Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2017 #1

Tema: Gal pædagogik

Med temaet ’Gal Pædagogik’ vil Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift tage pulsen på for­skel­lige af de pæda­go­gisk ori­en­te­rede handlings‑, behand­lings- og reha­bi­li­te­rings­ind­sat­ser inden for det (social)psykiatriske område, og på alter­na­tive måder at se forholdet mellem ’de gale’ og samfundet på.

Ideen er at se det, der foregår inden for det psy­ki­a­tri­ske felt, som en markør på mere generelle udvik­ling­s­ten­den­ser inden for social‑, arbejds­­­mar­keds- og uddan­nel­ses­po­li­tik i forhold til de ’ander­le­des’.

  • Christian Sandbjerg Hansen, Søren Langager og Bodil Øster:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Benny Lihme:
    Almin­de­lig­he­dens mulighed & betydning
  • Bodil Øster:
    Fra Tornio og Trieste til Danmark. Når hel­heds­tænk­ning bliver til lap­pe­løs­nin­ger
  • Christian Sandbjerg Hansen:
    ”Men vi har det godt” – om systemliv, diag­no­sti­ce­ring og social utryghed
  • Mari Holen, Agnete Neidel, Sine Lehn-Chri­sti­an­­sen, Ulrik Haahr, Erik Simonsen og Svein Friis:
    Arbejdet – en positiv arena for recovery?
  • Søren Langager:
    Recovery på sko­le­ske­maet
  • Vanessa Paladino & Eva Bertelsen:
    Arki­tek­tur der (be)handler – frem­ti­dens psykiatri
  • Birgitte Hansson:
    Peer­støtte – en huma­ni­se­ring af psy­ki­a­trien eller en legi­ti­me­ring og repro­duk­tion af tra­di­tio­nelle psy­ki­a­tri­ske prak­sis­for­mer?
  • Charlotte Vange Løvstad:
    Hvem er gal? Lukkede afde­lin­ger eller soci­al­pæ­da­go­gik til hånd­te­ring af gale og farlige borgere
  • Heidi Lykke Nissen:
    ”Comme ci comme ça” – Viden om medicin eller medi­cin­pæ­da­go­gik i pæda­gog­ud­dan­nel­sen?

Øvrige artikler

  • Else Lauridsen og Nina Bonderup Dohn:
    Impli­citte for­ud­sæt­nin­ger i grup­pe­ar­bejde

Anmel­del­ser

  • Rasmus Willig: 
    Afvæbnet kritik
  • Stefan Hermann: 
    Hvor står kampen om dannelsen?
  • Peter Brodersen, Thomas Illum Hansen og Thomas Ziehe: 
    Oplevelse, for­dy­belse og virkelyst – noter til æstetik i under­vis­nin­gen
  • Mette Buchardt: 
    Kul­tur­for­kla­ring: Uddan­nel­ses­hi­sto­rier om mus­lim­sk­hed
  • Karen E. Andreasen, Mette Buchardt, Annette Rasmussen og Christian Ydesen (red.): 
    Test og prøvelser. Oprin­delse, udvikling, aktu­a­li­tet

Redak­tio­nel ind­led­ning

Gal pædagogik

Gennem de seneste årtier har det psy­ki­a­tri­ske område gen­nem­gået store for­an­drin­ger. Den klassiske medicinsk ori­en­te­rede hospi­talspsy­ki­a­tri med grund­fo­re­stil­lin­gen om, at en sinds­li­delse er kronisk og livslang, hvorfor en sen­ge­plads på hospital ofte blev løsningen sammen med omfat­tende medi­ci­ne­ring og om nød­ven­digt et ’hvidt snit’, udfordres i dag. Nye for­stå­el­ses­for­mer af mere hum­an­vi­den­ska­be­lig karakter er opstået, bl.a. i kølvandet på at det omsider er blevet bemærket, at det er muligt ’at komme sig’ helt efter selv alvorlige psykiske problemer og efter at være blevet diag­no­sti­ce­ret med fx skizof­reni eller bipolar lidelse (svarende til tidligere tiders mani­o­­de­pres­siv-diagnose). Med dette fokus kommer også fokus på, hvordan hjælp og støtte fra pårørende og pro­fes­sio­nelle kan under­støtte recovery og ikke alene kom­pen­sere for en funk­tions­ned­sæt­telse.

Men udvik­lin­gen er hverken entydig eller fuld­stæn­dig. I kølvandet på for­an­drin­gerne opstår en underskov af redskaber og metoder, som på for­skel­lig vis skriver sig ind i en soci­al­pæ­da­go­gisk eller soci­alp­sy­ki­a­trisk værk­tøjskasse til at under­støtte psy­ko­so­cial reha­bi­li­te­ring, og som på mange måder repræ­sen­te­rer for­skel­lige niveauer af opgør med en medicinsk kro­ni­ci­tet­stænk­ning. Fra reelt alter­na­tive for­kla­rings­ram­mer som Åben Dialog og empower­men­t­o­ri­en­te­rede tilgange over stan­dar­di­se­rede metoder som ’Assertive Community Treatment’ (ACT) og ‘Critical Time Inter­ven­tion’ (CTI) til til­pas­nings­fo­ku­se­rede pro­gram­mer som ’Social Fær­dig­heds­træ­ning’. Tilgange som Soci­alsty­rel­sen anbefaler – ja nærmest pålægger de pro­fes­sio­nelle aktører inden for feltet at anvende[1] – som evi­dens­un­der­støt­tede indsatser i soci­alp­sy­ki­a­trisk regi.

Denne udvikling kan ikke entydigt karak­te­ri­se­res som et opgør med ’kit­telp­sy­ki­a­trien’ og den massive medi­ka­men­ta­li­se­ring af sinds­li­dende på samme måde som i 1960’erne og 1970’ernes antip­sy­ki­a­tri­ske bølge med de engelske R. D. Laing og D. Cooper som front­fi­gu­rer[2], den ita­li­en­ske ’demo­kra­tisk psykiatri’, danske fænomener som ’Gale­be­væ­gel­sen’ med slogans som ”Vi vil handle, ikke behandles”, og senere bru­ger­be­væ­gel­ser som LAP (Lands­for­e­nin­gen af nuværende og tidligere Psy­ki­a­tri­bru­gere) med begrebet ’psy­ki­a­triover­le­vere’. Tidens soci­alp­sy­ki­a­tri­ske tendens repræ­sen­te­rer snarere en pæda­go­gi­se­ring af ind­sat­serne med et øget antal pro­fes­sio­nelle, som til dagligt arbejder med sinds­li­dende, og som har pæda­go­gisk ori­en­te­rede opgaver. Opgaverne udføres af (social)pædagoger, lærere, støt­te­kon­takt­per­so­ner, omsorgs­med­hjæl­pere, sosu-assi­­sten­ter, sund­heds­pæ­da­go­ger og lignende.

Udvik­lin­gen kan ses på baggrund af flere faktorer, hvoraf her skal nævnes (1) At recovery begrebet kom til Danmark i starten af 2000’erne i den huma­ni­stisk ori­en­te­rede form, som blandt andre svenske Alain Topor[3] repræ­sen­te­rer; (2) At Ser­vi­ce­loven fra 1998 markerede et markant skift fra insti­tu­tions­po­li­tik til så vidt muligt i egen bolig uanset handicap eller psykiske van­ske­lig­he­der – i dag med øget inklusion som politisk mantra; (3) At den neoli­be­rale soci­al­stats domi­ne­rende orga­ni­se­ring af ind­sat­serne for de ander­le­des og mar­gi­na­li­se­rede borgere målrettes mulig­he­den for at de ’kommer sig’ tilpas meget (ofte med ganske håndfaste midler og hånd i hånd med adfærds­o­ri­en­te­rede akti­ve­rings­po­li­tik­ker), så de kan blive vær­di­ska­bende i de to alt­do­mi­ne­rende samfunds(re)produktive sektorer – arbejds­mar­ke­det og uddan­nel­ses­om­rå­det – fremfor at ’hænge ud’ på et værested eller indgå i alter­na­tive soci­alø­ko­no­mi­ske virk­som­he­der; og (4) at den medi­ka­men­telle psykiatri samtidig har vundet endnu mere indpas i en behand­lings­psy­ki­a­tri, der spe­ci­a­li­se­rer og bl.a. intro­du­ce­rer stan­dar­di­se­rede pak­ke­for­løb med udgangs­punkt i symp­tom­be­skri­vende diagnoser og samtidig effek­ti­vi­se­rer med fokus på ambulant (primært medicinsk) behand­ling frem for lokal­sam­funds­ba­se­ret og hel­heds­o­ri­en­te­ret psykiatri.

Aktuelt er der større nationale sats­nin­ger som IPS (Indi­vi­dual Placement and Support[4]), hvor psy­ki­a­tri­bru­gere, som ikke er ’arbejds­mar­keds­pa­rate’, uden for­ud­gå­ende ’job­træ­ning’ eller mental for­be­re­delse, skal ind­pla­ce­res på det ordinære arbejds­mar­ked med støtte fra IPS-kon­su­­len­ter, pæda­go­gi­ske støt­te­kon­takt­per­so­ner, mentorer og andre ’inklu­sions­a­gen­ter’.

Side­lø­bende er andre reha­bi­li­te­rende pro­fes­sio­nelle aktørers opgave at under­støtte og så vidt muligt frem­skynde den per­son­lige ’selv­recove­ry­pro­ces’, og det sker i stigende grad ved under­vis­nings­præ­gede kurser i ’coping’ (mestring af problemer og/eller symptomer), livsstil (sund levevis), selv­ma­na­ge­ment (tids- og opga­ve­træ­ning) mv. Med inspira­tion fra England oprettes insti­tu­tio­na­li­se­rede lærings­rum via blandt andet ’Recove­rysko­ler’ (Recovery Colleges[5]). En udvikling med fokus på de enkelte borgeres indi­vi­du­elle udvik­lings­po­ten­ti­ale, som kan være af uvur­der­lig værdi for mange kursister, men som samtidigt peger i retning af soci­al­po­li­tisk udgræns­ning af ’eks­klu­sive’ bru­ger­fæl­les­ska­ber, der tidligere ofte blev beskrevet som fæl­les­ska­ber med retten til at være ander­le­des (=upro­duk­tiv) og med mulighed for at opleve øget livskva­li­tet i sam­fund­s­pe­ri­fe­rien trods sinds­li­del­sens bela­stende nærvær.

I det hele taget er et ord som livskva­li­tet ikke længere på den soci­al­po­li­ti­ske dagsorden, og i inklu­sio­nens navn er en meget stor del af voksne med sinds­li­del­ser blevet ’økonomisk lige­stil­lede’ med andre borgere ved afskaf­fel­sen af før­tids­pen­sion (= afskaf­felse af mulig­he­den for ikke poten­ti­elt at stå til rådighed for arbejds­mar­ke­det, men også afskaf­fel­sen af et økonomisk for­sør­gel­ses­grund­lag som var stabilt og for mange til­stræk­ke­ligt). Unge med store psykiske van­ske­lig­he­der skal som andre unge vurderes med hensyn til uddan­nel­ses­pa­rat­hed eller i det mindste akti­vi­tetspa­rat­hed og ikke kun tilbydes, men har også pligt til at tage imod, de udmålte kommunale tilbud, med mindre helt særlige forhold gør sig gældende.

Udvik­ling­s­ten­den­serne inden for (social)psykiatrien er mange og med såvel positive som negative momenter, og neden under ’main­stream’ er andre mere subkul­tu­relle pæda­go­gi­ske akti­vi­te­ter og sociale bevæ­gel­ser end de oven­nævnte fortsat i spil i praksis. Samtidigt anes der også optræk til nye radikale og kritiske miljøer, som med skepsis ser på den soci­al­po­li­ti­ske okku­pa­tion af begreber som ’recovery’ og gør retten til at forblive ’unrecove­red’ gældende.[6]

Med temaet ’Gal Pædagogik’ vil Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift tage pulsen på for­skel­lige af de pæda­go­gisk ori­en­te­rede handlings‑, behand­lings- og reha­bi­li­te­rings­ind­sat­ser inden for det (social)psykiatriske område, og på alter­na­tive måder at se forholdet mellem ’de gale’ og samfundet på. Det kan umid­del­bart lyde som et smalt tema, men ideen er at se det, der foregår inden for det psy­ki­a­tri­ske felt, som en markør på mere generelle udvik­ling­s­ten­den­ser inden for social‑, arbejds­­­mar­keds- og uddan­nel­ses­po­li­tik i forhold til de ’ander­le­des’; et spejl for udvik­lin­gen i et samfund under afvikling af den klassiske vel­færds­stat, som også ses inden for andre spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­rå­der målrettet borgere, der påkalder sig særlig social- og sund­heds­po­li­tisk opmærk­som­hed. Alle skal med mere eller mindre håndfaste midler hjælpes til at hjælpe sig selv og via pæda­go­gisk støtte bibringes indsigt i, hvordan de af egen kraft kan udvikle sig (i positiv og sund retning), komme sig (recovery) og overkomme mere (arbejde, uddan­nelse).

Benny Lihme indleder temaet med artiklen Almin­de­lig­he­dens mulighed & betydning, hvor han udfolder historien om den danske soci­alp­sy­ki­a­tris opkomst og placering i det psy­ki­a­tri­ske felt. Opkomsten af soci­alp­sy­ki­a­trien kon­tek­stu­a­li­se­res gennem et blik på både inter­na­tio­nal og dansk, historisk og nutidig, kritik af og fore­slå­ede alter­na­ti­ver til main­stream psykiatri. Særligt fremhæves den såkaldte ’antip­sy­ki­a­tri’ og dens kritik af den insti­tu­tio­nelle psykiatri, men i lige så høj grad dens opti­mi­sti­ske, tera­pe­u­ti­ske og ikke mindst sociale tilgang til psy­ki­a­trisk behand­ling.

I artiklen Fra Tornio og Trieste til Danmark giver Bodil Øster to eksempler på aktuelle psy­ki­a­tri­ske tilgange – Åben Dialog i Tornio i Finland og lokal­sam­funds­ba­se­ret psykiatri i Trieste i Italien – hvor netop det sociale er i centrum for både behand­lin­gen i og orga­ni­se­rin­gen af det psy­ki­a­tri­ske system.  Samtidig udtrykkes bekymring for, hvordan erfa­rin­ger fra denne type af pro­g­res­sive tilgange overføres i en dansk kontekst, fx som ’projekter’ der klistres mere eller mindre uden på den etab­le­rede psykiatri, uden at der grund­læg­gende ændres ved det eksi­ste­rende system.

I artiklen ”Men vi har det godt” – om systemliv, diag­no­sti­ce­ring og social utryghed præ­sen­te­rer Christian Sandbjerg Hansen udsnit fra et interview med en mor og datter, som gennem mange år har levet med diag­no­sti­ce­rin­ger og afhæn­gig­hed af sociale hjæl­pe­sy­ste­mer. Inter­viewet giver indblik i nogle nærmest kafka’ske situ­a­tio­ner, hvor systemet for det første ikke er enig med sig selv om, hvilken diagnose der er den rigtige, og hvor det for det andet i hvert fald kan opleves som om, systemet er sat i verden for at van­ske­lig­gøre det at få og give hjælp.

I de følgende fire artikler sættes der fokus på nogle af de aktuelle bud på, hvordan (social)psykiatrien kan under­støtte recovery. I artiklen Arbejde – en positiv arena for recovery? er det arbejds­liv og pæda­go­gi­ske indsatser til at under­støtte arbejds­liv (som det førnævnte IPS), der er under lup. Mari Holen, Agnete Neidel, Sine Lehn-Chri­sti­an­­sen, Ulrik Haahr, Erik Simonsen og Svein Friis præ­sen­te­rer deres analyser af, hvad arbejde og arbejds­liv har betydet for deres inter­view­per­so­ner, som alle er diag­no­sti­ce­ret med psykoser. Billedet, der tegner sig er komplekst, idet det viser sig at arbejde og arbejds­liv både kan virke under­støt­tende og hindrende for recovery.

Efter­føl­gende sætter Søren Langager i artiklen Recovery på sko­le­ske­maet spot på et andet bud på recove­ryun­der­støt­tende praksis, nemlig de førnævnte ’recovery-skoler’. Med bl.a. Region Hoved­sta­dens ’Skolen for Recovery’ som eksempel belyses, hvordan viden, mestring og praktiske fær­dig­he­der omsættes til under­vis­nings­for­løb for patienter, pårørende og pro­fes­sio­nelle, til­sy­ne­la­dende til stor til­freds­hed for alle parter. Samtidig belyses dog, hvordan en anden historisk tendens til mere almene under­vis­nings­til­bud om ikke udgrænses, så i hvert fald ikke får samme opmærk­som­hed (og finan­si­e­rings­mu­lig­he­der) som de nye tilbud.

Fra en helt anden vinkel belyser Eva Bertelsen og Vanessa Paladino i artiklen Arki­tek­tur der (be)handler – frem­ti­dens psykiatri, hvordan recovery-begrebet har fundet ind i arki­tek­tu­ren i den danske hospi­talspsy­ki­a­tri, eksem­pli­fi­ce­ret ved det nye psy­ki­a­tri­sy­ge­hus i Slagelse. Artiklen giver en nærmest para­doksal beskri­velse af, hvordan rummene er tænkt at ’byde sig til’ og give flere og flere valg­mu­lig­he­der og mere og mere åbenhed mod det ’normale’ – vel at mærke i et hospital med sik­rings­af­de­ling og retspsy­ki­a­tri i den ene ende og almen­p­sy­ki­a­tri og videns­cen­ter i den anden ende.

Det fjerde bud på recovery-under­­støt­tende praksis præ­sen­te­res af Birgitte Hansson i artiklen Peer­støtte – en huma­ni­se­ring af psy­ki­a­trien eller en legi­ti­me­ring og repro­duk­tion af tra­di­tio­nelle psy­ki­a­tri­ske prak­sis­for­mer? Gennem analyse af et projekt, hvor mennesker, som har per­son­lige erfa­rin­ger fra psy­ki­a­trien, arbejder med deres egen historie for at kunne støtte andre i lignende situ­a­tio­ner, syn­lig­gø­res poten­ti­a­ler for såvel huma­ni­se­ring som demo­kra­ti­se­ring gennem såkaldt peer­støtte. Samtidig under­stre­ges det at denne type projekter ikke i sig selv kan garantere grund­læg­gende for­an­drin­ger i psy­ki­a­trien.

De to sidste artikler stiller skarpt på to uom­gæn­ge­lige emner i (social)psykiatrien. I artiklen Hvem er gal? gennemgår Charlotte Vange Løvstad den ver­se­rende debat om vold og overfald i soci­alp­sy­ki­a­trien og rege­rin­gens beslut­ning om at oprette en ny type mere sikre insti­tu­tio­ner. Det syn­lig­gø­res hvordan det eneste synlige rationale i debatten har været de ansattes arbejds­miljø, mens både soci­al­pæ­da­go­gi­ske tilgange og brugernes per­spek­tiv har været fra­væ­rende – og dermed også tilgange som har poten­ti­ale for at forbedre for­hol­dene for brugerne og samtidig øge sik­ker­he­den for de ansatte, fx ved at reducere kon­flik­t­ni­veauet og øge for­stå­el­sen for brugernes behov.

Endelig sætter Heidi Lykke Nissen fokus på medi­ci­nens betydning i det soci­al­pæ­da­go­gi­ske felt i artiklen ”Comme ci comme ça” – Viden om medicin eller medi­cin­pæ­da­go­gik i pæda­gog­ud­dan­nel­sen? I artiklen syn­lig­gø­res det, hvordan opgaver omkring medi­ci­ne­ring i soci­alp­sy­ki­a­trien kan ita­le­sæt­tes og varetages med for­skel­lige dags­or­de­ner, som knytter an til for­skel­lige opfat­tel­ser af psykiske problemer og tilgange til behand­lin­gen: Fra medi­ci­nad­mi­ni­stra­tion, hvor den pro­fes­sio­nelle pædagog ses som lægens for­læn­gede arm, der skal sikre medi­ci­nind­ta­get; til medi­cin­pæ­da­go­gik hvor den pro­fes­sio­nel­les opgave i højere grad kan være at under­støtte borgerens egne ople­vel­ser af om medicinen hjælper.

Christian Sandbjerg Hansen, Søren Langager og Bodil Øster

Refe­ren­cer

[1https://​soci​alsty​rel​sen​.dk/​t​v​a​e​r​g​a​e​n​d​e​ – ​o​m​r​a​d​e​r​/​d​o​k​u​m​e​n​t​e​r​e​d​e​ – ​m​e​t​o​d​e​r​ – ​v​o​k​s​n​e​ – ​o​g​ – ​h​a​n​d​i​cap

[2] Nasser, M. (1995). The rise and fall of anti-psy­­chi­a­­try. Psy­chi­a­tric Bulletin

[3] Topor, A. (2003). Recovery – at komme sig efter alvorlige psykiske lidelser. Hans Reitzels Forlag

[4https://​www​.psykiatri​-regionh​.dk/​I​P​S​/​H​v​a​d​ – ​e​r​ – ​I​P​S​/​S​i​der

[5https://​www​.imroc​.org/

[6“Recovery has been co-opted, colonised and corrupted! … We believe ‘UnRecove­red’ is a valid and legi­ti­mate self-defi­­ni­tion, and we emphasise its political and social contrast to ‘Recovered’.” (Rep­re­sen­ta­tive from Recovery in the Bin, Mad Studies Con­fe­rence in Durham, 2015)

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte