Den seksualpolitiske kamp gennem det 20. århundrede har på mange måder været en kamp mellem lyst, tabu, grænser og menneskeret (Korsgaard, 2014). De seneste års #metoo-bølger kan siges at have revitaliseret og intensiveret diskussionen om seksualitet, lyst og grænser.
Men hvordan adresseres og håndteres disse diskussioner i det pædagogiske praksisfelt – og hvilke spørgsmål om seksualitetens plads i pædagogisk arbejde rejser de? Hvordan og i hvilken udstrækning indgår seksualitet som perspektiv i pædagogisk professionalisme og praksis? Hvilke seksualpolitiske kampe udspiller sig i og om det pædagogiske praksisfelt?
I en national kortlægning af daginstitutioners håndtering af børns seksualitet fra 2017 dokumenteres det, at over halvdelen af de adspurgte ledere og pædagoger i daginstitutioner ikke arbejder målrettet med ”børns trivsel i forhold til seksualitet” (Sex & Samfund, 2017, s. 5), men langt størstedelen føler sig fagligt klædt på til opgaven. Samtidig bekræfter halvdelen af de adspurgte, at der er indført retningslinjer med henblik på ”at forebygge seksuelle overgreb på børn og undgå mistanker mod det pædagogiske personale” (Sex & Samfund, 2017, s. 6). I den nye styrkede pædagogiske læreplan (Børne- og Socialministeriet, 2018) er der et helt læreplanstema dedikeret til krop, sanser og bevægelse. Intet sted står der noget nævnt om børns seksualitet eller seksuelle lege, selvom der lægges op til at arbejde med børnenes ”kropslige fornemmelser”.
Siden 1970 har seksualundervisning været obligatorisk i den danske folkeskole, men forskningen dokumenterer en meget forskelligartet praksis fra skole til skole (Roien et al., 2018, s. 7). Samtidig udgør seksualundervisning ikke et selvstændigt fag på læreruddannelsen og er timeløst forankret i folkeskolens curriculum. I dette vakuum har diverse seksualpolitiske organisationer som fx Sex & Samfund, LGBT+ Danmark, samt Ungdomsringens Sexualisterne budt sig til med undervisningsmaterialer og oplysningskampagner.
I starten af 2022 bebudede den siddende undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, at Regeringen ville afsætte to millioner kroner til at udbrede seksualundervisning på landets ungdomsuddannelser med henvisning til Sex & Samfunds Uge Sex-kampagne[1]. Og i 2020 tog en gruppe universitetsansatte initiativ til at indsamle vidnesbyrd om oplevet sexisme og seksuelle krænkelser på landets videregående uddannelsesinstitutioner (Einersen et al., 2021).
Hvor der i ovenstående umiddelbart tegnes et billede af en øget – omend fragmenteret – seksualpolitisk opmærksomhed på den seksuelle dimension af uddannelsessystemet, er der samtidig forskning, der peger på udbredt fortielse af seksuelle krænkelser og sexistisk chikane i pædagogisk velfærds- og omsorgsarbejde (Krøjer et al., 2014; Nielsen et al., 2017) samt kulturelt båret tabuisering og normer (Frederiksen, 2020; Lohse et al., 1999). I forlængelse heraf synes det værd at overveje, hvilken plads seksualitet og seksuelle rettigheder har i den pædagogiske professionsetik og velfærdsarbejdets omsorgsetik (Pedersen & Hansen, 2020).
Bidragene i dette temanummer beskæftiger sig med mange forskellige genstandsfelter for pædagogiske og seksualpolitiske interventioner: Fra ungdomsklub til natklub, fra produktionsskolens værksteder til Kriminalforsorgens udslusningspensioner, fra den sociale online platform OnlyFans til cafeen i indre by, hvor byttedates finder sted. Som altid ved temanumre hvor vi åbent inviterer til artikelforslag, er der et element af både tilfældighed og ’tidsånd’ i genstandsfelter og tilgange. I et seksualpolitisk perspektiv er det dog også værd at bemærke mulige genstandsfelter for pædagogiseret seksualpolitik, som ikke er repræsenteret i dette temanummer som fx krisecentre for mennesker udsat for seksualiseret vold, daginstitutioner, bosteder for udviklingshæmmede, plejehjem eller lukkede fængsler og seksualoplysning for yngre børn.
I dette temanummer åbner vi således vinduet til tre perspektiver på seksualitet og seksualpolitiske brydninger i pædagogiske praksisfelter. Det første perspektiv adresserer seksualitetens normer og kulturelle scripts i ungdomspædagogiske praksisfelter. Det andet perspektiv sætter fokus på pædagogiske grænsedragninger i spændingsfeltet mellem frihed og beskyttelse i seksuelle relationer. Det tredje og sidste perspektiv kalder på en gentænkning af seksualpolitiske værdier og pædagogiske interventioner, når unges seksualitet indgår i transaktioner og selviscenesættelser på markedsvilkår.
Perspektiv 1: Normer og kulturelle scripts
I dette temanummers første to bidrag præsenteres læseren for etnografiske nærbilleder af unges forhandlinger om seksuel(t) og seksualiseret sprog, køn, krop og identitet i ungdomspædagogiske institutionskontekster, hvilket fremkalder pædagogiske perspektiver på de normer og kulturelle scripts, som hersker blandt de unge og opretholdes, udfordres, søges tæmmet eller negligeres af det tilstedeværende pædagogiske personale.
Under overskriften ”Kæmpe røv og fucking Gud, er du dum?” og ved hjælp af tematiserede empiriske noter tager Sara Marie Sandfær, Mia Azzopardi og Jacob Graack os på en tur gennem aftener i ungdomsklubben, som er præget høj-intensive udvekslinger af heteronormativt seksualiseret sprogbrug, og hvor pædagogerne veksler mellem at være ”ung-med-de-unge”, tolerancepædagogik og forsigtige irettesættelser af homofobi. Vi præsenteres også for pædagogers famlen efter ”forklaringer” på, hvorfor nogle de unge ikke performer heteroseksualitet og en tvivlen om, hvor grænsen går for at dele personlige seksuelle erfaringer med de unge. Forfatterne bruger disse fortættede snapshots af hverdagslivet i ungdomsklubben til at invitere læseren ind i normkritiske overvejelser over pædagogens meddelagtighed i reproduktionen af heteronormativitet og chauvinistiske seksualnormer, som muligvis efterlader nogen med en dårlig smag i munden og andre på randen af fællesskabet. Afslutningsvis opfordrer Sandfær, Azzopardi og Graack til et øget fokus på klubpædagogisk arbejde med unges seksuelle dannelse gennem normkritisk nysgerrig undersøgelse af de herskende seksual-normers stereotypificerende og diskriminerende effekter.
På lignende vis identificerer Nana Ernst Toldam i artiklen Køn, krop og seksualitet til forhandling på en produktionsskole, hvordan de unge produktionsskoleelever forhandler om passende udlægninger af tilgængelige kulturelle scripts for legitim maskulin og feminin adfærd i værkstedet (offline) såvel som på Instagram (online). Ved at lade disse forhandlingers konflikter mellem drenge og piger udfolde sig bliver det muligt for Toldam at vise, hvordan empirien fra det etnografiske feltarbejde bekræfter den eksisterende forskning i at køns‑, klassebestemte og heteroseksuelle diskurser modulerer de unges oplevelser og udtryk af krop og seksualitet. Imidlertid peger Toldam på, at værkstedet og Instagram gør det muligt for de unge at eksperimentere med kropslige og seksuelt konnoterede kønsudtryk, som de unge finder svært at performe udenfor disse to rum. Det er netop på baggrund af dette forandringspotentiale, at Toldam opfordrer til en styrket pædagogisk indsats på ungdomsuddannelserne, der kan støtte de unges seksuelle og kønslige refleksioner, eksperimenteren samt gensidige forståelse.
Perspektiv 2: Begrænsning, frihed og beskyttelse
Pædagogiske reguleringer af begær og begærsudlevelse er i fokus i temanummerets andet perspektiv. I artiklen ”Kompromisløsagtig natklubpædagogik – Safer space-ambassadørers seksualpolitiske praksis og polære meningsproduktion” introducerer Adam Gilbert Jespersen det, han benævner en natklubpædagogik, hvor såkaldte safer space-ambassadører medvirker til at skabe tryggere rum, og forebygge og håndtere seksuelle krænkelser i en sex-positiv og queer-orienteret technoklub i København. Terminologien safer space anvendes i anerkendelse af, at intet space er safe. Formålet med det pædagogiske arbejde er derfor at gøre et sex-positivt miljø safer. Dette tryggere rum skal ikke give tryghed fra, men tryghed til at udleve seksuelle aktiviteter, som man lyster. Den frie(-re) udfoldelse sker dog i et rum, der også struktureres af det sociale princip om samtykke før fysisk og psykisk handlen. En central pointe i ambassadørernes praksis er ikke på forhånd at antage, hvad folk ønsker – herunder om de har brug for hjælp i en given situation – men snarere at tale med den udsatte, også om hvad vedkommende ønsker, der skal ske.
Anderledes forholder det sig i en udslusningspraksis under Kriminalforsorgen. Hvor flere års opmærksomhed på kvinders udsathed for seksuelle krænkelser under afsoning har resulteret i åbningen af Jyderup Kvindefængsel, er Kriminalforsorgens udslusningspensioner fortsat kønsblandet. Sofie-Mathilde Aniella Jandrup spørger i temanummerets fjerde artikel ”Seksualitetens betydning for organiseringen af den pædagogiske praksis i Kriminalforsorgens pensioner – beskyttelse og regulering i udslusningspraksissen” om også en kønsopdelt udslusning kan være nødvendig for at sikre mod seksuelt krænkende adfærd. Gennem undersøgelser af personalets forestillinger om de indsattes køn og seksualitet, problematiseres det, hvordan traditionelle konstruktioner af maskuline og feminine begærsformer får betydning for organiseringen af pædagogisk(e) praksis og anvisninger. De traditionelle kønnede forestillinger om mænd og kvinders begær er udspændt mellem den aktive maskuline seksualitet og den passive feminine seksualitet; en maskulin seksualitet, der skal reguleres, og en feminin seksualitet, der skal beskyttes.
Hvor natklubben som arena for udlevelse af mangfoldigt begær giver anledning til komplekse overvejelser om frihed til at være den man er og begrænsning af denne frihed, hvis andre deltagere føler sig krænkede, problematiseres både maskuline og feminine udlevelser af begær i udslusningspensionen med henvisning til de potentielle krænkelser af kvinder, der kan være konsekvens af disse udlevelser. Med lån fra den skitserede natklubpædagogik, kan man sige, at de ansatte i udslusningspensionerne udøver paternalistisk omsorg, som kortslutter samtykkeprincippet og derigennem umyndiggør de indsatte ved at antage, at de ønsker hjælp.
Perspektiv 3: Arbejdsmarked og at være sit eget produkt i et seksualpolitisk perspektiv
I temanummerets tredje perspektiv kredses om de grænsefelter og gråzoner, der viser sig, når unges seksualitet indgår i transaktioner og selviscenesættelser på markedsvilkår. Afsættet for artiklen ”Debatten om OnlyFans – En kampplads for den seksuelle og digitale dannelse” af Emma Dybdal Andersen og Sara Wienke Christiansen, er den heftige offentlige debat som fulgte i kølvandet på lanceringen af den digitale medieplatform OnlyFans, hvis content i overvejende grad er seksualiseret. Gennem diskursanalyser af medieindlæg i den offentlige debat om OnlyFans identificeres tre divergerende diskursive positioner, der lægger op til vidt forskellige pædagogiske tilgange til arbejdet med dette; en bekymringsdiskurs, hvor den pædagogiske opgave bliver at advare og beskytte de unge mod denne type arbejde. En oplysningsdiskurs, hvor de voksnes opgave er at tydeliggøre, hvad der rent faktisk foregår på platformen for at undgå, at de unge går ureflekterede ind i arbejdet. Og en frigørelsesdiskurs, hvor de forskellige aktører tilskriver platformen varierende potentialer – men som alle kredser om sexarbejderes rettigheder og frihed. Artiklen viser os således et felt præget af et sammensurium af diskursive positioner i relation til, hvordan OnlyFans, og i bredere forstand digitalt sexarbejde, kan og skal forstås. På tværs af forskellene peges dog på en fællesnævner i debatten, i form af bred enighed om, at der ligger en pædagogisk opgave i at ruste børn og unge til at navigere i på nye digitale medieplatforme som OnlyFans – og Emma Dybdal Andersen og Sara Wienke Christiansen peger afslutningsvist på, at seksualundervisning i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne har en central rolle at spille her.
Jeanett Bjønness tager livtag med en lignende grænsefelts-problematik, når hun i artiklen ”Kan kapital fra byttedating konverteres? Dilemmaer i arbejdet med unge byttedatere i Danmark” sætter spot på byttedating. Men hvor bekymringsdiskursen er markant til stede i debatten om OnlyFans, peger Bjønness på en omvendt bevægelse i retning af en mere liberal tilgang til salg og bytte af sex, hvor spørgsmål om frihed til at udforske og udfolde egen seksualitet har fået langt mere plads end tidligere. I artiklen stiller hun spørgsmålet, hvilke dynamikker dette nye fokus skaber, og hvordan det påvirker forskellige grupper af unge? Gennem interviews med en række unge kvinder, som har været involveret i byttedating, viser hun, hvordan der er en række motiver i spil blandt disse unge; pengene trækker, men samtidigt er det immaterielle udbytte (bekræftelse, beruselse eller kontrol) også væsentligt, ligesom flere oplever at kunne oparbejde en (kortvarig) form for erotisk kapital. Gennem artiklens narrative analyser illustreres det dog hvordan byttedating oftest over tid medfører grænseoverskridelser og nogle gange overgreb, selv når de unge i udgangspunktet har følt en form for kontrol eller magt. Og da studiet samtidigt viser, at unge som udveksler sex og intimitet for materielle og immaterielle goder, er mere udsatte end andre unge, peger Bjønness på vigtigheden af en balancegang i diskussionen af byttedating – ikke mindst blandt fagprofessionelle på området. På den ene side kan en legitimering af byttedating bidrage til udfordre og udvide samfundets normer for respektabel kvindelig seksualitet, men omvendt peger hun på en fare for at det kommer til at skygge for de økonomiske og kønnede mønstre, som på længere sigt kan forstærke social ulighed.
Invitation til gentænkning
I 1970 skrev den feministiske forsker, kunstner og aktivist Kate Millett: ”However muted its present appearance may be, sexual dominion obtains nevertheless as perhaps the most pervasive ideology of our culture and provides its most fundamental concept of power” (2000, s. 25).
I lyset af dette feministiske perspektiv på seksualitetens politiske rolle i samfundet synes dette temanummers seks bidrag at kalde på en gentænkning og geninstallering af klarere (og mere ligestillende) seksualpolitiske perspektiver og ambitioner i den pædagogiske forskning såvel som praksis. Vi håber, at vi med dette temanummer at komme et lille skridt videre i den retning – eller i det mindste at have bidraget til diskussion og refleksion over skæringen mellem seksualpolitik og pædagogik.
Referencer
Børne- og Socialministeriet. (2018). Den styrkede pædagogiske læreplan. Rammer og indhold. https://emu.dk/dagtilbud/forskning – og – viden/den – styrkede – paedagogiske – laereplan – rammer – og – indhold
Einersen, A. F., Krøjer, J., MacLeod, S., Muhr, S. L., María, A., Myers, E. S., Plotnikof, M., & Skewes, L. (2021). SEXISM IN DANISH HIGHER EDUCATION AND RESEARCH. SexismEdu. https://sexismedu.dk/get – the – book/
Frederiksen, J. S. (2020). Dilemmaer om udviklingshæmmedes seksualitet og kærlighedsliv. I G. R. Hansen, S. B. Nielsen, & A. E. Pedersen (Red.), Køn, seksualitet og mangfoldighed (2. udgave, s. 251 – 272). Samfundslitteratur.
Korsgaard, L. (2014). Orgasmeland: Da den seksuelle revolution kom til Danmark (1. udgave). Gyldendal Fakta.
Krøjer, J., Lehn-Christiansen, S., & Nielsen, M. L. (2014). Sexual Harassment of Newcomers in Elder Care. An Institutional Practice? Nordic Journal of Working Life Studies, 4(1), 81. https://doi.org/10.19154/njwls.v4i1.3553
Lohse, M., Schultz, C., Skotte, J., & Hansen, H. B. (1999). Kunsten at turde: Om udviklingshæmmede og handicappedes sexualitet. Forlaget LEV.
Millett, K. (2000). Sexual politics. University of Illinois Press.
Nielsen, M. B. D., Kjær, S., Aldrich, P. T., Madsen, Ida. E. H., Friborg, M. K., Rugulies, R., & Folker, A. P. (2017). Sexual harassment in care work – Dilemmas and consequences: A qualitative investigation. International Journal of Nursing Studies, 70, 122 – 130. https://doi.org/10.1016/j.ijnurstu.2017.02.018
Pedersen, A. E., & Hansen, G. R. (2020). Kønsforståelser blandt pædagogstuderende. I G. R. Hansen, S. B. Nielsen, & A. E. Pedersen (Red.), Køn, seksualitet og mangfoldighed (2. udgave, s. 317 – 337). Samfundslitteratur.
Roien, A., Simovska, V., & Graugaard, C. (Red.). (2018). Seksualitet, skole og samfund. Hans Reitzels Forlag.
Sex & Samfund. (2017). “Det kan være pinligt for forældrene” En national kortlægning af daginstitutioners håndtering af børns seksualitet. Sex & Samfund. https://www.sexogsamfund.dk/fagfolk/ledere
[1] https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/indlaeg-og-taler-af‑m/2022/220210-seksualundervisning-i-ungdomsuddannelserne, 05.09.22.
