Dion Rüsselbæk Hansen, Lene Larsen & Michael Paulsen: Undervisning, dannelse og ungdomsliv – refleksionsperspektiver og læreruddannelse
Syddansk Universitetsforlag, 2019
123 sider, 175 kr.
Nutidens lærere står i et uhyre komplekst felt. Skolen har mistet sin naturlige ’aura’, og læreren som figur har mistet sin selvfølgelige autoritet. På gymnasieområdet, som er fokus for bogen Undervisning, dannelse og ungdomsliv, er der desuden sket en massiv tilstrømning af elever, hvorfor elevdifferentieringen er øget markant. Bl.a. derfor skal samtidens lærer både være relationsarbejder, der yder omsorg og støtter identitetsarbejde, kulturarbejder, der begrunder skolen, så den fremstår meningsfuld, repræsentant for et system, der opkvalificerer kompetencer, som peger frem mod videre uddannelse og karriere, og organisationsmedarbejder, der indgår i fagligt samspil, teamorganisering og øget brug af IT. Alt dette foregår i en ramme, der er præget af markedsgørelse og konkurrenceudsættelse.
Vil man som lærer ikke bare kostes rundt af omstændighederne, er man nødt til at reflektere over, hvordan man kan navigere i kompleksiteten og udnytte de muligheder, den moderne skolevirkelighed byder på. Men hvad vil det sige at reflektere? Og hvad bør man reflektere over? Det giver bogen en række perspektiver på, for at lægge op til diskussion – og refleksion.
Som en mørk baggrund rumsterer bogen igennem en meget simpel og politisk populær kompleksitetsreducerende tilgang til lærergerningen, nemlig den teknisk-kausale opfattelse ifølge hvilken undervisning er et spørgsmål om at kontrollere input og måle output. Denne bevidst spidsformulerede opfattelse tager forfatterne med god grund afstand fra, for med den teknisk-kausale opfattelse af undervisning er der strengt taget ikke brug for en lærer; tjansen kan varetages af en robot, og hermed må alle dannelsesambitioner fordufte. Men det er jo ikke mindst det hele uddannelsesøvelsen går ud på, dannelse af frie, kritiske individer, der ikke agerer som robotter.
Forsimplende konceptpædagogiske svøber, som omslutter os, beskrives overbevisende som erstatningsmetafysik, der kan give (falsk) læ mod følelsen af usikkerhed og ustyrlighed. Men uddannelse indeholder per se disse momenter. Netop fordi der er tale om formning af frie individer, er sand uddannelse præget svag styring og mangle på kontrol. Den modsatte yderpol til den teknisk-kausale opfattelse kaldes progressiv og voluntaristisk. Her er sigtet entydigt på det enkelte individs unikke udvikling. Ifølge denne opfattelse er intet forudsigeligt, enhver undervisningssituation er ny, og det er derfor umuligt at planlægge undervisning. Mellem de to yderpoler lander forfatterne på en pragmatisk-konstruktivistisk opfattelse, hvor ”undervisningsvalg træffes med udgangspunkt i spændingen mellem indsigt i almene undervisningsproblemer (…) og den unikke undervisningssituation.” Netop denne afvejning mellem det almene og det unikke kræver refleksion.
Ud over de indledende og afsluttende begrebslige benøvelser har bogens forfattere hver ansvaret for et hovedkapitel. Paulsens kapitel om, hvordan man reflekterer, følger en systematisk model og gennemspiller fire mulige perspektiver. Det væsentligste skel går her på, om man virtuost reflekterer i praksis, eller om man grubler dybt og teoriunderstøttet på afstand af praksis. Alle fire perspektiver, som præsenteres, har fordele og ulemper, og målet må være at kunne indtage alle fire perspektiver, alt efter hvad praksis kalder på.
Rüsselbæks kapitel er mere usystematisk, men det ligger nok også i sagens natur, idet det omhandler, hvad der er værd at reflektere over. Og der er mildt sagt meget forskelligartet at tage fat på. Fra en æstetisk gefühl for at perceptionen strukturerer fx elevopfattelser, hvorved det singulære risikerer at blive udgrænset, over demokratiopfattelser, til det som kaldes ”lærergerningens kunst”. Rüsselbæks kapitel viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er nogen let opgave at reflektere over den moderne lærergerning. Refleksionen må have et enormt spænd og på en gang være situationssensitiv og teoretisk velinformeret. Og midt i dette skal læreren have stamina nok til at turde ”stå i det uvisse med hele sig selv i sin såvel socialt tilegnede som singulære verden og se, hvad det kan blive til, og hvad det kan føre (hen) til.” At ville støtte eleverne i at blive til på deres egne præmisser, er en smuk, men risikofyldt affære.
I Larsens kapitel optegnes konturer af de uomgængelige sociale rammevilkår, der betinger den pædagogiske refleksion. Det handler bl.a. om de mange elevforudsætninger og ‑dagsordner, der er på spil i gymnasieskolen, om skolens sociale og karrieremæssige sorteringsfunktion og dermed også skolen som ulighedsskabende faktor.
Uddannelses- og dannelsessynet i Dannelse, undervisning og ungdomsliv er progressivt og meget sympatisk. Men det er ikke nogen let bog, idet den teoretiske referenceramme er omfattende, mens bogen selv er ganske klejn. Det giver i sig selv en høj grad af indholdsmæssig kompleksitet, som jeg kunne være bekymret for at nogle står af på. Og det ville være ærgerligt, for hvis pædagogikumstuderende og deres vejledere, til hvem bogen, så vidt jeg kan vurdere, er henvendt, lykkes med at indoptage disse perspektiver, har de bedre forudsætninger for at håndtere den moderne lærergernings komplekse udfordringer.
