Køn, krop og seksu­a­li­tet til for­hand­ling på en produktionsskole

På baggrund af etno­gra­fisk fel­t­ar­bejde på en pro­duk­tions­skole^[1] (nu FGU) under­sø­ges vilkårene for unges udforsk­ning af seksu­a­li­tet, køn og krop^[2]. I artiklen udfoldes, hvad der udspiller sig i de unges for­hand­lin­ger, samt hvilke kryds­nin­ger og brud mellem opfat­tel­ser af normer for seksu­a­li­tet, der opstår i den sociale og pæda­go­gi­ske kontekst. Empirien åbner for de unges idealer om en passende seksu­a­li­tet og kro­ps­gø­relse, og afslører, hvordan disse skaber fru­stra­tio­ner blandt de unge. Artiklen påpeger mulige kon­se­kven­ser af en fra­væ­rende pæda­go­gisk stil­ling­ta­gen til køn, krop og seksu­a­li­tet i ungdomsregi.

Der hersker i dag en udbredt for­stå­else af, at køn­si­den­ti­te­ten, kroppen og seksu­a­li­te­ten tager form i løbet af ungdommen, hvilket under­støt­tes af unges omfat­tende brug af sociale medier, der giver nye mulig­he­der for at skabe digitale for­tæl­lin­ger om sig selv (Zeuthen & Graugaard, 2018).

Der ses generelt en bred forsk­nings­mæs­sig interesse for køn, krop og seksu­a­li­tet i både danske og uden­land­ske uddan­nel­ses­sam­men­hænge (se fx Kofoed, 2005; Staunæs, 2004; Reay, 2001). Forsk­nin­gen, der beskæf­ti­ger sig med kønnede, kropslige og seksuelle betyd­nin­ger blandt børn og unge, viser, at køns‑, klasse‑, etni­ci­tets­be­stemte og hete­ro­seksu­elle normer og diskurser til stadighed former unges ople­vel­ser af krop og seksu­a­li­tet. Det gælder ligeledes, når unge bevæger sig i digitale arenaer (Ringrose et al., 2013). I dansk kontekst tager forsk­nin­gen i langt de fleste tilfælde udgangs­punkt i elever fra de gym­na­si­ale uddan­nel­ser (Dahl et al., 2018; Arffman et al., 2016). Unge, der er uden for uddan­nel­ses­sy­ste­met, samt elever på eksem­pel­vis erhvervs­sko­ler og pro­duk­tions­sko­ler, lader til at være en under­be­lyst gruppe i relation til køn, krop og seksu­a­li­tet. De få eksi­ste­rende studier omhand­lende pro­duk­tions­sko­le­e­le­ver fremhæver dog gruppen som divers og præget af vari­e­rende sociale og faglige van­ske­lig­he­der (se fx Larsen, 2003).

Under­sø­gel­ser vidner om, at nutidens ung­doms­ge­ne­ra­tion generelt kæmper med mistriv­sel, stress og præ­sta­tions­pres, ligesom øvrige under­sø­gel­ser viser, at ung­dom­skul­tu­ren i dag er præget af høje for­vent­nin­ger til udseende og krop, hvilket for­stær­kes af digitale medier (Bakken, Sletten & Eriksen, 2019; Dahl et al., 2018).

Denne artikel sætter fokus på pro­duk­tions­sko­le­e­le­vers for­hand­lin­ger og prak­sis­ser knyttet til køn, krop og seksu­a­li­tet. Centralt inden for pæda­go­gik­ken er netop beskæf­ti­gel­sen med videre­før­sel af viden og normer (Gulløv, Nielsen & Winther, 2017) og gør derfor under­sø­gel­sen relevant i pæda­go­gisk øjemed. Feltet søges belyst med udgangs­punkt i et etno­gra­fisk fel­t­ar­bejde gen­nem­ført i efteråret 2018 på en pro­duk­tions­skole i en større dansk by.

Metodiske og ana­ly­ti­ske indgange

Fel­t­ar­bej­det fandt primært sted i ét af pro­duk­tions­sko­lens værk­ste­der, design­værk­ste­det, hvor jeg fulgte 14 elever i alderen 16 – 21 år og deres to under­vi­sere. Det strakte sig over tre måneder og bestod af del­ta­gerob­ser­va­tio­ner, der foregik i kryds­fel­tet mellem pro­duk­tions­sko­len og det sociale medie, Instagram. Når et fel­t­ar­bejde bevæger sig online, kan det betegnes som inter­ne­tet­no­grafi eller virtuel etnografi (Larsen, 2018). Jeg fulgte en tilgang om, at unges virtuelle færden skal forstås som en inte­gre­ret del af deres levede liv, og obser­va­tio­nerne af de unges liv på Instagram indgik derfor på lige fod med obser­va­tio­ner på skolen. På Instagram kunne jeg følge med i, hvordan de frem­stil­lede deres hverdag, både inden for og uden for pro­duk­tions­sko­lens rammer.

Halvvejs gennem fel­t­ar­bej­det sup­ple­rede jeg obser­va­tio­nerne med fokus­grup­per for at få adgang til de unges sociale for­hand­lin­ger og normer (Halkier, 2016). Jeg afholdt fire fokus­grup­per, hver sammensat med fire deltagere. Fokus­grup­perne blev efter­føl­gende fulgt op af i alt fem semi­struk­tu­re­rede kva­li­ta­tive inter­views, så eleverne og under­vi­se­rens indi­vi­du­elle per­spek­ti­ver kunne komme til udtryk; løsrevet fra det til tider kon­flikt­fyldte rum. Her sørgede jeg for at udvælge inter­view­per­so­ner, som var for­skel­ligt posi­tio­ne­ret i felten, både i forhold til alder, køn og seksu­a­li­tet, herunder én underviser.

Eleverne udgjorde en heterogen gruppe unge, der var kommet til værk­ste­det med blandede erfa­rin­ger, og som levede vidt for­skel­lige ung­doms­liv. Deres vej til pro­duk­tions­sko­len var for de flestes ved­kom­mende formet af en pro­ble­ma­tisk skolegang: Nogle var droppet ud af 10. klasse eller gymnasiet, mens andre bevidst havde valgt gymnasiet fra, fordi de havde dårlige erfa­rin­ger fra skolen. Eksem­pel­vis var eleven Jasmine ikke “klar til ansvaret og presset” i gymnasiet, mens Magnus hellere ville “sidde derhjemme hele dagen og game” end at gå i skole. Hver­dags­glimt fra Instagram afslørede de unges meget blandede baggrunde, hvor alkohol og stoffer hos enkelte var en del af hverdagen: Stefan fejrede sine nye tato­ve­rin­ger med en øl søndag aften og groede hamp i vin­du­eskar­men; Ida holdt sin 18-års fød­sels­dag på en bar med venin­derne, mens Rasmus var på lop­pe­mar­ked, når han ikke nussede sin kat på maven hjemme på værelset.

I værk­ste­det blev eleverne mødt af et for­plig­tende, omend flygtigt, fæl­les­skab, hvor de for­ven­te­des at inter­a­gere med hinanden. Sidst­nævnte for­stær­ke­des særligt af, at netop det under­søgte værksted, hvor eleverne kunne fordybe sig i design og mode, altid havde en fyldt ven­te­li­ste, ligesom selve pro­duk­tions­sko­len også blev anset som populær. Selvom de fleste unge var præget af faglige og sociale udfor­drin­ger, var de altså heldigeog tilmed ambitiøse, når de var havnet i det efter­trag­tede designværksted.

Min empiriske opmærk­som­hed var afgrænset af et mikro­per­spek­tiv på de unges indbyrdes inter­ak­tio­ner og for­hand­lin­ger i værk­ste­det og på Instagram. Jeg indtog hurtigt en position som en form for atypisk ung: et begreb inspi­re­ret af antro­po­lo­gerne Eva Gulløv og Susanne Højlunds atypiske voksen som en fel­t­ar­bej­der, der markerer sig fra de øvrige voksne ved at handle ander­le­des (2003). For netop at nærme mig elevernes hverdag, undgik jeg, i det omfang det var muligt, at omgås under­vi­serne og i stedet hænge ud med de unge, både i værk­ste­det, i sko­le­går­den og i kantinen. Da jeg over for eleverne for­kla­rede, at jeg var nysgerrig på, hvordan det var at være ung, blev jeg til min over­ra­skelse mødt med “jamen, er du ikke selv ung?”. Udover at blive posi­tio­ne­ret som en af de unge, betød min for­ud­sæt­ning som etnisk dansk, langt-uddannet, hete­ro­seksuel, ciskønnet kvinde givetvis, at jeg fik adgang til én slags viden og rela­tio­ner i felten, ligesom jeg angi­ve­ligt havde fået adgang til andre vær­di­fulde per­spek­ti­ver med andre karakteristika.

Efter­hån­den opnåede jeg en for­tro­lig­hed med flere af de unge, hvilket gav mig adgang til deres sociale for­hand­lin­ger på godt og ondt. Eksem­pel­vis placerede for­tro­lig­he­den mig i situ­a­tio­ner, hvor jeg som fel­t­ar­bej­der kom meget tæt på de unge og fik kendskab til kon­flik­ter mellem dem, også før under­vi­se­ren blev invol­ve­ret, hvilket affødte en række etiske over­vej­el­ser. Jeg havnede eksem­pel­vis i en etisk udfor­dring, da jeg med en fokus­gruppe lagde rum til en konflikt, der opstod eleverne imellem: Skulle jeg involvere under­vi­se­ren i kon­flik­ten, eller lade eleverne forsøge at løse den selv? I selve situ­a­tio­nen valgte jeg at opløse fokus­grup­pen og under de senere indi­vi­du­elle inter­views give eleverne mulighed for at nuancere, hvad der var sket. Mod­sæt­nin­ger og kon­flik­ter i felten, der rummer etiske dilemmaer, kan være inter­es­sante rent forsk­nings­mæs­sigt, idet værdisæt og normer kan træde eksplicit frem i sociale bryd­nin­ger (Demant, 2014). Dette viste sig også at være gældende blandt eleverne, da kon­flik­ten netop under­stre­gede de spæn­din­ger og uenig­he­der, der var på spil i forhold til særlig seksu­a­li­tet og køn.

I kraft af at seksu­a­li­tet, køn og krop kan være af sårbar karakter, var jeg bevidst om at arbejde med en øget etisk sen­si­bi­li­tet både i felten og efter­føl­gende i hånd­te­rin­gen af det empiriske materiale. Etiske spørgsmål rejser sig ligeledes, når fel­t­ar­bej­det finder sted blandt unge (Kampmann, 2003), og jeg sikrede mig derfor samtykke fra elever og under­vi­sere, samt for­æl­dre­samtykke fra de elever, der var under 18 år. Samtlige infor­man­ter fremgår derudover under pseudonymer.

Artiklen tager udgangs­punkt i det empiriske materiale, der blev genereret i for­bin­delse med fel­t­ar­bej­det, i form af feltnoter og citater fra elever og under­vi­sere, og mate­ri­a­let åbner op for adskil­lige analyser. I denne artikel er mit ana­ly­ti­ske blik fokuseret på for­hand­lin­ger og kon­struk­tio­ner af maskuli­ni­tet og (hetero)seksualitet med teoretisk inspira­tion fra køns- og seksu­a­li­tets­forsk­ning (Frosh, Phoenix & Pattman, 2002; West & Zimmerman, 1987; Masters et al., 2013).

Et maskuli­ni­tet­si­deal

Vi står i gården. Værk­ste­dets elever skal på udflugt i dag, og vi venter på de sidste, inden vi kan køre afsted. Magnus ryger. Han siger, at det stikker på låret. Han fik lavet fire nye tato­ve­rin­ger forleden, og nu kan han tælle i alt 14 tato­ve­rin­ger spredt på kroppen, herunder Magnus Maximus, som han i øvrigt er opkaldt efter, afbil­le­det på benet: “Han var sådan en romersk kejser, eller hvad fuck er det nu, det hedder…  Så han ejede sådan dér halvdelen af verden, som han var med til at erobre… Altså der er fucking én mand, der har ejet hele verden, så hvorfor skulle jeg ikk’ ku’ gøre det?”.

Magnus var nødt til at barbere hårene af på låret, da han skulle have de nye tato­ve­rin­ger, og nu stikker det. Det må være ligesom at være pige – det må være nederen, siger han til de andre. Emma påpeger, at man altså ikke behøver at barbere ben, og at det ikke er alle piger, der gør det. Magnus undrer sig, barberer man sig ikke hver dag? Emma svarer, at der kan gå flere uger, mellem hun barberer sig. Magnus udbryder et “ad!” og spørger, hvordan man mon kan barbere sig i røven, uden at det går galt, mens han løfter benet og markerer, hvordan han ville gøre det.

Magnus er kærester med Clara. Da vi sidder i bussen på vej hjem fra udflugten, fortæller han mig, at Clara var jomfru, da de mødte hinanden. Det er godt at være sammen med en jomfru, fordi hun er “pure”. Han fortæller, at hvis ens kæreste har en eks­kæ­re­ste, skal man “fronte” ham for at vise, at man er dén, der bestemmer. Engang fik han en skalle af en kærestes eks­kæ­re­ste, som ikke var stærk, men derimod “svanset”. Han demon­stre­rer med hænderne, hvordan det skete og viser et billede på sin telefon af sig selv med opsvulmet næse og blod i ansigtet. Magnus fortæller, at han har været sammen med [haft sex med] 20 piger, før han mødte Clara. Det er ifølge ham selv mange, når man er 18 år. Dog er det ifølge Magnus værre, hvis piger er sammen med “mange” (feltnoter, 2018).

I et interview uddyber Magnus: 

Det jeg synes er, at det selv­føl­ge­lig også er ulækkert, hvis en dreng er sammen med mange. Men det er bare noget andet, når det er en pige… Det er bare ulækkert…

Nana: Kan du forklare, hvad det er, der er ulækkert?

Altså drenge, de bliver jo ikk’ sådan dér slasket af at være sammen med mange piger, men piger bliver jo sådan fysisk sådan slidt af det… Man bliver jo mere løs altså sådan seksuelt, forstår du, hvad jeg mener?

Nana: Og er det noget, du sådan selv har kunnet mærke, eller?

Nej, ikke sådan lige umid­del­bart. Eller lidt nogle gange selv­føl­ge­lig… Det er bare sådan… Sådan nogle personer føler jeg ikke, at man skal være kærester med…

Nana: Og hvad er det, der er forskel på, om det er en dreng eller en pige?

Hos drenge er det mere sådan en… En per­son­lig­heds­ting. Så hvis en dreng er sammen med mange, så er han højst sand­syn­ligt idiot eller sådan noget, ikk’… Sådan en arrogant idiot, ikk’. Men det med piger… Bare sådan fysisk set, så bliver du bare slasket, hvis du er sammen med flere drenge.

Psy­ko­lo­gerne Stephen Frosh, Ann Phoenix og sociolog Rob Pattman har i deres værk Young Masculi­ni­ties – Under­stan­ding Boys in Con­tem­porary Society (2002) undersøgt aspekter af maskuli­ni­tet blandt unge i et omfat­tende studie, og de peger på, at der er for­skel­lige former for maskuli­ni­tet til­gæn­ge­lig. De skriver: “… masculi­ni­ties are not simply naturally occuring. Instead, they are con­structed in social inte­r­a­ctions and achieved through the use of the cultural resources available to par­ti­cu­lar boys and men” (Frosh, Phoenix & Pattman, 2002, s. 75). De trækker på den såkaldte hege­mo­ni­ske maskuli­ni­tet som regu­le­rende magt blandt drengene i studiet. Oprin­de­ligt blev begrebet udviklet af maskuli­ni­tets­for­ske­ren Raewyn Connell og dækker over en art maskuli­ni­tet, som til­skri­ves domi­ne­rende magt og forbindes med den “mest accep­te­rede” mand (Connell, 2005). Denne maskuli­ni­tets­form er betinget af en obliga­to­risk hete­ro­seksu­a­li­tet, en såkaldt “toughness”, magt, autoritet, kon­kur­ren­ce­vil­lig­hed samt under­ord­ning af homo­seksu­a­li­tet. Frosh, Phoenix og Pattman opstiller tre dogmer for drengenes kon­struk­tion af maskuline iden­ti­te­ter: 1) Drengene må opret­holde og ved­li­ge­holde en for­skel­lig­hed fra piger i deres adfærd, 2) En populær maskuli­ni­tet er forudsat af en særlig hårdhed/”toughness”, dominans og kontrol, og 3) Der hersker en variation i maskuli­ni­tets­gra­derne blandt drengene, hvor nogle opfattes som mere maskuline end andre.

Knyttes Magnus’ selvfrem­stil­ling til de ovenfor for­mu­le­rede dogmer, posi­tio­ne­rer han sig ud fra samme hege­mo­ni­ske maskuli­ni­tet­si­de­a­ler. Ved at fremhæve, at han und­ta­gel­ses­vist har barberet sit ben i for­bin­delse med sine nye tato­ve­rin­ger, og tilmed til­skri­ver barbering af ben som en kvindelig handling, markerer Magnus sig kropsligt ander­le­des end pigerne. Med sin påklæd­ning og sit kro­p­s­sprog udviser han “toughness”. Han fremstår domi­ne­rende og autoritær i sin sam­men­lig­ning af sig selv med Magnus Maximus, der “ejede hele verden”, ligesom han virker volds­pa­rat og kon­trol­le­rende i sin kon­stru­e­rede regel om, at man skal “fronte” poten­ti­elle eks­kæ­re­ster til kærester. Samtidig stiler han med sin selvfrem­fø­ring efter en høj placering på “rangstien” for maskuli­ni­tet. Generelt præges hans prak­sis­ser af en for­u­dind­ta­get hete­ro­seksu­a­li­tet, hvor seksuelt aktive kvinder og mænd vurderes ud fra for­skel­lige normsæt. I sin anekdote om, at han bankede en, der var “svanset”, under­ord­ner han eksem­pel­vis homo­seksu­elle mænd, ligesom han markerer sin magtfulde hete­ro­seksu­a­li­tet ved at forbinde sin kærestes status som jomfru med en form for “renhed”. I den forstand udsprin­ger Magnus’ maskuline per­for­mance ikke bare af hans egen krop, men i inter­ak­tio­nen med andre kroppe: særligt den krop, der af ham frem­stil­les som passende feminin.

Set i socio­lo­gerne Candace West og Don H. Zim­mer­mans optik er Magnus med til at forstærke køn som et essen­ti­elt og biologisk fænomen. I teksten Doing Gender gør de op med køn som en naturlig, biologisk størrelse og argu­men­te­rer for, at køn skabesi sociale inter­ak­tio­ner, og at mennesket i stedet gør køn (West & Zimmerman, 1987). Denne tilgang kan oplagt sam­men­lig­nes med queer-teo­­re­ti­ke­ren Judith Butlers (1990) post­struk­tu­ra­li­sti­ske per­for­ma­ti­vi­tet­ste­ori, hvis omdrej­nings­punkt er køn som magtfuld per­for­ma­tiv størrelse. I tråd med disse tænkere skal men­ne­skets per­for­ma­tive køn altid læses ud fra en særlig “kønslogik”, der skelner skarpt mellem mand og kvinde. Kva­li­te­ter, der knyttes til gender (“socialt” køn) baseret på sex (“biologisk” køn), ses som naturlige, rigtige og essen­ti­elle kva­li­te­ter. I en per­for­mance af disse kva­li­te­ter repro­du­ce­res dermed denne kønslogik og den binære asymmetri kvinder og mænd imellem.

En passende krop

Under en fokus­gruppe kommer de unges vari­e­rende normer og idealer for, hvordan kroppen kan og bør frem­stil­les på Instagram til udtryk i en dis­kus­sion om et særligt billede. Billedet er dukket op i mit Instagram-feed, efter jeg med min til formålet oprettede profil, er begyndt at følge elevernes profiler. På billedet ses en ung kvinde, der træder op på en båd, som har hun lige været i vandet. Hun er iført bikini, hendes hår er fugtigt, og hun kigger direkte mod beskueren med halvåben mund. Hendes mave er flad, taljen smal, og huden har en solbrun glød. Det ser på én gang til­fæl­digt og opsat ud. Magnus og Noah bliver hurtigt enige om, at det er et “for­kert­sig­nal at sende”, mens Ayo mener, at “det må hun sgu da helt selv om”, hvilket Ida er enig i. Derfra går bølgerne højt:

Noah: Det er jo bare ikke en ting, drenge gør!

Magnus: Hvis du ser mig poste et billede, hvor jeg ligger i undertøj, så ville du tænke “what the fuck!”

Ayo(råber): Neeej, I don’t give a shit! You can post whatever you want!

Noah: Jamen, det er ikke dét! Det er når man poster sådan noget… Det er dér, den går galt.

Ayo: Men hvad der i vejen med, at…

Noah(råber): Der er ikke noget i vejen med det… Jeg siger bare, det er mærkeligt!

Ayo: Alle folk ved, hvordan det ser ud, så at du lægger det op på nettet, det ændrer ikke…

Noah: Nej, men det er jo per­spek­ti­vet over, at hun har en und­skyld­ning med, at hun er “ude og bade bla bla”… Hun vil gerne vise sin krop.

Ayo: Det jo ikke nogen und­skyld­ning! Hun er stolt over sin krop, og hun har trænet meget for den og bare godt vil vise den… Hvad fuck er problemet?

Noah: Der er ikke et problem, jeg synes bare, det er jam [underligt]… Det er fucking weird, mand. Det er ligesom, når jeg ser en pige, der… Der er mange piger, der laver den dér… Hvert tredje billede i undertøj, føj! Sådan dér ligger i undertøj.

Magnus: Hvor de bare ligger i trusser…

Noah: Drenge skriver til dem, og det er kun for at bolle… Det er ikke, fordi de er inter­es­se­rede i pigen jo… Du udstiller lidt dig selv…

Ida: Men hvad hvis de har lyst til det?

Noah: Det er bare en forkert måde.

Magnus: Jeg siger bare, jeg havde ikke ramt [skrevet til] en, der gjorde det.

Ayo: Det må man sgu da selv bestemme… I skriver alligevel i hendes DMs^[3], så I er bare glade…

Noah: Nej, vi gør ej! Jeg ville aldrig skrive til sådan én pige.

Magnus: Ej, det ville jeg heller ikke.

Ayo: Ville du aldrig slide [skrive] i en piges DM, hvis du så, hun havde lagt billede op, hvor hun havde fucking badetøj på?!

Noah(råber): Jeg siger, at jeg bare synes, det er lidt beskidt… 

Ayo: Hvorfor er det beskidt? Kom med det for helvede!

Magnus: Så kan du lige så godt lade være med at have tøj på om sommeren.

En ny dis­kus­sion under samme fokus­gruppe udsprin­ger af et andet Instagram-billede, hvor en ung, veltrænet mand sidder i bar mave på kanten af et badekar fyldt med røde rosen­blade. Magnus og Noah kate­go­ri­se­rer fyren som “ulækker”, “klam” og “fimset”. Ayo forholder sig ander­le­des til billedet:

Ayo: Hold nu kæft, mand! Det er jo ikke bøsset, at han har taget…

Noah: Der er ikke nogen, der siger, det er bøsset. Jeg siger, det er fimset…

Magnus: Det er ordentlig fimset.

Noah: JEG sagde, det var gay.

Magnus: JEG siger, det er gay.

Ayo: Har du et problem med gay alligevel udover det?

Noah: Øøh.

Ayo: Nå, har du så et problem med mig, eller hvad, bitch?

Uddragene viser, hvordan de fire unge posi­tio­ne­rer sig i forhold til de afklædte kroppe på Instagram. Mens Ayo og Ida forsvarer, at man kan lægge billeder op af sig selv i bikini, såfremt man har “lyst til det” og er “stolt af sin krop”, anfægter Noah og Magnus, at man som pige udstiller sig selv ved at poste biki­ni­bil­le­der, og at det er “beskidt” og “forkert”. At poste biki­ni­bil­le­der som pige svarer altså til at være nøgen og invitere mænd til at “bolle” med en, og derfor ville de “aldrig skrive til sådan en pige”. Samtidigt argu­men­te­rer de for, at det er “ulækkert”, “gay” og “fimset” at poste afklædte billeder som dreng. Ayo, der bliver pro­vo­ke­ret og stødt over de andres udsagn, udvandrer efter­føl­gende fra fokus­grup­pen, som derefter opløses.

Masters et al. (2013) har undersøgt, hvordan unge ame­ri­kan­ske hete­ro­seksu­elt aktive mænd og kvinders seksu­a­li­tet orga­ni­se­res af såkaldt kul­tu­relle scenarier baseret på det ældre teo­re­ti­ske apparat sexual scripts udviklet af socio­lo­gerne William Simon og John H. Gagnon (1973). Sexual scripts er anven­de­lige til at markere distink­tio­ner mellem for­skel­lige normer, og per­spek­ti­vet kan åbne op for en analyse af de unges dis­kur­sive posi­tio­ne­rin­ger relateret til seksualitet.

Masters et al. peger på, at der over­ve­jende hersker kongruens mellem et kulturelt script blandt de unge i deres studie, og en “tra­di­tio­nal, main­stream, hegemonic, masculine and feminine sexuality found in the lite­ra­ture” (2013, s. 413). En sådan tra­di­tio­nel norm kan forstås som et kønnet script, hvor mænd og kvinders seksu­a­li­tet opstilles som binære modpoler. Hvor mænd på den ene side forventes at være playere med et stort sexdrive og hige efter flere sex­part­nere frigjort fra følel­ses­mæs­sige for­plig­tel­ser, til­skri­ves kvinder på den anden side at være seksuelt begæret, men uden selv at begære; at have et lavt sexdrive, samt at være mere efter­trag­tede, hvis de har mindre seksuel erfaring (Masters et al., 2013). Disse tendenser kan genkendes i Magnus og Noahs posi­tio­ner i fokus­grup­pen, ligesom det vækker genklang i Magnus’ maskuli­ni­tets­kon­struk­tion, som tidligere udfoldet. Eksem­pel­vis er det for ham selv tilladt at være “sammen med” mange, mens det på den anden side er “ulækkert”, hvis kvinder er seksuelt udfarende (har et højt sexdrive). For ham er en “jomfru” således mere efter­trag­tet. Kvinder skal i hans optik – og i tråd med et tra­di­tio­nelt kulturelt script – være seksuelt begæret uden selv at begære.

På til­sva­rende vis kan man argu­men­tere for, at de unge i mine under­sø­gel­ser taler særligt ud fra et kulturelt script, hvor tolk­nin­gen af Instagram-bil­le­­der­­nes sig­nal­værdi særligt afhænger af det afsen­dende køn. Magnus og Noah indtager således en position baseret på en hete­ro­ty­pi­se­ret norm om, at seksu­a­li­te­ten er dikteret af kønnet: Piger, der poster billeder af sig selv i undertøj, gør det eksem­pel­vis ude­luk­kende for at “udstille” sig selv for den hete­ro­seksu­elle mandlige beskuer, og derfor bliver kvinden på billedet opfattet som pro­miskuøs. Det er på samme vis for­ka­ste­ligt, når mænd afklædt lægger op til besku­e­rens begær og tolkes som afvigende homo­seksu­a­li­tet. Ida og Ayo posi­tio­ne­rer sig på den anden side ud fra en norm om, at den enkelte, uanset køn, har frihed til at poste, hvad man vil. Kvinder har dermed ret til at vise deres krop frem, fordi de har lyst – ikke drevet af et ønske om et hete­ro­seksu­elt begær.

Ser man mod øvrig sko­le­livs­forsk­ning, der under­sø­ger kønnede mag­t­re­la­tio­ner, er et klas­se­per­spek­tiv hyppigt anvendt (se fx Reay, 2001; Hansen, 2009). Eksem­pel­vis under­sø­ger uddan­nel­ses­so­cio­lo­gen Diane Reay (2001) kønnede mag­t­re­la­tio­ner i en britisk fol­ke­sko­le­kon­tekst i et arbej­der­klas­se­miljø. Reay peger på, at der er flere former for maskuli­ni­tet og femi­ni­ni­tet til­gæn­ge­ligt i klas­se­rum­met, men deres mulig­he­der for at “gøre køn” er influeret af social klasse, etnicitet og seksu­a­li­tet. Det samme gælder i Rasmus Præstmann Hansens afhand­ling (2009), hvor en passende hete­ro­seksuel maskuli­ni­tet ophøjes blandt auto­me­ka­ni­ke­re­le­ver præget af krydsende kate­go­rier, herunder særligt klasse.

Der er oplagte paral­lel­ler at drage til pro­duk­tions­sko­le­kon­tek­sten og de maskulinitets‑, køns- og seksu­a­li­tets­kon­struk­tio­ner, der er til­gæn­ge­lige her. Et blik på klasse som kategori, der krydser med andre sociale kate­go­rier som køn, seksu­a­li­tet og etnicitet, kan bidrage til at forstå elevernes posi­tio­ner og normer. Inspi­re­ret af begrebet ”toughness”, der kon­no­te­rer en mere efter­trag­tet form for maskuli­ni­tet blandt børn til­hø­rende arbej­der­klas­sen (Reay, 2001), kan samme fænomen spores i pro­duk­tions­sko­le­e­le­ver­nes for­hand­lin­ger. Eksem­pel­vis bliver de piger i værk­ste­det, der kon­no­te­rer en form for kon­ven­tio­nel femi­ni­ni­tets­form i fraværet af denne ”toughness”, kate­go­ri­se­ret af de øvrige elever og under­vi­sere som ”pæne” (læs: kedelige) piger (feltnoter, 2018). Derudover synes for­skel­lige former for og grader af en attrå­vær­dig ”toughness” til­gæn­ge­lige i værk­ste­det, og Ayo og Magnus repræ­sen­te­rer på hver deres måde kon­struk­tio­ner heraf. Ayo, der af de andre elever ikke læses som ”pæn pige”, men som ved hjælp af sit hårde sprog og fremto­ning, posi­tio­ne­rer sig som ”gay”, hører hård hiphop, styr­ke­træ­ner og spiser steaks. Magnus (og Noah) posi­tio­ne­rer sig som beskrevet ud fra en ”tough” og hyper­ma­skulin norm, hvor kun nogle seksu­a­li­te­ter og kroppe accep­te­res baseret på en passende hete­ro­seksuel maskuli­ni­tet. Taget elevernes “hårde” baggrunde i betragt­ning, er det måske ikke over­ra­skende, at netop denne norm ophøjes blandt nogle af eleverne. Sam­men­lig­ner man med Hansens felt­stu­die på auto­me­ka­ni­ker­ud­dan­nel­sen (2009), hvor til­bli­vel­sen af en hete­ro­seksuel maskuli­ni­tet opstår ud af humor og jokes, synes netop humoren og latteren fra­væ­rende i pro­duk­tions­sko­le­e­le­ver­nes for­hand­lin­ger. I stedet er Magnus og Noahs hete­ro­seksu­elle maskuli­ni­tet kilde til pro­vo­ka­tion og fru­stra­tion hos Ayo, Ida og flere af de øvrige elever. Den attrå­vær­dige ”toughness” indebærer således både inklu­de­rende og eks­klu­de­rende elementer blandt eleverne, og i den forstand navigerer de unge i et dynamisk hierarki af maskuli­ni­tets­gra­der og seksu­a­li­te­ter i værkstedet.

Selvom for­hand­lin­gerne indebærer mod­sæt­nin­ger og modstand, havner de fleste elever i en resig­na­tion over Magnus og Noahs posi­tio­ner. Som Ayo, der udvandrer fra fokus­grup­pen, indtager de øvrige elever en form for opgivende position. Jasmine siger for eksempel, “til sidst var man bare sådan ‘ahh, ja okay, hvis det er det, du vil sige, så må du jo bare sige det’. Så til sidst så er det bare nemmere at være sådan dér, ‘jeg er ligeglad’” (interview, 2018).

En kønnet dobbeltmoral

Selvom Ayo og Ida hævder (hvilket de øvrige piger i værk­ste­det melder sig enige i), at man som pige kan poste afklædte billeder på Instagram “for sin egen skyld” eller fordi “man har lyst”, og ikke fordi man lægger op til et hete­ro­seksu­elt begær, har Ida valgt at have en privat profil på Instagram, for at “fucked up mennesker” og “gamle mænd” ikke kan følge med i hendes liv. Ayo og Ida mener, at det må være mænd, der aktivt vil følge Ida, fordi hun er “ret pæn” og “lækker” på sit pro­fil­bil­lede. Ayo påpeger oveni­kø­bet under en fokus­gruppe, at fordelen ved at have en privat profil i sær­de­les­hed gælder for piger (og ikke drenge):

Ja, som pige er det fedt at vide, sådan dér, jeg kan godt… Hvis det nu er, hun har nogle drenge, som hun ikke gider at have skal sidde og sende billeder til hinanden omkring de billeder, hun lægger op… Hvis hun tager et billede i bh, og de tager et scre­ens­hot, så kan jeg godt se… Så det er meget smart, at man kan sætte [ens profil] på privat…

Pigernes færden på Instagram følger således en nøje gen­nemtænkt strategi: Hvis man er stolt af sin krop og har lyst til at vise den frem, skal man gøre det, men det gælder samtidig om ikke at udstille sig selv afklædt, idet alle (læs: drenge/mænd) kan tilgå ens billeder. I den forstand kan Instagram – og teknologi generelt – siges at spille en afgørende rolle for de unges måde at orga­ni­sere og fortolke deres egen krop og seksu­a­li­tet. Ved at orga­ni­sere deres færden på Instagram efter fore­stil­lin­gen om, at drenge/mænd ser med og poten­ti­elt vil tage scre­ens­hots, repro­du­ce­rer Ida og Ayo de tolk­nin­ger, som de tidligere selv tog afstand fra. Her opstår altså en diskre­pans: På den ene side siger de fra over for Magnus og Noahs obliga­to­ri­ske hete­ro­norm, hvor piger blev udsat for en slu­ti­fi­ce­ring, hvis de delte afklædte billeder af sig selv. På den anden side til­skri­ver de drenge og mænd græn­se­over­skri­dende hensigter over for dem, kun fordi de selv er piger. Dermed indtager Ida og Ayo en position, der bekræfter selvsamme heteronorm.

På den ene side taler pigerne en fri­gjort­hed og ret til at frem­stille sin krop frem; på den anden side undgår de selv stra­te­gisk at lægge afklædte billeder op af sig selv og/eller have en åben profil, hvor mænd kan lure og kontakte dem. For­hand­lin­gerne om kro­ps­gø­relse på Instagram afslører dermed en kønnet dob­belt­moral blandt pigerne. Den tendens kan genkendes i den øvrige ung­doms­forsk­ning, eksem­pel­vis i en rapport fra VIVE omhand­lende gym­na­sie­e­le­vers opfat­tel­ser af køn, krop og seksu­a­li­tet. Her tolkes (digitale) billeder af piger som mere seksu­a­li­se­ret end billeder af drenge, og det er en gen­nem­gå­ende opfat­telse blandt de unge, at pige­krop­pen er et mere privat domæne end dren­ge­krop­pen på sociale medier (Dahl et al., 2018). Blandt fol­ke­sko­le­e­le­ver peger professor i soci­alp­sy­ko­logi Dorthe Staunæs i sin afhand­ling på, at børn og unge bevæger sig på en knivsæg mellem det passende og frigjorte. På den ene side hersker en “passende” hete­ro­seksu­a­li­tet, hvor piger bør være “passive og tøjle deres drifter”, og på den anden side kan piger selv bestemme, hvad de vil – så længe de holder sig inden for passende grænser (Staunæs, 2004).

Afrun­dende pointer og poten­ti­a­ler for forandring

Artiklen har sat fokus på unge pro­duk­tions­sko­le­e­le­vers for­hand­lin­ger omkring køn, krop og seksu­a­li­tet, og hvilke normer og prak­sis­ser der er knyttet til disse sfærer, i et krydsfelt mellem de unges hverdag online og offline. Empirien har vist, at der blandt nogle elever hersker en magtfuld, hege­mo­nisk maskuli­ni­tet, som blandt andet giver sig til udtryk gennem hete­ro­nor­ma­tive og eks­klu­de­rende for­vent­nin­ger til køn, krop og seksu­a­li­tet. Opfat­tel­serne giver sig til udtryk gennem for­skel­lige for­vent­nin­ger til piger og drenges seksu­a­li­tet og er samtidig kilde til kon­flik­top­trap­nin­ger mellem eleverne. Derudover afslører elevernes for­hand­lin­ger en kønnet dob­belt­moral, når de stra­te­gisk navigerer med deres køn, krop og seksu­a­li­tet på det sociale medie, Instagram.

I den forstand bekræfter empirien den eksi­ste­rende forskning, der viser, at køns‑, klas­se­be­stemte og hete­ro­seksu­elle diskurser til stadighed former unges ople­vel­ser af krop og seksu­a­li­tet – både når de bevæger sig online og offline (Ringrose et al., 2013; Kofoed, 2005; Staunæs, 2004). Normer, der kan have kon­se­kven­ser for unges mulig­he­der for en fri under­sø­gelse og udvikling af deres identitet knyttet til seksu­a­li­tet, køn og krop. Som beskrevet ind­led­nings­vist er det af flere omgange blevet doku­men­te­ret, at nutidens ung­doms­ge­ne­ra­tion kæmper med mistriv­sel, stress, præ­sta­tions­pres og høje for­vent­nin­ger til udseende og krop. Det gælder særligt unge, der iden­ti­fi­ce­rer sig inden for LGBTQ+ spektret, og unge homo­seksu­elle, biseksu­elle og trans­per­so­ner oplever generelt større psy­ko­so­cial mistriv­sel sam­men­lig­net med jæv­nal­drende hete­ro­seksu­elle og cis­køn­nede (Johansen, 2015).

Værk­ste­det og Instagram som krydsende felter afslører imid­ler­tid også mulig­he­der for udforsk­ning og for­an­dring. En gruppe af elever fremhæver tilmed under en fokus­gruppe, at det i værk­ste­det er tilladt at klæde sig ander­le­des, end ens køn tra­di­tio­nelt fore­skri­ver. Som Oscar siger, ”Jeg kan slet ikke fore­stille mig, hvordan reak­tio­nerne på gym ville være over Mads’ pelsjakke… Hele skolen er generelt bare ret åben for… Ikke kun mode, men…”. Rasmus færdiggør Oscars sætning: ”Ja, folk der er ander­le­des i det hele taget.” En til­sva­rende tendens ses på Ayos Instagram-profil, hvor hun hylder samme tilgang til tøj og skriver “Clothes aren’t gender, rock it whatever you want” (feltnoter, 2018). Med West og Zim­mer­mans tilgang til køn som per­for­ma­tiv størrelse in mente, kan pro­duk­tions­sko­len og værk­ste­det give plads til andre måder at gøre køn på, sam­men­lig­net med til­væ­rel­sen uden for skolen. De unge fremhæver tilmed denne plads til ander­le­des­hed som moti­va­tion for at søge pro­duk­tions­sko­len frem for gymnasiet. I den forstand afslører empirien et fæl­les­skab, hvor der er flere måder at gøre køn til rådighed, herunder på Instagram, og det vidner dermed om mulige ’sprækker’ for for­an­dring og udforsk­ning. Artiklen vidner dermed også om pro­duk­tions­sko­le­kon­tek­sten som pæda­go­gisk prak­sis­felt med behov – og poten­ti­ale – for at gribe de unge og sætte fokus på deres kønnede, kropslige og seksuelle trivsel.

Eksperter peger på, at vellykket norm­kri­tisk^[4] og dia­log­ba­se­ret seksu­a­l­op­lys­ning kan udgøre et vigtigt rum for dialog med unge om netop viden og hold­nin­ger til seksu­a­li­tet, køn og krop, såvel som generel trivsel og digital dannelse (Gundersen & Roien, 2018). Seksu­a­lun­der­vis­ning er obliga­to­risk, men timeløst forankret i grund­sko­len, hvorimod den på ung­doms­ud­dan­nel­ser ikke er rammesat (Børne- og Under­vis­nings­mi­ni­ste­riet, 2022) og dermed som oftest fra­væ­rende, på trods af at det netop er i ung­domsår­ene, langt de fleste gør sig deres første seksuelle erfa­rin­ger. Unge har ad flere omgange netop efter­s­purgt mere og bedre seksu­a­lun­der­vis­ning, og i år nedlagde gym­na­sie­e­le­ver landet over under­vis­nin­gen til fordel for en strejke i protest over den manglende obliga­to­ri­ske seksu­a­lun­der­vis­ning (Kri­sten­sen, 2022).

Øget seksu­a­lun­der­vis­ning på FGU, erhvervs- og ung­doms­ud­dan­nel­ser kan poten­ti­elt bidrage til unges mulig­he­der for at begå sig i en verden med mange nye mulig­he­der og hastigt for­an­drende betin­gel­ser for intimitet og teknologi. En sådan fagligt funderet pæda­go­gisk indsats på under­vi­ser­nes initiativ kunne givetvis have styrket de unges seksuelle og kønslige reflek­sion og bidraget til et fælles sprog. Dette ville i bedste fald kunne have rustet Magnus, Ayo, Ida, Noah og de øvrige elever til at håndtere de stedvise kon­flik­ter og have styrket en gensidig respekt og for­stå­else for hinanden.

Mere og bedre seksu­a­lun­der­vis­ning stiller samtidig krav til det pæda­go­gi­ske per­so­na­les faglighed og viden om unges kønnede, kropslige og seksuelle dannelse. Det kalder på øget efter­ud­dan­nelse af per­so­na­let, ligesom det under­stre­ger behovet for øget spe­ci­a­li­se­ring på eksem­pel­vis pædagog- og lærer­ud­dan­nel­serne. Der er således poten­ti­ale for positive for­an­drin­ger i det pæda­go­gi­ske felt i relation til unges kønnede, kropslige og seksuelle udforskning.

Refe­ren­cer

Arffman, M., Petersen, M. L., Bak, P. L., Svendsen, K. K. & Obel, C. (2016). Unge­pro­fil­un­der­sø­gel­sen 2015. Komiteen for Sundhedsoplysning.

Bakken, A., Sletten, M. A., & Eriksen, I. M. (2019). Gene­rasjon pre­st­asjon? Ung­doms­op­ple­velse av stress og press. Tids­skrift for Ung­doms­forsk­ning, 18(2), 45 – 75. https://​journals​.oslomet​.no/​i​n​d​e​x​.​p​h​p​/​u​n​g​d​o​m​s​f​o​r​s​k​n​i​n​g​/​a​r​t​i​c​l​e​/​v​i​e​w​/​3​151.

Butler, J. (1990). Gender Trouble. Feminism and the subver­sion of identity. New York: Routledge.

Børne- og Under­vis­nings­mi­ni­ste­riet (2020). Pro­duk­tions­sko­lerne i Danmark Del 1. https://www.uvm.dk/publikationer/uddannelser-for-voksne/2000-produktionsskolerne-i-danmark-del‑1.

Børne- og Under­vis­nings­mi­ni­ste­riet (2022). Obliga­to­ri­ske emner. https://​www​.uvm​.dk/​f​o​l​k​e​s​k​o​l​e​n​/​f​a​g​ – ​t​i​m​e​t​a​l​ – ​o​g​ – ​o​v​e​r​g​a​n​g​e​/​f​a​g​ – ​e​m​n​e​r​ – ​o​g​ – ​t​v​a​e​r​g​a​a​e​n​d​e​ – ​t​e​m​a​e​r​/​o​b​l​i​g​a​t​o​r​i​s​k​e​ – emner.

Connell, R. W. (2005) [1995]. Men’s Bodies. I Masculi­ni­ties (s. 45 – 66). Cambridge: Polity Press.

Dahl, K.M., Henze-Pedersen, S., Øster­gaard, S.V. & Øster­gaard, J. (2018). Unges opfat­tel­ser af køn, krop og seksu­a­li­tet. VIVE – Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Velfærd. 2018. https://​www​.sfi​.dk/​p​u​b​l​i​k​a​t​i​o​n​e​r​/​u​n​g​e​s​ – ​o​p​f​a​t​t​e​l​s​e​r​ – ​a​f​ – ​k​o​e​n​ – ​k​r​o​p​ – ​o​g​ – ​s​e​k​s​u​a​l​i​t​e​t​ – 14254/

Demant, J. (2014). Fokus­grup­per – Mellem pro­duk­tive mod­sæt­nin­ger og pro­ble­ma­ti­ske kon­flik­ter. I L. Tanggard, F. Thuesen & K. Vitus (red.). Konflikt i kva­li­ta­tive studier (s. 203 – 26). København: Hans Reitzels Forlag.

Frosh, S., Phoenix, A. & Pattman, R. (2002). Young Masculi­ni­ties – Under­stan­ding Boys in Con­tem­porary Society. New York: PALGRAVE.

Gulløv, E., & Højlund, S. (2003). At arbejde med roller og rela­tio­ner. I Fel­t­ar­bejde blandt børn: Meto­do­logi og etik i etno­gra­fisk bør­ne­forsk­ning (s. 85 – 112). København: Gyldendal.

Gulløv, E., Nielsen, G. B.  & Winther, I. (2017). Ind­led­ning. I Pæda­go­gisk antro­po­logi. Tilgange og begreber (s. 7 – 22). København: Hans Reitzels Forlag.

Gundersen, M. M. & Roien, L. A. (2018). Norm­kri­tisk seksu­a­lun­der­vis­ning – mang­fol­dig­hed, trivsel og anti­diskri­mi­na­tion i skolen. I L. A. Roien, V. Simovska & C. Graugaard (red.). Seksu­a­li­tet, skole og samfund. Kritiske per­spek­ti­ver på seksu­a­lun­der­vis­ning (s. 273 – 297). København: Hans Reitzels Forlag.

Halkier, B. (2016). Fokus­grup­per i sam­funds­vi­den­ska­be­lig forskning. I Fokus­grup­per (s. 9 – 21). Viborg: Samfundslitteratur.

Hansen, R. P. (2009). Autoboys​.dk. En analyse af maskuli­­ni­tets- og etni­ci­tets­kon­struk­tio­ner i sko­le­li­vet på auto­me­ka­ni­ker­ud­dan­nel­sen. Ph.d. Køben­havns Uni­ver­si­tet, København.

Johansen, K. B. H., Laursen, B. & Juel, K. (2015). LGBT-sundhed. Helbred og trivsel blandt lesbiske, bøsser, biseksu­elle og trans­per­so­ner. København: Statens Institut for Sundhed.

Kampmann, J. (2003). Etiske over­vej­el­ser i etno­gra­fisk bør­ne­forsk­ning. I E. Gulløv & S. Højlund (red.). Fel­t­ar­bejde Blandt Børn. Meto­do­logi Og Etik I Etno­gra­fisk Bør­ne­forsk­ning (s. 167 – 83). København: Gyldendal.

Kofoed, J. (2005). Hold­de­ling: Når der gøres maskuli­ni­tet og hvidhed. Kvinder, Køn & Forskning. 3: 42 – 52. https://​doi​.org/​1​0​.​7​1​4​6​/​k​k​f​.​v​0​i​3​.​2​8​114.

Kri­sten­sen, S. L. (2022). Gym­na­sie­e­le­ver strejker: ‘Vi vil have seksu­a­lun­der­vis­ning på sko­le­ske­maet’. Danmarks Radio. 10. februar 2022. https://​www​.dr​.dk/​n​y​h​e​d​e​r​/​i​n​d​l​a​n​d​/​g​y​m​n​a​s​i​e​e​l​e​v​e​r​ – ​s​t​r​e​j​k​e​r​ – ​v​i​ – ​v​i​l​ – ​h​a​v​e​ – ​s​e​k​s​u​a​l​u​n​d​e​r​v​i​s​n​i​n​g​ – ​p​a​a​ – skoleskemaet.

Larsen, L. (2003). Unge, livs­hi­sto­rie og arbejde – Pro­duk­tions­sko­len som rum for liv og læring. Ph.d. Roskilde Uni­ver­si­tets­cen­ter, Roskilde.

Larsen, M. C. (2018). Inter­ne­tet­no­grafi – På online fel­t­ar­bejde mellem hver­dags­prak­sis­ser og net­værks­kom­mu­ni­ka­tion. I M. H. Jacobsen & H. L. Jensen (red.). Etno­gra­fier (s. 203 – 28). København: Hans Reitzels Forlag.

Lodahl, M. A. (2018). De fleste falder uden for normen – hete­ro­nor­ma­ti­vi­tet i den danske fol­ke­skole. I L. A. Roien, V. Simovska & C. Graugaard (red.). Seksu­a­li­tet, skole og samfund. Kritiske per­spek­ti­ver på seksu­a­lun­der­vis­ning (s. 253 – 71). København: Hans Reitzels Forlag.

Masters, N. T., Casey, E., Wells, E. & Morrison, A. (2013). Sexual Scripts among Young Hete­ro­se­xu­ally Active Men and Women: Con­ti­nu­ity and Change. Journal of Sex Research 50 (5): 409 – 20. https://​doi​.org/​1​0​.​1​0​8​0​/​0​0​2​2​4​4​9​9​.​2​0​1​2​.​6​6​1​102.

Reay, D. (2001). ‘Spice Girls’, ‘Nice Girls’, ‘Girlies’, and ‘Tomboys’: Gender Discour­ses, Girls’ and Femi­ni­ni­ties in the Primary Classroom. Gender and Education 13 (2): 153 – 66.

Ringrose, J., Harvey, L, Gill, R. & Living­s­tone, S. (2013). Teen Girls, Sexual Double Standards and ‘sexting’: Gendered Value in Digital Image Exchange. Feminist Theory. https://​doi​.org/10.1177/1464700113499853.

Simon, W. & Gagnon, J. H. (1973). Sexual Conduct – The Social Sources of Human Sexuality. New Brunswick/London: AldineTransaction.

Staunæs, D. (2004). Køn, etnicitet og skoleliv. Fre­de­riks­berg: Forlaget Samfundslitteratur.

Toldam, N. E. (2019). Per­for­mende for­hand­lin­ger. En under­sø­gelse af kønnede, kropslige og seksuelle for­hand­lin­ger blandt pro­duk­tions­sko­le­e­le­ver i kryds­fel­tet mellem et design­værk­sted og Instagram. Kan­di­dat­spe­ci­ale i Pæda­go­gisk antro­po­logi. Danmarks institut for Pædagogik og Uddan­nelse (DPU). Emdrup: Aarhus Universitet.

West, C. & Zimmerman, D. H. (1987). Doing Gender. Gender and Society 1 (2): 125 – 51.

Zeuthen, K. & Grauggard, C. (2018). Børn og unges seksuelle land­ska­ber. I L. A. Roien, V. Simovska & C. Graugaard (red.). Seksu­a­li­tet, skole og samfund. Kritiske per­spek­ti­ver på seksu­a­lun­der­vis­ning (s. 157 – 88). København: Hans Reitzels Forlag.

^[1] Pro­duk­tions­sko­len opstod som uddan­nel­ses­form i for­læn­gelse af ung­doms­ar­bejds­løs­he­den i 1970’erne og mulig­gjorde en kom­bi­na­tion af pro­duk­tion og skolegang for unge uden arbejde og uddan­nelse. I dag er den erstattet af den for­be­re­dende grun­dud­dan­nelse (FGU) som en samling af en række uddan­nel­ses­for­be­re­dende tilbud for unge under 25 år (Børne- og Under­vis­nings­mi­ni­ste­riet, 2020).

^[2] Artiklen baserer sig på for­fat­te­rens speciale i pæda­go­gisk antro­po­logi (Toldam, 2019).

^[3] Står for Direct Messages, som er private beskeder, der kan sendes mellem Instagram-brugere.

^[4] I et norm­kri­tisk per­spek­tiv er målet at syn­lig­gøre de normer, der omgiver os, og kritisk at undersøge deres begræn­sende og under­tryk­kende kon­se­kven­ser (Lodahl, 2018).