Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2017 #4

Tema: Homo Ludens – et opråb for legen

Når der i dag tales om leg, tales der næsten altid i samme åndedrag om læring. I dette tema­num­mer udfordres mantraet om at der ingen forskel er på leg og læring. Vi vil søge at fravriste legen dens rolle som støt­te­spil­ler for læring og undersøge legens egenart på dens egne præmisser.

  • Tekla Canger, Tone Saugstad, Lene Skytthe Kaarsberg Schmidt & Trine Øland:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Tone Saugstad:
    Leg – et pæda­go­gisk paradoks?
  • SPOT
    ”STOP” (Gitte Munk Hansen)
  • Einar Sundsdal & Maria Øksnes:
    Om å stille feil spørsmål i lek­forsk­nin­gen
  • SPOT
    Leg på skolens lærings­skema – et eksempel på en pæda­go­gisk kobling af leg og læring (Tekla Canger)
  • Pernille Hviid & Jakob Waag Villadsen:
    Et kulturelt-eksi­­sten­ti­elt udvik­lings­psy­ko­lo­gisk per­spek­tiv på leg
  • SPOT
    Lege-terapi (Pernille Hviid)
  • Helle Marie Skovbjerg:
    Idéhi­sto­ri­ske per­spek­ti­ver på leg
  • SPOT
    Sand­kas­sen som pæda­go­gisk eks­pe­ri­ment i København omkring år 1900 (Ning de Coninck-Smith)

Artikler

  • Pernille Juhl:
    Pæda­go­gisk faglighed ana­ly­se­ret fra et bør­ne­per­spek­tiv
  • Marlene Smith og Louise Bruslund Pedersen:
    Vok­sensty­rede akti­vi­te­ter som inklu­sions­me­todeFelt­stu­die i Svenske dag­in­sti­tu­tio­ner
  • Christina Haandbæk Schmidt:
    En insi­ste­rende lærings­dags­or­den

Anmel­del­ser

  • Carsten Bagge Laustsen, Lars Thorup Larsen, Mathias Wullum Nielsen, Tine Ravn og Mads P. Sørensen:
    Socio­lo­gisk teori – en grundbog
    Berig­ti­gelse: Bogen er anmeldt af Steen Nepper Larsen, ikke som fejl­ag­tigt anført af Niels Rosendal Jensen. Vi beklager fejlen.
  • Gitte Meyer:
    Lykkens kon­trol­lan­ter
  • Gitte Sommer Harrits og Marie Øster­gaard Møller:
    Fore­byg­gelse og bekymring i pro­fes­sio­nel praksis
  • Bjørn Hamre og Vibe Larsen (red.):
    Inklusion, udsathed og tvær­pro­fes­sio­nelt sam­ar­bejde
  • Jørgen Chri­sti­an­sen, Brian Degn Mår­tens­son, Torben Pedersen (red.):
    Spe­ci­al­pæ­da­go­gik i lærer­ud­dan­nel­sen
  • Bo Kampmann Walther:
    Com­pu­ter­spil – dannelse, pædagogik og svedige hånd­fla­der
  • Jesper Dammeyer:
    Pæda­go­gisk psykologi. Viden­ska­ben om læring og under­vis­ning
  • Peter Øster­gaard Andersen og Tomas Ellegaard (red.):
    Klassisk og moderne pæda­go­gisk teori (3. udg.)

Redak­tio­nel ind­led­ning

Homo Ludens – et opråb for legen

Når der i dag tales om leg, tales der næsten altid i samme åndedrag om læring. I politiske tiltag for pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner for børn bliver ‘leg og læring´ ofte set som noget, der bør være forbundet med hinanden. ‘Leg og læring´ er en del af uddan­nel­ses­po­li­ti­ske projekter, der især i slut­nin­gen af det 20. århund­rede omfatter en række forsøg med at skabe ‘overgange´ mellem dag­in­sti­tu­tion, skole og fri­tids­in­sti­tu­tio­ner (Hygum 2005), og som også frem­kom­mer som ideal i forhold til fol­ke­sko­lere­for­mens indførsel af længere skoledage i 2014. Idealet er, at læring både skal foregå ved leg og som leg. Et mantra der således er blevet selv­føl­ge­lig­gjort er, at der ingen mod­sæt­ning er mellem leg og læring. Legen ses som noget, der skal føre læring med sig, og som noget der først og fremmest omfatter lærings­po­ten­ti­a­ler for børn. Legen bliver rettet mod at opfylde lærings­mål for børnene, og det at knytte legen til til­eg­nelse af fær­dig­he­der, bliver en del af at legi­ti­mere dets plads (Øksnes 2012).

Man kan undre sig over denne udvikling. For hvordan kan det være, at jo mere sam­funds­mæs­sigt, materielt overskud der er, jo mindre plads er der til­sy­ne­la­dende til legens adspre­delse og tids­for­driv? Og hvordan kan det være, at selv om børn i dag ikke længere er nødsaget til at bruge deres tid på arbejde, så får de alligevel til­sy­ne­la­dende stadig mindre tid til leg uden et eksplicit lærings­sigte? En del af svaret på disse spørgsmål kan findes i nutidens ‘nyt­te­pæ­da­go­gik´, såvel som i en man­gel­fuld for­stå­else af legens egenart. Med nyt­te­pæ­da­go­gik tænkes her på en pædagogik som tester, måler og evaluerer lærings­re­sul­ta­ter ud fra deres mere nutidige anven­de­lig­hed og nytte, snarere end ud fra deres mere frem­tids­ret­tede dannende formål. Nyt­te­pæ­da­go­gik­ken indgår endvidere i en økonomisk diskurs, hvor der måles på pæda­go­gik­kens input og output, og hvor uddan­nelse er blevet en økonomisk kon­kur­ren­ce­fak­tor.

Bestræ­bel­serne på at til­ret­te­lægge legen så den fremmer læringens nyt­te­værdi, er imid­ler­tid ikke nye. En vigtig inspira­tions­kilde findes i John Deweys pædagogik, som måske af samme grund har fået en pæda­go­gisk renæs­sance. I ’Democracy and Education’ fra 1916 dis­ku­te­rer han legens og arbejdets plads i skolens cur­ri­culum (Deweys 1916: kapitel 15). Her skriver han, at det pæda­go­gi­ske udkomme af leg og arbejde er til­fæl­digt, når det finder sted udenfor skolens orga­ni­se­rede rammer. Af samme grund mener han det er vigtigt, at leg (og arbejde) bliver en del af skolens under­vis­ning, men under vilkår som gør, at legen (og arbejde) fremmer barnets mentale og moralske vækst. Deweys syns­punk­ter på leg og læring er helt i tråd med den lærings­­­ge­vinst-hypotese, som Einar Sundsdal og Maria Øksnes også dis­ku­te­rer i dette tema­num­mer. Mod denne Dewey-inspi­re­rede pædagogik om at læring skal foregå ved og i leg, hævder Tone Saugstad, at legen hermed mister sin egenværdi. Men selv om legen ikke uden videre lader sig indfange i en didaktisk ramme, har den alligevel grund­læg­gende betydning for udvikling og læring. Af samme grund er vi nødt til at løbe den risiko, der er ved at sætte legen fri.

I det omfang barn­dom­men og børns leg inkorpo­re­res i en instru­men­tel nyt­te­tænk­ning, hvor læring går forud for leg, sker der ofte det, at legens fler­ty­dig­hed mistes af syne. Enten bliver legen underlagt læring ved at skulle tjene dens formål, eller legen bliver idyl­li­se­ret som ren og skær lystfuld, ufarlig og fri af vok­sensty­ring.  En ratio­na­li­se­ring af legen som et pæda­go­gisk redskab, der skal have et formål ud over legens beskæf­ti­gelse i sig selv kan skabe manglende for­stå­else for legens egenart og få util­sig­tede kon­se­kven­ser. Dels kan man komme til at leve i en vild­fa­relse om at børns behov for leg dækkes ind ved at læring gøres til en leg, og dels kan legens fravær gøre, at den idyl­li­se­res og dens mod­sæt­nings­for­hold tabes af syne. Der findes ikke kun leg som er ’for sjov’, der findes også kom­pli­ce­ret leg, der er omkost­nings­fuld for den enkelte. Børnene sætter sig selv på spil i legen og gør det ofte ud fra helt andre formål end de lærings­be­stemte. Netop derfor finder vi det nød­ven­digt med et opråb for legen. Ikke som en for­falds­hi­sto­rie om at en gang var der bedre tider for børn og leg, men som en pæda­go­gisk opmærk­som­hed på legens egenart.

Tema­num­me­ret består af 4 artikler og 4 kortere spots, som fra hver deres per­spek­tiv, søger at pro­ble­ma­ti­sere sam­men­kob­lin­gen mellem leg og læring og at fremhæve og udforske legens egenart og ‑værdi.

Tema­num­me­rets første artikel, ’Legen – et pæda­go­gisk paradoks’ af Tone Saugstad tager sit udgangs­punkt i det pæda­go­gi­ske paradoks: at legen inde­hol­der betyd­nings­fuld læring, men at denne læring ikke kan styres via en didaktisk ratio­na­li­tet. Artiklen efter­føl­ges af Gitte Munks spot med eksempler på lege før fjern­sy­nets og com­pu­te­rens tidsalder. I denne for­bin­delse peger Munk på, at når de ’gamle’ børnelege ikke længere over­le­ve­res fra store børn til små børn, så kan børns lege­ak­ti­vi­te­ter blive mere afhængig af de voksne. I Einar Sundsdal og Maria Øksnes artikel ’Om å stille feil spørgsmål i leke­forsk­nin­gen’ retter for­fat­terne en kritik mod det snævre udgangs­punkt meget lege­forsk­ning baserer sig på, og som blandt andet medfører en neg­li­ge­ring af legens egenværdi. De kri­ti­se­rer endvidere lærings­ge­vin­st­hy­po­te­sen, nemlig at : ’lek kan være et effektivt middel pedagoger kan bruke for å fremme barns læring både på kort og lang sigt’. Derefter følger et spot, hvor Tekla Canger retter et (selv)kritisk blik på et under­vis­nings­for­løb på lærer­ud­dan­nel­sen om krop, leg og læring. Pernille Hviid og Jacob Villadsen lægger i artiklen ’Et kulturelt-eksi­­sten­ti­elt udvik­lings­psy­ko­lo­gisk per­spek­tiv på leg’ afstand til psy­ko­lo­gi­ske teorier om leg, som fokuserer på legens funk­tio­ner. I stedet retter Hviid & Villadsen fokus mod udvik­lings­for­hol­det mellem person og leg, og de under­stre­ger således betyd­nin­gen af at være opmærksom på en eksi­sten­tiel dimension ved legen. Det efter­føl­gende spot af Pernille Hviid giver en intro­duk­tion lege­te­rapi og heri dis­ku­te­res, hvordan legen kan få en tera­pe­u­tisk betydning for børn. Helle Marie Sko­vb­jergs artikel, ’Et idéhi­sto­risk per­spek­tiv på leg’ belyser filo­so­fi­ske teorier om legens egenværdi ud fra Schiller, Fröbel og Nietzsche. Her er hun bl.a. er optaget af at vise, at legen har en værdi der rækker ud over barn­dom­men. Tema­num­me­rets sidste spot af Ning de Coninck-Smith omhandler sand­kas­sens historie, og heri vises det, hvordan voksne gennem historien ofte bestræber sig på at formgive rammerne for barndom og selve børns leg.

Som tema­num­me­rets for­fat­tere peger på ud fra hver deres ståsted, så har legen vigtige eksi­sten­ti­elle, dannende og sam­fund­skul­tu­relle betyd­nin­ger. Arti­kel­bi­dra­gene er for­skel­lige bud på et opråb for legen som noget, der udgør en væsentlig men­ne­ske­lig drivkraft. Og som pæda­go­gisk kalder på at blive forstået ud fra andre præmisser end alene om den bliver nyttig og fremmer den rigtige form for læring.

Tekla Canger og Trine Øland, gæste­re­dak­tø­rer Tone Saugstad og Lene Skytthe Kaarsberg Schmidt

Refe­ren­cer

Ariès, P. (1980). Barn­dom­mens historie. Gyldendal norsk forlag.

Dewey, John (1916). Democracy and education, an intro­duction to the phi­los­ophy of education. New York: The Macmillan Company
Heywood, Colin (2001). A history of childhood: Children and childhood in the West from Medieval to Modern Times. Polity Press.

Huizinga, Johan (1993): Homo Ludens. København: Gyldendal.

Hygum, Erik (2005). Et pro­­fes­sions- og gene­ra­tions­per­spek­tiv på ny sko­lestart. Forlaget PUC, CVU Midt-Vest

Øksnes, Maria (2012): Legens fler­ty­dig­hed, børns leg i en insti­tu­tio­na­li­se­ret barndom. København: Hans Reitzel

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte