Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2019 #1

Tema: Tag døm­me­kraf­ten tilbage – men tilbage til hvad?

Døm­me­kraf­ten er tra­di­tio­nelt blevet opfattet som en af de vigtigste kva­li­fi­ka­tio­ner hos de pro­fes­sio­nelle. Orga­ni­se­rin­gen af bestemte erhverv som pro­fes­sio­nelt arbejde er ofte blevet begrundet med hen­vis­ning til den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft. Igennem en del år er denne stærke tiltro til døm­me­kraf­ten og mere generelt den pro­fes­sio­nelle orga­ni­se­ring af arbejdet blevet udfordret fra flere sider. Kunne andre og mere demo­kra­tisk baserede orga­ni­se­rin­ger af arbejdet udvikles – hvor der stadig var plads til og efter­spørgsel på den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft?

  • Jakob Ditlev Bøje & Tomas Ellegaard
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Thomas Engsig
    Har den evi­dens­ba­se­rede videnskab taget magten over den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft?
  • Anne­grethe Ahrenkiel, Lars Holm & Fina Lewen­haupt Vilholm
    Effekt­fuld pæda­go­gisk praksis
    – ”Frem­ti­dens dagtilbud” som case
  • Janne Bryde Laugesen
    Hvem kan definere brugerens behov?
    – pæda­go­gi­ske koder i vej­led­nings­sam­ta­ler med sygeple­jestu­de­rende og afledte betyd­nin­ger for pro­fes­sio­nelle skøn og bru­ger­ind­dra­gelse
  • Kari Kragh BlumeDahl
    Døm­me­kraft i lærer­ud­dan­nelse: Et spørgsmål om personlig-pro­­fes­sio­­nel til­bli­velse?
  • Dorrit Sørensen
    Pro­fes­sio­nel døm­me­kraft
    – om at vende indsigter til nye udsigter gennem eks­pe­ri­men­te­rende lærer­prak­sis
  • Martin Petersen
    En ekstra dimension til døm­me­kraf­ten

Artikler

  • Ove Olsen Sæle
    «Å spille hverandre gode» i krop­psøvings­fa­get – et krop­pse­ste­tisk dan­nings­prosjekt?
  • Marianne Høyen
    Natur i danske dag­in­sti­tu­tio­ner

Anmel­del­ser

  • Steen Nepper Larsen & Jens Raahauge:
    Dannelse på uni­ver­si­te­tet – For­drin­ger og udfor­drin­ger
  • Friedrich Nietzsche:
    Vi frygtløse
  • Immanuel Kant:
    Oplysning, historie, frem­skridt
  • Jordan B. Peterson:
    12 regler for livet – en modvægt (modgift?) til kaos
  • Peter Ø. Andersen:
    Følelser og pædagogik i sam­fundste­o­re­tisk per­spek­tiv

Redak­tio­nel ind­led­ning

Tag døm­me­kraf­ten tilbage – men tilbage til hvad?

Døm­me­kraf­ten er tra­di­tio­nelt blevet opfattet som en af de vigtigste kva­li­fi­ka­tio­ner hos de pro­fes­sio­nelle. Endvidere er orga­ni­se­rin­gen af bestemte erhverv som pro­fes­sio­nelt arbejde ofte blevet begrundet med hen­vis­ning til den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft: For at kunne udøve disse erhverv (f.eks. medicin, jura, pæda­go­gisk arbejde m.m.) er det nød­ven­digt med en vel­ud­vik­let døm­me­kraft, hvormed den pro­fes­sio­nelle kan oversætte abstrakt viden og generelle prin­cip­per og tilpasse den til konkrete mennesker, problemer og situ­a­tio­ner (Grimen og Molander, 2008). Der findes alter­na­ti­ver til denne type orga­ni­se­ring af arbejdet, f.eks. patronage, indu­striel pro­duk­tion, moderne mana­ge­ment og også det, den britiske pro­fes­sions­for­sker, Terence Johnson (1972), kaldte ”mediation”, dvs. en mere demo­kra­tisk måde at forvalte arbejdet og forholdet mellem den pro­fes­sio­nelle og hans eller hendes klient. Historisk har disse orga­ni­se­rin­ger af arbejdet dog ikke været fore­truk­ket til lige præcis denne type ”men­ne­ske­ar­bejde” (Hjort, 2012); enten er de usen­si­tive over for klienten, eller også formår de ikke at varetage ”klientens bedste”, sådan som kun den pro­fes­sio­nelle på baggrund af uddan­nelse, viden og træning kan gøre det.

Igennem en del år er denne stærke tiltro til døm­me­kraf­ten og mere generelt den pro­fes­sio­nelle orga­ni­se­ring af arbejdet blevet udfordret fra flere sider. Moder­ni­se­ring, New Public Mana­ge­ment og eva­lu­e­rings- og kon­trol­sy­ste­mer udtrykker en generel mistillid til de pro­fes­sio­nelle og deres døm­me­kraft. Samtidig er spørgs­må­let, hvad de senere års bestræ­bel­ser på at evi­dens­ba­sere vel­færds­ar­bej­det kan betyde for døm­me­kraf­ten og pro­fes­sio­na­lis­men? På den ene side kan man argu­men­tere for, at evi­dens­ba­se­rin­gen styrker døm­me­kraf­ten, pro­fes­sio­na­lis­men og i sidste ende pro­fes­sio­nerne, fordi man får et mere sikkert grundlag at udøve sin praksis på. På den anden side kan man fore­stille sig, at evi­dens­ba­se­rin­gen ophæver eller unød­ven­dig­gør dele af det pro­fes­sio­nelle skøn, hvilket kunne være et argument for at orga­ni­sere arbejdet på nye og mere ’effektive’ måder. Det sprin­gende punkt er, hvem der kon­trol­le­rer den viden, arbejdet udøves ved hjælp af, og hvad denne kontrol bruges til (Grimen, 2009).

Mistil­li­den til pro­fes­sio­nerne kan være beret­ti­get, for pro­fes­sio­nelle er ikke altid Guds bedste børn. Ud over at være drevet af altru­i­sti­ske motiver har de også (ligesom de fleste andre) stra­te­gi­ske inter­es­ser, er magtsø­gende, stræber efter at opret­holde de insti­tu­tio­ner, de er en del af, indlader sig på kampe med hinanden og uden­for­stå­ende om særligt gode (vel­be­talte) lunser af det sam­funds­mæs­sige arbejde osv. Alt dette er vel­be­skre­vet i den kritiske del af pro­fes­sions­so­cio­lo­gien (f.eks. hos Abbott, 1988). Imid­ler­tid kan man diskutere, om mistil­li­den til pro­fes­sio­nerne er på vej til at medføre en reel depro­fes­sio­na­li­se­ring af arbejdet? Endvidere hvad kon­se­kven­serne af en sådan depro­fes­sio­na­li­se­ring i givet fald kan være?

Inden for det sociale område er sådanne tendenser tydelige. Politisk meldes ud, at socialt arbejde og soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser skal være målbare og med doku­men­te­ret effekt og derfor må bygge på evi­dens­ba­se­rede koncepter. Her er udøvelsen af personlig døm­me­kraft og i situ­a­tio­nen ander­le­des hand­lin­ger, end kon­cep­t­ma­nu­a­len fore­skri­ver, poten­ti­elle fejl­kil­der i forhold til at opnå fuld effekt og højest mulige afkast af de inve­ste­rede res­sour­cer.

Tages skolen og lærerne som et andet eksempel, kan de seneste reformer, arbejds­tids­love og pæda­go­gi­ske koncepter (bl.a. synlig læring, lærings­cen­tre­ret ledelse og lærings­måls­sty­ret under­vis­ning) tyde på, at en vis depro­fes­sio­na­li­se­ring eller i hvert fald knægtelse har indfundet sig. Lov 409, som endnu ikke er erstattet af et reelt forlig, giver lederne den fulde beslut­nings­kom­pe­tence om lærernes arbejds­tid, herunder for­be­re­del­ses­tid, opga­ve­ret­ning, til­ste­de­væ­rel­ses­pligt m.m. Som kon­se­kvens heraf har en del lærere forladt deres pro­fes­sion. Andre søger over i de private skoler i håb om bedre vilkår. Endelig føler mange af de tilovers blivende sig godt og grundigt kørt over (se f.eks. Gulløv, 2015).

Spørgs­må­let er, om det er det, vi ønsker som samfund? Ønskes der ikke længere en pro­fes­sio­nel orga­ni­se­ring af arbejdet med plads til døm­me­krafts­u­dø­velse relateret til elevernes, børnenes eller kli­en­ter­nes bedste? Ønskes der effek­ti­vi­se­ring og stan­dar­di­se­ring med risikoen for, at vel­færds­ar­bej­det bliver indu­striel pro­duk­tion – eller noget, der ligner? Hvordan kan man evt. vende udvik­lin­gen og tage døm­me­kraf­ten tilbage? Historien har det med at gå fremad, selvom den ind imellem også går i ring, og det betyder, at man næppe kan tage døm­me­kraf­ten tilbage til de pro­fes­sio­nelle i klassisk forstand. Kunne andre og mere demo­kra­tisk baserede orga­ni­se­rin­ger af arbejdet udvikles – hvor der stadig var plads til og efter­spørgsel på den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft?

Disse og lignende spørgsmål behandles i dette nummer af DpT. I alt seks artikler ana­ly­se­rer og dis­ku­te­rer de epi­ste­mo­lo­gi­ske, socio­lo­gi­ske og demo­kra­ti­ske rammer, hvorunder skøns­u­dø­velse finder sted, uddan­nel­ser­nes betydning for udvikling af døm­me­kraft, under­vis­nings­eks­pe­ri­men­ter som alter­na­tiv til koncepter og endelig modenhed som indikator på døm­me­kraft.

I den første artikel Har den evi­dens­ba­se­rede videnskab taget magten over den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft? dis­ku­te­rer Thomas Engsig, om viden­ska­ben har taget magten over den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft. Med ”viden­ska­ben” menes mere præcist den evi­dens­ba­se­rede og pæda­go­gi­ske af slagsen, repræ­sen­te­ret ved bl.a. John Hattie og David Mitchell. Gennem en beskri­velse af bevæ­gel­ser i det pæda­go­gi­ske videns­hie­rarki viser Engsig, hvordan den evi­dens­ba­se­rede pæda­go­gi­ske videnskab, med støtte fra poli­cy­ni­veauet, poten­ti­elt udgrænser andre former for viden i det pæda­go­gi­ske felt, bl.a. prak­ti­ker­nes kropslige erfa­rin­ger. Engsig argu­men­te­rer for en revi­ta­li­se­ring og refor­mu­le­ring af døm­me­krafts­be­gre­bet baseret på Hannah Ahrendt, hvor ud fra døm­me­kraft må forstås som en ”dialog med mange”.

I den næste artikel Effekt­fuld pæda­go­gisk praksis. ”Frem­ti­dens dagtilbud” som case går Anne­grethe Ahrenkiel, Lars Holm og Fina Lewen­haupt Vilholm tæt på projektet ”Frem­ti­dens Dagtilbud”. Med dette projekt som case ana­ly­se­rer og dis­ku­te­rer de nye typer af effekt­forsk­ning, som begynder at trænge ind i den pæda­go­gi­ske praksis og dér spille en rolle for skøns­u­dø­vel­sen. Deres analyse peger på, at effekt­stu­dier som Frem­ti­dens Dagtilbud kan lede den pæda­go­gi­ske døm­me­kraft i retning af pro­jek­tets im- og eks­pli­citte værdier, bl.a. at der skal måles det, der kan måles (fx mate­ma­ti­ske kom­pe­ten­cer), frem for det, der bør måles (fx mate­ma­tisk pro­blem­løs­ning). Med andre ord synes pro­jek­tets mål om at skabe ”sikker og gene­ra­li­ser­bar viden” at over­skygge andre og mere normativt funderede aspekter af den pæda­go­gi­ske døm­me­kraft.

Den tredje artikel Hvem kan definere brugerens behov? Pæda­go­gi­ske koder i vej­led­nings­sam­ta­ler med sygeple­jestu­de­rende og afledte betyd­nin­ger for pro­fes­sio­nelle skøn og bru­ger­ind­dra­gelse af Janne Bryde Laugesen fokuserer på sygeple­jer­skeud­dan­nel­sen og dens betydning for udvikling af døm­me­kraft blandt de stu­de­rende, herunder evner til bru­ger­ind­dra­gelse. Laugesen spørger, i hvilket omfang og hvordan uddan­nel­sen ruster de stu­de­rende til at udøve døm­me­kraft i over­ens­stem­melse med nye politiske mål­sæt­nin­ger om bedre bru­ger­ind­dra­gelse. På baggrund af analyser af vej­led­nings­sam­ta­ler mellem sygeple­jestu­de­rende og kliniske vejledere kon­klu­de­res det, at uddan­nel­sen, sådan som den her er undersøgt, pri­o­ri­te­rer bio­me­di­cinsk behand­ler­vi­den samt et praktisk mål- og hand­lings­ra­tio­nale over mere huma­ni­sti­ske former for viden, afprø­vende og patien­tind­dra­gende tilgange. Det kan i sidste ende betyde, at uddan­nel­sen faktiskikke lærer de stu­de­rende at udvikle døm­me­kraft. I hvert fald ikke på en patien­tind­dra­gende måde.

Næste artikel Døm­me­kraft i lærer­ud­dan­nelse: Et spørgsmål om personlig-pro­­fes­sio­­nel til­bli­velse? af Kari Kragh Blume Dahl fort­sæt­ter i samme spor, men med fokus på lærer­ud­dan­nel­sen. Dahl inter­es­se­rer sig især for livs­hi­sto­rie og den per­son­lige side af pro­fes­sio­na­lis­men. I artiklen ana­ly­se­res interview med lærer­stu­de­rende samt fær­di­g­ud­dan­nede lærere. Gennem deres nar­ra­ti­ver gives indblik i de per­­son­ligt-pro­­fes­sio­­nelle reflek­sio­ner, som har fundet sted i løbet af uddan­nel­sen, og som synes at have medvirket til at forbinde under­vis­nin­gens teori med pæda­go­gi­ske valg i praksis. Artiklen sluttes af med en opfor­dring om at etablere lærings­rum i lærer­ud­dan­nelse, som i højere grad end i dag sigter mod at inddrage de stu­de­ren­des kritiske reflek­sio­ner over dem selv i relation til pro­fes­sio­nen.

I den følgende artikel Pro­fes­sio­nel døm­me­kraft – om at vende indsigter til nye udsigter gennem eks­pe­ri­men­te­rende lærer­prak­sis dis­ku­te­rer Dorrit Sørensen hvordan under­vis­nings­eks­pe­ri­men­ter kan være udgangs­punkt for udvik­lin­gen af pro­fes­sio­nel døm­me­kraft. Hun tager afsæt i en række udvik­lings­pro­jek­ter blandt lærere på erhvervs­sko­ler, som hun har været ansvarlig for og siden udforsket. Her viser hun hvordan lærere oplever, at disse kan være et frugtbart og pro­fes­sions­ud­vik­lende alter­na­tiv til den stan­dar­di­se­rede kon­cept­pæ­da­go­gik som udrulles fra centralt hold.

Den afslut­tende artikel En ekstra dimension til døm­me­kraf­ten vender på flere måder per­spek­ti­verne fra de øvrige artikler om. I stedet for at stille spørgs­må­let om hvordan døm­me­kraf­ten kan udvikles, spørger Martin Petersen, hvad det over­ho­ve­det er for en døm­me­kraft, der er tale om. Det gør han med afsæt den kognitive psykologi. Ud fra denne foreslår han at skelne mellem en vandret dimension og en høj­de­di­men­sion i døm­me­kraf­ten. Artiklen beskæf­ti­ger sig særligt med ”niveau­erne” i høj­de­di­men­sio­nen. Hermed ønsker han at pege på, at vurdering af pro­fes­sio­nel døm­me­kraft ikke alene er et spørgsmål om mere eller mindre; men også om hvilke forhold i opgaverne den pro­fes­sio­nelle døm­me­kraft adres­se­rer.

Jacob Ditlev Bøje & Tomas Ellegaard

Refe­ren­cer

Abbott, A. (1988). The System of Pro­fes­sions. Chicago: The Uni­ver­sity of Chicago Press.

Grimen, H. (2009). Debatten om evi­dens­ba­se­ring. I: H. Grimen og L. I. Terum: Evi­dens­ba­sert pro­fesjonsutø­velse. Oslo: Abstrakt Forlag.

Grimen, H. og Molander, A. (2008). Profesjon og skjønn. I: A. Molander og L. I. Terum: Pro­fesjons­stu­dier. Oslo: Uni­ver­si­tets­for­la­get.

Gulløv, J. M. (2015). Døm­me­kraft i praksis. Et antro­po­lo­gisk studie af pro­fes­sio­nelle på en skole. Ph.d.-afhandling ved Roskilde Uni­ver­si­tet.

Hjort, K. (2012). Det affektive Arbejde. København: Sam­funds­lit­te­ra­tur.

Johnson, T. (1972). Pro­fes­sions and Power. London: Macmillan.