkrete måltal og dermed konkrete ret­nings­linjer for visi­ta­tio­nen, hvor fast­læg­gel­sen og udmønt­nin­gen af ser­vi­ce­ni­veauet henviser til inte­gra­tio­nen mellem økonomi og faglighed (Madsen 2014).

Da kom­mu­nal­re­for­men blev evalueret i 2012 (Økonomi- og Inden­rigs­mi­ni­ste­riet 2013) kon­klu­de­rede man bl.a. på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde, at markedet for sociale tilbud er ken­de­teg­net ved en række begræns­nin­ger i mar­keds­me­ka­nis­merne, som betyder, at kom­mu­nerne ikke i alle tilfælde frit kan vælge alter­na­tive leve­ran­dø­rer ved takst­stig­nin­ger. Når kom­mu­nerne begynder at se på, hvordan de kan sikre en effektiv drift af de sociale tilbud, er det fordi de øko­no­mi­ske res­sour­cer er knappe. Så hvis vi skal have afstemt forholdet mellem økonomi og faglighed i det kommunale ser­vi­ce­ni­veau, skal vi ikke bare have nogle over­ord­nede politiske mål­sæt­nin­ger, men nogle konkrete mål­sæt­nin­ger, der afspejler det vedtagne ser­vi­ce­ni­veau i kommunen. Vi skal have nogle indi­ka­to­rer, som kan give os nogle konkrete måltal, men dette kræver et data­grund­lag i form af syste­ma­ti­ske oplys­nin­ger om bl.a. mål­grup­pens størrelse samt brugen af ydelser og ikke mindst viden om effekten af de sociale indsatser. Dette data­grund­lag skal etablere grund­la­get for kva­li­tets­ud­vik­ling, pri­o­ri­te­rin­ger og faglig styring i form af en bedre anven­delse af res­sour­cerne på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde (Madsen 2014). For at man i kom­mu­nerne kan foretage en bedre og mere effektiv anven­delse af res­sour­cerne kræver det et langt bedre data­grund­lag end det man i 2012-eva­lu­e­rin­­gen finder gør sig gældende i de 98 kommuner efter over­ta­gel­serne af det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde fra de gamle amter.

Afspe­ci­a­li­se­ring og usikkerhed

Det er ikke kun de øko­no­mi­ske res­sour­cer, der er knappe efter struk­tur­re­for­men i 2007, det er også de faglige res­sour­cer, der er blevet knappe. Man taler direkte om, at reformen har afsted­kom­met en afspe­ci­a­li­se­ring af den spe­ci­al­vi­den, der var i amterne (Hesselbæk 2020). I for­bin­delse med reformen oprettede man VISO (Den Nationale Videns- og Spe­ci­al­rå­d­giv­nings­or­ga­ni­sa­tion), der havde som formål, at rådgive borgere og kommuner i særligt kom­pli­ce­rede sociale sager.

Afspe­ci­a­li­se­ring og usik­ker­hed bliver et gen­nem­gå­ende tema i reformens imple­men­te­ring, og fra 2007 til 2010 stiger antallet af klager på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde med 75 procent (Madsen 2014). Når ser­vi­ce­loven fra 1998 er en rammelov betyder det, at det ikke fremgår præcist af selve loven, hvilken hjælp borgerne har ret til i konkrete tilfælde, og dette udfordrer kom­mu­ner­nes sty­rings­mu­lig­he­der og ikke mindst deres mulighed for at formulere og håndtere ser­vi­ce­ni­veau­erne (Madsen 2014).

Denne gen­nem­gå­ende usik­ker­hed og uty­de­lig­hed i refor­m­ar­bej­det i forhold til kom­mu­ner­nes over­ta­gelse af det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde rammer lige ned i vores møde i Sput­nik­hyb­lerne. I vores samtale med rund­vi­se­ren kan hun ikke blive særlig præcis, når vi spørger ind til på hvilket grundlag, der i kommunalt regi tildeles støtte til et §107-botilbud. Hun appel­le­rer til, at vi sætter en afkla­rings­pro­ces i gang i vores egen kommune, og hun tilbyder sin støtte i forhold til samtaler med sags­be­hand­le­ren, hvor hun vil hjælpe os med at argu­men­tere for, at min søn har behov for et §107-botilbud hos dem. Hun siger, at det er den måde hvorpå Sputnik som virk­som­hed kan investere res­sour­cer i den unge med henblik på at opnå to former for afkast: dels et afkast i form af at gøre den unge klar til en til­væ­relse som selv­for­sør­gende, og dels et afkast i forhold til virk­som­he­dens eksi­stens­grund­lag. Sputnik er nemlig en koncern,dvs. en privat leve­ran­dør til det spe­ci­a­li­se­rede socialområde.

Til­bud­spor­ta­len og dokumentationsoptimering

Det betyder også, at vi kan finde virk­som­heds­op­lys­nin­ger om Sput­nik­hyb­lerne på Til­bud­spor­ta­len (til​bud​spor​ta​len​.dk). Vi kan finde faglige oplys­nin­ger og tilsyn – dvs. det drifts­o­ri­en­te­rede tilsyn udført af soci­al­til­sy­net. Vi kan som borgere finde oplys­nin­ger om stedet baseret på soci­al­til­syn 3 år tilbage i tiden, og sags­be­hand­lere i kommunen kan finde oplys­nin­ger om stedet, og dermed afklare mulig­he­derne for, at Sput­nik­hyb­lerne kan blive leve­ran­dør af en ydelse til min søn, som kommunen skal betale – vel at mærke, hvis de finder, at han opfylder betin­gel­serne for opholdet på et mid­ler­ti­digt botilbud.

Det er altså her, at leve­ran­dø­rerne af de sociale tilbud skal ind­be­rette, de oplys­nin­ger som under­støt­ter, at de lever op til det kommunalt fastsatte ser­vi­ce­ni­veau og indfrier deres kontrakt med kommunen. Dvs. at man her kan finde doku­men­ta­tion for mål­op­fyl­del­sen altså oplys­nin­ger, data, konkrete måltal, der viser, at de kan opfylde målkri­te­ri­erne for det kommunalt fastsatte ser­vi­ce­ni­veau, og således kan være leve­ran­dø­rer af kommunale ser­vi­cey­del­ser, hvor økonomi og faglighed går hånd i hånd. Jo mere præcise leve­ran­dø­rer­nes oplys­nin­ger er, jo bedre kan de kommunale visi­ta­to­rer afgøre, hvem der skal være leve­ran­dør af den visi­te­rede ydelse. En afgørelse som borgerne som brugere kan klage over afgø­rel­sen af. Denne opsplit­ning mellem bestiller, udfører og modtager henviser til det der kaldes for BUM-modellen, som er en sty­rings­mo­del på det soci­a­l­om­råde: ”Ud over at være en visi­ta­tions­mo­del der udfordrer kom­mu­ner­nes dob­bel­trolle som bestiller og udbyder, er BUM-modellen en øko­no­mi­sty­rings­mo­del, hvor styring af res­sour­cer, kva­li­tets­sik­ring, kon­trak­ter og tilsyn er i fokus” (Nør­re­lykke et al. 2011, s. 27).

Når denne model også er en øko­no­mi­sty­rings­mo­del er vi igen kon­fron­te­ret med en grund­læg­gende præmis i det kommunale system, nemlig at økonomien skal styres, når der visiteres. Selvom man kunne visitere til en fagligt res­sour­cestærk leve­ran­dør, så skal prisen for ydelsen afstemmes i forhold til et kva­li­tets­mæs­sigt mini­mum­s­krav, der henviser til det kommunalt vedtagne ser­vi­ce­ni­veau. Så har man i kommunen vedtaget et niveau for kva­li­te­ten af de sociale ydelser, så skal der visiteres med dette for øje, så kvalitet og pris altid går hånd i hånd. Der må således hverken argu­men­te­res med for meget eller for lidt faglighed eller for meget eller for lidt økonomi, dette skal være et afstemt forhold. Derfor skal man som visitator have adgang til Til­bud­spor­ta­lens oplys­nin­ger, hvor man kan søge på udbuddet af leve­ran­dø­rer og afstemme pris og kvalitet med det kommunalt fastsatte serviceniveau.

Man skal således have skabt en sam­men­hæng mellem den faglige og øko­no­mi­ske styring i kom­mu­nerne, hvor det politisk vedtagne ser­vi­ce­ni­veau skal afstemmes i forhold til sam­men­hæn­gen mellem kommunens ser­vi­ce­ni­veau og det vedtagne budget (Madsen 2014). Kom­mu­nal­be­sty­rel­sen vedtager inden for rammerne af lov­giv­nin­gen og de for­valt­nings­ret­lige grund­sæt­nin­ger, hvilket ser­vi­ce­ni­veau, der ønskes i kommunen. Dette følges op af en rea­li­stisk bud­get­læg­ning og mål­op­følg­ning samt en plan for, hvordan man vil håndtere ufor­ud­sete udgifter (Madsen 2014). Dette udgør afsættet for sags­be­hand­ler­nes (visi­ta­to­rer­nes) konkrete sags­be­hand­ling, uden at det indi­vi­du­elle skøn til­si­de­sæt­tes og giver det øko­no­mi­ske hensyn forrang, såfremt kommunen har udstedt bindende ret­nings­linjer for visi­ta­tio­nen (Madsen 2014). Dette forhold har tidligere forkvinde for inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­nen LEV, Sytter Kri­sten­sen følgende kommentar til: ”Kom­mu­nerne har i alt for vidt omfang fastlagt generelle kva­li­tets­stan­dar­der, hvor sags­be­hand­lerne skal placere borgerne ind i kate­go­rier i stedet for at følge loven og tage indi­vi­du­elle hensyn” (Kri­sten­sen i Hesselbæk 2020, s. 265). Når Til­bud­spor­ta­len bliver det sted sags­be­hand­lere orientere sig for at finde det bedste tilbud til den billigste pris, der hvor pris og kvalitet henviser til, at forholdet mellem økonomi og faglighed går hånd i hånd, så er det kva­li­tets­stan­dar­derne og dermed konkrete kva­li­tet­sin­di­ka­to­rer, der udgør de kate­go­rier, som leve­ran­dø­rerne melder oplys­nin­ger ind i forhold til på Tilbudsportalen.

Da vi af rund­vi­se­ren fra Sput­nik­hyb­lerne blev præ­sen­te­ret for de fem temaer, som de arbejder med i botil­bud­det, er der altså en direkte kobling til soci­alsty­rel­sens og dermed til soci­al­til­sy­nets kva­li­tets­mo­del (Soci­alsty­rel­sen 2020). Da vi sad, der på kontoret i Sput­nik­hyb­lerne blev vi præ­sen­te­ret for det soci­alsty­rel­sen betegner som indi­ka­to­rer, der skal forstås som tegn på om den kvalitet, der er udtrykt i indi­ka­to­rer­nes kriterier, fore­kom­mer i praksis. Men betyder det så, at fordi de fem temaer, vi blev præ­sen­te­ret for på tavlen præcis afspejler de indi­ka­to­rer, som fremgår af kva­li­tets­mo­del­len, at vi har set tegn på kvalitet i Sput­nik­hyb­lerne? Er det, at de skriver de fem temaer på tavlen et kva­li­tet­s­tegn?

Går man til Til­bud­spor­ta­lens oplys­nin­ger om Sput­nik­hyb­lerne, finder man det sidste soci­al­til­syn, der har godkendt stedet den 15. januar 2021, som leve­ran­dør af §107-botilbud med en spe­ci­a­li­se­ring i forhold til unge med ASF. Man finder oplys­nin­ger om, at Sput­nik­hyb­lerne i København er en del af koncernen Sputnik kol­le­gie­væ­rel­ser ApS, og tilsynets samlede kon­klu­sion er meget positiv i forhold til til­bud­dets samlede virke, som det udfolder sig gennem kva­li­tets­stan­dar­derne. De mere kritiske elementer ved tilsynets kon­klu­sion er følgende: ”Soci­al­til­sy­net vurdere at støtten i mindre grad under­støt­tes af konkrete indi­vi­du­elle mål, som løbende følges op og evalueres. Ledelsen giver udryk for, at der på tilbuddet pågår en proces i retning af at styrke doku­men­ta­tions­prak­sis på tilbuddet” (til​bud​spor​ta​len​.dk).

Den sidste del af tilsynets kom­men­ta­rer handler om den manglende udar­bej­delse af doku­men­ta­tion ved­rø­rende de indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger, der løbende skal evalueres for at afstemme mål, indsats og resultat. Sput­nik­hyb­lerne skal således optimere deres doku­men­ta­tions­prak­sis i forhold til at syn­lig­gøre, hvordan de mere konkret arbejder med de unges indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger. Sput­nik­hyb­lerne er gode til at doku­men­tere deres generelle indsatser med afsæt i kva­li­tets­mo­del­lens stan­dar­der og indi­ka­to­rer, men de mangler at doku­men­tere de spe­ci­fikke indsatser i forhold til de unges indi­vi­du­elle målsætninger.

Soci­al­til­sy­net har således et særligt fokus på at sikre det indi­vi­du­elle hensyn i Sput­nik­hyb­ler­nes praksis, som Sytter Kri­sten­sen taler om for­svin­der i sags­be­hand­lin­gens foku­se­ring på kva­li­tets­stan­dar­der og kvalitetsindikatorer.

Styring gennem standarder

Kommunen skal således sikre sig, at mod­ta­ge­ren af den ydelse, som leve­ran­dø­ren udfører, får dækket de indi­vi­du­elle behov ved­kom­mende sammen med sags­be­hand­le­ren evt. har skrevet ned i en indi­vi­duel hand­le­plan. Spørgs­må­let der trænger sig på handler om, hvilken sam­men­hæng der er mellem den indi­vi­du­elle hand­le­plan og kva­li­tets­stan­dar­derne, når sags­be­hand­lerne efter­ly­ser gui­de­li­nes til at modvirke den usik­ker­hed, der kan opstå i vur­de­rin­gen af borgerens behov (Bengtson & Røgeskov 2012 i KORA 2016). Kva­li­tets­stan­dar­derne kan således også i praksis være en ret­nings­linje i sagsbehandlernes/visitatorernes hverdag, hvor ”det er poli­ti­kerne og ikke de kommunalt ansatte eller leve­ran­dø­rer af ydelserne, der fast­sæt­ter kommunens over­ord­nede ser­vi­ce­ni­veau. Det vil sige det niveau af service, som borgerne kan forvente at få, hvis de har behov for hjælp og støtte fra kommunen” (KORA 2016, s. 13).

Kva­li­tets­stan­dar­derne lægger således grunden til en ensartet sags­be­hand­ling i samtlige kommuner landet over, og her bliver stan­dar­derne ope­ra­tio­na­li­se­ret i konkrete indi­ka­to­rer, der følger bestemte kriterier, man kan lægge til grund for visi­ta­tio­nen, fordi kva­li­tets­stan­dar­derne beskriver kom­mu­ner­nes ser­vi­ce­ni­veau, som netop er afstemt mellem økonomi og faglighed. Men stan­dar­der må ikke udgrænse det indi­vi­du­elle skøn i den konkrete sag, da dette ville være et brud på loven (Anke­sty­rel­sen 2014 i KORA 2016). Det er derfor, at soci­al­til­sy­net i forhold til Sput­nik­hyb­lerne er optaget af at få doku­men­te­ret, hvordan de kommer i mål med de indi­vi­du­elle mål.

Tilbage på kontoret i Sput­nik­hyb­lerne, sad min søn og jeg sammen med rund­vi­se­ren og oversatte de fem temaer på tavlen til hans konkrete situation og behov – præcis det, der ville kunne danne grundlag for hans visi­ta­tion i kommunen. Vi blev hele tiden kon­fron­te­ret med en stor usik­ker­hed i forhold til over­sæt­tel­sen af kva­li­tet­stan­dar­der­nes temaer til indi­vi­du­elle behov hos min søn, for ville de demon­strere et til­stræk­ke­lig behov for hjælp i kommunens visi­ta­tion? Ville min søns behov for et §107-botilbud kunne matche kommunens ser­vi­ce­ni­veau? Sad vi med en følelse af usik­ker­hed, som kunne minde om sags­be­hand­le­rens usik­ker­heds­fø­lelse i visitationsprocessen? 

Hvis nu denne her usik­ker­hed hos kommunens sags­be­hand­ler ville resultere i, at min søn ikke fik bevil­li­get et §107-botilbud, så kunne vi jo altid påklage afgø­rel­sen i Anke­sty­rel­sen. Anke­sty­rel­sen kan nemlig omgøre en afgørelse og i en konkret sag, har de bl.a. lagt vægt på de familiære forhold i til­de­lin­gen af et §107-botilbud til familiens søn: ”Vi lægger ligeledes vægt på, at du i øje­blik­ket bor hjemme, men at du ønsker at flytte hjemmefra. Din mor oplyser, at hun ikke kan have dig hjemme længere, idet hun ikke har kræfter nok til at støtte dig i hverdagen” (ligevaerd​.dk).

Da vi sad på kontoret i Sput­nik­hyb­lerne efter rund­vis­nin­gen, fortalte rund­vi­se­ren, at jeg som mor kunne lægge vægt på, præcis det Anke­sty­rel­sen har lagt vægt på i afgø­rel­sen af oven­stå­ende sag. Jeg kunne oplyse kommunen om, at min mand og jeg ikke længere kan have vores søn boende hjemme, fordi vi ikke har res­sour­cer til at støtte ham i hverdagen. Vi kunne begrunde det med, at vi begge har fuld­tidsjob, og at det at støtte vores søn også er blevet et ’fuld­tidsjob’, der begynder at gå ud over vores arbejds­liv, og som på sigt kan betyde, at vi mister vores job og ikke længere kan forsørge familien – herunder vores søn. Så vil det pludselig være os som forældre, der skal opsøge kommunen for at få hjælp og ikke min søn. Derfor kan man argu­men­tere for, at til­de­lin­gen af et mid­ler­ti­digt botilbud, vil kunne forebygge at dette sker – at vi som forældre ikke længere er selvforsørgende.

Mar­keds­sta­tens retfærd i velfærd

Da det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde blev lagt ud til kom­mu­nerne i 2007, var det med henblik på at optimere til­bud­dene gennem en mar­keds­lig­nende model (Madsen 2014). Når markedet bliver middel til omstil­ling i den offent­lige sektor, skal der findes mar­keds­løs­nin­ger og mar­keds­o­ri­en­te­rin­ger på den offent­lige sektors problemer, hvor øget kon­kur­rence fungerer som regu­le­rings­form (Fristrup 1998; Davis 1998). Man til­stræbte fra politisk side at forbedre det offent­lige ser­vi­ce­ni­veau uden at øge res­sour­ce­for­bru­get, og derfor handlede det om omstil­ling i den offent­lige sektor modsat vækst (Bentzon 1988).  Her blev markedet svaret på det man fra politisk side havde udråbt som et problem, nemlig de stadigt stigende udgifter i offent­ligt regi. Poli­tik­kerne var optagede af nulvækst på udgifts­si­den, der lagde den udgiftspo­li­ti­ske linje, som vi siden da og uafhængig af par­tipo­li­tisk ståsted, har set forvaltet gennem det, der benævnes en ansvarlig økonomisk politik (Nielsen 1988).

Markedet, som løsning på det offent­li­ges problemer henviser til debatten om udli­ci­te­ring og pri­va­ti­se­ring af offent­lige opgaver (Davis 1998), som tager afsæt i en forøgelse af det offent­li­ges handel med markeder for at skabe pro­duk­ti­vi­tets­for­bed­rin­ger i sektoren (Fristrup 1998), der skal sikre en optimal og ikke maksimal ser­vi­cey­delse i et afstemt økonomisk og fagligt forhold. Med markedet søges den statslige uvil­dig­hed og dermed rets­sik­ker­he­den opret­holdt gennem kva­li­tets­stan­dar­der­nes ens­lig­gø­relse af ydelserne, men det indi­vi­du­elle skøn må aldrig til­si­de­sæt­tes gennem stan­dar­der og regler, så træf­sik­ker­he­den sættes over styr.

Til­syns­re­for­mens regu­le­ring af markedsstaten

I den første rege­rings­pe­ri­ode med Helle Thorning-Schmidt som stats­mi­ni­ster stod social- og inte­gra­tions­mi­ni­ster Karen Hækkerup bag til­syns­re­for­men, der den 25. oktober 2012 blev præ­sen­te­ret i ”Aftale om et nyt soci­al­til­syn” (soci​alsty​rel​sen​.dk). Aftalen var begrundet i en politiske intention om at etablere en ”højere grad af uvil­dig­hed” (soci​alsty​rel​sen​.dk) i den kommunale for­valt­ning af det decen­tra­li­se­rede spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Man ville fra politisk side kva­li­tets­for­bedre de sociale tilbud, som med struk­tur­re­for­men i 2007 blev lagt ud i de 98 kommuner. For at sikre et mere uvildigt tilsyn etab­le­rede man ved lov ét soci­al­til­syn, som blev placeret i fem kommuner, der fik ansvaret for at godkende og føre et drifts­o­ri­en­te­ret tilsyn med de sociale tilbud. Soci­al­til­sy­nets uvildige orga­ni­se­ring skulle således forstås i for­læn­gelse af struk­tur­re­for­men, men som en indgriben i det kommunale selvstyre. Fra struk­tur­re­for­men i 2007 og frem til til­syns­re­for­mens afta­le­grund­lag i 2012, der med virkning gennem Soci­al­til­syns­lo­ven, trådte i kraft den 1. januar 2014 (soci​alsty​rel​sen​.dk), havde man fra politisk side lagt vægt på og dermed pro­ble­ma­ti­se­ret den kommunale praksis’ mangel på uvildighed.

En pro­ble­ma­ti­se­ring, der trækker tråde tilbage i historien. Når patienter og pårørende klagede over forhold i den gamle ånds­svage­forsorg, blev klagen vide­re­sendt til den overlæge, som havde ansvaret i sagen, og dermed blev sagen behandlet af samme instans, som klagen var rettet imod, hvilket resul­te­rede i, at en klage over en overlæge kunne afvises med en hen­vis­ning til denne overlæges egne udta­lel­ser om sagen (Kirkebæk 2001).  Uvil­dig­heds­pro­ble­ma­tik­ken åbner for spørgs­må­let om, man kan forstå og dermed tilgå til­syns­re­for­mens særlige fokus på uvil­dig­hed som det, der i sær­de­les­hed under­støt­ter den ret­fær­dige ori­en­te­ring i den nuværende regerings socialpolitik?

Temaet Profit på velfærd i FOA’s fagblad fra 2018 (fag​bla​det​foa​.dk) henviser til en kritik af de private leve­ran­dø­rers udnyt­telse af skat­te­kro­nerne til udbe­ta­ling af aktio­nær­ud­bytte, dvs. profit til ejerne af virk­som­he­den. De kritiske kom­men­ta­rer om vel­færds­pro­fit­ten, danner afsættet for revi­sio­nen af det sociale tilsyn i april 2021 (sm​.dk), hvor det er rege­rin­gens klare intention at begrænse markedet i forhold til det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Rege­rin­gen havde aller­helst havde set, at de private sociale tilbuds orga­ni­se­ring var ori­en­te­ret mod at genin­ve­stere et eventuelt overskud i driften eller at nedsætte taksterne, således at der ikke bliver trukket penge ud til inve­sto­rerne. Rege­rin­gen vil derfor have, at de private koncerner, som Sput­nik­hyb­lerne er en del af, kon­sti­tu­e­rer sig som sel­ve­jende insti­tu­tio­ner. Til forslaget om forbud mod profit på soci­a­l­om­rå­det svarer stifteren af Sputnik Allan Laursen: ”Som forslaget ligger nu, kan vi ikke overgå til selveje(ops​-indsigt​.dk). De radikale får stoppet forslaget, og det er stadigvæk muligt at spekulere i pro­fit­mak­si­me­ring inden for det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde (denof​fent​lige​.dk).

Pseu­do­mål­sæt­nin­ger og utilitarisme

Problemet i forhold til kva­li­tets­mo­del­ler og indi­ka­to­rer er, at det sociale tilsyn kan til­ret­te­lægge deres vurdering af det sociale tilbuds kvalitet ud fra modellens indi­ka­to­rer, der i praksis skaber det økonomer kalder for pseu­do­mål­sæt­nin­ger (Chri­sten­sen, Fristrup & Hougaard 1991). Når man i det sociale tilbud skal have fokus på indi­ka­to­rer, så anvendes de som til­nær­melse for det faktiske output i pro­duk­tio­nen og effekten bliver, at de pro­fes­sio­nelle i tilbuddet retter en alt for stor del af deres opmærk­som­hed mod indi­ka­to­rerne. Det kan præcis være det, der er sket i Sput­nik­hyb­lerne, når de ikke kan doku­men­tere de indi­vi­du­elle målsætninger.

Når det sociale tilbud skal ind­be­rette oplys­nin­ger via Til­bud­spor­ta­len, som følger de fastsatte indi­ka­to­rer, så får de kommunale sags­be­hand­lere et begrænset blik for til­bud­dets mål­sæt­nin­ger, der således kan betegnes som pseu­do­mål­sæt­nin­ger, når der er manglende doku­men­ta­tion for de indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger. I forhold til tilsynet ved Sput­nik­hyb­lerne, kan man netop se, hvordan soci­al­til­sy­nets uvil­dig­hed muliggør, at de kan spørge ind til den manglende doku­men­ta­tion for de indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger og stille krav om, at de strammer deres doku­men­ta­tions­prak­sis op for således at sikre, at indi­ka­to­rerne ikke bliver til arbejds­mæs­sige attrak­to­rer. På den måde kan man anskue det sociale tilsyn, som garant for en mere retfærdig praksis på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde, hvor det statsligt for­ank­rede tilsyn kan holde et skarpt øje med såvel de private som de kommunale leve­ran­dø­rer. Staten træder her i karakter som en til­syns­myn­dig­hed, hvis opdrag det er at kon­trol­lere, at de politiske mål­sæt­nin­ger afstemmes med borgernes mål­sæt­nin­ger gennem en indgående kontrol af den pæda­go­gi­ske praksis som pro­duk­tion af ser­vi­cey­del­ser (Grøn­ne­gård Chri­sten­sen 2019). En pro­duk­tion, der skal under­støtte såvel det kommunale ser­vi­ce­ni­veau gennem stan­dar­der som borgerens ser­vi­ce­be­hov gennem indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger, således at pseu­do­mål­sæt­nin­gerne ikke alene afgør, hvordan den pæda­go­gi­ske inter­ven­tion skal folde sig ud.

