Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2010 #3

Tema: Kritisk gym­na­sie­forsk­ning

Tema­num­me­ret præ­sen­te­rer aktuel forskning i gymnasiet for at pege på mulig­he­den for en ’kritisk gym­na­sie­forsk­ning’, der bear­bej­der spørgsmål kon­ci­pe­ret uaf­hæn­gigt af de lukkede kredsløb som de praktisk-pæda­­go­­gi­­ske og politiske pro­blem­stil­lin­ger iværk­sæt­ter, in casu uaf­hæn­gigt af gym­na­si­ere­for­mens’ per­spek­tiv. For at blive klogere på gym­na­siets sam­funds­mæs­sige rolle og men­ne­ske­dan­nende’ betydning under trans­for­ma­tion.

  • Eva Bertelsen & Trine Øland:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Karen Borgnakke:
    Gym­na­sie­forsk­ning mellem tradition og strategi
  • Katrin Hjort & Peter Henrik Raae:
    Fra fri­gø­relse til fast­hol­delse
    – om den kritiske pæda­go­giks for­an­drede rolle i gymnasiet
  • Anne Mette Nielsen:
    Nye demo­kra­ti­for­mer efter gym­na­si­ere­for­men
  • Lene Larsen:
    Stu­di­e­ret­nings­gym­na­siet – valg, diskurser og betyd­nin­ger
  • Eva Bertelsen:
    Når glas beskytter
    – om eks­po­ne­ring og synlighed i nyt dansk gym­na­sie­byg­geri

Øvrige artikler

Hvad aner­ken­der den aner­ken­dende pædagogik?

Af Nanna Koch Hansen

Aner­ken­delse fremstår oftest som et ubetinget gode inden for pæda­go­gisk arbejde. Men hvad er aner­ken­dende pædagogik over­ho­ve­det for en størrelse? Hvem skal aner­ken­des, for hvad og hvordan?

Artiklen anlægger en post­struk­tu­ra­li­stisk optik på en række inter­views med ledere af pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, der til­slut­ter sig den aner­ken­dende pædagogik, og på hvordan bestemte til­bli­vel­ses­rum orga­ni­se­res for de invol­ve­rede, når pædagogik ita­le­sæt­tes i termer af aner­ken­delse.

Spe­ci­al­pæ­da­go­gik i en sko­lere­form­tid – så er pus­le­spil­let (næsten) lagt

Af Søren Langager & Axel Neubert

I sommerens løb kom det første politiske udspil som optakt til efter­å­rets lov­giv­nings­mæs­sige ændringer af spe­ci­al­pæ­da­go­gik­kens grundlag og status.

Tre centrale brikker i pus­le­spil­let er blevet lagt:

  • Admi­ni­stra­tiv omde­fi­ne­ring af dele af spe­ci­a­lun­der­vis­nin­gen
  • Begræns­nin­ger i diag­no­ser­nes ’pri­vil­e­gier’
  • Fordring om at flere af ’spe­ci­al­pæ­da­go­gik­kens børn og unge’ skal forblive i normal- klassen.

Der er tale om et skifte fra et pæda­go­gisk inklu­sions­i­deal til en admi­ni­stra­tiv inklu­sions­po­li­tik – fra hensigt til krav.

Nationale test som erstat­nings­pæ­da­go­gik. De nationale test som erstat­ning for pæda­go­gisk her­me­neu­tisk dan­nel­ses­prak­sis i fol­ke­sko­len

Af Øjvind Larsen

I enhver lærings­pro­ces skal der evalueres, så man kan se, hvordan det er gået med et bestemt pæda­go­gisk forløb. Problemet opstår, når de nationale test bliver et løsrevet mål i sig selv, som dernæst kommer til at sætte en væsentlig politisk og pæda­go­gisk dagorden for, hvordan der skal under­vi­ses.

Skolen bør have et vidt­gå­ende selvstyre og orga­ni­sere under­vis­nin­gen ud fra pro­fes­sio­nelle pæda­go­gi­ske dis­kus­sio­ner, hvor alle parter indgår som væsent­lige agenter.

Pro­fes­sio­nelle lærings­fæl­les­ska­ber. En vision for danske skoler?

Af Thomas R.S. Albre­cht­sen

I anbe­fa­lin­gerne fra Skolens rejsehold nævnes bl.a., at lærerne behøver et kom­pe­ten­ce­løft. En af de måder dette løft kan gives på, er ifølge rapporten at satse på læreres kom­pe­ten­ce­ud­vik­ling i ”pro­fes­sio­nelle fæl­les­ska­ber og netværk”.

I den inter­na­tio­nale uddan­nel­ses­forsk­ning er der en stigende interesse i at oprette såkaldte pro­fes­sio­nelle lærings­fæl­les­ska­ber i skolerne.

Formålet med denne artikel er at opfordre til en dis­kus­sion herom og at give nogle ind­le­dende for­tolk­nin­ger af, hvad det er, der sættes i fokus med dette begreb.

Anmel­del­ser

  • John Dewey:
    Hvordan vi tænker
  • Ovide Decroly:
    Le programme d’une école dans la vie. Préface de Sylvain Wagnon
  • Carsten Bendixen og Svend Kreiner (red.):
    Test i fol­ke­sko­len
  • Peter Møller Pedersen og Britta Foged:
    Nye tendenser i pæda­go­gisk udvik­lings­ar­bejde

Redak­tio­nel ind­led­ning

Kritisk gym­na­sie­forsk­ning

Dette tema­num­mer har et dobbelt sigte. For det første ønsker vi med temaet at præ­sen­tere aktuel forskning i gymnasiet i dens for­skel­lige vari­a­tio­ner, for det andet håber vi, at de udvalgte artikler, med deres snævre fokus på gymnasiet, kan danne baggrund for at diskutere uddan­nel­ses­forsk­nin­gens vilkår mere generelt.

Den danske gym­na­sie­forsk­ning har i særlig grad de sidste 10 år kunnet karak­te­ri­se­res som en form for sek­tor­forsk­ning, hvad dertil hører af kontakt til mini­ste­rier, eva­lu­e­rings­op­ga­ver, udvikling af nye uddan­nel­ser og bidrag til pæda­go­gi­kum. Ser man på gym­na­sie­forsk­nin­gen over et længere tidsspand, tegner der sig dog et billede af, at der på den ene side ikke er meget forskning over­ho­ve­det, og på den anden side netop en tendens i retning af rekvi­re­ret forskning i forhold til pæda­go­gi­kum og eva­lu­e­rin­ger. Generelt kan der historisk set iden­ti­fi­ce­res i hvert fald to sigter. Et alment filo­so­fisk sigte, ken­de­teg­net ved at indkredse formål og gode inten­tio­ner med gymnasiet, og et pæda­go­gisk sigte med fokus på pæda­go­gi­ske vir­ke­mid­ler. Sidst­nævnte spalter sig i to spor. Et spor har et insider per­spek­tiv og er præget af enten et fag­di­dak­tisk fokus eller såkaldt kritisk pæda­go­gi­ske tendenser, der har nedfældet sig i dele af gym­na­siets selv­for­stå­else med tråde tilbage til for­søgs­ar­bej­det i 1980´erne – hvorimod 1950´ernes ’prø­ve­ar­bejde’ og dis­kus­sion om gym­na­siesko­lens udvikling, fore­kom­mer overset. Et andet spor udgøres af et rekvi­re­ret forsk­nings­blik, hvor forsk­nin­gen ’aktuelt og direkte’ går i for­bin­delse med mini­ste­riet som opdrags­gi­ver og bureau­kra­tisk instans med interesse i syste­ma­tisk for­an­dring og pro­blem­løs­ning.

Med andre ord synes gym­na­sie­forsk­nin­gen at være karak­te­ri­se­ret ved en længere tradition end som så for anvendt forskning. Man skal således ikke have ori­en­te­ret sig længe i forsk­nin­gen i og om gym­na­siesko­len før grund­læg­gende forsk­nings­mæs­sige pro­ble­ma­tik­ker trænger sig på.

For det første: Markerer en reform altid en ’ny begyn­delse’ og på hvilken måde? Siden 2005 har reformen af den danske gym­na­sieskole fra 2004 lovfæstet insti­tu­tio­nelle, orga­ni­sa­to­ri­ske og pæda­go­gi­ske ændringer for gym­na­siesko­len. Reformen har allerede trukket sine bety­de­lige spor i form af konkrete orga­ni­sa­to­ri­ske, øko­no­mi­ske og pæda­go­gi­ske for­an­drin­ger i struktur, vilkår og diskurs på de enkelte, lokale insti­tu­tio­ner. Det tidligere ’amtslige gymnasium’ er nu afløst af ’sel­ve­jende insti­tu­tio­ner’; ’valg­gym­na­siet’ er afløst af ’stu­di­e­ret­nings­gym­na­siet’, den ’pri­vat­prak­ti­se­rende’ gym­na­si­e­læ­rer er nu orga­ni­se­ret i ’lærer­teams’ og talen om pædagogik, kom­pe­ten­cer, midler og mål er ikke længere blot dagligt krydderi: ’fag­be­skri­vel­ser’ er blevet til ’lære­pla­ner’ og hermed indføres centrale påbud om ’pro­g­res­sion’ og ’variation i arbejds­for­mer’ i under­vis­nin­gen. Reformer – og særligt så omfat­tende reformer, som det her er tilfældet – har det med at skabe nye begyn­del­ser. I særlig grad på det retoriske plan. Reformen er imid­ler­tid også udtryk for det man kan kalde for­valt­nings­tek­no­kra­tiets radikale krav om syste­ma­tisk for­an­dring.

For det andet: Skal og bør forsk­nin­gen have denne ’nye begyn­delse’ som udgangs­punkt? Hvilken rolle kan og bør reformer spille i forhold til forsk­nin­gens defi­ni­tion af inter­es­sante under­sø­gel­ses­spørgs­mål? Når reformer ana­ly­se­res, kan der stilles mange andre spørgsmål end dem der drejer sig om, hvorvidt reformen løser problemer og forbedrer i dette tilfælde gym­na­siesko­len. Eksem­pel­vis: hvad er gymnasiet over­ho­ve­det for en insti­tu­tion i dag i mod­sæt­ning til tidligere, hvad betyder det at blive student i dag, og hvordan kan det være, at der udtrykkes stadig stigende for­vent­nin­ger til, hvad der skal ske i og med gymnasiet? Hvorfor etableres gymnasiet som et problem, der skal findes løsninger på? Kan reformen over­ho­ve­det forstås menings­fuldt som fænomen i sig selv eller blokerer de impli­citte teser om reformens ube­stri­de­lige væsent­lig­hed for erken­delse og analyse af gym­na­siesko­lens rolle og betydning for elever, lærere og samfund? Gym­na­siesko­len er stadig punkt for væsent­lige sam­funds­mæs­sige selek­tions­pro­ces­ser. Gym­na­siesko­len kunne derfor lige så vel være punkt for studier af omfat­tende soli­da­ri­tets­spørgs­mål: ’gym­na­sie­frem­mede’ elever udsættes for eksempel også i dag for symbolske volds­for­mer, der hele tiden ændres og muligvis ’lige nu’ viser sig gennem fornyelse af arbejds­for­mer og demo­kra­ti­se­rings­for­mer, samt generelt gennem den kul­tu­ra­li­se­ring af sko­le­li­vet, der pågår, hvilket flere af artik­lerne i tema­num­me­ret berører.

For det tredje: Hvem ejer egentlig forsk­nin­gens pro­blem­stil­lin­ger? Gør staten, forskeren eller for­skel­lige inter­es­sen­ter? Det ligger lige for at skrive forsk­nin­gens begrun­delse ind i de til­gæn­ge­lige ’aktuelle’ pro­blem­stil­lin­ger i form af f.eks. mål­sæt­nin­gen om 95 %‘s del­ta­gelse af en ung­domsår­gang på ung­doms­ud­dan­nel­serne, nye lærings‑, under­­vis­­nings- eller ledel­ses­for­mer og for­skel­lige didak­ti­ske udfor­drin­ger. Det er der ikke nød­ven­dig­vis noget pro­ble­ma­tisk i, men det er bemær­kel­ses­vær­digt, når stør­ste­delen af den danske forskning i gymnasiet kan karak­te­ri­se­res som netop ’aktuel’ og refe­re­rende til pæda­­go­­gisk-didak­ti­­ske eller politiske pro­blem­stil­lin­ger. Der er langt mellem snapsene, hvis man leder efter studier, der beskæf­ti­ger sig med gymnasiet, som en del af et bredere uddan­nel­ses­felt, som insti­tu­tion, som repro­duk­tions­or­gan, som sub­jek­ti­ve­rende og sågar er det praktisk talt umuligt at finde studier i og om gym­na­sie­forsk­nin­gen. Ingen synes at have udvist viden­skabs­hi­sto­risk interesse for tendensen i dette område, hvilket for­modent­lig fortæller sin egen stille historie.

At have som intention at bedrive forskning i og om en sektor præget af brud og for­an­dring på den ene side og stærke tra­di­tio­ner på den anden; stærke inter­es­sen­ter og enga­ge­rede aktører, hvad enten det gælder ledelse, lærere eller elever, kræver eks­pli­citte forsk­nings­mæs­sige greb. Ikke bare for at få hjælp til, hvilken sti man bør trampe forlods, men også for at få hjælp til at holde feltets stærke logikker på afstand. Særligt det sidste forhold synes af betydning, hvis man skal indkredse en for­stå­else af, hvori ’kritisk gym­na­sie­forsk­ning’ kan bestå. Hermed også antydet, at forsk­nin­gen for at være kritisk i tema­num­me­rets optik, må finde måder at holde imple­men­te­rings­tænk­nin­gen, udvik­lings­tænk­nin­gen og for­bed­rings­tænk­nin­gen ud i strakt arm. For at vinde mulig­he­den for at blive klogere på gym­na­siets sam­funds­mæs­sige betyd­nin­ger under for­an­dring, på de nye (og gamle) gym­na­si­ers ’men­ne­ske­dan­nende’ praksis udenom (eller uanset) al ’aktu­a­li­te­ten’ osv. Kort sagt for at vinde mulighed for at blive klogere på spørgsmål, der er kon­ci­pe­ret uaf­hæn­gigt af de lukkede kredsløb som praktisk-pæda­­go­­gi­­ske og politiske pro­blem­for­mu­le­rin­ger iværk­sæt­ter. Som det vil fremgå af artik­ler­nes per­spek­ti­ver, er den viden, der kommer ud af at stille umid­del­bart ’unyttige’ spørgsmål, akkurat ’nyttige’ i for­stå­el­sen af hvilke ’udvik­lings­linjer’ og ’kul­tu­ra­li­se­rings­mu­lig­he­der’ gym­na­siets praksis også indebærer. Konkret og nuanceret versus reform­blik­kets syste­ma­ti­ske og enheds­kul­tu­relle spor.

Tema­num­me­ret består af fem artikler. Der indledes med to over­bliks­ar­tik­ler. I den første artikel skitserer Karen Borgnakke, hvilke tendenser, der siden 1970´erne har karak­te­ri­se­ret gym­na­sie­forsk­nin­gen. Borgnak­kes pointe er at gym­na­sie­forsk­nin­gen som i sin ’natur’ hele tiden trækkes i retning af en art sek­tor­forsk­ning, med fordel kan stille sig mere eksplicit på skuldrene af den almene skole- og uddan­nel­ses­forsk­nings teo­re­ti­ske og meto­do­lo­gi­ske opar­bej­del­ser. I den anden artikel beskriver Katrin Hjort og Peter Henrik Raae den ’interne’ pæda­go­gi­k­ud­vik­ling, der er sket på gym­na­sie­om­rå­det siden 1980´ernes store gym­na­sie­for­søg. Artiklen peger på, at fokus er skiftet fra fri­gø­relse og kritisk pædagogik i 1980´erne, over ’ansvar for egen læring’ og mestrings­te­o­rier i 1990´erne, til fast­hol­delse og kol­lek­tive lærings­te­o­rier i 2000´erne.

Herefter præ­sen­te­res tre artikler, der fører os ind i gym­na­siesko­lens praksis. Anne Mette Nielsen ana­ly­se­rer i sin artikel to bud på ny demo­kra­tisk praksis i gymnasiet rettet mod elevernes del­ta­gelse i en global og net­værks­ba­se­ret verden. Via begreber om offent­lig­hed, del­ta­gelse og hand­le­kom­pe­ten­cer, udfordres de hidtil domi­ne­rende former for dannelse til demokrati og der lægges op til, at der med reformen og selvejet er opstået et behov for gen­tænk­ning af for­stå­el­sen af demo­kra­tisk dannelse i gymnasiet. Lene Larsen fokuserer på, hvordan stu­di­e­ret­nings­gym­na­siet sætter de unges valg­mu­lig­he­der på dags­or­de­nen på nye og ander­le­des måder. Gennem analyser af hvordan gym­na­siets for­skel­lige unge til­skri­ver valg­mu­lig­he­derne betydning, afhængigt af de for­skel­lige gym­na­si­ers for­valt­ning af stu­di­e­ret­nin­gerne, iden­ti­fi­ce­rer artiklen tre for­hol­de­må­der: ”Gør hvad du har lyst til”, ”Lav en plan” og ”Slås for din ret”. I tema­num­me­rets sidste artikel, præ­sen­te­rer Eva Bertelsen et indblik i, hvordan den nye byggestil med åbne rum, glas og højt til loftet, gennem den sko­le­prak­sis, der udspiller sig i bygningen, sætter sig i eleverne. Gennem analyser af elever handle- og talemåder – læst med og mod en panop­ti­­kon-figur – vises det, hvordan sko­le­prak­sis i en bygning, der umid­del­bart eks­po­ne­rer og synliggør, påvirker elevernes bevidst­hed om sig selv som subjekter på særlige og for­skel­lig­ar­tede måder.

Eva Bertelsen & Trine Øland