Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Anbragte

Dette nummer af Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift er tilegnet Benny Lihme (1946 – 2020)

Selvom det kan være svært at huske her ved udgangen af 2020, hvor næsten alt har handlet om cor­o­navirus, bragte Mette Fre­de­rik­sens nytårs­tale anbragte børn og unge i politisk fokus. ”Et mere ret­fær­digt samfund starter med børnene”, sagde Mette Fre­de­rik­sen og talte om de sam­funds­mæs­sige for­plig­tel­ser til at tage sig af de børn, der har det aller­svæ­rest. Og hun præ­ci­se­rede: ”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.”

Forud var gået God­havns­dren­ge­nes kamp for en und­skyld­ning for den behand­ling, de fik på de børne- og opdra­gel­ses­hjem, de blev anbragt på i 1960erne. På samme måde er inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ner som TABUKA og De Anbragtes Vilkår begyndt at ytre sig om det at være anbragt. Efter­føl­gende har den offent­lige dis­kus­sion i høj grad drejet sig om, om ’vi’ anbringer for meget eller for lidt. For vores tids­skrift har det været en anledning til at sondere, hvad der rører sig på ’anbrin­gel­ses­om­rå­det’. Forsk­nings­mæs­sigt har anbrin­gel­ses­om­rå­det ikke været et særligt udforsket område, men har dog i histo­ri­ske bølger modtaget interesse – ud over de sæd­van­lige sta­ti­sti­ske opgø­rel­ser over hvor mange og hvad det koster. Senest er ikke mindst bør­ne­per­spek­ti­vet forsøgt undersøgt: hvordan oplevede børn selv det at bo på børnehjem, vokse op i fami­liepleje, være i (ungdoms)fængsel osv.  Men samtidig er det også en dis­kus­sion om, hvad der er mest effektivt, dvs. hvordan staten bedst hjælper de anbragte unge – eller lidt mere kynisk – hvordan det undgås at de senere i livet udvikler sociale problemer, som har negative (og beko­ste­lige) effekter, enten for de anbragte selv eller for hele samfundet.

Det er med andre ord et område spændt ud mellem for­tæl­lin­ger om den gode vel­færds­stat og den svigtende vel­færds­stat, mellem for­tæl­lin­ger om anbrin­gel­ser som nød­ven­dige redninger og som overgreb.

I temaets første artikel Erin­drin­ger, der gør det lettere at leve. Hånd­te­ring af smerte­lige og lykkelige minder blandt tidligere bør­ne­hjems­børn i en særlig erin­drings­po­li­tisk tager Stine Grønbæk Jensen afsæt i God­havns­dren­ge­nes kamp for en officiel und­skyld­ning for svigt og overgreb under den danske bør­ne­forsorg og fokuserer på hvordan tidligere bør­ne­hjems­børn på for­skel­lig vis væver egne erin­drin­ger sammen med de kul­tu­relle repræ­sen­ta­tio­ner af bør­ne­forsor­gens historie som er centreret om Godhavn. Artiklen går tæt på to tidligere bør­ne­hjems­børns erin­drin­ger og det dynamiske samspil mellem selv­bi­o­gra­fi­ske og delte erin­drin­ger og på tidligere bør­ne­hjems­børns eksi­sten­ti­elle og politiske bestræ­bel­ser på at få en vis kontrol over både deres egen og den fælles historie. Delte erin­drin­ger er dermed også forbundet med magt og kan bruges politisk af magt­ha­vere, men også af almin­de­lige mennesker, der forsøger at ændre historien nedefra. Artiklen viser således, hvordan God­havns­dren­gens kamp for en officiel und­skyld­ning har gjort det lettere at håndtere smerte­lige erin­drin­ger, men også sværere at leve med lykkelige minder.

De to følgende artikler af hhv. Bolette Fry­den­dahl Larsen og Cecilie Bjerre er histo­ri­ske analyser af bør­ne­forsorgs­prak­sis, der begge fokuserer på hvordan børn og unge blev til gennem kate­go­ri­se­rin­ger af særligt moralsk karakter i skæ­rings­punk­terne mellem lov­giv­ning, for­valt­nings­prak­sis og konkrete anbrin­gel­ses­prak­sis­ser. Hvor Stine Grønbæk Jensen fokuserer på tidligere anbragtes egne for­tæl­lin­ger som en erin­drings­po­li­tisk kamp indvævet i en større kul­tur­hi­sto­rie, fokuserer Bolette Fry­den­dahl Larsen og Cecilie Bjerre således i højere grad på de videns- og prak­sis­for­mer, som børn der anbringes uvæ­ger­ligt er spundet ind i.

I artiklen Grænser for opdra­gelse: Opfin­del­sen af uop­dra­ge­lig­hed under­sø­ger Bolette Fry­den­dahl Larsen opkomsten af kate­go­rien ”uop­dra­ge­lig” inden for dansk bør­ne­forsorg. Med udgangs­punkt i opteg­nel­ser og journaler fra Danmarks første opdra­gel­ses­an­stalt for unge piger – Vejstrup pigehjem – viser artiklen, hvordan en række unge piger i perioden 1908 – 1940 blev udskrevet af insti­tu­tio­nen med hen­vis­ning til, at de var ”uimod­ta­ge­lige for opdra­gelse”. I et andet ana­ly­sespor under­sø­ger artiklen, hvordan fænomenet uop­dra­ge­lig­hed blev dis­ku­te­ret af poli­ti­kere og ledende aktører inden for bør­ne­forsor­gen, og hvordan dis­kus­sio­ner om uop­dra­ge­lig­hed kom til udtryk i lov­giv­nings­ar­bej­det omkring anbragte børn. Gennem at undersøge uop­dra­­ge­lig­heds-kate­­go­rien i både bør­ne­hjem­mets udskriv­nings­prak­sis og i den politiske debat og lov­giv­nings­pro­ces kaster artiklen nyt lys på forholdet mellem soci­al­pæ­da­go­gisk praksis og skabelse af viden om børn og unge.

Cecilie Bjerres artikel Anbragt i skemaet fokuserer på bør­ne­vær­ne­nes praksis gennem brugen af stan­dards­ke­maer i perioden 1905 – 1975. Med afsæt i Michael Lipskys teori om front­linje­ar­bejde viser Bjerre hvordan bør­ne­vær­ne­nes brug af skemaer afspej­lede bestemte moralske hol­de­pun­ker, som akti­ve­re­des i den praktiske brug af skemaerne. Bjerre viser, at skemaerne skulle gøres menings­fulde i praksis og at der ofte eksi­ste­rede en diskre­pans mellem ske­ma­er­nes logikker og front­linje­bu­reau­kra­ter­nes tolkning af, hvad der blev opfattet som et problem. Fra at have en indbygget for­vent­ning om for­æl­dre­nes laste­fuld­hed akti­ve­rede bør­ne­værns­ar­bej­dere i højere og højere grad skemaerne så de foku­se­rede på børnenes indre liv og adfærds­for­styr­rel­ser. Således er der ikke et enkelt forhold mellem lov­giv­ning og praksis, men en mudret vir­ke­lig­hed som skemaerne viser sig at være en aktiv del af.

Hvor temaets tre første artikler således forholder sig anbrin­gel­ses­om­rå­dets historie, vedrører de efter­føl­gende to artikler under­sø­gel­ser af anbragte i en aktuel, nutidig kontekst – og netop med det bør­ne­per­spek­tiv, som vi nævnte ovenfor. I begge artikler formidler for­fat­terne analyser fra under­sø­gel­ser, der på hver deres måde søger at give stemme til de anbragte selv.

I artiklen Skrø­be­lige rela­tio­ner – tidligere anbragtes for­tæl­lin­ger om familie belyser Tea Tor­ben­feldt Bengtsson, Ditte Lumby og Juliane Birkedal Poulsen betyd­nin­gen af fami­li­e­re­la­tio­ner for unge, der har været anbragt i fami­liepleje. Gennem en analyse af 14 unges for­tæl­lin­ger om deres opvækst og ung­doms­liv finder for­fat­terne, at fami­li­e­re­la­tio­ner, selvom de ofte er skrø­be­lige og svære at fastholde, tillægges stor betydning af de unge. Med begrebet ’family display’ viser artiklen, hvordan de unge sig­na­le­rer og demon­stre­rer deres familiære til­hørs­for­hold både over for sig selv og omver­de­nen.  De unges for­tæl­lin­ger viser, at fore­stil­lin­ger om biologi, aner­ken­delse og nor­ma­li­tet er vigtige refe­ren­ce­punk­ter i deres rela­tio­ner til både bio­lo­gi­ske forældre og ple­je­for­æl­dre. For­tæl­lin­ger om svigt, for­bun­det­hed og kærlighed er således skrevet ind i en ramme af familien som bærende insti­tu­tion i livet. Særligt fremstår fami­li­e­re­la­tio­nerne som udfor­drende for trivsel og hver­dags­liv, når disse rela­tio­ner svigter eller er præget af ambi­va­lens. I disse situ­a­tio­ner søger de unge ofte efter nye rela­tio­ner som erstat­ning for de tabte.

Manon Lavauds artikel Pro­vo­ke­rende og til­knyt­nings­for­styr­ret? At udfordre pro­blem­for­tæl­lin­ger ved at lytte efter de andre historier tager sit afsæt i et forsk­nings­pro­jekt om anbragte børn. Projektet – og artiklen – søger at iden­ti­fi­cere poten­ti­elle resurser i de anbragte børn og unges aktuelle og frem­ti­dige liv. I artiklen sker dette gennem analytisk udfor­dring af de sæd­van­lige historier. Med afsæt i Davies’ begreber om listening-as-usual, som betegner at tænke i sæd­van­lige kate­go­rier, og emergent listening, dvs. at åbne for poten­ti­elle andre betyd­nin­ger, ana­ly­se­res interview og obser­va­tio­ner fra projektet. Analysen af to empiriske nedslag om humør­sving­nin­ger og om til­knyt­nings­for­styr­rede børn viser, hvordan for­tæl­lin­ger om anbragte børn præges af et fokus på følel­ses­re­gu­le­ring og diagnoser, der risikerer at fastholde en ofte indi­vi­du­a­li­se­ret for­stå­else af børnene som afvigende fra normal og ønskelig adfærd. Men ana­ly­serne viser også, hvordan dette kan udfordres gennem et nys­ger­rigt blik for historier, der peger i andre retninger. Historier, der sætter børnene i et nyt lys og giver plads til andre for­stå­el­ser og hand­le­mu­lig­he­der. Temaet afsluttes med en artikel, der er historisk på en anden måde. Artiklen er fra 1974 og er skrevet af Benny Lihme, hvis stemme i debatten om anbragte vi desværre har mistet.  Det er kronikken Afvig som identitet, oprin­de­lig bragt i Infor­ma­tion. Benny Lihme var siden starten af 1970erne og frem til sin død i februar 2020 en skar­psin­dig soci­al­pæ­da­go­gisk og soci­al­po­li­tisk kritiker. Vi synes derfor det er passende, at dedikere dette tema­num­mer til Benny, og at gøre det ved at bringe en af hans tidlige tekster, som samtidig slår en tone an, som ikke bare er gen­nem­gå­ende for hans for­fat­ter­skab, men tillige frem­sæt­ter to pointer, som kan være vigtige at genkalde sig også i dag. For det første, at soci­al­pæ­da­go­gi­ske pro­blem­stil­lin­ger er sam­funds­mæs­sige pro­blem­stil­lin­ger, at anbragte børn og unge er et produkt af det kapi­ta­li­sti­ske samfunds frem­med­gø­relse og at insti­tu­tio­ner (hvad enten der er tale om døg­nin­sti­tu­tio­ner eller ple­je­for­æl­dre­in­sti­tu­tio­ner) med dertil hørende iden­ti­tets­pro­duk­tion, kate­go­ri­se­rings­prak­sis, mag­t­re­la­tio­ner osv. ”blot” er de manifeste svar på social ulighed og uret­fær­dig­hed. For det andet, at soci­al­pæ­da­go­gisk praksis normativt må være men­ne­ske­lig praksis og i hele sit virke må tilstræbe men­ne­ske­lig­hed snarere end insti­tu­tions­be­stemt bureau­kra­tisme; at børn og unge og alle andre mennesker bør møde virkelige mennesker snarere end pædagoger med meto­debø­ger under armen; og at de soci­al­pæ­da­go­gi­ske aktører også må arbejde på at påvirke samfundet som helhed.

For­fat­tere

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte