Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Pro­vo­ke­rende og til­knyt­nings­for­styr­ret? At udfordre pro­blem­for­tæl­lin­ger ved at lytte efter de andre historier

Manon Alice Lavaud

Abstract
Artiklen omhandler måden, hvorpå anbragte børns følel­ses­mæs­sige adfærd pro­ble­ma­ti­se­res og kobles til diagnoser. Analysen af to empiriske nedslag om humør­sving­nin­ger og om til­knyt­nings­for­styr­rede børn viser, hvordan for­tæl­lin­ger om anbragte børn præges af et fokus på følel­ses­re­gu­le­ring og diagnoser, der risikerer at fastholde en ofte indi­vi­du­a­li­se­ret for­stå­else af børnene som afvigende fra normal og ønskelig adfærd. Men ana­ly­serne viser også, hvordan dette kan udfordres gennem et nys­ger­rigt blik for historier, der peger i andre retninger. Historier, der sætter børnene i et nyt lys og giver plads til andre for­stå­el­ser og handlemuligheder.

KATJA[1] fortæller, at der faktisk ikke har været de store ture… Der var kun lige i søndags, hvor de skulle fejre Sigrids fød­sels­dag, og hvor hun havde en så dårlig attitude hele dagen, at hun ikke fik is om efter­mid­da­gen som aftalt… KATJA fortæller videre, at hun og MORTEN har siddet og kigget hendes papirer igennem, og selvom Sigrid ikke er udredt, så er der et eller andet galt, noget bor­der­line eller lignende, også fordi hendes forældre har nogle afvi­ger­di­ag­no­ser, og det er arveligt…(Observationsnoter, Runde 2, Dag 3)

Denne artikel omhandler måden, hvorpå anbragte børns følel­ses­mæs­sige adfærd vækker bekymring eller pro­ble­ma­ti­se­res. Baseret på mit ph.d.-projekt (Lavaud, 2018) viser jeg, hvordan for­tæl­lin­ger om anbragte børn præges af et fokus på følel­ses­re­gu­le­ring og diagnoser, der posi­tio­ne­rer dem som afvigende fra normal og ønskelig adfærd. Men jeg viser også, hvordan dette kan udfordres gennem et nys­ger­rigt blik for historier, der peger i andre retninger.

Når anbragte børn og unge omtales i medier, beskrives i forskning eller i det pæda­go­gi­ske og soci­al­fag­lige arbejde er det ofte med fokus på udfor­drin­ger. Forsk­nings­over­sig­ter og kvan­ti­ta­tive studier skildrer, hvordan anbragte børn og unge i Danmark klarer sig dårligere end deres jæv­nal­drende i forhold til både trivsel, helbred, skolegang og en række risi­ko­fak­to­rer (Lausten m.fl., 2013; Lausten & Jørgensen, 2017). Også i medierne har der været fokus på, at markant færre anbragte børn består deres afgangsek­sa­men og får en ung­doms­ud­dan­nelse (se f.eks. Egmont Fonden, 2017). Flere udgi­vel­ser peger desuden på, at anbragte børn og unge selv oplever udfor­drin­ger og kan føle sig ander­le­des, at de ikke passer ind, ikke oplever at få den rette hjælp, eller føler sig overset af et offent­ligt system, der ikke lytter til dem (Nielsen, 2015; Bør­ne­rå­dets eks­pert­gruppe, 2012). Selvom mange anbragte børn og unge oplever – eller er særligt udsatte for at opleve – problemer som de beskrevne, er der også børn og unge, der dels ikke kan genkende sig selv i disse beskri­vel­ser, dels mærker de stig­ma­ti­se­rende kon­se­kven­ser af et entydigt fokus på udfor­drin­ger (Warming, 2005; Jansen, 2010; Egmont Fonden, 2017). Formålet med dette studie var derfor at undersøge mulig­he­den for at nuancere det pro­blem­o­ri­en­te­rede blik med afsæt i det, som børn, unge og de pro­fes­sio­nelle omkring dem fortæller.

Inden ana­ly­serne af de empiriske nedslag vil jeg præ­sen­tere studiets baggrund og empiriske materiale. Dernæst skitserer jeg den teo­re­ti­ske ramme samt den ana­ly­se­stra­tegi, som har mulig­gjort et nuan­ce­rende blik på historier om børn og unge i udsatte positioner.

Baggrund, empiri og metode

Ph.d.-projektet var en del af det større forsk­­nings- og udvik­lings­pro­jekt Det ’særlige’ som potentiel ressource (2012 – 2017)[2], hvilket kom til udtryk på flere måder. Der var et fælles teoretisk afsæt i den socio­lo­gi­ske barn­doms­forsk­ning og et kon­struk­ti­vi­stisk blik på for­stå­el­sen af den gode barndom og sociale problemer (James, Jenks & Prout, 1999; Becker 2005). Desuden havde jeg en dob­bel­trolle som faci­li­ta­tor i udvik­lings­pro­jek­tet og som forsker. Udvik­lings­pro­jek­tet bestod af et sam­ar­bejde med to insti­tu­tio­ner og fami­lieplejen i to kommuner, samt et kur­sus­for­løb for ple­je­for­æl­dre. Gennem workshops og kreative øvelser blev fami­lieple­je­kon­su­len­ter, sags­be­hand­lere, ple­je­for­æl­dre samt pædagoger og øvrige med­ar­bej­dere på insti­tu­tio­nerne inviteret til at reflek­tere over de hand­le­må­der, de anså som pro­ble­ma­ti­ske eller bekym­rende. Gennem et dob­beltblik skulle de forsøge at iden­ti­fi­cere og arbejde med de poten­ti­elle res­sour­cer heri for børnenes og de unges aktuelle og frem­ti­dige liv (Warming, Fjordside & Lavaud 2017). Hvor udvik­lings­pro­jek­tet handlede om aktivt at skabe nye for­stå­el­ser af børnene og de unge sammen med del­ta­gerne, gik jeg i ph.d.-projektet mere eks­pl­ora­tivt til værks. Her var ambi­tio­nen at udvikle et analytisk blik, der kunne udforske mang­fol­dig­he­den af for­tæl­lin­ger om børn og unge.

Derudover rek­rut­te­rede jeg infor­man­ter til ph.d.-projektet igennem de insti­tu­tio­ner, kommuner og ple­je­for­æl­dre, som deltog i udvik­lings­pro­jek­tet. Fra foråret 2015 til sommeren 2016 foretog jeg to til tre runder inter­views og obser­va­tio­ner med 14 børn og unge samt 33 pro­fes­sio­nelle og pårørende omkring dem. Børnene og de unge boede for­skel­lige steder i Danmark. Fire børn og unge var anbragt/i efterværn i fami­liepleje, seks børn og unge var anbragt på tre for­skel­lige opholds­ste­der, mens fire unge ikke var anbragt, men boede på en insti­tu­tion for unge over 18 med psykiske sår­bar­he­der. Der var tale om seks piger/unge kvinder og otte drenge/unge mænd. Ved det første møde var fem i alderen 10 – 12 år, fire var 13 – 17 år og fem var over 18. I inter­viewene med pro­fes­sio­nelle og pårørende indgik fire fami­lieple­je­kon­su­len­ter, seks sags­be­hand­lere, syv ple­je­for­æl­dre, tre forældre samt tretten med­ar­bej­dere og ledere fra insti­tu­tio­nerne. Hoved­par­ten af med­ar­bej­derne var uddannede pædagoger, men der var også lærere og pædagogmedhjælpere.

I inter­viewene med børn og unge spurgte jeg bredt ind til deres selv­for­tæl­lin­ger og mere specifikt omkring oplevede styrker og udfor­drin­ger. I samme stil inter­viewede jeg de pro­fes­sio­nelle og pårørende om deres beskri­vel­ser og for­tæl­lin­ger om et givent barn eller ung. Under obser­va­tio­nerne var jeg særligt opmærksom på samtaler og kro­p­s­sprog i situ­a­tio­ner, hvor de 14 børn og unge indgik eller blev omtalt. Mine obser­va­tions­no­ter omhand­lede både inter­view­si­tu­a­tio­nerne, besøg og korte ophold på de to insti­tu­tio­ner fra udvik­lings­pro­jek­tet med del­ta­gelse i hver­dags­ak­ti­vi­te­ter og per­so­na­le­mø­der, samt over­væ­relse af tre sta­tus­mø­der i plejefamilier.

Etiske over­vej­el­ser udgjorde et særligt opmærk­som­heds­punkt både under empi­ri­pro­duk­tio­nen og i for­mid­lin­gen af ana­ly­serne. Der blev indhentet skrift­ligt samtykke fra forældre og unge over 15 år, ligesom jeg var opmærksom på hvorvidt børnene og de unge løbende ønskede at deltage og tale med mig. Hensynet til del­ta­ger­nes interne og eksterne for­tro­lig­hed (Kaiser, 2012) betød, at jeg i for­mid­lin­gen af afhand­lin­gens analyser, som nær­væ­rende artikel er baseret på, har anvendt for­skel­lige pseu­do­ny­mer. Enkelte steder har jeg også ændret på køn, fri­tidsak­ti­vi­te­ter eller anbrin­gel­ses­form, når dette ikke havde relevans for den pågæl­dende analyse. Ligeledes har jeg udvalgt eksempler, der kunne illu­strere de ana­ly­ti­ske pointer uden at kom­pro­mit­tere rela­tio­nen mellem børn, unge, pro­fes­sio­nelle og pårørende. Disse valg er resul­ta­tet af situerede afvej­nin­ger mellem hensyn til ano­ny­mi­se­ring, intern for­tro­lig­hed og frem­stil­lin­gen af detal­je­rede og gen­nem­sig­tige analyser (Lavaud 2018: 106).

Små historier, for­tæl­lespor og positionering

Ana­ly­serne er formet af et kon­­struk­ti­vi­stisk-inter­­ak­tio­­ni­stisk per­spek­tiv på nar­ra­ti­ver og til­bli­vel­ses­pro­ces­ser. Jeg anskuer således for­tæl­lin­ger som socialt situerede hand­lin­ger, der både former og formes af den narrative vir­ke­lig­hed (Gubrium & Holstein, 2009). Hvor nar­ra­ti­ver ofte sidestil­les med livs­hi­sto­rier og et fokus på sam­men­hæn­gende beret­nin­ger, præ­sen­te­rer Bamberg og Geor­gakopoulou et fokus på de ”små historier”. De små historier skal ses som en alter­na­tiv tilgang til et fokus på store for­tæl­lin­ger som f.eks. diskurser eller livs­hi­sto­rier. De små historier udgør et samlende begreb, der omfatter en række narrative hand­lin­ger, såsom for­tæl­lin­ger om igang­væ­rende begi­ven­he­der, om frem­ti­dige, fore­stil­lede hændelser eller ind­for­stå­ede hen­tyd­nin­ger til delte ople­vel­ser (Bamberg & Geor­gakopoulou, 2008: 381). Begrebet om små historier er relevant, fordi det kan rette opmærk­som­he­den mod korte eller til­sy­ne­la­dende usam­men­hæn­gende historier.

Identitet forstået som til­bli­vel­ses­pro­ces­ser handler om, at der ikke er et ende­gyl­digt eller entydigt svar på, hvem eller hvad man er. Hvert møde giver anledning til for­an­drin­ger af, hvad eller hvem vi er, og af vores omgi­vel­ser (Davies, 2014, s. 9 – 10). Ana­ly­serne af de små historier, som børnene og de unge fortæller om sig selv, og som andre fortæller om dem, handler således om, hvordan børnene og de unge bliver til på for­skel­lige måder.

Til at omsætte det abstrakte post­struk­tu­ra­li­sti­ske begreb om til­bli­vel­ses­pro­ces­ser til konkrete analyser, anvender jeg begreber om posi­tio­ne­ring, posi­tio­ner og for­tæl­lespor (Davies & Harré 1990). I inter­ak­tio­ner og samtaler kommer for­skel­lige posi­tio­ner i spil, ved at mennesker posi­tio­ne­rer sig selv og andre i forhold til disse posi­tio­ner. En position knyttes til bestemte karak­ter­træk, hand­le­mu­lig­he­der og sociale kate­go­rier, men dets spe­ci­fikke betydning for­hand­les i selve inter­ak­tio­nen. Samtidig asso­ci­e­res posi­tio­ner og posi­tio­ne­rin­ger til for­tæl­lespor (fra det engelske: storyline). Det vil sige det spor eller den røde tråd, som en for­tæl­ling forventes at følge eller trækker på. I en samtale kan der godt være for­skel­lige og kon­kur­re­rende for­tæl­lespor og posi­tio­ner i spil samtidig, både implicit og eksplicit.

Ana­ly­se­stra­tegi: At lytte efter det, der peger i andre retninger

Det empiriske materiale blev ana­ly­se­ret gennem en abduktiv proces med fokus på, hvordan for­stå­el­ser af nor­ma­li­tet og afvigelse blev kon­stru­e­ret i histo­ri­erne. Jeg anvendte primært en per­son­cen­tre­ret læsning af mate­ri­a­let med fokus på de mange små historier omkring hvert af de 14 børn og unge, men denne proces viste sig at være for ustruk­tu­re­ret og omfat­tende. Derfor iden­ti­fi­ce­rede jeg nogle gen­nem­gå­ende temaer, som hoved­sa­ge­ligt omhand­lede for­skel­lige pro­ble­ma­ti­se­rin­ger og bekym­rin­ger, som børnene og de unge blev posi­tio­ne­ret i forhold til.

For ikke blot at iden­ti­fi­cere domi­ne­rende mønstre, men også indfange nuancer og kom­plek­si­tet, udviklede jeg en ana­ly­se­stra­tegi med inspira­tion fra Davies’ begreber om for­skel­lige måder at “lytte” på (Davies, 2014). Emergent listening (og alter­na­ti­vet: listening-as-usual) præ­sen­te­res som en særlig måde at møde børn på, der kan udfordre det, der tages for givet. Med emergent listening og listening-as-usual refererer Davies bl.a. til Bergsons begreber om lines of descent og lines of ascent. Lines of descent betegner tendensen til at tænke i gen­ken­de­lige kate­go­rier, hvori man forsøger at placere det, man ser og møder (Davies, 2014, s. 7). Denne tendens kan dog mod­ar­bej­des ved at forsøge at være åben for det endnu ukendte (not-yet-known) ligesom Bergsons lines of ascent (Davies, 2014, s. 8). Det er to for­skel­lige bevæ­gel­ser, hvor den ene handler om at reducere kom­plek­si­tet (listening-as-usual), og den anden handler om at åbne for poten­ti­elle betyd­nin­ger (emergent listening) (Davies, 2014, s. 21 – 22). De to mod­sa­t­ret­tede bevæ­gel­ser udelukker ikke hinanden, men indgår i en dynamisk sam­men­væv­ning. Det er netop i kontrast til gen­ken­de­lige mønstre og kate­go­rier, at man kan få øje på det, der for­styr­rer etab­le­rede for­stå­el­ser. Emergent listening handler om at skabe dialog og åbne for nye for­stå­el­ser i stedet for at “lukke ned” (Davies, 2014, s. 9).

Den dobbelte bevægelse mellem listening-as-usual og emergent listening omsatte jeg til for­skel­lige læsninger af det empiriske materiale. Som tidligere nævnt, iden­ti­fi­ce­rede jeg domi­ne­rende for­tæl­lespor og temaer på tværs af de mange små historier. Derefter rettede jeg min opmærk­som­hed mod steder i mate­ri­a­let, som så ud til at pege i andre retninger, på andre mulige for­tæl­lespor og posi­tio­ne­rin­ger. I sidste del af ana­ly­se­pro­ces­sen vendte jeg således tilbage til de steder, hvor temaerne fremstod tydeligt i domi­ne­rende for­tæl­lespor om det enkelte barn eller ung. Derefter læste jeg efter, hvilke andre små historier og mulige for­tæl­lespor jeg kunne få øje på omkring samme barn, situation og type adfærd.

Diagnoser og følel­ses­hånd­te­ring som tema

Et af de tvær­gå­ende temaer var psy­ki­a­tri­ske diagnoser, ofte koblet til hånd­te­rin­gen af egne og andres følelser – herunder særligt humør­sving­nin­ger og empatiske evner. Vur­de­rin­ger af manglende ind­le­vel­ses­evne eller empati blev ofte knyttet til posi­tio­ne­rin­gen som omsorgs­svig­tet barn med en til­knyt­nings­for­styr­relse. Situ­a­tio­ner med ukon­trol­ler­bar vrede eller impulsi­vi­tet blev forklaret med hen­vis­ning til ADHD eller andre diagnoser.

Diagnoser indgik både i beskri­vel­ser af anbragte som gruppe, men også i histo­ri­erne om de 14 børn og unge, jeg havde fokus på. Ti af dem havde en psy­ki­a­trisk diagnose såsom ADHD, autis­mespek­trum­for­styr­rel­ser, bor­der­line eller til­knyt­nings­for­styr­relse – også omtalt som tidligt skadet. Derudover havde én person “en lidelse med autisme-lignende symptomer”. Omkring en anden person var der for­skel­lige udlæg­nin­ger af, hvorvidt der var tale om til­knyt­nings­for­styr­relse og manglende empati eller ej. Ved de to sidste personer blev det eksplicit fremhævet, at udred­nin­ger havde påvist, at de ikke havde nogen diagnose. Den ene havde tidligere haft en til­knyt­nings­for­styr­relse, og den anden havde oplevet svigt, men havde ikke nogen diagnose. Derudover blev mistanken om mulig – men ikke påvist – Asperger, til­knyt­nings­for­styr­relse, manglende empati eller bor­der­line nævnt ved­rø­rende ni af børnene og de unge. Der kunne således være tale om egentlige diag­no­sti­ce­rin­ger, men også blot være for­mod­nin­ger om en diagnose. Ligesom diag­no­serne kunne ændres, opstå eller forsvinde over tid – i forhold til hvor meget det fyldte i histo­ri­erne og ifølge vur­de­rin­ger fra psy­ki­a­tere og psykologer.

I de følgende analyser vil jeg fokusere på historier om 12-årige Sigrid samt de 10-årige Malthe og Elias, der alle var anbragt på insti­tu­tion, omgivet af pæda­go­gisk personale.[3] Disse nedslag er udvalgt, fordi der i særlig grad var et fokus på diagnoser og følel­ses­hånd­te­ring. Histo­ri­erne om Sigrid viser, hvordan den blotte for­mod­ning om en diagnose kom til at fylde, mens eksemp­lerne om Malthe og Elias ken­de­teg­nes ved måden, hvorpå diagnosen som til­knyt­nings­for­styr­ret nærmest blev over­skrif­ten på histo­ri­erne om dem. Desuden udgjorde til­knyt­nings­for­styr­rel­ser og tidlig skade et gen­nem­gå­ende tema om de anbragte børn og unge.

Er det helt klart borderline?

Denne første analyse tager fat i en række historier om Sigrid, der er anbragt på et soci­al­pæ­da­go­gisk opholds­sted og er 12 år, første gang jeg møder hende. Jeg vil fremhæve for­skel­lige historier om Sigrid, som så ud til at kredse om samme type adfærd, navnlig humørsvingninger.

I artiklens ind­led­ning gengav jeg et uddrag fra en samtale med med­ar­bej­de­ren KATJA, der fortæller om en episode, hvor Sigrid havde en dårlig attitude og derfor ikke fik is. Det leder til en anden lille historie om, at KATJA efter at have læst Sigrids papirer har mistanke om, “selvom Sigrid ikke er udredt, så er der et eller andet galt, noget bor­der­line eller lignende”. Dagen efter er jeg på besøg igen og har en uformel samtale med med­ar­bej­de­ren MORTEN:

Jeg finder MORTEN i køkkenet, og hjælper ham med at begynde mad­lav­nin­gen, mens vi taler om løst og fast. […] Vi taler også om diagnoser, […] og han fortæller om Sigrid… at hun ringede her i efter­mid­dag fra skolen og sagde at hun havde ondt i maven, så han havde sendt en kollega afsted efter hende. Men da kollegaen nåede frem i bil, havde Sigrid andre planer med nogle veninder og havde sagt til kollegaen: “Du kan bare køre hjem igen”… MORTENs vurdering er, at hun har bor­der­line. Ligesom KATJA i går, forklarer han, at de havde siddet og kigget hendes papirer igennem, og hans indtryk er, at det altså er mere end almin­de­lige teenager-humør­sving­­nin­­ger… Hun er ikke udredt, men det minder om Bor­der­line… Hun kan ikke se sit eget ansvar og hun pro­ji­ce­rer sine følelser hen på andre… hvis hun selv har det skidt, skal hun nok få andre til at have det skidt også… men det over­ra­sker nu heller ikke MORTEN, for Mor har måske også bor­der­line. (Obser­va­tions­no­ter, Runde 2, Dag 4)

En lille historie om, hvad der skete tidligere på dagen, efter­føl­ges af historien om, at de to med­ar­bej­dere har gen­nem­læst papirer om Sigrid og formoder, at hun kunne få en bor­der­li­ne­di­ag­nose. For­tæl­lespo­ret om den formodede diagnose ret­fær­dig­gø­res blandt andet i beskri­vel­serne af Sigrids forældre og bygger således på anta­gel­sen om, at deres afvigende adfærd og mulige diagnoser kan være en væsentlig årsag hertil. Der tegner sig her et for­tæl­lespor, hvor diagnosen kon­sti­tu­e­res som et for­kla­rende element, der skaber en rød tråd fra beskri­vel­serne af Sigrids fortid i papirer skrevet om hende og med­ar­bej­der­nes ople­vel­ser af hende.

Beteg­nel­sen bor­der­line henviser til den psy­ki­a­tri­ske diagnose ”emo­tio­nelt ustabil (bor­der­line) per­son­lig­heds­for­styr­relse” i ICD-10 diag­no­se­sy­ste­met. Ligesom andre diagnoser er bor­der­line mange steder blevet en del af det soci­al­pæ­da­go­gi­ske sprog (se f.eks. Henriksen, 2013, s. 240) og kobles ofte til beskri­vel­ser af split­tende adfærd, mani­pu­la­tion samt individer, man som pro­fes­sio­nel og pårørende skal beskytte sig imod, fordi de skaber splid og kon­flik­ter (Læge­hånd­bo­gen, 2020). Blandt formodede årsager til udvik­lin­gen af bor­der­line nævnes traumer i barn­dom­men som omsorgs­svigt og usikker til­knyt­ning til omsorgs­per­so­nerne (SIND, 2020). Elementer, der minder om det, som MORTEN og KATJA fortalte.

Sigrid har ikke været igennem et psy­ki­a­trisk udred­nings­for­løb, men for­tæl­lespo­ret om en pige med bor­der­line får en frem­træ­dende plads i MORTENs og KATJAs posi­tio­ne­rin­ger af hende, som en pige med “dårlig attitude” og “humørskift”, der “pro­ji­ce­rer sine følelser over på andre”. Det bemær­kel­ses­vær­dige er, hvordan histo­ri­erne om Sigrids adfærd i spe­ci­fikke situ­a­tio­ner, sættes ind i et mere generelt for­tæl­lespor om en pige med bor­der­line med betydning for måden, hvorpå de posi­tio­ne­rer Sigrid og hendes adfærd.

De pro­ble­ma­ti­se­rende historier om Sigrids adfærd, attitude og humør­sving­nin­ger, genkender jeg fra inter­views og obser­va­tio­ner året forinden samt fra andre med­ar­bej­dere. I de historier, jeg hører med­ar­bej­derne dele med hinanden eller fortælle mig, pro­ble­ma­ti­se­res Sigrids adfærd på for­skel­lig vis, og hun posi­tio­ne­res som en pige, der kan skabe kon­flik­ter, være pro­vo­ke­rende, og ikke erkender egne begræns­nin­ger. Dengang bemærker jeg dog på intet tidspunkt, at diagnoser nævnes i histo­ri­erne om Sigrid, selvom hendes adfærd ofte pro­ble­ma­ti­se­res som uhen­sigts­mæs­sig og som et indi­vi­du­a­li­se­ret karaktertræk.

Jeg kan se det i øjnene på hende

Nogle lidt andre historier om Sigrid finder jeg hos med­ar­bej­de­ren HEIDI, som jeg inter­viewer knap tre uger efter sam­ta­lerne med KATJA og MORTEN:

HEIDI: Nå men, Sigrid er jo lige blevet 13 år, og hun er også teenager. […]. Hun vil så gerne være som alle andre. Men har svært ved de der sociale spil­le­reg­ler. Har svært ved at byde ind med noget. Står tit ude i kanten og obser­ve­rer. Men har rigtig svært ved at være i det og får lavet nogle kon­flik­ter, men øver sig. Man kan se, hun øver sig i “okay. Jeg skal måske tale pænere”, ”jeg skal måske lige”. Altså hun kommer med nogle spy­dig­he­der, som ikke er så heldige, så bliver man jo afvist, det er der ikke så mange, der gider. […] Hun er ikke sådan en pige, der siger ”jeg er ked af det, fordi […]”. Man skal selv gå ind i det, hvis man kan se, hun begynder at være urolig, og så lader hun det gå ud over de andre børn. […].

Jamen hun kan komme hjem, og hvis du ikke når at fange hende, for jeg kan se det i øjnene på hende. Så kan hun flyve lige i hovedet på [et andet barn], skubbe til ham og svine ham til verbalt. Så finder hun bare på et eller andet, så har han smidt en sok over på hjørnet eller et eller andet, og så går hun helt bananas, og er ikke særlig rar at være sammen med. Men hvis man så lige kan fange hende og sådan lige gætte rigtigt eller et eller andet, så… Så kan man trække hende ind, og så bliver hun ked af det, og så kan hun lige komme af med det… […].

 Og det værste, man kan, er egentlig at gå ind og skælde hende ud. Selv­føl­ge­lig skal hun ikke gøre de der ting, men hvis man lige tager den anden del med også og lige indfanger hende. For det er sjældent, hun gør det, uden der ligger noget bag. Men nogle gange vælger hun, hvis der er med­ar­bej­dere her, som hun absolut ikke gider at have noget med den dag, så kan man nøjes med at adfærds­re­gu­lere hende, for så får man ikke noget ud af det. Det ønsker hun ikke. Hun hader, at vi alle sammen kender hendes historie. Og det kan man jo egentlig godt følge.

HEIDI præ­sen­te­rer bl.a. Sigrid som en pige, der oplever at blive afvist af sine jæv­nal­drende og som er fru­stre­ret over at bo på et opholds­sted. Hun beskriver hende også som en pige med et lunefuldt humør, der kæmper med følel­serne og kan udvise pro­ble­ma­tisk adfærd. Men histo­ri­erne følger ikke eksplicit et for­tæl­lespor om en psy­ki­a­trisk diagnose. Selvom HEIDIs historier kunne passe ind i en almen for­stå­else af bor­der­line, peger humør­sving­nin­gerne i HEIDIs historier primært på 1) for­tæl­lespo­ret om en teenager, 2) for­tæl­lespo­ret om en pige, der kæmper og reagerer på nogle svære situ­a­tio­ner. Sigrid posi­tio­ne­res her som en, der skal støttes i at håndtere sine følelser mere hen­sigts­mæs­sigt, hvilket også udgør en pro­ble­ma­ti­se­ring af hendes adfærd. Med emergent listening som en opmærk­som­hed på det, der kan forstyrre de domi­ne­rende for­tæl­lespor om Sigrid, iden­ti­fi­ce­rer jeg dog også en pro­ble­ma­ti­se­ring af de rammer, som Sigrid skal navigere i. I kontrast til et indi­vi­du­a­li­se­rende og syge­lig­gø­rende for­tæl­lespor om en bor­der­li­ner, kan HEIDIs posi­tio­ne­rin­ger af Sigrid således også læses som for­tæl­lespo­ret om en pige, der (re)agerer i spe­ci­fikke situ­a­tio­ner og afhængigt af rela­tio­nen til for­skel­lige mennesker.

En glad pige, der får ødelagt sit humør

Histo­ri­erne om en pige, hvis humør afhænger af konkrete situ­a­tio­ner, minder om de måder, hvorpå Sigrid posi­tio­ne­rer sig selv. Under det første interview med hende (året inden jeg hører om en formodet bor­der­li­ne­di­ag­nose) præ­sen­te­rer Sigrid sig selv således:

Sigrid: Jeg er en meget glad pige, der gerne vil være venner med alle og have det hyggeligt med alle. Men nogle gange kan jeg også bare være skidesur. Ja. Sådan da.

Sigrid fortæller, at det mest er hjemme på insti­tu­tio­nen, at hun bliver sur. Jeg spørger kort efter, hvornår hun er gladest:

Sigrid: Jeg er sådan tit, ofte glad, faktisk. Undtagen når der er noget, der sådan generer mig agtigt, så bliver jeg lidt sur og lidt ked af det.

Manon: Ja. Hvad kan det være for eksempel?

Sigrid: Hvis der er noget, jeg ikke må herhjemme, som rigtig mange må, eller hvis de siger noget forkert.

Sigrid fortæller, at andre børn generelt bare har lidt mere frihed, mens de på insti­tu­tio­nen altid skal følge bestemte regler, hvilket er meget irri­te­rende. Det kan eksem­pel­vis være reglen om, at madpakker skal smøres om aftenen. Derudover nævner Sigrid, at hendes humør afhænger af hvilke med­ar­bej­dere, der er på arbejde. Hun føler, at de ødelægger hendes liv, når hun bliver nødt til at acceptere de med­ar­bej­dere, hun ikke kan lide, og følge deres regler. Der er også nogle hun godt kan lide, men to af dem har nu skiftet arbejde, hvilket hun blev ked af, fordi hun havde knyttet et tæt bånd til dem. Alt i alt præ­sen­te­rer Sigrid her selv et for­tæl­lespor om en glad pige, hvis humør og tem­pe­ra­ment afhænger af de livsvil­kår og situ­a­tio­ner, som hun oplever i sit hver­dags­liv. Senere under samme interview beskriver Sigrid også sig selv som værende god til at diskutere. Da jeg møder Sigrid igen et år senere, giver hun ligeledes udtryk for en kritik af de rammer og vilkår, som hun oplever på insti­tu­tio­nen. Både under inter­views og i mine obser­va­tio­ner af sam­spil­let med andre, posi­tio­ne­rer hun sig som en pige, som giver udtryk for sine følelser og reagerer på fru­stre­rende situ­a­tio­ner, samt ytrer en kritik af rammerne. Følger vi dette for­tæl­lespor, fremstår Sigrids hånd­te­ring af følelser samt de dis­kus­sio­ner, hun indgår i, ikke som afvigende, men som for­stå­e­lige følel­ses­mæs­sige reak­tio­ner. Her er Sigrids humør­sving­nin­ger og skarpe bemærk­nin­ger ikke et tegn på afvigende og pro­ble­ma­tisk følel­ses­mæs­sig adfærd.

På baggrund af oven­stå­ende uddrag har jeg fre­m­a­na­ly­se­ret fire for­tæl­lespor, hvori­gen­nem Sigrid posi­tio­ne­res og bliver til på for­skel­lige måder. Som “Formodet Bor­der­li­ner” med afvigende følel­ses­re­gu­le­ring; som “Teenager med pro­vo­ke­rende attitude”; som “En pige, der kæmper trods svære følelser og vilkår”; som “En, der tør ytre kritik”. De for­skel­lige posi­tio­ne­rin­ger af Sigrid obser­ve­rer jeg også under per­so­na­le­mø­der, hvor med­ar­bej­derne deler historier med hinanden og her­i­gen­nem drøfter og dis­ku­te­rer, hvordan de kan forstå og arbejde med børnene. I forhold til episoder omhand­lende Sigrid og et andet barn bliver det nævnt, at med­ar­bej­derne skal være opmærk­somme på, at de har “anten­nerne ude”, “laver splitting” og “samler brud­styk­ker sammen til historier”. Samtidig tales der om, at Sigrid kan have meget attitude og “knipse med fingrene”, hvilket nogle med­ar­bej­dere synes er sjovt, mens andre bliver voldsomt pro­vo­ke­rede af det.

De små historier om ikke at få is til sin fød­sels­dags­fejring på grund af dårlig attitude, og om at afvise den med­ar­bej­der, der var kørt ud for at hente Sigrid, da hun klagede over maveonde, blev knyttet til et for­tæl­lespor om en mulig bor­der­li­ne­di­ag­nose. Sat på spidsen posi­tio­ne­rer med­ar­bej­derne sig her som nogle, der ikke skal lade sig rive med, og som skal sige fra over for Sigrids humør­sving­nin­ger og pro­vo­ka­tio­ner. For­tæl­lespo­ret om en pige, hvis uhen­sigts­mæs­sige adfærd skyldes svære følelser og fru­stra­tio­ner over konkrete situ­a­tio­ner, giver derimod anledning til at møde Sigrid med en anden form for omsorg og for­stå­else. Her rettes blikket også på rammerne omkring Sigrid, hvilket giver et andet handlerum i forhold til at hjælpe hende og mindske årsagerne til de følelser og den adfærd, der ellers pro­ble­ma­ti­se­res. For­tæl­lespo­ret om legitim ytring af kritik retter i endnu højere grad fokus på rammerne omkring Sigrids liv: på med­ar­bej­der­nes ageren og orga­ni­se­ring, samt på hvad det indebærer at bo på et opholds­sted og være anbragt. De for­skel­lige posi­tio­ne­rin­ger kalder således på for­skel­lige for­stå­el­ser af, hvad udfor­drin­gerne er, hvor de ligger, og om der over­ho­ve­det er tale om et problem. De kalder hermed også på ret for­skel­lige handlerum for både Sigrid og pæda­go­gerne omkring hende.

Med listening-as-usual kunne jeg læse mange af de små historier om Sigrid ind i et for­tæl­lespor om afvigende følel­ses­mæs­sig adfærd og mulig bor­der­line. Med emergent listening forfulgte jeg andre posi­tio­ne­rin­ger af Sigrid og iden­ti­fi­ce­rer andre mulige for­tæl­lespor. Der er tale om en løbende vek­sel­virk­ning mellem at åbne for andre for­stå­el­ser og lukke ned ved at kate­go­ri­sere på ny.

Som at læse i en bog om til­knyt­nings­for­styr­rede børn

At kunne håndtere egne følelser og besidde empati er et andet gen­nem­gå­ende tema. Omsorgs­svigt og mere eller mindre “skadede børn” træder frem som et udbredt for­tæl­lespor om anbragte børn og unge. Dette trækker tråde til til­knyt­nings­te­o­rien med begreber om til­knyt­nings­møn­stre og til den psy­ki­a­tri­ske diagnose “til­knyt­nings­for­styr­relse”, som af mange i praksis også omtales som tidlig skade. Beteg­nel­ser, der inden for den psy­ko­lo­gi­ske til­knyt­nings­te­ori og dens vide­re­ud­vik­ling inden for hjer­ne­forsk­ning knyttes til manglende affek­t­re­gu­le­ring, rela­tions­dan­nelse, men­ta­li­se­ring og empati (Hart & Schwartz, 2008; Lagoni m.fl., 2014, s. 81 – 86). Inden for forsk­nings­lit­te­ra­tu­ren varierer det, hvorvidt til­knyt­nings­møn­stre anskues som statiske (og man kan tale om en skade), eller som noget, der kan påvirkes og udvikles livet igennem (Hart & Schwartz, 2008; Hertz, 2008; Rygaard, 2009). Der er således også forskel på, hvordan posi­tio­nen som tidlig skadet eller til­knyt­nings­for­styr­ret kommer til udtryk i historier om børnenes følel­ses­re­gu­le­ring og empatiske evner. Eksem­pel­vis dis­ku­te­rer nogle med­ar­bej­dere under et per­so­na­le­møde, hvorvidt et barns und­skyld­ning til et andet barn efter en voldsom hændelse var oprigtig og dybfølt. I disse dis­kus­sio­ner indgik spørgs­må­let om, hvorvidt barnet var diag­no­sti­ce­ret med en til­knyt­nings­for­styr­relse eller besad empatiske evner, som to modsætninger.

10-årige Malthe fremstår ofte med gråd og vrede i mine obser­va­tions­no­ter fra det opholds­sted, hvor han bor. Det gælder også i med­ar­bej­der­nes omtale af ham, når de på per­so­na­le­mø­der drøfter, hvordan de skal forstå og møde Malthe. Da jeg inter­viewer pædagogen PIA, er hendes første beskri­velse af Malthe, at “han er en dreng, som har en meget tidlig skade”. Selvom Malthe ifølge PIA også har meget energi, gåpåmod og en “fan­ta­stisk humo­ri­stisk sans”, er for­tæl­lespo­ret om et til­knyt­nings­for­styr­ret barn meget domi­ne­rende. Jeg beder PIA uddybe, hvad hun mener med tidlig skade:

PIA: Det er, at det omsorgs­svigt, han har været udsat for, har været, mens han var spæd. […] – den del af hans følel­ses­liv og hans affek­t­re­gu­le­ring er slet ikke modnet på den måde. […] Det har han aldrig lært, og det er et kendetegn for mange af de her børn, at affek­t­re­gu­le­ring, følel­ses­re­gu­le­ring kan de ikke, fordi spædbørn skal man jo regulere udefra. De kan ikke styre deres følelser, og de skal have en omsorgs­per­son, som styrer det for dem, ikke? […]. Altså, sådan en som Malthe har ikke oplevet det, så når han kommer op i det røde felt, kan han ikke selv komme ned igen. Det skal han have hjælp til […]. Så når Malthe bliver rigtig vred over noget, så er det ikke bare en lille smule vred, så er han rasende. Og hvis han er glad, så er han virkelig glad. Altså, det er meget store humør­sving­nin­ger, han har, ligesom et lille barn, ikke?

I slut­nin­gen af inter­viewet tilføjer PIA: “Hvis du tager en bog om til­knyt­nings­for­styr­rede børn, og hvad der ken­de­teg­ner dem, står Malthe fuld­stæn­dig beskrevet sort på hvidt.” Der tegner sig et for­tæl­lespor, hvor Malthe til­skri­ves en pro­ble­ma­tisk position med en atypisk opvækst, der i dag for­år­sa­ger kra­vaf­vi­sende adfærd og manglende affek­t­re­gu­le­ring. Fortidige svigt beskrives som en aktuel skade.

Med emergent listening oversat til en opmærk­som­hed på det, der for­styr­rer billedet, er der imid­ler­tid steder i inter­viewet, hvor Malthes adfærd og følelser afhænger af, hvordan samværet med familien forløber:

PIA: Men de havde jo haft et rigtig godt samvær, […] og det havde bare været fan­ta­stisk, og så var han glad, og så har han kæmpe overskud, og så kan han være – Han kan faktisk være meget omsorgs­fuld over for de andre børn, når han har det sådan. Når han har det skidt, så er han jaloux, og alle er dumme, og “jeg gider ikke bo på et lor­tebør­ne­hjem”, og alt er noget lort. Men når han har det godt, så er han bare med på det hele og siger, “hvad skal jeg – skal jeg ikke lave salaten?”. “Jamen, det må du godt”, og så laver han det, og så dækker han bord, og så har han et kæmpe overskud.

Manon: Ja. Hvad kan det være, det med at være omsorgs­fuld over for de andre?

PIA: Det at man – for eksempel at han kan hente en voksen, hvis han synes, at de har behov for en voksen. Han kan låne sine ting ud, fordi han synes, at “ej, det er jo synd”, […] og sådan nogle ting. At give dem en krammer, hvis de er kede af det og sådan nogle ting. Det kan han godt, når han har overskud. Alfa og omega er, hvordan hans grund­fø­lelse – altså, jeg kalder det hans grund­fø­lelse, fordi enten er han ked af det indeni, og så er han svær, ellers er han glad indeni, så har han – så er han et fan­ta­stisk, glad livstykke at have i huset. Men han svinger rigtig meget.

I oven­stå­ende bliver de voldsomme følel­ses­ud­tryk ikke direkte asso­ci­e­ret til en diagnose som til­knyt­nings­for­styr­ret. Derimod forklares det svingende humør med konkrete hændelser. Dertil posi­tio­ne­res Malthe som omsorgs­fuld og som et barn, der kan være hjælpsom og opmærksom på andres følelser. Denne posi­tio­ne­ring er ifølge PIA betinget af Malthes overskud og kunne godt læses ind i for­tæl­lespo­ret om et til­knyt­nings­for­styr­ret barn med manglende affek­t­re­gu­le­ring. Men det kan også læses som et andet for­tæl­lespor, hvor Malthes adfærd og følelser afhænger af rammerne og rela­tio­nerne omkring ham – som f.eks. samværet med familien – der i sig selv kan variere meget. Humør­sving­nin­ger bliver her knyttet til udsving i rela­tio­nerne omkring Malthe. Derudover er det bemær­kel­ses­vær­digt, at Malthe posi­tio­ne­res som omsorgs­fuld, når til­knyt­nings­for­styr­rel­ser ofte asso­ci­e­res til manglende empatiske evner og for­stå­else for andres følelser.

Er det, fordi du ikke føler dig tryg?

Med emergent listening kigger jeg efter steder i det empiriske materiale, der peger i andre retninger end de iden­ti­fi­ce­rede temaer og domi­ne­rende for­tæl­lespor om Malthe og til­knyt­nings­for­styr­rel­ser. I mine obser­va­tions­no­ter finder jeg bl.a. følgende situation:

Der er aftensmad, og jeg sidder til bords med PIA, Malthe, den jæv­nal­drende Elias, med­ar­bej­de­ren LARS samt tre andre børn. Her skal det indføjes, at posi­tio­ne­rin­gen som tidligt skadet også præger histo­ri­erne om Elias. I et interview beskriver en med­ar­bej­der Elias som “det mest skadede barn, vi har her på insti­tu­tio­nen” og som et barn, der ikke har “så meget empati og ind­le­velse, desværre”. Til aftens­ma­den foregår samtaler på kryds og tværs. På et tidspunkt fortæller Malthe, at han næste weekend skal hjem til sin faster og derfor ikke kan lave nogen legeaftaler:

Et af de andre børn spørger ham, om han ikke nogen­sinde skal hjem til sin mor. Malthe svarer nej, fordi hans mor bor helt ovre i [en by langt væk] og det har Malthe ikke lyst til. “Hvorfor ikke det?” bliver han spurgt. “Fordi det er for langt væk”. Hans faster bor [også langt væk], fortæller han. “Men nogle gange kommer Mor hertil, ikke?” siger PIA. Det er rigtig nok, giver Malthe udtryk for. Men kun når hans far også er der, “Så er jeg mere tryg” siger Malthe. Frida spørger, “Jamen er det fordi, hun er for langt væk?” Malthe skifter hurtigt emne, da han svarer Frida: “Ja, men i dag scorede jeg to mål til fodbold!”. Der grines lidt over, at Malthe skifter emne på den måde. […] På et tidspunkt spørger Elias: “Er det, fordi du ikke føler dig tryg, når du er så langt væk? Er du bange for, at hun ikke kan passe ordent­ligt på dig, og sørge for dig?” Malthe nikker og krammer sig lidt ind til PIA. Elias spørger Malthe: “Vil du hellere have, at din mor kom her?” Malthe: ”Ja, for så kunne de voksne også passe på mig, og på min mor”. Han krammer sig ind til PIA igen. Frida siger, at hun bor på stedet, fordi hendes mor og far ikke kan passe på hende. Malthe siger, at det samme gælder ham, og at hans mor drak. “Nå, drak hun?” spørger de andre. “Ja, men det var, fordi at hun var bange for at de ville blive taget fra hende – ham og hans bror”. LARS siger, at det er da noget af det dummeste man kan gøre, for så kan man i hvert fald ikke tage sig af sine børn. (Obser­va­tions­no­ter, Runde 1, Dag 4)

Det, jeg obser­ve­rede, men som ikke fremgår eksplicit af oven­stå­ende noter, var en for­nem­melse af, at der i situ­a­tio­ner som denne opstod en særlig stemning. Her fik jeg ind­tryk­ket af, at børnene (og de unge), der ellers agerede mere drillende og riva­li­se­rende, rettede deres opmærk­som­hed mod emnet, lyttede til hinanden og ligesom i oven­stå­ende uddrag stillede nys­ger­rige spørgsmål, der kan tolkes som for­stå­else for de andres situation og følelser. Reak­tio­nen fra LARS står i kontrast hertil, og han indtager i min læsning af situ­a­tio­nen en langt mere for­døm­mende position – med en hårdere stem­me­fø­ring, der også bryder med det toneleje, som samtalen ellers foregår i, idet han posi­tio­ne­rer Malthes mor som en dårlig forælder, der vælger forkerte stra­te­gier. I uddraget posi­tio­ne­rer Elias sig som særligt for­stå­ende, da han spørger Malthe, om han sjældent besøger sin mor, fordi Malthe ikke føler sig tryg og bliver bange for, at moren ikke kan passe på ham. Desuden ser vi, hvordan Malthe, der ofte posi­tio­ne­res af med­ar­bej­derne som et barn, der ikke vil eller kan tale om følelser, her giver udtryk for følelser, der er forbundet med rela­tio­nen til sin mor, og svarer på de andres spørgsmål både verbalt og med sit kro­p­s­sprog i form af nik og kram – til trods for den afledende lille historie om sine fod­bold­præ­sta­tio­ner. Inter­ak­tio­nen mellem Elias og Malthe læser jeg som posi­tio­ne­rin­ger, der for­styr­rer for­tæl­lespo­ret om skadede børn med manglende empatiske evner, og som præ­sen­te­rer andre posi­tio­ne­rings­mu­lig­he­der for de to drenge ken­de­teg­net ved med­fø­lelse, ind­le­vel­ses­evne og udtryk af sårbare følelser.

Magtfulde for­tæl­lespor

Min søgen efter tendenser og gen­nem­gå­ende for­tæl­lespor frem­hæ­vede (mulige) diagnoser og pro­ble­ma­ti­se­rin­ger af de anbragte børn og unges følel­ses­mæs­sige adfærd. Diag­no­serne fremstod ofte som en del af den for­stå­el­ses­ramme, som børnenes adfærd anskues igennem fra de pro­fes­sio­nel­les side. Det var ikke nogen over­ra­skelse at finde disse tendenser i det empiriske materiale. Idealet om det socialt kom­pe­tente individ udgør et magtfuldt og udbredt for­tæl­lespor om sociale kom­pe­ten­cer og følel­ses­hånd­te­ring. Børn såvel som voksne forventes – i endnu højere grad end tidligere – at kunne udtrykke og kon­trol­lere deres følelser på helt bestemte måder (Prieur m.fl., 2016). Humør­sving­nin­ger og manglende empatiske evner fremstår således som pro­ble­ma­ti­ske, når de ikke passer ind i dette ideal. Samtidig gøres det til indi­vi­du­a­li­se­rede problemer, som den enkelte skal øve sig i at blive bedre til at håndtere.

At diagnoser optræder som centralt element i histo­ri­erne om børnene og de unge, vækker ligeledes genklang fra andre studier, der viser, at diagnoser udgør nogle magtfulde for­tæl­lespor og kate­go­rier i det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde (Espersen, 2010; Bryderup, 2011). Endvidere har Svend Brinkmann i dansk sam­men­hæng påpeget den øgede forekomst af diagnoser som en sam­funds­mæs­sig tendens til at syge­lig­gøre vari­a­tio­ner af men­ne­ske­lig adfærd og følelser (Brinkmann, 2010). Som Inge Bryderup påpeger i en antologi om diagnoser i det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde, betyder denne tendens til syge­lig­gø­relse, at “noget, der tidligere blev opfattet som et almin­de­ligt men­ne­ske­ligt problem, en særlig livsstil eller en afvigelse fra en norm, nu bliver betegnet som en sygdom” (Bryderup, 2011, s. 10).

Ana­ly­serne viser, at diagnoser kan udgøre et for­tæl­lespor, som det pæda­go­gi­ske personale kan placere børnene og deres adfærd i. På per­so­na­le­mø­der obser­ve­rede jeg ligeledes, hvordan til­knyt­nings­for­styr­rel­sen indgik som begrun­delse for, at Malthe havde behov for at blive mødt med faste rammer og tydelige regler. For­tæl­lespor om diagnoser kan være med til at forklare adfærd, der opleves som usæd­van­lig og bekymrer. Diag­no­serne kan således skabe en for­stå­el­ses­ramme og give hand­le­an­vis­nin­ger om den rette behand­ling og pædagogik, per­so­na­let kan møde barnet med. Hvordan skal de forstå barnets adfærd? Hvordan hjælper de bedst dette barn?

Det kan imid­ler­tid være pro­ble­ma­tisk, hvis diagnoser udgør den primære for­kla­ring og bliver et domi­ne­rende for­tæl­lespor, særligt når der blot er tale om for­mod­nin­gen om en diagnose. Til trods for diag­no­sers sam­funds­mæs­sige udbre­delse er diag­no­se­ma­nu­a­lerne ICD-10 og DSM‑V meget omdis­ku­te­rede (Brinkmann, 2010, s. 23 – 24). Psy­ki­a­tri­ske diagnoser gives på baggrund af en beskri­velse af symptomer, hvor der ikke er noget klart facit for, hvornår der skelnes mellem normal variation og afvigende adfærd. Som psy­ki­a­te­ren Søren Hertz påpeger, stilles diagnoser som et “øje­bliks­bil­lede”, og han advarer derfor mod det snæversyn, som kan opstå, hvis diagnoser behandles som statiske mærkater på et barns adfærd (Hertz, 2017).

De alter­na­tive for­tæl­lespor, der kunne skrives frem i ana­ly­serne, har nogle fæl­les­træk. De peger væk fra en indi­vi­du­a­li­se­rende posi­tio­ne­ring af børnene, hvor en diagnose eller tidligere svigt bliver centrale dele af for­kla­rin­gen på den adfærd, de nu udviser. Hvor der er fokus på, at de skal blive bedre til at håndtere følelser med hjælp fra pro­fes­sio­nelle og pårørende omkring dem. I stedet peger de i retning af et mere kon­tekstaf­hæn­gigt blik, hvor deres ageren læses for­skel­ligt ud fra konkrete situ­a­tio­ner og rela­tio­ner, og hvor der kan være fokus på, at der er rammer og vilkår omkring børnene, som bør forandres.

At insistere på en nys­ger­rig­hed efter andre historier

Jeg fremhæver den sam­funds­mæs­sige udbre­delse af diagnoser og idealet om indi­vi­ders følel­ses­re­gu­le­ring, fordi det har betydning for de mulige for­tæl­lespor, der kan tales frem. Ifølge Gubrium og Holstein vurderes historier på deres tro­vær­dig­hed. Denne tro­vær­dig­hed afhænger netop af hvilke større for­tæl­lin­ger og videns­for­mer, der er domi­ne­rende i en given kontekst – det kan være på den enkelte insti­tu­tion og på sam­funds­ni­veau. Tro­vær­dig­he­den afhænger også, af hvordan for­tæl­leren posi­tio­ne­res (Gubrium & Holstein, 2009, s. 199ff). Her vil et 12-årigt anbragt barn som udgangs­punkt fremstå mindre troværdig end en pædagog, der er voksen og kan referere til teoretisk viden og sin faglighed. Med andre ord handler for­hand­lin­gen af posi­tio­ne­rings­mu­lig­he­der om defi­ni­tions­magt – magten til at definere, hvilke for­tæl­lespor og posi­tio­ner, der gælder (Davies, 2000, s. 106). Derfor kan de historier, der trækker på et diag­no­se­for­tæl­lespor, nemt trumfe andre mulige posi­tio­ne­rin­ger af barnet eller den unge, som f.eks. omsorgs­fulde børn eller Sigrids posi­tio­ne­ring som en person, der ytrer en legitim kritik af rammer og forhold som anbragt på et opholdssted.

Med brug af Davies’ ter­mi­no­logi bliver diag­no­serne de gen­ken­de­lige kate­go­rier, som barnets eller den unges adfærd kan læses ind i: listening-as-usual(Davies, 2014). Men herved opnår vi en bekræf­telse af de domi­ne­rende pro­blem­for­stå­el­ser og risikerer at overse de mange historier, hvor barnets adfærd sættes i andet lys. Emergent listening handler om at udfolde og give plads til de historier, der viser andre mulige for­stå­el­ser af børnene og de unge. Emergent listening handler i min optik således om at turde sætte vur­de­rin­ger af tro­vær­dig­hed i parentes og gøre op med en søgen efter én eventuel ”sandhed”. Der er tale om komplekse liv og komplekse situ­a­tio­ner, og de anbragte børn og unge kan – ligesom alle andre – være mange for­skel­lige ting, afhængig af kon­tek­sten og øjnene, der ser.

Det er ikke nød­ven­dig­vis nogen nem øvelse at veksle mellem listening-as-usual og emergent listening. Det handler ikke blot om at fremhæve børnenes og de unges historier over for de pro­fes­sio­nel­les. Som ana­ly­serne viser, kan både de pro­ble­ma­ti­se­rende og alter­na­tive for­tæl­lespor præ­sen­te­res af samme person. Det handler heller ikke om at erstatte ét for­tæl­lespor med et nyt. Emergent listening handler om at insistere på en nys­ger­rig­hed efter andre historier. At turde forfølge flere og nye for­tæl­lespor. Ved at insistere på fler­ty­dig­he­den og mang­fol­dig­he­den af historier, kan der skabes rum for reflek­sion og åbnes for et større reper­toire af for­stå­el­ser og hand­le­mu­lig­he­der, som børn, unge, pro­fes­sio­nelle og pårørende kan agere ud fra.

Refe­ren­cer

Bamberg, Michael og Alexandra Geor­gakopoulou (2008) “Small stories as a new per­spective in narrative and identity analysis”, Text and Talk, 3, s. 377 – 396.

Becker, Howard S. (2005) Outsidere. København: Hans Reitzel.

Bør­ne­rå­dets eks­pert­gruppe (2012) ”De prøver at gøre det så normalt som muligt” – et indblik i 113 anbragte børns liv. København: Børnerådet.

Brinkmann, Svend (2010) “Pato­lo­gi­se­ring­s­te­sen: Diagnoser og pato­lo­gier før og nu”, i Svend Brinkmann (red.) Det diag­no­sti­ce­rede liv. Sygdom uden grænser. Aarhus: Klim, s. 15 – 31.

Bryderup, Inge M. (2011) “Diagnoser i spe­ci­al­pæ­da­go­gik og soci­al­pæ­da­go­gik – en intro­duk­tion”, i Inge M. Bryderup (red.) Diagnoser i spe­ci­al­pæ­da­go­gik og soci­al­pæ­da­go­gik. København: Hans Reitzel, s. 7 – 15.

Davies, Bronwyn (2000) A Body of Writing, 1990 – 1999. Walnut Creek: AltaMira Press.

Davies, Bronwyn (2014) Listening to Children. Being and Becoming. New York: Routledge.

Davies, Bronwyn og Rom Harré (1990) “Posi­tio­ning: The discur­sive pro­duction of selves”, Journal for the Theory of Soci­al­be­haviour, 20(1), s. 43 – 63.

Egmont Fonden (2017) Vi kan godt! Styrk anbragte børns læring og livs­du­e­lig­hed. Egmont Rapporten 2017. København: Egmont Fonden.

Espersen, Laila Dreyer (2010) Bekym­rende iden­ti­te­ter. Anbragte børns hver­dags­liv på behand­lings­hjem. Ph.d.-afhandling, Socio­lo­gisk Institut, Køben­havns Universitet.

Gubrium, Jaber F. og James A. Holstein (2009) Analyzing Narrative Reality. Thousand Oaks: SAGE Publications.

Hart, Susan og Rikke Schwartz (2008) Fra inter­ak­tion til relation: til­knyt­ning hos Winnicott, Bowlby, Stern, Schore & Fonagy. København: Hans Reitzel.

Henriksen, Ann-Karina (2013) Dra­ma­ti­ske liv : en antro­po­lo­gisk under­sø­gelse af pige­per­spek­ti­ver på vold og kon­flik­ter. Ph.d.-afhandling, Institut for Samfund og Glo­ba­li­se­ring, Roskilde Universitet.

Hertz, Søren (2008) Børne- og ung­doms­psy­ki­a­tri : nye per­spek­ti­ver og uanede mulig­he­der. København: Akademisk Forlag.

Hertz, Søren (2017) Børn og unge, psykiatri og samfund. København: Akademisk Forlag.

James, Allison, Chris Jenks og Alan Prout (1999) Den teo­re­ti­ske barndom. København: Gyldendal.

Jansen, Anne (2010) “Victim or trouble­ma­ker? Young people in resi­den­tial care”, Journal of Youth Studies, 13(4), s. 423 – 437.

Kaiser, Karen (2012) “‘Pro­tecting Con­fi­den­ti­a­lity”, i Jaber F. Gubrium, James A. Holstein, Amir B. Marvasti og Karyn D. McKinney (red.) The SAGE Handbook of Interview Research: The Com­ple­xity of the Craft. Thousand Oaks: SAGE Publi­ca­tions, s. 457 – 464.

Læge­hånd­bo­gen (2020) Per­son­lig­heds­for­styr­rel­ser. Loka­li­se­ret den 13. august 2020 på https://​www​.sundhed​.dk/​s​u​n​d​h​e​d​s​f​a​g​l​i​g​/​l​a​e​g​e​h​a​a​n​d​b​o​g​e​n​/​p​s​y​k​i​a​t​r​i​/​t​i​l​s​t​a​n​d​e​ – ​o​g​ – ​s​y​g​d​o​m​m​e​/​o​e​v​r​i​g​e​ – ​s​y​g​d​o​m​m​e​/​p​e​r​s​o​n​l​i​g​h​e​d​s​f​o​r​s​t​y​r​r​e​l​s​er/.

Lagoni, Kristine, Manon Lavaud, Signe Fjordside og Hanne Warming (2014) Lit­te­ra­tur­re­view om udsatte børn og unge. Loka­li­se­ret den 13. august 2020 på http://​saerlig​.ruc​.dk/​w​p​ – ​c​o​n​t​e​n​t​/​L​i​t​t​e​r​a​t​u​r​r​e​v​i​e​w​.​pdf.

Lausten, Mette og Trine Jørgensen (2017) Anbragte børn og unges trivsel 2016. 17:01. København: SFI – Det Nationale Forsk­nings­cen­ter for Velfærd.

Lausten, Mette, Dines Andersen, Peter Rohde Skov og Alva Albæk Nielsen (2013) Anbragte 15-åriges hver­dags­liv og udfor­drin­ger. Rapport fra tredje data­ind­sam­ling af for­løbs­un­der­sø­gel­sen af anbragte børn født i 1995. 13:07. København: SFI – Det Nationale Forsk­nings­cen­ter for Velfærd.

Lavaud, Manon Alice (2018) Et mylder af historier. Kon­struk­tio­ner og for­hand­lin­ger af nor­ma­li­tet og afvigelse i for­tæl­lin­ger om børn og unge i udsatte posi­tio­ner. Ph.d.-afhandling, Institut for Sam­funds­vi­den­skab og Erhverv, Roskilde Universitet.

Nielsen, Henrik Egelund (red.) (2015) TABUKA. Tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbrin­gel­sen af børn og unge. 1. e‑bogsudgave. Fre­de­riks­berg: Frydenlund.

Prieur, Annick, Sune Qvotrup Jensen, Julie Laursen og Oline Pedersen (2016) “‘Social Skills’: Following a Tra­vel­ling Concept from American Academic Discourse to Con­tem­porary Danish Welfare Insti­tu­tions”, Minerva, 54(4), s. 423 – 443.

Rygaard, Niels Peter (2009) Børn og unge med til­knyt­nings­pro­ble­mer og til­knyt­nings­for­styr­relse : en håndbog i udvikling af det daglige arbejde. 4. udgave. Svendborg: Forfatterforlaget.

SIND (2020) Bor­der­line. Loka­li­se­ret den 13. august 2020 på https://​sind​.dk/​f​a​a​ – ​h​j​a​e​l​p​/​f​a​k​t​a​ – ​o​m​ – ​s​i​n​d​s​l​i​d​e​l​s​e​r​ – ​o​g​ – ​p​s​y​k​i​s​k​e​ – ​d​i​a​g​n​o​s​e​r​/​b​o​r​d​e​r​l​ine

Warming, Hanne (2005) “Har andre plejebørn det som mig?” Fre­de­riks­berg: Frydenlund.

Warming, Hanne, Signe Fjordside og Manon Alice Lavaud (2017) Det dobbelte blik. Se styrkerne i det særlige hos børn og unge i udsatte posi­tio­ner. København: Akademisk Forlag.


[1] For at skelne mellem med­ar­bej­dere og børn, bruges versaler til med­ar­bej­de­res navne.

[2] Det femårige projekt var finan­si­e­ret af Det Obelske Fami­lie­fond og Roskilde Uni­ver­si­tet, og var forankret på Roskilde Uni­ver­si­tet (http://​saerlig​.ruc​.dk/).

[3] Ana­ly­serne her er en forkortet og redigeret version af analyser i ph.d.-afhandlingen (Lavaud, 2018: 145 – 176).

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte