Tema: Pædagogisk arbejde med de fremmede – det gode, det bedre og det bedste
Med dette tema ønsker vi at anlægge et andet fokus i den pædagogiske diskussion. Vi forskyder det hidtidige fokus på de fremmede i det pædagogiske arbejde eller på den pædagogiske indsats for de fremmedes skyld til et fokus på de professionelle og/eller frivillige, som vil og har villet noget pædagogisk med de fremmede, samt til forskningen i de fremmede.
- Marta Padovan-Özdemir og Trine Øland:
Redaktionel indledning - Mette-Louise Johansen:
Velfærdsstaten set fra udsatte flygtningeforældres perspektiv: ”Tillid” som markør for social inklusion - Gro Hellesdatter Jacobsen:
”Alle kræver politisk handling, og hvad kan vi gøre”? Skolehenvisning af etniske minoritetsbørn som undtagelsespolitik i den nationale konkurrencestat - David Gillborn & Gloria Ladson-Billings:
Critical Race Theory, Europa og pædagogik og uddannelse - Marta Padovan-Özdemir & Trine Øland:
Smil og velkommen! Om flygtningehjælperens godgørende lyster - Ulla Ambrosius Madsen:
Fra kulturmøde til fragmentet og ’den anden’
Øvrige artikler
- Michael Vernersen:
Den reflekterende praktiker og pædagogikkens grundlag. En diskussion af to opfattelser af praksis/teori-distinktionen til belysning af pædagogikkens praktiske grundlag - Pædagogikkens glemmebog – Reaktualisering af pædagogisk tankegods:
Theodor W. Adorno: Opdragelse efter Auschwitz - Kim Rasmussen:
Om aktualiteten af T.W. Adornos essay: Opdragelse efter Auschwitz - Christina Fogtmann, Antje Schöps og Poul Lundgaard Bak:
Mentalisering i samtaler med anbragte unge
Anmeldelser
- Svend Brinkmann:
Ståsteder - Jesper Tække og Michael Paulsen:
Undervisningsfællesskaber og læringsnetværk i den digitale tidsalder - Dorthe Jørgensen:
Nærvær og eftertanke. Mit pædagogiske laboratorium
Redaktionel indledning
Pædagogisk arbejde med de fremmede – det gode, det bedre og det bedste
I den senere tid er der i litteraturen og satiren dukket kræfter op, der med lige dele harme, nøgternhed og humor ønsker at bidrage til, at det danske samfund tager sine raciale trækninger op til overvejelse. Forfatteren Lone Aburas’ hæsblæsende politiske og poetiske protesttale, giver i ”Det er et jeg der taler (regnskabets time)” (2017), indtryk af de ambivalenser, der er forbundet med at eksistere som brun i det danske samfund. Hun indleder sin tale med at skrive: ”Så lad mig starte forfra og forklare, hvorfor huden ikke er en accessory, lad os sige en hættetrøje, man kan tage af og på” (Aburas 2017:7), og senere:
Jeg forklarer bare, hvordan jeg nogle gange kan have det, men ikke nødvendigvis har lyst til at have det, og at jeg hellere vil kunne tage det som en kompliment, når folk siger, at de ikke tænker på mig som brun eller person med anden etnisk baggrund. Men ligesom Caspar-jeget i Nike, hvis kæreste siger, hun ikke længere tænker på ham som handikappet, forstår jeg ikke, hvad den kompliment går ud på, om ikke at blive tænkt på som brun.
Ibid.:17
Godheden og venligheden har mange ansigter, men er også et tveægget sværd. Ikke at blive tænkt på som det man på en vis måde også er, med den bedste hensigt, er ikke godt og rart. Skuespiller og satiriker Anna Neye undrer sig tilsvarende og højlydt i bogen ”Emma Gad for hvide. En terapeutisk guidebog” (2017):
Vi danskere er jo ret søde, på det jævne og glade for leverpostej. Man SKAL gå ni år i skole, ellers får man kommunen på nakken. Når vi nu er så veluddannede og søde, forundrer det mig til stadighed, hvorfor nationen ryger ud i krampetrækninger og epileptiske anfald ved det mindste kvæk om, hvorvidt ’neger’ overhovedet er en brugbar betegnelse i dag.
Neye 2017:7
I stedet for at banke sit hoved ind i en mur i frustration og håbe på bedre tider, vælger Neye at tænke, at det er, fordi vi ikke har lært, ”hvordan vi omgås på anstændig og dekoloniseret vis” (Ibid.). Derfor har hun forfattet en guidebog til det hvide menneske, der ikke ved ”hvilket hvidt ben”, det skal stå på i en post-kolonial verden. Heri kan man muntre sig med kolonial terapi i form af en tænkt samtaleterapi mellem Sigmund Freud og generalguvernør i det tidligere Dansk Vestinden Peter von Scholten, man kan aflure post-koloniale meditationsøvelser og lære om dansk kolonialt hukommelsestab og dets indflydelse på, hvordan vi opfatter os selv og samfundsfællesskabet Danmark.
I hundredeåret for Danmarks salg af de Dansk Vestindiske øer, og dermed det formelle ophør af at være en slavenation, kunne man mene at sådanne refleksioner er betimelige. Men som dette temanummer viser, er der historiske eftervirkninger og trækninger, som kan få selv de mest optimistiske til fortsat at fundere over ’relevansen’ af den engelske imperialismes store digter, Rudyard Kiplings digt ”Hvid mands byrde” fra 1899, hvori han udtrykker sig om den byrde, der påhviler den hvide mand (kolonimagten og den moderne stat), nemlig at tjene og civilisere det uciviliserede naturmenneske, som kun er halvt menneske (og dertil et barn), der må hjælpes på vej, for sit eget bedste:
”Saa Løft en hvid Mands Byrde
Send ud den bedste Søn
At tjene andre Racer
For en Landflygtigs Løn;
Hos raadvildt Folk og vilde
At tage tunge Tørn –
En tvær og kuet Stamme
Halvt Djævle og halvt Børn.”
Mere end 100 år senere, i Danmark, udgiver Hassan Preisler romanen ”Brun mands byrde” (2013): en stakåndet og satirisk tour de force udi de byrder og komplekser, den hvide mands godhedsprojekt afstedkommer i en verden, der har forandret sig, og så alligevel ikke. Spørgsmålet er, om kunstens kritiske eftertænksomhed også gør sig gældende i pædagogikken?
Dansk pædagogisk Tidsskrift har med jævne mellemrum lavet temanumre om de fremmede med større eller mindre fokus på de fremmede hhv. det pædagogiske arbejde med de fremmede. Numrene har fx heddet ”De fremmede” (nr. 1 1994), ”Stat, uddannelse og etniske minoriteter” (nr. 3 2006) eller ”Sprog og uddannelse” (nr. 1 2008). Numrene har søgt at medvirke til øget accept og forståelse for den fremmede og den fremmedes tilstedeværelse i pædagogiske institutioner. Numrene har desuden leveret stof til anbefalet selvransagelse i både den politiske og pædagogiske debat. Flere numre har været orienteret efter politisk prioriterede emner såsom sprogtest, dansk som andetsprog eller multikulturel pædagogik. Ofte har numrene trukket på pædagogisk optimistiske fortællinger om (dansk) progressivisme, integrationstænkning, modernisering og oplysning, ligesom meget forskning i emnet har. Ikke sjældent har artiklerne konkluderet, at pædagogisk praksis og tænkning er præget af monokulturelle logikker med ekskluderende effekter for de fremmede.
I dette temanummer lægger vi os i forlængelse heraf grundet historisk træghed, men vi ønsker samtidig at anlægge et andet fokus i den pædagogiske diskussion. Vi ønsker at forskyde det hidtidige fokus på de fremmede i det pædagogiske arbejde, eller på den pædagogiske indsats for de fremmedes skyld, til et fokus på de professionelle og/eller frivillige, som vil og har villet noget pædagogisk med de fremmede, samt til forskningen i de fremmede. Det pædagogiske arbejde med og forskningen i de fremmede forstår vi da som praksisser, der medvirker til at formidle forestillingen om staten som integrativ helhedsideologi, hvor nationalkulturel homogenitet knyttes til social lighed, frihed og demokrati i velfærdsstatens historie. Det betyder, at pædagogisk arbejde, ligesom andet velfærdsarbejde, også bæres af et civiliserende og moderne projekt, der søger at lede samfundets sociale krop i det godes tjeneste og af hensyn til den almene interesse. Gennem det pædagogiske arbejde produceres således ofte et normativt fokus på samfundet og livsudfoldelsen som et hele knyttet til en statslig eller territorial ramme.
Temanummeret spørger til, hvilke perspektiver vi får mulighed for at iagttage og undersøge, hvis vi begynder med at antage, at pædagogisk arbejde med de fremmede er viklet ind i moderne paradokser, flertydigheder, absurditeter, uhyggeligheder og modsætninger, og ikke alene eller entydigt henviser til og fastholder en fortælling om et optimistisk men også et ufuldendt moderne projekt?
Nogle af de perspektiver, der fremkaldes, drejer sig om, hvordan fremmede, eksempelvis markeret som ’tosprogede’, ’efterkommere af indvandrere’, ’flygtninge’ eller ’afrikanere’ synliggøres og bliver til som grupper med særlige biologiske, sociale og kulturelle karaktertræk, når de kommer i forbindelse med moderne pædagogisk arbejde og professionelt/frivilligt velfærdsarbejde. Således åbner temaet for, at biologismer, racialiseringer og post-koloniale imperiale dynamikker kan være involveret i det pædagogiske arbejde. På denne måde inviterer temanummeret til at forfølge det koloniale i det post-koloniale velfærdsarbejde, og til at få blik for racialisere(n)de praksisser i en antageligt post-racistisk tid. Disse historiske efterveer og geografiske sammentrækninger i arbejdet med de fremmede udgør en privilegeret prisme, hvorigennem temanummerets bidrag på forskellig vis iagttager den raciale logiks dobbelte ulighedslogik. På den ene side producerer den raciale logik ulighed. På den anden side søger den at kompensere for selv samme ulighed gennem velmenende social-pædagogiske interventioner, fordelingsnøgler, venskaber og kulturmøder – som det iagttages af dette temanummers bidragsydere.
Tidligere har forskere, som Jan Kampmann, Thomas Gitz-Johansen og Üzeyir Tireli, introduceret perspektiver på institutionel racisme og anden racisme, men uden stor gennemslagskraft i hverken det pædagogiske praksisfelt eller forskningsfelt. Dette temanummer søger at bringe sagen videre.
Når vi således vender fokus mod racialiseringsprocesser i velfærdsarbejdet med de fremmede, er det med henblik på at kigge underneden det gode ’multikulturelle rettigheds- og toleranceprojekt’. Det er dog vigtigt at understrege, at vi med dette temanummer som sådan ikke underkender de sociale, psykiske, sproglige og kulturelle problemer, som velfærdsarbejdets målgrupper i form af de fremmede måtte have eller være i. Ej heller underkender vi, at disse problemer virker legitimerende på interventioner i den gode sags tjeneste. Men vi forskyder blikket fra de fremmede til dem og det arbejde, der vil noget med de fremmede, hvorved temanummeret kaster nyt lys på dominans og undertrykkelse – selv når det finder sted i de gode, bedre og bedste projekter med de fremmede.
Temanummeret består af fem artikler, som på forskellig vis hudfletter de raciale logikker i det velmenende velfærds- og civiliseringsprojekt i arbejdet med de fremmede.
I den første artikel, Velfærdsstaten set fra udsatte flygtningeforældres perspektiv: ”Tillid” som markør for social inklusion, undersøger Mette-Louise Johansen velfærdsarbejdet med de fremmede gennem de fremmedes øjne. Som målgruppe for velfærdsarbejdet oplever disse flygtningeforældre sig som værende dem, der i bund og grund udfordrer velfærdsstatens iboende og velmenende integrationsprojekt, idet de ikke tager imod de socialpædagogiske interventioner som forventet. Dette bliver særligt tydeligt i den case, som artiklen bygger på, og som udspringer af et års etnografisk feltarbejde blandt palæstinensiske familier i Gellerupparken i Aarhus. Gennem analyse af et krisemøde mellem to daginstitutionsledere og en flygtningemor træder ’tillid’ frem som omdrejningspunkt for velfærdsarbejdets grænsedragninger mellem ’os’ og ’dem’. ’Tillid’ bliver noget, som flygtningemoderen skal udvise overfor ’velfærdssystemet’, som ellers ikke kan varetage sin opgave. Ifølge Johansen træder ’tillid’ frem som national-kulturel markør for relationen mellem det offentlige (staten) og borgeren – og i særdeleshed de fremmede borgere.
I samme århusianske kontekst retter Gro Hellesdatter Jacobsen i artiklen, ”Alle kræver politisk handling, og hvad kan vi gøre?” Skolehenvisning af etniske minoritetsbørn som undtagelsespolitik i den nationale konkurrencestat, et skarpt blik på spredningspolitikkens (u)lighedsskabende projekt og iboende raciale logikker. Gennem en samtidsdiagnostisk analyse af policy-dokumenter og ekspertinterviews viser Jacobsen, hvordan en umiddelbart racialiseret praksis, hvor etniske minoritetsforældre fratages deres ret til frit skolevalg, hvis deres børn vurderes at have ’et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte’, kamufleres af integrationsprojektets og det pædagogiske projekts fremtidsorientering mod hhv. national-kulturel sammenhængskraft og økonomisk konkurrencekraft. Således bidrager artiklen til diskussionen om, hvorvidt institutionel racisme og etnisk diskrimination udelukkende bør iagttages i form af monokulturelle logikker, eller om den raciale logik i ligeså høj grad er at finde i neoliberale bekymringer for de kommende generationers læringsresultater og dermed nationens konkurrenceevne.
Hvor de to første artikler slutter deres analyser med udpegning af raciale tendenser i det pædagogiske arbejde med de fremmede, bidrager David Gillborn og Gloria Ladson-Billings i temanummerets tredje artikel, Critical Race Theory, Europa, og pædagogik og uddannelse, med et argument om at bringe race, racialisering og racisme i forgrunden for kritiske undersøgelser af pædagogik og uddannelse. Artiklen giver en grundlæggende indføring i Critical Race Theory’s oprindelse og udvikling, samt dens grundlagsdiskussioner og analytiske rækkevidde. En vigtig metodologisk pointe i undersøgelsen af racisme og raciale logikker i pædagogik og uddannelse er at kigge på virkninger i og af praksis, fremfor motiverne bag en eventuelt racialiseret praksis. Gillborn og Ladson-Billings’ hovedargument er, at racisme og racialiseringer er en indgroet del af det normale hverdagsliv, hvorfor det måske synes så svært at få øje på og i det hele taget adressere. Særligt argumenterer de for, at man i skandinavisk og kontinental-europæisk pædagogik og uddannelsesforskning har tendens til at overse raciale undertoner i kultur- og etnicitetstænkningen, som den folder sig ud i pædagogik og uddannelse.
Herefter følger den fjerde artikel, Smil og velkommen! Om flygtningehjælperens godgørende lyster, som iagttager de indre modsigelser i hjælperelationen mellem velfærdens professionelle/frivillige hjælpere og flygtninge i Danmark 1978 – 2016. Med denne analyse iagttager Marta Padovan-Özdemir og Trine Øland, hvordan denne hjælperelation blandt andet folder sig ud i ambivalente gestusser af velkommenhed og i en vampyrisk dyrkelse af venskab med flygtningen. Således lægger artiklen op til kritisk genovervejelse af den hjælpende modtagelse af flygtninge (vietnamesiske, bosniske, syriske m.fl.), idet analysen viser, hvordan en narcissistisk mekanik og et etisk imperativ fletter sig sammen i den gode hjælperelation. Denne sammenfletning bliver også drivkraften i en racialiseret velfærdsdynamik, der hele tiden søger at gøre det bedre og forbedre flygtningens liv. Artiklen bygger på lidt over 150 årsberetninger, nyhedsbrevsartikler og andre dokumenter fra Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors og Kommunernes Landsforening.
Ulla Ambrosius Madsen slutter temanummeret af med artiklen, Fra kulturmøde til fragmentet og ’den anden’, hvor hun tager livtag med repræsentationsproblemet i pædagogik og uddannelsesforskning. I forlængelse af denne grundlagsproblematik er det artiklens ambition at forstyrre kulturmødet som en måde at lære den fremmede at kende. Via etnografisk indsamlede empiriske fragmenter på tværs af tid og rum, en social poetisk skrivning og med hjælp fra postkoloniale begreber om den Anden, åbner artiklen kulturmødet op og inviterer til uafsluttede tolkninger. Artiklen bevæger sig således på kanten af den moderne etnografi og pædagogik og baner vejen(e) for en overskridelse af repræsentationens (be)snærende epistemologi.
Marta Padovan-Özdemir og Trine Øland
Referencer
Aburas, L. (2017). Det er et jeg der taler (regnskabets time). København: Gyldendal.
Neye, A. (2017). Emma Gad for hvide. En terapeutisk guidebog. København: Gyldendal.
Preisler, H. (2013). Brun mands byrde. København: Lindhardt og Ringhof.