Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2011 #4

Pro­fes­sions­højsko­ler – udvikling hvorhen?

Temaet sætter fokus på pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser, de stu­de­ren­des del­ta­gel­ses­må­der og ‑betin­gel­ser og på, hvad der sker i pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne nu, hvor de er optaget i pro­fes­sions­højsko­lerne – fx som det kommer til udtryk i det tvær­pro­fes­sio­nelle element i uddan­nel­serne. Desuden ser vi på, hvilke udtryk og kon­se­kven­ser ønsker (og kampe) om defi­ni­tions­mag­ten får i pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne i forhold til hvilken viden, der fremhæves som legitim og efter­stræ­bel­ses­vær­dig i for­skel­lige uddan­nel­ses­kon­tek­ster  og ‑rela­tio­ner.

  • Birgitte Elle, Natasha Guindy & Jan Thorhauge Fre­de­rik­sen:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Birgitte Elle:
    Udvikling af en pro­fes­sions­ud­dan­nelse
  • Jan Thorhauge Fre­de­rik­sen:
    Pæda­gog­ud­dan­nel­sen – Intim og inti­mi­de­rende
  • Jakob D. Bøje:
    Pædagoger med sort bælte i inklusion – hvad lærer pæda­gogstu­de­rende om inklusion og eks­klu­sion, og hvad skal de yder­li­gere lære gennem en revision af uddan­nel­sen?
  • Jacob Klit­møl­ler & Klaus Nielsen:
    Æbler, pærer og den danske lærer­ud­dan­nelse
  • Sofie Ørsted Sauzet:
    Tvær­pro­fes­sio­nelle rytmer på campus –en analyse af upåagtet tvær­pro­fes­sio­na­li­se­ring i campusser

Øvrige artikler

”Vær Piat – og Du skal see, alle Van­ske­lig­he­der forsvinde”  – om van­ske­lig­he­ders lærings­po­ten­ti­ale

Af Martin Blok Johansen

Hvad er viden, der virker – udover en instru­men­ta­li­se­ring af videns­be­gre­bet? Ud fra hvilken logik, og ud fra hvis logik? Er det den viden, de pæda­go­gi­ske forsk­nings­in­sti­tu­tio­ner udvikler, eller er det den viden, som fx den spe­ci­fikke lærer oplever som viden der virker i en konkret sko­le­hver­dag. I stedet kunne det handle om at tænke uden faste hol­de­punk­ter. At turde give slip. Om ikke andet så bare engang imellem.

Pædagoger med gum­mi­k­nip­ler. Minderne fra Torgau om pæda­go­gisk praksis i en sikret ung­doms­in­sti­tu­tion i DDR

Af Jacob Kornbeck

Der kan læres af historien, da Torgau ikke blot nød godt af et svagt eller manglende tilsyn, men også kunne støtte sig på en autoritær pæda­go­gisk teori, der foku­se­rede på fjen­de­bil­le­der og kon­stru­e­rede mere eller mindre util­pas­set adfærd hos unge som værende så farlig, at de mest yder­lig­gå­ende metoder måtte tages i brug.

Der skal på behandlings‑, afsonings- og opholds­ste­der – selv i demo­kra­ti­ske rets­sta­ter – til enhver tid sikres åbenhed mod omver­de­nen, tilsyn og ansvar.

”Fat det, din lille %&&/¤”. Danske tal fra en prak­sis­un­der­sø­gelse om digital mobning

Af Inge Hen­ningsen & Jette Kofoed

Digital mobning er et fænomen som flere børn og unge oplever, og det til­træk­ker sig stigende opmærk­som­hed i medierne, blandt poli­ti­kere, lærere, forældre og blandt børn og unge selv.

En kva­li­ta­tiv infor­me­ret analytik trans­la­te­res til kvan­ti­ta­tivt brug. Den viser, at det er ikke alene dem, der i forvejen oplever at være eks­klu­de­ret, der eks­klu­de­res yder­li­gere. Derimod tegnes der nye mønstre op, hvor langt flere elever end vi hidtil har antaget er invol­ve­ret.

Eva­lu­e­ring af praktisk erken­delse i erhvervs­fag­lig uddan­nelse

Af Nanna Friche

Kravet om eva­lu­e­ring og reflek­si­vi­tet er blevet alle­steds­nær­væ­rende. Men jo mere vi insi­ste­rer på, at læring er af det gode, er for alle og skal finde sted livet igennem, desto smallere fremstår vores begreb om netop læring.

Vi skal lære at lære, men det er kun den aka­de­mi­ske, teo­re­ti­ske viden, der tæller, når vi evaluerer. Den praktiske erken­delse overses, fordi vi ikke har metoderne til at måle den. Der er derfor behov for at gentænke måden, hvorpå vi evaluerer elevers læring i erhvervs­fag­lig uddan­nelse.

Anmel­del­ser

  • Maria-Christina Secher Schmidt:
    Klas­se­le­delse og fag – at skabe klas­se­kul­tur gennem fag­di­dak­ti­ske valg
  • Per Jensen, Andreas Rasch-Chri­­sten­­sen og Hans Jørgen Staugaard (red.):
    Ekspert i under­vis­ning. En antologi om et forsk­nings­ba­se­ret udvik­lings­ar­bejde af forholdet mellem uddan­nelse og pro­fes­sion
  • Claes Nilholm:
    Per­spek­ti­ver på spe­ci­al­pæ­da­go­gik

Redak­tio­nel ind­led­ning

Pro­fes­sions­højsko­ler – udvikling hvorhen?

De semi­pro­fes­sio­nelle uddan­nel­ser har i den senere tid (siden 2001) været præget af de omstruk­tu­re­rin­ger, der har været knyttet til dannelsen af pro­fes­sions­højsko­lerne (eller Uni­ver­sity Colleges) samt den fysiske mani­fe­sta­tion af disse i campus-enheder. Udfor­drin­ger med at skabe fysiske rammer for højsko­leim­pe­ri­er­nes virke og med at har­moni­sere (til forskel fra stan­dar­di­sere?) p uddan­nel­ser­nes indhold og form afsted­kom­mer for­skel­lige fore­stil­lin­ger og for­stå­el­ser af, hvad ”den gode” pro­fes­sions­ud­dan­nelse er herunder hvilken viden, der er efter­stræ­bel­ses­vær­dig og legitim.

De ind­le­dende øvelser til kon­struk­tio­nen af pro­fes­sions­højsko­ler begyndte i 2001 med Loven om Centre for Vide­re­gå­ende Uddan­nel­ser. Hensigten med denne lov var at skabe bedre – og for­ma­li­se­ret – sam­men­hæng mellem semi­pro­fes­sio­ner­nes grun­dud­dan­nelse, praksis og forskning. Dette søgtes rea­li­se­ret med opret­telse af videns­cen­tre med ”forsk­nings­til­knyt­ning” og opret­telse af efter- og vide­reud­dan­nel­ses­af­de­lin­ger. I kølvandet på denne obliga­to­ri­ske kon­struk­tion for MVU-feltets uddan­nel­ser fulgte mange debatter og påstande om  hvilken viden, der kunne antage karakter af at være ”forsk­nings­ba­se­ret”, ”rigtig” og senere en skelnen mellem det videns­ba­se­rede, det pro­fes­sions­ret­tede, og det anven­del­ses­o­ri­en­te­rede.

I for­bin­delse med dannelsen af Centre for Vide­re­gå­ende Uddan­nel­ser tegnede Katrin Hjort (Hjort 2004) et best-case og et worst-case scenarie for rela­tio­nerne mellem et forsk­nings­ni­veau, et grun­dud­dan­nel­ses­ni­veau og et efter- og vide­reud­dan­nel­ses­ni­veau. I best-case er der tale om et reflek­sions­rum der skaber gensidig kva­li­fi­ce­ring; i worst-case er der tale om kom­merci­a­li­se­ring og isolering, der primært har til hensigt at legi­ti­mere pro­fes­sio­nens status i form af symbolsk kapital (vide­reud­dan­nelse, eksa­mens­be­vis). Man kan diskutere, hvor rammende disse  billeder var, og er, men de udpeger det insti­tu­tions­po­li­ti­ske rum, indenfor hvilket de seneste ti års pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser har bevæget sig.

Disse dis­kus­sio­ner kan ikke ses uaf­hæn­gigt af øko­no­mi­ske og politiske ratio­na­ler eller uaf­hæn­gigt af de for­skel­lige opfat­tel­ser, der kan være af dette i hhv. prak­sis­fel­tet, pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne og i uni­ver­si­tets­ver­de­nen. De handler på én gang om uddan­nel­ser­nes relation til arbejds­fel­tet – anven­de­lig­hed, pro­fes­sions­ret­tet­hed – og om uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner­nes under­ord­nede relation til uni­ver­si­te­terne – videns­ba­se­ret frem for forsk­nings­ba­se­ret, anven­delse frem for erken­delse.

Nær­væ­rende tema søger at belyse nogle til­sig­tede og util­sig­tede bevæ­gel­ser i pro­fes­sions­højsko­ler­nes brogede land­ska­ber.

Sam­men­fø­rin­gen af for­skel­lige uddan­nel­ser (både til samme og for­skel­lige pro­fes­sio­ner) i pro­fes­sions­højsko­ler har som kon­se­kvens, at der søges efter ensartede karak­te­ri­stika samtidig med, at pro­fes­sio­nerne forsøger at afgrænse sig ift. hinanden. Fælles antages at være uddan­nel­ser­nes forhold til symbolsk og praktisk mester­skab (teo­­ri/prak­­sis-dis­­kus­sio­­nerne) og til de didak­ti­ske tilgange. Afsøg­nin­gen af fæl­les­træk bruges bl.a. som grundlag for, at pro­fes­sions­højsko­ler­nes  fysiske rammer kan imø­de­komme de karak­te­ri­sti­ske under­vis­nings­for­mer, som knytter sig til pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne (eksem­pel­vis fore­læs­nin­ger, grupperum til arbejde i mindre grupper, under­vis­nings­rum, rum til fysisk aktivitet, værk­ste­der og (skole-)faglokaler). Med denne bevægelse mod det fælles på tværs af pro­fes­sio­ner, kan det se ud, som om der tegnes et billede af stu­de­rende og under­vi­sere som en ganske homogen masse. Man kan mene, at fore­stil­lin­gen om det moderne, fleksible og omstil­lings­pa­rate menneske i konstant bevægelse kommer til at fremstår som noget fælles og attrå­vær­digt; hvilket fx kommer til udtryk i planer for frem­ti­dige byg­nin­gers åbne miljøer, med fleksible plan­løs­nin­ger, ingen faste arbejds­plad­ser til under­vi­sere, mulig­he­den for at moduli­sere uddan­nel­serne, der kan ”tones” af de stu­de­rende osv. Samtidig rummer disse fore­stil­lin­ger ønsker om at tilgodese forskelle mellem stu­de­rende, det enkelte individ og de enkelte uddan­nel­ser. De stu­de­rende antages at bruge uddan­nel­sen på mange for­skel­lige måder, og uddan­nel­serne selv har flere mål: pro­fes­sion – og bachel­or­grad med adgang til vide­reud­dan­nelse.

I samme bevægelse etableres både det fælles og det for­skel­lige i uddan­nel­serne. Det medfører nogle særlige udfor­drin­ger for pro­fes­sions­højsko­lerne, der samtidig udfordres  af politiske visioner og kon­ven­tio­ner (Bolog­na­er­klæ­rin­gen,  Barnets Reform, Han­di­cap­kon­ven­tio­nen, Lov om social service, Fol­ke­sko­le­loven m.fl.), der for­ud­sæt­ter spe­ci­fikke brugere og spe­ci­fikke insti­tu­tio­ner.

Spørgs­må­let stiller sig: Hvem og hvad retter uddan­nel­serne sig mod? Og hvis inter­es­ser bliver til­go­de­set i denne proces? Hvordan og under hvilke betin­gel­ser kan de del­ta­gende under­vi­sere, stu­de­rende, prak­sis­fel­tet, kommunale og politiske instanser finde hinanden i ønskelige udvik­lings­ret­nin­ger? Og kan det gøres i en og samme vel­ord­nede bevægelse, eller må udvikling af pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser nød­ven­dig­vis bevæge sig ad for­skel­lige veje og under­ti­den vildveje?

I dette tema­num­mer søger DpT at sætte fokus på pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser, de stu­de­ren­des del­ta­gel­ses­må­der og ‑betin­gel­ser og på, hvad der sker i pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne nu, hvor de er optaget i pro­fes­sions­højsko­lerne – fx som det kommer til udtryk i det tvær­pro­fes­sio­nelle element i uddan­nel­serne. Desuden ser vi på, hvilke udtryk og kon­se­kven­ser ønsker (og kampe) om defi­ni­tions­mag­ten får i pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne ift. hvilken viden, der fremhæves som legitim og efter­stræ­bel­ses­vær­dig i for­skel­lige uddan­nel­ses­kon­tek­ster  og ‑rela­tio­ner.

I artiklen ”Udvikling af en pro­fes­sions­ud­dan­nelse” beskriver Birgitte Elle, hvordan der konkret arbejdes med at kva­li­fi­cere og etablere nye sam­men­hænge mellem lærer­ud­dan­nelse og skole til gavn for såvel elever,  skole,  lærer­ud­dan­nelse og stu­de­rende. Empirien udgøres af ”Trainee-projektet” i Gentofte Kommune, der som et pilot­pro­jekt i skoleåret 2009-10 blev udviklet i sam­ar­bej­det med UCC.  Artiklen dis­ku­te­rer veje og vildveje i lærer­ud­dan­nelse og mester­lære ved at beskrive et stykke vellykket udvik­lings­ar­bejde, hvor lærer­stu­de­rende oplæres til at kunne fungere som lærere i praksis. Hvilke trainee posi­tio­ner og del­ta­gel­ses­må­der udfoldes, og hvilke mulig­he­der og dilemmaer i rela­tio­nerne mellem lærer­ud­dan­nelse, skole og lærer­stu­de­ren­des kan iagttages? Projektet er imid­ler­tid ikke kun vellykket, men står også over for nogle store udfor­drin­ger, hvis trainee-ordningen skal blive som det uddan­nel­sesprojekt, det også selv lægger vægt på at være.

I Jan Fre­de­rik­sens artikel ”Pæda­gogun­der­vis­ning – intim og inti­mi­de­rende?” sættes der fokus på del­ta­gel­ses­må­der, når nogle udbredte kon­trol­ska­be­lo­ner i pæda­gog­ud­dan­nel­sens klasserum og deres indvirken på de stu­de­ren­des del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der og –posi­tio­ner dis­ku­te­res. Det vises, hvordan domi­nans­for­hold kommer til udtryk i under­vis­nin­gen på pæda­gog­ud­dan­nel­sen, og hvilke kon­se­kven­ser det har for hhv. under­vi­ser­nes syn på de stu­de­rende og for de stu­de­ren­des syn på under­vis­nin­gen. I artiklen udfoldes de impli­citte for­vent­nin­ger, under­vi­serne har til stu­de­ren­des del­ta­gelse ift. for­skel­lige under­vis­nings­for­mer, og hvordan de på for­skel­lig vis skaber særlige betin­gel­ser for rela­tio­nen mellem under­vi­ser og stu­de­rende og mellem stu­de­rende internt. Desuden beskrives de stu­de­ren­des impli­citte for­vent­nin­ger til under­vis­ning, og hvordan det er afgørende for dem at kunne genkende det, de oplever, som under­vis­ning. I de for­skel­lige under­vis­nings­for­mer er der for­skel­lige mulig­he­der og begræns­nin­ger for hen­holds­vis at deltage og at indtage en perifer position, og det vises, hvordan grupper af stu­de­rende berøves del­ta­gel­ses­ret og mulig­he­der for at erobre posi­tio­nen som stu­de­rende.

Med den fore­stå­ende revision af pæda­gog­ud­dan­nel­sen og det hertil knyttede ønske om, at en ny uddan­nelse skal gøre de stu­de­rende til bedre inklu­sions­pæ­da­go­ger, er det relevant at spørge til, hvad uddan­nel­sen allerede lærer de stu­de­rende om inklusion og eks­klu­sion. I artiklen ”Pædagoger med sort bælte i inklusion”belyser Jakob Bøje, hvordan den politiske og uddan­nel­ses­mæs­sige intention om at uddanne ”inklu­sions­pæ­da­go­ger” har kon­se­kven­ser for del­ta­gel­ses­må­der og in- og eks­klu­sions­be­tin­gel­ser i såvel uddan­nel­ses­regi som i prak­sis­regi. Artiklen pointerer, at de domi­ne­rende fore­stil­lin­ger om inklusion i uddan­nel­sen repro­du­ce­res af de stu­de­rende i deres møde med brugerne i praksis. Gennem obser­va­tio­ner af eksa­mens­di­a­lo­gen vises, hvordan under­vi­sere gennem deres forsøg på at inkludere stu­de­rende, posi­tio­ne­rer de stu­de­rende, så de snarere inklu­sions-forhøres end inklu­de­res. Artiklen viser, hvordan denne praksis kan begrænse de stu­de­rende i forhold til hvem, de stu­de­rende kan være og blive som kønnede, faglige og nationale subjekter.

I artiklen Æbler, pærer og den danske lærer­ud­dan­nelse”dis­ku­te­rer Jacob Klit­møl­ler og Klaus Nielsen en af Skolens Rej­se­holds rapporter fra 2010. Rapporten dannede udgangs­punkt for nogle af den daværende regerings anbe­fa­lin­ger til reformer på sko­le­om­rå­det; sådanne rapporter er centrale i den politiske proces og har ind­fly­delse på de politiske beslut­nin­ger, der skaber mor­gen­da­gens rammer for bl.a. lærer­ud­dan­nel­sens orga­ni­se­ring.  For­fat­terne skriver sig kritisk op imod den pæda­go­gi­ske forskning, der søger at udfolde sig inden for rammerne af kon­ven­tio­nel evi­dens­forsk­ning, dvs. søger at indkredse enkelte faktorer, der ’virker’, hvilket ifølge for­fat­terne sker på bekost­ning af tve­ty­dig­hed og kom­plek­si­tet. Artiklen argu­men­te­rer for, at den omtalte rapport frem­stil­ler den inter­na­tio­nale forskning mere entydig, end der er dækning for, og peger på, at den kom­plek­si­tet, der kon­sti­tu­e­rer en god lærer­ud­dan­nelse og dygtige lærere, reduceres til simple enkelt­­fak­tor-sam­­men­hænge.

Temaet afrundes med Sofie Ørsted Sauzets artikel om Tvær­pro­fes­sio­nelle rytmer på campus – en analyse af upåagtet tvær­pro­fes­sio­na­li­se­ring i campusser”. Tvær­pro­fes­sio­na­li­se­ring er blevet en tendens i udvik­lin­gen af pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne i pro­fes­sions­højsko­lerne. Med    opkomsten af pro­fes­sions­højsko­lerne i 2007 er der kommet et styrket fokus på, at fælles visioner, sam­ar­bejde og samvær skaber nye mulig­he­der for, at udvikle og nytænke pro­fes­sions­ud­dan­nel­serne. Ved at se på tvær­pro­fes­sio­na­li­se­rin­gen af de pro­fes­sions­stu­de­rende som et paradigme, der på flere måder påvirker de pro­fes­sio­nel­les uddan­nel­ser, åbnes der op for nye måder at forstå pro­fes­sio­ner­nes nutidige til­bli­velse på. Artiklen baserer sig på et etno­gra­fisk fel­t­ar­bejde på et campus med blik for, hvordan det tvær­pro­fes­sio­nelle paradigme på campus får betydning for de pro­fes­sions­stu­de­ren­des til­bli­velse. Artiklen viser, hvordan de pro­fes­sions­stu­de­rende bliver til i et campus med tvær­pro­fes­sio­nelle under­to­ner på en pro­fes­sions­højskole i Danmark.

Birgitte Elle og Natasha Guindy, gæste­re­dak­tør Jan Thorhauge Fre­de­rik­sen

Refe­ren­cer

Hjort, K.(2004): ”Viden som vare?” in: Hjort, K.(red): ”De Pro­fes­sio­nelle”, Roskilde Uni­ver­si­tets­for­lag, Roskilde.