Tema: Dygtighedspædagogik: om elitens talenter og talenternes elite i uddannelsessystemet
Talen om talent og elite i det danske uddannelsessystem er markant. ”De særligt talentfulde skal have udfoldelsesmuligheder”, der skal ”ikke kun satses på bredden, men også eliten” er fremtrædende udsagn. I de seneste ti år har talentbegrebet fået en særlig drejning i uddannelsespolitik, hvor det først og fremmest handler om at give de dygtigste elever bedre muligheder for at udvikle deres evner. Men hvad er talent og elite og hvad bliver det til i pædagogiske sammenhænge?
- Jesper Stilling Olesen, Jens Christian Nielsen, Suna Møller Christensen & Christian Sandbjerg Hansen:
Redaktionel indledning - Annette Rasmussen:
Talentudvikling og differentiering af elever i talentklasser - Jens Christian Nielsen, Lotte S. Skrubbeltrang & Jesper S. Olesen:
Idrætstalenters læringsaftale med den danske folkeskole – om folkeskolens samarbejde med eliteidrætten om talentudvikling - Roddy Walker:
At lære at være elite – præfektrollen som markør i elevernes identitetsdannelse på en elitekostskole - Suna Christensen:
Ud over skole-centrisme: Talent i erhvervsuddannelserne - Bjørn Friis Johannsen & Jesper Bruun:
Talent, totem, tabu og anden naturtro
Øvrige artikler
Kan lysten drive værket i udskolingen? Iagttagelser fra to studier af lyst som organiseringsprincip i udskolingen
Af Rikke Brown og Kia Wied
Artiklen sætter fokus på, hvad der sker, når elevernes lyst og interesse bruges som det bærende princip for skolens måde at organisere sig på. Der peges på, at lyst til skole for eleverne er forbundet med meget andet end blot en faglig interesse, og at lyst som organiseringsprincip ser ud til at producere utilsigtede opdelinger som følge af elevernes linjevalg.
Skolekultur og dyd. Om Aristoteles’ teori om dyder og dennes relevans for pædagogikken
Af Anne Oksen Lyhne
Artiklen giver et etisk-kognitionspsykologisk bud på, hvorfor pædagogikken bør vægte skolekulturens betydning. Denne pointe udledes med afsæt i Aristoteles’ teori om dyder. Artiklens ærinde er reflektere over ’indre’ drivkraft (motivation). Afslutningsvist sættes artiklens pointer kortfattet i spil i forhold til den aktuelle folkeskolereforms fokus på læringsmålstyring.
Børns relationer og venskaber – pædagogers opgave og ansvar?
Af Annegrethe Ahrenkiel & Kim Rasmussen
Børns leg, sociale relationer og især deres venskab er det, som betyder mest for børn i hverdagens daginstitutionsliv. Derfor synes pædagoger at stå i en både vanskelig og paradoksal situation, når de skal forsøge at hjælpe de børn, der har svært ved at skabe og fastholde stabile relationer til andre børn. Men hvad kan pædagogerne så gøre for at leve op til ansvaret?
Anmeldelser
- Svend Brinkmann:
Stå fast - Claus Munch Drejer:
Kampen om eleven. Hvordan skolen skaber elever - Brian Degn Mårtensson:
Konkurrencestatens pædagogik: En kritik og et alternativ - Niels Rosendal Jensen (red.):
Den pædagogiske profession – bidrag til en forståelse af pædagogernes ændrede arbejdsvilkår
Redaktionel indledning
Dygtighedspædagogik: om elitens talenter og talenternes elite i uddannelsessystemet
Talen om talent og elite i det danske uddannelsessystem er markant. ”De særligt talentfulde skal have udfoldelsesmuligheder”, der skal ”ikke kun satses på bredden, men også eliten” er fremtrædende udsagn. Der laves eliteforskerprogrammer, talentudviklingsprogrammer, eliteidrætsklasser, børneafdelinger af Mensa osv., alt imens sociologiske studier viser, at den økonomiske og kulturelle elite er en lukket affære. Men hvad er talent og elite og hvad bliver det til i pædagogiske sammenhænge?
I de seneste ti år har talentbegrebet fået en særlig drejning i uddannelsespolitik, hvor det først og fremmest handler om at give de dygtigste elever bedre muligheder for at udvikle deres evner. Tidligere indgik talentbegrebet i en anden uddannelsespolitisk diskurs, der lå i forlængelse af Salamanca-erklæringen fra 1994, som understregede, at ”skolen skal rumme alle elever, uafhængigt af deres fysiske, intellektuelle, sociale, emotionelle og sproglige evner eller andre forhold. Dette gælder også handicappede og særligt talentfulde børn.” Salamanca-erklæringen fremhæver børn med særlige talenter som en gruppe, der på lige fod med handicappede kan være svære at rumme i skolen. I Danmark er Salamanca-erklæringen blevet implementeret i folkeskoleloven som kravet om undervisningsdifferentiering. Det skulle sikre at alle elever lærte noget ved at de modtog passende faglige udfordringer.
Begreber og forestillinger om talent og elite har historisk set indgået i flere forskellige og nogle gange modstridende ideologier om de pædagogiske institutioner. De har fx spillet en vigtig rolle i lighedsideologien, der gjorde op med den niveaudelte skole, som blev kritiseret for at sortere efter klasse fremfor efter talent. I den sammenhæng blev det anført, at børn med talent ikke fik chancen for at udvikle deres potentiale, fordi de blev sorteret fra på et tidligt tidspunkt. Samfundet udnyttede derfor ikke den intelligensreserve, der lå i de lavere sociale klasser. I kritikken lå et opgør med den daværende samfundsmæssige elite, der baserede deres magt på medfødt stand og nedarvede privilegier frem for på evner og flid. Modsat har de også været brugt i kritik af lighedsideologien: de dygtige elever blev ikke stimuleret nok i en folkeskole med fokus på den brede midtergruppe, lød kritikken blandt andet.
I dag bruges talent- og elitebegreber ofte indenfor et økonomisk globaliseringsperspektiv, hvor Danmarks mulighed for at bevare sin velstand og velfærd beror på, at de dygtigste elever får de bedste muligheder for at udvikle deres talenter. I konkurrencestatsdiskursen tildeles ”de dygtige” et særligt ansvar for at sikre konkurrenceevnen. Her er målsætningen på ingen måde social udligning, men derimod økonomisk vækst gennem dygtighedsdyrkelse. Talent og elite bliver på den måde samlekategorier for ”de dygtige” og understøtter forestillingen om at naturlige talenter bliver til førende elite gennem investering i potentialerne.
Tale om og praktisering af talent og elite er således noget flertydigt og historisk omskifteligt. Nogle gange begrebssættes talentudvikling så det undergraver den herskende elites magtbase og andre gange så det fører til en plads i eliten. I visse versioner er talentudvikling et middel til at understøtte social mobilitet. I andre versioner cementerer talentudvikling allerede etablerede magthierarkier. Hertil kommer at elite synes at være en samlebetegnelse for et højt kompetenceniveau indenfor en myriade af indbyrdes adskilte og heterogene domæner. Nogle domæner er økonomisk lukrative, nogle giver deltagerne politisk indflydelse og magt og andre tilbyder prestige og status uden at det nødvendigvis følges af hverken penge eller magt. Endelig findes der også domæner, hvor talentdagsordenen ikke har vundet indpas, og hvor høj faglighed ikke italesættes som hverken talent eller elite.
Talent- og elitedagsordenen er iøjefaldende. Men det er ikke givet, hvordan den bliver udfoldet i praksis. Det afhænger af mange forskellige faktorer, herunder hvilke diskurser om talent og elite, der bliver aktiveret; hvordan der bliver knyttet forbindelser mellem nutid og fortid; og hvilke aktører der får indflydelse på tilrettelæggelsen af talent- og eliteprogrammer i uddannelsessystemet.
I dette temanummer af DpT er der fem bidragsydere, der gør os klogere på, hvad talent og elite er og bliver til i pædagogiske sammenhænge. De kommer omkring en række forskellige uddannelsesområder og slår ned på en række problematikker forbundet med praktiseringen af talent som udvælgelse, differentiering og elitedannelse.
- Annette Rasmussen:
skriver om talentudvikling og differentiering af elever i talentklasser i folkeskolen - Jens Christian Nielsen, Jesper Stilling Olesen & Lotte Skrubbeltrang:
skriver om hvordan folkeskolen tegner særlige læringsaftaler med eleverne i talentklasser - Roddy Walker:
skriver om hvordan elitedannelse finder sted på en eliteskole - Suna Christensen:
skriver om hvordan talent praktiseres på erhvervsuddannelsesområdet og udgør en nyfortolkning af forholdet mellem boglighed og praktisk kunnen. - Bjørn Friis Johannsen og Jesper Bruun:
skriver om talentudvælgelse på naturfag på universitetet som en form for naturtro.
En ting der springer i øjnene, når man læser på tværs af temanummerets bidrag er, at talentfænomenet ofte praktiseres på en måde, så talentprogram og profession knyttes tæt sammen. I Suna Christensens artikel om talentarbejde i erhvervsuddannelserne praktiseres talent som et brud med det hun betegner som skole-centrisme. På talentsporene værdsættes en praktisk og social kompetence til at kunne udføre noget med sine hænder med fornemmelse for relationer og samspil i en konkret arbejdssituation. Talentdagsordenen giver tilsyneladende erhvervsskolerne anledning til at trække den professionelle arbejdskontekst ind i undervisningen – ikke bare som standard for hvad godt håndværk er, men også som en brobygning mellem uddannelse og elevernes fremtidige arbejdspladser. Talentdagsordenen kunne også have været realiseret som et højt teoretisk niveau, hvor håndværket blev forlænget med forskellige teoretiske færdigheder fra tilgrænsende fagområder som ingeniør, arkitekt o.l. Men det bliver de ikke. I Roddy Walkers artikel om elitekostskolen Herlufsholm forlænges læringsnetværket ind i erhvervslivet på den måde, at eleverne ved at blive Herlovianere lærer at begå sig i den økonomisk attråværdige elite i samfundet. Forbindelsen bliver trukket til et netværk af tidligere elever, alumner, der sidder på indflydelsesrige poster i erhvervslivet. For at kunne begå sig i dette netværk er det tilsyneladende afgørende at eleverne arbejder hårdt med at integrere flere sfærer i deres liv (herunder uddannelse, sport og foreningsaktiviteter) i en samlet identitet som Herlovianer. Forlængelsen af netværket fra skole til profession gør det også lettere for eleverne at se relevansen af det arbejde de yder i skolen med at tilegne sig faglige og sociale færdigheder.
Det er bemærkelsesværdigt, at talentdagsordenen bidrager med et alternativ til praktiseringen af en kontekstfri forståelse af læring. Det har siden Lave og Wenger introducerede begrebet situeret læring og dermed understregede at læring er uløseligt forbundet med den sociale kontekst, hvor den finder sted, været en kendt sag, at læring ikke blot er et kognitivt spørgsmål. Læring er indlejret i sociale praksisser med dertil hørende regler for samspil og udførelse af arbejde. Det problem synes talentprogrammerne at håndtere ved på forskellig vis at forlænge uddannelsesnetværket ind i det professionelle netværk.
- I forbindelse med idrætsklasserne, der er særlige klasser for idrætstalenter i folkeskolen, opbygges der partnerskaber med lokale eliteklubber, som står for morgentræning og som efterfølgende aftager nogle af de færdige atleter.
- På erhvervsuddannelserne udlægges talent som en processuel kvalitet, der udfoldes gennem løsning af en opgave og deltagelse i en professionel håndværksmæssig praksis. Derved knyttes talentudviklingen direkte til den praktiske udførelse af faget.
- På Herlufsholm bindes skole sammen med erhvervsliv gennem en særlig etikette og fordring om høj faglighed som knytter Herlovianere sammen i et fællesskab, hvor de forstår og anerkender hinanden.
- På de naturvidenskabelige uddannelser på universitetet er det en mulig forskerkarriere, der er endemålet for talentudviklingen. Bachelor og kandidatuddannelse bindes sammen med forskeruddannelse gennem talenternes evner til indgå i fagspecifikke arbejdsprocesser af social og kognitiv art.
Eleverne synes også at gribe denne mulighed ved at arbejde med på at knytte forbindelser mellem deres uddannelse og deres fremtidige liv som professionelle atleter, håndværkere, erhvervsfolk eller videnskabsfolk. Artiklerne viser på forskellig vis hvordan eleverne arbejder på at skabe meningsfulde forbindelser mellem deres nuværende status som elever eller talenter og den fremtid de håber på som del af en elite. Det centrale spørgsmål for dem er, hvordan de bliver en del af eliten, og hvad de skal gøre for at når derhen. I artiklen af Roddy Walker er det målet for talentudviklingen, eliten, der er ekspliciteret for eleverne på Herlufsholm. Hvad de skal gøre for at nå eliten er derimod mere implicit, idet eleverne ikke er udvalgt på baggrund af et talent indenfor et bestemt område selv om de overvejende kommer fra familier der kan siges at tilhøre den økonomiske elite. Artiklen viser blandt andet, hvordan eleverne navigerer i det sociale praksisfelt på Herlufsholm for at finde ud af, hvad der skal til for at sætte kurs mod eliten. Svaret ligger i at finde ud af, hvad det vil sige at være en rigtig Herlovianer. Herlovianer fungerer som en tom betegner, som eleverne selv skal udfylde, men det kan ikke gøres på en hvilken som helst måde, hvis eleverne ønsker at blive genkendt som en Herlovianer af skolens personale, ældre og gamle elever. I Jens Christian Nielsen, Jesper Stilling Olesen og Lotte Skrubbeltrangs artikel er talentprædikatet derimod givet ved optagelsen til talentklasserne. De elever der får adgang er udvalgt, fordi de vurderes at have talent indenfor en bestemt idrætsgren. Men på samme måde som på Herlufsholm er det tydeligt at prædikatet ikke er et privilegium, men derimod noget eleverne arbejder på at leve op til. I artiklen analyserer de tre forfattere, hvordan eleverne anvises bestemte måder at gøre talent på. Den ønskværdige måde at være idrætselev på stadfæstes i en form for social læringskontrakt. Her tydeliggøres det for eleverne at præmissen for at gå i idrætsklasse er en positiv indstilling til at ville forbedre sig både i idræt og skole. De særlige standarder der er for at være udvalgt som talent eller optaget på en eliteskole fører i nogle tilfælde til en fordobling af de krav som eleverne skal leve op til:
- I Idrætsklasserne mødes eleverne af en forventning om at følge et dobbelt udviklingsspor i skole og idræt, som i visse tilfælde praktiseres som dobbelt målrettethed.
- På Herlufsholm opdager eleverne at et højt fagligt niveau er en selvfølge for en Herlovianer, hertil kommer så forventningen om et tilsvarende engagement i idræt og foreningsliv på skolen.
- På erhvervsskolerne synes der mere at være tale om en alternativ dagsorden til at betragte kompetence som en teoretisk og boglig færdighed.
I og med at talentprogrammerne knytter talentmiljøer og elitemiljøer sammen og nivellerer nogle af overgangene mellem trinene på uddannelsestrappen og mellem uddannelse og profession, så rykker den differentiering, der finder sted op gennem uddannelsessystemet ned i aldersklasserne. Det bliver derfor meget vigtigt se på de adgangskriterier, der er til talentprogrammerne, fordi man må antage at elevernes fremtidsmuligheder bliver påvirket af om de får adgang til de særligt tilrettelagte spor med retning mod en plads i eliten. Annette Rasmussen fokuserer i sin artikel på talentprogrammernes tendens til at differentiere eleverne i forhold til den sociale kapital, de har med hjemmefra. Det afspejler sig både i opdelingen talenter og ikke-talenter og internt i gruppen af talenter. Her peger hun på, at der er stor forskel på om talenterne betragter deres eget talent som noget mere eller mindre naturligt eller som noget der er betinget af særlige interesser og støttende omgivelser. Vurderingen af eget talent kan også henføres til den sociale kapital, som de har opsamlet gennem deres opvækst. På den baggrund argumenterer Annette Rasmussen, at talentbegrebet har en tendens til at tilsløre at talent altid er knyttet til en kontekst hvor det kan trænes og værdsættes og inkorporeres i elevens identitet. De elever der optages på talenthold kommer fra hjem, hvor der er en god kompatibilitet mellem de kompetencer og personlige egenskaber, som værdsættes på begge områder. Selvom de socioøkonomiske forskelle overordnet set er markant mellem talentfamilier og almindelige familier, så viser hun også, at talentklasserne rummer forskellige typer af talenter. Der er både nogle, der oplever talentklasserne som en naturlig forlængelse af det sociale og kulturelle miljø, de er vokset op i og nogle, der oplever, at de bryder med deres baggrund, når de slår ind på talentsporet. Undtagelsen bekræfter reglen i den forstand, at den tydeliggør, at det er betydningsfuldt at familien kan og vil lade sig koble til talentnetværket på en måde, der skaber sammenhæng i stedet for modsætninger.
Bjørn Friis Johannsen og Jesper Bruun behandler i deres artikel også spørgsmålet om, hvem der udvælges til talentprogrammerne. De ser nærmere på, hvordan undervisere på matematik og fysik på universitetet genkender talent i de studerende. De benytter begreberne totem og tabu til at beskrive, hvordan udvælgelsen foregår. Når matematikeren og fysikeren udpeger henholdsvis evnen til at visualisere komplekse sammenhænge og evnen til at komme i flow som det afgørende karaktertræk for at kunne nå eliten indenfor deres fag har det tydelige paralleller til antropologiske analyser af ånders udødelighed og kultoptagelse. I begge fortællinger om talent er det ifølge Bjørn Friis Johannsen og Jesper Bruun et karaktertræk ved dem selv, forskerne/underviserne genkender hos de studerende, de betragter som talentfulde. Talentudvælgelse indeholder et tydeligt element af social reproduktion, men analysen peger også på, at det, der trækkes frem som talentfuldt af forskerne, knytter sig til nogle fagspecifikke praksisformer. Visualisering er en særlig måde at arbejde med komplekse matematiske problemstillinger på og flow er en måde at søge efter svar i fysikken gennem vedholdende optagethed af en bestemt problemstilling. Visualisering og flow er således nogle særlige måder at indgå i faglige arbejdsprocesser på.
Gennemgående viser artiklerne, at talent og elite ikke er noget universelt, men noget der er knyttet til specifikke faglige og sociale praksisser i pædagogiske sammenhænge. Det er disse nogle gange eksplicitte og andre gange implicitte arbejdsformer og væremåder, som de studerende skal afkode og optræne for at blive genkendt og anerkendt som et talent indenfor det domæne, hvor de aspirerer mod eliten. De pædagogiske institutioner er generelt imødekommende overfor talentdagsordenen, blandt andet fordi talent- og eliteprogrammer gør det muligt at tiltrække særlige kategorier af elever og studerende og stimulere det, der i institutionssprog hedder profilering og skoleløft. Sådanne programmer gør det blandt andet muligt for folkeskolen at tage kampen op med privatskolerne, mens erhvervsskolerne kan bruge dem til at profilere sig på høj faglig standard. Ingen tvivl om at talentdagsordenen indvarsler en endeløs kamp om ”de bedste elever”, hvor taberskolerne er dem der står tilbage med elever uden anerkendte talenter. Talentprogrammer producerer således også ”talentløse” ligesom ikke alle talenter belønnes lige meget. Samtidig kan det også være vigtigt at åbne kategorien ”de bedste elever” op og se nuanceret på, hvem den egentlig indeholder. Som det påpeges i temanummerets forskellige artikler, så rummer talentklasser forskellige talenttyper; idrætsklasserne rummer elever der er gode til idræt, men ligeså forskellige som andre elever, når det kommer til de øvrige fag; eliteskoler skaber deres egne talenter; og på erhvervsskolerne kan den ordblinde elev pludselig genkendes som talentfuld, fordi præmisserne for dygtighed ændrer sig.
Jesper Stilling Olesen, Jens Christian Nielsen, Suna Christensen (gæsteredaktører), og Christian Sandbjerg Hansen
