Seksualitetens betydning for organiseringen af den pædagogiske praksis i Kriminalforsorgens pensioner – Beskyttelse og regulering i udslusningspraksissen

Sofie-Mathilde Aniella Jandrup

Denne artikel undersøger, hvordan seksualitet og køn spiller en rolle i den pædagogiske praksis i Kriminalforsorgens pensioner. På pensionerne opdeler man ikke efter køn, men i forbindelse medetableringen af kønsopdelte fængsler kan spørgsmålet stilles, om kønsopdeling på pensionerne skulle være nødvendig for at skabe sikkerhed og tryghed mod seksuelt krænkende adfærd. Således undersøges seksualitetsforståelser, og deres betydning for organiseringen af den pædagogisk praksis, og for de kvindelige og mandlige beboeres tilblivelse. Analysen tager udgangspunkt i interviewmateriale fra to ud af seks pensioner i Danmark, og peger på, med afsæt i Butler og Søndergaards forståelser af seksualitet, køn og begær, hvordan pensionerne kan ses som en kønnet praksis, hvor de ansatte er med til at (re)producere traditionelle seksualitetsforståelser, som udøver indflydelse på de kvindelige og mandlige beboeres handlings- og mulighedsbestemmelser og dermed konstrueringen af den seksuelle kønsidentitet.

Ved folketingets ombudsmands inspektioner i 2004 blev det konkluderet, at Kriminalforsorgen ikke formår at yde den sikkerhed, der skal til for, at de kvindelige dømte kan føle sig trygge. Her blev det bl.a. dokumenteret, at kvinder i danske fængsler lider under seksuelle krænkelser og tilnærmelser. Denne dokumentation resulterede i, at man åbnede Jyderup Kvindefængsel i 2021[1]. Opførelsen af det nye kvindefængsel beror derfor på to hensyn, sikkerhed og resocialisering. Det synes derfor relevant at undersøge, om lignende kønsdynamikker finder sted i udslusningspraksissen.

I denne artikel undersøger jeg seksualitetens betydning for den pædagogiske praksis’ organisering, og dermed beboernes handlings- og mulighedsrum. Dette undersøges med analyse af ansattes fortællinger om den pædagogiske praksis, og deres arbejde med seksualitet og køn, og de problematikker der kan forekomme ved kønsblandede pensioner. Artiklens forskningsspørgsmål er: Hvilke seksualitetsforståelser konstrueres af ansatte i Kriminalforsorgens udslusningspraksis, og hvordan er disse forståelser betydningsssættende for det pædagogiske arbejde samt beboernes handlings- og mulighedsrum?

Endvidere vil jeg perspektivere de politiske bevæggrunde for kønsopdeling indenfor Kriminalforsorgen, med bl.a. de argumenter der ligger til grund for åbningen af Jyderup kvindefængsel, ved at holde mine analytiske resultater op imod disse. Dette med afsæt i argumenterne for og imod kønsopdelt afsoning.

Et underbelyst felt

Forskningsfeltet inden for udslusningsområdet i Danmark er underbelyst, men i et mere internationalt perspektiv findes forskning med fokus på pensioners effekt på recidivitet, internationalt kaldet ”Halfway houses” (se fx Wong, Jennifer S; Bouchard, Jessica; Goshue, Kelsey; Lee, Chelsey, 2019; McGuinn, 2018; Öster, Peter, 2008). Nanna Koch Hansens undersøgelser tager ligesom denne artikel empirisk afsæt i udslusningspraksisser (Hansen, 2011, 2017). Her har hun ikke undersøgt udslusningspraksissen gennem et kønsperspektiv som denne artikel, men i stedet foretages et fokus på forældreskab og pensionernes praksisformer, for at blotlægge de gængse forståelser om udslusning (Hansen, 2011, 2017). Krydsfeltet mellem kønsforskningen og fængselsforskningen er relativt uudforsket i Danmark. Charlotte Mathiassen undersøger i rapporten ”Perspektiver på kvinders dagligdag i danske fængsler”, fængslede kvinders erfaringer med de danske fængsler (Mathiassen, 2011: 23 – 24). Her blev bl.a. vist hvordan, at der i de danske fængsler hersker en seksuel undertrykkende og krænkende kultur mellem de mandlige og kvindelige indsatte. Dansk forskning, i krydsfeltet mellem kønsforskning og fængselsforskning, er således yderst begrænset, og der er ikke lavet forskning inden for seksualitet og køn i udslusningspraksisser. Ved at stille skarpt på seksuelle tilblivelsesmuligheder, begær og de mandlige og kvindelige beboers forhold under afsoning i udslusningspensionerne, udgør denne artikel et pædagogisk bidrag til den manglende forskning i seksualiteten, og kønnets betydning, i Kriminalforsorgens udslusningspraksis.

Metodisk afsæt

Artiklen tager udgangspunkt i mit speciale i Pædagogik fra Københavns Universitet. Min empiri bygger på tre interviews med ansatte, ud af mine i alt 8 interviews [2]. Disse tre interviews er fortaget på to ud af de i alt seks udslusningsinstitutioner (kaldet pensioner) i Danmark, med fængselsbetjente, socialrådgivere og pædagoger. Den kvalitative metode, med afsæt i en semistruktureret interviewteknik, er valgt på baggrund af Dorthe Staunæs og Dorte Marie Søndergaards forståelser om sprogets betydning, som skabende for både den interviewede mening- og forståelseshorisont, hvorpå de ansattes seksualitetsforståelser kan anskueliggøres. Disse forståelser ligger til grund for den pædagogiske organisering og beboernes handlings- og mulighedsrum, som jeg ligeledes skaber blik for (Staunæs & Søndergaard, 2005: 54.)

Pensionerne som kontekst

Pensionerne er en del af Kriminalforsorgens udslusningspraksis, hvor beboerne kan afsone den sidste del af deres straf. De ansatte, tidligere fængselsbetjente, socialrådgivere og pædagoger, er ansat til at yde socialpædagogisk arbejde, og er dermed ikke ansatte i uniform, men er iklædt civilt tøj. Ligesom at beboerne ikke længere går under termen indsatte, men beboere. Selve udslusningsforløbet er bundet op på enten et uddannelses‑, arbejds‑, eller behandlingsforløb, som de ansatte støtter og vejleder beboerne i. Hvis beboerne nægter at deltage i et af disse udslusningsforløb, eller ikke overholder de andre regler på stedet, som bl.a. er, at man som beboer ikke må være ude efter klokken ti om aftenen og indtage euforiserende stoffer, kan beboerne risikere at blive sendt tilbage til fængslet. Kriminalforsorgens udslusningspraksis, pensionerne, bliver dermed i højere grad set som en belønning og som et modstykke til fængslernes mere direkte afstraffelse og disciplinering.

Analysestrategi

Mine analysestrategiske greb tager afsæt i Butler og Søndergaards forståelser af kønsidentitet, seksualitet og begær. Køn og seksualitet skal, ifølge Butler, anskues som værende sammenflettede: “Genders are those which in some sense institute and maintain relations of coherence and continuity among sex, gender, sexual practice, and desire” (2006: 23). For at skabe blik for denne kobling, mellem køn og seksualitet, anvender jeg Søndergaards begreber om sex- og kønskategorier. Sex-kategorier forstås her som ”mand, kvinde, intetkøn” osv. Mens køns-kategorierne udgør de markører og tegn, der diskursivt konstituerer sex-kategorierne. Jeg bruger dette som et dekonstruerende greb for at få de markører, der konstruerer den feminine og maskuline seksualitet til at træde frem (Søndergaard, 2002: 190). Jeg har derfor blik for sproglige betydningssystemer og tilskrivninger, der hæftes på kønnet (Søndergaard, 2006: 41; Søndergaard, 2002: 189 – 190). Af denne grund undersøger jeg de ansattes maskuline og feminine koder, som konstruerende for kønnenes sociale performativitet:

De kropsligt manifesterede kønsforskelligheder bliver stedfortrædende tegn for en social konstruktion, og de individer, der lever i og med disse kroppe, som er disse kroppe, må dermed også i en vis forstand fungere som levende tegn i konstruktionen. De bliver konkrete tegnbærere (Søndergaard, 2006: 91).

Ved at undersøge de ansattes beskrivelser af den pædagogiske praksis, med deres pædagogiske handlinger og seksualitetsforståelse, kan jeg fremanalysere grundlæggende måder at anskue kønskategorierne.

Udover køn og seksualitet har jeg også analytisk blik for, hvordan begær spiller en rolle i den pædagogiske praksis på pensionerne. Her tager jeg afsæt i Søndergaards forståelse af begærets retning (Søndergaard, 2006: 25) Begæret bliver her skabt gennem seksuelle koder eller tegn, og bliver her interessant, da det gennem analysen åbner op for begærets mulighedsbetingelser, for hvad der kan gøres begærligt. Det begærlige bliver her vigtigt, da det kan ses som formende og konstruerende for selve identiteten, hertil ideen om den ’rigtige mand’ og den ’rigtige kvinde’. Det Butler beskriver som den heteroseksuelle matrix, der kan forstås som de sociale krav og forventninger til kønnet (2006: 72). Begærets retning anvendes som greb til at undersøge, hvordan begær og attraktion retter sig efter kroppens form og funktion, som tegn, og skaber den seksuelle maskuline og feminine kønsidentitet (Søndergaard, 2006).

Den aktive og passive seksualitet

På pensionerne er der nogle former for interaktioner, mellem de mandlige og kvindelige beboere, som de ansatte anser som upassende. Der er en pædagogisk opmærksomhed på, at mødet mellem mandlige og kvindelige beboere kan skabe interaktioner med uønsket seksuel kontakt, og at man derfor må lave forskellige pædagogiske indsatser for at sørge for, at det ikke sker. En mandlig pædagog forklarer følgende om beboernes omgangsform:

Altså vi ved jo godt, at når vi har haft nogle unge piger, der kan man godt mærke, at vi har ret mange mænd, som har siddet inde i mange år, og som måske ikke har været i kvindekontakt i lang tid, så der kigger vi selvfølgelig på, hvem vi får ind…

Det maskuline begær beskrives her, som om det gennemgår en lineær vækst, der bliver større og større jo længere tid, de mandlige beboere har været afskærmet fra kvindelig kontakt. De mandlige beboere fremstilles dermed i højere grad end de kvindelige beboere, styret af deres seksuelle drifter, som de er tilbøjelige til at handle på i form af seksuelle tilnærmelser. De ansatte forstår beboernes heteroseksuelle orientering ved, at de mandlige beboeres begær er rettet mod de kvindelige beboere, og her særligt de unge piger. Her forstås de kvindelige beboere som katalysatorer for de mandlige beboeres begær. En kvindelig ansat beskriver dertil, at de mandlige beboeres seksuelle adfærd kan ende i et misbrug af kvinder:

Det kan være misbrug af kvinder… Og man søger den ene kvinde efter den anden. Hvor man. Ja får sat nogle samtaler i gang… Ikke være bange for at sige ved du hvad, det er ikke i orden, at du ligger heroppe og knalder først den ene, og så den anden, så den tredje vel…

Mænd bliver her beskrevet som tilbøjelige til at have flere seksuelle partnere. Det pædagogiske personale foretager en vurdering af mængden og forsøger at regulere den seksuelle adfærd gennem samtale. De mandlige beboere bliver således forstået som seksuelt aktive, mens man fra personalets side prøver at administrere og regulere hyppigheden af seksuelt samvær[3].

På pensionerne er kvinder en minoritet og mænd en majoritet. Det skaber fra personalets side en opmærksomhed på, hvordan de kvindelige beboere bliver behandlet, og hvordan de hurtigt kan blive objekt for uønskede tilnærmelser og opmærksomhed fra de mandlige beboere. En socialrådgiver fortæller om en kvindelig beboers adfærd, som hun fandt upassende:

Hun sendte godt nok nogle sjove signaler ud, når man tænker på, at hun er omgivet af atten mænd igår. Hvor jeg sagde til hende, jamen prøv at høre her. Når du klæder dig sådan der. Når du sætter dig ned, og siger så’n der, eller sætter dig så’n her (den ansatte sætter sig med benene spredt væk fra hinanden). Så har du sendt et signal. Og du er omgivet af atten mænd, og jeg har ikke mulighed for at hjælpe, hvis det er på den måde. Du er nødt til at tænke over, hvad du sender ud i verden. Det er ikke kun, når du er her. Det er også, når du er udenfor her. Og hvis vi skal kunne hjælpe dig godt videre, så er vi nødt til at sætte gang i den her. Din adfærd. Altså den her adfærdsregulering. Have snakken. Hele tiden spejle. Hele tiden okay, det er ikke sådan her, vi gør.

Ja, man skal passe på sig selv og være bevidst om, hvad det er, man sender ud. Og det er jo ikke kun som kvinde, men det er så der, man har den snak, for mænd gør som regel ikke så’n.

I citatet bliver den kvindelige beboer stillet til ansvar for, hvad hendes kropslige fremtoning kan få de mandlige beboere til at gøre. Det bliver her gjort til kvindernes ansvar, om de bliver forulempet og seksuelt krænket. På trods af, at det er de mandlige beboere, der beskrives som seksuelt tilnærmende, er det de kvindelige beboere, som skal ændre deres seksuelt tiltrækkende adfærd. Samtidig har de mandlige beboeres begær en intensitet, som personalet ikke har kapacitet til at styre på andre måder, end at adfærdsregulere kvinderne. Personalet er så at sige blevet overmandet af intensiteten af de mandlige beboeres begær. De kvindelige beboeres seksuelle identitet skabes her gennem håndteringen af den seksuelle objektivering, som de udsættes for af de mandlige beboere. Det pædagogiske personale håndterer situationen ved at regulere de kvindelige beboeres adfærd, så den ikke fremtræder seksuelt indbydende. Reguleringen af de kvindelige beboeres seksualitet, sker således allerede ved en regulering af den seksuelle fremtoning.

Interaktionerne mellem kvindelige og mandlige beboere, eksisterer i en passiv og aktiv positionering. Mændenes begær der er svært for personalet at håndtere, dikterer ikke kun samværsformen beboerne imellem, men også den pædagogiske linje, som personalet har. Personalet stiller kvinderne til ansvar for seksuelle tilnærmelser fra mændene samtidig med, at de forsøger at kontrollere situationen ved at regulere kvindernes adfærd således, at de ikke ophidser mændene. Denne regulering fremsætter en seksualforståelse, hvor de kvindelige beboeres seksualitet skal komme til udtryk gennem passivitet, da de ikke aktivt må udtrykke seksualitet i frygt for at aktivere de mandlige beboeres seksuelle tilnærmende adfærd. Kvindernes mulighedsrum for at udtrykke deres seksualitet er derfor dikteret af de mandlige beboeres begær og seksuelle adfærd. De pædagogiske reguleringer der er rettet mod de kvindelige beboere, i forhold til ikke at virke seksuelt attraktive, giver samtidig plads til den maskuline seksuelle tilnærmende aktive adfærd. De pædagogisk regulerende handlinger fremsætter dermed en feminin og maskulin seksualforståelse, hvor de mandlige beboere bliver gjort til de aktive, og de kvindelige beboere bliver gjort til de passive.

Seksualitet som styringsredskab – skal kvinder skærmes?

Udover adfærdsregulering, reguleres mulighedsummet for de kvindelige beboeres seksualitet gennem det, der beskrives som afskærmning. En mandlig pædagog fortæller:

Så der kigger vi selvfølgelig på, hvem vi får ind, og om den her pige, kvinde, skal beskyttes på en eller anden måde i forhold til at blive afskåret eller afskærmet… Og kvinderne (de kvindelige beboere) kigger vi på, hvad for en type kvinde vi får ind i huset, om det ligesom er en, der kan sige fra selv, eller en der har brug for hjælp til, at vi siger fra for hende.

Her bliver det gjort afgørende, om den kvindelige beboer kan beskytte sig selv og sige fra. De ansatte vurderer, om den individuelle kvinde er fysisk og verbal stærk til selv at sige fra overfor uønskede seksuelle tilnærmelser fra de mandlige beboere. Hvis det ikke er tilfældet, tager de afskærmning i brug som en måde at skabe sikkerhed for kvinderne på. Der arbejdes derfor pædagogisk med en inddeling af kvinderne som nogen, der enten kan eller ikke kan sige fra, hvilket gøres til et selvstændighedskriterie for de kvindelige beboere. Der eksisterer herigennem en forståelse af, at kvinder skal reguleres og skærmes, og det er på trods af, at det er kvinderne, der bliver stillet i en udsat position i denne sammenhæng. Der bliver her ikke rettet ind på de mandlige beboeres adfærd, ” Mændene de er jo bare ik, blandet mandfolk”. Det bliver gjort til noget selvfølgeligt, at mænd reagerer på deres drifter og anerkendt, at det er en mandsdomineret kultur, der eksisterer på pensionerne. Det synes derfor forventeligt for pædagogen, at nogle af de mandlige indsatte kan have seksuelt krænkende adfærd, og det derfor er nødvendigt at beskytte de kvindelige beboere ved at afskærme dem. De ansattes seksualitetsforståelser har betydning for indretningen af den pædagogiske praksis, hvor den kvindelige krop beskrives, som var den per definition seksuel for det mandlige blik. Den pædagogiske respons bliver at skærme kvinderne for uønsket adfærd og således regulere det potentielle offers handlings- og mulighedsrum.

I den pædagogiske praksis har man en større tilbøjelighed til at forflytte og regulere de kvindelige beboere end de mandlige. Afskærmning og forflyttelse af de kvindelige beboere favoriserer det mandlige køns handlings- og udfoldelsesmuligheder samtidig med, at det begrænser det kvindelige køn og reducerer den kvindelige seksualitet til noget, der hovedsageligt bliver aktiveret i mandens objektivering af kvinden. Der synes ikke, at være rum til de kvindelige beboeres seksuelle udfoldelse, hvis altså de ikke spiller med på de maskuline præmisser. Alt imens resulterer udfoldelsen af mændenes seksualitet i en regulering af kvindernes mulighedsrum. Den institutionelle kultivering af denne specifikke måde at udfolde maskulin og feminin seksualitet skaber altså både et behov, men også et anlæg for at installere et styringsredskab, som indretter de kvindelige kroppes fysiske muligheder, og som bliver afgørende for den pædagogiske praksis’ organisering (afskærmning) af rummet. Seksualiteten fungerer dermed som styringsredskab, som en magtfuld mekanisme, der styrer og indretter kroppene.

Denne seksuelle afskærmning rationaliseres gennem en sikkerhedsmæssig foranstaltning: ”… så får hun måske tildelt et værelse, som er tæt på kontoret, så vi hele tiden kan høre, hvad der foregår foran hendes dør, hvis der skulle være sådan noget.”De ansatte positioneres i en beskyttende rolle, da de kvindelige beboere anses som mulige ofre for de mandlige beboeres uønskede seksuelle tilnærmelser. Dette på trods af, at de ansatte beskriver de kvindelige beboeres forbrydelser som betydelig farligere end de mandlige beboeres. De kvindelige beboere har her primært domme inden for drab eller drabsforsøg, hvor de mandlige beboeres domme er relateret til narkotika. Alligevel er det de kvindelige beboere, som falder inden for en beskyttelseslogik og som værende det køn, der skal passes på.

Det er ikke kun de ansatte, der skal stå for denne beskyttelse af de kvindelige beboere, som en kvindelig ansat socialrådgiver udtrykker:

Nej, men altså det er jo sådan en ting, som vi er opmærksomme på, om der kunne opstå nogle ting. Nu hende, vi har boende nu, er jo kærester med en her, og de bor lige dør om dør, så der er ikke så meget der. Men der har været tidligere, hvor så er der måske nogle mænd, som bliver lidt mere interesserede, så det er selvfølgelig noget, som vi er opmærksomme på…

De ansattes beskytterposition overdrages, hvis den kvindelige beboer har en mandlig kæreste på institutionen, som kan overtage de ansattes beskytterrolle. De mandlige beboeres seksuelle tilnærmende adfærd skaber mulighed for, at de mandlige beboere også kan indtage en beskytterrolle. Som mandlig kæreste på pensionen, må man derfor indtage en rolle som beskytter, grundet de andre mandlige beboeres potentielt krænkende adfærd. At være en beskytter for seksuelle tilnærmelser kan fremanalyseres som tegn, der overdrages til den maskuline identitet. Den maskuline seksualitetsforståelse fremsættes gennem to yderpunkter, krænkeren og beskytteren. Ifølge de ansatte findes der en mulighed for kvinderne i at skabe sikkerhed for sig selv, hvis de knytter sig via en kærlighedsrelation til en mandlig beboer.

En beskyttelseslogik

På pensionerne findes der forskellige måder for beboerne at skabe personlig sikkerhed på. For de mandlige beboere beskrives det at være stor og stærk som en måde at skabe mulighed for selvforvaltning på, og som en måde ligefrem at ”… overleve i den her verden”, som en kvindelig ansat beskriver. Denne dyrkelse af at være stor og stærk kan ses som en beskyttelsesstrategi, der bliver aktiveret grundet det kriminelle miljø. Det at ville være stor og stær kan ikke ses hos de kvindelige beboere, som en kvindelig ansat ytrer: ”Jeg vil sige, det er sådan en mandeting med store muskler…”. Tegnene at være ’stor’ og ’stærk’ klistres til den maskuline kønsperformance og bliver kønsbestemt. En adfærd som en kvindelig ansat socialrådgiver ønsker at gøre op med, da hun ser dette som tegn på en aggressiv kriminel adfærd:

Jamen mange vil gerne sende et signal om, jamen du skal ikke komme i nærheden af mig, jeg kan godt banke dig… Hvorfor skal jeg gå rundt og være bange for dig? Nårh ik’. Så sætter man lige noget i gang der, hvorfor er det lige, at det er fedt, at nogle skal være bange for mig. Ja, gå du op og tænk lidt over det (griner).

Maskulinitet knytter sig til styrke som tegn, som de ansatte forsøger at regulere, da de modsat de mandlige beboere ikke ser det at være stor og stærk som legitim beskyttelsesstrategi, men som faretruende adfærd. I ovenstående citat er det underforstået, at de mandlige beboere gerne vil beskytte sig selv for andre mandlige beboere.

Perspektivering til kønsopdelt afsoning

I dette afsnit vil jeg perspektivere til de politiske argumenter og bevæggrunde for kønsopdeling inden for Kriminalforsorgen, ved at holde mine analytiske resultater op imod disse. Jeg vil således diskutere argumenterne for og imod kønsopdeling, og overveje om kønsopdelt afsoning kan levere forebyggelse af konflikter og sikre trygge miljøer for de kvindelige indsatte.

Som tidligere nævnt, kom kønsopdelt afsoning på tale efter, at ombudsmanden i 2005 aflagde en rapport om hans besøg tilbage i 2004. Her fremlagde han hvordan, at de kvindelige indsatte bliver udsat for seksuel krænkende adfærd i fængslerne, som går hen i det skjulte, da de kvindelige indsatte ikke tør fortælle de ansatte om episoderne, grundet en frygt for repressalier [4]. Men den egentlige hyppighed af udnyttelsessituationer, seksuelle krænkelser eller voldtægt i Kriminalforsorgens regi vides ikke. Bo Kielstrup, Enhedsleder i Kriminalforsorgens Statistikafdeling, som jeg har været i løbende kontakt med, kunne meddele, at der desværre ikke var foretaget registrering af over seksuelle krænkelser og voldtægt. Rigspolitiet og Anklagemyndigheden havde heller ikke statistikker om dette. Der findes derfor ingen indikation for hyppigheden.

Undersøgelsen ”Perspektiver på kvinders dagligdag i danske fængsler”, udarbejdet af Mathiassen, der blev finansieret af Direktoratet for Kriminalforsorgen, er sidenhen blevet brugt som vidensgrundlag i politisk sammenhæng, for at argumentere for kønsopdelt afsoning. Undersøgelsen retter en kritik mod kønsblandede fængsler og særligt fængslernes manglende imødekommelse af de kvindelige indsattes behov. Mathiassen anfægter hvordan det at skærme kvinderne fra de mandlige indsatte, ikke kan ses som en løsningsmodel (Mathiassen, 2011;130). Mathiassen mener, at Kriminalforsorgen burde skabe et kvindefællesskab for de kvindelige indsatte, hvor det ville være muligt kun at fokusere på de indsatte kvinders behov, f.eks. i form af et kvindefængsel. Dog rejses en kritik fra nogle kvindelige indsatte, som frabeder sig et kvindefængsel af bl.a. frygt for konflikter blandt de kvindelige indsatte imellem (Mathiasen, 2011; 54, 103 – 105).

Man kan argumentere for, at oprettelsen af Jyderup kvindefængsel er et brud på normaliseringstanken, som kriminalforsorgen arbejder ud fra. Normaliseringstankens grundlæggende præmis er, at afsoningen skal ligne det ’almindelige’ samfund så meget som muligt [5]. Ved at kønsopdele afsoning forårsager man et brud med dette ideal bl.a. ved, at kvindelige og mandlige afsoner ikke kan skabe sociale relationer til hinanden, og indgå i platoniske relationer, såvel som kæresterelationer. Man kan ifølge min analyse dog sætte spørgsmål ved, om udslusningspraksissen lever op til normaliseringstanken, da seksualitets- og kønspraksisserne stiller kvindelige indsatte i en stærkt udsat position. Jeg har f.eks. vist hvordan de mandlige og kvindelige beboere på pensionerne indgår i et magtforhold, hvor forskellige beskyttelsesstrategier bliver en nødvendighed grundet deres udsatte position.

Af ovennævnte argumenter for kønsopdeling, kan det anfægtes om 1. den manglende statistik af seksuelle krænkelser i Kriminalforsorgen, gør det svært at holde Kriminalforsorgen som institution samt dets fagpersonale ansvarlige for den overgrebskultur, som de er med til at (re)producere. Statiske undersøgelser, ville kunne belyse hyppigheden af overgreb og krænkelser inden for Kriminalforsorgen, men også mindske stigma relateret til sexforbrydelser i fængslet. Det ville muligvis give de kvindelige indsatte legitimitet til at udtale sig om sexforbrydelser begået imod dem samt mindske deres frygt for repressalier. 2. om en adskillelse af kønnene imellem, vil ændre i de indsatte og ansattes seksuelle- og kønsspecifikke forståelser, eller om de vil videreføres, og i stedet føre til en eskalering af vold og seksuelle overgreb mod samme køn. Uanset om kønsopdelte fængsler vil løse problemet af sexforbrydelser, begået af mænd mod kvinder, eller skabe en eskalering af vold kvinder mod kvinder, har jeg kunne vise, at pensionerne foranstalter en køns- og seksualitetspraksis, der stiller kvinder i udsatte positioner. Udslusningspraksissen vil uanset stadig være kønsblandet, og det synes derfor relevant at have en øget opmærksomhed i den pædagogiske praksis på hvilke kønsstrukturer og ‑mønstre, man som institution og ansat er med til at (re)producere for de indsatte under udslusningen, så vel som afsoningen, samt at vurdere om man mener, at disse praksisser overholder normaliseringstankegangen, som den institutionelle praksis er baseret på.

Sammenfatning

I denne artikel har jeg undersøgt, hvordan kønsroller og seksualitet bliver konstrueret og har betydning for det pædagogiske arbejde i Kriminalforsorgens udslusningspraksis. Jeg har undersøgt hvordan, at seksualitet fungerer som produktiv kraft, og at den bruges i pædagogik til at indrette de sociale krav og forventninger, der tillægges kønnene. Seksualitet og måden den pædagogisk bliver brugt på, bliver konstruerende og mulighedsbestemmende for kønsidentiteterne. Seksualitet fungerer af denne grund som styringsredskab, der bliver aktualiseret gennem beskyttelseslogikker. Mine analyser har vist, at den mandlige seksuelle identitet bliver konstrueret ud fra et begær til de kvindelige beboere, og mændene bliver anset som værende i højere grad styret af deres seksuelle drifter.Den feminine seksualitet konstrueres derimod ved en seksuel objektivering fra de mandlige beboere. Der opstår her en dynamik mellem kønnene, hvor manden er den aktive, mens kvinden er den passive. Det pædagogiske personales håndtering af mødet mellem de to køn resulterer i, at de mandlige beboeres begær dikterer den sociale situation. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at de kvindelige beboere bliver adfærdsreguleret af det pædagogiske personale. Dette for at afværge en seksuel krænkende adfærd fra de mandlige beboere og dermed sikre de kvindelige beboer en seksuel tryghed. Kvinderne bliver således stillet til ansvar for deres men også mændenes adfærd, da det er kvinderne, der må adfærdsregulere sig selv for ikke at opildne mændenes begær. Ligesom det pædagogiske personale gerne adfærdsregulerer kvinderne men ikke mændene, sikres de kvindelige beboeres sikkerhed ved at afskærme og flytte deres bolig til specifikke steder på pensionen, hvor de er tættere på personale, og derfor er mere under opsyn/i sikkerhed. Desuden kan de ansattes beskytterrolle overdrages til en mandlig beboer, hvis den kvindelige og mandlige beboer har en kæresterelation. Denne relation kan således forstås, som foranstaltet på baggrund af kvindens udsatte situation på pensionen. Ifølge de ansatte kan kvinderne således beskytte sig selv ved at administrere deres adfærd samt få mere direkte beskyttelse fra personalet eller en mandlig kæreste. Den pædagogiske praksis udviser større tilbøjelighed til at afskærme og regulere de kvindelige beboere end de mandlige, og favoriserer dermed det mandlige køns handlings- og mulighedsrum samtidig med, at det kvindelige køns begrænses.

Jeg har i denne artikel vist hvordan, at de mandlige og kvindelige beboere på pensionen indgår i en magtrelation, hvor forskellige beskyttelsesstrategier anvendes. Mathiassen har i sin undersøgelse vist hvordan, at især de kvindelige indsatte bliver krænket seksuelt i de danske fængsler. Grundet en manglende statistisk viden om seksuelle overgreb i Kriminalforsorgen er det dog uvist i hvor høj en grad, dette eksisterer, hvilket gør det svært at holde nogle ansvarlige. Oprettelsen af Jyderup kvindefængsel, kan ses som værende i strid med normaliseringstanken, og fratage beboerne mulighed for sociale relationer på tværs af kønnene. Dog har jeg gennem min artikel vist hvordan, at disse relationer eksisterer i et magtforhold. Pensionerne og den kultur, som de ansatte medvirker til at (re)producere, kan ikke sammenlignes med den kultur der eksisterer i det omkringliggende samfund. Som fagperson kunne man på pensionerne, alternativt stille skarpere ind på de seksuelle tilnærmelser, og udfordre de stereotype kønnede seksualitetsforståelser, hvilket ville kunne føre til en anden måde at organisere den pædagogiske praksis og ville kunne åbne op for andre være- og handlemåder.

Referenceliste

Butler, Judith: Gender trouble. Routledge, New York, 2006.
Hansen, Nanna Koch: Muren af tillid – Far, mor & børn i Kriminalforsorgens Familiehus, Københavns Universitet, 2011.
Hansen, Nanna Koch: Opdragelse til løsladelse – Destabiliserende læsninger af Kriminalforsorgens udslusningspraksis, Københavns Universitet, 2017.
Mathiasssen, Charlotte: Perspektiver på kvinders dagligdag i danske fængsler, Aarhus Universitet, 2011.
McGuinn, Stephan C: Reentry, Desistance, and the Responsibility of the State: Let them Back in,
Bingley: Emerald Publishing Limited, 2018.
Järvinen; Margaretha & Mik-Meyer; Nanna: Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv. Forfatterne og Hans Reitzels Forlag, 2005, 1. udgave, 4. oplag.
Søndergaard, Dorte Marie: Poststructural approaches to empirical analysis, international Journal of Qualitative Studies in Education, 15:2, 187 – 204, 2002.
Søndergaard, Dorte Marie: Tegnet på kroppen. Køn: Koder og konstruktioner blandt unge voksne i akademia. Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2006, 3. oplag.
Wong, Jennifer S; Bouchard, Jessica; Gushue, Kelsey; Lee, Chelsey: Halfway Out: An Examination of the Effects of Halfway Houses on Criminal Recidivism I International journal of offender therapy and comparative criminology, 2019-05, Vol63(7), p.1018 – 1037, Los Angeles, CA: SAGE Publications, 2019.
Öster, Peter: Intervju med tre boende på ett halvvägshus som avslutning på straff och deras upplevelser av att kunna påverka sin situation, Stockholm Universitet, 2008.