Ind­dra­gelse af børn og unge i udsatte posi­tio­ner – kon­flik­ter og dilemmaer

, , ,

Det er efter­hån­den almin­de­lig anerkendt, at børn og unge i udsatte posi­tio­ner skal inddrages ikke mindst i deres egen ’sag’. Ikke desto mindre er der fortsat for­skel­lige for­stå­el­ser af og hold­nin­ger til ind­dra­gel­sen af børn og unges per­spek­ti­ver i for­bin­delse med pæda­go­gi­ske og sociale indsatser. Ligesom ind­dra­gelse også kan være både dilem­ma­fyldt og kom­pli­ce­ret i praksis.

På den ene side, at der er sket en demo­kra­ti­se­ring af feltet, blandt andet afspejlet i Barnets lov og FN’s Bør­ne­kon­ven­tion, hvor børn og unges ret til at ytre sig og blive taget alvorligt under­stre­ges (se fx Petersen & Kornerup, 2021). På den anden side er der også magtfulde aktører på feltet og deltagere i den offent­lige debat, der sætter spørgs­måls­tegn ved det hen­sigts­mæs­sige i at lytte og give stemme til børn og unges per­spek­ti­ver, særligt når det gælder børn og unge i udsatte og mar­gi­na­li­se­rede posi­tio­ner. Fx pro­ble­ma­ti­se­rede Social Kritik, at pressen og offent­lige myn­dig­he­der lyttede til unges ople­vel­ser af overgreb under deres anbrin­gelse på Solhaven[1]. Doku­men­ta­rer som ’Nødråb fra bør­ne­hjem­met’, der viser eksempler på ulovlig magt­an­ven­delse filmet af børn har afsted­kom­met, at For­e­nin­gen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte unge stiller spørgs­måls­tegn ved, om anbragte børn og unge kan anses for at være tro­vær­dige kilder.[2]  Selvom ind­dra­gelse af børn og unges per­spek­ti­ver i sociale indsatser tillægges stadig større betydning, spiller objekt­gø­rende kate­go­rier samtidig en betydelig rolle i bør­ne­sy­net på det sociale område. Kate­go­rier der fx definerer børn og unge som omsorgs­svig­tede, psykisk syge, kri­mi­nelle eller udadre­a­ge­rende og dermed som så sårbare, at deres per­spek­ti­ver ikke kan tillægges vægt og betydning. Det er et demo­kra­tisk og fagligt problem, når børn og unges per­spek­ti­ver mar­gi­na­li­se­res eller anses for at være utroværdige.

Samtidig er ind­dra­gelse af børn og unge i udsatte posi­tio­ner ikke nød­ven­dig­vis let og frik­tions­fri. Arbejdet med disse børn og unge foregår i et soci­al­po­li­tisk felt og en praksis præget af mange dilemmaer, inter­es­ser og mod­sæt­nin­ger (Espersen, 2011; Fjordside, 2021; Schwartz, 2014; Warming, 2018, Warming et al 2019).

I dette tema­num­mer kredser vi om centrale spørgsmål relateret til ind­dra­gelse af børn og unge: hvilke udfor­drin­ger og dilemmaer kan være forbundet med ind­dra­gel­sen? Hvordan stiller udfor­drin­ger og dilemmaer sig for­skel­ligt for børn og unge og for­skel­lige fag­pro­fes­sio­nelle? Hvordan sikres reel ind­dra­gelse og høj faglighed i pro­fes­sio­nel­les arbejde med børn og unge?

Ini­ti­a­ti­vet til dette tema­num­mer er taget af en gruppe forskere og prak­ti­kere, der arbejder med ind­dra­gelse af børn og unge i udsatte posi­tio­ner. I gruppen har bl.a. deltaget repræ­sen­tan­ter fra De anbragtes Vilkår, Børns Vilkår, Bør­ne­rå­det og Joan­na­hu­set. I sam­ar­bejde med Dansk pæda­go­gisk Tids­skrifts redaktion har to af gruppens deltagere – Ida Schwartz og Hanne Warming – indgået i tema­re­dak­tio­nen. Ligeledes har alle fra denne gruppe bidraget til tema­num­me­ret, bl.a. med essays, der inddrager erfa­rin­ger fra praksis.

I dette tema­num­mer bringer vi forsk­nings­ar­tik­ler og prak­sis­re­la­te­rede essays, der belyser pro­ble­ma­tik­ker ved­rø­rende børn og unges ind­dra­gelse inden for special- såvel som almen­om­rå­det. Ind­dra­gelse af børn og unge er formet af de lov­mæs­sige og pro­fes­sio­nelle systemer, etab­le­rede arbejds­gange og særlige formater i de insti­tu­tio­nelle sam­men­hænge som børn og unge, og i sær­de­les­hed dem, der lever i udsatte posi­tio­ner, kommer i berøring med. Selvom der i de pro­fes­sio­nel­les møder med disse børn og unge er inten­tio­ner og bestræ­bel­ser på ind­dra­gelse, så fremgår det af tema­num­me­rets artikler og essays, at børn og unge i udsatte posi­tio­ner langt fra oplever at blive inddraget og lyttet til.

En række artikler og essays fokuserer på udfor­drin­ger og dilemmaer, som optræder i pæda­go­gi­ske og sociale indsatser, hvor børn og unge inddrages i sager og forløb, der vedrører dem og deres hver­dags­liv.  Flere artikler tegner et billede af systemer og hand­le­må­der, der skaber bestemte løsninger, og dermed fastlåste del­ta­gel­ses­rum for børn og unge. Samlet set peger tids­skrif­tets bidrag på, at praksis for ind­dra­gelse af børn og unge må gentænkes og udvikles både over­ord­net orga­ni­sa­to­risk og fagligt i de for­skel­lige kon­tek­ster, hvor børn og unge møder pro­fes­sio­nelle indsatser.

Tema­num­me­ret indledes med essayet Barnets ret til at blive hørt i egen sag – hvorfor er det svært og hvordan bliver vi bedre? af Anna Marie Carstens og Eva Lunn. Deres essay baserer sig på egne erfa­rin­ger fra hen­holds­vis Bør­ne­rå­det og Joan­na­hu­set. De peger på, at børns ret til ind­dra­gelse gennem aktind­sigt og afhol­delse af bør­ne­sam­ta­ler før afgø­rel­ser i sager i meget stort omfang krænkes. De dis­ku­te­rer nogle af grundene til at børns ret til ind­dra­gelse ikke bliver overholdt, og argu­men­te­rer for, at det ikke alene er en krænkelse, men også pro­ble­ma­tisk, fordi det fører til dårligere sagsbehandling.

Herefter følger artiklen Børnesyn og ind­dra­gelse af Ida Schwartz og Hanne Warming. Artiklen spørger grund­læg­gende til, hvorfor ind­dra­gelse af børn i udsatte posi­tio­ner bliver ved med at drille i praksis. Dette ses som begrundet i en pen­du­le­ring mellem at forstå børn som enten eksperter i eget liv eller som sårbare. For­fat­terne argu­men­te­rer for at dette til­sy­ne­la­dende dilemma er funderet i et indi­vi­du­a­li­se­rende børnesyn. Med afsæt i konkrete eksempler fra egen forsk­­nings- og udvik­lings­prak­sis argu­men­te­res for, at børns del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der er indlejret i komplekse mate­ri­elle og dis­kur­sive struk­tu­rer og kon­fliktu­elle mag­t­re­la­tio­ner. Derfor findes der ingen enkel metode for, hvordan pro­fes­sio­nelle kan inddrage børn og unge. Pro­fes­sio­nelle må i stedet undersøge, hvordan de kan sam­ar­bejde med børn og unge om at udforske deres livsbetingelser.

I essayet Når bør­ne­sy­net halter dis­ku­te­rer Stine Lindberg og Carsten Alstrup – begge fra orga­ni­sa­tio­nen Børns Vilkår – den omfat­tende mangel på ind­dra­gelse her særligt af børn med handicap. De mener, at den manglende ind­dra­gelse bunder i et ander­le­des syn på børn med handicap, der ofte begrundes med de pågæl­dende børns ’modenhed’. For­fat­terne afviser imid­ler­tid, at manglende modenhed kan været et argument for at undlade at inddrage børn. Barnet skal inddrages, men på måder der tager højde for dets modenhed. I artiklen gives en række eksempler fra praksis på, hvordan børn med handicap – fx børn uden talesprog – kan inddrages.

Manon Lavaud viser i artiklen Men du er et barn, kære ven, hvordan anbragte børn og unges ønsker og for­vent­nin­ger pro­ble­ma­ti­se­res som fan­ta­si­fulde og vir­ke­lig­heds­fjerne af pædagoger og andre omkring dem. Med afsæt i kritisk barn­doms­forsk­ning og et childism-per­spek­tiv viser ana­ly­serne, at der sker en dobbelt posi­tio­ne­ring som både “barn” og “anbragt”, som medvirker til at udgrænse børnene og de unges per­spek­ti­ver som irrelevante.

I artiklen Hand­le­plans­mål – i et børne-/un­­ge­­per­spek­tiv sætter Louise Harks og Silla Marie Mørck Siever fokus på moni­to­re­ring af børns udvikling. Det gør de med børne- og fami­lie­af­de­lin­ger­nes hand­le­plans­ar­bejde som case. Artiklen dis­ku­te­rer, hvad opstil­ling af hand­le­plans­mål gør for børnene på kort og lang sigt, for ind­dra­gel­sen af børnenes og de unges per­spek­ti­ver i dette arbejde samt for over­hol­del­sen af børns og unges grund­læg­gende ret til blive hørt og få ind­fly­delse på beslut­nin­ger, der vedrører dem selv.

På baggrund af tidligere anbragtes erfa­rin­ger og arbejdet i bru­ger­or­ga­ni­sa­tio­nen De Anbragtes Vilkår dis­ku­te­rer David Adrian Pedersen i essayet Børn og unges ind­dra­gelse i faglige logikker og systemer under anbrin­gelse, hvad det betyder for ople­vel­sen af at kunne deltage og øve ind­fly­delse at vokse op i faglige omsorgs­sy­ste­mer med pro­fes­sio­nelle og hand­le­pla­ner som en del af hverdagen.

I for­læn­gelse heraf følger to digte af Jimmy Gørtz, som han har skrevet med afsæt i egne erfa­rin­ger som tidligere anbragt. Digtene giver stemme til et barns per­spek­tiv på omsorgs­svigt og illu­stre­rer den smerte, der kan følge af, at et barn ikke føler sig hørt.

De efter­føl­gende to artikler beskæf­ti­ger sig med børn og unges udsathed i for­bin­delse med ind­dra­gelse af børn i hen­holds­vis skole og dag­in­sti­tu­tion. Disse artikler peger på, at udsathed i børns hverdag langt fra altid afhjælpes, men i nogle tilfælde for­stær­kes i situ­a­tio­ner i børnehave eller skole, hvor børnene inddrages som led i demo­kra­ti­be­stræ­bel­ser og samtaler med voksne. Voksnes ind­dra­gel­ses­be­stræ­bel­ser kan skabe usik­ker­hed og tavshed frem for dialog.

Stine Helms og Clara Steensen retter blikket mod en vel­e­tab­le­ret praksis i den danske fol­ke­skole, skole-hjem-samtalen, i artiklen Skole-hjem-samtaler som frem­med­gø­rel­ses­zo­ner og reso­nans­rum. Med afsæt i et empirisk studie viser for­fat­terne, hvorledes skole-hjem-samtalens form og ram­me­sæt­ning er væsentlig for de måder, hvorpå udsko­lings­e­le­ver, som anses for at være udsatte i en faglig sam­men­hæng, oplever at blive gjort tavse, føler ubehag ved at være til stede eller oplever ikke at kunne ytre sig i samtalen med voksne.

Artiklen Ulige adgang til ind­dra­gelse i dag­in­sti­tu­tio­nens hverdag af Karen Prins beskæf­ti­ger sig med demokrati i dag­in­sti­tu­tio­ner. Hun viser hvordan bestemte for­stå­el­ser af ind­dra­gelse og demokrati sætter en særlig ramme for dag­in­sti­tu­tio­nen som rum for demo­kra­ti­ske erfa­rin­ger og med­be­stem­melse. Denne ramme pri­vil­e­ge­rer de børn, som passer til dag­in­sti­tu­tio­nens normer for det kom­pe­tente barn, på bekost­ning af de børn, som de ansatte ser som udsatte.

Tema­num­me­ret afsluttes med endnu et essay Ytrings­fri­hed gælder også for børn af Mette Korsgaard, der som jour­na­list og doku­men­ta­rist dis­ku­te­rer børns og unges ytrings­fri­hed. Korsgaard tager afsæt i hjemløse unges ret til at ytre sig og deltage i en doku­men­tar­film, og dis­ku­te­rer hvilke mulig­he­der unge har for at blive hørt – også om de dele af deres liv, der rummer van­ske­lig­he­der i familien – hvis de ikke kan udtale sig uden at forældre/værge skal godkende deres deltagelse

Tema­re­dak­tio­nen:
Ida Schwartz, Hanne Warming (gæste­re­dak­tø­rer), Karen Ida Dannesboe og Tomas Ellegaard

Refe­ren­cer

Espersen, L. D. (2011). “Rikke kan ikke lave rela­tio­ner”. Kon­struk­tions­pro­ces­ser i soci­al­pæ­da­go­gisk behand­ling. In T. Egelund, & T. B. Jakobsen (Eds.), Døg­nin­sti­tu­tio­nen. Mod­sæt­nin­ger og stra­te­gier når børn og unge anbringes (pp. 33 – 65). Hans Reitzels Forlag.

Fjordside, S. (2021). Prak­sislo­gik­ker og børnesyn – et fel­t­a­na­ly­tisk blik på det sociale arbejde med anbragte børn og unge. Ph.d. ‑afhand­ling ved Institut for Sam­funds­vi­den­skab og Erhverv.

Petersen, M., & Kornerup, I. (Eds.). (2021). Børn som deltagere i pro­fes­sio­nel praksis: Åbninger, mulig­he­der og ret­tig­he­der. Hans Reitzels Forlag.

Schwartz, I. (2014). Hver­dags­liv og livs­for­løb: tvær­pro­fes­sio­nelt sam­ar­bejde om støtte til børn og unges livs­fø­relse. Klim.

Warming, H. (2018). Messing with the emotions of the other. Exploring ambiguous youth-adult relations in a resi­den­tial care. Emotion, space and society 32: 1755 – 4586

Warming, H.; L. Galløe; A. Carlsen & S. Rasmussen (2019). Beasts, victims or competent agents. The posi­tio­ning of children in research lite­ra­ture on mani­pu­la­tion. Childhood 26(1): 39 – 53


[1] Social Kritik udgiver i 2021 et særnummer om ”Solhaven-sagen. En case om mediernes betydning i den soci­al­fag­lige debat.”  Her rejses spørgs­må­let om anbragtes tro­vær­dig­hed. I “Schwartz, I., Warming, H., Nyby, T., Alstrup, C. K., Pedersen, D. & Friis, A. M. (2022). Bør­ne­sy­net på anbrin­gel­ses­om­rå­det. Social Kritik, 165(2), 98 – 103” tager en række orga­ni­sa­tio­ner på bør­ne­om­rå­det og to forskere til genmæle.

[2] https://​www​.fadd​.dk/​f​i​l​e​r​/​P​M​_​n​o​e​d​r​a​a​b​_​f​r​a​B​H​_​5​m​a​r​t​s​2​0​2​1​d​e​f​.​pdf

  • Tidligere docent i forsk­nings­pro­gram­met ’Inklusion og hver­dags­liv’, Anvendt Vel­færds­forsk­ning, UCL Erhvervsa­ka­demi og Professionshøjskole 
  • Professor i Soci­al­vi­den­skab og barn­doms­so­cio­logi, Institut for Sam­funds­vi­den­skab og erhverv, Roskilde Universitet 
  • lektor i pæd. antro­po­logi, DPU 
  • Ph.D. og lektor, pædagogik, Roskilde Universitet