Et år på efterskole forbindes af mange unge og deres forældre med et frirum fra hverdagens præstationspres – et år til dannelse, fællesskab og selvstændighed. Denne artikel undersøger, hvordan forældre til efterskoleelever forstår og praktiserer forældreskab i overgangen til ungdomslivet. Med afsæt i kvalitative interview med 12 forældrepar belyser vi, hvordan de balancerer ønsket om at give slip med behovet for at sikre barnets trivsel. Vi anvender begreberne letting go (Kurz, 2024) og forældres arbejde (Krab, 2021) til at analysere de paradokser, der præger forældreskab i børnenes overgang til ungdomslivet i en kultur, der fremmer et intensivt forældreskab: hvor frihed for barnet forudsætter, at forældrene løsner grebet, men fortsat yder omsorg – blot på afstand.
Indledning
I Danmark er der voksende bekymring for børn og unges faglige, sociale og mentale trivsel (Trivselskommissionen, 2025). Over de seneste årtier er skolerne blevet mere præstationsorienterede, blandt andet gennem øget brug af tests og målinger (Jacobsen, 2024). Mange forældre søger derfor alternativer, der kan give deres børn et pusterum fra dette pres – et sted, hvor fællesskab, personlig udvikling og fordybelse kan få mere plads
Meier (2025) peger i den forbindelse på, at den aktuelle mistrivselsdebat bidrager til, at almindelige ungdomserfaringer i stigende grad forstås gennem et sygdoms- og risikoperspektiv. Usikkerhed, tvivl og følelsesmæssige udsving, der almindeligvis kendetegner ungdomslivet, bliver tolket som tegn på mistrivsel, og forældre placeres som nøgleaktører i arbejdet med at forebygge den. Dette skaber et dobbelt krav til forældre om både at beskytte mod potentielle risici gennem kontrol, og samtidig sikre børnene får mulighed for at frigøre sig som en naturlig del af teenagelivet. I denne spænding mellem omsorg og selvstændighed søger mange familier mod efterskolen som et sted, hvor frihed og fællesskab tænkes som modvægt til præstations- og bekymringskulturen.
Et efterskoleår bliver i denne sammenhæng ofte fremhævet som en “øvebane” for frihed. Det tilbyder de unge en mulighed for at prøve livet uden for hjemmets rammer, men indenfor pædagogisk tilrettelagte og trygge strukturer. Efterskolen kan derfor forstås som en hybridzone mellem barndom og voksenliv, hvor forældre må praktisere forældreskab på afstand og i samarbejde med skolens professionelle voksne.
Denne artikel undersøger, hvordan forældre navigerer i balancen mellem involvering og frigørelse. Med afsæt i Kurz’ (2024) begreb letting go – forstået som en aktiv og kontinuerlig proces, hvor forældre justerer graden af frihed i takt med barnets udviklingsbehov – og Krabs (2021) begreb forældres arbejde – der beskriver det vedvarende, ofte usynlige omsorgsarbejde, nu på afstand – belyser vi, hvordan forældre forsøger at støtte deres barn i en tid, hvor børnene selv søger større frigørelse.
Vi stiller følgende forskningsspørgsmål:
Hvordan forstår og forhandler efterskoleforældre balancen mellem at give slip og holde fast – og hvordan kommer denne balance til udtryk i deres relationer til barnet og til efterskolen?
Med udgangspunkt i kvalitative interview med 12 forældrepar til børn på efterskole viser vi, hvordan idealer om frihed og selvstændighed støder sammen med behovet for kontrol og omsorg, og hvordan denne balance forhandles i praksis gennem hele efterskoleåret.
Forældreskab i krydspres
Det moderne forældreskab udspiller sig i et historisk og kulturelt forandret landskab, hvor forældreskabet er blevet beskrevet som intensiveret, og hvor det moralske og praktiske ansvar for at sikre barnets trivsel og fremtid er udvidet og individualiseret (Furedi, 2001; Akselvoll, 2022; Beck & Beck-Gernsheim, 2002). Forældreskab er ikke længere primært en praksis i hjemmet, men et livslangt ansvar, der omfatter deltagelse i- og ansvar for skole- og institutionslivets forskellige sammenhænge (Knudsen, 2010, Akselvoll, 2016).
Stigende opmærksomhed på børn og unges mistrivsel har således placeret forældre som centrale aktører i arbejdet med at forebygge problemer og fremme trivsel. Diagnostiske forståelser spiller en voksende rolle, og almindelige ungdomsproblemer patologiseres i stigende grad– både af professionelle og forældre (Meier, 2025). Forældre forventes af identificere tegn på mistrivsel tidligt og handle hurtigt i forbindelse med bekymringer (Bach, 2023). Samtidig forventes de at understøtte barnets selvstændiggørelse (Bach et al., 2020). De skal dermed på en og samme tid være tæt på og give slip. Forældre er således altid på ’arbejde’ med at sikre, at deres barn har det godt. Selv når børn viser tegn på, at de trives. Dette krydspres intensiveres i ungdomsårene og i særdeleshed i forbindelse med barnets efterskoleår.
I denne artikel placerer vi os i feltet mellem studier af samtidens forældreskab (fx Akselvoll, 2016; Krab, 2021), ungdom og selvstændiggørelse (Kurz, 2002, 2024), samt forskning i mistrivsel og psykologisering (Meier, 2025). Vi argumenterer for, at efterskoleforældreskab kaster skarpt lys over de paradokser og ambivalenser, som præger forældreskab i dag i en dobbelthed mellem idealer om trygt at ’give slip’, men med viden om, at børnene indimellem også har brug for guidning og kontrol.
Undersøgelsens design og metoder
Denne artikel baserer sig på analyser af empiri fra et multicase-studie, der fulgte i alt 12 familier over det år, hvor barnet gik på efterskole. Et multicase-studie er en undersøgelse af enkelttilfælde på tværs af flere cases. I et multicasestudie er casene interessante, fordi de tilhører en bestemt samling af cases, der har noget til fælles, og som dermed kan give indsigter i dette, både hvad angår det som går på tværs af de forskellige cases, og det som udspiller sig som særegent i den enkelte case (Yin, 2014; Flyvbjerg, 2006).
Rekruttering og empirisk materiale
Familierne er rekrutteret bredt gennem opslag på sociale medier som Facebook, LinkedIn og Instagram. Halvdelen er desuden rekrutteret gennem deres barns efterskole. Familierne fordeler sig således at seks af familierne har børn på samme efterskole, og seks har børn på seks forskellige efterskoler. Denne fordeling har muliggjort, at vi kan undersøge, hvordan forskellige familier oplever deres børns ophold på den samme efterskole, ligesom vi får viden om almene problemstillinger knyttet til børns efterskoleophold.
Der er i rekrutteringen prioriteret en geografisk spredning på både placeringen af de forskellige efterskoler, børnene går på, ligesom de interviewede forældre er bosat forskellige steder i Danmark med en variation mellem by og landkommuner. Kønnene blandt børnene til de interviewede forældre fordeler sig på otte drenge og fire piger. Alderen på børnene spreder sig mellem 14 – 17 år ved efterskoleårets start, og de deltager på 9 og 10. årgang. I fem af vores cases er forældrene interviewet sammen, i seks tilfælde blev mødrene interviewet og i et enkelt var det faren. Langt de flest interviews foregik virtuelt på onlineplatformen Zoom, men i to tilfælde blev interviewene foretaget i forældrenes hjem.
Forældrene blev interviewet fire gange i løbet af et efterskoleår. Det empiriske materiale består af i alt 45 interviews á cirka en times varighed. I en enkelt familie ophørte barnet på efterskolen, hvorfor der kun blev foretaget to interviews. I et andet tilfælde lykkedes det ikke at få afviklet det afsluttende interview.
Undersøgelsesmetoder
Alle interviews er foretaget i skoleåret 2023/24. Interviewene er inspireret af livsformsinterviewet (Andenæs, 1991), hvor der primært fokuseres på hverdagslivets detaljer. Der er i spørgsmålene fokus på at undersøge, hvordan forældre søger at varetage omsorgen for barnet på afstand, og på hvordan man kan forstå sig selv som en ’god forælder’, når man i praksis er sat ud af spillet som nærværende, involveret og aktiv forælder.
Den første interviewrunde foretaget i sommeren 2023 handlede primært om at lære familierne at kende og fokuserede på forældrenes håb og forventninger til børnenes efterskoleår. Anden interviewrunde i efteråret 2023 havde overskrifterne: den første tid, hverdag og weekend, skole-hjem-samarbejdet, forventninger og bekymringer. Gennem forældrenes perspektiver fulgte vi hverdagen efter deres barn var efterskole og fik indblik i, hvordan man som forældre ’følger med’ på afstand og bestræber sig på at give slip og have tillid til at der er andre voksne, der har hånd og ens barn. Tredje interviewrunde blev afviklet i foråret 2024 og gjorde status på de første ni måneder. Interviewene omhandlede forældrenes strategier for at ’give slip’, og hvordan eventuelle bekymringer havde udviklet sig, og hvordan forældrene søgte at takle dem. Planer for barnets hverdag efter efterskoleåret blev desuden drøftet, samt hvordan forældrene havde været involveret i disse valg. Fjerde og sidste interviewrunde blev afviklet i sommeren 2024 efter barnet kom hjem fra efterskole. Her blev der gjort status over de indledende håb og forventninger. Samtalerne fokuserede desuden på, hvordan forholdet mellem forældre og barn havde udviklet sig.
Hvert interview blev indledt med en kort status fra forskerne og en kort status fra forældrene. Afslutningsvist fortalte forskerne kort om, hvad næste interviewrunde handlede om. Stort set alle forældre berettede om, at det var rart at få vendt sine tanker og bekymringer omkring efterskoleåret på en anden måde end forældrene kunne gøre det i samtale med hinanden.
Alle interviews er optaget digitalt og er efterfølgende blevet transskriberet i henhold til gældende GDPR-regler. Materialet er gennemlæst flere gange med henblik på at identificere, analysere og fortolke mønstre af mening i empirien, der er blevet sammenfattet som temaer (Braun & Clarke, 2022). Vi har identificeret temaer, der både gennemsyrede materialet og som stod frem som særligt vigtigt. Læsningerne af det samlede materiale er gjort på langs og på tværs med henblik på at finde ”fellestrekk og særtrekk” og ”tendenser og unntak” i det samlede materiale (Haavind, 2000).
Etiske overvejelser
I det samlede empiriske materiale er alle forældre og deres børn anonymiseret, ligeså er de byer og landsdele, som forældrene kommer fra og efterskolerne børnene går på. Alle forældre og deres børn er omtalt under pseudonymer, når vi i artiklen præsenterer citater fra interviews med forældrene. Vi skelner i artiklen ikke mellem forældrene, der har børn på samme efterskole og forældrene, der har børn på forskellige efterskoler. Efterskolernes eventuelle særpræg i form af linjefag og valgfag er således også anonymiseret, da det ikke er relevant for vores analyser i denne artikel.
Vi har både gjort os etiske overvejelser på forhånd, men har også undervejs arbejdet med en mere situeret etisk opmærksomhed (Kousholt & Juhl, 2024), der altså ikke alene handler om formaliserede retningslinjer og teknikker for at handle etisk forsvarligt, men om netop hele tiden gennem forløbet at være sensitiv over for det, forældrene delte med os med en bestræbelse på at behandle deres perspektiver respektfuldt.
Med udgangspunkt i de 45 kvalitative interviews med 12 forældrepar har vi identificeret tre gennemgående temaer, der belyser, hvordan forældre balancerer mellem involvering og frigørelse, mens deres barn går på efterskole:
- Håb og bekymringer – de forventninger og forbehold, der præger opstarten.
- At give slip – og stadig holde fast – den aktive, følelsesmæssige proces, hvor omsorg udøves på afstand.
- Nye former for overvågning og tegnlæsning – strategier til at vurdere barnets trivsel uden daglig fysisk kontakt.
Analytiske begreber
Kurz’ (2024) begreb letting go beskriver forældre-barn-relationen i ungdomsårene som en dynamisk frigørelsesproces, hvor forældrene skal balancere mellem at understøtte autonomi og bevare omsorgsansvar. Letting go er ikke en enkel binær bevægelse (kontrol vs. frihed), men en løbende justering af relationens bånd, afhængigt af barnets signaler, udviklingsbehov og den sociale kontekst. Denne proces er præget af emotionelt arbejde, usikkerhed og behov for “relationel finjustering” snarere end entydigt ”at give slip”.
Krabs (2021) begreb forældres arbejde tilbyder os i forlængelse af dette en analytisk ramme til at forstå dette som en form for kontinuerlig, ofte usynlig omsorgspraksis. Forældres arbejde omfatter ikke blot praktiske handlinger, men også følelsesmæssig tilstedeværelse, tegnlæsning og strategisk indgriben – selv når relationen er præget af fysisk afstand. I efterskolekonteksten bliver dette arbejde særligt komplekst, fordi forældrene må både monitorere og drage omsorg på afstand og i samarbejde med professionelle voksne, der midlertidigt overtager dele af ansvaret. Når forældre monitorerer, er det ikke i en bestræbelse på at kontrollere om barnet har det godt, men et forsøg på at foregribe eventuelle vanskeligheder, der knytter sig til deres kendskab til barnet og deres tidligere erfaringer med fx barnets skolegang eller relationer til andre jævnaldrende. Forældrene arbejder således videre i kulissen, selvom barnet er på afstand.
I dette forældrearbejde kan “tegnlæsning” forstås som en central praksisform, hvor efterskoleforældrene forsøger at skabe mening i komplekse situationer. Thorne (2001) beskriver, hvordan omsorg i hverdagslivet udfolder sig gennem fortolkning af subtile tegn, hvor aktører på tværs af kontekster forsøger at koordinere omsorgsarbejde. Det er en relationel og situeret praksis, der vanskeliggøres af afstand, og af at fortolkningerne indebærer usikkerhed. Tegnlæsning handler ikke blot om at identificere indikatorer på trivsel eller mistrivsel, men om at fortolke tegn i en social og relationel sammenhæng, hvor “tegn” altid må forstås i relation til det hverdagsliv, barnet indgår i (Juhl, 2014). Tegn får således først betydning, når det tolkes i lyset af de relationer, rutiner og forventninger, der udgør konteksten for barnets liv.
Lareau (2011) viser i sin forskning, hvordan middelklasseforældres omsorg i stigende grad tager form som et fortolkningsarbejde, hvor de udleder børns behov og trivsel ud fra indirekte signaler som led i et moralsk ansvar for at handle rettidigt. Tegnlæsning kan dermed ses som en socialt og kulturelt formet omsorgspraksis, hvor forældre sammen med skolens professionelle forsøger at skabe mening i børns livssituationer og justere graden af støtte og frihed i takt med de tegn, de ser – og de fortolkninger, de sammen producerer. Tegnlæsning bliver dermed ikke blot et redskab til kontrol, men en afgørende del af det dynamiske forældrearbejde der kræves for at give slip.
Sammen gør begreberne letting go, forældres arbejde og tegnlæsning det muligt at forstå efterskoleforældreskab som et relationelt og følelsesintensivt arbejde, hvor frihed og kontrol, nærvær og afstand hele tiden forhandles. Forældrene praktiserer omsorg gennem fortolkning og justering, og i denne proces bliver deres “slip” aldrig et brud, men et kontinuerligt fortolkningsarbejde på afstand, hvor ansvar, tillid og bekymring væves sammen
Analyse: Forældreskab mellem håb og bekymring
For langt de fleste forældre er efterskoleåret forbundet til stærke håb om barnets selvstændiggørelse, adgang til fællesskaber og venskaber samt et pusterum fra præstationspresset. Samtidig er håbene også knyttet til bekymringer, der udspringer af tidligere erfaringer og kendskab til barnets sårbarheder. For Tobias’ forældre består dette håb i at sønnen kan møde nye værdier og blive mere selvstændig:
Tobias’ far: ”Den frie skole, jamen, mere fokus på sådan det almen dannende, og at alle skal udvikle sig selv og i fællesskab med andre. Det, synes jeg, er vigtigt, også i forlængelse af det, og det prøver jeg selv at leve for, og det prøver jeg at give videre til Tobias”
Udover at børnene kunne dyrke gamle interesser og udforske nye, taler en del forældre efterskolen frem som et sted, hvor børnene kan prøve sig selv af og møde nye normer og værdier.
Tobias’ mor: ”Fordi, netop som familie, kan man tilbyde nogen værdier, og man er den, man er, men man er en meget lille gruppe. Og når man er teenager, så har man også brug for at blive inspireret af helt andre værdier og finde sin plads i det, og det, det synes jeg, at det virker som at efterskole er en god eksperimentel grund.”
Tobias’ forældre beskriver efterskolen som et sted, hvor deres søn kan ”udvikle sig selv og i fællesskab med andre”. De forbinder friheden med dannelse og med et håb om, at Tobias’ møder nye normer og værdier. Netop disse anderledes måder kunne være en øvebane til at eksperimentere med sin egen væren. Denne forventning afspejler det, som Kurz begrebssætter som letting go. De giver således ikke blot slip på Tobias, men arbejder aktivt med at justere graden af kontrol for at give sønnen mulighed for at eksperimenter med sin egen ”væren i verden”.
Når Tobias’ mor beskriver efterskolen som ”eksperimentel grund” peger det netop på, hvordan forældres arbejde ikke blot ophører, når barnet starter på efterskole, men skifter form. Omsorgen bliver fællesgjort gennem forældrenes tillid til at efterskolens professionelle nu tager i del i sønnens almene dannelse, og det kræver at forældrene giver plads til dette. Efterskolen bliver således ikke blot øvebane for børnenes frihed, men også en platform, hvor forældre øver sig på at give slip samtidig med de i kulissen vedvarende drager omsorg.
Forældrenes håb er ofte forbundet til bekymringer. Aksels forældre håber, han genfinder ”glæden ved skole” efter en turbulent tid i folkeskolen med mange lærerskift. Dette håb er knyttet til en fortsat bekymring for hans faglige udvikling.
Aksels far: ”Han er meget ked af at gå i skole lige nu. De sidste halve år, det har været… Og jeg håber, han får glæden ved at komme derover også. At han får glæden ved at gå i skole igen.”
Håbet om både at genetablere glæden ved skole og sikre et fagligt fundament er knyttet til forældrenes tidligere erfaringer med barnets skolegang og fungerer som rettesnor for, hvor meget de tør at give slip (Kurz, 2024). Sådanne vurderinger udgør en del af forældrenes arbejde (Krab, 2021), hvor de fra sidelinjen og ofte usynligt forsøger at regulere barnets muligheder uden at sønnen nødvendigvis bemærker det. Forældres bekymringer er således ikke blot følelser, men også redskaber i deres løbende ”tegnlæsning” af, hvordan det går.
Magnus’ forældre håber på, at efterskolen kan tilbyde en ”rammesat frihed”. De oplevede, at deres søn var meget optaget af at træde selvstændigt ind i ungdomslivet, og de bekymrede sig omkring, hvor meget alkohol og fester fyldte for Magnus.
Magnus’ far: ”… Du skal både lære at give slip, og samtidig skal du hjælpe dem med at komme ind i voksenlivet i det rigtige tempo. (..)
Magnus’ far beskriver her, hvordan forældreskabet forskydes fra kontrol til refleksiv støtte – et arbejde, hvor frihed og omsorg må balanceres kontinuerligt. Som Tobias’ forældre sætter han sin lid til, at andre voksne midlertidigt kan overtage dele af ansvaret for sønnens udvikling og blive en ramme, der tilbyder fællesskaber orienteret om andet end fester, og dermed skaber nogle hensigtsmæssige grænser.
På tværs af materialet bliver det tydeligt, at forældrenes håb om frihed og fællesskab altid er vævet sammen med bekymringer for barnets trivsel. Deres bestræbelser på at give slip udspiller sig som et følelsesmæssigt og moralsk arbejde, hvor de kontinuerligt læser tegn på, om barnet har det godt – og justerer graden af tillid og indgriben derefter. Håb og bekymring fremstår dermed ikke som modsætninger, men som hinandens forudsætninger i det moderne forældreskab, fordi det at kunne give frihed kræver konstant opmærksomhed, fortolkning og følelsesmæssig regulering. Centralt i deres fortælling står beskrivelsen af ønsket om at skabe nogle andre rammer, der gør det nemmere at finde den rette balance i bestræbelsen på at give frihed (give slip) og samtidig sikre, at ens barn har det godt (have kontrol). Netop dette tema vender vi os mod nu, og som vi skal se, kræver det en hel del arbejde fra forældrenes side at give slip.
At give slip – og stadig holde fast
Alle forældre i vores materiale fortæller om bestræbelser på at give slip og er opmærksomme på, at efterskolen forventer det af dem. Kurz (2024: 5) beskriver dette som“.. the process of guiding their teens through adolescence while promoting their autonomy and letting go as a series of ongoing negotiations concerning important issues that affect teens’ well-being and ability to succeed”.
Men at give slip som forælder er på ingen måde en nem eller passiv handling, som når man giver slip på et tov, man trækker i. I stedet er det et aktivt og krævende forældrearbejde. Nogle forældre fortæller om det savn, der indtræffer, når man ikke længere skal være en meget tæt del af deres barns hverdagsliv:
Kayas mor: ”Der er rigtig meget, man går glip af [når efterskolen starter], som forælder skal man give rigtig meget slip. (..) man er [indtil da] sådan en stor del af deres hverdag og så lige pludselig fra den ene dag til den anden. Så det der med at gå glip af hendes hverdag. Det er jo hele hendes 16. år, man misser. Selvfølgelig kommer de jo hjem i weekenden, men ikke i hverdagen. Så det bliver tomt herhjemme.”
Og hun fortsætter:
”Det er en megatillidserklæring. Men det er jo også en læring for os forældre, det er jo også nyt for os (pause). Man vil jo heller ikke… Jeg tænker også, at vi gør Kaya en tjeneste ved ikke at blande os for meget. Det der med, at vi også skal lære at give hende plads. Lære at stå på egne ben og selv tage ansvar for hendes eget liv. Det er jo også det, som Thomas og jeg er i gang med at lære.”
Her ses det, hvordan det at give slip for Kayas forældre er en del af en aktiv, relationel justering af deres forældrepraksis: De holder igen og øver sig i ikke at gribe aktivt ind af hensyn til datterens autonomi, men står mentalt og emotionelt klar i kulissen. Ifølge Krab (2021) udgør netop denne selvregulering og beredskab kernen i forældres arbejde, hvor omsorgsrollen omformeres snarere end afbrydes. Det er en rolle, der ændrer sig fra at være en tilstedeværende og mere direkte rammesættende og monitorerende omsorgsrolle, til en position, hvor forældrene forsøger at give plads til frihed og selvstændighed, men samtidig have mulighed for at gribe ind, hvis den unge har behov for det. Det er et følelsesmæssigt intensivt arbejde, og det kræver at forældrene lærer at være forældre på nye måder. Det er der mange af forældrene som oplever som svært, særligt hvis de ikke er helt sikre på, at deres barn har det godt. Anders’ mor beskriver det på følgende måde:
Anders’ mor: “Altså for mit vedkommende i forhold til at skulle aflevere ham og være uden ham i et vis stykke tid – det havde jeg det sådan set fint med hvis, bare jeg vidste, at han havde det godt. Og det var jeg sådan lige lidt i tvivl om. Er han okay? Så jeg tror, der gik nogle dage, så, så fik man lige et par korte beskeder fra ham, og så fik man en fornemmelse af, at det gik helt fint derovre. Så når det lag var med, så var det at skulle hjem uden ham fint nok. Jeg var bare lidt i tvivl, om han var okay.”
Kurz (2024) påpeger, at det at give slip ofte kræver, at man som forælder får tegn om, at det går godt. Forældrene giver alle udtryk for, at det kræver tillid at give slip, fx når de bemærker, at lærerne på efterskolen ser deres barn og griber og deler omsorgsopgaven med dem. Anders’ far, udtrykker det således, ”Lærerne er der og er reserveforældre på et eller andet niveau i hverdagen, og de nye voksne, som man [de unge] skal knytte sig til.” Forældrene giver udtryk for tillid til, at lærerne er in loco parentis og fortæller om, at de på besøgsdagene, både inden og efter opstart får tillid til lærerne. De beskriver, at det er tillidsskabende, når de oplever lærerne som meget engagerede, optagede af de unge, og generelt nysgerrig.
Hvor flere af forældrene lykkes med at balancere frihed og nærvær, bliver det tydeligt i Almas forløb, hvordan denne balance kan forskydes og skabe nye dilemmaer. Almas forældre opfanger tidligt i forløbet tegn, der tyder på, at datteren ikke trives. Moren beskriver forløbet således.
Almas mor: ”Ja, for vi var indstillet på, at hun skulle også presses til, at hun kunne gennemføre det her, så hun kunne få en succes, men ja (græder). Og vi snakkede med skolen om, at hun sad alene på det der værelse, og jeg prøvede en aften, hvor hun var rigtig ked af det at få fat i vagtlæreren. Og jeg kunne ikke få fat i nogen, og jeg har manglet – selvom det er en fantastisk skole, og jeg synes, de har grebet det godt an – så manglede jeg i den situation, hvor det var allermest kritisk og sårbart, også som forældre at stå i det, at der var nogle på den anden side, der sagde ”vi skal nok være der, vi griber hende”. Men skolen synes også, det var svært, for når hun ikke ville tale med nogen.”
Her bryder bestræbelserne på at give slip sammen. Dette citat illustrerer brudfladen mellem forældres arbejde og skolens omsorgspraksis. Forældrene havde i udgangspunktet praktiseret det, Krab (2021) kalder et omsorgsarbejde baseret på tillid – en følelsesmæssig tilbagetrækning, der giver skolens professionelle arbejdsrum og gør barnets frihed mulig. Men da tegnene på mistrivsel intensiveres, og skolen ikke reagerer som forventet, glider omsorgen gradvist over i kontrol: moderen forsøger gentagne gange at få fat i skolens personale for at sikre sig, at de overtager situationen. Ifølge Kurz (2024) er dette typisk for situationer, hvor barnets trivsel opleves som truet. Det bliver i ovenstående tydeligt, hvordan forældres arbejde ikke kan reduceres til enten kontrol eller frihed, men at omsorg for unge består i en dynamisk bevægelse mellem de to. Når tilliden i situationen bryder sammen, bliver kontrol en midlertidig strategi til at genoprette omsorgen for Alma. Det, der kan ligne at forældrene overtager styringen, kan dog også forstås som en form for emotionel og moralsk regulering, hvor forælderen påtager sig opgaven som primært ansvarlige for Almas trivsel her og nu (Krab, 2021). Forløbet ender med, at Almas forældre og skolen bliver enige om, at Alma skal stoppe på efterskolen.
I Almas forløb bryder balancen mellem frihed og kontrol sammen. Når vagtlæreren ikke er tilgængelig, tolkes det som et tegn på, at skolen ikke i tilstrækkelig grad varetager deres del af omsorgsopgaven, og forældrenes tillid til skolen udfordres. Trods intentioner om at give slip ender situationen med, at Almas forældre griber hårdere fat og overtager kontrollen igen for at varetage omsorgsarbejdet for Alma.
Nye former for overvågning og tegnlæsning
Når det at give slip ses som en dynamisk proces, hvor forældre løbende løsner og strammer deres monitorering, bliver det tydeligt, at de udvikler nye måder at holde øje med børnene på, så de kan vurdere, hvordan børnene klarer sig på efterskolen. Som Thorne skriver, er “…reading signs is central to the orchestration of caring projects, especially when different actors, contexts, and gaps of information are involved” (Thorne 2001:370). Tegnlæsning bliver dermed en del af omsorgsarbejdet og en måde at fastholde ansvar og skabe nærhed på afstand.
Forældrene arbejder således i kulissen med at sikre, at barnet har det godt, men uden at barnet nødvendigvis ved det. Friheden bliver dermed også betinget af de fortolkninger, forældrene kan udlede af indirekte tegn og signaler. Som Juhl (2014) også viser i sin forskning, får tegn først betydning i de konkrete sociale sammenhænge, der udgør hverdagslivet. Derfor er tegnlæsning ikke blot en individuel handling, men et fælles fortolkningsarbejde mellem forældre og skolens ansatte, der balancerer mellem frihed og kontrol som en del af forældrenes omsorgsarbejde.
Flere forældre beskriver, hvordan de tolker børnenes stemningsleje gennem den kontakt, eller mangel på kontakt, som de har med børnene i dagligdagen, men i efterskoleregi, hvor den daglige dialog er fraværende, bliver disse tegn mere sporadiske, og de går på jagt efter nye måder at læse tegn på, hvordan deres barn har det.
For mange forældre var det gode tegn, hvis de ingenting hørte:
Ellas far: ”Jeg tror, jeg ville være overrasket, hvis vi hørte noget fra hende tit, hvis der var et behov, så ville jeg tænke ”nu er der noget galt”(..), så på den måde så det med intet nyt er godt nyt.”
Citatet illustrerer, hvordan fravær af kontakt kan fortolkes som tegn på trivsel. Her praktiseres letting go (Kurz, 2024) som en følelsesmæssig regulering ved at udholde stilheden og forstå den som udtryk for barnets selvstændighed. Sådanne mikrosignaler bliver indikatorer på trivsel. Dermed bliver tegnlæsning en central del af det, som Krab (2021) kalder forældres arbejde: et emotionelt og refleksivt arbejde med at holde forbindelsen, regulere bekymring og skabe mening i usikkerhed.
Andre forældre søger tegn i digitale spor. Tobias’ far fortæller, hvordan han tolker sin søns sociale liv gennem antallet af MobilePay overførsler:
Tobias’ far: ”Nu har jeg tilfældigvis adgang til hans netbank, så jeg kan se hans pengeoverførelser, og jeg kan se han har MASSE forskellige navne der dukker op der med MobilePay, fordi de så skal have sodavand på tværs, ik’. Og det siger da, der er da en kontakt der med alle mulige (griner).”
For stort set alle forældre ser vi, hvordan teknologiske spor bliver integreret i det moderne omsorgsarbejde. Widmer og Albrechtslund (2021) viser, hvordan forældres overvågning af børns digitale liv opleves som en ambivalent praksis, hvor de varetager deres omsorgsarbejde igennem en balance mellem overvågning og et forsøg på at understøtte børns mulighed for privatliv gennem tillid. Tobias’ far viser her, hvordan indblik i sønnens (økonomiske) privatsfære hjælper man med at tolke, hvorvidt han trives. Lareau (2011) peger i den forbindelse på, hvordan netop middelklasseforældre investerer energi i at fortolke sådanne tegn som del af et ansvarligt forældreskab.
Modsat Ella og Tobias oplevede Glenns forældre tydelige tegn på mistrivsel i begyndelsen af efterskoleåret. Han ringede ofte hjem, og forældrene forsøgte at rumme hans frustrationer og støtte ham i at håndtere sine frustrationer. Det var dog et stort emotionelt og tidskrævende arbejde for forældrene at rumme Glenns frustrationer. Moren beskriver det på følgende måde:
Glenns mor: “Lars og jeg talte faktisk også om det, for det har faktisk også været et issue i weekenderne, hvor han ikke har været hjemme. Fordi vi jo faktisk har taget os selv i ikke at lave ret meget i en weekend af ting og sager, altså ikke engang nærmest havearbejde eller rengøring eller noget, fordi tænk nu hvis han ringede. Og det er jo en ting, som vi har fundet ud af, har påvirket os psykisk, at vi, som Lars siger, har lagt alt til side, og det er faktisk nærmest bogstavelig talt, fordi at det har været så voldsomt de første uger, med han ringede hjem og altså ikke voldsomt, men en del han ringede hjem, og havde brug for støtten, vejledningen og guidningen. Og det har vi jo også snakket om, at det skal vi også passe på med.”
Denne konstante tilgængelighed er et eksempel på forældres arbejde, hvor selv passivitet kræver stor følelsesmæssig og praktisk investering. Her bliver letting go en følelsesmæssig krævende balanceøvelse, fordi forældrene må udholde ubehaget ved at lade skolen og barnet selv håndtere problemerne, og nøjes med at vejlede på afstand. Det kræver altså en stor indsats blot stå til rådighed, når Glenn har behov for at ringe. Forældrene er opmærksomme på, at Glenn ønsker at fortsætte på efterskolen, og de forsøger derfor at være opmuntrende, men dette er en svær øvelse. Moren formulerer det således:
“Men det der er svært, er stadig at blive ved med at holde en positiv og opmuntrende tone, når man selv er ved at BRÆNDE SAMMEN indeni. Jeg har jo bare lyst til at sige KOM DA HJEM FOR HELVEDE, altså”
Forældrenes tillid bliver udfordret af, at de oplever, at deres bekymringer ikke bliver taget alvorligt af kontaktlæreren på skolen. Forældrenes omsorgsarbejde bliver derfor gradvist til kontrol, når de kontinuerligt står stand-by og klar til at gribe ind, hvis Glenn ringer. Kontrol er ikke et udtryk for mistillid, men en omsorgsstrategi og en måde at praktisere ansvarlighed, men det bliver en udfordring for forældrene fortsat at give slip på Glenn. Men Glenn udviser tillid til kontaktlæreren, og det blev et holdepunkt for forældrene:
Glenns mor: ”Altså for mig er det lige så meget, fordi Glenn har tillid til kontaktlæreren. Glenn holder af hans kontaktlærer, og Glenn har tillid til, at han nok skal hjælpe dem (…) Og for mig, der er det en lige så vigtigt del. Altså, hvis Glenn han havde sagt, det her duer bare ikke mor, så havde jeg selvfølgelig gjort noget med det samme.”
Glenns tillid til lærerne og eksplicitte ønske om at fortsætte bliver tolket som et tegn om selvstændighed hos Glenn og styrker forældrenes skrøbelig tillid til lærerne. Disse tegn muliggør forældrenes fortsatte arbejde med at give slip. Glenn gennemfører efterskoleåret, og forældrene vurderer at de havde været en succesoplevelse både for ham og for dem.
På tværs af casene ser vi, hvordan tegnlæsningen bliver både en forudsætning for og en begrænsning af friheden, det bliver en måde at praktisere omsorg på afstand, men også en subtil form for kontrol. Denne dobbelthed – mellem tilbagetrækning og overvågning, og mellem tillid og bekymring – peger på, at efterskoleforældreskabets frihedsideal ikke repræsenterer et brud med kontrol, men en ny form for intensiveret omsorg, hvor det at give slip kræver konstant opmærksomhed.
Diskussion
Efterskoleforældrene var alle optagede af at give deres børn et år med øget frihed med plads til at eksperimentere med hvem de er, prøve sig selv af på nye måder og blive en del af nye fællesskaber. De ønskede dog ikke et år, der var udelukkende præget af negativ frihed (Berlin, 2017). Den negative frihed er kendetegnet ved frihed fra ydre krav. Den beskrives ofte som frihed fra. En sådan frihed muliggør, at individet kan vælge frit ud fra egne interesser og lyster, fremfor at være styret af ydre rammer. Selv om forældrene var optagede af, at de unge skulle være frie fra et ydre præstationspres, beskrev de ønsket om et år, der var mere kendetegnet at en positiv frihed (Berlin, 2017), der er kendetegnet ved frihed til aktivt at skabe sit liv. En sådan frihed er præget af en selvstændig vilje og samtidig forståelse af begrænsninger. Denne frihed er samtidig betinget af et vedvarende forældrearbejde, hvor man må se til uden at gribe ind, aflæse tegn på afstand og udholde ubehaget ved ikke med sikkerhed at vide, hvordan barnet har det (Meier, 2025). Efterskolen fungerer her som en øvebane på flere måder – et sted hvor børnene øver sig gennem øget frihed og et sted, hvor forældre øver sig i at give slip, fordi efterskolens voksne nu fungerer som med-omsorgsgivere.
At give slip er på ingen måder et brud med forældreskabet, men en forskydning, der fordrer et vedvarende arbejde. I takt med at tilliden til efterskolens voksne styrkes eller svækkes, justeres graden af involvering. Når skolen reagerer på forældrenes bekymringer, kan forældre trække sig og fastholde tilliden, når kommunikationslinjerne svigter, får forældrene atter behov for kontrol. Efterskolekonteksten tydeliggør derfor, hvordan omsorg og kontrol er sammenvævede praksisser, der fordrer et kontinuerligt følelsesarbejde, hvor forældre forsøger at sikre barnets trivsel uden at forstyrre deres behov for selvstændighed.
Set i et bredere perspektiv kaster analysen lys over samtiden intensive forældreskab (Furedi, 2001) hvor forældreansvar er blevet forstærket i et individualiseret samfund præget af psykologisering og risikofokus (Beck & Beck-Gernsheim, 2004, Meier, 2025), hvor forældre er eneansvarlige for deres børns trivsel, og hvor mistrivsel kan opleves som forbundet med store risici. Efterskoleforældrene i undersøgelsen viser, hvordan dette ansvar søges håndteret – ikke kun ved at tage hånd om barnet, men i særlig grad også ved at regulere følelser og balancere omsorgen. I dette krydspres viser friheden sig ikke som det modsatte af kontrol, men som noget, der netop bliver mulig gennem forældrenes kontinuerlige følelsesmæssige og refleksive arbejde med at balancere omsorg og afstand.
Konklusion
Denne artikel har undersøgt, hvordan efterskoleforældre forstår og forhandler balancen mellem at give slip og holde fast, og hvordan denne balance kommer til udtryk i relation til barnet og til efterskolen.
Analyserne viser, at efterskoleåret fungerer som en særligt intens øvebane for forældre i kunsten at give slip. Men forældre giver ikke blot slip, de omformer deres omsorg til opmærksomhed på afstand. Letting go (Kurz, 2024) fremstår som en aktiv og følelsesintensiv proces, et forældrearbejde (Krab, 2021), hvor tillid, ansvar og bekymring må balanceres i samspil med efterskolens voksne. Forældrene arbejder aktivt med at justere graden af involvering, baseret på kontinuerlig tegnlæsning og tidligere erfaringer. Tillid til skolens voksne er central, men skrøbelig og når den udfordres, ser vi, hvordan forældrene midlertidigt strammer grebet for at beskytte barnet.
Efterskolen fungerer som en øvebane for frihed – både for de unge og for deres forældre. Men friheden er betinget, da den forudsætter rammer, der muliggør, at forældre tør træde et skridt tilbage. Når tilliden til disse rammer udfordres, bliver forældres omsorgsarbejde præget af øget kontrol. Dermed viser efterskoleforældreskabet samtidens paradoks, hvor muligheden for at støtte børns autonomi hænger tæt sammen med en refleksiv og emotionelt reguleret involvering. Efterskolekonteksten fungerer dermed også som en prisme for samtidens intensive forældreskab, hvor kontrol og frihed er hinandens forudsætninger. Her er letting go et fortsat og yderst energikrævende forældrearbejde, selv når barnet tilsyneladende stortrives og klarer sig selv.
Referencer
Akselvoll, M. Ø. (2016). Folkeskole, forældre, forskelle: Skole-hjem-samarbejde og forældreinvolvering i et forældreperspektiv. Roskilde Universitet.
Akselvoll, M. (2022). Det Grænseløse Forældreskab. Dansk Psykologisk Forlag.
Andenæs, A. (1991). Fra undersøkelsesobjekt til medforsker: Livsformsintervju med 4 – 5 åringer. Nordisk Psykologi, 43(4), 274 – 292. https://doi.org/10.1080/00291463.1991.11675821
Bach, D. (2023). Genetic determinism: How psychiatric thinking influences parents’ approaches to their children’s development. Qualitative Studies, 8(2), 122 – 144. https://doi.org/10.7146/qs.v8i2.140963
Bach, D., Dannesboe, K. I., Ellegaard, T., Kjær, B., & Westerling, A. (2020). Parate børn. Forestillinger og praksis i mødet mellem familie og daginstitution. Frydenlund Academic.
Beck, U., & Beck-Gernsheim, E. (2002). Individualization: Institutionalized individualism and its social and political consequences. Sage Publications.
Beck, U., & Beck-Gernsheim, E. (2004). Families in a runaway world. In The Blackwell companion to the sociology of families (pp. 499 – 514).
Berlin, I. (2017). Two concepts of liberty. In H. Hardy (Ed.), Liberty (pp. 166 – 217). Oxford University Press. (Original work published 1958)
Braun, V., & Clarke, V. (2022). Thematic analysis: A practical guide. Sage Publications.
Flyvbjerg, B. (2006). Five misunderstandings about case-study research. Qualitative Inquiry, 12(2), 219 – 245. https://doi.org/10.1177/1077800405284363
Furedi, F. (2001). Paranoid parenting: Why ignoring the experts may be best for your child. Chicago Review Press.
Haavind, H. (2000). Kjønn og fortolkende metode: Metodiske muligheter i kvalitativ forskning. Gyldendal Akademisk.
Jacobsen, B. S. (2024). Educational performance pressure and mental ill-being: The case of Danish primary and lower secondary schools, 1975 – 2024. Educational Review, 1 – 18. https://doi.org/10.1080/00131911.2024.2001234
Juhl, P. (2014). På sporet af det gode børneliv: Samfundets bekymringer og børns perspektiver på problemer i hverdagslivet (Ph.d.-afhandling). Roskilde Universitet.
Knudsen, H. (2010). Har Vi en Aftale? Magt og ansvar i mødet mellem folkeskole og familie. Samfundslitteratur.
Kousholt, D., & Juhl, P. (2024). Etiske fordringer og dilemmaer i forskning med børn og familier: Situeret etik i praksisforskning. Nordiske Udkast, 51(2), 32 – 60. https://doi.org/10.16993/nud.12345
Krab, J. (2021). Det følsomme og slidsomme skole-hjem-(sam)arbejde: En institutionel etnografi om forældres arbejde, når børn har det svært i skolen. Roskilde Universitet.
Kurz, D. (2002). Caring for teenage children. Journal of Family Issues, 23(6), 20 – 39. https://doi.org/10.1177/0192513X02023006004
Kurz, D. (2024). Letting go. Parenting teens and young adult in times of uncertainty. Oxford University Press.
Lareau, A. (2011). Unequal Childhoods: Race, Class and Family Life (2nd ed.). University of California Press.
Meier, J. (2025). En Ny Forståelse af Unges Mistrivsel. Modspil til sygeliggørelsen af unges liv. Akademisk Forlag.
Thorne, B. (2001). Pick-up time at Oakdale elementary school: Work and family from the vantage points of children. In Working families: The transformation of the American home (pp. 354 – 376). University of California Press.
Trivselskommissionen. (2025). Et dansk svar på en vestlig udfordring. Trivselskommissionens afrapportering.
Widmer, S., & Albrechtslund, A. (2021). The ambiguities of surveillance as care and control: Struggles in the domestication of location-tracking applications by Danish parents. Nordicom Review, 42(S4), 79 – 93. https://doi.org/10.2478/nor – 2021 – 0042
Yin, R. K. (2014). Case study research: Design and methods (5. udg.). Sage Publications.
