Artiklen beskriver forandringer i såvel indhold som organisering af læreres og pædagogers professionsviden 1990 – 2020. Set over den lange linje forstærkes instrumentalisme og korttidsholdbar professionsviden, mens teori, historie og vertikale vidensstrukturer svækkes
Dansk forskning i pædagogik er en succes: flere institutioner, organisationer, midler og publikationer. Men hvilke udfordringer indebærer succesen – for praksis og for grundlæggende kundskabskriterier? Er der måske (stadig) noget der savnes?
I denne artikel tematiseres primært det meningstab, som kan opstå, når det, man er uddannet i, tror på og arbejder for mister sin betydning og mulighed for realisering. Dette sker gennem teoretiske indkredsninger af ideen om et meningstab.
En række tendenser i relation til velfærdsuddannelserne peger på, at disse (stadig) er under pres: Søgningen og optaget af studerende er flere steder vigende, ligesom det fremhæves, at for få såkaldt dygtige studerende søger mod velfærdsuddannelserne; uddannelserne hævdes at være underfinansierede, og de fremstilles jævnligt negativt i den offentlige debat. Men hvordan kan disse problematikker forstås? Er der tale om en form for meningskrise i velfærdsuddannelser og –professioner? Og i givet fald, hvad er det så, der skaber henholdsvis mening og meningstab?
Nye udfordringer på universitetet – pædagogik mellem lyst og nødvendighed
De danske universiteter har i mange år stået overfor udfordringer, der påvirker den pædagogiske tænkning og udvikling. De senere års politiske udspil og organisatoriske forandringer i sideløbende og modsætningsfyldte tendenser har skabt dårligere betingelser for det pædagogiske virke. Der er et øget pres både på såvel de ansatte på universiteterne som på de studerende, hvor pædagogikken får afgørende betydning for mødet mellem undervisere, vejledere og de studerende, og dette møde er i sig selv betydningsfuldt for udvikling af den pædagogiske diskurs og praksis.
