Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2015 #2

Tema: Pædagogik i udkants- og højkants-Danmark

Hvad vil det sige at komme et sted fra, når uddan­nelse, opdra­gelse og under­vis­ning skal finde og finder sted. Hvordan spiller lokal­mil­jøet, dets historie og aktuelle tilstand en rolle i og for børn, unge og forældres adgang og tilgang til diverse opdra­­gel­­ses- og uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner? Hvad er pæda­go­gik­ker i disse insti­tu­tio­ner præget af der, hvor de finder sted? Og hvordan spiller de statslige og regionale poli­tik­ker ind på og reagerer på stedernes uddan­nel­ses­for­hold? Temaet zoomer ind på det særlige ved sted og steders betydning for pæda­go­gi­ske prak­tik­ker og logikker.

  • Tomas Ellegaard & Sune Jon Hansen:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Jette Steensen:
    Fokus på stedet – en aktuel dagsorden for kritisk pædagogik
  • David Thore Gravesen:
    Hvorfra? Hvorhen? Om opvækst­kvar­te­rets betydning for unges uddan­nel­ses­valg og frem­ti­dige livs­chan­cer
  • Sune Jon Hansen:
    Med mor og far og Hirtshals i skole
  • Lene Larsen & Trine Wulf-Andersen:
    Unges tilhør og kampe om steder
  • Anne-Lene Sand:
    Matri­kel­løse fæl­les­ska­ber

Øvrige artikler

Pur­po­se­ful play – om reformer af børnehave og for­æl­dre­skab i Singapore

Af Dil Bach og Søren Chri­sten­sen

Ikke kun i Danmark og andre vestlige lande opfattes glo­ba­li­se­ring som en udfor­dring for uddan­nel­ses­sy­ste­mer­nes indret­ning og for­æl­dre­nes opdra­gel­ses­op­gave. Det gælder også en række af de lande – Kina, Sydkorea og Singapore – som i disse år fejrer triumfer i PISA-under­­sø­­gel­­serne.

Denne artikel handler om, hvordan det har medført reformer af bør­ne­ha­ven i Singapore, som rummer mod­sa­t­ret­tede krav til bl.a. for­æl­drene.

At gøre sig relevant – per­spek­ti­ver på huma­ni­sti­ske dimit­ten­ders arbejds­mar­keds­re­le­vans

Af Miriam Madsen

Uddan­nel­ses­po­li­tik­ken domineres af en fore­stil­ling om, at uddan­nelse skal betragtes som et middel til beskæf­ti­gelse. Artiklen viser, hvordan denne fore­stil­ling ikke blot danner afsæt for vurdering af vide­re­gå­ende uddan­nel­ser, men også for huma­ni­sti­ske stu­de­ren­des vurdering og isce­ne­sæt­telse af sig selv som arbejds­mar­keds­re­le­vante subjekter. De huma­ni­sti­ske uddan­nel­ser stemples som mindre arbejds­mar­keds­re­le­vante end mange andre uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­ser.

Semantisk tyngde og semantisk tæthed i demo­kra­ti­be­gre­bet

Af Anna-Vera Meidell Sigsgaard

Artiklen anvender de ana­ly­ti­ske redskaber semantisk tæthed og semantisk tyngde fra Karl Matons Legi­ti­ma­tion Code Theory (LCT).

Begre­ber­nes anven­de­lig­hed eksem­pli­fi­ce­res ved at undersøge samtaler mellem lærere og elever i et dansk som andets­progs­for­løb i en 5. klasses histo­ri­e­un­der­vis­ning og det anvendte under­vis­nings­ma­te­ri­ale Sat Ud. 

Skyldes problemer med danske mino­ri­tet­se­le­ver i skolen deres ander­le­des baggrund, som det ofte antages, eller snarere den pæda­go­gi­ske praksis de møder i skolens under­vis­ning?

Anmel­del­ser

  • Thyge Winther-Jensen og Signe Holm-Larsen (red.):
    Didaktik – lærer­fag­lig­hed, skole og læring
  • Lone Bæk Brønsted, Christina Jørgensen, Martha Mottelson & Lars Jakob Mus­chin­sky (red.):
    Ny pæda­go­gisk opslags­bog
  • Kaj Smedemark:
    Læringens biologi og under­vis­ning der virker
  • Hans Dorf og Jens Rasmussen (red.):
    Pæda­go­gisk Sociologi
  • Ida Kornerup og Torben Næsby (red.):
    Pæda­go­gens grund­fag­lig­hed: Grundbog til pæda­gog­ud­dan­nel­sen
  • Noona Elisabeth Jensen:
    Pæda­go­gik­bo­gen. Grund­fag­lige per­spek­ti­ver i pæda­gog­ud­dan­nel­sen
  • Jacob Klit­møl­ler og Dion Sommer (red.):
    Læring, dannelse og udvikling. Kva­li­fi­ce­ring til fremtiden i dag­in­sti­tu­tion og skole
  • Gitte Sommer Harrits et al. (red.):
    Pro­fes­sio­ner under pres: Status, viden og styring
  • Søren K. Lauridsen & Frede N. Carstens:
    Pædagogik som viden og handling

Redak­tio­nel ind­led­ning

Pædagogik i udkants- og højkants-Danmark

Temaet i dette nummer af Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift er stedets betydning for og i pædagogik. For at sætte denne betydning i relief kan man nævne to begi­ven­he­der i det moderne uddan­nel­ses­væ­sens historie: I 1958 ophævedes med en ny Fol­ke­sko­le­lov endelig skellet mellem landsby- og bysko­le­væ­sen. Hermed afslut­te­des i en dansk sam­men­hæng eksi­sten­sen af et delt sko­le­væ­sen, hvor skolens indret­ning og struktur afhang af hvilket sted den befandt sig. Den anden begi­ven­hed er da ministre fra 29 euro­pæ­i­ske lande satte deres under­skrift på den såkaldte Bologna-erklæring i 1999. I erklæ­rin­gen for­plig­ter de 29 lande sig til at reformere deres vide­re­gå­ende uddan­nel­ser så grund­struk­tu­ren (opdeling i bachelor og kandidat-/ma­ster­­ni­veau) bliver den samme og at det bliver muligt direkte at sam­men­ligne studierne på tværs af natio­nerne.

De to begi­ven­he­der illu­stre­rer på hver deres måde det ideal – og til en vis grad den realitet – der har ligget som en udvik­lings­ret­ning i hele det moderne uddan­nel­ses­sy­stems historie, såvel nationalt som inter­na­tio­nalt. Kort beskrevet går denne aspira­tion og retning mod en stadig stærkere ens­lig­gø­relse af uddan­nel­serne både nationalt og inter­na­tio­nalt.

Ambi­tio­nen er skabelsen af nationale eller ligefrem inter­na­tio­nale enheds­sy­ste­mer. For­mu­le­ret over­ord­net og abstrakt kan man tale om at uddan­nelse i prin­cip­pet søges afkoblet fra en steds­for­ank­ring. Der kan være mere altru­i­sti­ske hensigter med dette som fx en bestræ­belse på inter­na­tio­nalt sam­ar­bejde og for lige og ens mulig­he­der for uddan­nelse for alle; men aktuelt ser det ud som om at skabelsen af nationale og inter­na­tio­nale markeder for uddan­nelse, kva­li­fi­ka­tio­ner og arbejds­kraft er den afgørende drivkraft.

Ambi­tio­nen om et ensrettet inter­na­tio­nalt uddan­nel­ses­sy­stem er fortsat i nogen grad begrænset af at klodens mennesker – også eliterne og de længst uddannede – taler mange for­skel­lige sprog. Derimod synes opbyg­nin­gen af nationale og natio­nalsprog­lige uddan­nel­ses­sy­ste­mer i moderne tid at sætte sig stort set fuld­stæn­dig hege­mo­nisk igennem. Dette foregår ikke mindst på grundlag af fore­stil­ling om at nationalt entydigt uddan­nel­ses­sy­stem til­go­de­ser alle på samme vis.

Med andre ord ligger det indbygget i moderne uddan­nel­ses­sy­ste­mer, at det – bortset fra nationen – ser bort fra det sted mennesker kommer fra. På mange måder er dette sam­men­hæn­gende med det som bl.a. den engelske sociolog Giddens har peget på som det modernes ned­bryd­ning af rum.

Der er imid­ler­tid problemer i dette: Neg­li­ge­rin­gen og ophæ­vel­sen af stedets betydning svarer på mange måder ikke til rea­li­te­ten. Som bl.a. artik­lerne i dette tema­num­mer under­stre­ger er mennesker – også i en pæda­go­gisk sam­men­hæng – på mange måder relateret til deres steder. På den måde bliver nege­rin­gen af de stedslige forskelle let til en form for symbolsk vold – ikke mindst mod de mennesker der ikke kommer fra velstil­lede og res­sour­cestærke grupper i de urbane centre. Centre, der synes at have en stadig mere hege­mo­nisk og attraktiv position i glo­ba­li­se­rede økonomi.

Et klassisk eksempel på virk­nin­gen af denne ens­lig­gø­relse er det sprog, der tales og værds­æt­tes i uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­nerne. Selvom man i dansk sam­men­hæng ikke har set så brutale forsøg på at under­trykke børns modersmål, som det fx historisk har været tilfældet i Frankrig, Spanien og Tyrkiets sko­le­sy­ste­mer, så har der heller ikke i Danmark hersket tvivl om, at noget sprog og nogle dialekter (der typisk ikke er blevet betegnet sådan) er og har været mere magtfulde end andre. Dette har ikke mindst mani­feste­ret sig som en frem­med­gø­relse af de elever der ikke kommer fra ”hjem med klaver” og de største byer. Noget der kan være med til at give elever en for­nem­melse af ikke at høre til i skolen.

I det hele taget er det tan­ke­væk­kende nok også i dag sådan, at spørgs­må­let om hvilket sted man ”hører til” eller ”kommer fra” trods migration og glo­ba­li­se­ring ikke er blevet mindre betyd­nings­fuldt.

Spørgs­må­let om sted er med andre ord para­doksalt nok fortsat betyd­nings­fuldt – selv når betyd­nin­gen af sted neg­li­ge­res eller søges ophævet.

Vi har derfor med dette tema ønsket at sætte fokus på hvad det vil sige at komme et sted fra, når uddan­nelse, opdra­gelse og under­vis­ning skal finde og finder sted. Hvordan spiller lokal­mil­jøet, dets historie og aktuelle tilstand en rolle i og for børn, unge og forældres adgang og tilgang til diverse opdra­­gel­­ses- og uddan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner? Hvad er pæda­go­gik­ker i disse insti­tu­tio­ner præget af der, hvor de finder sted? Og hvordan spiller de statslige og regionale poli­tik­ker ind på og reagerer på stedernes uddan­nel­ses­for­hold? I en tid hvor uddan­nel­ses­land­ska­bet er domineret af fremdrift, for­ud­se­en­hed, hurtighed, etc. og hvor dele af Danmark kate­go­ri­se­res som udkant og andre dele som ghettoer, zoomer tema­num­me­ret ind på det særlige ved sted og steders betydning for pæda­go­gi­ske prak­tik­ker og logikker.

Stedsligt begrænser artik­ler­nes empiriske genstande sig til en dansk sam­men­hæng – til steder i Danmark. Trods dette er der dog tale om artikler, der er i dis­kus­sion med inter­na­tio­nale forskere.

Dette gælder ikke mindst den første artikel hvor Jette Steensen argu­men­te­rer og redegør for, at der er sket en steds­be­vidst vending af pæda­go­gik­ken ikke mindst inter­na­tio­nalt. Hun argu­men­te­rer endvidere for at netop en sådan steds­be­vidst pædagogik har poten­ti­a­let til at samle en kritisk pædagogik. Kritisk pædagogik som aktuelt har begrænset legi­ti­mi­tet. Her ser Steensen steds­pæ­da­go­gik som en pædagogik der kan få samlet gen­nem­slags­kraft i uddan­nel­ses­fel­tet. Dette mener hun også gælder i en dansk sam­men­hæng.

De fire andre artikler i temaet vedrører den betydning som stedet (fortsat) har i en pæda­go­gisk og uddan­nel­ses­so­cio­lo­gisk sam­men­hæng. De er alle funderet i hvert sit solide empiriske arbejder:

David Gravesen viser hvordan 3 loka­l­om­rå­der som en række aar­hu­si­an­ske elever er vokset op i er rela­tio­nelt defineret gennem for­skel­lene til de andre områder, som fx i for­skel­len mellem pri­vil­e­ge­rede og udsatte kvarterer; men også hvordan denne forskel sætter sig igennem som en habitus hos de enkelte, der struk­tu­re­rer deres valg af uddan­nelse.

Ligesom Gravesen er også Sune Jon Hansen inspi­re­ret af Pierre Bourdieu; men Hansen viser hvordan steds­til­hørs­for­hol­det i sig selv kan blive en ressource / kapital og en strategi. Med udgangs­punkt i et læn­ge­re­va­rende etno­gra­fisk fel­t­ar­bejde i Hirtshals på den jyske vestkyst viser han, hvordan påberå­bel­sen af stedet er meget for­skel­lig alt efter hvilken type af og mængde af kapital, der findes i ens familie. På den måde viser han, at til­knyt­nin­gen til stedet i sig selv kan blive en form for kro­p­s­lig­gjort kapital – men også hvordan denne kapital bliver en hæmsko for at orientere sig mod uddan­nelse. Dette skyldes at stedet – i dette tilfælde Hirtshals – også habituelt er bundet sammen med personen, og at en uddan­nel­ses­bå­ret karriere derfor for nogen på sæt og vis betyder at give ”afkald” på stedet og den steds­bundne kapital.

Lene Larsens og Trine Wulfs artikel tager os til den geo­gra­fisk anden ende af Danmark – nemlig til Lolland – men vi er stadig i Udkanten. Her oven i købet i dobbelt forstand i det artiklen beskriver et forsk­nings­pro­jekt med en gruppe unge der ikke alene er geo­gra­fisk mar­gi­na­li­se­rede – men også i deres geo­gra­fi­ske område er socialt mar­gi­na­li­se­rede. Med afsæt i Bronwyn Davis’ begreber ’longing’ og ’ belonging’ – der kan over­sæt­tes til længsel og tilhør – viser artiklen, at disse unge på den ene side føler et til­hørs­for­hold til det (geo­gra­fi­ske) sted hvor de lever og er vokset op; men at deres steder eller måske snarere rum hele tiden er under pres fra myn­dig­he­der eller mere res­sour­cestærke grupper – og at det disse unge derfor først og fremmest længes efter er nogle steder at leve.

Også Anne-Lene Sands forsk­nings­pro­jekt og artikel tager os med til nogle personer, for hvem det at finde et sted at leve deres fæl­les­skab er en fortsat bestræ­belse. Der er dog tale om personer, der ikke som de unge i Larsens og Wulfs artikel er mar­gi­na­li­se­rede. Snarere er der tale om en gruppe, der i nogle sam­men­hænge ville blive set som en form for avant­garde – nemlig primært unge fra Horsens og Aarhus, der hænger ud og hører musik, shuffler (danser) til hardstyle musik, spiller musik i fritiden, arran­ge­rer festi­va­ler, orga­ni­se­rer raves i nedlagte bygninger osv. Sand viser hvordan det er karak­te­ri­stisk for denne gruppe, at de ikke kan iden­ti­fi­ce­rer sig med eller er kritiske overfor de etab­le­rede insti­tu­tio­ner – i dette tilfælde musikin­sti­tu­tio­ner. Sand karak­te­ri­se­rer fæl­les­ska­berne som ”matri­kel­løse”, men viser para­doksalt nok samtidig, at de ori­en­te­rer sig mod særlige rum i byen. Hun argu­men­te­rer også for at de kan udgøre en særlig udfor­dring for pæda­go­gik­ken – netop fordi de ikke ori­en­te­rer sig mod insti­tu­tio­ner.

Sam­men­fat­tende kan man sige at de 5 artikler i temaet hver for sig peger på, at sted i aller­hø­je­ste grad fortsat er er til stede og er betyd­nings­fuldt – også i pæda­go­gik­ken.

Sune Jon Hansen (gæste­re­dak­tør) og Tomas Ellegaard