graphical design element, fragments in shades of green

2011 #3

Psy­ko­a­na­ly­ti­ske per­spek­ti­ver på det pædagogiske

Fokus sættes på de aspekter af pædagogik, uddan­nelse og læring, der synes mindst logiske, mindst til­gæn­ge­lige for rationel plan­læg­ning og mest gådefulde for både forskere og prak­ti­kere. Fx effekter af og per­spek­ti­ver på irra­tio­nelle processer og driv­kræf­ter, som ellers ofte enten ignoreres eller benægtes, når der tales pædagogik og uddan­nelse – eller markeres som så dunkle, at de ikke kan sættes på ord eller gøres til genstand for forsk­nings­mæs­sig praksis. Det vises, at det er muligt og oplysende at uddybe, hvad der synes at være i spil i såvel pæda­go­gisk arbejde som i den pæda­go­gi­ske forskningspraksis.

  • Eva Bertelsen og Thomas Gitz-Johansen:
    Redak­tio­nel indledning
  • Kirsten Hyldgaard:
    Hvorfor tænker vi? Og hvornår er vi dumme?
  • Thomas Gitz-Johansen:
    Pædagogik mellem til­pas­ning og vækst – en efter­søg­ning af psy­ko­a­na­ly­ti­ske impli­ka­tio­ner for pæda­go­gisk praksis
  • Helle Bjerg:
    Når lysten træder i karakter – om karak­ter­giv­ning i ide­o­lo­gik­ri­tisk perspektiv
  • Hanne B. Nielsen og Hanne Vivike:
    Sandplay: En pæda­go­gisk metode
  • Steen Visholm:
    Psy­ko­dy­na­misk lærings­te­ori og ople­vel­ses­ba­se­ret læring
  • Linda Lundgaard Andersen:
    Pæda­go­gisk fel­t­ar­bejde i et psy­ko­a­na­ly­tisk perspektiv

Minitema

I Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift nr. 4 2010 slog vi et såkaldt ’minitema’ an: ’Uni­ver­si­tære iværk­sæt­tel­ser i kølvandet på uni­ver­si­tets­lo­ven af 2003’. Det følges nu op med dette nummers minitema med titlen ’Betin­gel­ser for ”Uni­ver­si­tet” er eroderet’.  Hermed skærpes blikket på de ændrede betin­gel­ser for uni­ver­si­tets virke, der har været i gang længe før de seneste og meget for­kætrede reformer.

  • Eva Bertelsen & Trine Øland:
    Betin­gel­ser for uni­ver­si­tet er eroderet
  • Susan Wright:
    Bliver de danske uni­ver­si­te­ter til virksomheder?
  • Nils Breds­dorff:
    Pen­kowa­re­for­men: TÆNK MERE – TRYK MINDRE

Anmel­del­ser

  • Kim Esmark, Marianne Høyen og Kristian Larsen (red.):
    Hvorfor Bourdieu?
  • Lars-Henrik Schmidt:
    Learkom­plek­set
  • Thomas Binderup:
    Den histo­ri­ske fantasi
  • Holger Henriksen:
    Erindring og eftertanke – bidrag til skolens kulturhistorie
  • Martha Mottelson:
    Lærerens praksis
  • Niels Buur Hansen og Leo Komischke-Konnerup (red.):
    Spe­ci­a­lun­der­vis­ning på hovedet – almene pæda­go­gi­ske synspunkter
  • Lone Svinth (red.):
    Nærvær og pæda­go­gisk praksis. Mind­ful­ness i skole og daginstitution
  • Hans Jørgen Kri­sten­sen og Per Fibæk Laursen (red.):
    Gyl­den­dals Pædagogikhåndbog

Redak­tio­nel indledning

Psy­ko­a­na­ly­ti­ske per­spek­ti­ver på det pædagogiske

Dette tema­num­mer udsprin­ger kort sagt af en undren over, hvad der egentlig skete med erken­del­serne om opdra­gel­sens og soci­a­li­se­rin­gens ”store rest­pro­dukt”: Det ubevidste, følel­serne, begæret, lysterne, impul­serne, drømmene, fantasien – alt det der bliver tilbage efter sam­fun­dets (statens og markedets?) forsøg på at regulere, civi­li­sere og kultiver det moderne menneske. Derfor er dette kvartals tema helliget tekster om psy­ko­a­na­ly­ti­ske per­spek­ti­ver på pædagogik og på pæda­go­gisk forskning. Vi har med andre ord sat os for at udforske, hvordan pæda­go­gik­ken bredt set kan lade og lader sig informere af psy­ko­a­na­ly­ti­ske indsigter og begreber, både som analytisk per­spek­tiv, men også som et per­spek­tiv, der infor­me­rer praksis – i praksis.

Psy­ko­a­na­ly­sen (nogle taler bredere om ”dynamiske teorier” eller om ”dyb­dep­sy­ko­logi”) repræ­sen­te­rer en særlig samling af per­spek­ti­ver på verden. Men hvad er det man ser, når man ser på verden gennem disse psy­ko­a­na­ly­ti­ske linser? Hvad er det for for­kla­rin­ger og for­stå­el­ser, der kan opar­bej­des? Hvilke pro­ble­ma­tik­ker bliver virkelige med et sådant blik på uddan­nelse, barndom og ungdom? Hvilke aspekter af læring og erindring dukker op til over­fla­den og hvilke irra­tio­nelle og ubevidste elementer kommer til syne i den ellers ratio­na­li­se­rede forsk­nings­pro­ces? På et mere teoretisk plan giver anta­gel­sen om særligt det ube­vid­stes eksistens næring til over­vej­el­ser om skrift- og ver­balspro­gets rolle, der måske er mere begrænset (og behæftet) end det ofte antages. Det rejser også spørgsmål om hvori en pæda­go­gisk relation består; kan man tale om en relation og inter­ak­tion mellem barn og voksen, lærer og elev ”under over­fla­den”? Kan man måske ligefrem tale om psy­ko­a­na­ly­tisk infor­me­rede pædagogikker?

For denne tema­re­dak­tion, som er repræ­sen­tan­ter for gene­ra­tio­nen, der fagligt er vokset op blandt freudo-marxi­sti­­ske soci­a­li­sa­tions­te­o­re­ti­kere i for­skel­lige afskyg­nin­ger, huskes det psy­ko­a­na­ly­ti­ske vokabular som en anelse ubekvemt, pinligt og indi­mel­lem græn­se­over­skri­dende. Der var noget med patologi, kulturel tvang, hver­dags­be­vidst­hed, regres­sion, psy­ko­so­ma­ti­ske for­styr­rel­ser, iden­ti­fi­ka­tion, hæmninger, anale drifts­skæb­ner samt libi­di­nøse og aggres­sive drifts­rø­rel­ser. Til trods for vores stadige ube­stem­me­lige ube­kvem­hed ved sådanne begreber fornemmer vi, at der er noget i per­spek­ti­vet, der koblet med pæda­go­gi­ske pro­blem­stil­lin­ger kan hjælpe til at sige noget befriende andet og mere end det teo­re­ti­ske parnas ellers siger lige nu. Herbert Marcuse åbner måske op for dette andet og mere, når han i Eros og civi­li­sa­tion indleder med følgende para­doksale karak­te­ri­stik af Freuds teori og men­ne­ske­syn: ”Den opfat­telse af mennesket, der fremstår af Freuds teori, er den mest anstø­de­lige anklage mod den vestlige civi­li­sa­tion – og samtidig det mest urok­ke­lige forsvar for den”. Er det sådan, at Freuds teori i en pæda­go­gisk sam­men­hæng fx kunne bruges til at sætte spørgs­måls­tegn ved eller i det mindste skabe usik­ker­hed om det selvklart gode i pæda­go­gi­ske inter­ven­tio­ner (under­vis­ning og opdra­gelse)? Kan teorien vise, at det klassiske pæda­go­gi­ske paradoks måske ikke bare handler om det para­doksale i forholdet mellem middel og mål (at tvang er ok, hvis blot målet er frihed), men ligeså meget i forholdet mellem den pæda­go­gi­ske inter­ven­tion og civi­li­se­rings nød­ven­dig­hed og det forhold at det ikke er frie, men snarere tvungne mennesker, der bliver det nød­ven­dige resultat af interventionen?

I den henseende kan temaet læses som et forsøg på at forstyrre den tro på rationel uddan­nel­ses­tænk­ning og ‑plan­læg­ning, som for tiden kan spores mange steder i uddan­nel­ses­fel­tet: OECD’s PISA-under­­sø­­gel­­ser, de nationale og inter­na­tio­nale diskurser om ”school effecti­ve­ness” og ”best practice”, det krav om evidens i uddan­nel­ses­forsk­nin­gen som bl.a. Dansk Clearing House for Uddan­nel­ses­forsk­ning er resultat af samt Rege­rin­gens nylige 360-graders eftersyn af fol­ke­sko­len. Som et modstykke til denne ratio­na­li­sti­ske tro på viden­ska­be­lig baseret opti­me­ring og plan­læg­ning af uddan­nelse og opdra­gelse taler psy­ko­a­na­ly­sen om processer og fænomener, som den hævder findes ”nede­nun­der” den ratio­nelle og kon­trol­ler­bare overflade. Ind­sig­terne tænkes ikke brugt som fore­skri­vende for civi­li­se­rende hand­lin­ger (hvordan opdra­gel­sen og oplæ­rin­gen kan blive endnu mere effektiv), men til at nuancere de sprækker, ure­gel­mæs­sig­he­der og før-dis­­kur­sive forhold i moderne civi­li­se­rende praksis, som ind­sig­terne giver mulighed for. Hvor foregår der noget andet end vi tror og har planlagt der skulle foregår? Hvornår er vognen spændt for hesten, og er det altid kusken der bestemmer fart og retning?

Tema­num­me­ret kan også læses som en længsel – som tema­re­dak­tio­nen gerne tager på sig – efter per­spek­ti­ver, der kan give en anden for­stå­else af individet, sam­spil­let mellem mennesker og rela­tio­nen mellem menneske og samfund end det, der tilbydes af de dis­kur­s­a­na­ly­tisk infor­me­rede per­spek­ti­ver, der længe har præget og måske endda domineret den kva­li­ta­tive pæda­go­gi­ske forskning (som en del af ”den sproglige vending” i human- og sam­funds­vi­den­ska­berne som sådan). Spørgs­må­let er hvilke indsigter der kommer til syne når man ser den men­ne­ske­lige psyke som andet og mere end diskurser og sub­jekt­po­si­tio­ner, og når man inklu­de­rer begrebet om ”det ubevidste” eller ”under­be­vidst­hed”. Temaets bidrag viser, at der altid er forhold på spil, som det ellers civi­li­se­rede og sub­jek­ti­ve­rede menneske ikke er herrer over – eller bevidst om over­ho­ve­det. Men temaets bidrag viser også, at det måske er muligt at sætte ord på, hvad det er der foregår, når der sker noget andet end vi tror.

Den ratio­na­li­se­rede hensigt med dette tema­num­mer af Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift er hermed indikeret, nemlig at sætte fokus på de aspekter af pædagogik, uddan­nelse og læring, der synes mindst logiske, mindst til­gæn­ge­lige for rationel plan­læg­ning og mest gådefulde for både forskere og prak­ti­kere. I dette tema­num­mer efter­sø­ges med andre ord effekter af og per­spek­ti­ver på irra­tio­nelle processer og driv­kræf­ter, som ellers ofte enten ignoreres eller benægtes, når der tales pædagogik og uddan­nelse – eller markeres som så dunkle, at de ikke kan sættes på ord eller gøres til genstand for forsk­nings­mæs­sig praksis. Som temaets artikler vil vise er dette ikke blot muligt, men også oplysende i forhold til at uddybe, hvad der synes at være i spil i såvel pæda­go­gisk arbejde som i den pæda­go­gi­ske forskningspraksis.

I temaets første artikel under­sø­ger Kirsten Hyldgaard ud fra et laca­ni­ansk og freu­di­ansk (Sigmund & Anna Freud) per­spek­tiv, hvordan ubevidste dyna­mi­k­ker altid er med­spil­lere i under­­vis­­nings- og lærings­sam­men­hænge, ligesom også den aka­de­mi­ske verdens angi­ve­ligt ratio­nelle dyna­mi­k­ker er infil­tre­ret af irra­tio­nelle faktorer. I den næste artikel under­sø­ger Thomas Gitz-Johansenmulig­he­den for, at psy­ko­a­na­ly­ti­ske per­spek­ti­ver fra Freud, Marcuse, Fromm og Winnicott kan bidrage med et ståsted for pæda­go­gisk kritik og normative pæda­go­gi­ske anvis­nin­ger. Temaets tredje artikel handler om karak­ter­giv­nin­gens ”underside”. Med udgangs­punkt i per­spek­ti­ver fra Lacan og Zizek ana­ly­se­rer Helle Bjerg erin­drin­ger om at få karak­te­rer i natur­hi­sto­rie, og hun viser hvordan karak­ter­giv­nin­gen kan være besat med for­vent­nin­ger om nydelse og begær, samt had- og lyst­fyldte fan­ta­si­s­ce­na­rier om karak­ter­gi­ve­rens almagt, afmæg­tig­hed og symbolske død. Den næste artikel præ­sen­te­rer en pæda­­go­­gisk-tera­pe­u­tisk metode, Sandplay, der er infor­me­ret af Jungs ana­ly­ti­ske psykologi. I artiklen beskriver Hanne Vivike og Hanne Birgitte Nielsen deres erfa­rin­ger med Sandplay, hvor børn gennem leg med sand og figurer – og støttet af en kva­li­fi­ce­ret voksen – kan opleve lindring af psykiske spæn­din­ger og smerte og skabe nye mulig­he­der for psykisk udvikling. Den næste artikel anlægger et psy­ko­a­na­ly­tisk per­spek­tiv på spørgsmål om læring. Med vægten lagt på per­spek­ti­ver fra bl.a. Bion og Klein skriver Steen Visholm om lære­pro­ces­ser i erfa­rings­pæ­da­go­gisk og ople­vel­ses­o­ri­en­te­ret læring, og sidst i artiklen præ­sen­te­res og dis­ku­te­res arbejds­kon­fe­ren­cen som en metode, der trækker på psy­ko­a­na­ly­tisk lærings­te­ori. Temaets sidste artikel handler om den usyn­lig­gjorte psy­ko­dy­na­mik i felt­forsk­ning generelt og pæda­go­gisk felt­forsk­ning specifikt. Gennem lit­te­ra­tur om felt­forsk­ning og analyse af eget fel­t­ar­bejde, fre­m­a­na­ly­se­rer Linda Andersenhvordan ubevidste processer påvirker forsk­nings­ar­bej­det. I artiklen bruges bl.a. de psy­ko­a­na­ly­ti­ske begreber om over­fø­ring, mod­over­fø­ring og insti­tu­tio­nel over­fø­ring til at syn­lig­gøre og forstå disse processer.

Eva Bertelsen og Thomas Gitz-Johansen