Pseu­do­mål­sæt­nin­gerne kan nemlig være helt ude af trit med den indi­vi­du­elle indsats og deraf rettidige omsorg (Schmidt 2019), som følger borgernes mål­sæt­nin­ger og mulig­he­den for, at man i den pæda­go­gi­ske praksis kan sus­pen­dere de stan­dar­der, der udgør et regel­grund­lag gennem ind­lej­rin­gen i kva­li­tets­mo­del­lens indi­ka­to­rer. Det betyder, at pseu­do­mål­sæt­nin­gerne netop som stan­dar­der, skal sikre den ensartede behand­ling og deraf en retfærdig behand­ling, hvor alle behandles lige, men netop lov­grund­la­get som det sociale tilsyn agerer på baggrund af, skal ligeledes sikre borgerens rets­sik­ker­hed gennem et blik for de indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­gers træf­sik­ker­hed. Det er her soci­al­til­sy­net skal forholde sig til to for­skel­lige kredsløb: et legi­ti­­me­rings- og magt­kredsløb samt et pro­­duk­tions- og for­brugs­kredsløb, som forvalter hen­holds­vis politik og pro­duk­tion (Hyldahl Fogh 1998). Den offent­lige (her kommunale) orga­ni­sa­tion eller orga­ni­se­ring befinder sig således i et krydspres (Hyldahl Fogh 1998), dvs. en situation, hvor ufor­e­ne­lige krav skal til­go­de­ses og som kon­se­kvens heraf resul­te­rer i, at ikke alle bliver tilfredse. Afvej­nin­gen sker i forholdet mellem rets­sik­ker­he­den over for indi­vi­du­elle bru­ger­krav (træf­sik­ker­he­den), faglig udvikling over for øko­no­mi­ske begræns­nin­ger, kon­flik­tende politiske mål, uenige inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ner, politisk loyalitet over for legalitet mv. (Hyldahl Fogh 1998). Soci­al­til­sy­net skal således kon­trol­lere udfor­drin­gerne med mar­keds­sta­ten, hvor offent­lige og private leve­ran­dø­rer skal kon­kur­rere om at levere en ser­vi­cey­delse, der under­støt­ter det politisk bestemte ser­vi­ce­ni­veau rets­sik­ker­heds­mæs­sigt og træf­sik­ker­heds­mæs­sigt i forhold til borgernes indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger. Soci­al­til­sy­net skal således sikre, at der skabes en balance mellem rets­sik­ker­hed og træf­sik­ker­hed i den pæda­go­gi­ske praksis – en balance, der har været i ubalance siden kom­mu­nal­re­for­men i 2007, hvor kom­mu­nerne overtog det spe­ci­a­li­se­rede socialområde.

Hjemme ved spi­se­bor­det forholder vi os igen til rund­vis­nin­gen i Sput­nik­hyb­lerne, men nu med en distance til besøgets invol­ve­rende oplevelse. Den invol­ve­rende sceniske beskri­velse er gennem forsk­nings­ar­ki­vet blevet infor­me­ret og distan­ce­ret, og vi har fået blik for, hvordan rets­sik­ker­he­den og træf­sik­ker­he­den udgør et kon­fliktu­elt forhold, der både kan muliggøre men også umu­lig­gøre, at min søn kan få tilbudt Sput­nik­hyb­ler­nes §107-botilbud. Det afhænger i første omgang af, i hvilken udstræk­ning, man fra kommunal side kan udfordre kva­li­tets­stan­dar­der­nes pseu­do­mål­sæt­nin­ger gennem de indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger, der tager afsæt i borgerens behov og konkrete situation. Det er i denne proces, at individet sam­funds­mæs­sig­gø­res og den enkeltes livs­sam­men­hænge indrammes af den sociale isce­ne­sæt­telse, som dels kommunens visi­ta­tion, botil­bud­dets doku­men­ta­tion og soci­al­til­sy­nets inter­ven­tion (u)muliggør som soci­a­li­sa­tions­felt, hvor det er nød­ven­digt at kunne tale det politiske sprog for at kunne argu­men­tere for sin sag.

Vi er nu som familie blevet klædt på til at kunne argu­men­tere inden for den politiske diskurs, men er det i bund og grund ikke uret­fær­digt, at jeg kan støtte min søn i dette for­hand­lings­spil? Er vi ikke bare blevet uti­li­ta­ri­sti­ske,dvs. at vi sætter nytten og velfærden over ret­fær­dig­heds­prin­cip­perne (Andersen 1988), når nu mar­keds­sta­tens historie med al tyde­lig­hed viser, at uti­li­ta­ris­men overtager vel­færds­sta­tens retfærdigheds­principper (Andersen 1988)? Vi har hver især for­skel­lige hold­nin­ger til, hvem der er beret­ti­get og hvem der ikke er beret­ti­get til at få hjælp fra kommunen, og på mange måder trækker vi stadigvæk på 1700 og 1800-tallets fat­tig­lov­giv­nin­ger, der udstan­sede kri­te­ri­erne for til­bli­vel­sen som værdigt trængende, som i praksis blev afgjort af præ­ste­ska­bet og det bed­re­stil­lede borgerskab.

Efter vores besøg i Sput­nik­hyb­lerne sad vi fast i det moralske spørgsmål om, hvor ’værdigt trængende’ min søn egentlig er. Når vi begynder at forholde os til min søns behov som ’nød’, er det fordi, vi ikke kan undslippe nødens mora­li­se­ring, der ligeledes gjorde sig gældende, da medierne skabte Dovne-Robert og Fattig-Carina på kon­tant­hjælp i tiden efter finanskri­sen, som ”kal­ku­le­rende, nyt­te­mak­si­me­rende individer uden arbejds­moral” (infor​ma​tion​.dk). Den øko­no­misme, som moder­ni­se­rin­gen af den offent­lige sektor har instal­le­ret i mar­keds­sta­ten, er funderet på et uti­li­ta­ri­stisk rationale, der nød­ven­dig­gør en regu­le­ring af koncerner som Sput­nik­hyb­lerne er en del af, fordi pro­fit­mak­si­me­rende virk­som­he­der inden for det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde vækker følelser af uret­fær­dig­hed, når skat­te­kro­nerne går direkte i pro­fit­ba­ro­ner­nes lommer. Soci­al­til­sy­net har således fået sin beret­ti­gelse i den nød­ven­dige regu­le­ring af mar­keds­sta­ten for at sikre retfærd i velfærd gennem en balan­ce­ring af rets­sik­ker­hed over for træf­sik­ker­hed. En statslig balan­ce­ring, der regulerer såvel den kommunale som den private praksis gennem en uvildig og for­hå­bent­lig rettidig retfærdighedsorientering. 

Refe­ren­cer

Andersen, H. (1988). Ratio­na­li­tet, velfærd & ret­fær­dig­hed. Belyst ud fra nyere sam­funds­vi­den­ska­be­lige teorier. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Bentzon, K‑H. (1988). Moder­ni­se­rings­pro­gram­mets historie. I: K‑H. Bentzon (red.). Fra vækst til omstil­ling – moder­ni­se­ring af den offent­lige sektor. Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Chri­sten­sen, F., Fristrup, P. & Hougaard, J.L. (1991). Pro­duk­ti­vi­tets­a­na­ly­ser. Jurist- og Øko­nom­for­bun­dets Forlag.

Davis, J.D. (1998). Mar­keds­løs­nin­ger på den offent­lige sektors problemer? I: K. Bregn (red.). Omstil­ling i den offent­lige sektor i et økonomisk per­spek­tiv. Jurist- og Øko­nom­for­bun­dets Forlag.

Fristrup, P. (1998). Mar­keds­o­ri­en­te­ring i et indu­stri­ø­ko­no­misk per­spek­tiv. I: K. Bregn (red.). Omstil­ling i den offent­lige sektor i et økonomisk per­spek­tiv. Jurist- og Øko­nom­for­bun­dets Forlag.

Grøn­ne­gård Chri­sten­sen, J. (2019). Politisk-admi­­ni­­stra­tiv kontrol. I: J. Blom-Hansen, P. Munk Chri­sti­an­sen, T. Pallesen og S. Ser­ritzlew (red.) Offentlig for­valt­ning – et poli­to­lo­gisk per­spek­tiv. 2. udgave. Hans Reitzels Forlag.

Hesselbæk, B. (2020). Befri­el­sen. De udvik­lings­hæm­me­des historie i Danmark. Dansk Psy­ko­lo­gisk Forlag.

Hyldahl Fogh, B. (1998). Decen­tra­li­se­ring som vir­ke­mid­del til omstil­ling. I: K. Bregn (red.). Omstil­ling i den offent­lige sektor i et økonomisk per­spek­tiv. Jurist- og Øko­nom­for­bun­dets Forlag.

Kirkebæk, B. (2001). Nor­ma­li­se­rin­gens periode – Dansk ånds­svage­forsorg 1940 – 1970 med særligt fokus på forsorgs­chef N.E. Bank-Mikkelsen og udvik­lin­gen af Statens Ånds­svage­forsorg 1959 – 1970. SocPol.

KORA (2016). Styring med stan­dar­der. Under­sø­gelse af kom­mu­ner­nes brug af kva­li­tets­stan­dar­der på soci­a­l­om­rå­det. Udar­bej­det af Matilde Høybye-Mortensen, Marie Kiil Brøcker, Katrine Iversen, Katrine Nøhr og Hanne Søn­der­gård Pedersen. Udgivet af KORA Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Leigh, J. & Brown, N. (2021). Embodied Inquiry. Research Methods. Blooms­bury Academic.

Madsen, M.O. (2014). Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde på modi­fi­ce­rede mar­keds­vil­kår. I: Sam­fund­s­ø­ko­no­men, nr. 1, marts 2014, Tema: Det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde,
s. 40 – 45.

Nagbøl, S. & Fristrup, T. (red.) (2020). Ople­vel­ses­a­na­lyse. Om videns­ud­vik­ling. Hans Reitzels Forlag.

Nielsen, K. (1988). Den bor­ger­lige regerings styring ad den offent­lige sektors økonomi. I: K‑H. Bentzon (red.). Fra vækst til omstil­ling – moder­ni­se­ring af den offent­lige sektor. Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Nør­re­lykke, H., Zeeberg, B. & Ebsen, F. (2011) Myndighed og Leve­ran­dør. Samspil og aftaler i socialt arbejde med udsatte børn og unge. I: Socialt arbejde Skrift­se­rie nr. 13, Pro­fes­sions­højsko­len Metropol.

Schmidt, L‑H. (2019). Det sociales ABC. Prin­cip­per i soci­a­l­a­na­ly­tisk sam­tids­di­ag­nostik.
U Press.

Soci­alsty­rel­sen (2020). Kva­li­tets­mo­del for soci­al­til­syn. Temaer, kriterier og indi­ka­to­rer for sociale tilbud. Version iht. BEK nr. 617af 03/05/2020.  https://​soci​alsty​rel​sen​.dk/​f​i​l​e​r​/​t​v​a​e​r​g​a​e​n​d​e​/​s​o​c​i​a​l​t​i​l​s​y​n​/​v​e​j​l​e​d​n​i​n​g​e​r​ – ​o​g​ – ​m​a​t​e​r​i​a​l​e​r​/​k​v​a​l​i​t​e​t​s​m​o​d​e​l​/​k​v​a​l​i​t​e​t​s​m​o​d​e​l​ – ​t​i​l​b​u​d​ – ​1​8​1​2​2​013 – 2.pdf

Økonomi- og Inden­rigs­mi­ni­ste­riet (2013). Eva­lu­e­ring af kom­mu­nal­re­for­men. Marts 2013. Afrap­por­te­ring fra udvalget om eva­lu­e­ring af kom­mu­nal­re­for­men. https://​oim​.dk/​m​e​d​i​a​/​1​5​1​8​5​/​e​v​a​l​u​e​r​i​n​g​ – ​a​f​ – ​k​o​m​m​u​n​a​l​r​e​f​o​r​m​e​n​.​pdf

Hjem­mesi­der (sidst tilgået d. 15. november 2021):

til​bud​spor​ta​len​.dk

https://​til​bud​spor​ta​len​.dk/​t​i​l​b​u​d​s​s​o​e​g​n​i​n​g​/​t​i​l​b​u​d​D​e​t​a​l​j​e​s​i​d​e​/​i​n​d​e​x​?​t​i​l​b​u​d​s​i​d​=​R​R​A​ – ​1​1​8​4​&​a​f​d​e​l​i​n​g​s​i​d​=​e​1​0​5​9​6​7​9​ – ​b​5​d​7​ – ​4​365 – 9918-edc01870c48e&aktivtMenupunkt=

ligevaerd​.dk

https://www.ligevaerd.dk/wp-content/uploads/2018/02/Afg%C3%B8relse-fra-Ankestyrelsen.pdf

soci​alsty​rel​sen​.dk

https://​soci​alsty​rel​sen​.dk/​f​i​l​e​r​/​t​v​a​e​r​g​a​e​n​d​e​/​s​o​c​i​a​l​t​i​l​s​y​n​/​a​f​t​a​l​e​ – ​o​m​ – ​e​t​ – ​n​y​t​ – ​s​o​c​i​a​l​t​i​l​s​y​n​.​pdf

https://​soci​alsty​rel​sen​.dk/​t​v​a​e​r​g​a​e​n​d​e​ – ​o​m​r​a​d​e​r​/​s​o​c​i​a​l​t​i​l​s​y​n​/​o​m​ – socialtilsyn

fag​bla​det​foa​.dk

https://​www​.fag​bla​det​foa​.dk/​A​r​t​i​k​l​e​r​/​2​0​1​8​/​0​5​/​2​8​/​P​r​o​f​i​t​ – ​p​a​a​ – velfaerd

sm​.dk

https://​sm​.dk/​n​y​h​e​d​e​r​/​n​y​h​e​d​s​a​r​k​i​v​/​2​0​2​1​/​a​p​r​/​n​y​ – ​p​o​l​i​t​i​s​k​ – ​a​f​t​a​l​e​ – ​s​t​y​r​k​e​r​ – ​t​i​l​s​y​n​e​t​ – ​m​e​d​ – ​s​o​c​i​a​l​e​ – tilbud

ops​-indsigt​.dk

denof​fent​lige​.dk

https://​www​.denof​fent​lige​.dk/​s​p​e​k​u​l​a​t​i​o​n​ – ​i​ – ​p​r​o​f​i​t​ – ​p​a​a​ – ​v​e​l​f​a​e​r​d​ – ​s​k​a​l​ – stoppes

infor​ma​tion​.dk

https://​www​.infor​ma​tion​.dk/​d​e​b​a​t​/​2​0​1​3​/​1​2​/​a​r​v​e​n​ – ​c​a​r​i​n​a​ – robert

  • ph.d., lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddan­nelse (DPU), Aarhus Universitet 

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

STØT VIA MOBILEPAY VED AT SCANNE HER

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte