Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

I skam­me­kro­gen – om skam i opdra­gelse og undervisning

Marianne Brodersen, Stine Saaby Bach, Thomas Ellegaard

At blive sendt i skam­me­kro­gen er næppe en oplevelse, som ret mange af nutidens danske sko­le­e­le­ver har haft. Ikke desto mindre er skam en inte­gre­ret del af det meste opdra­gelse og under­vis­ning. Ikke fordi børn eller voksne skammer sig hele tiden eller i alle sam­men­hænge. Men fordi det, at der er hand­lin­ger, der er uac­cep­table eller upassende, er fun­da­men­talt i enhver sam­funds­ska­belse, enhver social sam­men­hæng og er koblet til personers oplevelse. Opdra­gelse og under­vis­ning handler netop om at lære, hvad der er socialt accep­ta­belt eller ønsk­vær­digt i en given sam­men­hæng. Det kan være, hvordan man skal spise, eller det kan være at kunne bog­sta­verne. Det kan være, hvordan man taler til andre eller at bruge et wc. Når barnet i pæda­go­gi­ske processer ikke lever op til normerne, kan det udløse en følelse af skam. Det kan være, at følelsen kommer helt uden andres direkte påvirk­ning: At man skammer sig, fordi man oplever at handle på en måde, som er socialt uac­cep­ta­bel. Eller det kan være, at man bliver direkte udskammet som straf af en anden, fx en lærer eller en forælder. Og midt imellem den indre og den ydre udskammen: at vi ”lærer skammen” og mere end nogen­sinde fordres til at påtage os den andens blik –  at se os selv udefra. Det sker fx via pæda­go­gi­ske idealer og metoder, som træning i sociale kom­pe­ten­cer, men også gennem bedøm­mel­ser og hie­rar­ki­se­rin­ger.
Under alle omstæn­dig­he­der er skam i sin kerne både en personlig følelse og fun­da­men­talt socialt.

Skam er til­bø­je­ligt til at blive gjort usynlig i vore dage. Enten ses opdra­gelse og under­vis­ning som et teknisk fore­ta­gende, der fx drejer sig om at belønne eleverne på den rette måde eller til­ret­te­lægge under­vis­nin­gen ”rationelt”. Eller aktuelt, hvor der ganske vist er kommet mere fokus på følelser og emotioner i opdra­gelse, omsorg og under­vis­ning, men hvor det oftest er de positive følelser, der ita­le­sæt­tes: ”Affektiv afstem­ning”, aner­ken­delse, trivsel og moti­va­tion osv. er fx nogen af de begreber, der er i spil. De negative eller ned­vur­de­rende følelser eller den sociale udskam­ning tildeles sjældent samme åbenlyse plads, eller de ses som normativt forkerte. Bil­le­de­ligt kan man sige, at skammen som et eksplicit pæda­go­gisk redskab er sat i skammekrogen.

Betyder det, at skam og andre dermed forbundne negative sociale følelser som pinlighed, ydmygelse, ubehag og usik­ker­hed er fænomener, der ligesom skam­me­kro­gen er for­s­vun­det? Det er næppe tilfældet.

For det første er udskam­ning og skam fortsat en inte­gre­ret del af megen opdra­gelse og under­vis­ning. Selvom udskam­ning sjældent eller aldrig indgår i ideelle beskri­vel­ser af, hvordan man skal omgås børn eller andre voksne, er den ganske sikkert stadig umådelig udbredt i praksis.

For det andet hænger det sammen med, at opdra­gelse eller under­vis­nings­prak­sis baseret på fysisk vold efter­hån­den for­svin­der. I Danmark har lærere siden 1967og forældre siden 1997 ikke fysisk måttet revse børn. Men disci­pli­ne­rings­tek­nik­ker anvendes stadig af opdragere og under­vi­sere – men nu snarere som former for social skam. Så udskam­ning, omend for­ment­lig i mere subtile og mindre åbenlyse former, finder stadig sted. Måske særligt over for de, der ikke formår at skamme sig (Kamp, 2004).

For det tredje ser vi para­doksalt nok forsøg på at revi­ta­li­sere den sociale skam. På den større sam­funds­mæs­sige scene har Greta Thunberg og Donald Trump på hver deres dia­me­tralt modsatte måde belært os om, at skam bestemt ikke er for­s­vun­det som virksomt socialt instru­ment. Thunberg, fordi hun i høj grad netop udskammer, ”How dare you…”. Og Trump, fordi han para­doksalt med sin skam­løs­hed viser, at vi trods alt fortsat løber an på, at tone­an­gi­vende poli­ti­kere har ”skam i livet”.

Dette leder til en dis­kus­sion – som ikke er ny – om skammens sociale betydning. Skam fungerer som en væsentlig social regulator. Det er pointen i Freuds teori om ødi­puskom­plek­set. Og ud fra denne teori argu­men­te­rer socio­lo­gen Norbert Elias i sit klassiske værk om Civi­li­se­rings­pro­ces­sen (Elias, 1994) for, at den er en for­ud­sæt­ning for vore dages historisk relativt fred­som­me­lige omgangs­for­mer.
Indenfor det pæda­go­gi­ske felt har bl.a. DPUs tidligere rektor Lars Henrik Schmidt gjort sig til talmand for, at ”[e]leverne i fol­ke­sko­len skal lære at skamme sig” (Schmidt & Holm, 2005). Hove­d­ar­gu­men­tet er, at skammen er sel­vover­skri­dende. At den for­hin­drer eleverne i at være sig selv nok.

Der er kort og godt, ved lidt nærmere over­vej­else, meget der tyder på, at skammen ikke er sat i skammekrogen.

Så hvad er status på skam og andre lignende selv­ret­tede negative sociale følelser i dag? Og hvordan står det til med udskam­ning som dynamik i pæda­go­gik­ken? Dette ønsker vi at belyse med dette tema­num­mer af Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift. Vi har derfor efter­s­purgt artikler, der relaterer sig til skam i pædagogik og pæda­go­gisk praksis.

Præ­sen­ta­tion af de enkelte artikler

I den første artikel Skam, pædagogik og soci­o­kul­tu­relle dif­fe­ren­ti­e­rin­ger i det affektive samfund søger Peter Øster­gaard Andersen at ind­pla­cere skam i en mere generel bestem­melse af følelser i pæda­go­gik­ken. Aktuelt er det især fore­stil­lin­ger om positive følelser og glade børn i trivsel, som præger familien, skolen og dag­in­sti­tu­tio­nen, mens det er mere uklart, hvilken betydning følelser som skam, der ofte betegnes som van­ske­lige og ube­ha­ge­lige, tillægges. Med afsæt i en dis­kus­sion af, hvordan følelser behandles i psy­ko­lo­gien og socio­lo­gien, bevæger artiklen sig til slut ind på det pæda­go­gi­ske område og følel­ses­ar­bej­dets for­bin­delse til det pæda­go­gi­ske skøn. Artiklen hæfter sig ved en generel opskriv­ning af følelser i det affektive samfund og peger på, at følelser som skam skal forstås som sociale og kul­tu­relle, frem for tra­di­tio­nelt alene psy­ko­lo­gi­ske, fænomener. Endvidere at de domi­ne­rende affektive opdra­gel­ses­i­de­a­ler, repræ­sen­te­ret af børn i den aka­de­mi­ske mid­delklasse, skal tages i betragt­ning, hvis man vil forstå de soci­o­kul­tu­relle dif­fe­ren­ti­e­rin­ger inden for det pæda­go­gi­ske område.

Temaets anden artikel er en psy­ko­a­na­ly­tisk tour de force. Kirsten Hyldgaard dis­ku­te­rer i Skam og subli­me­ring ifølge psy­ko­a­na­ly­sen med afsæt i tikæm­pe­ren Bruce Jenners for­vand­ling til Caitlyn Jenner skammen som betin­gelse for subli­me­ring og dermed for det at lære og for viden og kunnen. Opdra­gel­sens udskam­ning tjener formålet, at forbyde måder at nyde på, og den er fortræng­nin­gens – tan­ke­for­bud­dets – kilde. Men den er i samme ombæring en betin­gelse for subli­me­ring, defineret som drift­stil­freds­stil­lelse uden fortræng­ning. Det rejser i tilgift spørgs­må­let om, hvorledes man over­ho­ve­det kan skelne til­freds­stil­lelse af seksu­al­drif­ten fra til­freds­stil­lel­ses­modi, der ikke er seksuelle. Er subli­me­ring – filosofi, videnskab, kunst, håndværk, sport­s­præ­sta­tio­ner – erstat­nin­ger for noget mere oprin­de­ligt og egentligt? Og er subli­me­ring mindre til­freds­stil­lende end mere ’direkte’ seksuel til­freds­stil­lelse. Findes der over­ho­ve­det ’direkte’ eller mere ’oprin­de­lig’ til­freds­stil­lelse? Artiklen argu­men­te­rer for et ’nej’.

De øvrige artikler i temaet – bortset fra den afslut­tende – baserer sig alle på empiriske arbejder i for­skel­lige pæda­go­gi­ske institutioner.

De to næste artikler dis­ku­te­rer skam og udskam­ning i bør­ne­ha­ven. I Den tabu­i­se­rede skam­u­dø­velse tager Eva Gulløv og Lisbeth Skreland deres afsæt i en mere generel bestem­melse af skam­fø­lelse – på den ene side en grund­læg­gende dimension ved men­ne­ske­lig samek­si­stens, og på den anden side tæt forbundet med spe­ci­fikke kul­tu­relle værdier og sociale struk­tu­rer. I en skan­di­na­visk sam­men­hæng har det sidste århund­rede ændret så radikalt ved opfat­tel­ser af, hvad der er skamfuldt, så selve skam­fø­lel­sen er blevet prekær og påkal­del­sen af andre men­ne­skers skam­fø­lelse en decideret skamfuld handling. Det rejser nogle dilemmaer for pæda­go­gik­ken, der både skal anerkende det enkelte barn og under­støtte dets udfol­delse og samtidig få det til at tilpasse sig en social orden uden at udstille dets fejltrin eller kue det med autoritet. Med eksempler fra egne under­sø­gel­ser i bør­ne­ha­ver i Norge og Danmark viser for­fat­terne, at skam er et uom­gæn­ge­ligt fænomen i sociale sam­men­hænge, og at sådanne dilemmaer derfor er tilstede i pæda­go­gisk praksis, men samtidig ikke ser ud til at være genstand for meget dis­kus­sion, – ja faktisk virker det som om det nærmest er skamfuldt over­ho­ve­det at tale om skam. 

I for­læn­gelse af dette under­sø­ger Anne Mette Buus i “Det er jo en pause, ikke en straf” en moderne udgave af skam­me­kro­gen – ’timeout’. Timeout er en procedure, hvor et barn, der har gjort noget, barnet ikke måtte, placeres på en stol i et bestemt tidsrum. Timeout anvises aktuelt som en hen­sigts­mæs­sig praksis til ansatte i dag­in­sti­tu­tio­ner, sko­le­fri­tids­ord­nin­ger og skoler som en del af arbejdet med de evi­dens­ba­se­rede metoder DUÅ og PALS. Artiklen handler om, hvordan det går for sig, når en sådan skam­me­krogs­lig­nende procedure bliver del af en nutidig dansk pædagogik, der ofte beskrives som anti­au­to­ri­tær og bør­ne­cen­tre­ret. Med empiriske eksempler fra under­sø­gel­ser af arbejdet med evi­dens­ba­se­rede metoder og med inspira­tion fra aktør­ne­t­værk­ste­ori belyser artiklen timeout som et fænomen, der både sta­bi­li­se­res og desta­bi­li­se­res i møder med pædagoger og børn. Artiklen belyser, hvordan timeout­pro­ce­du­ren både tildeles relevans og legi­ti­mi­tet, men også er omgivet af ambi­va­lens. Artiklen udfordrer de evi­dens­ba­se­rede metoders rationale om timeout som en entydig procedure med en for­ud­si­ge­lig virkning, men også frem­stil­lin­ger af dansk pædagogik, hvor skam­me­kro­gen ude­luk­kende hører fortiden til.

I de efter­føl­gende 3 artikler er scenen flyttet til skolen.

I en artikel med den dob­belt­ty­dige titel Første­klas­ses følelser viser Katrine Jepsen, hvordan følelser i en 1. klasse til­skri­ves mening og bidrager til elevernes til­bli­vel­ses­mu­lig­he­der på komplekse måder, når klassens regler brydes og for­hand­les. Empirisk tager under­sø­gel­sen udgangs­punkt i obser­va­tio­ner af hverdagen i en 1. klasse, hvor kor­rek­tio­ner og for­hand­lin­ger af følel­ses­ud­tryk er i fokus. Artiklens udgangs­punkt er, at følelser i skolen er omgivet af regler. Den ideelle elev formår at balancere sit følel­ses­liv i relation til sine klas­se­kam­me­ra­ter og bliver hjulpet på vej af Pyt-knapper og klas­se­reg­ler. Men reglerne bliver ikke altid overholdt, og Pyt-knappen er ikke nød­ven­dig­vis det første valg, når klas­se­rum­mets hverdag spidser til. Følelser kan synes uden for reglernes kontrol, og skam, stolthed og vrede sætter grænser og skaber for­bin­del­ser mellem elever i pro­duk­tive for­hand­lin­ger. Artiklen bygger ligesom den følgende på såkaldt affektteori.

I denne følgende – temaets 6. artikel – Fol­ke­sko­lens følel­ses­mæs­sige sortbørs vender for­fat­terne Lotte Galløe og Jo Krøjer blikket mod lærere i fol­ke­sko­len. På grundlag af to empiriske eksempler fra under­vis­nin­gen i håndværk og design på fol­ke­sko­lens 4. klas­se­trin samt et opføl­gende lærerin­ter­view, under­sø­ger artiklen skammens distri­bu­tion til lærere. Med afsæt i et insti­tu­tio­nelt prak­sis­blik aktu­a­li­se­rer artiklen den affekt­te­o­re­ti­ske for­stå­else, at skyld og skam ikke tilhører den enkelte, men stilles til rådighed i den kaotiske under­vis­nings­prak­sis og den vur­de­rende eva­lu­e­rings­prak­sis, der udfoldes i hver­da­gens fol­ke­skole. Artiklen viser, hvordan den elevdrevne under­vis­ning kan sam­men­lig­nes med en avanceret følel­ses­mæs­sig økonomi af både legitime og ille­gi­time affekter, hvor læreren er hensat til at operere med skam som følel­ses­mæs­sig valuta, der både deva­lu­e­rer og sikrer den enkeltes identitet som professionel.

I den følgende artikel Skammens (u)balancer vendes blikket igen mod eleverne. Her under­sø­ger Stine Saaby Bach skammens rolle i skolens pædagogik omkring sociale kom­pe­ten­cer. Hun fokuserer særligt på balancen mellem skammens positive og inte­gre­rende sociale funktion og dens util­sig­tede virk­nin­ger af mistriv­sel og social afson­dring. Bag­grun­den er en under­sø­gelse af sko­le­e­le­ver, der mistrives socialt. I artiklen skrives skam teoretisk frem, hvilket efter­føl­gende bruges som afsæt for at analysere empiriske iagt­ta­gel­ser fra projektet. For­fat­te­ren viser, hvordan skammen i sine virk­nin­ger balan­ce­rer mellem sociale kom­pe­ten­cer og socialt ori­en­te­ret mistrivsel.

I temaets sidste empiriske og først og fremmest prak­sis­bårne artikel ”Altså jeg er ikke bange for at blive set, men…” skriver Lotte Stegeager og Simone Stegeager om pæda­gogstu­de­rende på pro­fes­sions­højsko­lerne. Med udgangs­punkt i for­tæl­lin­ger omhand­lende van­ske­lige stu­di­e­si­tu­a­tio­ner, skabt i sam­ar­bejde med stu­de­rende, under­sø­ger artiklen stu­de­ren­des måder at håndtere van­ske­lige ople­vel­ser med udskam­ning i deres uddan­nel­ses­liv – og hvad udskam­nin­gen betyder for deres stu­di­e­del­ta­gelse. Gennem for­skel­lige teo­re­ti­se­rin­ger om og per­spek­ti­ver på skam som en på en gang subjektiv, social og kulturelt forankret følelse, fortolker for­fat­terne de stu­de­ren­des for­tæl­lin­ger om, hvordan de både oplever og håndterer skammen. Ana­ly­serne viser, at skammen både er knyttet til fysiske rum, kropslige reak­tio­ner samt andet­gø­rende og mar­gi­na­li­se­rende processer, som har stor ind­fly­delse på stu­de­ren­des del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der og selv­fø­lelse. Ana­ly­serne peger i retning af, at uddan­nel­sens struk­tu­re­ring, via medstu­de­rende og under­vi­se­res blikke og vur­de­rin­ger, bidrager til at posi­tio­nere bestemte stu­de­rende i skamfulde posi­tio­ner som ikke-gode-nok-stu­­de­rende og at producere og repro­du­cere ulig­heds­ska­bende uddannelsespraksisser.

I temaets sidste artikel Argu­men­ter for og imod præ­sta­tions­skam ser Claus Holm med en soci­a­l­a­na­ly­tisk optik på, hvad han betegner som præ­sta­tions­skam. Holm definerer, kort­læg­ger og ana­ly­se­rer fire for­skel­lige præ­sta­tions­sam­funds­for­mer. Artiklen argu­men­te­rer for, hvordan disse for­skel­lige udgaver af præ­sta­tions­sam­fund er forbundet med for­skel­lige former for præ­sta­tions­skam forstået som pæda­go­gi­ske inter­­ven­tions- og straf­for­mer. Artiklen ana­ly­se­rer de 4 præ­sta­tions­sam­funds­for­mer med afsæt i den engelske uddan­nel­ses­for­sker Ansgar Allens analyser af meri­to­­krati-former. Holm forbinder sam­funds­for­merne med deres respek­tive skam­for­mer og iden­ti­fi­ce­rer argu­men­ter for og imod disse skam­for­mer. På dette grundlag besvarer artiklen i en afslut­tende per­spek­ti­ve­ring spørgs­må­let: Hvilke argu­men­ter er der for og imod fire for­skel­lige præstationsskamformer?

Vi ønsker god læselyst!

Lit­te­ra­tur­re­fe­ren­cer

Affekter og følelser – Tema (2018). Tids­skrift for pro­fes­sions­stu­dier (vol. 27): Tema­num­mer https://​tids​skrift​.dk/​t​i​p​r​o​/​i​s​s​u​e​/​v​i​e​w​/​7​901

Elias, N. (1994). The civi­lizing process. Oxford: Blackwell.

Kamp, M. (2004). Fire timer i skam­me­kro­gen. Fol­ke­sko­len, (35). Retrieved from https://​www​.fol​ke​sko​len​.dk/​3​1​0​4​6​/​f​i​r​e​ – ​t​i​m​e​r​ – ​i​ – skammekrogen

Schmidt, L.-H., & Holm, C. (2005). Skam få dig. Turbulens. Retrieved from http://​turbulens​.net/​s​k​a​m​ – ​f​a​a​ – dig/

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte