Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2015 #4

Tema: Insti­tu­tion og familie. Inten­si­ve­ret sam­ar­bejde og for­skyd­nin­ger af ansvar

Globalt og nationalt er der i disse år politisk og pæda­go­gisk fokus på styrkelse af sam­ar­bej­det mellem pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner og familier gennem for­skel­lige former for ind­dra­gelse af forældre og/eller pårørende. Med dette tema­num­mer ønsker vi at kaste et kritisk blik på det inten­si­ve­rede sam­ar­bejde ved på for­skel­lige måder at belyse, hvilken betydning, sam­ar­bej­det får for de invol­ve­rede.

  • Jimmy Krab, Karen Ida Dannesboe, Niels Kryger, Maria Ørskov Akselvoll, Bodil Øster og Maria Christina Secher Schmidt:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Karen Ida Dannesboe:
    Forældre som ambas­sa­dø­rer?
  • Nanna Koch Hansen:
    Når far lige skal spørge de voksne. Para­doksale posi­tio­ne­rin­ger i for­bin­delse med inten­si­ve­ret fami­lie­ind­dra­gelse under udslus­ning fra fængsel
  • Maria Ørskov Akselvoll:
    Det digi­ta­li­se­rede skole-hjem sam­ar­bejde i et for­æl­dre­per­spek­tiv – om forældres for­skel­lige invol­ve­rings­stra­te­gier på For­æl­dre­in­tra
  • Pernille Juhl, Mette Elmose Andersen, Solmai Sofia Mikladal og Anja Hvidt­feldt Stanek:
    ”Jeg troede bare ikke lige, det lå ved mig…”. Ind­dra­gelse af forældre i det tvær­fag­lige sam­ar­bejde om inklusion
  • Iram Khawaja og Hanne Knudsen:
    Bekym­rings­sam­ta­lenDa skolen blev faci­li­ta­tor af for­æl­dre­sam­ar­bejde om elevens sel­vin­klu­sion
  • Jimmy Krab:
    Mellem mål­ske­maer, opbakning og tvivl – forældres arbejde i og med fami­lie­klas­sen
  • Niels Kryger:
    Det inten­si­ve­rede sam­ar­bejde mellem insti­tu­tion og hjem under den tredje insti­tu­tio­na­li­se­ring af barn­dom­men

Øvrige artikler

Fra OECD lan­de­re­view (2004) til fol­ke­sko­lere­form (2014). En under­sø­gelse af OECD’s ind­fly­delse på dansk uddan­nel­ses­po­li­tik

Af Bent Sortkær

Artiklen under­sø­ger en mulig påvirk­ning ved at sam­men­ligne OECD’s konkrete anbe­fa­lin­ger i en OECD-rapport om grund­sko­len i Danmark fra 2004 med en række danske poli­cy­do­ku­men­ter i form af lov­tek­ster og lov­for­slag herunder fol­ke­sko­lere­for­men fra 2014. Og i hvilket omfang en påvirk­ning kan være sket.

”Humaniora er et udtryk for overskud” – analyse af debatten om huma­ni­sti­ske uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­sers sam­funds­værdi

Af Miriam Madsen

Artiklen ana­ly­se­rer tre for­skel­lige forsvar for huma­ni­sti­ske uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­ser og deres sam­funds­mæs­sige dan­nel­ses­værdi og viser her igennem, hvordan mindst tre for­skel­lige dan­nel­ses­fo­re­stil­lin­ger prægede dimen­sio­ne­rings­de­bat­ten.

Anmel­del­ser

  • Rasmus Willig:
    Kri­tik­kens U‑vending
  • Ning de Coninck-Smidt, Lisa Rosén Rasmussen, Iben Vyff:
    Da skolen blev alles. Tiden efter 1970. Femte og sidste bind af Dansk Sko­le­hi­sto­rie
  • Per Bjørn Foros & Arne Johan Vetlesen:
    Angsten for opdra­gelse. Dannelse i et sam­fund­se­tisk per­spek­tiv
  • Mette Buchardt:
    Peda­go­gized Mus­lim­ness – Religion and Culture as Identity Politics in the Classroom
  • Ane Qvortrup, Dion Rüsselbæk Hansen og Marianne Abra­ham­sen (red.):
    Den Etiske Efter­spørgsel – i pædagogik og uddan­nelse
  • Jørgen Husted:
    Etik og værdier i pæda­go­gers arbejde
  • Henrik Chri­sten­sen og Karsten Bo Larsen:
    Den danske grund­skole – økonomisk set

Redak­tio­nel ind­led­ning

Insti­tu­tion og familie. Inten­si­ve­ret sam­ar­bejde og for­skyd­nin­ger af ansvar

Globalt og nationalt er der i disse år politisk og pæda­go­gisk fokus på styrkelse af sam­ar­bej­det mellem pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner og familier gennem for­skel­lige former for ind­dra­gelse af forældre og/eller pårørende. Sam­ar­bejde, invol­ve­ring og ind­dra­gelse ita­le­sæt­tes som positive begreber, som prak­sis­for­mer vi skal have mere af, og som noget der er godt for insti­tu­tio­ner og godt for familier. Der opfindes for­skel­lige koncepter, mate­ri­a­ler, pro­ce­du­rer og tek­no­lo­gier, såsom For­æl­dre­in­tra, fami­lie­klas­ser og net­værks­mø­der, der kan forbedre og ’hjælpe’ sam­ar­bej­det og invol­ve­rin­gen på vej.

Det kan umid­del­bart forekomme van­ske­ligt at være uenig i disse bestræ­bel­ser. For er det ikke godt med sam­ar­bejde og styrkede rela­tio­ner mellem insti­tu­tion og familie? Er det ikke en fordel for alle parter – ikke mindst børn og andre brugere af pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner – at det pæda­go­gi­ske personale og familie og pårørende har et tæt sam­ar­bejde og hver især kan bakke op om udvikling, pro­blem­løs­ning og arbejde med mål­sæt­nin­ger?

Når man går tættere på invol­ve­rings- og sam­ar­bejds­be­stræ­bel­serne og den ind­fly­delse, det har på hver­dags­li­vet for såvel brugere som familier og pårørende, bliver det imid­ler­tid synligt, at der, trods mange gode inten­tio­ner, kan være brug for at pro­ble­ma­ti­sere sam­ar­bej­det og sam­ar­bejds­for­merne og rejse spørgsmål om hvorfor sam­ar­bej­det over­ho­ve­det inten­si­ve­res, og ikke mindst hvordan det sker i praksis. Spørgsmål der fx kan relatere sig til hvem der inviteres til sam­ar­bejde, hvem der sætter dagsorden for form og indhold af sam­ar­bej­det, hvem der forventes at handle ander­le­des som følge af sam­ar­bej­det, og hvordan forældre, pårørende og pro­fes­sio­nelle tildeles for­skel­lige – og i nogle tilfælde nye – roller i løsningen af problemer, der opleves og for­mu­le­res i de pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, men i mange tilfælde søges løst uden for dem.

Med dette tema­num­mer ønsker vi at kaste et kritisk blik på det inten­si­ve­rede sam­ar­bejde ved på for­skel­lige måder at belyse, hvilken betydning, sam­ar­bej­det får for de invol­ve­rede, og ved at diskutere hvordan sam­funds­mæs­sige, sociale og insti­tu­tio­nelle betin­gel­ser har betydning for sam­ar­bej­det.

Temaets artikler viser på for­skel­lige måder og inden for for­skel­lige pæda­go­gi­ske områder, hvordan sam­ar­bej­det i nogle tilfælde synes at bidrage til at skabe nye, eller forstærke eksi­ste­rende, problemer, fx ved at repræ­sen­tere en tendens til, at de pro­fes­sio­nelle på en række punkter forventes at inter­ve­nere i familiens indre liv.

På bør­ne­om­rå­det har forældres rolle i deres børns opdra­gelse og uddan­nelse ændret sig markant gennem de sidste 40 – 50 år. Med udvik­lin­gen af vel­færds­sta­ten i det 20. århund­rede blev barn­dom­men insti­tu­tio­na­li­se­ret, og forholdet mellem familie og stat ændrede sig. Børns liv blev orga­ni­se­ret i for­skel­lige insti­tu­tio­ner indrettet til børn (fra dag­in­sti­tu­tio­ner til skoler og SFO), med en hverdag orga­ni­se­ret af pro­fes­sio­nelle voksne, der overtog flere opdra­­gel­­ses- og uddan­nel­ses­op­ga­ver fra familien. I samme periode er statens interesse i familien øget i forhold til sundhed og uddan­nelse, og familier er på nye måder blevet objekter for statslig inter­ven­tion og offentlig debat. I dag ses en mang­fol­dig­hed af pro­fes­sio­nelle og eksperter der guider forældres hand­lin­ger og attituder i spørgsmål om opdra­gelse og uddan­nelse af deres børn.

I forhold til skolen afspejler denne udvikling sig i de måder, hvorpå skolen forsøger at inddrage forældre i deres børns skolegang. Her inddrages forældre både fagligt, som ’under­vis­nings­as­si­sten­ter’ der skal bistå med læring og lektier, gennem fx For­æl­dre­in­tra og elev­pla­ner, og socialt, som nogle der skal faci­li­tere børnenes trivsel i skolen, indirekte med henblik på, at god trivsel er en for­ud­sæt­ning for god læring. Tiltag som ’lege­grup­per’, ’for­æl­dre­fe­ster’ og andre ’triv­sel­s­ar­ran­ge­men­ter’, som finder sted uden for skolen, har i de senere år opnået en stigende udbre­delse i Danmark. I Danmark såvel som i andre vestlige lande har forældres rolle således ændret sig bety­de­ligt. Siden 1950’erne er forældre i større og større grad blevet invol­ve­ret i skolen og især siden 00’erne forventes sko­le­for­æl­dre at agere som ansvar­lige og aktive forældre, der støtter skolens arbejde med deres børn. Som flere af tema­num­me­rets artikler viser, er det et omfat­tende arbejde for alle forældre, og samtidig betyder de nye for­drin­ger, at der skabes eller repro­du­ce­res dif­fe­ren­ti­e­ring mellem de forældre, som kan leve op til at være passende ’sko­le­for­æl­dre’, og de som har mere van­ske­ligt ved det.

Til­sva­rende opleves aktuelt en bølge på vok­sen­om­rå­det, hvor pårørende beskrives som en ressource og i stadigt stigende grad søges inddraget i såvel behand­ling som pæda­go­gi­ske inter­ven­tio­ner. Igen hen­sigt­ser­klæ­rin­ger som på alle måder kan synes positive og pro­g­res­sive ved fx at fokusere på rela­tio­ner og sociale sam­men­hænge frem for (alene) på det enkelte individ. Men samtidig rummer ind­dra­gel­ses­i­ve­ren en risiko for at forskyde ansvaret til de pårørende, som i værste fald på vegne af insti­tu­tio­nen pålægges at påtage sig en pæda­go­gisk, soci­al­fag­lig eller sund­heds­fag­lig dagsorden og for­myn­der­rolle over for sine nærmeste – i den effek­ti­vi­se­rede vel­færds­stats tjeneste.

Flere af artik­lerne i dette tema­num­mer viser netop, at der er risiko for, at pårørende eller forældre ender med at blive udpeget som både årsagen til, og bærerne af løsningen på, problemer, der udspiller sig i de pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner. Denne ansvars­for­skyd­ning kan samtidig for­stær­kes af andre bevæ­gel­ser i de pæda­go­gi­ske pro­fes­sions­om­rå­der. Kom­bi­na­tio­nen af øget fokus på indi­vi­du­elle mål­sæt­nin­ger – for alt fra vug­ge­stu­ebørn til voksne med særlige behov – og stadigt færre res­sour­cer til at arbejde pæda­go­gisk med indsatser, der kan hjælpe barnet eller den voksne med at indfri målene, kan i sig selv forskyde ansvaret i retning af individet. Når der hertil lægges den øgede ind­dra­gelse af pårørende og forældre, ses kon­tu­rerne af et frem­tids­sce­na­rie, hvor de pro­fes­sio­nel­les rolle er reduceret til at definere mål­sæt­nin­ger og instruere og vejlede forældre, pårørende og børn/brugere i, hvordan de selv arbejder for at nå målene. Dette frem­tids­sce­na­rie er givetvis et stykke fra den aktuelle praksis, blandt andet fordi de pro­fes­sio­nelle kæmper for at levere pæda­go­gi­ske indsatser og tilbud, der faktisk under­støt­ter deres mål­grup­per og skaber rummelige pæda­go­gi­ske miljøer. Ikke desto mindre mere end antyder dette tema­num­mers artikler, at der alligevel sker en ret tydelig ansvars­for­skyd­ning – trods de pro­fes­sio­nel­les inten­tio­ner om det modsatte.

Både den ændrede pro­fes­sio­nelle rolle i forhold til forældre og pårørende og de øgede krav fra forældre og pårørende til de pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner påvirker de pro­fes­sio­nel­les arbejds­vil­kår og hand­le­mu­lig­he­der. Et nyt norsk studie af lærerens per­spek­ti­ver på sam­ar­bejde viser fx, at lærerne selv udtrykker, at de mangler tid til sam­ar­bej­det med for­æl­drene, men at de ser stor værdi i det. Dette betyder, at lærerne oplever, at de ikke slår til. De skal håndtere krav og for­vent­nin­ger fra forældre, som de i praksis ikke kan efterleve på grund af mange nye krav til deres pro­fes­sions­u­dø­velse (Bæck, 2015). Placeret i en så presset situation kan pro­fes­sio­ner som lærere og pædagoger blive nødt til at udvikle stra­te­gier for at beskytte sig selv, hvor de holder for­æl­drene ude i en armslængde og værner om deres egen pro­fes­sio­na­li­tet. Stra­te­gier som nemt risikerer at skabe grobund for kon­flik­ter mellem pro­fes­sio­nelle og forældre.

De pro­fes­sio­nel­les per­spek­ti­ver på sam­ar­bej­det og betyd­nin­gerne for de pro­fes­sio­nelle er ikke fokus for dette tema­num­mer, men natur­lig­vis har for­an­drin­gerne betydning for de pæda­go­gi­ske pro­fes­sio­ner, og natur­lig­vis er der bag­ved­lig­gende grunde til, at pro­fes­sio­nerne i nogle tilfælde kommer til at sende problemet videre til forældre, pårørende og brugere, selv i tilfælde hvor pro­ble­merne er opstået og udfolder sig i de pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, fx som følge af et øget antal af børn i sko­le­klas­serne eller som følge af fejl­slagne inklu­sions­be­stræ­bel­ser.

Præ­sen­ta­tion af artik­lerne

I et forsøg på at give en ander­le­des vinkel på sam­ar­bejds­be­stræ­bel­serne starter tema­num­me­ret ud med to artikler, der belyser, hvordan sam­ar­bej­det opleves i det sidste led af kæden – hos de børn og voksne som ’udsættes’ for ind­dra­gel­ses­i­ve­ren.

I den første artikel Forældre som ambas­sa­dø­rer? sætter Karen Ida Dannesboe fokus på børns for­stå­el­ser af gode sko­le­for­æl­dre. Børns per­spek­ti­ver på sko­le­for­æl­dre tyde­lig­gør, hvordan inten­si­ve­rede rela­tio­ner mellem skole og familie griber ind i børn og forældres hver­dags­liv og indbyrdes rela­tio­ner. Artiklen peger bl.a. på, at børns idealer om den gode sko­le­for­æl­der udfordrer skolens idealer om gode sko­le­for­æl­dre, da børnene ønsker sig at for­æl­drene agerer som ambas­sa­dø­rer for dem, og i øvrigt kun i begrænset omfang er invol­ve­ret i sko­le­li­vet.

I en helt anden kontekst sætter Nanna Koch Hansen med sin artikel Når far lige skal spørge de voksne – Para­doksale posi­tio­ne­rin­ger i for­bin­delse med inten­si­ve­ret fami­lie­ind­dra­gelse under udslus­ning fra fængsel fokus på, hvordan afsonere og med­ar­bej­dere ita­le­sæt­ter familiens betydning i for­bin­delse med udslus­ning fra fængsel. Afsoneren søges ansvar­lig­gjort over for sin familie som et led i en kri­mi­nal­præ­ven­tiv indsats, der retter sig mod ham selv. Artiklen viser bl.a. et dilemma, der kan opstå, når en afsoner ita­le­sæt­tes som et ansvar­ligt for­bil­lede for sine børn – under insti­tu­tio­nelle rammer, der fri­heds­be­rø­ver ham.

I de efter­føl­gende artikler flyttes fokus til den omtalte ansvars­for­skyd­ning og for­skel­lige for­æl­dre­per­spek­ti­ver på hvordan ind­dra­gelse og sam­ar­bejde udfoldes og får betydning.

Maria Ørskov Akselvoll synliggør i artiklen Det digi­ta­li­se­rede skole-hjem-sam­ar­­bejde i et for­æl­dre­per­spek­tiv – om forældres for­skel­lige invol­ve­rings­stra­te­gier på For­æl­dre­in­tra, hvordan For­æl­dre­in­tra som ny teknologi har mulig­gjort, at skolen i langt større grad end tidligere kan inddrage forældre i barnets hver­dags­lige skoleliv. Med For­æl­dre­in­tra er skolens krav og for­vent­nin­ger om invol­ve­ring således altid nær­væ­rende i familien. Det vises hvordan forældre anvender for­skel­lige stra­te­gier i brugen af For­æl­dre­in­tra, og hvordan det får for­skel­lige betyd­nin­ger for for­æl­drene. Det er en mulighed og en hjælp for nogle, for andre nærmest en for­hin­dring og noget som van­ske­lig­gør skole-hjem forholdet, og det kan dermed medvirke til at repro­du­cere eller ligefrem forøge sociale forskelle.

To artikler sætter efter­føl­gende fokus på, hvordan forældre inddrages i for­bin­delse med inklu­sions­be­stræ­bel­ser i skole og dag­in­sti­tu­tio­ner gennem analyser af det, man kan kalde ’pro­blem­sam­ta­ler’, hvor forældre (og i nogle tilfælde børn) inviteres til samtaler, hvor en række eksperter giver hver deres syn på et problem hos et barn og/eller en familie. Bag­grun­den for den type samtaler er et ideal om tvær­fag­lig­hed mellem de pro­fes­sio­nelle, så ’problemet’ kan blive belyst fra så mange eks­pert­syns­vink­ler som muligt, og er typisk knyttet sammen med en inklu­sions­dags­or­den.

Pernille Juhl, Mette Elmose Andersen, Solmai Sofia Mikladal og Anja Hvidt­feldt Stanek kaster i artiklen ”Jeg troede bare ikke lige, det lå ved mig…” Ind­dra­gelse af forældre i det tvær­fag­lige sam­ar­bejde om inklusion et kritisk lys på pro­blem­sam­ta­ler i en vug­ge­stue­kon­tekst, ved at vise hvordan en samtale lægger op til, at de pro­fes­sio­nelle indbyrdes skal have samme pro­blem­for­stå­else for at kunne iværk­sætte en ’målrettet indsats’ og ten­den­ti­elt sætter for­æl­drene i en afmagtspo­si­tion. Resul­ta­tet bliver at både årsagen og løsningen til pro­ble­merne placeres hos for­æl­drene (her: moren), mens ingen af de pro­fes­sio­nelle tildeles opgaver.

I artiklen Bekym­rings­sam­ta­len. Da skolen blev faci­li­ta­tor af for­æl­dre­sam­ar­bejde om elevens sel­vin­klu­sion af Iram Khawaja og Hanne Knudsen vises det til­sva­rende, hvordan årsagen til de påtalte problemer udpeges hos barnet og i familien, nemlig som elevens manglende selv­til­lid og moderens tendens til depres­sion. Kravet til inklusion bliver et spørgsmål om at få elev og forældre til at tage ansvar for elevens sel­vin­klu­sion. Den tvær­fag­lige og pro­ble­m­af­sø­gende sam­ta­le­form kommer på den måde til at rette sig mod at se problemer med inklusion som et spørgsmål om at få elev og forældre til at tage ansvar for elevens sel­vin­klu­sion.

I den efter­føl­gende artikel Mellem mål­ske­maer, opbakning og tvivl – forældres arbejde i og med fami­lie­klas­sen zoomer Jimmy Krab ind på begrebet fami­lie­klasse, der udgør en del af skolens nye invol­ve­rings­be­stræ­bel­ser af forældre, begrundet i politiske dSamtor­de­ner om inklusion, styrkelse af for­æl­dre­ansva­ret og øget faglighed. Artiklen synliggør bl.a. hvordan indi­vi­du­a­li­se­rede pro­blem­for­stå­el­ser af børns problemer i skolen får forrang frem for pro­blem­for­stå­el­ser, som knytter sig til skolens sociale liv.

Afslut­nings­vis zoomer Niels Kryger i den sidste artikel Det inten­si­ve­rede sam­ar­bejde mellem insti­tu­tion og hjem under den tredje insti­tu­tio­na­li­se­ring af barn­dom­men ud og præ­sen­te­rer et blik på hvilke domi­ne­rende tendenser, der præger forholdet mellem familie og insti­tu­tion inden for bør­ne­om­rå­det. Der argu­men­te­res for, at det inten­si­ve­rede sam­ar­bejde mellem insti­tu­tion og hjem markerer en øget insti­tu­tio­na­li­se­ring af barn­dom­men, som bl.a. indebærer at familien som soci­a­li­se­rings­a­rena forventes at forpligte sig på samvær­s­for­mer og ‑rutiner som er fore­skre­vet udefra, og som har lig­heds­punk­ter med dem som udfolder sig i skole- og insti­tu­tions­liv.

Jimmy Krab, Karen Ida Dannesboe, Niels Kryger, Maria Ørskov Akselvoll (gæste­re­dak­tø­rer) samt Bodil Øster og Maria Christina Secher Schmidt

Refe­ren­cer:

Bæck, U.-D. K. (2015): Beyond the fancy cakes. Teachers’ rela­tions­hips to Home-School Coor­pora­tion in a study from Norway. I: Inter­na­tio­nal journal of parents in education. (under udgivelse).

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte