Tema: Homo Ludens – et opråb for legen
Når der i dag tales om leg, tales der næsten altid i samme åndedrag om læring. I dette temanummer udfordres mantraet om at der ingen forskel er på leg og læring. Vi vil søge at fravriste legen dens rolle som støttespiller for læring og undersøge legens egenart på dens egne præmisser.
- Tekla Canger, Tone Saugstad, Lene Skytthe Kaarsberg Schmidt & Trine Øland:
Redaktionel indledning - Tone Saugstad:
Leg – et pædagogisk paradoks? - SPOT
”STOP” (Gitte Munk Hansen) - Einar Sundsdal & Maria Øksnes:
Om å stille feil spørsmål i lekforskningen - SPOT
Leg på skolens læringsskema – et eksempel på en pædagogisk kobling af leg og læring (Tekla Canger) - Pernille Hviid & Jakob Waag Villadsen:
Et kulturelt-eksistentielt udviklingspsykologisk perspektiv på leg - SPOT
Lege-terapi (Pernille Hviid) - Helle Marie Skovbjerg:
Idéhistoriske perspektiver på leg - SPOT
Sandkassen som pædagogisk eksperiment i København omkring år 1900 (Ning de Coninck-Smith)
Artikler
- Pernille Juhl:
Pædagogisk faglighed analyseret fra et børneperspektiv - Marlene Smith og Louise Bruslund Pedersen:
Voksenstyrede aktiviteter som inklusionsmetode. Feltstudie i Svenske daginstitutioner - Christina Haandbæk Schmidt:
En insisterende læringsdagsorden
Anmeldelser
- Carsten Bagge Laustsen, Lars Thorup Larsen, Mathias Wullum Nielsen, Tine Ravn og Mads P. Sørensen:
Sociologisk teori – en grundbog
Berigtigelse: Bogen er anmeldt af Steen Nepper Larsen, ikke som fejlagtigt anført af Niels Rosendal Jensen. Vi beklager fejlen. - Gitte Meyer:
Lykkens kontrollanter - Gitte Sommer Harrits og Marie Østergaard Møller:
Forebyggelse og bekymring i professionel praksis - Bjørn Hamre og Vibe Larsen (red.):
Inklusion, udsathed og tværprofessionelt samarbejde - Jørgen Christiansen, Brian Degn Mårtensson, Torben Pedersen (red.):
Specialpædagogik i læreruddannelsen - Bo Kampmann Walther:
Computerspil – dannelse, pædagogik og svedige håndflader - Jesper Dammeyer:
Pædagogisk psykologi. Videnskaben om læring og undervisning - Peter Østergaard Andersen og Tomas Ellegaard (red.):
Klassisk og moderne pædagogisk teori (3. udg.)
Redaktionel indledning
Homo Ludens – et opråb for legen
Når der i dag tales om leg, tales der næsten altid i samme åndedrag om læring. I politiske tiltag for pædagogiske institutioner for børn bliver ‘leg og læring´ ofte set som noget, der bør være forbundet med hinanden. ‘Leg og læring´ er en del af uddannelsespolitiske projekter, der især i slutningen af det 20. århundrede omfatter en række forsøg med at skabe ‘overgange´ mellem daginstitution, skole og fritidsinstitutioner (Hygum 2005), og som også fremkommer som ideal i forhold til folkeskolereformens indførsel af længere skoledage i 2014. Idealet er, at læring både skal foregå ved leg og som leg. Et mantra der således er blevet selvfølgeliggjort er, at der ingen modsætning er mellem leg og læring. Legen ses som noget, der skal føre læring med sig, og som noget der først og fremmest omfatter læringspotentialer for børn. Legen bliver rettet mod at opfylde læringsmål for børnene, og det at knytte legen til tilegnelse af færdigheder, bliver en del af at legitimere dets plads (Øksnes 2012).
Man kan undre sig over denne udvikling. For hvordan kan det være, at jo mere samfundsmæssigt, materielt overskud der er, jo mindre plads er der tilsyneladende til legens adspredelse og tidsfordriv? Og hvordan kan det være, at selv om børn i dag ikke længere er nødsaget til at bruge deres tid på arbejde, så får de alligevel tilsyneladende stadig mindre tid til leg uden et eksplicit læringssigte? En del af svaret på disse spørgsmål kan findes i nutidens ‘nyttepædagogik´, såvel som i en mangelfuld forståelse af legens egenart. Med nyttepædagogik tænkes her på en pædagogik som tester, måler og evaluerer læringsresultater ud fra deres mere nutidige anvendelighed og nytte, snarere end ud fra deres mere fremtidsrettede dannende formål. Nyttepædagogikken indgår endvidere i en økonomisk diskurs, hvor der måles på pædagogikkens input og output, og hvor uddannelse er blevet en økonomisk konkurrencefaktor.
Bestræbelserne på at tilrettelægge legen så den fremmer læringens nytteværdi, er imidlertid ikke nye. En vigtig inspirationskilde findes i John Deweys pædagogik, som måske af samme grund har fået en pædagogisk renæssance. I ’Democracy and Education’ fra 1916 diskuterer han legens og arbejdets plads i skolens curriculum (Deweys 1916: kapitel 15). Her skriver han, at det pædagogiske udkomme af leg og arbejde er tilfældigt, når det finder sted udenfor skolens organiserede rammer. Af samme grund mener han det er vigtigt, at leg (og arbejde) bliver en del af skolens undervisning, men under vilkår som gør, at legen (og arbejde) fremmer barnets mentale og moralske vækst. Deweys synspunkter på leg og læring er helt i tråd med den læringsgevinst-hypotese, som Einar Sundsdal og Maria Øksnes også diskuterer i dette temanummer. Mod denne Dewey-inspirerede pædagogik om at læring skal foregå ved og i leg, hævder Tone Saugstad, at legen hermed mister sin egenværdi. Men selv om legen ikke uden videre lader sig indfange i en didaktisk ramme, har den alligevel grundlæggende betydning for udvikling og læring. Af samme grund er vi nødt til at løbe den risiko, der er ved at sætte legen fri.
I det omfang barndommen og børns leg inkorporeres i en instrumentel nyttetænkning, hvor læring går forud for leg, sker der ofte det, at legens flertydighed mistes af syne. Enten bliver legen underlagt læring ved at skulle tjene dens formål, eller legen bliver idylliseret som ren og skær lystfuld, ufarlig og fri af voksenstyring. En rationalisering af legen som et pædagogisk redskab, der skal have et formål ud over legens beskæftigelse i sig selv kan skabe manglende forståelse for legens egenart og få utilsigtede konsekvenser. Dels kan man komme til at leve i en vildfarelse om at børns behov for leg dækkes ind ved at læring gøres til en leg, og dels kan legens fravær gøre, at den idylliseres og dens modsætningsforhold tabes af syne. Der findes ikke kun leg som er ’for sjov’, der findes også kompliceret leg, der er omkostningsfuld for den enkelte. Børnene sætter sig selv på spil i legen og gør det ofte ud fra helt andre formål end de læringsbestemte. Netop derfor finder vi det nødvendigt med et opråb for legen. Ikke som en forfaldshistorie om at en gang var der bedre tider for børn og leg, men som en pædagogisk opmærksomhed på legens egenart.
Temanummeret består af 4 artikler og 4 kortere spots, som fra hver deres perspektiv, søger at problematisere sammenkoblingen mellem leg og læring og at fremhæve og udforske legens egenart og ‑værdi.
Temanummerets første artikel, ’Legen – et pædagogisk paradoks’ af Tone Saugstad tager sit udgangspunkt i det pædagogiske paradoks: at legen indeholder betydningsfuld læring, men at denne læring ikke kan styres via en didaktisk rationalitet. Artiklen efterfølges af Gitte Munks spot med eksempler på lege før fjernsynets og computerens tidsalder. I denne forbindelse peger Munk på, at når de ’gamle’ børnelege ikke længere overleveres fra store børn til små børn, så kan børns legeaktiviteter blive mere afhængig af de voksne. I Einar Sundsdal og Maria Øksnes artikel ’Om å stille feil spørgsmål i lekeforskningen’ retter forfatterne en kritik mod det snævre udgangspunkt meget legeforskning baserer sig på, og som blandt andet medfører en negligering af legens egenværdi. De kritiserer endvidere læringsgevinsthypotesen, nemlig at : ’lek kan være et effektivt middel pedagoger kan bruke for å fremme barns læring både på kort og lang sigt’. Derefter følger et spot, hvor Tekla Canger retter et (selv)kritisk blik på et undervisningsforløb på læreruddannelsen om krop, leg og læring. Pernille Hviid og Jacob Villadsen lægger i artiklen ’Et kulturelt-eksistentielt udviklingspsykologisk perspektiv på leg’ afstand til psykologiske teorier om leg, som fokuserer på legens funktioner. I stedet retter Hviid & Villadsen fokus mod udviklingsforholdet mellem person og leg, og de understreger således betydningen af at være opmærksom på en eksistentiel dimension ved legen. Det efterfølgende spot af Pernille Hviid giver en introduktion legeterapi og heri diskuteres, hvordan legen kan få en terapeutisk betydning for børn. Helle Marie Skovbjergs artikel, ’Et idéhistorisk perspektiv på leg’ belyser filosofiske teorier om legens egenværdi ud fra Schiller, Fröbel og Nietzsche. Her er hun bl.a. er optaget af at vise, at legen har en værdi der rækker ud over barndommen. Temanummerets sidste spot af Ning de Coninck-Smith omhandler sandkassens historie, og heri vises det, hvordan voksne gennem historien ofte bestræber sig på at formgive rammerne for barndom og selve børns leg.
Som temanummerets forfattere peger på ud fra hver deres ståsted, så har legen vigtige eksistentielle, dannende og samfundskulturelle betydninger. Artikelbidragene er forskellige bud på et opråb for legen som noget, der udgør en væsentlig menneskelig drivkraft. Og som pædagogisk kalder på at blive forstået ud fra andre præmisser end alene om den bliver nyttig og fremmer den rigtige form for læring.
Tekla Canger og Trine Øland, gæsteredaktører Tone Saugstad og Lene Skytthe Kaarsberg Schmidt
Referencer
Ariès, P. (1980). Barndommens historie. Gyldendal norsk forlag.
Dewey, John (1916). Democracy and education, an introduction to the philosophy of education. New York: The Macmillan Company
Heywood, Colin (2001). A history of childhood: Children and childhood in the West from Medieval to Modern Times. Polity Press.
Huizinga, Johan (1993): Homo Ludens. København: Gyldendal.
Hygum, Erik (2005). Et professions- og generationsperspektiv på ny skolestart. Forlaget PUC, CVU Midt-Vest
Øksnes, Maria (2012): Legens flertydighed, børns leg i en institutionaliseret barndom. København: Hans Reitzel
