Seksu­a­li­te­tens betydning for orga­ni­se­rin­gen af den pæda­go­gi­ske praksis i Kri­mi­nal­forsor­gens pensioner – Beskyt­telse og regu­le­ring i udslusningspraksissen

Sofie Jandrup

Denne artikel under­sø­ger, hvordan seksu­a­li­tet og køn spiller en rolle i den pæda­go­gi­ske praksis i Kri­mi­nal­forsor­gens pensioner. På pen­sio­nerne opdeler man ikke efter køn, men i for­bin­delse mede­tab­le­rin­gen af køns­op­delte fængsler kan spørgs­må­let stilles, om køns­op­de­ling på pen­sio­nerne skulle være nødvendig for at skabe sikkerhed og tryghed mod seksuelt krænkende adfærd. Således under­sø­ges seksu­a­li­tets­for­stå­el­ser, og deres betydning for orga­ni­se­rin­gen af den pæda­go­gisk praksis, og for de kvin­de­lige og mandlige beboeres til­bli­velse. Analysen tager udgangs­punkt i inter­view­ma­te­ri­ale fra to ud af seks pensioner i Danmark, og peger på, med afsæt i Butler og Søn­der­gaards for­stå­el­ser af seksu­a­li­tet, køn og begær, hvordan pen­sio­nerne kan ses som en kønnet praksis, hvor de ansatte er med til at (re)producere tra­di­tio­nelle seksu­a­li­tets­for­stå­el­ser, som udøver ind­fly­delse på de kvin­de­lige og mandlige beboeres handlings- og mulig­heds­be­stem­mel­ser og dermed kon­stru­e­rin­gen af den seksuelle kønsidentitet.

Ved fol­ke­tin­gets ombuds­mands inspek­tio­ner i 2004 blev det kon­klu­de­ret, at Kri­mi­nal­forsor­gen ikke formår at yde den sikkerhed, der skal til for, at de kvin­de­lige dømte kan føle sig trygge. Her blev det bl.a. doku­men­te­ret, at kvinder i danske fængsler lider under seksuelle kræn­kel­ser og til­nær­mel­ser. Denne doku­men­ta­tion resul­te­rede i, at man åbnede Jyderup Kvin­de­fængsel i 2021[1]. Opfø­rel­sen af det nye kvin­de­fængsel beror derfor på to hensyn, sikkerhed og reso­ci­a­li­se­ring. Det synes derfor relevant at undersøge, om lignende køns­dyna­mi­k­ker finder sted i udslusningspraksissen. 

I denne artikel under­sø­ger jeg seksu­a­li­te­tens betydning for den pæda­go­gi­ske praksis’ orga­ni­se­ring, og dermed beboernes handlings- og mulig­heds­rum. Dette under­sø­ges med analyse af ansattes for­tæl­lin­ger om den pæda­go­gi­ske praksis, og deres arbejde med seksu­a­li­tet og køn, og de pro­ble­ma­tik­ker der kan forekomme ved køns­blan­dede pensioner. Artiklens forsk­nings­spørgs­mål er: Hvilke seksu­a­li­tets­for­stå­el­ser kon­stru­e­res af ansatte i Kri­mi­nal­forsor­gens udslus­nings­prak­sis, og hvordan er disse for­stå­el­ser betyd­nings­ssæt­tende for det pæda­go­gi­ske arbejde samt beboernes handlings- og mulighedsrum?

Endvidere vil jeg per­spek­ti­vere de politiske bevæg­grunde for køns­op­de­ling indenfor Kri­mi­nal­forsor­gen, med bl.a. de argu­men­ter der ligger til grund for åbningen af Jyderup kvin­de­fængsel, ved at holde mine ana­ly­ti­ske resul­ta­ter op imod disse. Dette med afsæt i argu­men­terne for og imod køns­op­delt afsoning.

Et under­be­lyst felt

Forsk­nings­fel­tet inden for udslus­nings­om­rå­det i Danmark er under­be­lyst, men i et mere inter­na­tio­nalt per­spek­tiv findes forskning med fokus på pen­sio­ners effekt på reci­di­vi­tet, inter­na­tio­nalt kaldet ”Halfway houses” (se fx Wong, Jennifer S; Bouchard, Jessica; Goshue, Kelsey; Lee, Chelsey, 2019; McGuinn, 2018; Öster, Peter, 2008).  Nanna Koch Hansens under­sø­gel­ser tager ligesom denne artikel empirisk afsæt i udslus­nings­prak­sis­ser (Hansen, 2011, 2017). Her har hun ikke undersøgt udslus­nings­prak­sis­sen gennem et køns­per­spek­tiv som denne artikel, men i stedet foretages et fokus på for­æl­dre­skab og pen­sio­ner­nes prak­sis­for­mer, for at blotlægge de gængse for­stå­el­ser om udslus­ning (Hansen, 2011, 2017).  Kryds­fel­tet mellem køns­forsk­nin­gen og fængsels­forsk­nin­gen er relativt uud­for­sket i Danmark. Charlotte Mat­hi­as­sen under­sø­ger i rapporten ”Per­spek­ti­ver på kvinders dagligdag i danske fængsler”, fængslede kvinders erfa­rin­ger med de danske fængsler (Mat­hi­as­sen, 2011: 23 – 24). Her blev bl.a. vist hvordan, at der i de danske fængsler hersker en seksuel under­tryk­kende og krænkende kultur mellem de mandlige og kvin­de­lige indsatte. Dansk forskning, i kryds­fel­tet mellem køns­forsk­ning og fængsels­forsk­ning, er således yderst begrænset, og der er ikke lavet forskning inden for seksu­a­li­tet og køn i udslus­nings­prak­sis­ser. Ved at stille skarpt på seksuelle til­bli­vel­ses­mu­lig­he­der, begær og de mandlige og kvin­de­lige beboers forhold under afsoning i udslus­nings­pen­sio­nerne, udgør denne artikel et pæda­go­gisk bidrag til den manglende forskning i seksu­a­li­te­ten, og kønnets betydning, i Kri­mi­nal­forsor­gens udslusningspraksis. 

Metodisk afsæt                  

Artiklen tager udgangs­punkt i mit speciale i Pædagogik fra Køben­havns Uni­ver­si­tet. Min empiri bygger på tre inter­views med ansatte, ud af mine i alt 8 inter­views [2]. Disse tre inter­views er fortaget på to ud af de i alt seks udslus­nings­in­sti­tu­tio­ner (kaldet pensioner) i Danmark, med fængsels­be­tjente, soci­al­rå­d­gi­vere og pædagoger. Den kva­li­ta­tive metode, med afsæt i en semi­struk­tu­re­ret inter­view­tek­nik, er valgt på baggrund af Dorthe Staunæs og Dorte Marie Søn­der­gaards for­stå­el­ser om sprogets betydning, som skabende for både den inter­viewede mening- og for­stå­el­ses­ho­ri­sont, hvorpå de ansattes seksu­a­li­tets­for­stå­el­ser kan ansku­e­lig­gø­res. Disse for­stå­el­ser ligger til grund for den pæda­go­gi­ske orga­ni­se­ring og beboernes handlings- og mulig­heds­rum, som jeg ligeledes skaber blik for (Staunæs & Søn­der­gaard, 2005: 54.)

Pen­sio­nerne som kontekst 

Pen­sio­nerne er en del af Kri­mi­nal­forsor­gens udslus­nings­prak­sis, hvor beboerne kan afsone den sidste del af deres straf. De ansatte, tidligere fængsels­be­tjente, soci­al­rå­d­gi­vere og pædagoger, er ansat til at yde soci­al­pæ­da­go­gisk arbejde, og er dermed ikke ansatte i uniform, men er iklædt civilt tøj. Ligesom at beboerne ikke længere går under termen indsatte, men beboere. Selve udslus­nings­for­lø­bet er bundet op på enten et uddannelses‑, arbejds‑, eller behand­lings­for­løb, som de ansatte støtter og vejleder beboerne i. Hvis beboerne nægter at deltage i et af disse udslus­nings­for­løb, eller ikke over­hol­der de andre regler på stedet, som bl.a. er, at man som beboer ikke må være ude efter klokken ti om aftenen og indtage eufori­se­rende stoffer, kan beboerne risikere at blive sendt tilbage til fængslet. Kri­mi­nal­forsor­gens udslus­nings­prak­sis, pen­sio­nerne, bliver dermed i højere grad set som en belønning og som et modstykke til fængs­ler­nes mere direkte afstraf­felse og disciplinering.

Ana­ly­se­stra­tegi

Mine ana­ly­se­stra­te­gi­ske greb tager afsæt i Butler og Søn­der­gaards for­stå­el­ser af køn­si­den­ti­tet, seksu­a­li­tet og begær. Køn og seksu­a­li­tet skal, ifølge Butler, anskues som værende sam­men­flet­tede: “Genders are those which in some sense institute and maintain relations of coherence and con­ti­nu­ity among sex, gender, sexual practice, and desire” (2006: 23). For at skabe blik for denne kobling, mellem køn og seksu­a­li­tet, anvender jeg Søn­der­gaards begreber om sex- og kønska­te­go­rier. Sex-kate­­go­rier forstås her som ”mand, kvinde, intetkøn” osv. Mens køns-kate­­go­ri­erne udgør de markører og tegn, der dis­kur­sivt kon­sti­tu­e­rer sex-kate­­go­ri­erne. Jeg bruger dette som et dekon­stru­e­rende greb for at få de markører, der kon­stru­e­rer den feminine og maskuline seksu­a­li­tet til at træde frem (Søn­der­gaard, 2002: 190). Jeg har derfor blik for sproglige betyd­nings­sy­ste­mer og til­skriv­nin­ger, der hæftes på kønnet (Søn­der­gaard, 2006: 41; Søn­der­gaard, 2002: 189 – 190). Af denne grund under­sø­ger jeg de ansattes maskuline og feminine koder, som kon­stru­e­rende for kønnenes sociale performativitet: 

De kropsligt mani­feste­rede køns­for­skel­lig­he­der bliver sted­fortræ­dende tegn for en social kon­struk­tion, og de individer, der lever i og med disse kroppe, som er disse kroppe, må dermed også i en vis forstand fungere som levende tegn i kon­struk­tio­nen. De bliver konkrete tegn­bæ­rere (Søn­der­gaard, 2006: 91).

Ved at undersøge de ansattes beskri­vel­ser af den pæda­go­gi­ske praksis, med deres pæda­go­gi­ske hand­lin­ger og seksu­a­li­tets­for­stå­else, kan jeg fre­m­a­na­ly­sere grund­læg­gende måder at anskue kønskategorierne.

Udover køn og seksu­a­li­tet har jeg også analytisk blik for, hvordan begær spiller en rolle i den pæda­go­gi­ske praksis på pen­sio­nerne.  Her tager jeg afsæt i Søn­der­gaards for­stå­else af begærets retning (Søn­der­gaard, 2006: 25) Begæret bliver her skabt gennem seksuelle koder eller tegn, og bliver her inter­es­sant, da det gennem analysen åbner op for begærets mulig­heds­be­tin­gel­ser, for hvad der kan gøres begærligt. Det begærlige bliver her vigtigt, da det kan ses som formende og kon­stru­e­rende for selve iden­ti­te­ten, hertil ideen om den ’rigtige mand’ og den ’rigtige kvinde’. Det Butler beskriver som den hete­ro­seksu­elle matrix, der kan forstås som de sociale krav og for­vent­nin­ger til kønnet (2006: 72). Begærets retning anvendes som greb til at undersøge, hvordan begær og attrak­tion retter sig efter kroppens form og funktion, som tegn, og skaber den seksuelle maskuline og feminine køn­si­den­ti­tet (Søn­der­gaard, 2006).

Den aktive og passive seksualitet

På pen­sio­nerne er der nogle former for inter­ak­tio­ner, mellem de mandlige og kvin­de­lige beboere, som de ansatte anser som upassende. Der er en pæda­go­gisk opmærk­som­hed på, at mødet mellem mandlige og kvin­de­lige beboere kan skabe inter­ak­tio­ner med uønsket seksuel kontakt, og at man derfor må lave for­skel­lige pæda­go­gi­ske indsatser for at sørge for, at det ikke sker. En mandlig pædagog forklarer følgende om beboernes omgangsform:

Altså vi ved jo godt, at når vi har haft nogle unge piger, der kan man godt mærke, at vi har ret mange mænd, som har siddet inde i mange år, og som måske ikke har været i kvin­de­kon­takt i lang tid, så der kigger vi selv­føl­ge­lig på, hvem vi får ind…

Det maskuline begær beskrives her, som om det gennemgår en lineær vækst, der bliver større og større jo længere tid, de mandlige beboere har været afskærmet fra kvindelig kontakt. De mandlige beboere frem­stil­les dermed i højere grad end de kvin­de­lige beboere, styret af deres seksuelle drifter, som de er til­bø­je­lige til at handle på i form af seksuelle til­nær­mel­ser. De ansatte forstår beboernes hete­ro­seksu­elle ori­en­te­ring ved, at de mandlige beboeres begær er rettet mod de kvin­de­lige beboere, og her særligt de unge piger. Her forstås de kvin­de­lige beboere som kata­ly­sa­to­rer for de mandlige beboeres begær. En kvindelig ansat beskriver dertil, at de mandlige beboeres seksuelle adfærd kan ende i et misbrug af kvinder:

Det kan være misbrug af kvinder… Og man søger den ene kvinde efter den anden. Hvor man. Ja får sat nogle samtaler i gang… Ikke være bange for at sige ved du hvad, det er ikke i orden, at du ligger heroppe og knalder først den ene, og så den anden, så den tredje vel…

Mænd bliver her beskrevet som til­bø­je­lige til at have flere seksuelle partnere. Det pæda­go­gi­ske personale foretager en vurdering af mængden og forsøger at regulere den seksuelle adfærd gennem samtale. De mandlige beboere bliver således forstået som seksuelt aktive, mens man fra per­so­na­lets side prøver at admi­ni­strere og regulere hyp­pig­he­den af seksuelt samvær[3].

På pen­sio­nerne er kvinder en minoritet og mænd en majoritet. Det skaber fra per­so­na­lets side en opmærk­som­hed på, hvordan de kvin­de­lige beboere bliver behandlet, og hvordan de hurtigt kan blive objekt for uønskede til­nær­mel­ser og opmærk­som­hed fra de mandlige beboere. En soci­al­rå­d­gi­ver fortæller om en kvindelig beboers adfærd, som hun fandt upassende:

Hun sendte godt nok nogle sjove signaler ud, når man tænker på, at hun er omgivet af atten mænd igår. Hvor jeg sagde til hende, jamen prøv at høre her. Når du klæder dig sådan der. Når du sætter dig ned, og siger så’n der, eller sætter dig så’n her (den ansatte sætter sig med benene spredt væk fra hinanden). Så har du sendt et signal. Og du er omgivet af atten mænd, og jeg har ikke mulighed for at hjælpe, hvis det er på den måde. Du er nødt til at tænke over, hvad du sender ud i verden. Det er ikke kun, når du er her. Det er også, når du er udenfor her. Og hvis vi skal kunne hjælpe dig godt videre, så er vi nødt til at sætte gang i den her. Din adfærd. Altså den her adfærds­re­gu­le­ring. Have snakken. Hele tiden spejle. Hele tiden okay, det er ikke sådan her, vi gør.

Ja, man skal passe på sig selv og være bevidst om, hvad det er, man sender ud. Og det er jo ikke kun som kvinde, men det er så der, man har den snak, for mænd gør som regel ikke så’n.

I citatet bliver den kvin­de­lige beboer stillet til ansvar for, hvad hendes kropslige fremto­ning kan få de mandlige beboere til at gøre.  Det bliver her gjort til kvin­der­nes ansvar, om de bliver foru­lem­pet og seksuelt krænket. På trods af, at det er de mandlige beboere, der beskrives som seksuelt til­nær­mende, er det de kvin­de­lige beboere, som skal ændre deres seksuelt til­træk­kende adfærd. Samtidig har de mandlige beboeres begær en inten­si­tet, som per­so­na­let ikke har kapacitet til at styre på andre måder, end at adfærds­re­gu­lere kvinderne. Per­so­na­let er så at sige blevet over­man­det af inten­si­te­ten af de mandlige beboeres begær. De kvin­de­lige beboeres seksuelle identitet skabes her gennem hånd­te­rin­gen af den seksuelle objek­ti­ve­ring, som de udsættes for af de mandlige beboere. Det pæda­go­gi­ske personale håndterer situ­a­tio­nen ved at regulere de kvin­de­lige beboeres adfærd, så den ikke frem­træ­der seksuelt ind­by­dende. Regu­le­rin­gen af de kvin­de­lige beboeres seksu­a­li­tet, sker således allerede ved en regu­le­ring af den seksuelle fremtoning.

Inter­ak­tio­nerne mellem kvin­de­lige og mandlige beboere, eksi­ste­rer i en passiv og aktiv posi­tio­ne­ring. Mændenes begær der er svært for per­so­na­let at håndtere, dikterer ikke kun samvær­s­for­men beboerne imellem, men også den pæda­go­gi­ske linje, som per­so­na­let har. Per­so­na­let stiller kvinderne til ansvar for seksuelle til­nær­mel­ser fra mændene samtidig med, at de forsøger at kon­trol­lere situ­a­tio­nen ved at regulere kvin­der­nes adfærd således, at de ikke ophidser mændene. Denne regu­le­ring frem­sæt­ter en seksu­al­for­stå­else, hvor de kvin­de­lige beboeres seksu­a­li­tet skal komme til udtryk gennem pas­si­vi­tet, da de ikke aktivt må udtrykke seksu­a­li­tet i frygt for at aktivere de mandlige beboeres seksuelle til­nær­mende adfærd. Kvin­der­nes mulig­heds­rum for at udtrykke deres seksu­a­li­tet er derfor dikteret af de mandlige beboeres begær og seksuelle adfærd. De pæda­go­gi­ske regu­le­rin­ger der er rettet mod de kvin­de­lige beboere, i forhold til ikke at virke seksuelt attrak­tive, giver samtidig plads til den maskuline seksuelle til­nær­mende aktive adfærd. De pæda­go­gisk regu­le­rende hand­lin­ger frem­sæt­ter dermed en feminin og maskulin seksu­al­for­stå­else, hvor de mandlige beboere bliver gjort til de aktive, og de kvin­de­lige beboere bliver gjort til de passive.

Seksu­a­li­tet som sty­rings­red­skab – skal kvinder skærmes?

Udover adfærds­re­gu­le­ring, reguleres mulig­heds­um­met for de kvin­de­lige beboeres seksu­a­li­tet gennem det, der beskrives som afskærm­ning. En mandlig pædagog fortæller:

Så der kigger vi selv­føl­ge­lig på, hvem vi får ind, og om den her pige, kvinde, skal beskyttes på en eller anden måde i forhold til at blive afskåret eller afskærmet… Og kvinderne (de kvin­de­lige beboere) kigger vi på, hvad for en type kvinde vi får ind i huset, om det ligesom er en, der kan sige fra selv, eller en der har brug for hjælp til, at vi siger fra for hende.

Her bliver det gjort afgørende, om den kvin­de­lige beboer kan beskytte sig selv og sige fra. De ansatte vurderer, om den indi­vi­du­elle kvinde er fysisk og verbal stærk til selv at sige fra overfor uønskede seksuelle til­nær­mel­ser fra de mandlige beboere. Hvis det ikke er tilfældet, tager de afskærm­ning i brug som en måde at skabe sikkerhed for kvinderne på. Der arbejdes derfor pæda­go­gisk med en inddeling af kvinderne som nogen, der enten kan eller ikke kan sige fra, hvilket gøres til et selv­stæn­dig­heds­kri­te­rie for de kvin­de­lige beboere. Der eksi­ste­rer her­i­gen­nem en for­stå­else af, at kvinder skal reguleres og skærmes, og det er på trods af, at det er kvinderne, der bliver stillet i en udsat position i denne sam­men­hæng. Der bliver her ikke rettet ind på de mandlige beboeres adfærd, ” Mændene de er jo bare ik, blandet mandfolk”. Det bliver gjort til noget selv­føl­ge­ligt, at mænd reagerer på deres drifter og anerkendt, at det er en mands­do­mi­ne­ret kultur, der eksi­ste­rer på pen­sio­nerne. Det synes derfor for­ven­te­ligt for pædagogen, at nogle af de mandlige indsatte kan have seksuelt krænkende adfærd, og det derfor er nød­ven­digt at beskytte de kvin­de­lige beboere ved at afskærme dem. De ansattes seksu­a­li­tets­for­stå­el­ser har betydning for indret­nin­gen af den pæda­go­gi­ske praksis, hvor den kvin­de­lige krop beskrives, som var den per defi­ni­tion seksuel for det mandlige blik.  Den pæda­go­gi­ske respons bliver at skærme kvinderne for uønsket adfærd og således regulere det poten­ti­elle offers handlings- og mulighedsrum.

I den pæda­go­gi­ske praksis har man en større til­bø­je­lig­hed til at forflytte og regulere de kvin­de­lige beboere end de mandlige. Afskærm­ning og for­flyt­telse af de kvin­de­lige beboere favo­ri­se­rer det mandlige køns handlings- og udfol­del­ses­mu­lig­he­der samtidig med, at det begrænser det kvin­de­lige køn og reducerer den kvin­de­lige seksu­a­li­tet til noget, der hoved­sa­ge­ligt bliver aktiveret i mandens objek­ti­ve­ring af kvinden. Der synes ikke, at være rum til de kvin­de­lige beboeres seksuelle udfol­delse, hvis altså de ikke spiller med på de maskuline præmisser. Alt imens resul­te­rer udfol­del­sen af mændenes seksu­a­li­tet i en regu­le­ring af kvin­der­nes mulig­heds­rum. Den insti­tu­tio­nelle kul­ti­ve­ring af denne spe­ci­fikke måde at udfolde maskulin og feminin seksu­a­li­tet skaber altså både et behov, men også et anlæg for at instal­lere et sty­rings­red­skab, som indretter de kvin­de­lige kroppes fysiske mulig­he­der, og som bliver afgørende for den pæda­go­gi­ske praksis’ orga­ni­se­ring (afskærm­ning) af rummet. Seksu­a­li­te­ten fungerer dermed som sty­rings­red­skab, som en magtfuld mekanisme, der styrer og indretter kroppene.

Denne seksuelle afskærm­ning ratio­na­li­se­res gennem en sik­ker­heds­mæs­sig for­an­stalt­ning: ”… så får hun måske tildelt et værelse, som er tæt på kontoret, så vi hele tiden kan høre, hvad der foregår foran hendes dør, hvis der skulle være sådan noget.De ansatte posi­tio­ne­res i en beskyt­tende rolle, da de kvin­de­lige beboere anses som mulige ofre for de mandlige beboeres uønskede seksuelle til­nær­mel­ser. Dette på trods af, at de ansatte beskriver de kvin­de­lige beboeres for­bry­del­ser som betydelig farligere end de mandlige beboeres. De kvin­de­lige beboere har her primært domme inden for drab eller drabs­for­søg, hvor de mandlige beboeres domme er relateret til narkotika. Alligevel er det de kvin­de­lige beboere, som falder inden for en beskyt­tel­ses­lo­gik og som værende det køn, der skal passes på.

Det er ikke kun de ansatte, der skal stå for denne beskyt­telse af de kvin­de­lige beboere, som en kvindelig ansat soci­al­rå­d­gi­ver udtrykker:

Nej, men altså det er jo sådan en ting, som vi er opmærk­somme på, om der kunne opstå nogle ting. Nu hende, vi har boende nu, er jo kærester med en her, og de bor lige dør om dør, så der er ikke så meget der. Men der har været tidligere, hvor så er der måske nogle mænd, som bliver lidt mere inter­es­se­rede, så det er selv­føl­ge­lig noget, som vi er opmærk­somme på…

De ansattes beskyt­ter­po­si­tion over­dra­ges, hvis den kvin­de­lige beboer har en mandlig kæreste på insti­tu­tio­nen, som kan overtage de ansattes beskyt­ter­rolle. De mandlige beboeres seksuelle til­nær­mende adfærd skaber mulighed for, at de mandlige beboere også kan indtage en beskyt­ter­rolle. Som mandlig kæreste på pensionen, må man derfor indtage en rolle som beskytter, grundet de andre mandlige beboeres poten­ti­elt krænkende adfærd. At være en beskytter for seksuelle til­nær­mel­ser kan fre­m­a­na­ly­se­res som tegn, der over­dra­ges til den maskuline identitet. Den maskuline seksu­a­li­tets­for­stå­else frem­sæt­tes gennem to yder­punk­ter, krænkeren og beskyt­te­ren. Ifølge de ansatte findes der en mulighed for kvinderne i at skabe sikkerhed for sig selv, hvis de knytter sig via en kær­lig­heds­re­la­tion til en mandlig beboer.

En beskyt­tel­ses­lo­gik

På pen­sio­nerne findes der for­skel­lige måder for beboerne at skabe personlig sikkerhed på. For de mandlige beboere beskrives det at være stor og stærk som en måde at skabe mulighed for selv­for­valt­ning på, og som en måde ligefrem at ”… overleve i den her verden”, som en kvindelig ansat beskriver. Denne dyrkelse af at være stor og stærk kan ses som en beskyt­tel­ses­stra­tegi, der bliver aktiveret grundet det kri­mi­nelle miljø. Det at ville være stor og stær kan ikke ses hos de kvin­de­lige beboere, som en kvindelig ansat ytrer: Jeg vil sige, det er sådan en mandeting med store muskler…”. Tegnene at være ’stor’ og ’stærk’ klistres til den maskuline køns­per­for­mance og bliver køns­be­stemt. En adfærd som en kvindelig ansat soci­al­rå­d­gi­ver ønsker at gøre op med, da hun ser dette som tegn på en aggressiv kriminel adfærd:

Jamen mange vil gerne sende et signal om, jamen du skal ikke komme i nærheden af mig, jeg kan godt banke dig… Hvorfor skal jeg gå rundt og være bange for dig? Nårh ik’. Så sætter man lige noget i gang der, hvorfor er det lige, at det er fedt, at nogle skal være bange for mig. Ja, gå du op og tænk lidt over det (griner).

Maskuli­ni­tet knytter sig til styrke som tegn, som de ansatte forsøger at regulere, da de modsat de mandlige beboere ikke ser det at være stor og stærk som legitim beskyt­tel­ses­stra­tegi, men som fare­tru­ende adfærd. I oven­stå­ende citat er det under­for­stået, at de mandlige beboere gerne vil beskytte sig selv for andre mandlige beboere.

Per­spek­ti­ve­ring til køns­op­delt afsoning

I dette afsnit vil jeg per­spek­ti­vere til de politiske argu­men­ter og bevæg­grunde for køns­op­de­ling inden for Kri­mi­nal­forsor­gen, ved at holde mine ana­ly­ti­ske resul­ta­ter op imod disse. Jeg vil således diskutere argu­men­terne for og imod køns­op­de­ling, og overveje om køns­op­delt afsoning kan levere fore­byg­gelse af kon­flik­ter og sikre trygge miljøer for de kvin­de­lige indsatte. 

Som tidligere nævnt, kom køns­op­delt afsoning på tale efter, at ombuds­man­den i 2005 aflagde en rapport om hans besøg tilbage i 2004. Her fremlagde han hvordan, at de kvin­de­lige indsatte bliver udsat for seksuel krænkende adfærd i fængs­lerne, som går hen i det skjulte, da de kvin­de­lige indsatte ikke tør fortælle de ansatte om epi­so­derne, grundet en frygt for repres­sa­lier [4]. Men den egentlige hyppighed af udnyt­tel­ses­si­tu­a­tio­ner, seksuelle kræn­kel­ser eller voldtægt i Kri­mi­nal­forsor­gens regi vides ikke. Bo Kielstrup, Enheds­le­der i Kri­mi­nal­forsor­gens Sta­ti­sti­kaf­de­ling, som jeg har været i løbende kontakt med, kunne meddele, at der desværre ikke var foretaget regi­stre­ring af over seksuelle kræn­kel­ser og voldtægt. Rigs­po­li­tiet og Ankla­ge­myn­dig­he­den havde heller ikke sta­ti­stik­ker om dette. Der findes derfor ingen indi­ka­tion for hyppigheden.

Under­sø­gel­sen ”Per­spek­ti­ver på kvinders dagligdag i danske fængsler”, udar­bej­det af Mat­hi­as­sen, der blev finan­si­e­ret af Direk­to­ra­tet for Kri­mi­nal­forsor­gen, er sidenhen blevet brugt som videns­grund­lag i politisk sam­men­hæng, for at argu­men­tere for køns­op­delt afsoning. Under­sø­gel­sen retter en kritik mod køns­blan­dede fængsler og særligt fængs­ler­nes manglende imø­de­kom­melse af de kvin­de­lige indsattes behov. Mat­hi­as­sen anfægter hvordan det at skærme kvinderne fra de mandlige indsatte, ikke kan ses som en løs­nings­mo­del (Mat­hi­as­sen, 2011;130). Mat­hi­as­sen mener, at Kri­mi­nal­forsor­gen burde skabe et kvin­de­fæl­les­skab for de kvin­de­lige indsatte, hvor det ville være muligt kun at fokusere på de indsatte kvinders behov, f.eks. i form af et kvin­de­fængsel.  Dog rejses en kritik fra nogle kvin­de­lige indsatte, som frabeder sig et kvin­de­fængsel af bl.a. frygt for kon­flik­ter blandt de kvin­de­lige indsatte imellem (Mathiasen, 2011; 54, 103 – 105).

Man kan argu­men­tere for, at opret­tel­sen af Jyderup kvin­de­fængsel er et brud på nor­ma­li­se­ring­s­tan­ken, som kri­mi­nal­forsor­gen arbejder ud fra. Nor­ma­li­se­ring­s­tan­kens grund­læg­gende præmis er, at afso­nin­gen skal ligne det ’almin­de­lige’ samfund så meget som muligt [5]. Ved at køns­op­dele afsoning for­år­sa­ger man et brud med dette ideal bl.a. ved, at kvin­de­lige og mandlige afsoner ikke kan skabe sociale rela­tio­ner til hinanden, og indgå i pla­to­ni­ske rela­tio­ner, såvel som kære­ste­re­la­tio­ner. Man kan ifølge min analyse dog sætte spørgsmål ved, om udslus­nings­prak­sis­sen lever op til nor­ma­li­se­ring­s­tan­ken, da seksu­a­li­tets- og kønsprak­sis­serne stiller kvin­de­lige indsatte i en stærkt udsat position.  Jeg har f.eks. vist hvordan de mandlige og kvin­de­lige beboere på pen­sio­nerne indgår i et magt­for­hold, hvor for­skel­lige beskyt­tel­ses­stra­te­gier bliver en nød­ven­dig­hed grundet deres udsatte position.

Af oven­nævnte argu­men­ter for køns­op­de­ling, kan det anfægtes om 1. den manglende statistik af seksuelle kræn­kel­ser i Kri­mi­nal­forsor­gen, gør det svært at holde Kri­mi­nal­forsor­gen som insti­tu­tion samt dets fag­per­so­nale ansvar­lige for den over­grebs­kul­tur, som de er med til at (re)producere. Statiske under­sø­gel­ser, ville kunne belyse hyp­pig­he­den af overgreb og kræn­kel­ser inden for Kri­mi­nal­forsor­gen, men også mindske stigma relateret til sex­for­bry­del­ser i fængslet. Det ville muligvis give de kvin­de­lige indsatte legi­ti­mi­tet til at udtale sig om sex­for­bry­del­ser begået imod dem samt mindske deres frygt for repres­sa­lier. 2. om en adskil­lelse af kønnene imellem, vil ændre i de indsatte og ansattes seksuelle- og køns­spe­ci­fikke for­stå­el­ser, eller om de vil videre­fø­res, og i stedet føre til en eska­le­ring af vold og seksuelle overgreb mod samme køn. Uanset om køns­op­delte fængsler vil løse problemet af sex­for­bry­del­ser, begået af mænd mod kvinder, eller skabe en eska­le­ring af vold kvinder mod kvinder, har jeg kunne vise, at pen­sio­nerne for­an­stal­ter en køns- og seksu­a­li­tets­prak­sis, der stiller kvinder i udsatte posi­tio­ner. Udslus­nings­prak­sis­sen vil uanset stadig være køns­blan­det, og det synes derfor relevant at have en øget opmærk­som­hed i den pæda­go­gi­ske praksis på hvilke køns­struk­tu­rer og ‑mønstre, man som insti­tu­tion og ansat er med til at (re)producere for de indsatte under udslus­nin­gen, så vel som afso­nin­gen, samt at vurdere om man mener, at disse prak­sis­ser over­hol­der nor­ma­li­se­ring­s­tan­ke­gan­gen, som den insti­tu­tio­nelle praksis er baseret på.

Sam­men­fat­ning

I denne artikel har jeg undersøgt, hvordan køns­rol­ler og seksu­a­li­tet bliver kon­stru­e­ret og har betydning for det pæda­go­gi­ske arbejde i Kri­mi­nal­forsor­gens udslus­nings­prak­sis. Jeg har undersøgt hvordan, at seksu­a­li­tet fungerer som produktiv kraft, og at den bruges i pædagogik til at indrette de sociale krav og for­vent­nin­ger, der tillægges kønnene. Seksu­a­li­tet og måden den pæda­go­gisk bliver brugt på, bliver kon­stru­e­rende og mulig­heds­be­stem­mende for køn­si­den­ti­te­terne. Seksu­a­li­tet fungerer af denne grund som sty­rings­red­skab, der bliver aktu­a­li­se­ret gennem beskyt­tel­ses­lo­gik­ker. Mine analyser har vist, at den mandlige seksuelle identitet bliver kon­stru­e­ret ud fra et begær til de kvin­de­lige beboere, og mændene bliver anset som værende i højere grad styret af deres seksuelle drifter.Den feminine seksu­a­li­tet kon­stru­e­res derimod ved en seksuel objek­ti­ve­ring fra de mandlige beboere. Der opstår her en dynamik mellem kønnene, hvor manden er den aktive, mens kvinden er den passive. Det pæda­go­gi­ske per­so­na­les hånd­te­ring af mødet mellem de to køn resul­te­rer i, at de mandlige beboeres begær dikterer den sociale situation. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at de kvin­de­lige beboere bliver adfærds­re­gu­le­ret af det pæda­go­gi­ske personale. Dette for at afværge en seksuel krænkende adfærd fra de mandlige beboere og dermed sikre de kvin­de­lige beboer en seksuel tryghed. Kvinderne bliver således stillet til ansvar for deres men også mændenes adfærd, da det er kvinderne, der må adfærds­re­gu­lere sig selv for ikke at opildne mændenes begær. Ligesom det pæda­go­gi­ske personale gerne adfærds­re­gu­le­rer kvinderne men ikke mændene, sikres de kvin­de­lige beboeres sikkerhed ved at afskærme og flytte deres bolig til spe­ci­fikke steder på pensionen, hvor de er tættere på personale, og derfor er mere under opsyn/i sikkerhed. Desuden kan de ansattes beskyt­ter­rolle over­dra­ges til en mandlig beboer, hvis den kvin­de­lige og mandlige beboer har en kære­ste­re­la­tion. Denne relation kan således forstås, som for­an­stal­tet på baggrund af kvindens udsatte situation på pensionen. Ifølge de ansatte kan kvinderne således beskytte sig selv ved at admi­ni­strere deres adfærd samt få mere direkte beskyt­telse fra per­so­na­let eller en mandlig kæreste. Den pæda­go­gi­ske praksis udviser større til­bø­je­lig­hed til at afskærme og regulere de kvin­de­lige beboere end de mandlige, og favo­ri­se­rer dermed det mandlige køns handlings- og mulig­heds­rum samtidig med, at det kvin­de­lige køns begrænses.

Jeg har i denne artikel vist hvordan, at de mandlige og kvin­de­lige beboere på pensionen indgår i en mag­t­re­la­tion, hvor for­skel­lige beskyt­tel­ses­stra­te­gier anvendes. Mat­hi­as­sen har i sin under­sø­gelse vist hvordan, at især de kvin­de­lige indsatte bliver krænket seksuelt i de danske fængsler. Grundet en manglende sta­ti­stisk viden om seksuelle overgreb i Kri­mi­nal­forsor­gen er det dog uvist i hvor høj en grad, dette eksi­ste­rer, hvilket gør det svært at holde nogle ansvar­lige.  Opret­tel­sen af Jyderup kvin­de­fængsel, kan ses som værende i strid med nor­ma­li­se­ring­s­tan­ken, og fratage beboerne mulighed for sociale rela­tio­ner på tværs af kønnene. Dog har jeg gennem min artikel vist hvordan, at disse rela­tio­ner eksi­ste­rer i et magt­for­hold. Pen­sio­nerne og den kultur, som de ansatte medvirker til at (re)producere, kan ikke sam­men­lig­nes med den kultur der eksi­ste­rer i det omkring­lig­gende samfund. Som fagperson kunne man på pen­sio­nerne, alter­na­tivt stille skarpere ind på de seksuelle til­nær­mel­ser, og udfordre de ste­reo­type kønnede seksu­a­li­tets­for­stå­el­ser, hvilket ville kunne føre til en anden måde at orga­ni­sere den pæda­go­gi­ske praksis og ville kunne åbne op for andre være- og handlemåder. 

Refe­ren­ce­li­ste

Butler, Judith: Gender trouble. Routledge, New York, 2006.
Hansen, Nanna Koch: Muren af tillid – Far, mor & børn i Kri­mi­nal­forsor­gens Fami­lie­hus, Køben­havns Uni­ver­si­tet, 2011.
Hansen, Nanna Koch: Opdra­gelse til løsla­delse – Desta­bi­li­se­rende læsninger af Kri­mi­nal­forsor­gens udslus­nings­prak­sis, Køben­havns Uni­ver­si­tet, 2017.
Mat­hi­as­ssen, Charlotte: Per­spek­ti­ver på kvinders dagligdag i danske fængsler, Aarhus Uni­ver­si­tet, 2011.
McGuinn, Stephan C: Reentry, Desi­stance, and the Respon­si­bi­lity of the State: Let them Back in,
Bingley: Emerald Publis­hing Limited, 2018.
Järvinen; Mar­ga­retha & Mik-Meyer; Nanna: Kva­li­ta­tive metoder i et inter­ak­tio­ni­stisk per­spek­tiv. For­fat­terne og Hans Reitzels Forlag, 2005, 1. udgave, 4. oplag.
Søn­der­gaard, Dorte Marie: Post­struc­tu­ral appro­a­ches to empirical analysis, inter­na­tio­nal Journal of Qua­li­ta­tive Studies in Education, 15:2, 187 – 204, 2002.
Søn­der­gaard, Dorte Marie: Tegnet på kroppen. Køn: Koder og kon­struk­tio­ner blandt unge voksne i akademia. Museum Tuscu­la­nums Forlag, Køben­havns Uni­ver­si­tet, 2006, 3. oplag.
Wong, Jennifer S; Bouchard, Jessica; Gushue, Kelsey; Lee, Chelsey: Halfway Out: An Exa­mi­na­tion of the Effects of Halfway Houses on Criminal Reci­di­vism I Inter­na­tio­nal journal of offender therapy and com­pa­ra­tive cri­mi­no­logy, 2019-05, Vol63(7), p.1018 – 1037, Los Angeles, CA: SAGE Publi­ca­tions, 2019.
Öster, Peter: Intervju med tre boende på ett halvvägs­hus som avslut­ning på straff och deras upple­vel­ser av att kunna påverka sin situation, Stockholm Uni­ver­si­tet, 2008.

Kri­mi­nal­forsor­gen: http://​krim​.dk/​u​n​d​e​r​s​i​d​e​r​/​s​t​r​a​f​f​u​l​d​b​y​r​d​e​l​s​e​/​k​o​m​m​e​n​t​a​rer-enkelte-bestemmelser/principprogram-kri­mi­nal­forso­gen-1998.pdf, 21/05 – 2022.

KVINFO: https://​kvinfo​.dk/et-aar-efter-sofie-linde-satte-gang-i-metoo-det-gaar-fremad-men-vihttps://​kvinfo​.dk/​e​t​ – ​a​a​r​ – ​e​f​t​e​r​ – ​s​o​f​i​e​ – ​l​i​n​d​e​ – ​s​a​t​t​e​ – ​g​a​n​g​ – ​i​ – ​m​e​t​o​o​ – ​d​e​t​ – ​g​a​a​r​ – ​f​r​e​m​a​d​ – ​m​e​n​ – ​v​i​ – ​h​a​r​ – ​i​k​k​e​ – ​a​l​l​e​ – ​m​e​d​ – ​e​n​d​nu/har-ikke-alle-med-endnu/, 26/05 – 2022.

Fol­ke­tin­gets Ombuds­mand: https://​www​.ombuds​man​den​.dk/​f​i​n​d​v​i​d​e​n​/​f​o​b​ – ​a​r​t​i​k​l​e​r​/​k​v​i​n​d​e​r​_​i​_​f​a​e​n​g​s​el/, 28/8 – 2022


[1] https://​www​.ombuds​man​den​.dk/​f​i​n​d​v​i​d​e​n​/​f​o​b​ – ​a​r​t​i​k​l​e​r​/​k​v​i​n​d​e​r​_​i​_​f​a​e​n​g​s​el/

[2] De øvrige infor­man­ter (1 ansat og 4 beboere) har ikke ønsket, og dermed ikke givet samtykke til, at deres inter­views indgik i denne artikel.

[3] De omtalte mandlige beboeres seksuelle samvær er her med kvinder, som ikke er afsonere, men som kommer på besøg udefra.

[4] https://​www​.ombuds​man​den​.dk/​f​i​n​d​v​i​d​e​n​/​f​o​b​ – ​a​r​t​i​k​l​e​r​/​k​v​i​n​d​e​r​_​i​_​f​a​e​n​g​s​el/

[5] http://​krim​.dk/​u​n​d​e​r​s​i​d​e​r​/​s​t​r​a​f​f​u​l​d​b​y​r​d​e​l​s​e​/​k​o​m​m​e​n​t​a​r​e​r​ – ​e​n​k​e​l​t​e​ – ​b​e​s​t​e​m​m​e​l​s​e​r​/​p​r​i​n​c​i​p​p​r​o​g​r​a​m​ – ​k​r​i​m​i​n​a​l​f​o​r​s​o​g​e​n​ – ​1​9​9​8​.​pdf