Det er efterhånden almindelig anerkendt, at børn og unge i udsatte positioner skal inddrages ikke mindst i deres egen ’sag’. Ikke desto mindre er der fortsat forskellige forståelser af og holdninger til inddragelsen af børn og unges perspektiver i forbindelse med pædagogiske og sociale indsatser. Ligesom inddragelse også kan være både dilemmafyldt og kompliceret i praksis.
På den ene side, at der er sket en demokratisering af feltet, blandt andet afspejlet i Barnets lov og FN’s Børnekonvention, hvor børn og unges ret til at ytre sig og blive taget alvorligt understreges (se fx Petersen & Kornerup, 2021). På den anden side er der også magtfulde aktører på feltet og deltagere i den offentlige debat, der sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at lytte og give stemme til børn og unges perspektiver, særligt når det gælder børn og unge i udsatte og marginaliserede positioner. Fx problematiserede Social Kritik, at pressen og offentlige myndigheder lyttede til unges oplevelser af overgreb under deres anbringelse på Solhaven[1]. Dokumentarer som ’Nødråb fra børnehjemmet’, der viser eksempler på ulovlig magtanvendelse filmet af børn har afstedkommet, at Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte unge stiller spørgsmålstegn ved, om anbragte børn og unge kan anses for at være troværdige kilder.[2] Selvom inddragelse af børn og unges perspektiver i sociale indsatser tillægges stadig større betydning, spiller objektgørende kategorier samtidig en betydelig rolle i børnesynet på det sociale område. Kategorier der fx definerer børn og unge som omsorgssvigtede, psykisk syge, kriminelle eller udadreagerende og dermed som så sårbare, at deres perspektiver ikke kan tillægges vægt og betydning. Det er et demokratisk og fagligt problem, når børn og unges perspektiver marginaliseres eller anses for at være utroværdige.
Samtidig er inddragelse af børn og unge i udsatte positioner ikke nødvendigvis let og friktionsfri. Arbejdet med disse børn og unge foregår i et socialpolitisk felt og en praksis præget af mange dilemmaer, interesser og modsætninger (Espersen, 2011; Fjordside, 2021; Schwartz, 2014; Warming, 2018, Warming et al 2019).
I dette temanummer kredser vi om centrale spørgsmål relateret til inddragelse af børn og unge: hvilke udfordringer og dilemmaer kan være forbundet med inddragelsen? Hvordan stiller udfordringer og dilemmaer sig forskelligt for børn og unge og forskellige fagprofessionelle? Hvordan sikres reel inddragelse og høj faglighed i professionelles arbejde med børn og unge?
Initiativet til dette temanummer er taget af en gruppe forskere og praktikere, der arbejder med inddragelse af børn og unge i udsatte positioner. I gruppen har bl.a. deltaget repræsentanter fra De anbragtes Vilkår, Børns Vilkår, Børnerådet og Joannahuset. I samarbejde med Dansk pædagogisk Tidsskrifts redaktion har to af gruppens deltagere – Ida Schwartz og Hanne Warming – indgået i temaredaktionen. Ligeledes har alle fra denne gruppe bidraget til temanummeret, bl.a. med essays, der inddrager erfaringer fra praksis.
I dette temanummer bringer vi forskningsartikler og praksisrelaterede essays, der belyser problematikker vedrørende børn og unges inddragelse inden for special- såvel som almenområdet. Inddragelse af børn og unge er formet af de lovmæssige og professionelle systemer, etablerede arbejdsgange og særlige formater i de institutionelle sammenhænge som børn og unge, og i særdeleshed dem, der lever i udsatte positioner, kommer i berøring med. Selvom der i de professionelles møder med disse børn og unge er intentioner og bestræbelser på inddragelse, så fremgår det af temanummerets artikler og essays, at børn og unge i udsatte positioner langt fra oplever at blive inddraget og lyttet til.
En række artikler og essays fokuserer på udfordringer og dilemmaer, som optræder i pædagogiske og sociale indsatser, hvor børn og unge inddrages i sager og forløb, der vedrører dem og deres hverdagsliv. Flere artikler tegner et billede af systemer og handlemåder, der skaber bestemte løsninger, og dermed fastlåste deltagelsesrum for børn og unge. Samlet set peger tidsskriftets bidrag på, at praksis for inddragelse af børn og unge må gentænkes og udvikles både overordnet organisatorisk og fagligt i de forskellige kontekster, hvor børn og unge møder professionelle indsatser.
Temanummeret indledes med essayet Barnets ret til at blive hørt i egen sag – hvorfor er det svært og hvordan bliver vi bedre? af Anna Marie Carstens og Eva Lunn. Deres essay baserer sig på egne erfaringer fra henholdsvis Børnerådet og Joannahuset. De peger på, at børns ret til inddragelse gennem aktindsigt og afholdelse af børnesamtaler før afgørelser i sager i meget stort omfang krænkes. De diskuterer nogle af grundene til at børns ret til inddragelse ikke bliver overholdt, og argumenterer for, at det ikke alene er en krænkelse, men også problematisk, fordi det fører til dårligere sagsbehandling.
Herefter følger artiklen Børnesyn og inddragelse af Ida Schwartz og Hanne Warming. Artiklen spørger grundlæggende til, hvorfor inddragelse af børn i udsatte positioner bliver ved med at drille i praksis. Dette ses som begrundet i en pendulering mellem at forstå børn som enten eksperter i eget liv eller som sårbare. Forfatterne argumenterer for at dette tilsyneladende dilemma er funderet i et individualiserende børnesyn. Med afsæt i konkrete eksempler fra egen forsknings- og udviklingspraksis argumenteres for, at børns deltagelsesmuligheder er indlejret i komplekse materielle og diskursive strukturer og konfliktuelle magtrelationer. Derfor findes der ingen enkel metode for, hvordan professionelle kan inddrage børn og unge. Professionelle må i stedet undersøge, hvordan de kan samarbejde med børn og unge om at udforske deres livsbetingelser.
I essayet Når børnesynet halter diskuterer Stine Lindberg og Carsten Alstrup – begge fra organisationen Børns Vilkår – den omfattende mangel på inddragelse her særligt af børn med handicap. De mener, at den manglende inddragelse bunder i et anderledes syn på børn med handicap, der ofte begrundes med de pågældende børns ’modenhed’. Forfatterne afviser imidlertid, at manglende modenhed kan været et argument for at undlade at inddrage børn. Barnet skal inddrages, men på måder der tager højde for dets modenhed. I artiklen gives en række eksempler fra praksis på, hvordan børn med handicap – fx børn uden talesprog – kan inddrages.
Manon Lavaud viser i artiklen Men du er et barn, kære ven, hvordan anbragte børn og unges ønsker og forventninger problematiseres som fantasifulde og virkelighedsfjerne af pædagoger og andre omkring dem. Med afsæt i kritisk barndomsforskning og et childism-perspektiv viser analyserne, at der sker en dobbelt positionering som både “barn” og “anbragt”, som medvirker til at udgrænse børnene og de unges perspektiver som irrelevante.
I artiklen Handleplansmål – i et børne-/ungeperspektiv sætter Louise Harks og Silla Marie Mørck Siever fokus på monitorering af børns udvikling. Det gør de med børne- og familieafdelingernes handleplansarbejde som case. Artiklen diskuterer, hvad opstilling af handleplansmål gør for børnene på kort og lang sigt, for inddragelsen af børnenes og de unges perspektiver i dette arbejde samt for overholdelsen af børns og unges grundlæggende ret til blive hørt og få indflydelse på beslutninger, der vedrører dem selv.
På baggrund af tidligere anbragtes erfaringer og arbejdet i brugerorganisationen De Anbragtes Vilkår diskuterer David Adrian Pedersen i essayet Børn og unges inddragelse i faglige logikker og systemer under anbringelse, hvad det betyder for oplevelsen af at kunne deltage og øve indflydelse at vokse op i faglige omsorgssystemer med professionelle og handleplaner som en del af hverdagen.
I forlængelse heraf følger to digte af Jimmy Gørtz, som han har skrevet med afsæt i egne erfaringer som tidligere anbragt. Digtene giver stemme til et barns perspektiv på omsorgssvigt og illustrerer den smerte, der kan følge af, at et barn ikke føler sig hørt.
De efterfølgende to artikler beskæftiger sig med børn og unges udsathed i forbindelse med inddragelse af børn i henholdsvis skole og daginstitution. Disse artikler peger på, at udsathed i børns hverdag langt fra altid afhjælpes, men i nogle tilfælde forstærkes i situationer i børnehave eller skole, hvor børnene inddrages som led i demokratibestræbelser og samtaler med voksne. Voksnes inddragelsesbestræbelser kan skabe usikkerhed og tavshed frem for dialog.
Stine Helms og Clara Steensen retter blikket mod en veletableret praksis i den danske folkeskole, skole-hjem-samtalen, i artiklen Skole-hjem-samtaler som fremmedgørelseszoner og resonansrum. Med afsæt i et empirisk studie viser forfatterne, hvorledes skole-hjem-samtalens form og rammesætning er væsentlig for de måder, hvorpå udskolingselever, som anses for at være udsatte i en faglig sammenhæng, oplever at blive gjort tavse, føler ubehag ved at være til stede eller oplever ikke at kunne ytre sig i samtalen med voksne.
Artiklen Ulige adgang til inddragelse i daginstitutionens hverdag af Karen Prins beskæftiger sig med demokrati i daginstitutioner. Hun viser hvordan bestemte forståelser af inddragelse og demokrati sætter en særlig ramme for daginstitutionen som rum for demokratiske erfaringer og medbestemmelse. Denne ramme privilegerer de børn, som passer til daginstitutionens normer for det kompetente barn, på bekostning af de børn, som de ansatte ser som udsatte.
Temanummeret afsluttes med endnu et essay Ytringsfrihed gælder også for børn af Mette Korsgaard, der som journalist og dokumentarist diskuterer børns og unges ytringsfrihed. Korsgaard tager afsæt i hjemløse unges ret til at ytre sig og deltage i en dokumentarfilm, og diskuterer hvilke muligheder unge har for at blive hørt – også om de dele af deres liv, der rummer vanskeligheder i familien – hvis de ikke kan udtale sig uden at forældre/værge skal godkende deres deltagelse
Temaredaktionen:
Ida Schwartz, Hanne Warming (gæsteredaktører), Karen Ida Dannesboe og Tomas Ellegaard
Referencer
Espersen, L. D. (2011). “Rikke kan ikke lave relationer”. Konstruktionsprocesser i socialpædagogisk behandling. In T. Egelund, & T. B. Jakobsen (Eds.), Døgninstitutionen. Modsætninger og strategier når børn og unge anbringes (pp. 33 – 65). Hans Reitzels Forlag.
Fjordside, S. (2021). Praksislogikker og børnesyn – et feltanalytisk blik på det sociale arbejde med anbragte børn og unge. Ph.d. ‑afhandling ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.
Petersen, M., & Kornerup, I. (Eds.). (2021). Børn som deltagere i professionel praksis: Åbninger, muligheder og rettigheder. Hans Reitzels Forlag.
Schwartz, I. (2014). Hverdagsliv og livsforløb: tværprofessionelt samarbejde om støtte til børn og unges livsførelse. Klim.
Warming, H. (2018). Messing with the emotions of the other. Exploring ambiguous youth-adult relations in a residential care. Emotion, space and society 32: 1755 – 4586
Warming, H.; L. Galløe; A. Carlsen & S. Rasmussen (2019). Beasts, victims or competent agents. The positioning of children in research literature on manipulation. Childhood 26(1): 39 – 53
[1] Social Kritik udgiver i 2021 et særnummer om ”Solhaven-sagen. En case om mediernes betydning i den socialfaglige debat.” Her rejses spørgsmålet om anbragtes troværdighed. I “Schwartz, I., Warming, H., Nyby, T., Alstrup, C. K., Pedersen, D. & Friis, A. M. (2022). Børnesynet på anbringelsesområdet. Social Kritik, 165(2), 98 – 103” tager en række organisationer på børneområdet og to forskere til genmæle.
[2] https://www.fadd.dk/filer/PM_noedraab_fraBH_5marts2021def.pdf
