Tema: Pædagogik i udkants- og højkants-Danmark
Hvad vil det sige at komme et sted fra, når uddannelse, opdragelse og undervisning skal finde og finder sted. Hvordan spiller lokalmiljøet, dets historie og aktuelle tilstand en rolle i og for børn, unge og forældres adgang og tilgang til diverse opdragelses- og uddannelsesinstitutioner? Hvad er pædagogikker i disse institutioner præget af der, hvor de finder sted? Og hvordan spiller de statslige og regionale politikker ind på og reagerer på stedernes uddannelsesforhold? Temaet zoomer ind på det særlige ved sted og steders betydning for pædagogiske praktikker og logikker.
- Tomas Ellegaard & Sune Jon Hansen:
Redaktionel indledning - Jette Steensen:
Fokus på stedet – en aktuel dagsorden for kritisk pædagogik - David Thore Gravesen:
Hvorfra? Hvorhen? Om opvækstkvarterets betydning for unges uddannelsesvalg og fremtidige livschancer - Sune Jon Hansen:
Med mor og far og Hirtshals i skole - Lene Larsen & Trine Wulf-Andersen:
Unges tilhør og kampe om steder - Anne-Lene Sand:
Matrikelløse fællesskaber
Øvrige artikler
Purposeful play – om reformer af børnehave og forældreskab i Singapore
Af Dil Bach og Søren Christensen
Ikke kun i Danmark og andre vestlige lande opfattes globalisering som en udfordring for uddannelsessystemernes indretning og forældrenes opdragelsesopgave. Det gælder også en række af de lande – Kina, Sydkorea og Singapore – som i disse år fejrer triumfer i PISA-undersøgelserne.
Denne artikel handler om, hvordan det har medført reformer af børnehaven i Singapore, som rummer modsatrettede krav til bl.a. forældrene.
At gøre sig relevant – perspektiver på humanistiske dimittenders arbejdsmarkedsrelevans
Af Miriam Madsen
Uddannelsespolitikken domineres af en forestilling om, at uddannelse skal betragtes som et middel til beskæftigelse. Artiklen viser, hvordan denne forestilling ikke blot danner afsæt for vurdering af videregående uddannelser, men også for humanistiske studerendes vurdering og iscenesættelse af sig selv som arbejdsmarkedsrelevante subjekter. De humanistiske uddannelser stemples som mindre arbejdsmarkedsrelevante end mange andre universitetsuddannelser.
Semantisk tyngde og semantisk tæthed i demokratibegrebet
Af Anna-Vera Meidell Sigsgaard
Artiklen anvender de analytiske redskaber semantisk tæthed og semantisk tyngde fra Karl Matons Legitimation Code Theory (LCT).
Begrebernes anvendelighed eksemplificeres ved at undersøge samtaler mellem lærere og elever i et dansk som andetsprogsforløb i en 5. klasses historieundervisning og det anvendte undervisningsmateriale Sat Ud.
Skyldes problemer med danske minoritetselever i skolen deres anderledes baggrund, som det ofte antages, eller snarere den pædagogiske praksis de møder i skolens undervisning?
Anmeldelser
- Thyge Winther-Jensen og Signe Holm-Larsen (red.):
Didaktik – lærerfaglighed, skole og læring - Lone Bæk Brønsted, Christina Jørgensen, Martha Mottelson & Lars Jakob Muschinsky (red.):
Ny pædagogisk opslagsbog - Kaj Smedemark:
Læringens biologi og undervisning der virker - Hans Dorf og Jens Rasmussen (red.):
Pædagogisk Sociologi - Ida Kornerup og Torben Næsby (red.):
Pædagogens grundfaglighed: Grundbog til pædagoguddannelsen - Noona Elisabeth Jensen:
Pædagogikbogen. Grundfaglige perspektiver i pædagoguddannelsen - Jacob Klitmøller og Dion Sommer (red.):
Læring, dannelse og udvikling. Kvalificering til fremtiden i daginstitution og skole - Gitte Sommer Harrits et al. (red.):
Professioner under pres: Status, viden og styring - Søren K. Lauridsen & Frede N. Carstens:
Pædagogik som viden og handling
Redaktionel indledning
Pædagogik i udkants- og højkants-Danmark
Temaet i dette nummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift er stedets betydning for og i pædagogik. For at sætte denne betydning i relief kan man nævne to begivenheder i det moderne uddannelsesvæsens historie: I 1958 ophævedes med en ny Folkeskolelov endelig skellet mellem landsby- og byskolevæsen. Hermed afsluttedes i en dansk sammenhæng eksistensen af et delt skolevæsen, hvor skolens indretning og struktur afhang af hvilket sted den befandt sig. Den anden begivenhed er da ministre fra 29 europæiske lande satte deres underskrift på den såkaldte Bologna-erklæring i 1999. I erklæringen forpligter de 29 lande sig til at reformere deres videregående uddannelser så grundstrukturen (opdeling i bachelor og kandidat-/masterniveau) bliver den samme og at det bliver muligt direkte at sammenligne studierne på tværs af nationerne.
De to begivenheder illustrerer på hver deres måde det ideal – og til en vis grad den realitet – der har ligget som en udviklingsretning i hele det moderne uddannelsessystems historie, såvel nationalt som internationalt. Kort beskrevet går denne aspiration og retning mod en stadig stærkere ensliggørelse af uddannelserne både nationalt og internationalt.
Ambitionen er skabelsen af nationale eller ligefrem internationale enhedssystemer. Formuleret overordnet og abstrakt kan man tale om at uddannelse i princippet søges afkoblet fra en stedsforankring. Der kan være mere altruistiske hensigter med dette som fx en bestræbelse på internationalt samarbejde og for lige og ens muligheder for uddannelse for alle; men aktuelt ser det ud som om at skabelsen af nationale og internationale markeder for uddannelse, kvalifikationer og arbejdskraft er den afgørende drivkraft.
Ambitionen om et ensrettet internationalt uddannelsessystem er fortsat i nogen grad begrænset af at klodens mennesker – også eliterne og de længst uddannede – taler mange forskellige sprog. Derimod synes opbygningen af nationale og nationalsproglige uddannelsessystemer i moderne tid at sætte sig stort set fuldstændig hegemonisk igennem. Dette foregår ikke mindst på grundlag af forestilling om at nationalt entydigt uddannelsessystem tilgodeser alle på samme vis.
Med andre ord ligger det indbygget i moderne uddannelsessystemer, at det – bortset fra nationen – ser bort fra det sted mennesker kommer fra. På mange måder er dette sammenhængende med det som bl.a. den engelske sociolog Giddens har peget på som det modernes nedbrydning af rum.
Der er imidlertid problemer i dette: Negligeringen og ophævelsen af stedets betydning svarer på mange måder ikke til realiteten. Som bl.a. artiklerne i dette temanummer understreger er mennesker – også i en pædagogisk sammenhæng – på mange måder relateret til deres steder. På den måde bliver negeringen af de stedslige forskelle let til en form for symbolsk vold – ikke mindst mod de mennesker der ikke kommer fra velstillede og ressourcestærke grupper i de urbane centre. Centre, der synes at have en stadig mere hegemonisk og attraktiv position i globaliserede økonomi.
Et klassisk eksempel på virkningen af denne ensliggørelse er det sprog, der tales og værdsættes i uddannelsesinstitutionerne. Selvom man i dansk sammenhæng ikke har set så brutale forsøg på at undertrykke børns modersmål, som det fx historisk har været tilfældet i Frankrig, Spanien og Tyrkiets skolesystemer, så har der heller ikke i Danmark hersket tvivl om, at noget sprog og nogle dialekter (der typisk ikke er blevet betegnet sådan) er og har været mere magtfulde end andre. Dette har ikke mindst manifesteret sig som en fremmedgørelse af de elever der ikke kommer fra ”hjem med klaver” og de største byer. Noget der kan være med til at give elever en fornemmelse af ikke at høre til i skolen.
I det hele taget er det tankevækkende nok også i dag sådan, at spørgsmålet om hvilket sted man ”hører til” eller ”kommer fra” trods migration og globalisering ikke er blevet mindre betydningsfuldt.
Spørgsmålet om sted er med andre ord paradoksalt nok fortsat betydningsfuldt – selv når betydningen af sted negligeres eller søges ophævet.
Vi har derfor med dette tema ønsket at sætte fokus på hvad det vil sige at komme et sted fra, når uddannelse, opdragelse og undervisning skal finde og finder sted. Hvordan spiller lokalmiljøet, dets historie og aktuelle tilstand en rolle i og for børn, unge og forældres adgang og tilgang til diverse opdragelses- og uddannelsesinstitutioner? Hvad er pædagogikker i disse institutioner præget af der, hvor de finder sted? Og hvordan spiller de statslige og regionale politikker ind på og reagerer på stedernes uddannelsesforhold? I en tid hvor uddannelseslandskabet er domineret af fremdrift, forudseenhed, hurtighed, etc. og hvor dele af Danmark kategoriseres som udkant og andre dele som ghettoer, zoomer temanummeret ind på det særlige ved sted og steders betydning for pædagogiske praktikker og logikker.
Stedsligt begrænser artiklernes empiriske genstande sig til en dansk sammenhæng – til steder i Danmark. Trods dette er der dog tale om artikler, der er i diskussion med internationale forskere.
Dette gælder ikke mindst den første artikel hvor Jette Steensen argumenterer og redegør for, at der er sket en stedsbevidst vending af pædagogikken ikke mindst internationalt. Hun argumenterer endvidere for at netop en sådan stedsbevidst pædagogik har potentialet til at samle en kritisk pædagogik. Kritisk pædagogik som aktuelt har begrænset legitimitet. Her ser Steensen stedspædagogik som en pædagogik der kan få samlet gennemslagskraft i uddannelsesfeltet. Dette mener hun også gælder i en dansk sammenhæng.
De fire andre artikler i temaet vedrører den betydning som stedet (fortsat) har i en pædagogisk og uddannelsessociologisk sammenhæng. De er alle funderet i hvert sit solide empiriske arbejder:
David Gravesen viser hvordan 3 lokalområder som en række aarhusianske elever er vokset op i er relationelt defineret gennem forskellene til de andre områder, som fx i forskellen mellem privilegerede og udsatte kvarterer; men også hvordan denne forskel sætter sig igennem som en habitus hos de enkelte, der strukturerer deres valg af uddannelse.
Ligesom Gravesen er også Sune Jon Hansen inspireret af Pierre Bourdieu; men Hansen viser hvordan stedstilhørsforholdet i sig selv kan blive en ressource / kapital og en strategi. Med udgangspunkt i et længerevarende etnografisk feltarbejde i Hirtshals på den jyske vestkyst viser han, hvordan påberåbelsen af stedet er meget forskellig alt efter hvilken type af og mængde af kapital, der findes i ens familie. På den måde viser han, at tilknytningen til stedet i sig selv kan blive en form for kropsliggjort kapital – men også hvordan denne kapital bliver en hæmsko for at orientere sig mod uddannelse. Dette skyldes at stedet – i dette tilfælde Hirtshals – også habituelt er bundet sammen med personen, og at en uddannelsesbåret karriere derfor for nogen på sæt og vis betyder at give ”afkald” på stedet og den stedsbundne kapital.
Lene Larsens og Trine Wulfs artikel tager os til den geografisk anden ende af Danmark – nemlig til Lolland – men vi er stadig i Udkanten. Her oven i købet i dobbelt forstand i det artiklen beskriver et forskningsprojekt med en gruppe unge der ikke alene er geografisk marginaliserede – men også i deres geografiske område er socialt marginaliserede. Med afsæt i Bronwyn Davis’ begreber ’longing’ og ’ belonging’ – der kan oversættes til længsel og tilhør – viser artiklen, at disse unge på den ene side føler et tilhørsforhold til det (geografiske) sted hvor de lever og er vokset op; men at deres steder eller måske snarere rum hele tiden er under pres fra myndigheder eller mere ressourcestærke grupper – og at det disse unge derfor først og fremmest længes efter er nogle steder at leve.
Også Anne-Lene Sands forskningsprojekt og artikel tager os med til nogle personer, for hvem det at finde et sted at leve deres fællesskab er en fortsat bestræbelse. Der er dog tale om personer, der ikke som de unge i Larsens og Wulfs artikel er marginaliserede. Snarere er der tale om en gruppe, der i nogle sammenhænge ville blive set som en form for avantgarde – nemlig primært unge fra Horsens og Aarhus, der hænger ud og hører musik, shuffler (danser) til hardstyle musik, spiller musik i fritiden, arrangerer festivaler, organiserer raves i nedlagte bygninger osv. Sand viser hvordan det er karakteristisk for denne gruppe, at de ikke kan identificerer sig med eller er kritiske overfor de etablerede institutioner – i dette tilfælde musikinstitutioner. Sand karakteriserer fællesskaberne som ”matrikelløse”, men viser paradoksalt nok samtidig, at de orienterer sig mod særlige rum i byen. Hun argumenterer også for at de kan udgøre en særlig udfordring for pædagogikken – netop fordi de ikke orienterer sig mod institutioner.
Sammenfattende kan man sige at de 5 artikler i temaet hver for sig peger på, at sted i allerhøjeste grad fortsat er er til stede og er betydningsfuldt – også i pædagogikken.
Sune Jon Hansen (gæsteredaktør) og Tomas Ellegaard
