Rå pædagogik
Eksempler på rå pædagogik er mange. Med rå pædagogik forstås en pædagogik, der enten ikke tager hensyn til den lærendes personlighed og læringsforudsætninger eller en pædagogik hvor den lærendes personlighed (og i sidste instans krop) udsættes for massive tilrettevisninger grænsende til ydmygelser. Den rå pædagogik er en negation af bærende elementer i den civiliserede pædagogik. Hvad er det ’pædagogiske rationale’, og hvorfor har det fået en vis popularitet?
- Tomas Ellegaard & Søren Langager:
Redaktionel indledning - Anne-Marie Eggert Olsen:
Pædagogik og barbari - Verner Møller:
Sport, uddannelse og konkurrence - Christian Sandbjerg Hansen:
Rå & Mild – elementer af socialpædagogikkens institutioner og kategorier - Thomas Szulevicz:
Individualisering og rå pædagogik - Franck Johnsen:
Helvedes pædagogik - Lars-Henrik Schmidt:
Succespædagogikkens udfordring
Øvrige artikler
Køn og klasse i undervisningsrummet på danske universitetsuddannelser
Af Jens Peter Thomsen
Artiklen beskæftiger sig med, hvilken betydning køn og klasse har for, hvordan studerende deltager succesfuldt i danske universitetsuddannelser.
Det fremstilles som et problem, at mændenes uddannelsesandel daler, men mændene indtager fortsat de ledende positioner i samfundet.
Det vises, hvordan den sociale betydning af køn forskelsgør på universitetsuddannelser, hvordan denne forskel interagerer med social klasse, og hvilken rolle disse forskelle spiller i formidlingen af sociale positioner i uddannelsessystemet og samfundet.
Det satans succesrige gymnasium
Af Siggi Kaldan
Der kan næppe herske tvivl om, at det almene gymnasium er den største succes nogensinde i dansk uddannelseshistorie, og trods årelange forsøg på at kvæle succesen, er mordforsøgene kun delvis lykkedes. Men det almene gymnasium står overfor nogle store problemer, hvis det vil bevare sin status som succeshistorie i internationalt perspektiv. Et opgør er nødvendigt med et ministerium og en pædagogisk uddannelse, der ikke bare er gammeldags, men på mange måder ligefrem markant bagstræberisk.
Kreativitet og serendipitet – en didaktisk refleksion
Af Julie Borup Jensen
Forfatteren påpeger, at kreativitet sætter fokus på det, der ofte betegnes som ’skøn’. Denne dimension af viden er kommet under pres gennem en uddannelsestænkning, der lægger vægt på evidens. Det vises, hvordan kreativitet i et læringsperspektiv forudsætter et fokus på skøn, personlig viden og dømmekraft.
Kan begrebet serendipitet rumme et sprog om kreativitet og skøn i en undervisningssammenhæng og understøtte en didaktisk refleksion over kreativitetens betydning for læring?
Frivillig ulydighed og genstridig refleksion – om kritik og pædagogik
Af Søs Bayer
Artiklen fremhæver, at kritik i pædagogik oftest fundamenteres gennem en kritik af det eksisterende samfund, af opdragelsesmønstre, strukturer, forordninger, institutioner og herskende logikker. Denne kritik fører til forestillinger om forandring og forbedring. At se pædagogik som behæftet med og grundfæstnet i kritik åbner for andre forståelser og meningstilskrivelser.
Forfatteren argumenterer for, at kritik må ses som en allerede tilstedeværende, men ikke altid lige synlig, del af pædagogikken.
Anmeldelser
- Dion Sommer:
Børn i senmoderniteten. Barndomspsykologiske perspektiver - Thomas Aastrup Rømer:
Uddannelse i spænding – åbenhjertighedens, påmindelsens og tilsynekomstens pædagogik - Lene Tanggaard:
Fornyelsens kunst. At skabe kreativitet i skolen
Redaktionel indledning
Rå pædagogik
I de pædagogiske institutioner udkæmpes en politisk kamp om den pædagogiske kurs mellem ’strammerne’, der vil indføre mere voksenstyring, disciplin og orden, og ’slapperne’, som vil fastholde en blødere pædagogisk linje med børnenes motivation og lyst til læring som afsæt for den pædagogiske og didaktiske virksomhed. Men et forhold er der enighed om på tværs af grupperingerne: Det skal foregå i en god tone. Korporlig afstraffelse eller ydmygende pædagogik er bandlyst, og pædagogik og undervisning skal bygge på gensidig respekt og anerkendelse mellem voksne og børn og børnene indbyrdes og med særlig hensyntagende opmærksomhed på de sårbare og udsatte børn og unge. Der skal herske autoritet, men formen må ikke være autoritær.
Det er nærliggende at fortolke dette i lyset af det som den tyske sociolog Norbert Elias betegnede som ’civilisationsprocessen’. Herved forstod han, at omgangsformerne i den vestlige verden historisk har forandret sig sådan, at de er blevet stadigt mindre korporlige og stadigt mere præget af selvkontrol. Den rå magtudøvelse mister legitimitet og erstattes i stedet af forhandlinger, ansvarliggørelse og krav om at man styrer sig. I forhold til socialisationen er de, der skal styre sig både opdragerne og de, der skal opdrages. Elias peger samtidig på at når omgangsformerne historisk er blevet stadig mere civiliserede er det sammenhængende med, at det er mere funktionelt såvel for den enkelte som for staten. (Elias, 1994)
På mange måder kan den historiske udvikling af opdragelse og uddannelse ses netop som en civilisationsproces: Korporlig afstraffelse er i dag en saga blot både i skolen og familien. Idealer som anerkendende pædagogik går hånd i hånd med krav om den lærendes refleksion. Og en stadig øgning af statslig styring og øgede funktionelle krav er også meget genkendelige.
Som en slags modbillede er denne tiltagende civilisering af pædagogik og uddannelse forbundet med eksistensen af en rå pædagogik. Med rå pædagogik forstås en pædagogik, der enten ikke tager hensyn til den lærendes personlighed og læringsforudsætninger eller en pædagogik hvor den lærendes personlighed (og i sidste instans krop) udsættes for massive tilrettevisninger grænsende til ydmygelser. Den rå pædagogik er en negation af bærende elementer i den civiliserede pædagogik.
Den rå pædagogik bedrives der hvor ”civiliseringen” af pædagogikken (endnu) ikke har sat sig igennem som fx den traditionelle mesterlære. Men den er også blevet ”genopfundet” og mere bevidst iscenesat som socialpædagogisk metode og ikke mindst i sammenhænge der er karakteriserede ved at konkurrencebetonede udskilningsprocesser hersker. Måske mest markant er den perlerække af TV-udsendelser på stort set alle kanaler der iscenesætter rå pædagogik overfor vanartede familier, stjernefrø, kokke og mange andre. Her bedrives rå pædagogik, og jo mere rå formen er, desto større er seerinteressen herfor som performance i mediernes ’prime time’ eller salgstallene for bøger som ’Kanindræberens Mareridt’.
For tiden ser den smagfulde kokkekunst ud til at være mest på forkant med en rå pædagogik. TV-serier som ’Helvedes Køkken’ trækker seere til i kraft af den rå tone og uhæmmede kritik, der hagler ned over de uduelige aspiranter. Andre TV-udsendelser som ’Talent 20XX’ og ’X‑faktor’ demonstrerer rå pædagogik bl.a. med rolletildeling til en af dommerne som skarpretteren, der ikke holder sig tilbage for at påpege latterligheden i, at en deltager stiller op til konkurrence med en sang, når hun ikke ejer en tone i livet og i øvrigt ikke det der ligner sangstemme. Fuld eksponering af komplet talentløshed for åben skærm, som ivrigt følges op i ugebladene med debat om, hvorvidt dommeren trods alt er for grov eller bare siger sin ærlige mening og sådan skal det være. Af lidt ældre dato, men ’still going strong’ er udsendelser som ’Robinson Ekspeditionen’ og ’Paradise Hotel’, hvor de pædagogiske iscenesættere konstruerer slibrige intriger og åbne magtkampe mellem deltagerne, hvis de ikke af egen drift er brutale og intrigante nok. Alliancer skal indgås for at få de andre ned med nakken. En anden genre, hvor deltagerne underlægges rå pædagogik er strabadskurser udbudt af blandt andre tidligere jægersoldater. En genre, som er blevet så populær, at PB (Pæne Bubber) skal lege med og vise sit mandsmod over for BS for åben skærm.
Formentlig skal denne uendelige række af udsendelser ikke ses som et tegn på, at rå pædagogiske former får større udbredelse. Der er jo netop tale om særlige tilfælde der foregår indenfor eksotiske fag, i afvigende familier eller i forbindelse med præstationer der (i princippet) anses for ekstraordinære. En væsentlig del af fascinationskraften ligger således i, at den rå pædagogik mere end nogen sinde før repræsenterer noget som man selv eller ens børn ikke mødes af – eller som man i hvert fald protesterer højlydt over hvis man udsættes for. TV-udsendelserne med rå pædagogik bliver derfor ligesom gysere eller krimier, noget vi med skrækblandet fryd kan lade os pirre af – men som opfattes mere eller mindre eksotisk.
Men som nævnt ovenfor – og som TV-udsendelserne i og for sig illustrerer – eksisterer den rå pædagogik fortsat som pædagogisk praksis. Ja den er måske lige frem i vækst inden for særlige felter. Man kan derfor tentativt spekulere over, hvordan den rå pædagogik egentlig fremtræder i dag. Her kan man skelne mellem i hvert fald tre forskellige former den optræder i:
- som traditionel autoritær pædagogik (eksempel nogle mesterlæreforhold)
- som socialpædagogik (dvs. rettet til børn eller unge med særlige vanskeligheder)
- som pædagogik i særligt konkurrencebetonede sammenhænge (fx elitesport).
De tre former har forskellige karakteristika:
Kaster vi først blikket på den traditionelle rå pædagogik, forstået som den ureflekterede magtudøvelse over et barn eller elev uden at kere sig om dennes myndighed eller værdighed, ja så lever den formentlig i bedste velgående i megen opdragelse og arbejdspladslæring, hvor den er kendt fra fx mesterlæren når den er værst. Det er imidlertid særligt det generelle i disse mere eller mindre karikerede eksempler som påkalder sig interesse. For eksemplerne illustrerer at opdragelse og undervisning baserer sig på en asymmetri – og at denne asymmetri af samme grund altid risikerer at ende i ureflekteret magtudøvelse. Læg dertil at opdragelse i mange tilfælde har karakter af at lære nogen (fx et barn eller en lærling) noget det umiddelbart ikke føler trang til at lære (eller omvendt at vænne nogen af med at gøre noget det umiddelbart føler trang til). Her ligger den ”rå pædagogik” umiddelbart som en fristende praksis som opdrageren griber til.
I denne traditionelle form kan rå pædagogik ses som i bund og grund ureflekteret.
Det er til gengæld ikke tilfældet for den rå pædagogik i dens to andre former. Både den eksplicit konkurrencerettede pædagogik og den ”konsekvente” socialpædagogik er (i bestemte former) kendetegnede ved den overlagte råhed.
Der er tale om at råheden appliceres med vilje fordi – er det formentlig antagelsen – at den særlig godt svarer til den realitet, der eksisterer uden for det pædagogiske rum. Den rå pædagogik synes at begrunde sig i en nødvendighed: Skal man blive til noget inden for elitesport eller ballet må man ofte være indstillet på at udholde streng disciplin, autoritær ledelse og nådesløs frasortering af de ni ud af ti, der ikke når i mål. Og skal man bryde med vel indarbejdede uciviliserede adfærdsmønstre fra familie, børnehave eller skole, argumenteres der for anvendelsen af stimuli, der direkte belærer barnet eller den unge, der er ”uden for pædagogisk rækkevidde” om konsekvenserne af hans handlinger. Som sådan er der imidlertid i allerhøjeste grad tale om en pædagogik – nemlig en der direkte formidler det som Rousseau i ”Emile” betegner som ”tingenes nødvendighed”.
De to former har således fælles træk, men adskiller sig også – primært i kraft af den ene (konkurrencepædagogikken) for det meste er selvpålagt, hvorimod den anden (socialpædagogikken) er udefra pålagt. Hermed ikke er sagt at der ikke findes andre og mere civiliserede former for pædagogik indenfor såvel socialpædagogik som konkurrencetræning: Christian Sandbjerg viser i sin artikel i dette tema, hvordan socialpædagogik findes i såvel en ”rå” som en ”mild” form. Og netop konkurrenceidrættens højeste niveauer har dannet model for en af de mest ”civiliserede” og personlighedsrettede læringsformer – nemlig coaching.
Eksempler på rå pædagogik er mange. Hvad er det ’pædagogiske rationale’, og hvorfor er det har det fået en vis popularitet?
Dansk pædagogisk Tidsskrift har sat sig for at undersøge dette spørgsmål nærmere, og har bedt en række forfattere om at beskrive og analysere konkrete eksempler på rå pædagogik eller komme med mere overordnede bud på denne tendens i samtiden og de brudflader, der kan iagttages mellem hvordan pædagoger og lærere tænker i ’pænhedens pædagogik’, mens andre professionelle, der også arbejder med mennesker i læringsprocesser, følger andre pædagogiske idealer og nyder respekt og berømthed i medierne herfor. Det er der kommet en række både formmæssigt og holdningsmæssigt meget forskellige artikler ud af:
I temaet første artikel med den sigende titel Pædagogik og barbari kritiserer Anne-Marie Eggert Olsen den rå pædagogiks genkomst – særligt som den kommer til udtryk i en nylig udkommen bog om (d)en kinesisk-amerikanske børneopdragelses velsignelser. Hun ser den rå pædagogik som et grundlæggende ureflekteret opgør med hvad pædagogik bør handle om – nemlig reflekteret opdragelse der ikke baserer sig på tvang.
I den følgende artikel argumenterer Verner Møller med afsæt i sportens verden for, at det danske uddannelsessystem står i en valgsituation, hvor man alvorligt må vælge mellem enten fuldhjertet at forfølge målet om at toppe i konkurrencestaternes kamp eller målrette uddannelsessystemet mod menneskelig trivsel. Begge mål kan ikke indfris.
De to næste artikler baserer sig begge på ph.d.-projekter med pædagogiske foranstaltninger overfor dem der har problemer med at klare sig i det almindelige uddannelsessystem som forskningsobjekt. Men herudover adskiller de sig væsentligt i deres tilgang:
Christian Sandbjerg Hansen viser – med afsæt i et studie af bl.a. det socialpædagogiske fags festskrifter – at der synes at eksistere to diametralt modsatrettede, men begge særdeles virksomme kategorier i den socialpædagogiske mytologi – nemlig det rå og det milde. Hansen påviser således, at begrebet om den rå pædagogik grundlæggende er historisk.
Thomas Szulevicz ph.d.-projekt derimod, er en undersøgelse af en konkret institution, der virkningsfuldt praktiserer rå pædagogik. Szulevicz’ fortolkning er at denne succes særligt baserer sig på at eleverne forventes at indordne sig under uddannelsens fælles rammer og værdier – men at dette til gengæld befrier eleverne for det stærke krav om individualisme, som de ellers er blevet mødt med i uddannelsessystemet.
Næste temaartikel er skrevet af Franck Johnsen, der blandt andet har været med til at udvikle faglige erhvervsuddannelser og senest har arbejdet som kok. Johnsen diskuterer den pædagogiske betydning af diverse TV-organiserede kokkekonkurrencer, og han viser at konkurrencerne i fx ”Helvedes køkken” har sin rod i kokkefagets traditionelle mesterlære. Johnsen konkluderer at den rå pædagogik bliver til en ”tilfældighedens pædagogik” fordi en lang række tabere af konkurrencepædagogikken ender med ikke at lære noget.
Temasektionen afsluttes med Lars-Henrik Schmidts ikke helt nemt tilgængelige artikel, der søger at placere den rå pædagogik historisk, og ser den som et opgør med en dominerende pædagogisk strømning, der opfattes som almen og som Schmidt betegner som ”succespædagogik”. Schmidt argumenterer for, at man ligger under for en fejlagtig forestilling om, at der gælder den samme didaktik for alle pædagogiske institutioner, og at den rå pædagogik er en (implicit) kritik af dette.
Samlet seks artikler, hvor de inviterede forfatterne opfordredes til at komme med essayistiske, forskningsbaserede eller mere teoriorienterede bud på temaet ’rå pædagogik’. I forlængelse af dette tema vil Dansk pædagogisk Tidsskrifts redaktion gerne opfordre andre bidragydere til i kommende numre at videreudvikle refleksioner og diskussion om temaet ’rå pædagogik’.
Referencer
Elias, N. (1994) [1939]. The civilizing process. Oxford: Blackwell.
Rousseau, J-.J. (1962) [1762]: Emile eller om opdragelsen.København: Borgen
Tomas Ellegaard & Søren Langager
