Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2017 #1

Tema: Gal pædagogik

Med temaet ’Gal Pædagogik’ vil Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift tage pulsen på for­skel­lige af de pæda­go­gisk ori­en­te­rede handlings‑, behand­lings- og reha­bi­li­te­rings­ind­sat­ser inden for det (social)psykiatriske område, og på alter­na­tive måder at se forholdet mellem ’de gale’ og samfundet på. 

Ideen er at se det, der foregår inden for det psy­ki­a­tri­ske felt, som en markør på mere generelle udvik­ling­s­ten­den­ser inden for social‑, arbejds­­­mar­keds- og uddan­nel­ses­po­li­tik i forhold til de ’ander­le­des’.

  • Christian Sandbjerg Hansen, Søren Langager og Bodil Øster:
    Redak­tio­nel indledning
  • Benny Lihme:
    Almin­de­lig­he­dens mulighed & betydning
  • Bodil Øster:
    Fra Tornio og Trieste til Danmark. Når hel­heds­tænk­ning bliver til lappeløsninger
  • Christian Sandbjerg Hansen:
    ”Men vi har det godt” – om systemliv, diag­no­sti­ce­ring og social utryghed
  • Mari Holen, Agnete Neidel, Sine Lehn-Chri­sti­an­­sen, Ulrik Haahr, Erik Simonsen og Svein Friis:
    Arbejdet – en positiv arena for recovery?
  • Søren Langager:
    Recovery på skoleskemaet
  • Vanessa Paladino & Eva Bertelsen:
    Arki­tek­tur der (be)handler – frem­ti­dens psykiatri
  • Birgitte Hansson:
    Peer­støtte – en huma­ni­se­ring af psy­ki­a­trien eller en legi­ti­me­ring og repro­duk­tion af tra­di­tio­nelle psy­ki­a­tri­ske praksisformer?
  • Charlotte Vange Løvstad:
    Hvem er gal? Lukkede afde­lin­ger eller soci­al­pæ­da­go­gik til hånd­te­ring af gale og farlige borgere
  • Heidi Lykke Nissen:
    ”Comme ci comme ça” – Viden om medicin eller medi­cin­pæ­da­go­gik i pædagoguddannelsen?

Øvrige artikler

  • Else Lauridsen og Nina Bonderup Dohn:
    Impli­citte for­ud­sæt­nin­ger i gruppearbejde

Anmel­del­ser

  • Rasmus Willig: 
    Afvæbnet kritik
  • Stefan Hermann: 
    Hvor står kampen om dannelsen?
  • Peter Brodersen, Thomas Illum Hansen og Thomas Ziehe: 
    Oplevelse, for­dy­belse og virkelyst – noter til æstetik i undervisningen
  • Mette Buchardt: 
    Kul­tur­for­kla­ring: Uddan­nel­ses­hi­sto­rier om muslimskhed
  • Karen E. Andreasen, Mette Buchardt, Annette Rasmussen og Christian Ydesen (red.): 
    Test og prøvelser. Oprin­delse, udvikling, aktualitet

Redak­tio­nel indledning

Gal pædagogik

Gennem de seneste årtier har det psy­ki­a­tri­ske område gen­nem­gået store for­an­drin­ger. Den klassiske medicinsk ori­en­te­rede hospi­talspsy­ki­a­tri med grund­fo­re­stil­lin­gen om, at en sinds­li­delse er kronisk og livslang, hvorfor en sen­ge­plads på hospital ofte blev løsningen sammen med omfat­tende medi­ci­ne­ring og om nød­ven­digt et ’hvidt snit’, udfordres i dag. Nye for­stå­el­ses­for­mer af mere hum­an­vi­den­ska­be­lig karakter er opstået, bl.a. i kølvandet på at det omsider er blevet bemærket, at det er muligt ’at komme sig’ helt efter selv alvorlige psykiske problemer og efter at være blevet diag­no­sti­ce­ret med fx skizof­reni eller bipolar lidelse (svarende til tidligere tiders mani­o­­de­pres­siv-diagnose). Med dette fokus kommer også fokus på, hvordan hjælp og støtte fra pårørende og pro­fes­sio­nelle kan under­støtte recovery og ikke alene kom­pen­sere for en funktionsnedsættelse.

Men udvik­lin­gen er hverken entydig eller fuld­stæn­dig. I kølvandet på for­an­drin­gerne opstår en underskov af redskaber og metoder, som på for­skel­lig vis skriver sig ind i en soci­al­pæ­da­go­gisk eller soci­alp­sy­ki­a­trisk værk­tøjskasse til at under­støtte psy­ko­so­cial reha­bi­li­te­ring, og som på mange måder repræ­sen­te­rer for­skel­lige niveauer af opgør med en medicinsk kro­ni­ci­tet­stænk­ning. Fra reelt alter­na­tive for­kla­rings­ram­mer som Åben Dialog og empower­men­t­o­ri­en­te­rede tilgange over stan­dar­di­se­rede metoder som ’Assertive Community Treatment’ (ACT) og ‘Critical Time Inter­ven­tion’ (CTI) til til­pas­nings­fo­ku­se­rede pro­gram­mer som ’Social Fær­dig­heds­træ­ning’. Tilgange som Soci­alsty­rel­sen anbefaler – ja nærmest pålægger de pro­fes­sio­nelle aktører inden for feltet at anvende[1] – som evi­dens­un­der­støt­tede indsatser i soci­alp­sy­ki­a­trisk regi.

Denne udvikling kan ikke entydigt karak­te­ri­se­res som et opgør med ’kit­telp­sy­ki­a­trien’ og den massive medi­ka­men­ta­li­se­ring af sinds­li­dende på samme måde som i 1960’erne og 1970’ernes antip­sy­ki­a­tri­ske bølge med de engelske R. D. Laing og D. Cooper som front­fi­gu­rer[2], den ita­li­en­ske ’demo­kra­tisk psykiatri’, danske fænomener som ’Gale­be­væ­gel­sen’ med slogans som ”Vi vil handle, ikke behandles”, og senere bru­ger­be­væ­gel­ser som LAP (Lands­for­e­nin­gen af nuværende og tidligere Psy­ki­a­tri­bru­gere) med begrebet ’psy­ki­a­triover­le­vere’. Tidens soci­alp­sy­ki­a­tri­ske tendens repræ­sen­te­rer snarere en pæda­go­gi­se­ring af ind­sat­serne med et øget antal pro­fes­sio­nelle, som til dagligt arbejder med sinds­li­dende, og som har pæda­go­gisk ori­en­te­rede opgaver. Opgaverne udføres af (social)pædagoger, lærere, støt­te­kon­takt­per­so­ner, omsorgs­med­hjæl­pere, sosu-assi­­sten­ter, sund­heds­pæ­da­go­ger og lignende.

Udvik­lin­gen kan ses på baggrund af flere faktorer, hvoraf her skal nævnes (1) At recovery begrebet kom til Danmark i starten af 2000’erne i den huma­ni­stisk ori­en­te­rede form, som blandt andre svenske Alain Topor[3] repræ­sen­te­rer; (2) At Ser­vi­ce­loven fra 1998 markerede et markant skift fra insti­tu­tions­po­li­tik til så vidt muligt i egen bolig uanset handicap eller psykiske van­ske­lig­he­der – i dag med øget inklusion som politisk mantra; (3) At den neoli­be­rale soci­al­stats domi­ne­rende orga­ni­se­ring af ind­sat­serne for de ander­le­des og mar­gi­na­li­se­rede borgere målrettes mulig­he­den for at de ’kommer sig’ tilpas meget (ofte med ganske håndfaste midler og hånd i hånd med adfærds­o­ri­en­te­rede akti­ve­rings­po­li­tik­ker), så de kan blive vær­di­ska­bende i de to alt­do­mi­ne­rende samfunds(re)produktive sektorer – arbejds­mar­ke­det og uddan­nel­ses­om­rå­det – fremfor at ’hænge ud’ på et værested eller indgå i alter­na­tive soci­alø­ko­no­mi­ske virk­som­he­der; og (4) at den medi­ka­men­telle psykiatri samtidig har vundet endnu mere indpas i en behand­lings­psy­ki­a­tri, der spe­ci­a­li­se­rer og bl.a. intro­du­ce­rer stan­dar­di­se­rede pak­ke­for­løb med udgangs­punkt i symp­tom­be­skri­vende diagnoser og samtidig effek­ti­vi­se­rer med fokus på ambulant (primært medicinsk) behand­ling frem for lokal­sam­funds­ba­se­ret og hel­heds­o­ri­en­te­ret psykiatri.

Aktuelt er der større nationale sats­nin­ger som IPS (Indi­vi­dual Placement and Support[4]), hvor psy­ki­a­tri­bru­gere, som ikke er ’arbejds­mar­keds­pa­rate’, uden for­ud­gå­ende ’job­træ­ning’ eller mental for­be­re­delse, skal ind­pla­ce­res på det ordinære arbejds­mar­ked med støtte fra IPS-kon­su­­len­ter, pæda­go­gi­ske støt­te­kon­takt­per­so­ner, mentorer og andre ’inklu­sions­a­gen­ter’.

Side­lø­bende er andre reha­bi­li­te­rende pro­fes­sio­nelle aktørers opgave at under­støtte og så vidt muligt frem­skynde den per­son­lige ’selv­recove­ry­pro­ces’, og det sker i stigende grad ved under­vis­nings­præ­gede kurser i ’coping’ (mestring af problemer og/eller symptomer), livsstil (sund levevis), selv­ma­na­ge­ment (tids- og opga­ve­træ­ning) mv. Med inspira­tion fra England oprettes insti­tu­tio­na­li­se­rede lærings­rum via blandt andet ’Recove­rysko­ler’ (Recovery Colleges[5]). En udvikling med fokus på de enkelte borgeres indi­vi­du­elle udvik­lings­po­ten­ti­ale, som kan være af uvur­der­lig værdi for mange kursister, men som samtidigt peger i retning af soci­al­po­li­tisk udgræns­ning af ’eks­klu­sive’ bru­ger­fæl­les­ska­ber, der tidligere ofte blev beskrevet som fæl­les­ska­ber med retten til at være ander­le­des (=upro­duk­tiv) og med mulighed for at opleve øget livskva­li­tet i sam­fund­s­pe­ri­fe­rien trods sinds­li­del­sens bela­stende nærvær.

I det hele taget er et ord som livskva­li­tet ikke længere på den soci­al­po­li­ti­ske dagsorden, og i inklu­sio­nens navn er en meget stor del af voksne med sinds­li­del­ser blevet ’økonomisk lige­stil­lede’ med andre borgere ved afskaf­fel­sen af før­tids­pen­sion (= afskaf­felse af mulig­he­den for ikke poten­ti­elt at stå til rådighed for arbejds­mar­ke­det, men også afskaf­fel­sen af et økonomisk for­sør­gel­ses­grund­lag som var stabilt og for mange til­stræk­ke­ligt). Unge med store psykiske van­ske­lig­he­der skal som andre unge vurderes med hensyn til uddan­nel­ses­pa­rat­hed eller i det mindste akti­vi­tetspa­rat­hed og ikke kun tilbydes, men har også pligt til at tage imod, de udmålte kommunale tilbud, med mindre helt særlige forhold gør sig gældende.

Udvik­ling­s­ten­den­serne inden for (social)psykiatrien er mange og med såvel positive som negative momenter, og neden under ’main­stream’ er andre mere subkul­tu­relle pæda­go­gi­ske akti­vi­te­ter og sociale bevæ­gel­ser end de oven­nævnte fortsat i spil i praksis. Samtidigt anes der også optræk til nye radikale og kritiske miljøer, som med skepsis ser på den soci­al­po­li­ti­ske okku­pa­tion af begreber som ’recovery’ og gør retten til at forblive ’unrecove­red’ gældende.[6]

Med temaet ’Gal Pædagogik’ vil Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift tage pulsen på for­skel­lige af de pæda­go­gisk ori­en­te­rede handlings‑, behand­lings- og reha­bi­li­te­rings­ind­sat­ser inden for det (social)psykiatriske område, og på alter­na­tive måder at se forholdet mellem ’de gale’ og samfundet på. Det kan umid­del­bart lyde som et smalt tema, men ideen er at se det, der foregår inden for det psy­ki­a­tri­ske felt, som en markør på mere generelle udvik­ling­s­ten­den­ser inden for social‑, arbejds­­­mar­keds- og uddan­nel­ses­po­li­tik i forhold til de ’ander­le­des’; et spejl for udvik­lin­gen i et samfund under afvikling af den klassiske vel­færds­stat, som også ses inden for andre spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­rå­der målrettet borgere, der påkalder sig særlig social- og sund­heds­po­li­tisk opmærk­som­hed. Alle skal med mere eller mindre håndfaste midler hjælpes til at hjælpe sig selv og via pæda­go­gisk støtte bibringes indsigt i, hvordan de af egen kraft kan udvikle sig (i positiv og sund retning), komme sig (recovery) og overkomme mere (arbejde, uddannelse).

Benny Lihme indleder temaet med artiklen Almin­de­lig­he­dens mulighed & betydning, hvor han udfolder historien om den danske soci­alp­sy­ki­a­tris opkomst og placering i det psy­ki­a­tri­ske felt. Opkomsten af soci­alp­sy­ki­a­trien kon­tek­stu­a­li­se­res gennem et blik på både inter­na­tio­nal og dansk, historisk og nutidig, kritik af og fore­slå­ede alter­na­ti­ver til main­stream psykiatri. Særligt fremhæves den såkaldte ’antip­sy­ki­a­tri’ og dens kritik af den insti­tu­tio­nelle psykiatri, men i lige så høj grad dens opti­mi­sti­ske, tera­pe­u­ti­ske og ikke mindst sociale tilgang til psy­ki­a­trisk behandling.

I artiklen Fra Tornio og Trieste til Danmark giver Bodil Øster to eksempler på aktuelle psy­ki­a­tri­ske tilgange – Åben Dialog i Tornio i Finland og lokal­sam­funds­ba­se­ret psykiatri i Trieste i Italien – hvor netop det sociale er i centrum for både behand­lin­gen i og orga­ni­se­rin­gen af det psy­ki­a­tri­ske system.  Samtidig udtrykkes bekymring for, hvordan erfa­rin­ger fra denne type af pro­g­res­sive tilgange overføres i en dansk kontekst, fx som ’projekter’ der klistres mere eller mindre uden på den etab­le­rede psykiatri, uden at der grund­læg­gende ændres ved det eksi­ste­rende system.

I artiklen ”Men vi har det godt” – om systemliv, diag­no­sti­ce­ring og social utryghed præ­sen­te­rer Christian Sandbjerg Hansen udsnit fra et interview med en mor og datter, som gennem mange år har levet med diag­no­sti­ce­rin­ger og afhæn­gig­hed af sociale hjæl­pe­sy­ste­mer. Inter­viewet giver indblik i nogle nærmest kafka’ske situ­a­tio­ner, hvor systemet for det første ikke er enig med sig selv om, hvilken diagnose der er den rigtige, og hvor det for det andet i hvert fald kan opleves som om, systemet er sat i verden for at van­ske­lig­gøre det at få og give hjælp.

I de følgende fire artikler sættes der fokus på nogle af de aktuelle bud på, hvordan (social)psykiatrien kan under­støtte recovery. I artiklen Arbejde – en positiv arena for recovery? er det arbejds­liv og pæda­go­gi­ske indsatser til at under­støtte arbejds­liv (som det førnævnte IPS), der er under lup. Mari Holen, Agnete Neidel, Sine Lehn-Chri­sti­an­­sen, Ulrik Haahr, Erik Simonsen og Svein Friis præ­sen­te­rer deres analyser af, hvad arbejde og arbejds­liv har betydet for deres inter­view­per­so­ner, som alle er diag­no­sti­ce­ret med psykoser. Billedet, der tegner sig er komplekst, idet det viser sig at arbejde og arbejds­liv både kan virke under­støt­tende og hindrende for recovery.

Efter­føl­gende sætter Søren Langager i artiklen Recovery på sko­le­ske­maet spot på et andet bud på recove­ryun­der­støt­tende praksis, nemlig de førnævnte ’recovery-skoler’. Med bl.a. Region Hoved­sta­dens ’Skolen for Recovery’ som eksempel belyses, hvordan viden, mestring og praktiske fær­dig­he­der omsættes til under­vis­nings­for­løb for patienter, pårørende og pro­fes­sio­nelle, til­sy­ne­la­dende til stor til­freds­hed for alle parter. Samtidig belyses dog, hvordan en anden historisk tendens til mere almene under­vis­nings­til­bud om ikke udgrænses, så i hvert fald ikke får samme opmærk­som­hed (og finan­si­e­rings­mu­lig­he­der) som de nye tilbud.

Fra en helt anden vinkel belyser Eva Bertelsen og Vanessa Paladino i artiklen Arki­tek­tur der (be)handler – frem­ti­dens psykiatri, hvordan recovery-begrebet har fundet ind i arki­tek­tu­ren i den danske hospi­talspsy­ki­a­tri, eksem­pli­fi­ce­ret ved det nye psy­ki­a­tri­sy­ge­hus i Slagelse. Artiklen giver en nærmest para­doksal beskri­velse af, hvordan rummene er tænkt at ’byde sig til’ og give flere og flere valg­mu­lig­he­der og mere og mere åbenhed mod det ’normale’ – vel at mærke i et hospital med sik­rings­af­de­ling og retspsy­ki­a­tri i den ene ende og almen­p­sy­ki­a­tri og videns­cen­ter i den anden ende.

Det fjerde bud på recovery-under­­støt­tende praksis præ­sen­te­res af Birgitte Hansson i artiklen Peer­støtte – en huma­ni­se­ring af psy­ki­a­trien eller en legi­ti­me­ring og repro­duk­tion af tra­di­tio­nelle psy­ki­a­tri­ske prak­sis­for­mer? Gennem analyse af et projekt, hvor mennesker, som har per­son­lige erfa­rin­ger fra psy­ki­a­trien, arbejder med deres egen historie for at kunne støtte andre i lignende situ­a­tio­ner, syn­lig­gø­res poten­ti­a­ler for såvel huma­ni­se­ring som demo­kra­ti­se­ring gennem såkaldt peer­støtte. Samtidig under­stre­ges det at denne type projekter ikke i sig selv kan garantere grund­læg­gende for­an­drin­ger i psykiatrien.

De to sidste artikler stiller skarpt på to uom­gæn­ge­lige emner i (social)psykiatrien. I artiklen Hvem er gal? gennemgår Charlotte Vange Løvstad den ver­se­rende debat om vold og overfald i soci­alp­sy­ki­a­trien og rege­rin­gens beslut­ning om at oprette en ny type mere sikre insti­tu­tio­ner. Det syn­lig­gø­res hvordan det eneste synlige rationale i debatten har været de ansattes arbejds­miljø, mens både soci­al­pæ­da­go­gi­ske tilgange og brugernes per­spek­tiv har været fra­væ­rende – og dermed også tilgange som har poten­ti­ale for at forbedre for­hol­dene for brugerne og samtidig øge sik­ker­he­den for de ansatte, fx ved at reducere kon­flik­t­ni­veauet og øge for­stå­el­sen for brugernes behov.

Endelig sætter Heidi Lykke Nissen fokus på medi­ci­nens betydning i det soci­al­pæ­da­go­gi­ske felt i artiklen ”Comme ci comme ça” – Viden om medicin eller medi­cin­pæ­da­go­gik i pæda­gog­ud­dan­nel­sen? I artiklen syn­lig­gø­res det, hvordan opgaver omkring medi­ci­ne­ring i soci­alp­sy­ki­a­trien kan ita­le­sæt­tes og varetages med for­skel­lige dags­or­de­ner, som knytter an til for­skel­lige opfat­tel­ser af psykiske problemer og tilgange til behand­lin­gen: Fra medi­ci­nad­mi­ni­stra­tion, hvor den pro­fes­sio­nelle pædagog ses som lægens for­læn­gede arm, der skal sikre medi­ci­nind­ta­get; til medi­cin­pæ­da­go­gik hvor den pro­fes­sio­nel­les opgave i højere grad kan være at under­støtte borgerens egne ople­vel­ser af om medicinen hjælper.

Christian Sandbjerg Hansen, Søren Langager og Bodil Øster

Refe­ren­cer

[1https://​soci​alsty​rel​sen​.dk/​t​v​a​e​r​g​a​e​n​d​e​ – ​o​m​r​a​d​e​r​/​d​o​k​u​m​e​n​t​e​r​e​d​e​ – ​m​e​t​o​d​e​r​ – ​v​o​k​s​n​e​ – ​o​g​ – ​h​a​n​d​i​cap

[2] Nasser, M. (1995). The rise and fall of anti-psy­­chi­a­­try. Psy­chi­a­tric Bulletin

[3] Topor, A. (2003). Recovery – at komme sig efter alvorlige psykiske lidelser. Hans Reitzels Forlag

[4https://​www​.psykiatri​-regionh​.dk/​I​P​S​/​H​v​a​d​ – ​e​r​ – ​I​P​S​/​S​i​der

[5https://​www​.imroc​.org/

[6“Recovery has been co-opted, colonised and corrupted! … We believe ‘UnRecove­red’ is a valid and legi­ti­mate self-defi­­ni­tion, and we emphasise its political and social contrast to ‘Recovered’.” (Rep­re­sen­ta­tive from Recovery in the Bin, Mad Studies Con­fe­rence in Durham, 2015)

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte