Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Restrik­tio­ner og åbninger – insti­tu­tions­liv under covidregler

Artiklen ana­ly­se­rer og dis­ku­te­rer insti­tu­tions­liv i foråret 2020, da dag­in­sti­tu­tio­nerne gradvist lukkede op efter at have været cor­o­na­luk­ket. Der skete ændringer i rutiner og hverdag, der i sin fler­ty­dig­hed viser noget om insti­tu­tio­ner og det insti­tu­tio­nelle børneliv: På den ene side hvordan børn og voksne for­bløf­fende hurtigt inter­na­li­se­rede nye og mere restrik­tive normer for dag­lig­da­gen fx begræns­ning af hvor man må være og hvem man må være sammen med. På den anden side var de mere rigide og faste rammer forbundet med bedre de-facto-nor­­me­rin­­ger, mere fri leg og tættere inter­ak­tion med og nærhed til børnene fra de pro­fes­sio­nelle voksne. De angivne for­an­drin­ger må begribes i en dob­belt­hed: restrik­tio­ner og åbninger på en og samme gang.

Det er det, der har været faktisk, den vildeste forskel. Det er alt det vi altid snakker om. Og synes er svært og bøvlet og irri­te­rende at blive bedt om. Det har vi bare gjort fra den ene dag til den anden. 

(Interview med dag­in­sti­tu­tions­le­der maj 2020)

Citatet er fra et interview med en leder af en dag­in­sti­tu­tion, der taler om de ændringer, der skete i insti­tu­tio­nen i for­bin­delse med covid: På mange for­skel­lige måder blev hverdagen i danske dag­in­sti­tu­tio­ner ændret i for­bin­delse med den første bølge af for­holds­reg­ler mod covid. I artiklen vil vi se nærmere på disse ændringer, der som citatet indikerer var bety­de­lige i forhold til den sæd­van­lige institutionshverdag.

Dag­in­sti­tu­tio­nerne under covid­for­holds­reg­lerne kan anskues som en atypisk eller ekstrem case (Flyvbjerg, 1991 s149f), for så vidt at omgangs­for­mer og regler med et slag afveg bety­de­ligt fra det sæd­van­lige. Flyvb­jergs pointe er, at den ekstreme case er mere infor­ma­tions­hol­dig, da den klarere viser de meka­nis­mer, der også er tilstede i de mere almin­de­lige tider. Så selvom hverdagen under covi­dreg­lerne afveg fra det sæd­van­lige insti­tu­tions­liv peger de ændrede prak­sis­for­mer på nogle generelle træk ved insti­tu­tions­li­vet – som bliver særligt tydelige netop pga. ændrin­gerne. De vaner og rutiner er ind­ar­bej­det hos børn og voksne som sel­vind­ly­sende normer for hvordan man skal opføre sig. Ligesom vaner og rutiner også er kendte af forskere inden for daginstitutionsfeltet. 

Covid­for­an­stalt­nin­gerne for­an­drede det insti­tu­tio­nelle hver­dags­liv.  Situ­a­tio­nen kan anskues som en slags insti­tu­tions­liv på speed: drastiske ind­skrænk­nin­ger af hvem der måtte være hvor hvornår og hvad de måtte foretage sig. Og vel og mærke statslige regu­le­rin­ger der ledte direkte til for­an­drin­ger i den daglige inter­ak­tion. Men som vi vil diskutere var for­an­drin­gerne para­doksale. På den ene side en bety­de­ligt stærkere statslig og kommunal styring, flere restrik­tio­ner og mere regu­le­ring af dag­in­sti­tu­tions­li­vet, der på den anden side samtidigt danner rammen for mere til­gæn­ge­lig­hed, nærvær og omsorg. Disse ændringer rammer samtidig ned i en højaktuel dis­kus­sion om dag­in­sti­tu­tio­ner, nemlig dis­kus­sio­nen om forholdet mellem antallet af børn og voksne – normeringer.

Rege­rin­gen lukkede alle landets dag­in­sti­tu­tio­ner – med und­ta­gelse af enkelte nød­pas­nings­plad­ser – 16. marts 2020. Frem til d. 15. april var insti­tu­tio­nerne lukkede hvorefter de åbnede gradvist op: I perioden fra 15. april til 18. maj kørte dag­in­sti­tu­tio­nerne under forhold der adskilte sig bety­de­ligt fra de sæd­van­lige forhold. Efter 18. maj 2020 er for­hol­dene i et vist, men ikke fuldt, omfang tilbage i mere normal gænge om end der stadig er en række restrik­tio­ner, som dog ikke dis­ku­te­res nærmere i artiklen. Der herskede altså, en række skærpede covi­dreg­ler i perioden fra midt-april til midt-maj. Det er denne periode (primo maj 2020) vi fokuserer på i artiklen.

Vi trækker i artiklen på en række studier, der blev gen­nem­ført i perioden:  Koch og Jør­gen­sens 4 ugers obser­va­tion og inter­viewstu­die i Århus (Koch, 2020), Petersens kom­bi­ne­rede survey-(130 ledere og 130 pædagoger) og inter­viewun­der­sø­gelse (10 ledere) (Nielsen, 2020), VIVE’s sur­veyun­der­sø­gelse af genåb­nin­gen med svar fra 110 dag­in­sti­tu­tions­le­dere (Mortensen, Nøhr, & Lindeberg, 2020) og Børns Vilkårs 18 grup­pe­in­ter­view med 39 bør­ne­ha­vebørn (Kjeldsen et al., 2020). Vi har også selv gen­nem­ført et mindre studie, hvorfra de eksempler vi nævner i artiklen er hentet: Vi obser­ve­rede over 2 dage i 3 større dag­in­sti­tu­tio­ner i 3 for­skel­lige omegnskom­mu­ner til København og inter­viewede efter­føl­gende lederne i 2 af insti­tu­tio­nerne.
Kon­klu­sio­nerne i studierne er i store træk over­ens­stem­mende. Vi vil derfor diskutere dem under et. Et studie – nemlig bør­ne­stu­diet (Kjeldsen et al., 2020) – adskiller sig dog ved at være mere kritisk overfor effek­terne af covidreglerne.

Det er bemær­kel­ses­vær­digt, at covi­dreg­lerne i vid udstræk­ning bliver vurderet som noget, der har haft en positiv betydning for dag­in­sti­tu­tio­nens hverdag. Så meget desto mere som covi­dre­gu­le­rin­gerne og ned­luk­nin­gerne inter­na­tio­nalt i vidt omfang, blandt dag­in­sti­tu­tions­prak­ti­kere og –forskere har været vurderet som voldsomt pro­ble­ma­ti­ske og udfor­drende for så vel børn, familier og pro­fes­sio­nelle (se fx Bertram & Pascal, 2021; RECE, 2020).

Covi­dreg­lerne og deres reguleringer

Begrun­del­sen for covid­for­holds­reg­lerne er hygiej­nisk. Hygiejne og pædagogik er dog klart forbundne. Dels er pædagogik i en mere generel betydning forbundet med hygiejne. Den moderne stats ’under­vis­ning’ består i høj grad i at lære borgerne at tage vare på sig selv og ’sam­fund­skrop­pen’. Soci­a­li­se­ring handler om at lære børnene som kommende borgere at passe på sig selv, og andre borgere. Dette har været eksem­pla­risk tydeligt med covid­for­holds­reg­lerne, hvis begrun­delse i dag­in­sti­tu­tio­nerne ikke er at forhindre børn i at blive syge. Det bliver de nemlig stort set ikke. Men derimod at dag­in­sti­tu­tio­nerne ikke skal sprede smitten til de voksne – særligt ældre – borgere, der faktisk bliver syge. Børns ansvar for sam­fun­dets hygiejne har således eksplicit været sat på dagordenen.

Men også når der ikke er covid, er dag­in­sti­tu­tio­ner beskæf­ti­get med hygiejne. Det er indbygget i arki­tek­tu­ren og i de daglige rutiner som fx håndvask og påklæd­ning. Og går man bare lidt tilbage i historisk tid var det i førsko­le­in­sti­tu­tio­ner ikke usæd­van­ligt, at både børn og personale havde uniformer på.  Den centrale betydning af hygiejne ses også i nyere tid fx i EVA’s stan­dar­di­se­rede under­sø­gelse af kva­li­te­ten af lærings­mil­jøer i danske dag­in­sti­tu­tio­ner (Danmarks Eva­lu­e­rings­in­sti­tut, 2020). I under­sø­gel­sen er hygiejne (”rutiner for personlig pleje”) ligefrem et af 6 over­ord­nede vurderingsområder.

Trods den tætte for­bin­delse mellem hygiejne og pædagogik var/er forholdet mellem covi­dreg­lerne og pædagogik dog mindre organisk. Den centrale begrun­delse for reglerne var ikke, at hygiejne skulle læres, men at smit­tespred­nin­gen skulle begrænses. Og reglerne medførte en række afgørende for­an­drin­ger af rammerne for og indholdet af dag­in­sti­tu­tio­ner­nes virk­som­hed. Vel og mærke virk­som­hed, som kun har svag for­bin­delse til hygiejne; fx leg, grup­pe­op­de­ling og omsorg. 

Reglerne – fx arealkrav – var stort set alle centralt udstukne: dvs. statslige som via kommunale ret­nings­linjer og styring blev effek­tu­e­ret i insti­tu­tio­nerne. Her var den beskrevne intention at reducere hvor ofte, hvor længe og hvor tæt der var kontakt mellem mennesker. Det betød

  • Færre børn på hver stue.
    Nogle forældre blev bedt om eller fik besked om at holde deres børn hjemme.
  • Reduktion i hvor mange andre både børn og voksne på en stue kunne være sammen med.
    Fx ved, at der var lukkede døre mellem de enkelte stuer, zone­op­de­ling af lege­plad­sen, ved at børnene blev taget i mod udenfor eller på stuerne. Og ikke mindst skete det ved, at pæda­go­gisk personale kun arbejdede på én stue i løbet af dagen.
  • Der blev ikke holdt per­so­na­le­mø­der, eller samtaler med eksterne og kommunale konsulenter.
  • Kortere åbnings­tid.
  • Hyppig rengøring.
    Både håndvask og af stuerne og af legetøj og legeredskaber.
  • Forbud for for­æl­drene mod at komme ind i insti­tu­tio­nerne.
    Børnene blev i perioden afleveret enten udenfor eller i døråbningen.

En for­bed­ring af den faktiske normering

En tydelig ændring i forhold til den sæd­van­lige hverdag er, at der har været flere resurser pr. barn. Dette er inter­es­sant ikke mindst i lyset af den dis­kus­sion, der har kørt siden for­æl­dre­de­mon­stra­tio­nerne for bedre nor­me­rin­ger i foråret 2019 (Hvor er der en voksen, n.d.). Under covi­dreg­lerne var det tydeligt, at den faktiske normering var bety­de­ligt bedre end sæd­van­ligt. Det skyldes både, at der var væsent­ligt færre børn tilstede, at åbning­sti­den var kortere og at pæda­go­gerne i i hvert fald i en af de insti­tu­tio­ner vi obser­ve­rede arbejdede flere timer. Endelig var pæda­go­gerne mere sammen med børnene sim­pelt­hen fordi der var færre andre akti­vi­te­ter. Eller som en af lederne forklarede:

Så det gode i denne her tid har jo også været, at altså normalt så mangler vi stort set 1 til 2 hver dag, fordi de enten afspad­se­rer, holder ferie, er på kursus. Altså der… Vi har jo faktisk ikke den normering, vi egentlig har vel, fordi alt det andet, det bliver jo trukket fra. Og når der så mangler en, nå, men okay, så bliver det lige pludselig for svært at komme af sted [på tur], ikke. Men nu har vi jo kunne komme af sted.

På den måde kan covi­dre­gi­met delvis anskues som et eks­pe­ri­ment i, hvad en for­bed­ring af nor­me­rin­gerne kunne indebærer. Men en for­bed­ring som para­doksalt blev mulig­gjort, af at mange børn ikke kunne komme i insti­tu­tion og af at pæda­go­gerne arbejdede mere end sædvanligt.

Et paradoks: Mere regu­le­ring udefra – mere nærvær

Studierne inklusiv vores eget peger på en bety­de­ligt stærkere statslig og kommunal styring, flere restrik­tio­ner og mere regu­le­ring af dag­in­sti­tu­tions­li­vet. Det gælder fx hvor mange pædagoger, der skulle være på arbejde, hvor mange/ få børn, hvor børnene måtte være, og om for­æl­drene måtte komme ind. Men para­doksalt nok åbnede den stærkere regu­le­ring for mere til­gæn­ge­lig­hed, nærvær og omsorg.

Et generelt indtryk fra obser­va­tio­ner og interview var således at stem­nin­gen og rutinerne oplevedes som bedre end normalt: ord som ’ro’, ’nærvær’, ’god stemning’ går igen i både obser­va­tions­no­ter og interview. Og det er en vurdering af tiden med covi­dreg­lerne, som vi deler med de andre studier (fx (Koch, 2020), ligesom den er i over­ens­stem­melse med beret­nin­ger fra pædagoger og fra BUPL (se fx Børn & Unge nr. 6 – 2020 s. 6ff; nr. 7 – 2020 s.16f.)

Et kendt fænomen, som er beskrevet i megen dag­in­sti­tu­tions­forsk­ning er, hvordan de voksne opret­hol­der orden og normer igennem regu­le­rin­ger af børns hand­lin­ger (Dencik, Bäckström, & Larsson, 1988; Ehn, 1983; Ellegaard, 2004). Efter­hån­den som børnene lærer normerne at kende er det dog i høj grad noget de voksne ikke behøver. Men netop i en tid med nye regler kunne man forvente at regu­le­rin­gen af børn ville blive mere tydelig. Så meget desto mere påfal­dende er, at vi ikke obser­ve­rede flere, snarere færre, regu­le­rin­ger af børnene end vi, der alle tidligere har obser­ve­ret i insti­tu­tio­ner, har erfaring med. Der var regler omkring covid, men det var begrænset hvor rigidt de blev håndhævet. De regler der blev nævnt og håndhævet af pæda­go­gerne var snarere de ’normale’ regler, som at vente på tur, behandle redskaber sikkert, regler for hvordan børnene skulle bevæge sig og være i det offent­lige rum (skoven). Men der var dog i inter­viewene anden­hånds­hi­sto­rier om andre insti­tu­tio­ner, hvor regu­le­rin­gerne i følge de inter­viewede leder tog overhånd:

Du kan gå over på den anden side af vejen, hvor at der er de der rød/hvide afspær­rings­bånd ude på lege­plad­sen. (…) og hvor at alt det her med sprit og hånd­hy­giejne og sådan noget virkelig har fyldt.

I begge inter­views blev nævnt, at per­so­na­let umid­del­bart efter åbningen havde været mere rigide omkring regler, men at det efter­hån­den havde fået en mere afslappet praksis. Kjeldsen et al. (2020) refererer fra deres bør­ne­in­ter­view også, at nogle børn er kritiske overfor, at der er nogle venner de ikke kan være sammen med og at der var steder de ikke måtte være

Men covi­dreg­lerne var tyde­lig­vis hurtigt blevet ruti­ni­se­rede – ikke mindst af børnene. Børnene mindede således ind i mellem hinanden og de voksne om reglerne. I en af insti­tu­tio­nerne var lege­plad­sen opdelt i en række zoner, der ikke var markerede, men som børnene kendte fra den normale hverdag: sand­kas­sen, boldbanen osv. De enkelte bør­ne­grup­per skulle så holde sig inden for en zone. Og det var tydeligt, at børnene stort set holdt sig inden for ’deres’ gruppes zone – uden at de skulle belæres om det. Det virkede som børnene hurtigt havde inter­na­li­se­ret nye (og mere restrik­tive) normer for dag­lig­da­gens insti­tu­tions­liv fx begræns­ning af bevæ­ge­lige rum og rela­tio­ner til de andre børn.

Begge ledere frem­hæ­vede, at der inden åbningen havde været grundige dis­kus­sio­ner om hvordan hverdagen skulle foregå. Det påfal­dende her er på den ene side, den loyale dis­kus­sion af hvordan de statslige rammer skulle føres ud i livet, samtidig en tydelig ita­le­sæt­telse af hvad der var centralt i dag­in­sti­tu­tio­nen: Som en pædagog for­mu­le­rede det krammer og trøster de som vanligt; men med det vigtige forbehold, at det i prin­cip­pet kun er børn fra egen gruppe der trøstes fysisk. ”Men hvis der falder en lige foran mig trøster jeg selv­føl­ge­lig og tager op”.

De mindre gruppers overskuelighed

Faste voksne og mindre grupper af børn er ken­de­teg­nende for tiden under covi­dre­gi­met. Grupperne, alt afhængigt om det er vug­ge­stu­ebørn eller bør­ne­ha­vebørn, har været på mellem 4 og 7 børn. Til­knyt­tet 1 eller 2 faste voksne. Pæda­go­gerne giver udtryk for en klar oplevelse af, at have flere resurser – der hænger sammen med en anden orga­ni­se­ring, en over­sku­e­lig og begrænset åbnings­tid – og ikke mindst at kunne for­an­stalte nærvær og tæthed med børnene. I de små grupper. Den reelle normering er så at sige bedre – i kraft af tidens ind­skrænk­ning og de færre børn. Men det har altså også ladet sig gøre ved at det pæda­go­gi­ske personale har arbejdet mere og ved at stort set alle de akti­vi­te­ter, der foregår væk fra børnene er blevet suspenderet.

De små og afgræn­sede grupper har krævet en anden orga­ni­se­ring af de voksne, der dels har forlangt kon­ti­nu­i­tet (den samme voksne til den samme gruppe af børn) og dels flek­si­bi­li­tet. Den har også krævet at man har over­ens­stemt hver dag, hvor de små grupper befandt sig og med hvad. Udover at det har mulig­gjort en indi­vi­duel døm­me­kraft hos den enkelte pædagog, har det krævet en fælles hand­le­kraft. Det har bevirket ”en kollegial venlighed” – at pæda­go­gerne er opmærk­somme på hinanden og hver dag ori­en­te­rer sig i hvad den anden eller de andre vil. At man handler flek­si­belt. Men det beskrives også, at man savner hinanden. Som en leder beskriver det om de voksne: 

De er jo lige pludselig blevet tvunget til at være i de der små grupper, og det har da været fedt. For børnene. Og de har sgu da også italesat, at det har været svært. [som fx med udta­lel­ser som,]”Jeg savner mine kollegaer helt vildt”.

Det handler med ledernes udta­lel­ser og de voksnes påpeg­nin­ger om rela­tio­ner og nærvær. Og om at dette på en helt anden måde bliver muligt at realisere i de små grupper af børn. Også mellem børnene. I en insti­tu­tion arbejdede man i forvejen i mindre grupper, men det forøgede fokus har medført, siger lederen:

Altså de er jo stadigvæk blevet i de her små grupper og har måske fået endnu mere af det, som vi gerne ville, ikke. Altså vi har jo den der… Øh vi har jo nogle visioner, hvor at der også står det her omkring nærvær og små grupper.

Der er for­skel­lige vur­de­rin­ger af, hvad de små grupper betyder for børnene. På den ene side, kan det betyde et fravær og en manglende mulighed for at lege med andre børn end de der indgår i ens egen gruppe. Noget som også nogen børn i Kjeldsen et al.s under­sø­gelse giver udtryk for. På den anden side har de små grupper betydet en større inten­si­tet i rela­tio­nerne mellem børnene. Set fra et vok­sen­per­spek­tiv udtrykkes det sådan, her fra en af obser­va­tø­rer­nes beskri­velse: ’De er ikke i tvivl om, at det er rigtig godt for børnene, og at det giver nogle helt unikke mulig­he­der for at være nær­væ­rende og optaget sammen med børnene og på en helt anden måde end ellers. Man kan følge tis­se­my­ren over lang tid og endda sammen med barnet huske at kigge efter den dagen efter.’

En del børn har forholdt sig åbenlyst til de små grupper, som fx 3 piger der talte sammen om, ”at når nu det her corona er overstået, så kan vi igen lege”. Og på den anden side – en begej­stret observatør-’bekendelse’: ’Set fra et bør­ne­per­spek­tiv må det være den helt perfekte måde at gå i vuggestue på. Børnene er sammen med deres kam­me­ra­ter og med deres faste og ikke mindst nær­væ­rende voksne om vigtige ting. De voksne beskriver den ro, som har sænket sig, fordi de nu ”bare” skal være optaget af deres egne børn og deres egen plan­læg­ning på stuen.’

Roen er et fravær af kaos. I ingen af obser­va­tio­nerne ser vi kaos, børn der overses, børn der græder længe og ikke regi­stre­res af de voksne – og det skal på ingen måde idyl­li­se­res, men det synes som om tidens orga­ni­se­ring og til­stræk­ke­ligt med voksne med små grupper af børn giver et billede, der af en obser­va­tør sam­men­fat­tes således: ’Denne dag ligner på de fleste punkter andre obser­va­tions­dage i bør­ne­ha­ver. Det er dog påfal­dende med den relativt rolige bevægelse mellem akti­vi­te­ter, den fysisk-sociale afgræns­ning af akti­vi­te­terne, den gode normering (3 voksne til 12 børn), de nær­væ­rende voksne.’

Tiden

Tids­struk­tu­ren har været en anden. Ander­le­des, dels ved at åbning­sti­den har været kortere, dels ved at den daglige tids­struk­tu­re­ring har været forandret. Restrik­tio­nerne har på den ene side medført mere stramme tids­pla­ner: der skal vaskes hænder oftere, i disse insti­tu­tio­ner i små hold a 2 – 3 børn, idet der refereres til andre insti­tu­tio­ner, hvor der er lange køer ved hånd­va­sken, ude/indeliv skal orga­ni­se­res og afpasses andre, dagen skal åbnes og lukkes på andre måder ved en forkortet åbnings­tid. Tiden er på den anden side blevet mere intensiv, dels ved at tiden i kraft af restrik­tio­nerne er blevet mere stram og planlagt – og dels ved at tiden bliver fyldt med aktivitet og hand­lin­ger, idet tiden har været over­sku­e­lig. Man har så at sige vidst, hvornår tiden holdt op, hvornår dagen sluttede, hvorfor tiden er blevet fyldt med noget. Og tiden mellem åbne og lukke har på mange måder kunnet fyldes med hvad børn og voksne fandt inter­es­sant. Lære­pla­ner og andre bestem­mel­ser og for­drin­ger har sine steder været mid­ler­ti­digt sus­pen­de­ret. Der tegner sig kom­pli­ce­rede para­dok­ser. Fx giver flere udtryk for, at lære­pla­nen er en af de akti­vi­te­ter, der er blevet ned­pri­o­ri­te­ret (se også Mortensen et al., 2020 p.17f: Her fremgår det ganske inter­es­sant, at ople­vel­sen er at plan­læg­ning og eva­lu­e­ring af lære­pla­nen er reduceret (tabel 4.9), mens den efter­føl­gende tabel 4.10 para­doksalt nok viser, at de samme ledere oplever at have fokuseret mere eller meget mere på samtlige lære­planste­maer i perioden!)

Det mani­feste­res i den omtalte ro. Eller rettere: en oplevelse af ro og over­sku­e­lig­hed. Det fremhæves gentagne gange af de til­ste­de­væ­rende voksne. Det samsvarer obser­va­tø­rer­nes opfat­telse, her fra lege­plad­sen: ” Der er hele for­mid­da­gen en stemning af ro og nærvær. Her er rart at være. Der er en enkelt konflikt, da to piger udvider samlingen af motor­cyk­ler til flere end de kan overkomme at køre på ad gangen, og et barn også gerne vil have en, men en voksen hjælper på bedste vis børnene videre, og freden sænker sig igen.”

Den ander­le­des tid­struk­tu­re­ring betyder også, at et barn kan stå på lege­plad­sen kl. 7.30 om morgenen, ”når lege­plad­sen åbner”, som en voksen bemærker det. Det er en afgørende for­an­dring i forhold til det almin­de­lige, insti­tu­tio­nelle hver­dags­liv. Lege­plad­sen er ikke kun noget der bruges mellem 12 og 14, men indgår som et rum, et pæda­go­gisk rum, der altså åbner langt tidligere end ’normalt’. Tiden er udvidet (og samtidigt begrænset) – og det er rummene også. Tid og rum hører på den måde sammen og kan kun van­ske­ligt adskilles. Flere rum, hvis man betragter lege­plad­sen som et rum, bliver taget i anven­delse. Det betyder færre børn på flere kva­drat­me­tre. Og som det synes at være vir­ke­lig­he­den under Corona-restrik­tio­­nerne: i det hele taget færre børn. Færre børn fre­kven­te­rer dag­in­sti­tu­tio­nen – og som bemærket, i kortere tid. Det er nemlig erfa­rin­gen: at børnene kommer senere – og hentes tidligere. En af insti­tu­tio­nerne vi har besøgt har åbent fra 8 – 16 – og de fleste børn kommer først ved 9‑tiden. I de andre insti­tu­tio­ner, der åbner før, er det den samme erfaring. Sam­men­fat­tende siger en leder:

Der er blevet skabt nogle helt andre rum, altså der er blevet lavet en meget mere flydende dagligdag, og det er jo det vi har ledt efter længe.

Ude­rum­mets foranderlighed

Det hænger sammen med, at livet under covi­dre­strik­tio­nerne i høj grad leves udenfor – på lege­plad­sen, på ture, i frisk luft. Alle – børn såvel som voksne – er således mere ude, hvilket da også er en af myn­dig­he­der­nes anbe­fa­lin­ger. Restrik­tio­nerne er ind­heg­nede og begræn­sede arealer til rådighed for den enkelt bør­ne­gruppe. Nogle lege­plad­ser frem­træ­der med ind­heg­nings­bånd, ’hertil og ikke længere’, altså synlige grænser for børnenes færden. På andre lege­plad­ser er grænserne fortalte og mentale. Her ønsker man ikke de ”rød-hvide afspær­rings­bånd”. Lige netop dette forhold – de afgræn­sede felter på lege­plad­sen, hvad enten de er synlige eller mentale – har været van­ske­ligt at prak­ti­sere, for børnene vil gerne være sammen og lege med andre børn, end dem de er i mindre gruppe med. Derfor er det erfa­rin­gen i en insti­tu­tion at i starten var lege­plad­sen inddelt i små zoner til små grupper af bør­ne­ha­vebørn, men det holdt kun en uge eller to, ”for børnene græd hele tiden, fordi de ville være sammen med nogle andre og lege et andet sted, så det måtte vi altså opgive”. Andre steder synes børnene helt at acceptere begræns­nin­gerne. Også her kan vi beskrive en dob­belt­hed: på den ene side et begrænset areal til rådighed, på den anden side for­dy­belse i mindre gruppers lege – og en accep­te­ret afskær­met­hed i forhold til andre grupper. En accept af legens for­dy­belse i mindre grupper – og en beskyt­telse fra de voksne, således af grupperne overlades uden for­styr­relse og i ro…

Det er især på dette område, vi ser en slags ’civil ulydighed’ i forhold til de udefra satte restrik­tio­ner. Pæda­go­gerne opgiver ind i mellem at opret­holde ’ind­heg­nin­gerne’ – eller fortolker selv disse ind­heg­nin­gers logik, uden afspær­rings­bånd. Her tager hensynet til børnene over – og hand­lin­gerne begrundes i børnenes trivsel og samvær. Det andet område pæda­go­gerne var ’ulydige’, er i forhold til kravet om afstand. Det kan ikke opret­hol­des, siger pæda­go­gerne det, hverken mellem børnene og mellem de voksne og børn. Så der uddeles og udveksles knus og kram som før Corona – børn tages fortsat op og sidder på skødet af voksne, såvel som børnene i hvert fald i tids­mæs­sige afgræn­sede perioder (for­trins­vist på lege­plad­sen) får mulighed for at inter­a­gere med andre børn.

Ligesom at tiden beskrives som flydende, er over­gan­gen mellem inde og ude flydende. Således er en del af de tra­di­tio­nelle indendørs akti­vi­te­ter også flyttet udenfor. Og dermed er det der ude blevet til et rum, der indtages og som kan pyntes op. En leder beskriver:

Jeg hørte en lille pige sige den anden dag… Så siger hun til en af pæda­go­gerne, hun står sammen med, så siger hun ”ejj det vi sidder og laver, det pynter jo, det kunne vi jo også hænge op i træerne.

Og en anden leder:

For lige med at lege­plad­sen er blevet et rum, så er der sket noget vildt inter­es­sant. Og det er, at når man også har ansatte der har arbejdet i faget i mange år.. Så er der rigtig mange ting der hører til inde og hører til ude. Men de der ting der hører til inde, de er jo kommet ud. Og det er fedt for børnene. Altså vores ene kæm­pe­store dukkehus, købt for en formue, det er blevet til et insekthotel.

Afle­ve­rin­gens tydelighed

Under covi­dreg­lerne er over­gan­gen mellem familie og insti­tu­tion markant ander­le­des end den sæd­van­lige. For­æl­drene er stort set forbudt i insti­tu­tio­nerne. Praksis er noget for­skel­lig, men ens er, at for­æl­drene i kun meget begrænset omfang lades ind i insti­tu­tio­nerne. Det betyder ander­le­des afle­ve­rings­si­tu­a­tio­ner: For­æl­drene afleverer ved døren ind til stuen eller i et afgrænset og afmærket areal i gar­dero­ben. Det medfører dels en større ro, synes flere pædagoger, for døren går ikke op og i hele tiden. Og det er en generel oplevelse at der er mindre gråd og ked-af-det-hed i afle­ve­rings­si­tu­a­tio­nen. Udefra kan det anskues som en anden mod­ta­gelse: det er ikke barnet, der kommer ind på stuen, det er de voksne, der modtager barnet i døren. Situ­a­tio­nen inde­hol­der da også en anden tyde­lig­hed: alle, ikke mindst børnene, ved hvad det handler om – og der er ingen grund til at trække det i langdrag. Og de voksne er så at sige ’gearet’ til situ­a­tio­nen: opmærk­somme, imø­de­kom­mende og parate. Dette er i kontrast til hvad sædvanen er i mange insti­tu­tio­ner, hvor børn kan ankomme uden det til­sy­ne­la­dende bemærkes af pæda­go­gerne. Bagsiden ved denne mere insti­tu­tio­nelle om mindre familiære afle­ve­ring er et tab af kontakt til og kom­mu­ni­ka­tion med for­æl­drene. Og ifølge Kjeldsen et al.s (2020) bør­ne­in­ter­view er der da også flere af børnene, der savner at kunne bruge tid på at sige farvel til deres forældre.

En para­doksal anden institutionalisering

Dag­in­sti­tu­tio­nerne i den periode i foråret 2020 hvor de gradvist lukkede op kan ses som et atypisk case. Afvigende fordi der skete radikale ændringer i de insti­tu­tio­nelle rutiner og den insti­tu­tio­nelle hverdag. I sin fler­ty­dig­hed viste situ­a­tio­nen væsent­lige, men også komplekse eller ligefrem para­doksale forhold om insti­tu­tio­ner og det insti­tu­tio­nelle børneliv. På den ene side viser perioden noget om kraften i den insti­tu­tio­nelle magt: Rutiner som gennem lang tid var ind­ar­bej­det blev lavet om fra den ene dag til den anden – fx ved­rø­rende indret­ning, brug af og adgang til indendørs og udendørs rum, relation mellem pæda­go­gisk personale indbyrdes og forældre, rela­tio­ner mellem børnene osv. Vi så, hvordan børn og voksne for­bløf­fende hurtigt accep­te­rede og inter­na­li­se­rede nye og mere restrik­tive normer for insti­tu­tions­li­vets dagligdag. Perioden viser fun­da­men­talt den omfat­tende sociale kon­struk­tion og magtu­dø­velse som insti­tu­tions­li­vet er. Det viser, hvordan den er styret af ind i mellem håndfast statslig inter­ven­tion, men ageret af personale, forældre – og i sidste instans børn. På den anden side var disse mere rigide og faste rammer para­doksalt nok forbundet med mere nærhed og tættere inter­ak­tion og nærhed mellem de pro­fes­sio­nelle voksne og børnene. Noget der både går igen som en oplevelse hos pæda­go­gerne og som noget der er obser­ve­ret af forskere udefra. Dette kan i en vis udstræk­ning forklares med de – absolut og relativt – bedre resurser, der karak­te­ri­se­rede perioden. Noget der i høj grad er inter­es­sant i relation til kritikken af dårlige nor­me­rin­ger. Men ikke kun resurser betød noget: Også nærheden, de færre opgaver væk fra børnene og de mere over­sku­e­lige sociale enheder har givet haft betydning. De omsorgs- og rela­tions­op­ga­ver, der udgør centrale funk­tio­ner i den pro­fes­sio­na­li­se­rede omsorg blev tyde­li­gere fx i forhold til læreplanen.

På et mere frem­tids­ret­tet plan mulig­gjorde de radikale ændringer, at pædagoger kunne realisere og fore­stille sig andre måder, hverdagen kan orga­ni­se­res på. Også dette er et paradoks, fordi det i høj grad handlede om begræns­nin­ger som oveni­kø­bet var pålagt i en top-down-proces.

De angivne for­an­drin­ger må begribes i en dob­belt­hed: restrik­tio­ner og åbninger på en og samme gang. Denne dob­belt­hed reflek­te­res i inter­viewene, hvor de inter­viewede beskriver begræns­nin­gerne i perioden samtidig med at de fremhæver hvordan dele af covi­dre­gi­met gerne må overføres og markeres i en ’ny’ vir­ke­lig­hed – efter Corona[1].

Refe­ren­cer

Bertram, T., & Pascal, C. (2021). Creating forums for plural Covid nar­ra­ti­ves and dialogues in early childhood. European Early Childhood Education Research Journal, 29(1), 1 – 5. https://​doi​.org/​1​0​.​1​0​8​0​/​1​3​5​0​2​9​3​X​.​2​0​2​1​.​1​8​7​3​673

Børn & Unge (nr. 6 og 7) (2020). København: BUPL

Danmarks Eva­lu­e­rings­in­sti­tut. (2020). Lærings­miljø i kommunale bør­ne­ha­ver National under­sø­gelse. København.

Dencik, L., Bäckström, K., & Larsson, E. (1988). Barnets två världar. Falköping: Esselte Studium.

Ehn, B. (1983). Skal vi leka tiger? Stockholm: Liber.

Ellegaard, T. (2004). Et godt bør­ne­ha­ve­barn?: dag­in­sti­tu­tio­nens kom­pe­ten­ce­krav og hvordan børn med for­skel­lig social baggrund håndterer dem. Roskilde: Psykologi, Roskilde Universitet.

Flyvbjerg, B. (1991). Ratio­na­li­tet og magt. Bind 1: Det konkretes videnskab. København: Akademisk Forlag.

Kjeldsen, C. M., Stage, S., Stribæk, K., & Angelo, M. (2020). Børns ople­vel­ser af at være i børnehave under genåb­nin­gen af Danmark. København.

Koch, A. B. (2020). Hvad kan vi lære af corona? Pæda­go­gisk Extract, (17), 5 – 10.

Mortensen, N. P., Nøhr, K., & Lindeberg, H. (2020). Genåbning af bør­ne­ha­ver efter cor­o­navirus / COVID19. København.

Nielsen, K. H. (2020). Und­ta­gel­ses­til­stand skabte mere nærvær. Asterisk, 96(December), 16 – 18.

RECE (2020). Pro­fes­sio­nal Preca­ri­ties in a Time of Pandemic: Cross-national Per­specti­ves. Retrieved from https://​www​.youtube​.com/​w​a​t​c​h​?​v​=​h​R​9​K​Y​O​f​F​sWs


[1] Desværre peger vid­nes­byrd fra andre bør­ne­ha­ve­for­skere som senere har gen­nem­ført under­sø­gel­ser på, at mange af de ekstra resurser nu er for­s­vun­det, samtidig med at en del af de også resur­se­kræ­vende regler er opretholdt.

For­fat­tere

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte