Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2015 #3

Tema: Dyg­tig­heds­pæ­da­go­gik: om elitens talenter og talen­ter­nes elite i uddannelsessystemet

Talen om talent og elite i det danske uddan­nel­ses­sy­stem er markant. ”De særligt talent­fulde skal have udfol­del­ses­mu­lig­he­der”, der skal ”ikke kun satses på bredden, men også eliten” er frem­træ­dende udsagn. I de seneste ti år har talent­be­gre­bet fået en særlig drejning i uddan­nel­ses­po­li­tik, hvor det først og fremmest handler om at give de dygtigste elever bedre mulig­he­der for at udvikle deres evner. Men hvad er talent og elite og hvad bliver det til i pæda­go­gi­ske sammenhænge?

  • Jesper Stilling Olesen, Jens Christian Nielsen, Suna Møller Chri­sten­sen & Christian Sandbjerg Hansen:
    Redak­tio­nel indledning
  • Annette Rasmussen:
    Talen­t­ud­vik­ling og dif­fe­ren­ti­e­ring af elever i talentklasser
  • Jens Christian Nielsen, Lotte S. Skrub­bel­trang & Jesper S. Olesen:
    Idræt­sta­len­ters lærings­af­tale med den danske fol­ke­skole – om fol­ke­sko­lens sam­ar­bejde med eli­tei­dræt­ten om talentudvikling
  • Roddy Walker:
    At lære at være elite – præ­fek­trol­len som markør i elevernes iden­ti­tets­dan­nelse på en elitekostskole
  • Suna Chri­sten­sen:
    Ud over skole-centrisme: Talent i erhvervsuddannelserne
  • Bjørn Friis Johannsen & Jesper Bruun:
    Talent, totem, tabu og anden naturtro

Øvrige artikler

Kan lysten drive værket i udsko­lin­gen? Iagt­ta­gel­ser fra to studier af lyst som orga­ni­se­rings­prin­cip i udskolingen

Af Rikke Brown og Kia Wied

Artiklen sætter fokus på, hvad der sker, når elevernes lyst og interesse bruges som det bærende princip for skolens måde at orga­ni­sere sig på. Der peges på, at lyst til skole for eleverne er forbundet med meget andet end blot en faglig interesse, og at lyst som orga­ni­se­rings­prin­cip ser ud til at producere util­sig­tede opde­lin­ger som følge af elevernes linjevalg.

Sko­le­kul­tur og dyd. Om Ari­sto­te­les’ teori om dyder og dennes relevans for pædagogikken

Af Anne Oksen Lyhne

Artiklen giver et etisk-kog­­ni­tions­­p­sy­ko­lo­­gisk bud på, hvorfor pæda­go­gik­ken bør vægte sko­le­kul­tu­rens betydning. Denne pointe udledes med afsæt i Ari­sto­te­les’ teori om dyder. Artiklens ærinde er reflek­tere over ’indre’ drivkraft (moti­va­tion). Afslut­nings­vist sættes artiklens pointer kort­fat­tet i spil i forhold til den aktuelle fol­ke­sko­lere­forms fokus på læringsmålstyring.

Børns rela­tio­ner og venskaber – pæda­go­gers opgave og ansvar?

Af Anne­grethe Ahrenkiel & Kim Rasmussen

Børns leg, sociale rela­tio­ner og især deres venskab er det, som betyder mest for børn i hver­da­gens dag­in­sti­tu­tions­liv. Derfor synes pædagoger at stå i en både vanskelig og para­doksal situation, når de skal forsøge at hjælpe de børn, der har svært ved at skabe og fastholde stabile rela­tio­ner til andre børn. Men hvad kan pæda­go­gerne så gøre for at leve op til ansvaret?

Anmel­del­ser

  • Svend Brinkmann:
    Stå fast
  • Claus Munch Drejer:
    Kampen om eleven. Hvordan skolen skaber elever
  • Brian Degn Mår­tens­son:
    Kon­kur­ren­ce­sta­tens pædagogik: En kritik og et alternativ
  • Niels Rosendal Jensen (red.):
    Den pæda­go­gi­ske pro­fes­sion – bidrag til en for­stå­else af pæda­go­ger­nes ændrede arbejdsvilkår

Redak­tio­nel indledning

Dyg­tig­heds­pæ­da­go­gik: om elitens talenter og talen­ter­nes elite i uddannelsessystemet

Talen om talent og elite i det danske uddan­nel­ses­sy­stem er markant. ”De særligt talent­fulde skal have udfol­del­ses­mu­lig­he­der”, der skal ”ikke kun satses på bredden, men også eliten” er frem­træ­dende udsagn. Der laves eli­te­for­sker­pro­gram­mer, talen­t­ud­vik­lings­pro­gram­mer, eli­tei­dræts­klas­ser, bør­ne­af­de­lin­ger af Mensa osv., alt imens socio­lo­gi­ske studier viser, at den øko­no­mi­ske og kul­tu­relle elite er en lukket affære. Men hvad er talent og elite og hvad bliver det til i pæda­go­gi­ske sammenhænge?

I de seneste ti år har talent­be­gre­bet fået en særlig drejning i uddan­nel­ses­po­li­tik, hvor det først og fremmest handler om at give de dygtigste elever bedre mulig­he­der for at udvikle deres evner. Tidligere indgik talent­be­gre­bet i en anden uddan­nel­ses­po­li­tisk diskurs, der lå i for­læn­gelse af Salamanca-erklæ­rin­­gen fra 1994, som under­stre­gede, at ”skolen skal rumme alle elever, uaf­hæn­gigt af deres fysiske, intel­lek­tu­elle, sociale, emo­tio­nelle og sproglige evner eller andre forhold. Dette gælder også han­di­cap­pede og særligt talent­fulde børn.” Salamanca-erklæ­rin­­gen fremhæver børn med særlige talenter som en gruppe, der på lige fod med han­di­cap­pede kan være svære at rumme i skolen. I Danmark er Salamanca-erklæ­rin­­gen blevet imple­men­te­ret i fol­ke­sko­le­loven som kravet om under­vis­nings­dif­fe­ren­ti­e­ring. Det skulle sikre at alle elever lærte noget ved at de modtog passende faglige udfordringer.

Begreber og fore­stil­lin­ger om talent og elite har historisk set indgået i flere for­skel­lige og nogle gange mod­stri­dende ide­o­lo­gier om de pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner. De har fx spillet en vigtig rolle i lig­heds­i­de­o­lo­gien, der gjorde op med den niveau­delte skole, som blev kri­ti­se­ret for at sortere efter klasse fremfor efter talent. I den sam­men­hæng blev det anført, at børn med talent ikke fik chancen for at udvikle deres poten­ti­ale, fordi de blev sorteret fra på et tidligt tidspunkt. Samfundet udnyttede derfor ikke den intel­li­gens­re­serve, der lå i de lavere sociale klasser. I kritikken lå et opgør med den daværende sam­funds­mæs­sige elite, der baserede deres magt på medfødt stand og nedarvede pri­vil­e­gier frem for på evner og flid. Modsat har de også været brugt i kritik af lig­heds­i­de­o­lo­gien: de dygtige elever blev ikke sti­mu­le­ret nok i en fol­ke­skole med fokus på den brede mid­ter­gruppe, lød kritikken blandt andet.

I dag bruges talent- og eli­te­be­gre­ber ofte indenfor et økonomisk glo­ba­li­se­rings­per­spek­tiv, hvor Danmarks mulighed for at bevare sin velstand og velfærd beror på, at de dygtigste elever får de bedste mulig­he­der for at udvikle deres talenter. I kon­kur­ren­ce­stats­dis­kur­sen tildeles ”de dygtige” et særligt ansvar for at sikre kon­kur­ren­ce­ev­nen. Her er mål­sæt­nin­gen på ingen måde social udligning, men derimod økonomisk vækst gennem dyg­tig­heds­dyr­kelse. Talent og elite bliver på den måde sam­le­ka­te­go­rier for ”de dygtige” og under­støt­ter fore­stil­lin­gen om at naturlige talenter bliver til førende elite gennem inve­ste­ring i potentialerne.

Tale om og prak­ti­se­ring af talent og elite er således noget fler­ty­digt og historisk omskif­te­ligt. Nogle gange begrebs­sæt­tes talen­t­ud­vik­ling så det under­gra­ver den herskende elites magtbase og andre gange så det fører til en plads i eliten. I visse versioner er talen­t­ud­vik­ling et middel til at under­støtte social mobilitet. I andre versioner cemen­te­rer talen­t­ud­vik­ling allerede etab­le­rede magt­hie­rar­kier. Hertil kommer at elite synes at være en sam­le­be­teg­nelse for et højt kom­pe­ten­ce­ni­veau indenfor en myriade af indbyrdes adskilte og hete­ro­gene domæner. Nogle domæner er økonomisk lukrative, nogle giver del­ta­gerne politisk ind­fly­delse og magt og andre tilbyder prestige og status uden at det nød­ven­dig­vis følges af hverken penge eller magt. Endelig findes der også domæner, hvor talent­dags­or­de­nen ikke har vundet indpas, og hvor høj faglighed ikke ita­le­sæt­tes som hverken talent eller elite.

Talent- og eli­te­dags­or­de­nen er iøje­fal­dende. Men det er ikke givet, hvordan den bliver udfoldet i praksis. Det afhænger af mange for­skel­lige faktorer, herunder hvilke diskurser om talent og elite, der bliver aktiveret; hvordan der bliver knyttet for­bin­del­ser mellem nutid og fortid; og hvilke aktører der får ind­fly­delse på til­ret­te­læg­gel­sen af talent- og eli­te­pro­gram­mer i uddannelsessystemet.

I dette tema­num­mer af DpT er der fem bidrag­sy­dere, der gør os klogere på, hvad talent og elite er og bliver til i pæda­go­gi­ske sam­men­hænge. De kommer omkring en række for­skel­lige uddan­nel­ses­om­rå­der og slår ned på en række pro­ble­ma­tik­ker forbundet med prak­ti­se­rin­gen af talent som udvæl­gelse, dif­fe­ren­ti­e­ring og elitedannelse.

  1. Annette Rasmussen:
    skriver om talen­t­ud­vik­ling og dif­fe­ren­ti­e­ring af elever i talent­klas­ser i folkeskolen
  2. Jens Christian Nielsen, Jesper Stilling Olesen & Lotte Skrub­bel­trang:
    skriver om hvordan fol­ke­sko­len tegner særlige lærings­af­ta­ler med eleverne i talentklasser
  3. Roddy Walker:
    skriver om hvordan eli­te­dan­nelse finder sted på en eliteskole
  4. Suna Chri­sten­sen:
    skriver om hvordan talent prak­ti­se­res på erhverv­s­ud­dan­nel­ses­om­rå­det og udgør en nyfor­tolk­ning af forholdet mellem boglighed og praktisk kunnen.
  5. Bjørn Friis Johannsen og Jesper Bruun:
    skriver om talen­t­ud­væl­gelse på naturfag på uni­ver­si­te­tet som en form for naturtro.

En ting der springer i øjnene, når man læser på tværs af tema­num­me­rets bidrag er, at talent­fæ­no­me­net ofte prak­ti­se­res på en måde, så talent­pro­gram og pro­fes­sion knyttes tæt sammen. I Suna Chri­sten­sens artikel om talen­t­ar­bejde i erhverv­s­ud­dan­nel­serne prak­ti­se­res talent som et brud med det hun betegner som skole-centrisme. På talentspo­rene værds­æt­tes en praktisk og social kom­pe­tence til at kunne udføre noget med sine hænder med for­nem­melse for rela­tio­ner og samspil i en konkret arbejds­si­tu­a­tion. Talent­dags­or­de­nen giver til­sy­ne­la­dende erhvervs­sko­lerne anledning til at trække den pro­fes­sio­nelle arbejds­kon­tekst ind i under­vis­nin­gen – ikke bare som standard for hvad godt håndværk er, men også som en bro­byg­ning mellem uddan­nelse og elevernes frem­ti­dige arbejds­plad­ser. Talent­dags­or­de­nen kunne også have været rea­li­se­ret som et højt teoretisk niveau, hvor hånd­vær­ket blev forlænget med for­skel­lige teo­re­ti­ske fær­dig­he­der fra til­græn­sende fag­om­rå­der som ingeniør, arkitekt o.l. Men det bliver de ikke. I Roddy Walkers artikel om eli­te­kostsko­len Her­lufsholm forlænges lærings­net­vær­ket ind i erhvervs­li­vet på den måde, at eleverne ved at blive Her­lovi­a­nere lærer at begå sig i den økonomisk attrå­vær­dige elite i samfundet. For­bin­del­sen bliver trukket til et netværk af tidligere elever, alumner, der sidder på ind­fly­del­ses­rige poster i erhvervs­li­vet. For at kunne begå sig i dette netværk er det til­sy­ne­la­dende afgørende at eleverne arbejder hårdt med at integrere flere sfærer i deres liv (herunder uddan­nelse, sport og for­e­nings­ak­ti­vi­te­ter) i en samlet identitet som Her­lovi­a­ner. For­læn­gel­sen af netværket fra skole til pro­fes­sion gør det også lettere for eleverne at se rele­van­sen af det arbejde de yder i skolen med at tilegne sig faglige og sociale færdigheder.

Det er bemær­kel­ses­vær­digt, at talent­dags­or­de­nen bidrager med et alter­na­tiv til prak­ti­se­rin­gen af en kon­tekst­fri for­stå­else af læring. Det har siden Lave og Wenger intro­du­ce­rede begrebet situeret læring og dermed under­stre­gede at læring er uløseligt forbundet med den sociale kontekst, hvor den finder sted, været en kendt sag, at læring ikke blot er et kognitivt spørgsmål. Læring er indlejret i sociale prak­sis­ser med dertil hørende regler for samspil og udførelse af arbejde. Det problem synes talent­pro­gram­merne at håndtere ved på for­skel­lig vis at forlænge uddan­nel­ses­net­vær­ket ind i det pro­fes­sio­nelle netværk.

  • I for­bin­delse med idræts­klas­serne, der er særlige klasser for idræt­sta­len­ter i fol­ke­sko­len, opbygges der part­ner­ska­ber med lokale eli­te­klub­ber, som står for mor­gen­træ­ning og som efter­føl­gende aftager nogle af de færdige atleter.
  • På erhverv­s­ud­dan­nel­serne udlægges talent som en pro­ces­suel kvalitet, der udfoldes gennem løsning af en opgave og del­ta­gelse i en pro­fes­sio­nel hånd­værks­mæs­sig praksis. Derved knyttes talen­t­ud­vik­lin­gen direkte til den praktiske udførelse af faget.
  • På Her­lufsholm bindes skole sammen med erhvervs­liv gennem en særlig etikette og fordring om høj faglighed som knytter Her­lovi­a­nere sammen i et fæl­les­skab, hvor de forstår og aner­ken­der hinanden.
  • På de natur­vi­den­ska­be­lige uddan­nel­ser på uni­ver­si­te­tet er det en mulig for­sker­kar­ri­ere, der er endemålet for talen­t­ud­vik­lin­gen. Bachelor og kan­di­da­tud­dan­nelse bindes sammen med for­sker­ud­dan­nelse gennem talen­ter­nes evner til indgå i fag­spe­ci­fikke arbejds­pro­ces­ser af social og kognitiv art.

Eleverne synes også at gribe denne mulighed ved at arbejde med på at knytte for­bin­del­ser mellem deres uddan­nelse og deres frem­ti­dige liv som pro­fes­sio­nelle atleter, hånd­vær­kere, erhvervs­folk eller viden­skabs­folk. Artik­lerne viser på for­skel­lig vis hvordan eleverne arbejder på at skabe menings­fulde for­bin­del­ser mellem deres nuværende status som elever eller talenter og den fremtid de håber på som del af en elite. Det centrale spørgsmål for dem er, hvordan de bliver en del af eliten, og hvad de skal gøre for at når derhen. I artiklen af Roddy Walker er det målet for talen­t­ud­vik­lin­gen, eliten, der er eks­pli­ci­te­ret for eleverne på Her­lufsholm. Hvad de skal gøre for at nå eliten er derimod mere implicit, idet eleverne ikke er udvalgt på baggrund af et talent indenfor et bestemt område selv om de over­ve­jende kommer fra familier der kan siges at tilhøre den øko­no­mi­ske elite. Artiklen viser blandt andet, hvordan eleverne navigerer i det sociale prak­sis­felt på Her­lufsholm for at finde ud af, hvad der skal til for at sætte kurs mod eliten. Svaret ligger i at finde ud af, hvad det vil sige at være en rigtig Her­lovi­a­ner. Her­lovi­a­ner fungerer som en tom betegner, som eleverne selv skal udfylde, men det kan ikke gøres på en hvilken som helst måde, hvis eleverne ønsker at blive genkendt som en Her­lovi­a­ner af skolens personale, ældre og gamle elever. I Jens Christian Nielsen, Jesper Stilling Olesen og Lotte Skrub­bel­trangs artikel er talent­præ­di­ka­tet derimod givet ved opta­gel­sen til talent­klas­serne. De elever der får adgang er udvalgt, fordi de vurderes at have talent indenfor en bestemt idræts­gren. Men på samme måde som på Her­lufsholm er det tydeligt at præ­di­ka­tet ikke er et pri­vil­e­gium, men derimod noget eleverne arbejder på at leve op til. I artiklen ana­ly­se­rer de tre for­fat­tere, hvordan eleverne anvises bestemte måder at gøre talent på. Den ønsk­vær­dige måde at være idræt­se­lev på stad­fæ­stes i en form for social lærings­kon­trakt. Her tyde­lig­gø­res det for eleverne at præmissen for at gå i idræts­klasse er en positiv indstil­ling til at ville forbedre sig både i idræt og skole. De særlige stan­dar­der der er for at være udvalgt som talent eller optaget på en eli­teskole fører i nogle tilfælde til en for­dob­ling af de krav som eleverne skal leve op til:

  • I Idræts­klas­serne mødes eleverne af en for­vent­ning om at følge et dobbelt udvik­lings­spor i skole og idræt, som i visse tilfælde prak­ti­se­res som dobbelt målrettethed.
  • På Her­lufsholm opdager eleverne at et højt fagligt niveau er en selvfølge for en Her­lovi­a­ner, hertil kommer så for­vent­nin­gen om et til­sva­rende enga­ge­ment i idræt og for­e­nings­liv på skolen.
  • På erhvervs­sko­lerne synes der mere at være tale om en alter­na­tiv dagsorden til at betragte kom­pe­tence som en teoretisk og boglig færdighed.

I og med at talent­pro­gram­merne knytter talent­mil­jøer og eli­te­mil­jøer sammen og nivel­le­rer nogle af over­gan­gene mellem trinene på uddan­nel­se­s­trap­pen og mellem uddan­nelse og pro­fes­sion, så rykker den dif­fe­ren­ti­e­ring, der finder sted op gennem uddan­nel­ses­sy­ste­met ned i alder­s­klas­serne. Det bliver derfor meget vigtigt se på de adgangskri­te­rier, der er til talent­pro­gram­merne, fordi man må antage at elevernes frem­tids­mu­lig­he­der bliver påvirket af om de får adgang til de særligt til­ret­telagte spor med retning mod en plads i eliten. Annette Rasmussen fokuserer i sin artikel på talent­pro­gram­mer­nes tendens til at dif­fe­ren­ti­ere eleverne i forhold til den sociale kapital, de har med hjemmefra. Det afspejler sig både i opde­lin­gen talenter og ikke-talenter og internt i gruppen af talenter. Her peger hun på, at der er stor forskel på om talen­terne betragter deres eget talent som noget mere eller mindre naturligt eller som noget der er betinget af særlige inter­es­ser og støttende omgi­vel­ser. Vur­de­rin­gen af eget talent kan også henføres til den sociale kapital, som de har opsamlet gennem deres opvækst. På den baggrund argu­men­te­rer Annette Rasmussen, at talent­be­gre­bet har en tendens til at tilsløre at talent altid er knyttet til en kontekst hvor det kan trænes og værds­æt­tes og inkorpo­re­res i elevens identitet. De elever der optages på talent­hold kommer fra hjem, hvor der er en god kom­pa­ti­bi­li­tet mellem de kom­pe­ten­cer og per­son­lige egen­ska­ber, som værds­æt­tes på begge områder. Selvom de socioø­ko­no­mi­ske forskelle over­ord­net set er markant mellem talent­fa­mi­lier og almin­de­lige familier, så viser hun også, at talent­klas­serne rummer for­skel­lige typer af talenter. Der er både nogle, der oplever talent­klas­serne som en naturlig for­læn­gelse af det sociale og kul­tu­relle miljø, de er vokset op i og nogle, der oplever, at de bryder med deres baggrund, når de slår ind på talentspo­ret. Und­ta­gel­sen bekræfter reglen i den forstand, at den tyde­lig­gør, at det er betyd­nings­fuldt at familien kan og vil lade sig koble til talent­net­vær­ket på en måde, der skaber sam­men­hæng i stedet for modsætninger.

Bjørn Friis Johannsen og Jesper Bruun behandler i deres artikel også spørgs­må­let om, hvem der udvælges til talent­pro­gram­merne. De ser nærmere på, hvordan under­vi­sere på matematik og fysik på uni­ver­si­te­tet genkender talent i de stu­de­rende. De benytter begre­berne totem og tabu til at beskrive, hvordan udvæl­gel­sen foregår. Når mate­ma­ti­ke­ren og fysikeren udpeger hen­holds­vis evnen til at visu­a­li­sere komplekse sam­men­hænge og evnen til at komme i flow som det afgørende karak­ter­træk for at kunne nå eliten indenfor deres fag har det tydelige paral­lel­ler til antro­po­lo­gi­ske analyser af ånders udø­de­lig­hed og kult­op­ta­gelse. I begge for­tæl­lin­ger om talent er det ifølge Bjørn Friis Johannsen og Jesper Bruun et karak­ter­træk ved dem selv, forskerne/underviserne genkender hos de stu­de­rende, de betragter som talent­fulde. Talen­t­ud­væl­gelse inde­hol­der et tydeligt element af social repro­duk­tion, men analysen peger også på, at det, der trækkes frem som talent­fuldt af forskerne, knytter sig til nogle fag­spe­ci­fikke prak­sis­for­mer. Visu­a­li­se­ring er en særlig måde at arbejde med komplekse mate­ma­ti­ske pro­blem­stil­lin­ger på og flow er en måde at søge efter svar i fysikken gennem ved­hol­dende opta­get­hed af en bestemt pro­blem­stil­ling. Visu­a­li­se­ring og flow er således nogle særlige måder at indgå i faglige arbejds­pro­ces­ser på.

Gen­nem­gå­ende viser artik­lerne, at talent og elite ikke er noget uni­ver­selt, men noget der er knyttet til spe­ci­fikke faglige og sociale prak­sis­ser i pæda­go­gi­ske sam­men­hænge. Det er disse nogle gange eks­pli­citte og andre gange impli­citte arbejds­for­mer og væremåder, som de stu­de­rende skal afkode og optræne for at blive genkendt og anerkendt som et talent indenfor det domæne, hvor de aspirerer mod eliten. De pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner er generelt imø­de­kom­mende overfor talent­dags­or­de­nen, blandt andet fordi talent- og eli­te­pro­gram­mer gør det muligt at tiltrække særlige kate­go­rier af elever og stu­de­rende og stimulere det, der i insti­tu­tions­sprog hedder pro­fi­le­ring og skoleløft. Sådanne pro­gram­mer gør det blandt andet muligt for fol­ke­sko­len at tage kampen op med pri­vatsko­lerne, mens erhvervs­sko­lerne kan bruge dem til at profilere sig på høj faglig standard. Ingen tvivl om at talent­dags­or­de­nen ind­vars­ler en endeløs kamp om ”de bedste elever”, hvor taber­sko­lerne er dem der står tilbage med elever uden aner­kendte talenter. Talent­pro­gram­mer pro­du­ce­rer således også ”talent­løse” ligesom ikke alle talenter belønnes lige meget. Samtidig kan det også være vigtigt at åbne kate­go­rien ”de bedste elever” op og se nuanceret på, hvem den egentlig inde­hol­der. Som det påpeges i tema­num­me­rets for­skel­lige artikler, så rummer talent­klas­ser for­skel­lige talent­ty­per; idræts­klas­serne rummer elever der er gode til idræt, men ligeså for­skel­lige som andre elever, når det kommer til de øvrige fag; eli­tesko­ler skaber deres egne talenter; og på erhvervs­sko­lerne kan den ordblinde elev pludselig genkendes som talent­fuld, fordi præ­mis­serne for dygtighed ændrer sig.

Jesper Stilling Olesen, Jens Christian Nielsen, Suna Chri­sten­sen (gæste­re­dak­tø­rer), og Christian Sandbjerg Hansen

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte