Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Tillid i for­æl­dre­sam­ar­bej­det i kon­trol­lens skygge

I kom­mu­nerne synes der at være en udbredt for­stå­else af, at sam­ar­bej­det mellem pro­fes­sio­nelle og forældre skal være baseret på tillid, gensidig respekt og åbenhed. Pædagoger lægger stor vægt på konsensus og på at skabe uformelle, magt­neut­rale og ven­ska­be­lige rela­tio­ner til for­æl­drene (Høyrup, 2018). Para­doksalt nok er pædagoger samtidig de senere år blevet pålagt flere regler for, hvordan de skal sam­ar­bejde med for­æl­drene og om hvad. Udgangs­punk­tet for sam­ar­bej­det mellem for­æl­drene og pæda­go­gisk personale kan dermed i højere grad risikere at skulle bygges på mistillid frem for tillid. På baggrund af analyser af empiriske eksempler fra et sam­ar­bejde mellem pæda­go­gisk personale og en mor til et barn, der er bekymring for, viser jeg hvordan netop tillid mellem parterne bliver afgørende for, at de hver især kan varetage omsorgsopgaver.

Intro­duk­tion

I Danmark går langt stør­ste­delen af børn mellem 1 og 6 år i dag­in­sti­tu­tion (Juhl 2018).  At omsorgs­op­ga­ver for børn deles mellem forældre og dag­in­sti­tu­tions­per­so­nale er derfor en præmis i den måde, vi har orga­ni­se­ret børn og forældres liv på – ikke bare i Danmark men i de nordiske lande generelt (Haavind 2011). Børn lever deres hver­dags­liv i både dagtilbud og familien, og disse sam­men­hænge udgør for børn for­skel­lige dele af ét sam­men­hæn­gende liv, mens de voksne oftest kun møder barnet i én af disse kon­tek­ster (Kousholt 2011). Omsorg for børn er dermed sam­funds­mæs­sigt orga­ni­se­ret som en delt opgave mellem flere parter i et ’shared care’ arran­ge­ment, hvor forældre og pædagoger hver især udgør det, Agnes Andenæs kalder for ’led i en omsorgskæde’, (Andenæs, 2011). I denne kæde udgør hver af de voksnes omsorgs­bi­drag ét bidrag i den samlede omsorgskæde. Hvert omsorgs­bi­drag skal spille sammen med andre parters. Det betyder, at forældre og pro­fes­sio­nelle er gensidigt afhængige af den anden parts viden for at kunne varetage omsorgen for barnet i den særlige kontekst, hvori de selv er sammen med barnet. Det gør for­æl­dre­sam­ar­bejde til et vigtigt aspekt af dag­til­buds­per­so­na­lets arbejde, samtidig med at pædagoger også beskriver sam­ar­bej­det med forældre som en vanskelig del af deres arbejde (Krøjer, 2018; Røn Larsen, 2005), og som noget der kræver en stor og løbende indsats (Høyrup, 2018).

En pointe i artiklen er det paradoks, at skønt tillid både af pæda­go­gisk personale og i forsk­nin­gen (Chimirri, 2019; Krøjer, 2018) fremhæves som afgørende vigtigt for sam­ar­bej­det mellem forældre og pro­fes­sio­nelle i dagtilbud (herunder dagpleje), så er mistillid og kon­trol­e­le­men­ter i lov­giv­ning på bør­ne­om­rå­det skærpet de senere år. I artiklen viser jeg eksempler på sådanne kon­trol­e­le­men­ter i love, der har betydning for dag­til­bud­s­om­rå­det, og jeg dis­ku­te­rer, hvordan netop kontrol risikerer at bidrage til, at sam­ar­bejde mellem pro­fes­sio­nelle og forældre etableres på et grundlag af mistillid frem for på et grundlag af tillid. En hoved­po­inte i artiklen er dermed, at betin­gel­ser for at etablere et reelt sam­ar­bejde om børns omsorg og trivsel van­ske­lig­gø­res for både forældre og pro­fes­sio­nelle, når pro­fes­sio­nelle får til opgave at kon­trol­lere forældre. Men det er ikke kun forældre, der oplever kontrol og mistillid. I foråret 2019 viste først TV2 og siden DR Doku­men­tar udsen­del­ser (”Hvem passer vores børn” hen­holds­vis ”Dag­in­sti­tu­tio­ner bag facaden”), som satte forældres tillid til pæda­go­gisk personale under pres.  Den ene doku­men­tar viser situ­a­tio­ner, hvor børn af for­skel­lige grunde ikke får til­stræk­ke­lig omsorg. Doku­men­tar­pro­gram­merne rejste en debat om, hvorvidt forældre kan have tillid til dag­in­sti­tu­tions­sy­ste­met. Kan for­æl­drene stole på, at de voksne, som børnene er overladt til i dagtilbud, varetager omsorgen for børnene på betryg­gende vis? Krydspres­set mellem tillid og mistillid og kontrol skabes således flere steder fra og på mange niveauer, som alle har betydning for sam­ar­bej­det mellem forældre og pæda­go­gisk personale.

 I artiklen viser jeg, hvordan tillid er et gen­nem­gå­ende ideal for for­æl­dre­sam­ar­bej­det i dagtilbud. Det gør jeg for at skabe en baggrund for at forstå, hvorfor kontrol poten­ti­elt udgør en risiko for at etablere et til­lids­fuldt sam­ar­bejde. Jeg inddrager dernæst teo­re­ti­ke­ren Joan Trontos arbejde (2015) for at argu­men­tere for, at omsorg og tillid hænger uløseligt sammen, fordi der ifølge Tronto må være tillid mellem mennesker for at omsorgs­bi­drag fra én part over­ho­ve­det kan modtages af en anden part. Senere i artiklen inddrager jeg empiriske eksempler, som illu­stre­rer, hvordan tillid og omsorg er på spil på for­skel­lige måder i sam­ar­bej­det mellem forældre og professionelle. 

Data­grund­lag

Empirien, der ligger til grund for analysen, stammer fra tre for­skel­lige forsk­nings­pro­jek­ter. Det ene er mit ph.d.-projekt 2010 – 2014 (Juhl 2014), hvor jeg under­søgte, hvordan social udsathed kan forstås som situeret i børn og forældres hver­dags­liv. I en periode på 1 år fulgte jeg, gennem del­ta­gende obser­va­tio­ner, fem børn (0 – 4 år) fra familier, der var målgruppe for for­skel­lige typer af fore­byg­gende tidlige indsatser. Det var risi­ko­fak­to­rer som for eksempel for­æl­dre­nes tidligere mis­brugs­pro­ble­mer, manglende fami­li­e­net­værk eller unge alder, der betød, at sund­heds­ple­jer­sker eller andre pro­fes­sio­nelle var bekymret for, om for­æl­drene kunne varetage omsorgs­op­ga­ven for børnene. Jeg fulgte børnene både hjemme, i aflast­nings­fa­mi­lier og i dagtilbud (vuggestue, dagpleje og børnehave). Derudover inter­viewede jeg børnenes forældre og de pro­fes­sio­nelle, der var invol­ve­ret i fami­li­er­nes liv. To af disse inter­views inddrages i denne artikel.

Jeg inddrager desuden data fra to for­skel­lige forsk­nings­pro­jek­ter gen­nem­ført i regi af Center for Dag­in­sti­tu­tions­forsk­ning på Roskilde Uni­ver­si­tet 2018 – 2020. I det ene projekt, har jeg, i sam­ar­bejde med tre kolleger, afholdt en række forsk­nings­værk­ste­der med 12 pædagoger fra fire for­skel­lige vug­ge­stuer og bør­ne­ha­ver. Her har vi undersøgt, hvordan pædagoger opfatter omsorg som en del af det pæda­go­gi­ske arbejde – herunder hvordan omsorg er forbundet til til­lids­ar­bejde. Empirien består af trans­skrip­tio­ner af indlæg og hver­dags­ek­semp­ler fremlagt af pæda­go­gerne samt efter­føl­gende dis­kus­sio­ner. I det andet projekt har jeg sammen med to kolleger undersøgt forældre og pæda­go­gers per­spek­ti­ver på sam­ar­bej­det om børns hjem­me­læ­rings­miljø – herunder hvad forældre hen­holds­vis pæda­go­gisk personale lægger vægt på i sam­ar­bej­det (Wester­ling & Juhl 2020). Fra dette projekt inddrager jeg empiri fra to inter­views med forældre til børn, der er bekymring for. 

Tillid som samfundsværdi

Tillid defineres i ordbogen (ordnet​.dk) som ”… en stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget ”. Ifølge Tinggaard Svendsen (2020) som er til­lids­for­sker, er danskeres rela­tio­ner til hinanden generelt præget af en høj grad af gensidig tillid. Tillid kan dermed siges at være en værdi i samfundet, som er vigtig for opret­hol­delse af vores demo­kra­ti­ske livsform (ibid.). En søgning på hjem­mesi­derne til de dag­in­sti­tu­tio­ner, jeg har sam­ar­bej­det med i for­bin­delse med mine forsk­nings­pro­jek­ter, viser da også, at tillid er et gen­nem­gå­ende nøgleord i beskri­vel­serne af og mål­sæt­nin­gerne for sam­ar­bej­det med forældre. På en sjæl­landsk dag­in­sti­tu­tions hjem­meside står der eksem­pel­vis, at der lægges: ”…. vægt på et åbent og positivt for­æl­dre­sam­ar­bejde med for­stå­else for og tillid til hinanden”. I en anden dag­in­sti­tu­tion, at:  ”… en vigtig del i et barns liv i en insti­tu­tion er sam­ar­bej­det mellem forældre og personale. Basale følelser som tillid, tryghed og tiltro til per­so­na­let skal være til stede hos for­æl­drene…”.  Også i forsk­nin­gen er tillid blevet udpeget som afgørende for rela­tio­nen mellem forældre og pædagoger (fx Winther-Lindquist, in press; Høyrup, 2018; Krøjer, 2018). Høyrup (2018) peger ligefrem på, at rela­tio­nen mellem pro­fes­sio­nelle på dag­til­bud­s­om­rå­det og forældre er præget af et til­lidsim­pe­ra­tiv (s. 170), som kræver et gensidigt til­lids­ar­bejde fra både forældre og pro­fes­sio­nel­les side. Til­lids­ar­bej­det handler om, at begge parter gør en indsats for, at den anden part har tillid til dem. Tilliden handler om at have tiltro til, at den anden part drager en god nok omsorg for barnet. Høyrup viser, at pædagoger lægger stor vægt på konsensus og på at skabe uformelle, magt­neut­rale og ven­ska­be­lige rela­tio­ner til for­æl­drene, så ’den gode stemning bevares’ (p. 37). Samtidig argu­men­te­rer Høyrup (2018) for, at de kommunale og statslige krav til pæda­go­ger­nes arbejde er præget af en såkaldt nyfor­ma­li­se­ring (s. 64), hvor der er pro­ce­du­rer og regler for, hvordan pæda­go­gerne skal forholde sig til for­skel­lige aspekter af deres arbejde – herunder hvordan de skal sam­ar­bejde med for­æl­drene og om hvad. Et eksempel på dette er, at der i nogle kommuner arbejdes med for­ma­li­se­rede pro­gram­mer for at støtte op om børns hjem­me­læ­rings­miljø, hvor pædagoger skal sam­ar­bejde med forældre om børns (tidlige) læring i vug­ge­stuen (se Juhl & Wester­ling 2020).  På den måde kan man argu­men­tere for, at både pædagoger og forældre befinder sig i krydspres med mod­sa­t­ret­tede for­vent­nin­ger til det sam­ar­bejde, som de skal have til at fungere. På den ene side er der stærke diskurser om, at sam­ar­bej­det skal bygge på tillid, og være præget af konsensus og lige­vær­dig­hed (Chimirri 2019). På den anden side er der kommet flere regler for, hvordan sam­ar­bej­det skal foregå, hvad det skal omhandle, og hvordan pæda­go­gerne skal kon­trol­lere for­æl­drene i forhold til, om de udfører (deres del af) omsorgs­op­ga­ven godt nok.  I det hele taget er tillid et nøgleord på offent­lige arbejds­plad­ser – ikke bare ’udadtil’ i rela­tio­nen til borgerne, men er også en værdi, der stræbes efter indadtil – fx gennem ’til­lids­ba­se­ret ledelse’ (Bentzen, 2015). Side­lø­bende hermed kon­trol­le­res resul­ta­tet af pæda­go­gers arbejde i stigende grad – senest er kvalitet i bør­ne­ha­ver blevet vurderet i en under­sø­gelse foretaget af Danmarks Eva­lu­e­rings­in­sti­tut, EVA (2020). Jeg vender tilbage til kon­trol­e­le­men­terne senere i artiklen. Først argu­men­te­rer jeg for, hvorfor tillid er afgørende ved at vise, hvordan tillid i en relation mellem mennesker hænger sammen med det at kunne hen­holds­vis yde og modtage omsorg. 

Tillid som for­ud­sæt­ning for at kunne yde og modtage omsorg

Joan Tronto (2015) argu­men­te­rer ikke bare for, at tillid og omsorg hænger sammen, men også for, at omsorg og demokrati hænger sammen. Tronto skriver, at ”… democracy is the allo­ca­tion of caring respon­si­bi­li­ties and assuring that everyone can par­ti­ci­pate in those allo­ca­tions of care as com­ple­tely as possible” (s. 15). Det betyder, at ansvar for omsorg er en fælles opgave, og at demokrati handler om, at omsorgs­op­ga­ver fordeles, så alle parter kan yde deres omsorgs­bi­drag. Selvom Tronto henviser til en fordeling af omsorgs­op­ga­ven i et femi­ni­stisk ærinde, hvor hun peger på, at demo­kra­tiet sikres ved, at omsorgs­op­ga­ver ikke isoleres i familien (og særligt placeres hos kvinderne), men at det er en sam­funds­mæs­sig opgave, så er hendes per­spek­ti­ver også yderst relevante i forhold til en dansk kontekst, hvor omsorg netop er en delt opgave mellem familie og kommunale dagtilbud. Omsorg er en fælles opgave for hele samfundet og ikke kun familiens ansvar. Tronto argu­men­te­rer for, at et demo­kra­tisk samfund afhænger af det, hun kalder ’caring-with’ (s. 16) som et fælles ideal for borgerne. ’Caring-with’ indebærer, at man kan stole på en omsorgs­cy­klus, hvor alle parter tager del i omsorgs­op­ga­ver. Denne omsorgs­cy­klus skaber ifølge Tronto tillid og soli­da­ri­tet i et samfund (ibid.). Chimirri går videre endnu og argu­men­te­rer for, at omsorg et er nøgleord, ikke bare for en nær inter­per­so­nel relation, men også i et bredere per­spek­tiv som ’omsorg for verden’ (Chimirri 2019). I artiklen anvender jeg Trontos for­bin­delse mellem omsorg og tillid til dels at vise, hvordan tillid afhænger af, at man kan stole på at andre (også) handler omsorgs­fuldt og dermed yder sin del til en omsorgs­cy­klus. Dels anvender jeg Tronto til at vise, hvordan tillid er en for­ud­sæt­ning for, at pro­fes­sio­nelle over­ho­ve­det kan komme til at yde omsorg, fordi det ifølge Tronto ikke bare er op til den part – eksem­pel­vis en dagplejer eller pædagog –som drager omsorg for et barn. For at man kan yde et omsorgs­bi­drag, skal det kunne modtages og ses som relevant af den anden; care-receiving (ibid.). Man ved ikke på forhånd, hvordan ens omsorgs­bi­drag bliver modtaget eller får betydning for den anden, og omsorgs­be­ho­vet hos den anden må derfor løbende udforskes, og ens eget bidrag justeres i forhold hertil. Omsorgs­ar­bejde inde­hol­der derfor altid et spe­ku­la­tivt eller imaginært element (Winther-Lindqvist in press). Både tillids- og omsorgs­ar­bejde er dermed uaf­kla­rede og for­an­der­lige processer, som kræver en gen­si­dig­hed fra både yder og modtager af omsorg. Når man lykkes med at drage omsorg på måder, der anses for relevante eller menings­fulde for mod­ta­ge­ren, kan der opstå tillid, og omvendt; for at kunne yde omsorg, må mod­ta­ge­ren have tillid til, at der ydes relevant omsorg. Når dagtilbud i stigende grad bliver en arena for tidlig indsats og dermed for kontrol af forældre, så kan den tillid, som Tronto peger på som nødvendig i en omsorgs­re­la­tion, komme under pres af kon­trol­e­le­men­ter. I en dansk vel­færds­stats­lig kontekst er dette især pro­ble­ma­tisk, fordi forældre og pro­fes­sio­nelle omsorgs­gi­vere er afhængige af hinandens viden om barnet for at omsorgskæ­den kan opret­hol­des (Wester­ling & Juhl 2020). Et eksempel på dette er, når forældre afleverer deres barn i dagtilbud. Her må for­æl­drene have tillid til, at dem, de afleverer barnet til, yder relevant og til­stræk­ke­lig omsorg for barnet i for­æl­dre­nes fravær (Krøjer 2018). Omvendt må det pæda­go­gi­ske personale også have tillid til, at for­æl­drene har en afgørende vigtig viden om deres barn, som kan bidrage til at løse den samlede omsorgs­op­gave, som parterne er fælles om i omsorgskæden. 

Fælles for for­æl­dre­nes for­tæl­lin­ger i for­bin­delse med under­sø­gel­sen af forældres per­spek­ti­ver på sam­ar­bej­det med pæda­go­gisk personale (Wester­ling & Juhl 2020) er, at for­æl­drene giver udtryk for, at de ikke ved ret meget om, hvad deres barn har lavet i løbet af dagen, eller hvordan barnet har det, mens det er i dagtilbud. En mor fortæller sådan her:

”Vi ved jo egentligt ikke, hvad der sker i de 8 timer… så intet nyt er jo godt nyt, ikke? (griner lidt). Og så kigger man jo efter, når man henter; er bleen tung eller let, er tøjet tørt, er næsen blevet tørret eller fuld af indtørret snot… alle de ting er jo med til at give mig en idé om, om der over­ho­ve­det er nogen, der har set mit barn i løbet af dagen…. Om nogen har taget sig af hende”.

Barrie Thorne (2001) har i et studie vist, hvordan forældre kigger efter tegn på omsorg (’reading signs of care’), når de henter deres børn i dagtilbud eller skole, for at sikre sig, at der er blevet draget til­stræk­ke­lig omsorg for barnet i løbet af dagen. Det kan eksem­pel­vis være tegn på om madpakken er blevet spist, om bleen er blevet skiftet, om barnet har tøj på efter tem­pe­ra­tu­ren, og om barnet virker trygt og tilpas (p. 370). Det at varetage omsorg i sam­ar­bejde med andre indebærer altså, at forældre tolker tegn på omsorg for på den måde at sikre sig, at de andre voksne, barnet er sammen med, drager omsorg for barnet (Thorne, 2001; Andenæs, 2011). Tegn-læsning er dermed én af forældres stra­te­gier til at varetage omsorgskæ­den, som de selv kun udgør ét led i.  På samme måde er de pro­fes­sio­nelle nødt til at kigge efter tegn på trivsel eller mistriv­sel og dermed på, om der er grund til bekymring for barnet eller ej, fordi de pro­fes­sio­nelle ikke er med barnet hjemme i familien (Juhl, 2014). 

I under­sø­gel­sen af forældres per­spek­ti­ver på sam­ar­bej­det med pæda­go­gisk personale (Wester­ling & Juhl, 2020), fortæller et andet for­æl­dre­par, at de så mange tegn på, at der ikke blev draget til­stræk­ke­lig omsorg for deres barn i vug­ge­stuen. Da der blev plads i en anden insti­tu­tion, flyttede de derfor barnet. Når tillid erstattes af mistillid, bryder sam­ar­bej­det med andre ord sammen, fordi for­æl­drene ikke længere vil overlade ansvaret for omsorgen for barnet til de konkrete pædagoger.

I det følgende afsnit viser jeg, hvordan det ikke kun er de før­om­talte TV-doku­­men­ta­rer, der sætter tilliden mellem forældre og pæda­go­gisk personale under pres. Det skyldes i høj grad også de nye opgaver, pædagoger har fået både i for­bin­delse med nye lov­be­stemte opgaver for dagtilbud – særligt opgaver i relation til tidlig fore­byg­gende indsats. De lov­giv­nin­ger, jeg vil komme ind på som eksempler er Barnets Reform fra 2011, i De nye styrkede lære­pla­ner fra 2018 og loven om obliga­to­risk lærings­til­bud (Ghet­to­pak­ken) fra 2019. 

Mistillid som indbygget element i forældresamarbejdet

Hvis man kaster et nærmere blik på de nævnte tre eksempler på love, som har betydning for dag­til­bud­s­om­rå­det, kan man for det første kon­sta­tere, at der er indført en række elementer af tvang, kontrol og sank­tio­ner over for forældre, og for det andet kan man kon­sta­tere, at det er det pæda­go­gi­ske personale i dagtilbud, som har fået til opgave at udføre kon­trol­len med om forældre gør det, de skal i forhold til deres børn. Man kan dermed argu­men­tere for, at der er kon­trol­e­le­men­ter indbygget i de lov­be­stemte opgaver i dagtilbud, som fremmer mistillid i forholdet mellem forældre og pædagoger. 

Tidlig opsporing

Med Barnets Reform i 2011[1] er der indført krav om opsporing af alle børn i dagtilbud som en del af en tidlig og fore­byg­gende indsats på det almen­pæ­da­go­gi­ske område. Håndbogen om Barnets Reform udpeger dagtilbud og sund­heds­pleje som centrale instanser i det fore­byg­gende arbejde, fordi stort set alle børn kommer i dagtilbud fra 1‑årsalderen, ligesom langt de fleste nyfødte og deres forældre er i kontakt med sund­heds­plejen (Ser­vi­cesty­rel­sen 2011). I dagtilbud er der i følge Barnets Reform samtidig mulig­he­der for at arbejde fore­byg­gende som del af barnets almin­de­lige hver­dags­liv, som loven fore­skri­ver. I Håndbogen til Barnets Reform skrives der om begrebet tidlig indsats, at det: 

”… dækker dels opsporing og fore­byg­gelse af problemer, dels den indsats, der skal afhjælpe pro­ble­merne så tidligt som muligt. […] Tidlig opsporing indebærer en skærpet opmærk­som­hed på bekym­rende adfærd hos eller bekym­rende forhold omkring et barn fra fag­per­so­ner i dagtilbud, skole og sund­heds­plejen. […]” (Ser­vi­cesty­rel­sen 2011:69).

Som citatet viser, stilles der her omfat­tende krav til de pro­fes­sio­nelle, der møder børn og forældre i deres daglige arbejde. De pro­fes­sio­nelle skal have en ’skærpet opmærk­som­hed på ’bekym­rende adfærd’ hos eller omkring et barn, hvilket gør familien til genstand for pæda­go­ger­nes vur­de­rin­ger. Opgaven med tidlig opsporing kan kom­mu­nerne eksem­pel­vis håndtere ved at anvende for­skel­lige scre­e­nings­me­to­der, der skal hjælpe dag­ple­jere og pædagoger med at kigge efter og tolke bekym­rings­tegn hos børn. Scre­e­nings­me­to­derne er typisk udformet som ’triv­sels­ske­maer’, hvor pro­fes­sio­nelle skal regi­strere tegn (bestemt adfærd hos det enkelte barn, fx ’ukritisk kon­takt­form’, ’manglende appetit’, ’dårlig søvn’, ’aggressiv adfærd’) og via en vej­led­ning tolke, hvad adfærden kan være tegn på (fx ’utryg til­knyt­ning’), for derefter at krydse af i på forhånd defi­ne­rede risi­ko­ka­te­go­rier (fx rød, gul eller grøn). På den måde lægges der ikke op til en dialog med for­æl­drene om, hvad tegn betyder, men at per­so­na­let i dagtilbud tolker de tegn, de ser, ud fra et skema, der giver svar uaf­hæn­gigt af viden om det konkrete barn eller de konkrete situ­a­tio­ner, tegnene regi­stre­res i. På den måde instal­le­res en opgave i dag­til­bud­dene, som handler om at iagttage for­æl­dre­nes adfærd ved hente- og brin­ge­si­tu­a­tio­ner, og samtidig være opmærksom på tegn på bekymring hos for­æl­drene (gule og røde kate­go­rier i scre­e­nings­værk­tø­jerne) (se mere herom i Juhl 2014, Juhl, 2016). Flere af de forældre, jeg inter­viewede i for­bin­delse med mit ph.d.-projekt, (Juhl 2014) fortalte netop, at de ikke brød sig om at komme i vug­ge­stuen i for­bin­delse med hente- og brin­ge­si­tu­a­tio­ner, fordi de følte sig overvåget, vurderet og kon­trol­le­ret, hvilket ofte resul­te­rede i, at for­æl­drene brugte et minimum af tid i disse over­gangs­si­tu­a­tio­ner for at undgå kontakt med per­so­na­let. Det fik para­doksalt nok kun per­so­na­let til at blive endnu mere bekymret. Dermed opstod en situation, hvor begge parter vogtede på hinanden i mistillid til den andens inten­tio­ner; det pæda­go­gi­ske personale havde mistillid til, om for­æl­drene forsøgte at skjule noget, og for­æl­drene havde mistillid til, om per­so­na­let forsøgte at fange dem i fejltrin. På den måde betød opgaven med tidlig indsats, at forældre og pæda­go­gisk personale kom til at stå i et mod­sæt­nings­for­hold til hinanden, som gjorde sam­ar­bej­det om omsorgen for barnet vanskelig.

For­æl­dre­sam­ar­bejde om børns tidlige læring

Et andet eksempel er de detal­je­rede krav, der med de styrkede lære­pla­ner i 2018 er kommet til indholdet af sam­ar­bej­det mellem pæda­go­gisk personale og forældre. Eksem­pel­vis skal pæda­go­gisk personale sam­ar­bejde med for­æl­drene om børns læring på tværs af familie og dagtilbud, og for­æl­drene skal under­støtte børns hjem­me­læ­rings­miljø (Wester­ling & Juhl, 2020; Juhl, 2019). Det nye i denne reform af dag­til­bud­s­lo­ven er ikke, at der er krav om for­æl­dre­sam­ar­bejde, men at det bliver defineret, hvad sam­ar­bej­det mellem pro­fes­sio­nelle i dagtilbud og forældre skal omhandle. I flere kommuner arbejdes der med, at forældre syste­ma­tisk får opgaver med hjem, som de skal træne med deres børn. Det kan eksem­pel­vis være bøger, ord der skal trænes, instruk­tio­ner til forældre om at træne farver, at tælle med barnet, måle for­skel­lige ting, eller øve at barnet skal vente på tur. En del af instruk­tio­nerne foregår digitalt på dag­til­bud­dets intranet, hvor pæda­go­gerne kan se, hvilke forældre, der læser instruk­tio­nerne, og hvor ofte (Wester­ling & Juhl, 2020). Der er ikke sank­tio­ner, hvis for­æl­drene ikke gør det, men for­æl­drene mødes ikke desto mindre med et krav om, hvad de forventes at gøre, og en opgave i forhold til at under­støtte en insti­tu­tio­na­li­se­ret dagsorden, som pæda­go­gerne definerer. Dermed er der ikke lagt op til en relation i sam­ar­bej­det, hvor begge parter har mulighed for at være i en position, hvor de kan bidrage til omsorgskæ­den – herunder udveksle viden (Wester­ling & Juhl, 2020). 

Sprog­vur­de­ring og obliga­to­ri­ske læringstilbud

I sommeren 2019 blev der med loven om obliga­to­risk lærings­til­bud tilføjet den hidtil mest vidt­gå­ende kon­tro­l­op­gave til pæda­go­gisk per­so­na­les opga­vepor­te­følje. Loven betyder, at forældre bosid­dende i et ’udsat bolig­om­råde’ for­plig­tes til at sende deres barn i dagtilbud i mindst 25 timer om ugen. Hvis for­æl­drene ikke gør det, sank­tio­ne­res de i form af reduktion af øko­no­mi­ske ydelser. Det er ifølge loven per­so­na­let i dagtilbud, der skal regi­strere om børnene er i dagtilbud i den fastsatte tid, og hvis ikke skal per­so­na­let ind­be­rette dette til soci­al­for­valt­nin­gen. I lovens § 44a hedder det, at følgende børn skal optages i et obliga­to­risk lærings­til­bud 25 timer om ugen:

”Stk 1) Alle børn med bopæl i et udsat bolig­om­råde, jf. listen over udsatte bolig­om­rå­der i § 61 a i lov om almene boliger m.v., som ikke er optaget i dagtilbud efter § 19, stk. 2 – 5, eller § 21, stk. 2 eller 3, når de fylder 1 år. […] Stk. 3. Kom­mu­nal­be­sty­rel­sen har pligt til at sikre, at der som led i det obliga­to­ri­ske lærings­til­bud på et tidligt tidspunkt efter opta­gel­sen iværk­sæt­tes mål­ret­tede forløb for børnene med henblik på at styrke børnenes dansk­sprog­lige kom­pe­ten­cer og generelle lærings­pa­rat­hed og intro­du­cere børnene til danske tra­di­tio­ner, normer og værdier[2]”.

Der er imid­ler­tid åbnet for, at for­æl­drene selv kan passe deres børn, men der sættes i så fald særlige krav, som for­æl­drene skal leve op til:

”§ 44, Stk. 3. Kom­mu­nal­be­sty­rel­sen har ansvaret for at føre tilsyn med den indsats, som for­æl­drene selv varetager efter stk. 1. Kom­mu­nal­be­sty­rel­sen skal som led i tilsynet vurdere, om indsatsen står mål med det obliga­to­ri­ske læringstilbud. […]

Stk. 5. Vurderer kom­mu­nal­be­sty­rel­sen gennem tilsynet efter stk. 3, at for­æl­dre­nes indsats ikke står mål med indsatsen i det obliga­to­ri­ske lærings­til­bud, skal barnet optages i et obliga­to­risk lærings­til­bud[3]”.

Det slås desuden fast i lovens § 12, at forældre har pligt til at lade deres børns sprog­vur­dere, og hvis det vurderes nød­ven­digt på baggrund af vur­de­rin­gen, har for­æl­drene pligt til enten selv at varetage en sprogsti­mu­le­ring, der står mål med den dag­til­bud­det kan tilbyde eller indskrive barnet i et dagtilbud. Der skal føres tilsyn med den sprogsti­mu­le­ring, for­æl­drene selv varetager.

De tre eksempler på love eller reformer af love viser en ny tendens til at elementer af tvang, kontrol og sank­tio­ner er blevet skærpet de senere år. Disse skær­pel­ser får kon­se­kven­ser for, om rela­tio­nen mellem forældre og dag­til­buds­per­so­nale kan baseres på tillid. I det følgende afsnit viser jeg et eksempel på et nyop­star­tet sam­ar­bejde mellem en mor og en dag­ple­je­mor. Der er tale om en tidlig opstart af dagpleje til Anton, som er ca. 6 måneder. Han har fået plads tidligt, fordi han vurderes at have brug for en stabil vok­sen­kon­takt og faste rutiner. Der er bekymring for, om hans mor kan tilbyde det hjemme. Hun er arbejds­løs, har tidligere haft et alko­hol­mis­brug, der er intet netværk omkring familien, og både moren og faren har været anbragt som børn. Faren har en kronisk sygdom, så moren står med ansvaret for både Anton og faren en stor del af tiden.

Pointen med eksemplet er at vise, hvordan de generelle problemer, det skaber for pædagoger og forældre, når til­lids­for­hol­det skal etableres i en kontekst af kontrol, over­eks­po­ne­res i det øjeblik, der samtidig er tale om forældre i en udsat position.

Gen­si­dig­hed som for­ud­sæt­ning for tillid og sam­ar­bejde om omsorg

Antons dag­ple­je­mor fortæller, at Anton ikke ville spise, da han startede hos hende. Hun føler ikke rigtigt, at han trives. Det bekymrer hende, og hun vurderer, at første skridt på vejen til at hjælpe Anton med at trives, vil være at få ham til at spise. Hun spørger derfor Antons mor om, hvad Anton bedst kan lide at spise hjemme. Det er havregrød, fortæller moren. Dag­ple­je­moren prøver at lave det til ham, men Anton nægter fortsat at spise. Dag­ple­je­moren spørger moren om flere detaljer om hav­re­grø­den. Moren fortæller, at den grød, hun laver hjemme, er tilberedt på færdigt grød­pul­ver (og smager derfor ander­le­des end ’rigtig’ havregrød). Dag­ple­je­moren fortæller mig i et interview (Juhl, 2014), at hun ikke må give de børn, hun passer, fær­dig­pro­duk­ter, fordi der er tilsat sukker. Dag­ple­je­moren vurderer imid­ler­tid, at hvis Anton skal kunne trives i dagplejen, er første skridt at få ham til at føle sig hjemme og tryg. Hun beslutter derfor, at ’suk­ker­po­li­tik må være suk­ker­po­li­tik’ og køber pulveret alligevel. Anton begynder at spise, og efter nogen tid begynder dag­ple­je­moren gradvist at blande det færdige grød­pul­ver op med almin­de­lig havregrød lavet på vand og gryn. Efter et par uger, har Anton helt vænnet sig til den almin­de­lige havregrød. Pointen er, at dag­ple­je­moren for at finde ud af, hvad problemet er, inddrager morens viden om Antons madvaner derhjemme. På den måde får hun en for­stå­else af, at problemet handler om, at kon­si­sten­sen i almin­de­lig havregrød er frem­me­d­ar­tet for ham. Løsningen ligger dermed i at imø­de­komme Anton ved at lave den grød, han kender. Pointen er, at dag­ple­je­moren lader sit omsorgs­bi­drag tage afsæt i Anton og det, der virker for ham. Hun ændrer sit omsorgs­bi­drag, da hun i første omgang ser, at Anton ikke kan tage imod det. Hun inddrager Antons mor i problemet, og moren posi­tio­ne­res dermed som én, der besidder en vigtig og unik viden om sit barn, som andre (led i omsorgskæ­den) har brug for.  Moren mødes, med Trontos (2015) ord, med tillid til, at hun indgår i en ”omsorgs­cy­klus”, hvor hun og dag­ple­je­moren sammen (”caring-with”) bidrager til omsorgen for Anton, og hvor dag­ple­je­moren har brug for morens bidrag for at kunne drage omsorg for Anton på en måde, der kan modtages af ham som relevant. Ved at tage afsæt i morens viden om Antons spi­se­va­ner bliver det muligt at lave mad, som Anton ville spise, og det betyder også, at dag­ple­je­moren kan få ham til at sove.

Hvad kan eksemplet med hav­re­grø­den så lære os om tillid og sam­ar­bejde om omsorg for børn?  Eksem­pel­vis kan vi lære, at der er brug for konkret viden om barnet fra for­skel­lige sam­men­hænge, og at viden om problemer ét sted må sættes i for­bin­delse med viden om barnet andre steder. Her er der brug for at inddrage såvel børn som forældres per­spek­ti­ver – ikke kun som en del af problemet, men som en del af løsningen. I eksemplet her er det netop Antons mor, der bidrager til, at dag­ple­je­moren kan få øje på en brugbar løsning. Både dag­ple­je­moren og Antons mor deltager med hver deres viden om Anton i pro­blem­løs­nin­gen – de har en fælles sag i forhold til at få Anton til at trives. For moren bliver det, der måske kan synes som et ube­ty­de­ligt hver­dags­ek­sem­pel, et betyd­nings­fuldt ven­de­punkt i hendes opfat­telse af og sam­ar­bejde med det offent­lige system. Moren kalder ofte de for­skel­lige pro­fes­sio­nelle, hun møder; fx sund­heds­ple­jer­ske, soci­al­rå­d­gi­ver, psykologi, fami­li­e­rå­d­gi­ver, ple­je­fa­mi­lie­kon­su­lent, dag­ple­je­kon­su­lent m fl. ’kommunen’. De repræ­sen­te­rer samlet set én part, som moren siden sin egen barndom har gjort sig erfa­rin­ger med som nogen, der kon­trol­le­rer, nærer mistillid til familien, og som kan gribe ind i ens liv på voldsomme måder og bestemme over én. Hun fortæller, at hun oplever, at det, hun siger, bliver brugt imod hende, og at der ikke bliver lyttet til hende:

”… på de møder dér … med kommunen, så føler jeg bare, at de kommer med nogle forslag, som jeg egentligt bare skal rette mig efter, men lige så snart jeg kommer med nogle forslag, hvor jeg egentligt ved mere om det end dem, så gider de ikke høre på mig.”

Skønt de pro­fes­sio­nelle, der er invol­ve­ret i familien, alle fortæller, at de lægger vægt på at brugere skal inddrages og høres, så oplever både denne mor og andre forældre, som jeg har inter­viewet, at det ikke er tilfældet (Juhl, 2016). Det samme billede tegnes i andre forsk­nings­bi­drag (Uggerhøj, 1995; Appel-Nissen, 2005; Egelund, 2003). Som svar på mit spørgsmål om, hvorvidt der er nogle af de pro­fes­sio­nelle, hun har følt, at hun har kunnet betro sig til, fortæller hun sådan her:

”Den, der har hjulpet mig har 100% været Helle (dag­ple­je­moren). Altså, hun spørger også mig om noget. Det er ikke kun mig, der spørger hende. Det er nok første gang …. Ja faktisk nogen­sinde, at jeg har følt at jeg kunne sige noget, der kunne bruges…. At jeg ved noget om mit eget barn…. Det gjorde en stor forskel… vi blev ligesom mere … sådan i øjenhøjde…. Hvis man kan sige det sådan …. og så føler jeg lidt at hun synes, at jeg gør det godt … som mor, og så bliver jeg mere tryg…. Ikke så nervøs og så kan jeg også mere… derhjemme også”.

Morens peger samtidig på, at hun i forholdet til andre pro­fes­sio­nelle holder kortene tæt ind til kroppen og gør en dyd ud af ikke at fortælle om de problemer, hun oplever, men at dette er ander­le­des med dag­ple­je­moren. Andre under­sø­gel­ser peger ligeledes på, at det er kon­tro­l­a­spek­tet, der er afgørende for, at forældre til udsatte børn ikke har tillid til de pro­fes­sio­nelle, og at de derfor undgår at søge råd (Uggerhøj, 2014).  Denne pro­ble­ma­tik er illu­stra­tiv for de kon­se­kven­ser, der kan være forbundet med at indføre flere lov­be­stemte kon­tro­l­op­ga­ver for pædagoger i forhold til ikke kun forældre i udsatte posi­tio­ner men for forældre generelt, fordi man på den måde får for­stær­ket det klassiske dilemma for pro­fes­sio­nelle, der både skal drage omsorg og samtidig skal udøve kontrol (Asplund, 1980).

Kon­klu­sion

Tillid er for­ud­sæt­nin­gen for, at sam­ar­bej­det kan basere sig på, at de to parter kan involvere hinanden i over­vej­el­ser, dele viden om barnet og se den anden parts per­spek­tiv og bidrag til omsorgs­op­ga­ven som en del af løsningen og ikke (kun) som del af problemet. Med afsæt i Trontos for­stå­else af omsorg og tillid som internt forbundne (2015), har jeg i artiklen argu­men­te­ret for, at tillid mellem pædagoger og forældre er for­ud­sæt­nin­gen for, at de to parter kan dele omsorgs­op­ga­ver for børn. Hvis ikke der er tillid til, at den anden part bidrager til omsorgs­cy­klus­sen, kan omsorg ikke modtages eller gives. Omvendt er omsorgs­bi­drag, der ses som relevante, til­lids­ska­bende. Når vi har orga­ni­se­ret børns hver­dags­liv som et delt omsorgs­ar­ran­ge­ment, så er børns udvik­lings­be­tin­gel­ser og trivsel afhængig af flere parters bidrag. Hvis det skal lykkes at støtte op om barnets liv som et sam­men­hæn­gende liv på tværs af steder, så må de voksne kunne have tillid til hinandens bidrag til omsorg for barnet. Hvis rela­tio­nen præges af mistillid, som de senere års ændringer i lov­giv­nin­gen lægger op til, van­ske­lig­gø­res omsorgsopgaven. 

Eksemplet med havregrød er ikke kun sigende for sam­ar­bej­det mellem forældre i udsatte posi­tio­ner og pro­fes­sio­nelle. Det peger på en mere almen pointe om, at for­ud­sæt­nin­gen for tillid er gen­si­dig­hed i rela­tio­nen mellem forældre og pro­fes­sio­nelle, hvor forældre ikke føler, at de mødes som klienter i en relation, hvor de pro­fes­sio­nelle per se ved bedst. Eksemplet viser netop, hvordan det, der for første gang gør en forskel for moren, er, at hun oplever at hendes viden om drengen ses som relevant og nødvendig for, at den pro­fes­sio­nelle kan komme til at lykkes med at drage omsorg for hendes dreng. Det er dermed et eksempel på, hvordan forældres viden om barnet bliver afgørende for det pæda­go­gi­ske arbejdes succes, og at hvis den pro­fes­sio­nelle formår at til­ve­je­bringe denne viden på en respekt­fuld måde, så hjælper det ikke kun barnet men også for­æl­de­ren og skaber et fundament for dennes oplevelse af tillid til den professionelle.

Når rela­tio­nen mellem pædagoger og forældre i mod­sæt­ning til hav­re­grød­s­ek­semp­let belastes af kon­tro­l­op­ga­ver, er det et dårligt udgangs­punkt for fælles udveks­ling af viden og dermed et dårligt udgangs­punkt for at kunne drage en relevant omsorg for det enkelte barn. Det er, som jeg har vist, struk­tu­relle betin­gel­ser som nye lov­be­stemte opgaver i dagtilbud, som van­ske­lig­gør til­lids­ar­bej­det for pæda­go­gisk personale. Men selv i krydspres­set mellem kontrol, tillid og omsorgs­op­ga­ver, har den pro­fes­sio­nelle en afgørende vigtig opgave i form af at være opmærksom på, hvilke posi­tio­ner forældre har mulighed for at træde ind i sam­ar­bej­det fra. 

Refe­ren­cer

Andenæs, A. (2011). Chains of care, Nordic Psy­cho­logy, 63:2, 49 – 67, DOI: 10.1027/1901 – 2276/a000032

Appel-Nissen, M. (2005). Behand­ler­blik­ket: Om sociale pro­ble­mers til­bli­velse, inter­ven­tion og for­an­dring i socialt arbejde med familier og børn med udgangs­punkt i analyser af behand­lings­kom­mu­ni­ka­tion på døg­nin­sti­tu­tio­ner for fami­lie­be­hand­ling. Ph.d.-afhandling ind­le­ve­ret ved Institut for Sociale Forhold og Orga­ni­sa­tion, Aalborg Universitet.

Asplund, J. (1980): Soci­alp­sy­ko­lo­giska studier. Stockholm: Almquist & Wik-sell.Bentzen, T. Ø. (2015). At generobre kontrol med kon­trol­len, Altinget   Kommunal, 4. september 2015. https://​rucforsk​.ruc​.dk/​w​s​/​p​o​r​t​a​l​f​i​l​e​s​/​p​o​r​t​a​l​/​5​5​7​1​4​7​1​5​/​k​r​o​n​i​k​_​g​e​n​e​r​o​b​r​e​_​k​o​n​t​r​o​l​.​pdf

Chimirri, N. (2019). Spe­ci­fying the Ethics of Teleo­ge­ne­tic Col­la­bo­ra­tion for Research with Children and Other Vital Forces: a Critical Inquiry into Dia­lecti­cal Praxis Psy­cho­logy via Post­hu­ma­nist The­o­rizing. Human Arenas. https://​doi​.org/​1​0​.​1​0​0​7​/​s​4​2​0​8​7​ – ​019 – 00069‑7

Egelund, T. (2003): Børns tarv og børns ret: varetages de nød­ven­dige hensyn til barnet i bør­ne­forsorgs­sa­ger? I: Dansk Sociologi, 14, nr. 2, p. 39 – 57.

Haavind, H. (2006): Midt i tredje akt? Fedres del­ta­kelse i det omsorgs­fulle forel­dres­kap. Tids­skrift for Norsk Psy­ko­log­for­e­ning.  43(7), p. 683– 693.

Haavind, H. (2011). Loving and caring for small children: Contested issues for everyday practices. I: Nordic Psy­cho­logy, nr. 63, p. 24 – 48.

Høyrup, A. R. (2018). Til­lids­ar­bejde og tyde­lig­hed. – Et studie af tillid, magt og afhæn­gig­hed blandt pædagoger og forældre i danske vug­ge­stuer. Ph.d.-afhandling ind­le­ve­ret ved Institut for Uddan­nelse og Pædagogik (DPU) Århus Universitet.

Juhl, P. (2019). For­æl­dre­skab og fami­li­e­liv: ana­ly­se­ret i en vel­færds­stats­lig kontekst, Nordiske Udkast. 46, 2, 4 – 20.

Juhl, P. (2016). Tidlig indsats: policy og praksis i social inter­ven­tion. I: J. Krøjer & K. Dupret Søn­der­gaard (red.): Social Inter­ven­tion: Menings­fuld indgriben i men­ne­skers liv. Fre­de­riks­berg: Fry­den­lund Academic, 51 – 71 (Men­ne­ske­lig udvikling, del­ta­gelse og social for­an­dring; Nr. 1, Bind 1).

Juhl, P., Elmose Andersen, M., Mikladal, S. S. & Stanek, A. H. (2015). “Jeg troede bare ikke lige, det lå ved mig…”: Ind­dra­gelse af forældre i det tvær­fag­lige arbejde om inklusion, Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift, 4,

Juhl, P. (2014). På sporet af det gode børneliv: Voksnes bekymring og børns per­spek­ti­ver på problemer i hver­dags­li­vet. Ph.d.-afhandling

Krøjer, J. (2018). Tillid: En emotionel relation i pæda­gog­pro­fes­sio­nen, Tids­skrift for pro­fes­sions­stu­dier. 14, 27, 34 – 43.

Mehlbye, J. og Andersen, J. (2013): Tidlig opsporing af børn i en socialt ud-sat position. Bilags­bind til idéka­ta­log. København: Det Nationale Institut for kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Røn Larsen, M. (2005). Hvorfor er for­æl­dre­sam­ar­bejde så besvær­ligt? Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift, 1, 82 – 91.

Ser­vi­cesty­rel­sen (2011): Håndbog om Barnets reform.

Thorne, B. (2001): Pick-up Time at Oakdale Ele­men­tary School: Work and Family from the Vantage Points of Children. I: Hertz, R. & Marshall, N. L. (ed.): Working Families. The Trans­for­ma­tion of the American Home. USA: Uni­ver­sity of Cali­for­nia Press

Tinggaard Svendsen, G. (2020). Tillid. Århus Universitetsforlag.

Tronto, J. (2015). Who Cares? How to Reshape a Demo­cra­tic Politics. New York: Cornell Uni­ver­sity Press; 1 edition.

Uggerhøj, L. (2014): Hjæl­pe­kunst eller hjæl­peknust? I: Vera, nr. 67, p. 4 – 11.

Wester­ling, A. & Juhl, P. (2020). Col­la­bo­ra­tive instru­men­ta­liza­tion of family life: How new learning agendas disrupt care chains in the Danish welfare state. Nordic Psy­cho­logy (Online). https://​doi​.org/​1​0​.​1​0​8​0​/​1​9​0​1​2​2​7​6​.​2​0​2​0​/​1​8​1​7​768

Winther-Lindqvist, D. (in press). Caring Well for Children in ECEC – the role of moral imag­i­na­tion. Journal of learning, culture, and social interaction.


[1] https://​www​.ret​s​in​for​ma​tion​.dk/​e​l​i​/​f​t​/​2​0​0​9​1​2​L​0​0​178 (besøgt 15. november 2020).

[2] https://​www​.ret​s​in​for​ma​tion​.dk/​F​o​r​m​s​/​R​0​7​1​0​.​a​s​p​x​?​i​d​=​2​1​0​015 (besøgt 8. januar 2020)

[3] https://​www​.ret​s​in​for​ma​tion​.dk/​F​o​r​m​s​/​R​0​7​1​0​.​a​s​p​x​?​i​d​=​2​1​0​015 (besøgt 8. januar 2020)

Forfatter

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte