Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Skemaer for en nedlukket hverdag

Da insti­tu­tio­ner og arbejds­plad­ser lukkede ned under Covid-19-pandemien i foråret 2020, skulle bør­ne­fa­mi­lier pludselig balancere skole, arbejde og fami­li­e­liv inden for hjemmets fysiske
rammer. Vi opfor­drede familier fra hele Danmark til at doku­men­tere deres hverdag under
ned­luk­nin­gen og inter­viewede dem online i deres hjem. I denne artikel under­sø­ger vi de
for­skel­lige skemaer, forældre og børn primært fra danske mid­delklas­se­fa­mi­lier sendte ind til os
og fortalte os om, som indgange til at forstå bør­ne­fa­mi­li­ers ople­vel­ser af ned­luk­nin­gen og deres
forsøg på at opret­holde en normal hverdag under usæd­van­lige forhold. Skemaerne viser, at
fami­li­erne ofte struk­tu­re­rer og moni­to­re­rer hverdagen hjemme ud fra skolen og arbejds­plad­sens
logikker. Vores materiale giver desuden indblik i forældre og børns indbyrdes for­hand­lin­ger og
ople­vel­ser af, at den stramme struk­tu­re­ring både synes nødvendig og umulig og kan give
anledning til reflek­sio­ner over andre måder at leve fami­li­e­liv på.

Intro­duk­tion

Planlægning af dag på kanban
Figur 1, Plan­læg­ning af dag på kanban [japansk moti­va­tions- og ledel­ses­red­skab]. 18. marts 2020 kl. 8.30
Kanban-skemaer efter et par dages brug
Figur 2 (th), Kanban-skemaer efter et par dages brug. 26. marts 2020 kl. 10.55

Bil­le­derne ovenfor viser eksempler på skemaer fra sidst i marts 2020 lavet af et for­æl­dre­par i 30erne til hver af deres tre døtre på 6, 8 og 11 år. Familien bor i en lejlighed i København, og begge forældre arbejder til daglig som pro­jekt­le­dere i det offent­lige. Skemaerne er udformet i flot, håndlavet grafisk design og er ifølge for­æl­drene inspi­re­ret af fænomenet kanban (japansk ”tegntavle”), et moti­va­tions- og ledel­ses­red­skab udviklet i den japanske i bilin­du­stri. Ud over barnets navn består hvert skema af tre kolonner med over­skrif­terne “skal gøres”, “gøres” og “er klaret – yay”! I første kolonne sidder en række gule post-its påskrevet for­skel­lige opgaver som facetime [kusine], MAT, bolledej, engelsk, Dansk læsning, logbog, rollespil, gå tur og Natur & Teknik, der illu­stre­rer de opgaver, for­æl­drene i samråd med børnene har defineret som vigtige at udføre regel­mæs­sigt i løbet af de første dage og uger under ned­luk­nin­gen. Hensigten er, at det enkelte barn med hjælp og moti­va­tion fra skemaet (og mor eller far) skal regi­strere sin egen arbejds- eller akti­vi­tets­pro­ces ved at flytte de for­skel­lige post-its, efter­hån­den som opgaverne udføres. For­æl­drene erfarer imid­ler­tid snart, hvordan børnenes brug af kanban-skemaerne afviger stærkt fra den påtænkte syste­ma­tik og pro­g­res­sion. På det sidste billede – taget otte dage efter det første – er en stor del af post-it-mær­ka­terne således taget helt ud af skemaerne, hvilket kan skyldes, at børnene enten ikke udfører opgaverne eller ikke gider bruge skemaerne som dokumentation.

Kort efter Mette Fre­de­rik­sens offi­ci­elle ned­luk­ning af samfundet 11. marts 2020 søsatte vi forsk­nings­pro­jek­tet Fami­li­e­liv i en coronatid med fokus på familiers ople­vel­ser af og reak­tio­ner på de brat ændrede livsvil­kår, som ned­luk­nin­gen førte med sig. Mange forældre skulle nu pludselig arbejde hjemme, mens børn blev hjemsendt fra skoler og dag­in­sti­tu­tio­ner. Det stillede nye krav til familiers måder at leve sammen og orga­ni­sere sig på. Vi opfor­drede voksne og børn til at sende os fotos, videoer og tekster fra deres hverdag under ned­luk­nin­gen og inter­viewede dem side­lø­bende over zoom. Blandt de 50 familier, der takkede ja til at deltage i projektet, valgte mange at lave detal­je­rede skemaer under ned­luk­nin­gens første uger, som de efter­føl­gende sendte ind og fortalte om. Disse skemaer havde for­skel­lig art og funktion: Nogle var æstetisk udført i hånden med farver og illu­stra­tio­ner, mens andre var mere spartan­ske. Nogle var fælles tids­sty­rings­ske­maer og struk­tu­re­rede både skole, arbejde og fritid. Nogle lignede klassiske sko­le­ske­maer (kl. 8 – 10: dansk; 9 – 10: matematik; 10 – 10.30: frik­var­ter), hvor både tidspunkt og fag var ind­skre­vet. Andre oplistede dagens gøremål sammen med en bestemt tids­nor­me­ring, fx 30 minutter: læse, luft, matematik etc., ofte efter­fulgt af krydser eller hjerter som doku­men­ta­tion for at opgaven var udført. Vi modtog også flere reflek­sions­ske­maer, der indram­mede fordele og ulemper ved hverdagen før og under ned­luk­nin­gen for for­skel­lige familiemedlemmer.

I denne artikel anvender vi de indsendte skemaer og for­skel­lige pro­jek­t­del­ta­ge­res for­tæl­lin­ger om dem til at belyse familiers ople­vel­ser og forsøg på at håndtere hver­da­gens opgaver og udfor­drin­ger under Covid-19-ned­luk­­nin­­gen i foråret 2020. Med afsæt i en for­stå­else af skemaet som et både abstrakt og lav­prak­tisk sty­rings­red­skab under­sø­ger vi, hvordan frihed og struktur orga­ni­se­res og for­hand­les i hver­dags­li­vet, og hvilken betydning disse tiltag får for familierne.

Metode og ana­ly­ti­ske perspektiver

Artiklen er skrevet på baggrund af et omfat­tende empirisk materiale genereret gennem internet-etnografi (Albris et al. 2018; Larsen 2018; Walton 2018). I april og maj 2020 gen­nem­førte vi i alt cirka 75 online kva­li­ta­tive inter­views med 50 familier fra for­skel­lige steder i Danmark. Her mødte vi fami­li­erne face-to-face via zoom. Mate­ri­a­let blev udvidet med et del­ta­ger­skabt materiale (jf. Rasmussen 2013; Walton 2018), da fami­li­erne pro­du­ce­rede og sendte os video­dag­bø­ger, lyd­op­ta­gel­ser, fotos, tekster, tegninger og skemaer fra deres hverdag under ned­luk­nin­gen. Del­ta­gerne blev rek­rut­te­ret gennem opslag på sociale medier og for­skel­lige uddan­nel­ses­net­værk. De familier der henvendte sig, ville for de flestes ved­kom­mende kunne karak­te­ri­se­res som mid­delklasse, forstået ud fra socioø­ko­no­mi­ske parametre som uddan­nelse og indkomst. Men det er ikke entydigt, og mate­ri­a­let rummer stor diver­si­tet med hensyn til sted, bolig og fami­lie­form. Gennem arbejdet med vores materiale er vi blevet optaget af de rumlige, mate­ri­elle og tidslige dimen­sio­ner af hver­dags­li­vets orga­ni­se­rin­ger under ned­luk­nin­gen, og hvordan disse er frem­stil­let i fami­li­er­nes foto­gra­fier, for­tæl­lin­ger, tegninger og skemaer.

Digitale metoder og del­ta­ger­ge­ne­re­rede mate­ri­a­ler rejser etiske spørgsmål om bl.a. samtykke og ano­ny­mi­tet. Del­ta­gerne har aktivt givet os samtykke til brug og gen­gi­velse af interview og/eller billed‑, video- og dag­bogs­ma­te­ri­ale, som de har sendt os. Gen­gi­velse af visuelt materiale er muligt, da del­ta­gerne har givet samtykke, og vi arbejder ud fra de etiske ret­nings­linjer forbundet med visuelle forsk­nings­me­to­der (Cox 2014; Winther 2013). De største udfor­drin­ger har været online-inter­­viewene, der som alle zoommøder starter og slutter ved et klik. Denne type interview rummer ingen langsom ankomst eller småsnak før inter­viewet påbe­gyn­des, så rela­tio­nen til del­ta­gerne må skabes undervejs. Ind i mellem har vi inter­viewet hele familier, hvor nogle har siddet i nattøj, andre har klædt om – alle derhjemme. Mange samtaler har været intense, sågar grå­d­fyldte, men har også båret præg af, at mindre børn er gået ind og ud af sam­ta­lerne. Vi har oplevet en stor interesse i at tale med os, og gentagne gange har deltagere nævnt, at interview og pro­duk­tio­nen af fx dagbøger ikke blot doku­men­te­rer deres erfa­rin­ger, men også bidrager til nye erken­del­ser om familiens liv. 

Teoretisk er projektet inspi­re­ret af hver­dags­livs­o­ri­en­te­ret fami­lie­forsk­ning. Siden 90erne har flere fami­lie­for­skere i stigende grad anskuet fami­li­e­re­la­tio­ner og slægtskab som sociale og kul­tu­relle stør­rel­ser, der skabes og ved­li­ge­hol­des gennem hver­da­gens prak­sis­ser og for­tolk­nin­ger (Morgan 1996; Carstens 2004; Smart 2007). Disse studier under­stre­ger for­an­dring og bevæ­gel­ser i de måder, fami­li­e­li­vet prak­ti­se­res på, men også fami­li­e­li­vets kul­tu­relle og histo­ri­ske for­ank­ring (Gillis 1996; Gullestad 1994; Leira 1993; Smart & Neal 1999). Hver­dags­livs­o­ri­en­te­rede familie­studier viser, at familier også skabes gennem rela­tio­ner til andre, fx pro­fes­sio­nelle i dag­in­sti­tu­tio­ner og skoler (Andenæs & Haavind 2018; Finch 2007; Højholt, Juhl & Kousholt 2018; Kousholt 2011; Sparman et al. 2016; Ødegaard & Gravis 2018). Med dette afsæt under­sø­ger vi, hvordan familier håndterer hverdagen i en akut krisetid under ned­luk­nin­gen, og hvordan fami­lie­prak­sis­ser og –rutiner forandres og ree­tab­le­res, herunder hvordan eksi­ste­rende tids­ryt­mer og hverdags­organiseringer ændres og fortolkes af familiens medlemmer. Inspi­re­ret af studier der viser, at børn ikke altid deler voksnes ideer om fami­li­e­liv og hver­dags­prak­sis­ser (Dannesboe 2016; James & Curtis 2010; Mason & Tipper 2008; Winther et al. 2015), inddrager vi også børn i for­skel­lige aldre for at forstå deres per­spek­ti­ver på den corona-prægede familiehverdag.

Frihed og struktur i familien

Rigtig mange af os lever i forvejen i stramt orga­ni­se­rede hver­dags­liv med et højt tempo og akti­vi­tets­ni­veau både i og især uden for hjemmet. Børn kommer tidligt i insti­tu­tion, større børn og unge har lange skoledage, og rigtig mange voksne arbejder. Desuden vil vi gerne nå samvær med vennerne eller de mange fri­tidsak­ti­vi­te­ter, vi fylder vores til­væ­relse med. Mange familier plan­læg­ger og orga­ni­se­rer sig således internt for at kunne under­støtte hinandens hverdag andre steder. I takt med voksende lige­stil­ling mellem kønnene og aner­ken­delse af børn som selv­stæn­dige individer der skal høres og inddrages, har for­valt­nin­gen af familiens tid og rum taget form af dialog og for­hand­ling mellem flere parter med hver deres posi­tio­ner og inter­es­ser. Gennem de sidste 25 år har forskere indfanget disse tendenser i kate­go­rier som afta­le­fa­mi­lien og team­fa­mi­lien (Jørgensen 1999). På for­skel­lige måder karak­te­ri­se­res den sen­mo­derne familie her som en enhed, der skal navigere i de mange for­drin­ger og krav fra en omskif­te­lig verden, hvor familiens medlemmer lever på mange for­skel­lige arenaer. Samtidig synes der at være et stigende fokus på for­æl­dre­nes ansvar for børnenes ve og vel, uanset hvor de befinder sig. Socio­lo­gen Frank Furedi (2002) beskriver med begrebet for­æl­dre­de­ter­mi­nisme et frem­her­skende blik – navnlig i vestlige samfund – på forældre, der udpeges som alt­af­gø­rende for børnenes fremtid. Furedis begreb kan kobles til et udbredt ideal især blandt vestlige mid­delklas­se­fa­mi­lier om inten­si­ve­ret for­æl­dre­skab, hvor børnene sættes i centrum for familiens akti­vi­te­ter, hvor tid til og med børn bliver vigtig, og hvor forældres enga­ge­ment i børns insti­tu­tio­ner, skoler og fri­tids­liv pri­o­ri­te­res og efter­spør­ges (Lee et al. 2014; Sparrman et al 2016; Dannesboe et al. 2018). Et sådant enga­ge­ment i børn og for­æl­dre­skab kræver orga­ni­se­ring og en vis form for syn­kro­ni­se­ring af fami­lie­med­lem­mers akti­vi­te­ter i og uden for hjemmet.

I et forsøg på at orke­strere en kompleks hverdag anvender mange familier kalendere, lister eller skemaer for fami­lie­med­lem­mer­nes akti­vi­te­ter, så det for eksempel fremgår, hvornår på ugen alle er samlet til aftensmad (Grue 2014). Når mange af fami­li­erne i vores studie laver tids­ske­maer under ned­luk­nin­gen, sker det således med afsæt i en velkendt logi­stik­tek­no­logi, men med den afgørende forskel, at hoved­par­ten af familiens opgaver nu skal orga­ni­se­res og udføres inden for hjemmets fire vægge, hvor familiens medlemmer er til stede på samme tid.

En kolo­ni­se­ring af fritiden

Under corona-pandemien, både i foråret og i efter­føl­gende perioder, har stats­mi­ni­ste­ren og de sund­heds­fag­lige eksperter ekstra­or­di­nært begrænset borgernes vanlige autonomi: ”I skal arbejde og passe jeres børn derhjemme”, ”I skal gå i skole hjemmefra”, ”Se så få mennesker som muligt”. For bør­ne­fa­mi­lier bliver hjemmet nu en hjem­me­pas­nings­ord­ning, der kræver stor koor­di­na­tion, til­pas­ning og for­hand­ling af nye sociale kon­trak­ter. Fritiden kolo­ni­se­res af arbejdet og skolens logikker i højere grad end før. Selv om alle er hjemme, er der netop ikke tale om ferie, hvor mange familier typisk tager andre steder hen og har friheden til at vælge hvad de vil lave, både sammen og hver for sig.

De detal­je­rede skemaer, som mange tager i brug under ned­luk­nin­gens første uger, kan ses som forsøg på at opret­holde noget af denne autonomi i en presset tid – som redskaber til både koor­di­na­tion, styring og dokumentation.

Skema fra slut marts 2020
Figur 3: Skema fra slut marts 2020, lavet af en kvinde fra Østjyl­land for hendes 12-årige søn. Under feltet Aktivitet/[navn] har moderen anført en række akti­vi­te­ter som læsning, matematik, bevægelse udenfor, oprydning og skærm. Hver aktivitet er efter­fulgt af et bestemt tidsrum angivet med grøn skrift, fx min. 30 minutter og MAX 2 timer. Drengen har selv sat krydser i et markeret felt ud for hver aktivitet, efter­hån­den som han har udført dem

Flere af de indsendte skemaer er udformet sådan, at børnene selv kan afkrydse eller på anden vis regi­strere, at de har udført en opgave inden for et angivet tidsrum. Denne form for doku­men­ta­tion afspejler ideer om selv­di­sci­plin og tids­op­ti­me­ring, der ikke blot præger arbejds­mar­ke­det, men også fami­li­e­li­vet i det sen­mo­derne infor­ma­tions­sam­fund (Grue 2014; Lupton 2014; Rose 2007). I en tidsalder, hvor grænserne mellem det private og det pro­fes­sio­nelle flyder sammen og kravet om opti­me­ring synes uendeligt, kræver det stor disciplin og selv­le­delse at opnå en form for livs­ba­lance. Hvor fami­lie­ske­maer før corona har haft som mål at vise, hvem der skulle hvad, og hvornår familien kunne være sammen, bruges skemaerne under ned­luk­nin­gen snarere til at afgrænse tid og rum og skabe plads til alle. For mange mid­delklas­se­for­æl­dre syntes ned­luk­nin­gen i foråret 2020 således at tyde­lig­gøre både fordele og ulemper ved det sam­men­væ­vede familie- og arbejds­liv, og de mange skemaer kan ses som forsøg på at sikre familiens og især mødrenes mentale over­le­velse i en presset tid. Ud over en form for hver­dags­mo­ni­to­re­ring (jf. Lupton 2014) afspejler skemaerne kul­tu­relle idealer for inten­si­ve­ret for­æl­dre­skab, fami­lie­tid og kva­li­tet­s­tid som væsent­lige moralske markører for det gode fami­li­e­liv (jf. Brannen 2005). Idealer, som måske nok efter­stræ­bes gennem stram tids­sty­ring, men samtidig bliver stærkt udfordret af fami­li­er­nes hverdagspraksisser.

Kønnet ske­malæg­ning

Det er langtfra en ny erken­delse, at kvinder fortsat varetager en stor del af fami­li­e­li­vets orga­ni­se­ring i mange danske husstande (Chri­sten­sen & Ottosen 2002), såvel som i andre vestlige samfund (Haavind 2002; Gershuny 2000). Alligevel finder vi det markant, at ca. 70 kvinder og kun fire mænd reagerede på opslagene på sociale medier og i diverse uddan­nel­ses­net­værk om at deltage i vores projekt. Af vores inter­views, hvori der ud over kvinder, børn og unge også deltager flere mandlige kærester og ægte­fæl­ler, fremgår det ligeledes, at kvinderne generelt sad i fører­sæ­det for omor­ga­ni­se­rin­gen af familiens rutiner og opgaver under ned­luk­nin­gen i 2020. Det stemmer overens med under­sø­gel­ser af fami­li­e­liv under Covid-19 i andre vestlige lande (Auðardót­tir & Rúdól­f­sdót­tir 2020; Biroli et al. 2020; Power 2020). Samtlige indsendte skemaer er udformet af mødre, på nær ét af en 15-årig dreng lavet på opfor­dring af hans mor (figur 10) og et andet lavet i sam­ar­bejde mellem et for­æl­dre­par over mulige scenarier forbundet med mandens jobover­vej­el­ser (figur 4). Det rækker ud over denne artikels sigte at analysere køns­a­spek­terne i mid­delklas­se­fa­mi­li­ers hverdag under corona-pandemien i Danmark, men vi kan ikke undlade at påpege kvin­der­nes bety­de­lige rolle og dominans i den henseende. Som et eksempel lavede en kvinde fra Midtjyl­land et detal­je­ret ugeskema (figur 5) for sin 8‑årige søn, der har en autis­me­di­ag­nose, til at hjælpe ham og hans far/hendes mand med at struk­tu­rere sønnens dage under ned­luk­nin­gen, mens hun selv var afsted som admi­ni­stra­tiv med­ar­bej­der i sund­heds­væ­se­net. I et efter­føl­gende interview, hvor to af kvindens tre børn på 8, 12 og 14 også deltog, for­kla­rede hun sin rolle og tanker bag skemaet:

Struk­tur­de­par­te­men­tet ligger nok her [hos mig]. Jeg er af natur et meget struk­tu­re­ret menneske, og jeg er vant til at have med udfor­drin­gerne som [min søn] har, fordi han har autisme [sønnen nikker]. Så jeg er vant til at struk­tu­rere hverdagen for [min søn] – og for jer andre [i familien] i det hele taget – så jeg laver nogle skemaer. Jeg går ind på Aula og MinUd­dan­nelse og ser, hvad lærerne skriver, og så tegner jeg et ugeskema til [min søn], også til sto­re­sø­ster, sim­pelt­hen med farver: Skole har én farve, mad har en anden farve, og leg har en tredje farve osv. Og så ned på timer: Fra klokken dét til klokken dét skal du gøre sådan og sådan, og det har dén farve. Fordi så er der en struktur, som ungerne kan følge, når jeg ikke er hjemme til hele tiden at instruere.

Skema fra primo april 2020
Figur 5. Skema fra primo april 2020, lavet af en kvinde fra Søn­derjyl­land for hendes 8‑årige søn, der har en autis­me­di­ag­nose. Øverst står barnets navn efter­fulgt af en kolonne for hver af ugens dage, og til venstre er angivet faste tidsrum fra før kl. 9 til kl. 15. Hver af de angivne akti­vi­te­ter er markeret med fire farver, der hhv. illu­stre­rer kate­go­ri­erne husk!, mad, skole og leg. Mange af akti­vi­te­terne er angivet som faste daglige gøremål, fx Tøj, medicin, tænder (kate­go­ri­se­ret som ”husk!”) og leg uden skærm inde eller ude (kate­go­ri­se­ret som ”leg”). Bemærk hvordan angi­vel­sen af de sko­le­mar­ke­rede akti­vi­te­ter Matematik s. x‑x og Dansk s. x er tilføjet ”med far!”

For­hand­ling af autoritet og autonomi i hjemmeskolen

Mange af sko­le­for­æl­drene i vores materiale etab­le­rede hurtigt en hjem­meskole, der lignede den almin­de­lige skole, blandt andet gennem brug af detal­je­rede dags­ske­maer og påbud om sko­le­re­le­vante akti­vi­te­ter som læsning, skrivning og matematik. Blandt de indsendte skemaer er det således tydeligt, hvordan flere af for­æl­drene overtager skoler og dag­in­sti­tu­tio­ners måder at orga­ni­sere børns liv i tid og bestemte akti­vi­te­ter – en ori­en­te­ring, der i forvejen præger mange familier med en hverdag struk­tu­re­ret efter skolen og dag­in­sti­tu­tio­nens rytmer (Bach et al. 2020; Dannesboe 2012, 2020; Kousholt 2011). Modsat ned­luk­nin­gen i januar-februar 2021, hvor skolerne i højere grad detailsty­rede børnenes akti­vi­te­ter med ske­ma­lagte opgaver og under­vis­ning på Teams, bar de første uger af ned­luk­nin­gen i foråret 2020 præg af en mindre struk­tu­re­ret indsats fra lærerne, der overlod det til for­æl­drene at overse børnenes sko­le­ak­ti­vi­te­ter. Flere forældre oplevede dette ansvar som over­væl­dende. En far fra Aarhus beskrev fx, hvordan lærerne gik lidt grassat og sprøjtede opgaver i hovedet på os. Skemaerne var ikke formelt et krav fra hverken skoler eller dag­in­sti­tu­tio­ner under ned­luk­nin­gen, men kan anskues som for­æl­dre­nes for­tolk­nin­ger af skolens for­vent­nin­ger og forsøg på at opret­holde noget af skolens rutiner og autoritet over for børnene, da lærerne og skolen pludselig var væk.

Når mange mid­delklas­se­fa­mi­lier hurtigt omsatte skolens logikker til hjem­mesko­len, kan det ses i lyset af en stigende sam­funds­mæs­sig for­vent­ning til forældres rolle og enga­ge­ment i deres børns insti­tu­tions- og skoleliv (Baez & Talburt 2008; David 2003; Dannesboe 2012; Højholt & Kousholt 2019; Lareau 2003; Sparrmann et al. 2016), samt en øget offentlig invol­ve­ring i for­æl­dre­skabsprak­sis­ser (Faircloth & Murray 2017; Knudsen 2007). Med ned­luk­nin­gen synes en allerede igang­væ­rende inten­si­ve­ring af for­æl­dre­ska­bet altså at eskalere: De eksi­ste­rende for­vent­nin­ger til forældre om at være til­gæn­ge­lige for skolen 24/7 (fx via AULA eller lign.) og gøre hjemmet til et anneks for skolens lærings­rum gennem orke­stre­ring af skoleliv og lektier (jf. Akselvoll 2017; Dannesboe 2012, 2020) skærpes, idet for­æl­drene nu mere aktivt må påtage sig lærer­rol­len over for deres børn og på én gang skal orga­ni­sere, motivere, støtte og kon­trol­lere børnenes sko­le­ar­bejde. Det er en form for inten­si­ve­ring, hvor orke­stre­ring af børnenes hverdag og moni­to­re­ring af sko­le­ak­ti­vi­te­ter må afstemmes i forhold til skolens krav og børnenes vel­be­fin­dende, mens forældre fletter ind og ud af arbejdsopgaver.

Selv om flere af for­æl­drene pegede på, hvordan hjem­mesko­len gav dem nye indsigter i børnenes skoleliv, fandt mange det udfor­drende at agere sko­le­læ­rer for deres børn. Det kan være vældig van­ske­ligt at påtage sig lærerens rolle og autoritet, når man ikke har skolens struk­tu­rer (fx klassens fælles sproglige og sociale rutiner eller klokken, der ringer ind og ud), og man samtidig skal forsøge at passe sit eget arbejde. Mange forældre under­stre­gede vig­tig­he­den af at gøre fami­lie­ti­den under ned­luk­nin­gen hyggelig og for eksempel indlægge akti­vi­te­ter som bagning, gåture og brætspil i hver­da­gene, gerne udfoldet som fælles fami­lie­ak­ti­vi­te­ter. I det hele taget syntes hygge og fæl­les­skab at blive tillagt stor betydning i mange af fami­li­er­nes måder at orga­ni­sere sig på under ned­luk­nin­gen, hvilket fx sås i flere mødres invol­ve­ring af børn i til­ret­te­læg­gel­sen og den kreative udform­ning af familiens skemaer.

Et søskendepar på 11 og 8
Figur 6. Et søsken­de­par på 11 og 8 fra Østjyl­land fortæller om deres hjem­mesko­le­ske­maer for ugen op til påske 2020 i en video optaget og indsendt af deres mor.
En 8-årig piges skema
Figur 7. En 8‑årig piges skema, lavet af hendes mor og udsmykket med lyserøde stjerner af pigen, der også selv har valgt at indsætte hjerter i skemaet, efter­hån­den som hun har påbegyndt opgaverne.

I nogle familier vakte for­æl­dre­nes over­ta­gelse af lærer­rol­len regulære kon­flik­ter. Fx fortalte en 11-årig pige fra København os i et solo­in­ter­view, hvordan hun blev irriteret og skændtes med sine forældre omkring deres forsøg på at overvåge og styre hendes akti­vi­te­ter under nedlukningen:

Inter­viewer: Ja. Og hvordan har det været, at din mor og far ligesom har måske, blandet sig lidt mere i dit sko­le­ar­bejde, end de plejer, eller har de det? 

Pige, 11 år: Jeg synes de har… Altså… I starten, så lavede de sådan nogle skemaer ude i køkkenet. Det var jeg ikke særlig vild med. Jeg syntes det var sådan lidt irri­te­rende, for jeg kunne jo godt klare det SELV. Altså… Altså jeg kunne godt SELV. Og det er også tit noget, vi har skændtes om, at jeg synes SELV godt jeg kunne klare det, og de var sådan: ”Nej, du kan ikke klare det selv, fordi vi vil gerne vide du har lavet det… At du har LAVET det”. Og der har det været sådan lidt irri­te­rende, at de… Ja.

Pigen lavede i stedet sin egen såkaldte bullet-journal for hver­da­gene under ned­luk­nin­gen, med angivelse af konkrete klok­keslæt og et plan­læg­nings­felt for mor­gen­da­gens aktiviteter:

Bullet-journal
Figur8. Bullet-journal lavet primo april 2020 af 11-pige fra København: stå op, synge mor­gensang, dansk: læsning…

Børns aktive forsøg på at skabe rum til sig selv og for eksempel modsætte sig for­æl­dre­nes ind­blan­ding i sko­le­ar­bej­det illu­stre­rer, at børn langtfra altid deler deres forældres pri­o­ri­te­rin­ger og orga­ni­se­ring af familiens fælles hverdag (jf. Winter et al 2015; Clemensen 2020; Dannesboe 2016; Mason & Tipper 2008). I en anden familie udformede en 15-årig dreng neden­stå­ende skema over fordele og ulemper ved forårets ned­luk­ning, herunder mere tid med min mor som både er noteret under ”fordele” og ”ulemper”:

Skema for fordele og ulemper under nedlukningen
Figur 10. Skema for fordele og ulemper under ned­luk­nin­gen, lavet af en 15-årig dreng fra Søn­derjyl­land i april 2020. Under fordele oplistes blandt andet sove længe, ikke gå i bad, hjælp af mor, selv bestemme pauser, være hjemme med kyl­lin­gerne og kan gå ud i det gode vejr. Under ulemper oplistes blandt andet synge mor­gensang hver morgen, kan ikke komme til fri­tidsak­ti­vi­te­ter, kan ikke ses med vennerne og [minus]frisør.

Selv om skemaet her synes at være lavet med et glimt i øjet, kan både det og den 11-årige piges citat ovenfor læses som børns forsøg på at opret­holde og forsvare en vis autonomi over for deres forældre i en tid, hvor de sidder ”fanget” i hjemmet uden den sæd­van­lige adgang til sko­le­går­den, fri­tids­klub­ben og andre fristeder. For nogle af fami­li­erne for­stær­kede ned­luk­nin­gen således eksi­ste­rende kon­flik­ter og for­hand­lin­ger om autoritet og autonomi mellem voksne og børn.

Skemaets sam­men­brud

Generelt så vi i vores materiale, hvordan den detal­je­rede orke­stre­ring af familiens akti­vi­te­ter gradvist løsnede sig eller brød helt sammen. Flere af de inter­viewede forældre fortalte, at den detal­je­rede ske­malæg­ning ikke fungerede for deres børn under ned­luk­nin­gen, og at børnene efter­s­purgte større frihed og flek­si­bi­li­tet. En lærer­ud­dan­net kvinde fra København fortalte for eksempel, hvordan hun først lavede et stort sko­le­skema for sin 9‑årige datter med angivelse af faste klok­keslæt for sko­le­ak­ti­vi­te­ter og frik­var­ter. Efter kort tid kon­klu­de­rede både mor og datter imid­ler­tid, at det blev for stres­sende at følge skemaet, og at datteren i stedet kunne lave sit eget skema på ugebasis, uden tidsangivelser:

Skema lavet af en 9-årig pige
Figur 9. Skema lavet af en 9‑årig pige fra København sidst i marts 2020: matematik, skrive, læse, musik, spile et spil ♥, spise mad, fri leg. Bemærk hvordan hver aktivitet er ledsaget af en afkryds­nings­boks, som dog ikke er udfyldt på billedet.

Et andet eksempel er den køben­havn­ske familie beskrevet i ind­led­nin­gen. Moderen i denne familie fortalte os, hvordan hun og hendes mand i baks­pej­let opfattede kanban-skemaerne som en slags drøm­mes­ce­na­rie for familiens hverdag under ned­luk­nin­gen, som de inderst inde godt vidste ikke ville holde stik:

Det, jeg havde tænkt på bagefter [om den første ske­malæg­ning], der sad vi netop og planlagde, hvordan vi godt kunne TÆNKE os ugen blev. Så prøvede vi jo vir­ke­lig­he­den dagen efter, hvor vi så kom i gang, og [vi erfarede] hvor lidt det så lykkedes, ikke? For det er jo det dér med netop [at sige til hinanden], ”nu laver vi de her aftaler, så skal vi gøre sådan og sådan, og det bliver rigtig godt. Og det er også HELT vildt vigtigt vi laver dem [skemaerne]”. Men dagen efter [spurgte vi forældre hinanden]: ”Stod [vores 11-årige datter] op og kom i gang og sådan noget?” Nej, det gjorde hun jo ikke rigtigt, vel?

I stedet beskrev denne mor, hvordan børn og voksnes akti­vi­te­ter i hjemmet hurtigt blev rodet sammen, og hvordan hun for eksempel havde svært ved at fremstå fokuseret og pro­fes­sio­nel under et online-møde med sin nye teamleder, mens resten af familien løb rundt og råbte ad hinanden lige uden for døren. 

Fore­stil­lin­gen om at opret­holde en normal skole- og arbejds­dag under ned­luk­nin­gen ved hjælp af skemaer og aftaler blev med andre ord mere eller mindre opgivet af mange af fami­li­erne. I vores inter­views iro­ni­se­rede flere forældre over det plan­læg­nings­ivrige for­æl­dre­skab og deres egen mere eller mindre fri­vil­lige udøvelse af det i mødet med rege­rin­gen og sam­fun­dets for­vent­nin­ger. Særligt stærkt står et skema lavet til os af en kvinde fra Søn­derjyl­land, som ikke bare iro­ni­se­rede over umu­lig­he­den ved at arbejde kon­cen­tre­ret med to hjem­mesko­lende børn, men også over tidsstyrings­regimets karakter af absurd teater, når det flyttes fra skolen og arbejds­plad­sen ind i hjemmet:

MOR(15-årig søn)(13-årig datter)
6.00  Overveje at stå op og nå noget arbejde før børnene vågner       
6.10  Stå op        
6.15  Samle det værste rod op fra gulvet       
6.30  Har bade­væ­rel­set for mig selv – jubii 😊  (Elsker hjemmeskolen)       
7.00  Snuppe opvasken fra i går…       
7.20  Opdage at tiden er løbet fra mig – opgive at nå noget arbejde       
7.30  Vække børnene + sætte morgenmad frem       
7.40  Vække børnene igen    vågne  
7.50  Råbe af børnene mens vinduet bliver åbnet og dynen fjernet    Stå op  
8.00  Spise morgenmad  vågne  Spise morgenmad  
8.15  Hente ((søn))Blive hevet ud af sengen    
8.30  opvask  Børste tænder + brokke sig over hjemmeskolen Finde tand­bør­sten frem + kæle med kyllinger. Ignorere mors besked om at vaske hænder. 
9.00  Kalde på børnene Lade som om jeg ikke hørte mor Børste tænder  
9.05  DR 1 mor­gensang (Man burde gøre det her hver dag – også efter corona-krisen) Står foran Tv og se sur ud. Mor­gensang  
9.15  Tænder com­pu­te­ren med alle inten­tio­ner om at få noget arbejde fra hånden Kigge ud ad vinduet mens jeg overvejer at starte com­pu­te­ren op Blive irriteret over at skoledu​.dk ikke virker 
9.16  Tænde ((søn))s computer for ham og åbne hans dokument Overveje, hvor meget jeg kan få mor til at lave for mig Kigge til kyllingerne 
9.30  Rykke på musen, så min computer ikke går i sleep mode Skrive mit navn øverst på dokumentet Venter på at uni log in virker 
9.45  Forklare ((datter)) at hun kan starte på noget andet – fx læsning Skrive dato på dokumentet Forklare mor at vores bog er digital og skal logges ind med uni-log in 
10.00  Opgive mit eget arbejde for at hjælpe børnene Påpege at klokken er 10, og at det er tid til pause Endelig logget ind – påbegynd læsning 
10.02  Tysse på ((søn)) Larme så meget at lil­le­sø­ster ikke får læst Ignorere sto­re­brors larm ved at gå ud og rede hår 
10.03  Hente ((datter)) tilbage til bogen Påstå at jeg har lavet alt det min lærer har sagt jeg skulle Prøve at logge ind – igen 
10.15  Sende børnene ud at lege Gøre alt for at overtale mor til at jeg hellere må spille computer Prøve at argu­men­tere for at hop i trampolin tæller som idræt og dermed som skolegang. 
Figur 11. Skema indsendt primo april 2020 af en kvinde bosat i Søn­derjyl­land med sin søn på 15 og datter på 13

I dette skema kan selve formatet, den præcise tids­sæt­ning og den hyper­de­tal­je­rede doku­men­ta­tion af familiens respek­tive mor­gen­ak­ti­vi­te­ter, inklusiv til­sy­ne­la­dende ube­ty­de­lige hand­lin­ger som Råbe ad børnene mens vinduet bliver åbnet og dynen fjernet (mor 7:50), Stå foran Tv og se sur ud (15-årig søn 9:05) og Ignorere sto­re­brors larm ved at gå ud og rede hår (13-årig datter 10:02), ses som en kommentar til forholdet mellem ideal og vir­ke­lig­hed for bør­ne­fa­mi­lier under ned­luk­nin­gen – og som en humo­ri­stisk protest imod sam­fun­dets for­vent­nin­ger til forældre om på én gang at skulle varetage børnenes læring og udvikling og samtidig skulle præstere optimalt i en arbejds­kon­tekst. Snarere end som et reelt oprør imod rege­rin­gen og tidsånden ser vi imid­ler­tid forældres skepsis og ironiske kom­men­ta­rer som et afvæbnet forsøg på at sikre deres egen mentale over­le­velse i en presset tid og på at acceptere og begrunde, at arbejds‑, skole- og fami­li­e­li­vet under ned­luk­nin­gen bliver mere rodet og mindre perfekt end normalt.

Kvindens skema ovenfor kan sammen med en del andre skemaer, vi har modtaget, klas­si­fi­ce­res som redskaber til doku­men­ta­tion og eva­lu­e­ring af tidens reelle udform­ning under ned­luk­nin­gen, snarere end til plan­læg­ning. Blandt mange af de familier, vi har talt med, sporer vi et ønske om at sætte værdi og betydning på den del af hverdagen, der ikke kan kate­go­ri­se­res som nyttig på linje med regulære skole- og arbejdsopgaver.

For nogle familier kom hjem­sen­del­ses­pe­ri­o­den således til at fungere som en slags konkret utopi (jf. Rasmussen 2014) for alter­na­tive hver­dags­liv, der ikke bare byggede på en kritik af det eksi­ste­rende ham­ster­hjul og abstrakte visioner for andre liv, men også på konkrete, praktiske erfa­rin­ger med at få arbejde og fami­li­e­liv til at hænge sammen på nye og mere fleksible måder. I nogle familier betød det, at børnene i højere grad blev inddraget i hver­da­gens til­ret­te­læg­gelse, mens andre familier mere eller mindre slap de faste struk­tu­rer. Et for­æl­dre­par til to børn på 3 og 6 år bosat på Ærø fortalte os således om deres egen proces under de første uger af nedlukningen:

Så startede vi med at have et behov for, ”Okay, hvad skal der ske i morgen, fordi vi kan ikke bare lade en dag gå. Vi er nødt til at aktivere børnene, vi er nødt til at have en plan, og vide hvad der skal ske”… Og så har vi så flyttet os helt hen til [at tænke]: ”Vi behøver ikke rigtig have en plan, vi ser bare hvad der sker”. Og vi har også fundet en eller anden tryghed i, at vores familie godt kan klare os igennem en dag, hvor vi finder på noget undervejs og tager det som det kommer.

For denne familie gav erfa­rin­gerne fra ned­luk­nings­pe­ri­o­den anledning til mere grund­læg­gende reflek­sio­ner over deres hver­dags­liv, som før havde været præget af kon­flik­ter om især det ene af deres to børn. I et opføl­gende interview fra januar 2021 fortalte kvinden, hvordan ople­vel­serne af et fami­li­e­liv med mere tid og mindre plan­læg­ning under ned­luk­nin­gen i 2020 fortsat spillede ind på hendes over­vej­el­ser om job‑, boligvalg og familiens frem­tids­ud­sig­ter for at få mere tid sammen i hverdagen. Andre af fami­li­erne pegede på, at erfa­rin­gerne havde spillet ind i for­hand­lin­ger med deres arbejds­gi­ver om mere flek­si­bi­li­tet og hjem­me­ar­bejde i hverdagen efter corona. Ske­ma­er­nes sam­men­brud i det levede hver­dags­liv åbnede således for fru­stra­tion og ironi, men også for mere opti­mi­sti­ske visioner for familielivet.

Opsamling og perspektivering

Vores analyser peger på dyna­mi­k­ker i fami­li­e­li­vet under corona-epi­­­de­­mi­ens tidlige faser. Blandt de med­vir­kende familier søgte mange bered­vil­ligt at varetage de omsorgs- og uddannelses­opgaver, myn­dig­he­derne placerede hos dem under Covid-19-ned­luk­­nin­­gen i 2020. Men denne indsats satte i mange tilfælde pres på eksi­ste­rende udfor­drin­ger og for­vent­nin­ger i familien. Smit­te­ri­siko, sygdom, jobu­sik­ker­hed og økonomi blev nævnt i flere inter­views, men det var især orke­stre­rin­gen af hverdagen under de nye vilkår, der fyldte. Fami­li­er­nes brug af skemaer viser tendensen til at ram­me­sætte og moni­to­rere hver­dags­li­vet, men også hvordan styringen af familien løbende for­hand­les, skifter betydning eller opgives. Analysen viser, at skemaerne ofte afspejler en ide­a­li­se­ret vir­ke­lig­hed, kalkeret over velkendte ska­be­lo­ner som sko­le­ske­maet og eva­lu­e­rings­ske­maet, der bliver umulig at efterleve når hverdagen melder sig med krydspres mellem fami­li­e­liv, skole og arbejde – alt sammen inden for hjemmets fysiske rammer.

På den måde synes Cor­o­na­pe­ri­o­den at have øget eksi­ste­rende for­vent­nin­ger til det intensive for­æl­dre­skab blandt mid­delklas­se­fa­mi­lier, hvor for­æl­drene ikke blot skal støtte op om skolen og lærerne, men selv forventes at engagere sig i og moni­to­rere børnenes sko­le­ar­bejde. Anden forskning peger på, at sådanne for­vent­nin­ger gør børn i udsatte familier særligt sårbare (Krab 2015). I denne artikel har vi vist, at hjem­mesko­len i foråret 2020 også satte børn og voksnes rela­tio­ner under pres i familier, vi ikke normalt ville kate­go­ri­sere som sårbare. Ned­luk­nin­gen gav således nye sår­bar­he­der og kon­flik­ter i en på én gang velkendt og helt ny hjem­me­hver­dag, som ikke mindst oplevedes for­skel­ligt af for­skel­lige familiemedlemmer.

Særligt for ned­luk­nin­gen i foråret 2020 var måske risikoen – og chancen – for, at skemaerne kunne opløses og gen­for­hand­les internt i nogle familier, fordi styringen fra skolerne af børnenes hjem­meskole ikke var så detal­je­o­ri­en­te­ret, som den senere blev. I skrivende stund under ned­luk­nings­pe­ri­o­den i foråret 2021 er skolernes fjer­nun­der­vis­ning inten­si­ve­ret, og lærerne udar­bej­der i højere grad skemaer, som børnene forventes at følge. På den ene side har forældre nu ikke et lige så stort ansvar for tids- og opga­ve­sty­ring, men fungerer primært som støtte og kon­trol­in­stans. På den anden side bliver mulig­he­derne for for­hand­ling og flek­si­bi­li­tet inden for fami­li­erne mindre, og dermed måske også mulig­he­derne for at skabe konkrete utopier for alter­na­tive fami­li­e­liv. Hvor bør­ne­fa­mi­lier i foråret 2020 blev til små selv­le­dede bobler, er fami­li­er­nes sel­vor­ga­ni­se­ring i foråret 2021 reduceret, mens boblen er blevet endnu mindre. Flere familier har i denne periode fortalt os om arbejds- og sko­le­ru­ti­ner, der så at sige er ude af sync med hinanden, så det ikke længere er muligt fx at spise frokost sammen eller have fælles mor­gen­gym­na­stik eller mor­gensang. Ligeledes peger dis­kus­sio­nerne i den offent­lige debat i højere grad på afmatning og træthed end på mulig­he­derne for at bruge corona-erfa­rin­­gerne som inspira­tion til samfundsforandringer.

Lit­te­ra­tur

Akselvoll, M. Ø. (2016): Fol­ke­skole, forældre og forskelle. Skole-hjem-sam­ar­­bejde og for­æl­dre­in­vol­ve­ring i et klas­se­per­spek­tiv. Ph.d.-afhandling, Roskilde Universitet

Albris, K. & Wahlberg, A. (2018): At være online. Web­no­grafi og digitale metoder. I: H. Bundgaard, H. Mogensen & C. Rubow (red.): Antro­po­lo­gi­ske projekter. En grundbog. Fre­de­riks­berg: Sam­funds­lit­te­ra­tur, s. 261 – 274.

Andenæs, A. & Haavind, H. (2018): Sharing Early Care: Learning from Pra­cti­tio­ners. I: M. Fleer & B. v. Oers. Dordrecht (red.): Inter­na­tio­nal Handbook of Early Childhood Education, 2nd Edition. Holland: Springer, s.1483 – 1502.

Auðardót­tir, A. M. & Rúdól­f­sdót­tir, A. G. (2020): Chaos ruined the children’s sleep, diet and behaviour. Gendered discour­ses on family life in pandemic times. Gender work organ: 1 – 15.

Baez, B. & Talburt, S. (2008): Governing for Respon­si­bi­lity and with Love. Parents and Children Between home and School. Educa­tio­nal Theory 58(1): 25 – 43.

Biroli, P., Bosworth, S., Giusta, M. D., Girolamo, A. d., Jaworska, S. & Vollen, J. (2020): Family life in lockdown. HCEO Working paper series. Human Capital and Economic Opportu­nity Working Group. Chicago, USA: Uni­ver­sity of Chicago.

Brannen, J. (2005): Time and nego­ti­a­tion of work-family boun­da­ries. Autonomy or illusion. Time and Society 14(1):113 – 131.

Chri­sten­sen, E. & Ottosen, M.H. (2002): Resul­ta­ter og per­spek­ti­ver fra Socialforsknings­instituttets forskning om børn og familie. Soci­al­forsk­nings­in­sti­tut­tet 02:8.

Clemensen, N. (2020): Managing freedom. Family discourse on chil­dren’s urban autonomy in a Copen­ha­gen housing coo­pe­ra­tive. Ant­hro­po­logy and Education Quarterly 51 (4): 477 – 495.

Cox, S. Drew, S. Guillemin, M. Howell, C. Warr, D. & Waycott, J. (2014): Gui­de­li­nes for Ethical Visual Research Methods. Melbourne: The Uni­ver­sity of Melbourne.

Dannesboe, K. I. (2012): Passende enga­ge­ment og (u)bekvemme skoleliv. Et studie af børns navi­ga­tio­ner mellem skole og familie. Ph.D.-afhandling, Aarhus Universitet. 

Dannesboe, K.I. (2016): Ambiguous Invol­ve­ment. Children’s Con­structions of Good Parent­hood. I: Sparrmann et al (2016): Doing good parent­hood. Ideals and practices of parental invol­ve­ment. London: Palgrave MacMillan, s. 65 – 75. 

Dannesboe, K.I., Bach, D., Kjær, B. & Palludan, C. (2018): Parents of the welfare state. Peda­gogues as parenting guides. Social Policy and Society 17(3): 467 – 480.

Davidoff, L. (2012): Thicker than Water. Siblings and their Relations, 1780 – 1920. Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press. 

David, M. (2003): Minding the Gaps between Family, Home and School. Pushy or Pres­suri­sed Mummies? In S. Castelle et al. (red.): School, Family and Community Part­ners­hips in a World of Dif­fe­rence and Changes. Gdansk: Wydaw­ni­ctwo Uniwer­sytetu Gdanski­ego, s. 75 – 88.

Furedi, F. (2002) Paranoid Parenting. Why Ignoring the Experts may be the Best for your Child, Chicago: Chicago Review Press.

Gershuny J. (2000): Changing Times. Work and Leisure in Postin­du­strial Society. Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press.

Gillis, J. (1996): A World of Their Own Making. Myth, Ritual, and the Quest for Family Values. Cambridge: Harvard Uni­ver­sity Press. 

Gullestad, M. (1994): Fami­lie­forsk­ning mellem posi­ti­visme og for­tolk­ning. Nordisk Socialt Arbeid 4: 289 – 301.

Haavind, H. (2002): Kreve likhet eller aner­kjenne for­skel­ler? Kvinners stra­te­gi­ske posisjo­ne­rin­ger i dag­lig­li­vet. I: Subjekt, politik och köns­kon­struk­tion: Det jämstäl­lda Norden som fram­tids­ver­kstad. NIKK Små­skrif­ter 8: 4 – 12.

Højholt, C. & Kousholt, D. (2019): Parental col­la­bo­ra­tion in relation to children’s school lives – advanced regu­la­tion or an opportu­nity for soli­da­rity? Inter­na­tio­nal Journal of Qua­li­ta­tive Studies in Education 32 (8): 1048 – 1063

Jørgensen, P. S. (1999): Fami­li­e­liv – i bør­ne­fa­mi­lien. I: L. Dencik & P. S. Jørgensen (red): Børn og familie i det post­mo­derne samfund. København: Hans Reitzels Forlag, s. 108 – 131.

Knudsen, H. (2007): Fami­lie­klas­sen – nye grænser mellem skole og hjem. I: Moos, L. (red): Nye sociale tek­no­lo­gier i fol­ke­sko­len – kampen om dannelsen. Fre­de­riks­havn: Dafolo, s. 105 – 122.

Kousholt, D. (2011): Bør­ne­fæl­les­ska­ber og fami­li­e­liv. Børns hver­dags­liv på tværs af dag­in­sti­tu­tion og hjem. København: Dansk Psy­ko­lo­gisk Forlag. 

Krab, J. (2015): Mellem mål­ske­maer, opbakning og tvivl – forældres arbejde med og i fami­lie­klas­sen. Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift 4 (15): 53 – 61.

Larsen, M. C. (2018): Inter­ne­tet­no­grafi – på online fel­t­ar­bejde mellem hver­dags­prak­sis­ser og net­værks­kom­mu­ni­ka­tion. I: Jacobsen, M. H. & Jensen, H. L. (red.): Etno­gra­fier. København: Hans Reitzels Forlag, s. 203 – 231.

Lareau, A. (2003): Unequal Child­hoods. Class, Race, and Family Life. Berkeley, CA: Uni­ver­sity of Cali­for­nia Press.

Lee, E., Bristow, J., Faircloth, C. and Macvarish, J. (eds.) (2014) Parenting Culture Studies, Basing­s­toke and New York: Palgrave Macmillan.

Leira, A. (1993) (ed.): Family Sociology. Deve­l­o­ping the field. Con­fe­rence Pro­ce­e­dings. Oslo: Institute for Social Research.

Lupton, D. (2014): Quan­ti­fying the Body. Moni­tor­ing and Measuring Health in the Age of Health Tech­no­lo­gies. Critical Public Health 23(4):393 – 403.

Mason, J. & Tipper, B. (2008): Being related. How children define and create kinship. Childhood 15(4): 441 – 460.

Mason, J. & Bessell, S. (2017): Children’s Lives: Taking Account of the Social. Children and Society 31: 257 – 262.

Morgan, D. (1996): Family con­nections. An intro­duction to family studies. Cambridge: Polity Press. 

Morgan, D. (2011): Locating ‘Family Practices’. Socio­lo­gi­cal Research Online 16 (4): 174 – 182.

Munk, M. (2016): Resiliens mellem individ og livsform. Slagmark. Tids­skrif­tet for Idéhi­sto­rie 73: 81 – 101.

Power, K. (2020): The COVID-19 pandemic has increased the care burden of women and families. Sustai­na­bi­lity. Science, Practice and Policy 16(1): 67 – 73.

Rasmussen, K. (2014): Børns utopier? Psyke & Logos 35(1): 212 – 228.

Rose, N. (2007): The Politics of Life itself. Bio­me­di­cine, Power and Sub­jecti­vity in the Twenty First Century. Princeton & Oxford: Princeton Uni­ver­sity Press.

Smart, C. & Neale, B. (1999): Family Fragments? Cambridge: Polity Press. 

Sparrman, A., Wester­ling, A., Lind, J. & Dannesboe, K. I. (2016): Doing good parent­hood. Ideals and practices of parental invol­ve­ment. London: Palgrave MacMillan.

Winther, I.W (2013): For­ske­rens for­nem­melse for øen. En kropsligt indvævet forsk­nings­prak­sis. I: Rasmussen, K. (red): Visuelle tilgange og metoder i tvær­fag­lige pæda­go­gi­ske studier. En antologi baseret på erfa­rin­ger og indblik fra forskning, udvik­lings­ar­bejde og under­vis­ning. Fre­de­riks­berg: Roskilde Universitetsforlag.

Winther et al (2015): Hvad er søskende? Praktiske og følsomme for­bin­del­ser. København: Akademisk Forlag. 

Walton, S. (2018): Remote eth­no­graphy, virtual presence. Exploring digital-visual methods for ant­hro­po­lo­gi­cal research on the web. I: C. Costa & J. Condie (red): Doing Research In and On the Digital. New York: Routledge, s. 116 – 133.

Ødegaard, E.E & Gravis, S. (2017): Nordic Per­specti­ves of Families and wellbeing. Abingdon, Oxon: Routledge.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte