Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2017 #3

Tema: Pæda­go­gisk arbejde med de fremmede – det gode, det bedre og det bedste

Med dette tema  ønsker vi at anlægge et andet fokus i den pæda­go­gi­ske dis­kus­sion. Vi forskyder det hidtidige fokus på de fremmede i det pæda­go­gi­ske arbejde eller på den pæda­go­gi­ske indsats for de fremmedes skyld til et fokus på de pro­fes­sio­nelle og/eller fri­vil­lige, som vil og har villet noget pæda­go­gisk med de fremmede, samt til forsk­nin­gen i de fremmede.

  • Marta Padovan-Özdemir og Trine Øland:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Mette-Louise Johansen:
    Vel­færds­sta­ten set fra udsatte flygt­nin­ge­for­æl­dres per­spek­tiv: ”Tillid” som markør for social inklusion
  • Gro Hel­les­dat­ter Jacobsen:
    Alle kræver politisk handling, og hvad kan vi gøre”? Sko­le­hen­vis­ning af etniske mino­ri­tets­børn som und­ta­gel­ses­po­li­tik i den nationale kon­kur­ren­ce­stat
  • David Gillborn & Gloria Ladson-Billings:
    Critical Race Theory, Europa og pædagogik og uddan­nelse
  • Marta Padovan-Özdemir & Trine Øland:
    Smil og velkommen! Om flygt­nin­ge­hjæl­pe­rens god­gø­rende lyster
  • Ulla Ambrosius Madsen:
    Fra kul­tur­møde til frag­men­tet og ’den anden’

Øvrige artikler

  • Michael Vernersen:
    Den reflek­te­rende praktiker og pæda­go­gik­kens grundlag. En dis­kus­sion af to opfat­tel­ser af prak­­sis/te­ori-distink­tio­­nen til belysning af pæda­go­gik­kens praktiske grundlag
  • Pæda­go­gik­kens glemmebog – Reak­tu­a­li­se­ring af pæda­go­gisk tankegods:
    Theodor W. Adorno: Opdra­gelse efter Auschwitz
  • Kim Rasmussen:
    Om aktu­a­li­te­ten af T.W. Adornos essay: Opdra­gelse efter Auschwitz 
  • Christina Fogtmann, Antje Schöps og Poul Lundgaard Bak:
    Men­ta­li­se­ring i samtaler med anbragte unge

Anmel­del­ser

  • Svend Brinkmann:
    Ståsteder
  • Jesper Tække og Michael Paulsen:
    Under­vis­nings­fæl­les­ska­ber og lærings­net­værk i den digitale tidsalder
  • Dorthe Jørgensen:
    Nærvær og eftertanke. Mit pæda­go­gi­ske labo­ra­to­rium

Redak­tio­nel ind­led­ning

Pæda­go­gisk arbejde med de fremmede – det gode, det bedre og det bedste

I den senere tid er der i lit­te­ra­tu­ren og satiren dukket kræfter op, der med lige dele harme, nøg­tern­hed og humor ønsker at bidrage til, at det danske samfund tager sine raciale træk­nin­ger op til over­vej­else. For­fat­te­ren Lone Aburas’ hæs­blæ­sende politiske og poetiske pro­test­tale, giver i ”Det er et jeg der taler (regn­ska­bets time)” (2017), indtryk af de ambi­va­len­ser, der er forbundet med at eksistere som brun i det danske samfund. Hun indleder sin tale med at skrive: ”Så lad mig starte forfra og forklare, hvorfor huden ikke er en accessory, lad os sige en hæt­te­trøje, man kan tage af og på” (Aburas 2017:7), og senere:

Jeg forklarer bare, hvordan jeg nogle gange kan have det, men ikke nød­ven­dig­vis har lyst til at have det, og at jeg hellere vil kunne tage det som en kom­pli­ment, når folk siger, at de ikke tænker på mig som brun eller person med anden etnisk baggrund. Men ligesom Caspar-jeget i Nike, hvis kæreste siger, hun ikke længere tænker på ham som han­di­kap­pet, forstår jeg ikke, hvad den kom­pli­ment går ud på, om ikke at blive tænkt på som brun.

Ibid.:17

Godheden og ven­lig­he­den har mange ansigter, men er også et tveægget sværd. Ikke at blive tænkt på som det man på en vis måde også er, med den bedste hensigt, er ikke godt og rart. Sku­e­spil­ler og satiriker Anna Neye undrer sig til­sva­rende og højlydt i bogen ”Emma Gad for hvide. En tera­pe­u­tisk guidebog” (2017):

Vi danskere er jo ret søde, på det jævne og glade for lever­postej. Man SKAL gå ni år i skole, ellers får man kommunen på nakken. Når vi nu er så velud­dan­nede og søde, forundrer det mig til stadighed, hvorfor nationen ryger ud i kram­pe­træk­nin­ger og epi­lep­ti­ske anfald ved det mindste kvæk om, hvorvidt ’neger’ over­ho­ve­det er en brugbar beteg­nelse i dag.

Neye 2017:7

I stedet for at banke sit hoved ind i en mur i fru­stra­tion og håbe på bedre tider, vælger Neye at tænke, at det er, fordi vi ikke har lært, ”hvordan vi omgås på anstændig og deko­lo­ni­se­ret vis” (Ibid.). Derfor har hun forfattet en guidebog til det hvide menneske, der ikke ved ”hvilket hvidt ben”, det skal stå på i en post-kolonial verden. Heri kan man muntre sig med kolonial terapi i form af en tænkt sam­ta­le­te­rapi mellem Sigmund Freud og gene­ralg­u­ver­nør i det tidligere Dansk Vestinden Peter von Scholten, man kan aflure post-koloniale medi­ta­tions­ø­vel­ser og lære om dansk kolonialt hukom­mel­ses­tab og dets ind­fly­delse på, hvordan vi opfatter os selv og sam­funds­fæl­les­ska­bet Danmark.

I hund­re­de­å­ret for Danmarks salg af de Dansk Vestin­di­ske øer, og dermed det formelle ophør af at være en sla­ve­na­tion, kunne man mene at sådanne reflek­sio­ner er beti­me­lige. Men som dette tema­num­mer viser, er der histo­ri­ske efter­virk­nin­ger og træk­nin­ger, som kan få selv de mest opti­mi­sti­ske til fortsat at fundere over ’rele­van­sen’ af den engelske impe­ri­a­lis­mes store digter, Rudyard Kiplings digt ”Hvid mands byrde” fra 1899, hvori han udtrykker sig om den byrde, der påhviler den hvide mand (koloni­mag­ten og den moderne stat), nemlig at tjene og civi­li­sere det uci­vi­li­se­rede natur­men­ne­ske, som kun er halvt menneske (og dertil et barn), der må hjælpes på vej, for sit eget bedste:

”Saa Løft en hvid Mands Byrde
Send ud den bedste Søn
At tjene andre Racer
For en Landflygtigs Løn;
Hos raadvildt Folk og vilde
At tage tunge Tørn –
En tvær og kuet Stamme
Halvt Djævle og halvt Børn.”

Mere end 100 år senere, i Danmark, udgiver Hassan Preisler romanen ”Brun mands byrde” (2013): en stakåndet og satirisk tour de force udi de byrder og kom­plek­ser, den hvide mands god­heds­pro­jekt afsted­kom­mer i en verden, der har forandret sig, og så alligevel ikke. Spørgs­må­let er, om kunstens kritiske efter­tænksom­hed også gør sig gældende i pæda­go­gik­ken?

Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift har med jævne mellemrum lavet temanumre om de fremmede med større eller mindre fokus på de fremmede hhv. det pæda­go­gi­ske arbejde med de fremmede. Numrene har fx heddet ”De fremmede” (nr. 1 1994), ”Stat, uddan­nelse og etniske mino­ri­te­ter” (nr. 3 2006) eller ”Sprog og uddan­nelse” (nr. 1 2008). Numrene har søgt at medvirke til øget accept og for­stå­else for den fremmede og den fremmedes til­ste­de­væ­relse i pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner. Numrene har desuden leveret stof til anbefalet selvransa­gelse i både den politiske og pæda­go­gi­ske debat. Flere numre har været ori­en­te­ret efter politisk pri­o­ri­te­rede emner såsom sprogtest, dansk som andet­s­prog eller mul­ti­kul­tu­rel pædagogik. Ofte har numrene trukket på pæda­go­gisk opti­mi­sti­ske for­tæl­lin­ger om (dansk) pro­g­res­si­visme, inte­gra­tions­tænk­ning, moder­ni­se­ring og oplysning, ligesom meget forskning i emnet har. Ikke sjældent har artik­lerne kon­klu­de­ret, at pæda­go­gisk praksis og tænkning er præget af mono­kul­tu­relle logikker med eks­klu­de­rende effekter for de fremmede.

I dette tema­num­mer lægger vi os i for­læn­gelse heraf grundet historisk træghed, men vi ønsker samtidig at anlægge et andet fokus i den pæda­go­gi­ske dis­kus­sion. Vi ønsker at forskyde det hidtidige fokus på de fremmede i det pæda­go­gi­ske arbejde, eller på den pæda­go­gi­ske indsats for de fremmedes skyld, til et fokus på de pro­fes­sio­nelle og/eller fri­vil­lige, som vil og har villet noget pæda­go­gisk med de fremmede, samt til forsk­nin­gen i de fremmede. Det pæda­go­gi­ske arbejde med og forsk­nin­gen i de fremmede forstår vi da som prak­sis­ser, der medvirker til at formidle fore­stil­lin­gen om staten som inte­gra­tiv hel­heds­i­de­o­logi, hvor natio­nal­kul­tu­rel homo­ge­ni­tet knyttes til social lighed, frihed og demokrati i vel­færds­sta­tens historie. Det betyder, at pæda­go­gisk arbejde, ligesom andet vel­færds­ar­bejde, også bæres af et civi­li­se­rende og moderne projekt, der søger at lede sam­fun­dets sociale krop i det godes tjeneste og af hensyn til den almene interesse. Gennem det pæda­go­gi­ske arbejde pro­du­ce­res således ofte et normativt fokus på samfundet og liv­s­ud­fol­del­sen som et hele knyttet til en statslig eller ter­ri­to­rial ramme.

Tema­num­me­ret spørger til, hvilke per­spek­ti­ver vi får mulighed for at iagttage og undersøge, hvis vi begynder med at antage, at pæda­go­gisk arbejde med de fremmede er viklet ind i moderne para­dok­ser, fler­ty­dig­he­der, absur­di­te­ter, uhyg­ge­lig­he­der og mod­sæt­nin­ger, og ikke alene eller entydigt henviser til og fast­hol­der en for­tæl­ling om et opti­mi­stisk men også et ufuldendt moderne projekt?

Nogle af de per­spek­ti­ver, der frem­kal­des, drejer sig om, hvordan fremmede, eksem­pel­vis markeret som ’tospro­gede’, ’efter­kom­mere af ind­van­drere’, ’flygt­ninge’ eller ’afri­ka­nere’ syn­lig­gø­res og bliver til som grupper med særlige bio­lo­gi­ske, sociale og kul­tu­relle karak­ter­træk, når de kommer i for­bin­delse med moderne pæda­go­gisk arbejde og professionelt/frivilligt vel­færds­ar­bejde. Således åbner temaet for, at bio­lo­gis­mer, raci­a­li­se­rin­ger og post-koloniale imperiale dyna­mi­k­ker kan være invol­ve­ret i det pæda­go­gi­ske arbejde. På denne måde inviterer tema­num­me­ret til at forfølge det koloniale i det post-koloniale vel­færds­ar­bejde, og til at få blik for racialisere(n)de prak­sis­ser i en anta­ge­ligt post-racistisk tid. Disse histo­ri­ske efterveer og geo­gra­fi­ske sam­men­træk­nin­ger i arbejdet med de fremmede udgør en pri­vil­e­ge­ret prisme, hvori­gen­nem tema­num­me­rets bidrag på for­skel­lig vis iagttager den raciale logiks dobbelte ulig­heds­lo­gik. På den ene side pro­du­ce­rer den raciale logik ulighed. På den anden side søger den at kom­pen­sere for selv samme ulighed gennem vel­me­nende social-pæda­­go­­gi­­ske inter­ven­tio­ner, for­de­lings­nøg­ler, venskaber og kul­tur­mø­der – som det iagttages af dette tema­num­mers bidrag­sy­dere.

Tidligere har forskere, som Jan Kampmann, Thomas Gitz-Johansen og Üzeyir Tireli, intro­du­ce­ret per­spek­ti­ver på insti­tu­tio­nel racisme og anden racisme, men uden stor gen­nem­slags­kraft i hverken det pæda­go­gi­ske prak­sis­felt eller forsk­nings­felt. Dette tema­num­mer søger at bringe sagen videre.

Når vi således vender fokus mod raci­a­li­se­rings­pro­ces­ser i vel­færds­ar­bej­det med de fremmede, er det med henblik på at kigge under­ne­den det gode ’mul­ti­kul­tu­relle ret­tig­heds- og tole­ran­ce­pro­jekt’. Det er dog vigtigt at under­strege, at vi med dette tema­num­mer som sådan ikke under­ken­der de sociale, psykiske, sproglige og kul­tu­relle problemer, som vel­færds­ar­bej­dets mål­grup­per i form af de fremmede måtte have eller være i. Ej heller under­ken­der vi, at disse problemer virker legi­ti­me­rende på inter­ven­tio­ner i den gode sags tjeneste. Men vi forskyder blikket fra de fremmede til dem og det arbejde, der vil noget med de fremmede, hvorved tema­num­me­ret kaster nyt lys på dominans og under­tryk­kelse – selv når det finder sted i de gode, bedre og bedste projekter med de fremmede.

Tema­num­me­ret består af fem artikler, som på for­skel­lig vis hud­flet­ter de raciale logikker i det vel­me­nende velfærds- og civi­li­se­rings­pro­jekt i arbejdet med de fremmede.

I den første artikel, Vel­færds­sta­ten set fra udsatte flygt­nin­ge­for­æl­dres per­spek­tiv: ”Tillid” som markør for social inklusion, under­sø­ger Mette-Louise Johansen vel­færds­ar­bej­det med de fremmede gennem de fremmedes øjne. Som målgruppe for vel­færds­ar­bej­det oplever disse flygt­nin­ge­for­æl­dre sig som værende dem, der i bund og grund udfordrer vel­færds­sta­tens iboende og vel­me­nende inte­gra­tions­pro­jekt, idet de ikke tager imod de soci­al­pæ­da­go­gi­ske inter­ven­tio­ner som forventet. Dette bliver særligt tydeligt i den case, som artiklen bygger på, og som udsprin­ger af et års etno­gra­fisk fel­t­ar­bejde blandt palæsti­nen­si­ske familier i Gel­lerup­par­ken i Aarhus. Gennem analyse af et krisemøde mellem to dag­in­sti­tu­tions­le­dere og en flygt­nin­ge­mor træder ’tillid’ frem som omdrej­nings­punkt for vel­færds­ar­bej­dets græn­sed­rag­nin­ger mellem ’os’ og ’dem’. ’Tillid’ bliver noget, som flygt­nin­ge­mo­de­ren skal udvise overfor ’vel­færds­sy­ste­met’, som ellers ikke kan varetage sin opgave. Ifølge Johansen træder ’tillid’ frem som national-kulturel markør for rela­tio­nen mellem det offent­lige (staten) og borgeren – og i sær­de­les­hed de fremmede borgere.

I samme århu­si­an­ske kontekst retter Gro Hel­les­dat­ter Jacobsen i artiklen, ”Alle kræver politisk handling, og hvad kan vi gøre?” Sko­le­hen­vis­ning af etniske mino­ri­tets­børn som und­ta­gel­ses­po­li­tik i den nationale kon­kur­ren­ce­stat, et skarpt blik på spred­nings­po­li­tik­kens (u)lighedsskabende projekt og iboende raciale logikker. Gennem en sam­tids­di­ag­nostisk analyse af policy-doku­­men­ter og eks­per­tin­ter­views viser Jacobsen, hvordan en umid­del­bart raci­a­li­se­ret praksis, hvor etniske mino­ri­tets­for­æl­dre fratages deres ret til frit skolevalg, hvis deres børn vurderes at have ’et ikke uvæ­sent­ligt behov for sprog­støtte’, kamu­f­le­res af inte­gra­tions­pro­jek­tets og det pæda­go­gi­ske projekts frem­tids­o­ri­en­te­ring mod hhv. national-kulturel sam­men­hængs­kraft og økonomisk kon­kur­ren­ce­kraft. Således bidrager artiklen til dis­kus­sio­nen om, hvorvidt insti­tu­tio­nel racisme og etnisk diskri­mi­na­tion ude­luk­kende bør iagttages i form af mono­kul­tu­relle logikker, eller om den raciale logik i ligeså høj grad er at finde i neoli­be­rale bekym­rin­ger for de kommende gene­ra­tio­ners lærings­re­sul­ta­ter og dermed nationens kon­kur­ren­ce­evne.

Hvor de to første artikler slutter deres analyser med udpegning af raciale tendenser i det pæda­go­gi­ske arbejde med de fremmede, bidrager David Gillborn og Gloria Ladson-Billings i tema­num­me­rets tredje artikel, Critical Race Theory, Europa, og pædagogik og uddan­nelse, med et argument om at bringe race, raci­a­li­se­ring og racisme i for­grun­den for kritiske under­sø­gel­ser af pædagogik og uddan­nelse. Artiklen giver en grund­læg­gende indføring i Critical Race Theory’s oprin­delse og udvikling, samt dens grund­lags­dis­kus­sio­ner og ana­ly­ti­ske ræk­ke­vidde. En vigtig meto­do­lo­gisk pointe i under­sø­gel­sen af racisme og raciale logikker i pædagogik og uddan­nelse er at kigge på virk­nin­ger i og af praksis, fremfor motiverne bag en eventuelt raci­a­li­se­ret praksis. Gillborn og Ladson-Billings’ hove­d­ar­gu­ment er, at racisme og raci­a­li­se­rin­ger er en indgroet del af det normale hver­dags­liv, hvorfor det måske synes så svært at få øje på og i det hele taget adressere. Særligt argu­men­te­rer de for, at man i skan­di­na­visk og kon­ti­­nen­tal-europæisk pædagogik og uddan­nel­ses­forsk­ning har tendens til at overse raciale under­to­ner i kultur- og etni­ci­tet­stænk­nin­gen, som den folder sig ud i pædagogik og uddan­nelse.

Herefter følger den fjerde artikel, Smil og velkommen! Om flygt­nin­ge­hjæl­pe­rens god­gø­rende lyster, som iagttager de indre mod­si­gel­ser i hjæl­pe­re­la­tio­nen mellem vel­fær­dens professionelle/frivillige hjælpere og flygt­ninge i Danmark 1978 – 2016. Med denne analyse iagttager Marta Padovan-Özdemir og Trine Øland, hvordan denne hjæl­pe­re­la­tion blandt andet folder sig ud i ambi­va­lente gestusser af vel­kom­men­hed og i en vampyrisk dyrkelse af venskab med flygt­nin­gen. Således lægger artiklen op til kritisk genover­vej­else af den hjælpende mod­ta­gelse af flygt­ninge (viet­na­me­si­ske, bosniske, syriske m.fl.), idet analysen viser, hvordan en narcis­si­stisk mekanik og et etisk imperativ fletter sig sammen i den gode hjæl­pe­re­la­tion. Denne sam­men­flet­ning bliver også driv­kraf­ten i en raci­a­li­se­ret vel­færds­dyna­mik, der hele tiden søger at gøre det bedre og forbedre flygt­nin­gens liv. Artiklen bygger på lidt over 150 års­be­ret­nin­ger, nyheds­brevs­ar­tik­ler og andre doku­men­ter fra Dansk Flygt­nin­ge­hjælp, Dansk Røde Kors og Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­ning.

Ulla Ambrosius Madsen slutter tema­num­me­ret af med artiklen, Fra kul­tur­møde til frag­men­tet og ’den anden’, hvor hun tager livtag med repræ­sen­ta­tions­pro­ble­met i pædagogik og uddan­nel­ses­forsk­ning. I for­læn­gelse af denne grund­lags­pro­ble­ma­tik er det artiklens ambition at forstyrre kul­tur­mø­det som en måde at lære den fremmede at kende. Via etno­gra­fisk ind­sam­lede empiriske frag­men­ter på tværs af tid og rum, en social poetisk skrivning og med hjælp fra post­ko­lo­ni­ale begreber om den Anden, åbner artiklen kul­tur­mø­det op og inviterer til uaf­slut­tede tolk­nin­ger. Artiklen bevæger sig således på kanten af den moderne etnografi og pædagogik og baner vejen(e) for en over­skri­delse af repræ­sen­ta­tio­nens (be)snærende epi­ste­mo­logi.

Marta Padovan-Özdemir og Trine Øland

Refe­ren­cer

Aburas, L. (2017). Det er et jeg der taler (regn­ska­bets time). København: Gyldendal.

Neye, A. (2017). Emma Gad for hvide. En tera­pe­u­tisk guidebog. København: Gyldendal.

Preisler, H. (2013). Brun mands byrde. København: Lindhardt og Ringhof.