Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Apropos social (u)retfærdighed

Sort/hvid foto at tæt bybebyggelse oppefra
Fingre peger på et fotografi af en set oppefra

I herrer, som vil højne vore sæder
og lære os at undgå synd og skyld,
se til, vi først får noget vi kan æde,
så kan I præke – sån skal det gå til.

(Bertolt Brecht & Kurt Weill. Skil­lings­o­pe­raen, Gyldendal 1963 (1928), p. 75)

… the right to the city is like a cry and a demand

(Henri Lefebvre. Writings on Cities. Blackwell, 1996, p. 158)

I   Et sted som case

Denne tekst bruger som sit omdrej­nings­punkt et byområde mellem Tagensvej og Fre­de­riks­borg­vej i Køben­havns Nord­ve­st­kvar­ter. Midt i dette område ligger i en lang plæne på 24.000 kva­drat­me­ter, der folder sig ud som et samlende grønt element mellem tre almene bolig­be­byg­gel­ser: FSB Bis­pe­par­ken, AKB Bis­pe­væn­get og AAB afd. 33. Samtidig er plænen, med sin rand­be­voks­ning af træer, og græsplæne i midten, en af de fire sig­te­linjer med point de vûe op mod Grundtvigs Kirken.

Indtil for nylig hed plænen Bis­pe­par­ken. Som et led af Køben­havns Kommunes Områ­de­for­ny­else Nordvest 2017 – 2021 begynder man dog at omtale den som en park og giver den et nyt navn – Grøn­nin­gen. Cirka samtidig skrives den ind i HOFORs makroplan for kli­ma­til­pas­ning af København, så den omdannes til et ter­ras­se­ret landskab i 2024.

Både HOFOR og Køben­havns Kommune Områ­de­for­ny­else Nordvest har derfor udar­bej­det et nyt program for Grøn­nin­gen. Områ­de­for­ny­el­sen har stået for en række mid­ler­ti­dige byrums­for­søg, for dele af parkens kommende per­ma­nente indret­ning samt for to kunst­pro­jek­ter med plænen som afsæt. Disse indsatser har haft følgende som succeskriterier:

Suc­ceskri­te­rier: 2020: Der er udviklet et program for Grøn­nin­gen med opbakning fra 70 % af de adspurgte naboer. 2021: Ved en byliv­stæl­ling er ophold og aktivitet steget med 60 % siden 2016

(Områ­de­for­ny­else Nordvest. Kvar­ter­plan 2016 – 2021, Køben­havns Kommune 2016, s. 27) 

Gennem denne tekst oprettes en berø­rings­flade mellem to adskilte kort­læg­nin­ger af det omtalte byområde. Begge bygger på inter­views med personer, der bor eller arbejder i det udvalgte område, og begge bruger som sin præmis en intention om at afdække og/eller at diskutere social (u)retfærdighed i samtiden. De er rea­li­se­ret indenfor hver deres faglige kontekst, hen­holds­vis sociologi og fri kunst i forhold til offentlighed:

Chri­sti­ans bog The Making of Place and People in the Danish Metro­po­lis: A Socio­hi­story of Copen­ha­gen North West (2021) handler om, hvordan et sted bliver til. Christian under­sø­ger hvordan sociale, symbolske og spatiale struk­tu­rer og dyna­mi­k­ker vikler sig ind i hinanden, og hvordan dette bidrager til at skabe ulighed og mar­gi­na­li­se­ring. Bogen fokuserer på Køben­havns Nord­ve­st­kvar­ter fra omkring år 1900 og frem til i dag, og på hvordan offi­ci­elle symboler, for­skel­lige vel­færds­i­ni­ti­a­ti­ver og hver­dags­lige erfa­rin­ger fletter sig sammen over tid og skaber et sted i København.

Kerstins kunst­pro­jekt Apropos en eng respon­de­rer på en offentlig opgave fra Statens Kunstfond og Køben­havns Kommune, der strækker sig over perioden 2019 – 2024. En langsomt og gradvist voksende offentlig platform bygges op ved en spørgende sam­ta­le­pro­ces med og mellem bydelens lokale – først med enkelte individer og senere med grupper af deltagere. Den kommende fysiske omdan­nelse af Grøn­nin­gen bruges som ren årsag til reflek­sion. Samtalen opret­hol­des til store dele udenom den kommunale proces, men rea­li­se­res i sam­ar­bejde med to for­skel­lige områ­de­for­ny­el­ser. Kerstin går her lej­lig­heds­vis ind som aktør i forhold til hyper­lo­kale offent­lige samtaler.

For den inter­es­se­rede, intro­du­ce­rer vi her vores for­skel­lige afsæt i to 15 – 20 minutters videoer.[1]

Christian: https://​vimeo​.com/​5​7​8​7​1​8​9​4​2​/​2​b​3​8​b​9​c​b84

Kerstin: https://​vimeo​.com/​4​8​3​1​6​5​8​2​4​/​8​7​e​5​f​d​a​f25[F1] 

Vi bygger en fælles tekst ved montagens princip: Montage er et filmisk greb. Vores for­skel­lig­ar­tede billeder og frag­men­ter kan sidestil­les, sam­men­stil­les og mod­stil­les i en søgen efter ny mening, i spræk­kerne: Hvilke former for social (u)retfærdighed får vi øje på, når vi lytter til mate­ri­a­let? Hvilke per­spek­ti­ver på social (u)retfærdighed i byen åbnes, når beboernes erfa­rin­ger med stedet monteres langs med politiske dekla­ra­tio­ner for Stedet, for Byen og dens sociale udformning?

Vi bruger montagen som gen­re­mæs­sigt mødested for kunst og sociologi, som en form­mæs­sig afsøgning af per­spek­ti­ver. Montagen åbner og skaber dialog, men sam­men­stil­ler uden egentlig at sam­men­føje. Montagen inviterer altid til for­tolk­ning. Montagen er tvivl.

Indeed, the defining aspects of the classic modernist novel that can be traced to cinematic influence — simul­ta­neity, mul­ti­per­specti­vism, and discon­ti­nuous narrative — are precisely the defining moves announced and practiced by expe­ri­men­tal eth­no­graphy in the name of polyphony, frag­men­ta­tion, and reflexivity.

(George Marcus. The Modernist Sen­si­bi­lity in Recent Eth­no­grap­hic Writing and the Cinematic Metaphor of Montage, SVA Review, 1990, 6 (1): 2 – 12, p. 8) 

II Syns­punk­ter

Bourdieu henviser til Pascal:

’Verden omfatter og opsluger mig som et lille punkt. Men gennem min tanke omfatter jeg verden’. (Le monde me comprend et m’engloutit comme un point, mais je le comprends). Det sociale rum omslutter mig som et punkt. Men dette punkt er et syns-punkt, dvs. et syn set fra et bestemt punkt i det sociale rum, eller: et per­spek­tiv, der i sin form og i sit indhold er defineret af den objektive position det ses ud fra.

(Pierre Bourdieu. Af praktiske grunde. Hans Reitzels Forlag, 1997, p. 30)

… following the lead of novelists such as Faulkner, Joyce or Woolf, we must relinquish the single, central, dominant, in a word, quasi-divine, point of view that is all too easily adopted by observers – and by readers too, at least to the extent they do not feel per­so­nally involved. We must work instead with the multiple per­specti­ves that cor­re­spond to the mul­ti­pli­city of coe­xi­sting, and sometimes directly competing, points of view.

(Pierre Bourdieu et al. The Weight of the World. Stanford Uni­ver­sity Press, 1999 [1993], p. 3)

Vi lægger nu beboernes syns-punkter frem, side om side:


”Elvis”, 70erne, tidligere maski­n­ar­bej­der, født i Nordvest /Christians arkiv

Jeg kan huske i sko­le­ti­den, da havde vi en gym­na­stik­læ­rer, han var pisseond, mand, det kan jeg godt huske, mand. Når jeg skulle have gymnastik, når vi skulle over hesten, det turde jeg ikke, mand, jeg turde sgu ikke. Når jeg nåede hen til den, så stoppede jeg. Jeg stoppede sim­pelt­hen bare. Så havde han sådan en stor led kæp. Den klaskede han mig altid med over ryggen, mand. Så fortalte jeg det til den gamle og han sagde, ”helt ærligt, sønnike, det skal han heller ikke gøre”, sagde han. Den gamle sagde også, ”ved du hvad, sønnike, du skal lære at forsvare dig selv”, sagde han så. ”Det lyder hårdt og brutalt, men det vil komme dig selv til gode”, sagde han så. ”Jeg kunne godt gå op og få fat på ham, hvis det var, men du ville have godt af selv at klare det der, og jeg skal nok stå bag ved dig, hvis det er. Hvis du møder ham, så kommer det op i dig, og så giv ham sådan en læsterlig røvfuld, og så er det overstået”, sagde han så. Og jeg gav ham kraf­te­deme ret, mand. For han [læreren] var nemlig ond, du ved.

Skæbnen var så en dag, jeg stod altid hjemme på hjørnet, hvor der var sådan en køb­mands­for­ret­ning. Jeg var 14 år og gået ud af skolen, men jeg har altid været kraftig af bygning. Og så en dag kom han stille og roligt, mand, og jeg stod med nogle af kam­me­ra­terne. Så sagde de, ”Elvis, er det ikke din gym­na­stik­læ­rer?” ”Jo, det er det, ham skal jeg lige snakke med nu”, sagde jeg så. Og så kom han forbi, og så tog jeg lige fat i ham. Åhr, så fik han et par flade, mand! Og han fik to til! Og nummer tre fik han også! ”Og så opfører du dig ordent­ligt for efter­ti­den”, sagde jeg så. ”Og du skal kraf­te­deme være sød over for dem. Du skal ikke være så ond, som du var deroppe”, sagde jeg så.


Tuba, mor til dreng i vuggestue /Kerstins arkiv


Helle, 56 år, før­tids­pen­sio­nist, tidl. soci­a­l­ar­bej­der, NV ca. 35 år /Christians arkiv

Det er det, jeg synes er fan­ta­stisk ved at bo her, det er virkelig som i en lille landsby-agtigt. Fordi vi trods alt kender hinanden, også når vi går ned i super­mar­ke­det, jamen, vi kender dem alle sammen…

Der er mange ting, der er rykket herud i Nordvest, hvor jeg også nogle gange tænker på, at poli­ti­kerne -. Frank Jensen har været herude nogle gange efter­hån­den, netop i for­bin­delse med alt det her med ban­de­kon­flik­ten og de her uro­lig­he­der, vi har, men jeg tænker også, alt det vi har fået omkring Ung­doms­hu­set, da den lukkede nede ved Jagtvej, hvor den så er blevet rykket herover. På Toms­gårds­vej ved Bibli­o­te­ket. Og så har vi fået moskeen nede på Hejrevej, Islamisk Center har vi, så ligger der den her somaliske klub hernede, der er mange ting, der ligesom foregår her, og sådan rent lokal­po­li­tisk, så synes jeg, det er et svært område, hvor jeg synes, vi her i Nordvest ligesom bliver glemt lidt på en eller anden måde. De rykker mange ting herud. Der rykker nogle boliger herud, kommunen flytter en hel masse af vores beboere herud, Køben­havns Kommune, dem fra Vesterbro, de gamle narko­ma­ner skulle væk der­in­de­fra, og bing, så blev de flyttet herud. Da Nørrebro begyndte at blive renoveret, var der også nogen derfra, der rykkede herud. Så har vi så Ung­doms­hu­set, vores, hvad hedder det, kul­tur­cen­ter heroppe, alle de her ting -. Der ligger også en del være­ste­der og oaser for flygt­ninge og tor­tu­rofre, kvin­de­grup­per, kvin­de­cen­tre, der også kan komme, og det er rigtig, rigtig godt. Jeg synes så bare, at poli­ti­kerne glemmer, at når de rykker alt det her herud, og der ikke ligesom følger den der bevå­gen­hed med, og samtidig så mangler der også nogle res­sour­cer, øko­no­mi­ske res­sour­cer til når de rykker nogle ting herud, så sker der auto­ma­tisk nogle ændringer og noget, der udvikler sig i det her lokal­sam­fund, der nu er herude, og så føler jeg lidt, at vi tit står alene med det, og må råbe op om, at hallo, det er også her, der bliver skudt, og det er også her i Ung­doms­hu­set, der kan ske problemer, eller hvad der nu kan være, ikke. Og der synes jeg virkelig, at vi -. Nogle gange så bliver vi et glemt kvarter. Beboerne herude bliver glemt, eller også bliver vi set ned på. Nå, bor du i Nordvest, i det der kvarter, som bare er for bund­s­krav­let, ikke. Nej, der er faktisk mange velud­dan­nede mennesker herude, som gerne vil en hel masse og gerne vil hinanden. Der er også udfor­drin­ger, men -. Nogle gange når poli­ti­kerne taler, så sidder de derinde og siger alt muligt, også inde på Borgen, så glemmer de det herude.


Julie, aka­de­mi­ker, 30erne, NV i ca. 15 år /Christians arkiv

Altså, vores opfat­telse er i hvert fald, at her er blevet meget mere stille og roligt og fredeligt. Jeg kan jo også se andelen af stu­de­rende, der bor herude, er jo steget markant. Efter­hån­den som nogle af de ældre falder fra herude, jamen, så er det stu­de­rende, der flytter ind i mange af lej­lig­he­derne, ikke. Og det giver jo bare et andet liv og et andet miljø. Og der er faktisk også rigtig mange bør­ne­fa­mi­lier herude efter­hån­den. Der er jo altid nogle ude på lege­plad­serne. Ja, og jeg tror også det kan mærkes, at dem der sådan ligesom os normalt ville flytte fra. Altså økonomien har ligesom -. Det er ikke købers marked. Altså det der med at skulle ud at købe større, og hvis ikke man lige [har penge], så bliver man siddende. Så jeg kan godt mærke, det er blevet mere bør­ne­fa­mi­lie, mere stu­de­rende, mere Hr. og Fru Danmark. Så jeg tror egentlig, at det får et bedre ry, og der bliver jo også mindre ballade. Altså, det er jo sjældent efter­hån­den, at man hører om skyderier på gaden og -. Altså, der var der jo en periode, hvor der var rigtig meget kniv­stik­keri og skyderier og -. Det er der jo heller ikke rigtigt mere… Men jeg synes, her er blevet pænere herude. Altså, nu er det sådan, nu tør jeg godt bare lade børnene gå i sand­kas­sen uden at tjekke den for glasskår og diverse først, altså. Der i starten, der var jeg altid lige henne og lige skrabe det værste lag af, ikke. Jamen, der har både været glasskår og ciga­rets­kod­der og sådan. Hvorimod nu er det sjældent, der ligger noget, ikke.

Når du siger det der med, at det er blevet bedre, er det så også, fordi der har været sådan en form for bebo­er­ud­skift­ning eller -?

Det tror jeg. Jeg tror altså, at der er blevet -. Altså efter­hån­den som der bliver ledige lej­lig­he­der, men så er der flere af dem, der går til -, jamen, folk der har en hverdag og dagligdag. Og så ved jeg jo godt, at x‑antal procent stadig skal gives til socialt udsatte og folk med bolig­pro­ble­mer, men jeg tror, at der er flere der -. Altså, vi kan også mærke, at der er blevet strammet op her. Altså, det der med, at man får advarsler og bliver sat ud. Altså, da vi flyttede ind, havde vi en underbo, som jo kon­se­kvent spillede musik hele natten. Det var en enlig mor, som havde sin søn hver anden uge. Og de uger, hvor hun så ikke havde sin søn, jamen, der stod den jo på røg og druk og musik på altanen. Og den går altså ikke i dag. I dag, jamen, der skal ikke nær så meget til. Det er jo faktisk blevet ind­skær­pet, det der med husor­dens­reg­lerne og tre advarsler og så er det ud. Så der er jo i den grad blevet strammet op, plus at ejen­doms­funk­tio­næ­rerne, eller ser­vi­ce­me­d­ar­bej­derne, der er også sket et ændrings­skift der. Altså, fra at være need to do, jamen, så er det også blevet sådan noget, jamen, nu mere for at få bygningen op i standard og renove­rin­ger og altså, for at forbedre lej­lig­he­derne. Vi har fået internet ind i alle lej­lig­he­der og der er blevet udskiftet radi­a­to­rer i alle lej­lig­he­der og der skal laves fald­stam­mer og så derefter er det køk­ke­ner­nes tur, ikke. Så man arbejder jo ligesom langsomt hen mod, at det bliver moder­ni­se­ret og det bliver pænere. Så det ikke er det der udslidte. Og du kan også se vores gulve her, de er jo også, altså, de blev jo heller ikke ordnet, da vi flyttede ind. Og vi har aldrig selv fået taget os sammen til at gøre det. Men altså, opfat­tel­sen er, at man er i gang med at forbedre og moder­ni­sere, ikke, så det ikke er så slidt, og så man måske kan tiltrække og holde på nogle, som inter­es­se­rer sig for området, og som går op i sit loka­l­om­råde eller -…

Så du er egentlig glad nok for den der sådan lidt skrappere tilgang til det?

Ja, det generer mig ikke. Jeg synes man skal -. Altså, der skal være plads til os alle sammen, og det betyder jo, når man så bor i en lejlighed, jamen, så må man jo også respek­tere, der bor nogle nede­nun­der og ovenover og det betyder altså, at man ikke bare kan trampe i gulvet, som man har lyst til, og høre høj musik klokken midt om natten. Det er jo sådan nogle pri­vil­e­gier, der hører med til at bo i eget hus, kan man sige, ikke.


Mødre­gruppe på lege­plad­sen, ti kvinder i 30erne /Kerstins arkiv


Rasmus, soci­a­l­ar­bej­der, uni­ver­si­tets­ud­dan­net, 30erne, NV ca. 10 år /Christians arkiv

Da projektet startede, inden jeg kom til, havde de været ude at lave nogle under­sø­gel­ser. De fandt ud af, at der var, hvad de kaldte et demo­kra­tisk underskud, altså manglende kendskab til demo­kra­ti­ske processer og altså, ja, et, hvordan syste­merne virker, og hvor du går hen for at yde din ind­fly­delse, så der er en hel læring­s­tan­ke­gang i det her, og det er også en stor del af arbejdet, hvor skal vi gå hen og trykke, hvis vi gerne vil have gen­nem­ført noget. Der bliver jo snakket rigtig meget, og det er jo en generel ting for de fleste danskere, at der er et enormt fokus på fol­ke­tin­get som den lov­gi­vende for­sam­ling, og det er selv­føl­ge­lig også vigtigt, hvilke love der er, men langt det meste af det, der har ind­fly­delse på din hverdag, det bliver vedtaget oppe på et rådhus eller måske i en for­valt­ning, så det er nogle helt andre steder, du egentlig skal gå hen for at ændre det, du ønsker at ændre… Måske er det ikke det offi­ci­elle demo­kra­ti­ske system, vi skal gå igennem, måske er det en alliance med nogle andre civil­sam­fundsak­tø­rer, vi skal ud at lave, eller det er det boligso­ci­ale, vi skal ud at snakke med. Vi behøver ikke snakke med en politiker for at plante et træ. Og så ligesom også snakke om, hvad er demo­kra­tiet. Vi bruger rigtig meget tid på at snakke om, hvordan vi beslutter ting, og rigtig meget tid på hvordan vi dis­ku­te­rer, og hvordan vi snakker sammen, som er noget af det, jeg ser som kernen i et demokrati, at du kan have en ordentlig dialog. Valget er måske egentlig ikke det mest demo­kra­ti­ske. Hvis vi kan snakke os frem til en løsning, er det jo at fore­trække, en løsning som alle kan bakke op om, så vi behøver slet ikke at stemme for det her, det er vi sådan set enige om, vi har fundet et godt kompromis, ikke.


To af ini­ti­a­tiv­ta­gerne til ”Byhaven”, Lands­dom­mer­vej: Estrid og Annika /Kerstins arkiv


Elisabeth, 90 år, tidl. sygeple­jer­ske, NV siden 1950erne /Christians arkiv

Nu i dag har det [Nordvest/Bispebjerg] en dårlig klang. Det har det. Men det havde det ikke dengang. Men det var sådan noget med, at man flyttede uden for byen, og så fik man nogle nye lej­lig­he­der og ejendomme udenfor byen. Det var sådan det, der var det bedste. Altså, man flyttede ud, også meget for børnenes skyld, for de havde godt af at få frisk luft! Det sagde man dengang… Alt det, der ligger på Tagensvej herop til Grundtvigskir­ken, det var jo nyt alt sammen! … Det er blevet ringere, det er det altså. Alt det der dren­ge­ban­de­rø­veri, det havde vi ikke dengang.


Ter­ri­to­rial stig­ma­tiza­tion is not a static condition, a neutral process, or an innocuous cultural game, but a con­sequen­tial and injurious form of action through col­lective rep­re­sen­ta­tion fastened on place.

(Loïc Wacquant, Tom Slater & Virgílio Borges Pereira. Ter­ri­to­rial Stig­ma­tiza­tion in Action, Environ­ment and Planning A, 2014, 46: 1270 – 1280, p. 1278) 

III Bypolitik

Vi ser nu på vores område via en specifik linse – tre niveauer af bypolitik: Køben­havns Kommune, Områ­de­for­ny­else Nordvest og Fol­ke­tin­get. I udvalgte udsagn lytter vi ikke efter mening, men søger i stedet at løfte frem betyd­nings­bæ­rende ord og domi­ne­rende kate­go­ri­ers interne modsatsforhold.


Køben­havns Kommune

Vision. Verdens bedste by. Bære­dyg­tig. Byrum, der inviterer til et mang­fol­digt og unikt byliv. Metropol for mennesker. Byens liv, et aktivt tilvalg. Café, cykle, arbejde, dukkert i havnen, koncerter på byens pladser. Unikt stor­by­miljø. Grønne områder, ren havn, ver­den­skendt cykelkultur.

Mang­fol­dig, bære­dyg­tig, invi­te­rende, tryg, ren. Verdens aller­bed­ste byrum. Verdens mil­jø­me­tro­pol. Et mang­fol­digt byliv er et rigtig godt kort på hånden i kon­kur­ren­cen med andre storbyer. Det til­træk­ker turister, kreative mennesker og virk­som­he­der. Det giver økonomisk tilvækst og skaber et positivt billede af såvel byen som erhvervs- og kulturliv. Vi designer en by, hvor alle kan deltage i bylivet. Komfort, tryghed, her­lig­heds­værdi. En by for alle. Alle har mulighed. 

(Køben­havns Kommune. Metropol for mennesker. Vision og mål for Køben­havns byliv 2015. Vedtaget af Køben­havns Bor­ger­re­præ­sen­ta­tion, 2009)


Områ­de­for­ny­else NV

Områ­de­for­ny­else, hel­heds­o­ri­en­te­ret, fem år, fysiske, sociale og kul­tu­relle indsatser i Nordvest. 60 millioner kroner. Kvar­ter­plan, borgerinddragelsesproces.

Kvarteret. Vel­plan­lagt, selvgroet. Spraglet. Særligt, mang­fol­digt, rodet, overset. Erhverv og boliger, villaer og små lej­lig­he­der, arbej­dende og arbejds­løse, mange med lav indtægt og nogle med høj indtægt. Det hele findes i Nordvest.

Fastholde, bevare, forbedre, udvikle, blive klogere, indtænke, opfange, løfte, skabe, syn­lig­gøre, tyde­lig­gøre, fremme, fremhæve, videre­føre. Under­støtte, etablere, nye, bedre, stærkere, samle, styrke. Sammenhængskraft.

Bor­ger­mø­der, bebo­er­sam­ta­ler, bebo­er­be­hov, bor­ger­øn­sker, bevæ­gel­ses­møn­stre. Trængende, forsømt, utryg, man­gel­fuld. Støj, trafik, gen­nem­skæ­rer, opdeler, usam­men­hæn­gende. Netværk, sam­ar­bej­der og fæl­les­ska­ber. For­bin­del­ser, møde­ste­der, mulig­he­der, poten­ti­a­ler, udvik­lings­kim, ånde­hul­ler, til­gæn­ge­lig­hed. Grønne arealer, byens særpræg, liv, pauser. Rekre­a­tive, inspi­re­rende. Kvalitet. Iboende kultur, historie, kul­tur­miljø, kul­tur­hi­sto­rie, arki­tek­tur. Kant, hjerte og rigdom.

Visioner, drømme, bidrag, vilje. Sam­men­hold, fæl­les­skab, tillid, respekt, mang­fol­dig­hed, for­skel­lig­hed, kon­tra­ster, sam­men­hæng, sam­hø­rig­hed, inklusion. Berige, forankre, drive frem. Ansvar. Sjove, grønne, kunst­ne­ri­ske gade­hjør­ner, torve, parker, indhak og veje. Den unikke vilje til Nordvest.

Tiltrække. Nye, mere, bedre. Urbane kva­li­te­ter. Møde­ste­der, bynatur, hver­dags­liv. Entre­prenante kræfter, kreativ udvikling. Mang­fol­digt, hver­dags­mø­der. Trivsel, fæl­les­ska­ber, enga­ge­ment. Kvar­te­rets liv.

Tolerance, åbenhed, tryg­heds­ud­for­drin­ger. Tryghed. Tryg­heds­ind­sats. Kri­mi­nal­præ­ven­tion. Hver­dags­mø­de­ste­der, fæl­les­ska­ber. Renhold, tryghed, belysning, akti­vi­te­ter og fæl­les­skab på tværs. Begrønne, støjdæmpe, bløde trafikan­ter. Tryg­heds­si­tu­a­tio­nen, tryg­heds­må­lin­ger, utryghed, tryg­heds­frem­mende belysning. Demo­kra­tisk dannelse af kvar­te­rets børn og unge, inklusion af udsatte borgere. Målrettet og koor­di­ne­ret. Den positive historie. Med­bor­ger­skab. Nordvest-specifikke kvalitetskriterier.

(Områ­de­for­ny­else Nordvest. Kvar­ter­plan 2016 – 2021. Køben­havns Kommune, 2016)


Fol­ke­tin­get

Modvirke paral­lel­sam­fund. En ekstra og langt mere kontant indsats. Ghetto, hårdt ghet­to­om­råde, udsat bolig­om­råde. Ghet­tokri­te­rier, kri­te­ri­e­vær­dier, koncentration.

Kon­se­kvent. For­an­dring, afvikling, omdanne, nedbringe, forebygge og nedbryde paral­lel­sam­fund, reduktion, afhænde, nedrive, omdanne, ommærke, ændre, salgbar, opsige, afhæn­delse af boligerne til private, genhuse, øko­no­mi­ske inci­ta­men­ter, forbud. Kon­kre­ti­sere og tyde­lig­gøre. Obliga­to­risk, forbyde, påbud, iværk­sætte, koor­di­nere. Håndfast styring, indsatser, for­ud­sæt­nin­ger, udviklingsplan.

At ændre bolig­s­am­men­sæt­nin­gen. Ensidig bolig­s­am­men­sæt­ning, ensidig boligform. Ændre andelen af almene fami­lie­bo­li­ger, øge antallet af ejer­bo­li­ger, private udlej­nings­bo­li­ger eller andels­bo­li­ger. Moder­­ni­­se­rings- og for­bed­rings­ar­bej­der. En grund­læg­gende omdan­nelse fra et ghet­to­om­råde til en attraktiv bydel. Opdateres og kon­so­li­de­res, mere robuste og sikre.

At ændre bebo­er­sam­men­sæt­nin­gen. Beboere, ydel­ses­mod­ta­gere. Arbejds­mar­kedstil­knyt­ning, beskæf­ti­gelse, uddan­nelse, kri­mi­na­li­tet, utryghed. Høj andel, høj kon­cen­tra­tion. Uden for arbejds­mar­ke­det, over­før­sels­ind­kom­ster, ind­van­drere og efter­kom­mere, ikke­ve­st­lige lande, isolerede enklaver, danske normer og værdier. Afvise boligsø­gende, inte­gra­tionsy­delse, uddan­nel­se­sy­delse, kon­tant­hjælp, utryg­heds­ska­bende kri­mi­na­li­tet. Anvise boligsø­gende i beskæf­ti­gelse eller under uddan­nelse, fortrinsret.

Sam­funds­mæs­sige kon­se­kven­ser. Lav indkomst, livskva­li­tet. Børn uden rol­lemo­del­ler med uddan­nelse og arbejde for­stær­ker en kultur, hvor for­sør­gelse ikke forbindes med løn­ar­bejde, og iso­la­tio­nen indebærer risiko for dannelse af paral­lel­sam­fund. Høj kon­cen­tra­tion af ind­van­drere og efter­kom­mere i mange af de udsatte bolig­om­rå­der van­ske­lig­gør integrationen.

(Bemærk­nin­ger til Lov­for­slag L38. Fremsat den 3. oktober 2018 af transport‑, bygnings- og bolig­mi­ni­ste­ren (Ole Birk Olesen). Forslag til Lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om leje (Nye kriterier for udsatte bolig­om­rå­der og ghet­to­om­rå­der, ini­ti­a­ti­ver til udvikling eller afvikling af ghet­to­om­rå­der, skærpelse af anvis­­nings- og udlej­nings­reg­ler, ophævelse af leje­kon­trakt på grund af kri­mi­na­li­tet m.v.))


We increa­singly live in divided and conflict-prone urban areas. In the past three decades, the neoli­be­ral turn has restored class power to rich elites … The results are indelibly etched on the spatial forms of our cities… Even the idea that the city might function as a col­lective body politic, a site within and from which pro­g­res­sive social movements might emanate, appears implau­sible. There are, however, urban social movements seeking to overcome isolation and reshape the city in a different image from that put forward by the deve­l­o­pers, who are backed by finance, corporate capital and an increa­singly entre­pre­n­euri­ally minded local state apparatus.

(David Harvey. The Right to the City. New Left Review, 2008, 53: 23 – 40, p. 33 – 34).

IV Bor du her? /Kerstins tanker om social ulighed i området

Defi­ni­tions­ret

Social ulighed er for alvor på spil netop i byud­vik­ling. Og når byud­vik­lin­gen sker i på forhånd stig­ma­ti­se­rede områder, er det især retten til at definere sit nabolag, der er sat under pres.

Enhver byplan er ret beset et billede. Eller sagt på en anden måde – hver eneste plan er egentlig en ren fore­stil­ling, eller en fantasi om en fremtidig omro­ke­ring. Den kunne lige så gerne være erstattet af andre forestillinger.

Men enhver byplan hviler desuden på en rol­le­for­de­ling. Det er i sagens natur altid de pro­fes­sio­nelle, der har retten til at fore­stille sig det nye rum.  Beboere og andre får mulig­he­den for at se og forholde sig til billedet og møde både beslut­nings­ta­gerne og dem, der har tegnet. Og ja, de får lov til at diskutere, kritisere og justere detaljer. Og ja, de må sende længere ind­si­gel­ser til beslut­nings­ta­gerne. Men selve grund­bil­le­det forbliver oftest intakt igennem ind­si­gel­ses­pe­ri­o­den. På et helt konkret og praktisk plan er defi­ni­tio­nen af ethvert byrum i dit fysiske nabolag derved defineret af personer uden konkret for­bin­delse til det faktiske sted. Uden levet erfaring med at gå hjem sent en novem­ber­af­ten, eller på arbejde en tidlig forårsmorgen.

Det, jeg temporært afprøver i mine dia­log­pro­ces­ser, er en alter­na­tiv rol­le­for­de­ling. Muligvis – men kun mid­ler­ti­digt, kan den generere en ander­le­des fordelt ret til at fore­stille sig en kommende for­an­dring og derved en anden relation til ens eget nabolag.

Auctor-rolle

Jeg vil nu lade Christian indirekte minde os om noget, der nok er selv­føl­ge­lig i en samtale om social ulighed: I en artikel (Hansen, Christian Sandbjerg. Visions of the North-West: Making a Working Class Neig­h­bour­hood in Copen­ha­gen, Denmark 1900 – 1950. Scan­di­navian Journal of History 45. No. 4. 2020. pp. 479 – 505.) nævner han Pierre Bourdieus begreb “auctor”, der betegner en person, der med vis autoritet har lov til foran en for­sam­ling at udsige noget officielt og på vegne af et flertal. Denne ret til at tale og blive hørt er, ifølge Bourdieu, koblet til en persons øko­no­mi­ske, politiske og pro­fes­sio­nelle status – sådan som den opfattes af dem, der lytter. Navn­giv­nin­gen af denne ret – auctor-begrebet – blev vigtig for mig i mit arbejde. Ikke kun fordi den bekræfter min erfaring omkring defi­ni­tions­ret­ten, men fordi den ita­le­sæt­ter, at ethvert mandat til over­ho­ve­det at tale i offent­lig­he­den er socialt pro­du­ce­ret og koblet til et politisk og/eller pro­fes­sio­nelt tilhørsforhold.

Chri­sti­ans artikel gjorde mig opmærksom på, hvordan denne taleret kunne kobles til de levede erfa­rin­ger, vi har hørt om ovenfor. Del­ta­gerne i Apropos en eng tildeler gen­nem­gå­ende ikke autoritet til nogen på baggrund af pro­fes­sio­nel eller økonomisk status. Snarere virker den til at være knyttet til det konkrete tilhørsforhold:

Bor du her? Kender jeg dig? Hvis ikke du bor her, ved du egentlig ikke hvordan her er. Hvor lang tid har du boet her? Jeg har boet her i 100 år.  Dette gælder også de unge Hvis ikke du er ung, og bor her, så ved du ikke, hvad det vil sige at være ung her.

Yder­li­gere lag af til­hø­rig­hed dominerer i området – især med­lem­skab af en lokal besty­relse i et almen­nyt­tigt boligsel­skab. Disse besty­rel­ser er formelle repræ­sen­tan­ter for ejen­dom­mene. Derfor har de en udvidet taletid hos kommune, plan­læg­gere og rådgivere.

Rollen som besty­rel­ses­med­lem er uaflønnet og udføres i kontortid, og er derfor også ofte gene­ra­tions­be­stemt. Mange medlemmer har siddet meget længe på sin post, og har meget bestemte hold­nin­ger til tradition, etik – og til hinanden. Jeg ser denne orga­ni­sa­to­ri­ske stivhed som en logisk respons på det faktum, at kommunen i mange år har brugt netop dette område for at henvise boligløse og stærkt udfor­drede borgere til ledige lej­lig­he­der. Det løbende sociale underskud der ophobes i for­e­nin­gerne, som de lokale besty­rel­ser skal forholde sig til, er en kilde til uro. Belast­nin­gen er ikke blevet mindre af den såkaldte ghetto-plan:

Jean, Formand for FSB-Bis­pe­­par­ken /Kerstins arkiv

I forhold til vores spe­ci­fikke case, Grøn­nin­gen, er det dog en konkret erfaring, hvordan besty­rel­ser gen­nem­gå­ende under­ken­der hinandens kom­pe­ten­cer, og endda ved sine beslut­nin­ger ved­rø­rende ejen­dom­men aktivt søger at kon­trol­lere og stække specifikt udpegede grupper af beboere, herunder især beboere med anden etnisk herkomst, både i egne og andres boligsel­skab. (Se på ny: https://​vimeo​.com/​4​8​3​1​6​5​8​2​4​/​8​7​e​5​f​d​a​f25).


Foucault writes on con­trol­ling popu­la­tions and wor­k­for­ces and nor­ma­lizing things to make people, whom he refers to as “bodies” once they have entered the disci­pli­nary apparatus, more docile. Panoptic power is at its heart a hie­rar­chic power structure, with everyone in the system subjected to someone else who is higher in the hierarchy in question.

(Connor Sheridan. Foucault, Power and the Modern Panop­ti­con. Senior Theses, Trinity College, Hartford, CT 2016) 

Whatever the future may have in store, one thing is certain. Unless local communal life can be restored, the public cannot adequa­tely resolve its most urgent problem: to find and identify itself.

 (John Dewey. The Public and its Problems. Swallow Press Ohio Uni­ver­sity Press, 1927).

Nassim, 14 år /Kerstins arkiv


What we need is a hegemony of demo­cra­tic values and this requires a mul­ti­pli­ca­tion of demo­cra­tic practices, insti­tu­tio­na­lizing them into ever more social relations so that a mul­ti­pli­city of subject positions can be formed through a demo­cra­tic matrix. It is in this way – and not by trying to provide it with a rational foun­da­tion – that we will be able to not only defend democracy but also deepen it. Such a hegemony will never be complete, and anyway, it is not desirable for a society to be ruled by a single demo­cra­tic logic. Relations of authority and power cannot com­ple­tely disappear, and it is important to abandon the myth of a trans­pa­rent society, recon­ci­led with itself, for that kind of fantasy leads to tota­li­ta­ri­a­nism. A project of radical and plural democracy on the contrary, requires the existence of mul­ti­pli­city, of plurality and of conflict, and sees in them the raison d’etre of politics.

 (Chantal Mouffe. The Return of the Political. Verso, 2006, p. 18)

V Den uret­fær­dige by /Christian tænker højt

Da Kerstin invi­te­rede mig på gåtur på Grøn­nin­gen og i Nordvest var det en pro­vo­ka­tion, hvis vi her husker, at det latinske provocare betyder at opfordre eller tilskynde. Det var en til­skyn­delse til at bryde den vante isolation af normative spørgsmål om ret­fær­dig­hed og handling.

There is and always will be — and this is the reason that it concerns us — an unbrid­geable distin­ction among (1) those arguments which appeal to our capacity to become ent­hu­si­a­stic about and our feeling for concrete practical aims or cultural forms and values, (2) those arguments in which, once it is a question of the validity of ethical norms, the appeal is directed to our consci­ence, and finally (3) those arguments which appeal to our capacity and need for ana­ly­ti­cally ordering empirical reality in a manner which lays claim to validity as empirical truth.

 (Max Weber. Objecti­vity in Social Science and Social Policy. In: The Met­ho­do­logy of the Social Sciences, pp. 50 – 112. The Free Press, 1949 [1904], p. 58). 

Montagen er en inter­es­sant genre, for­før­ende ikke mindst, for­vir­rende måske, og i denne sam­men­hæng også en praktisk måde at bringe kunst og sociologi sammen; en praktisk handling. Men den er også en provokation.

Hvor åben en diskurs kan socio­lo­gen tillade sig, når den offi­ci­elle opgave er at beskrive, analysere, fortolke, forstå og forklare? Er montagen som for­tolk­nings­rum ikke blot en und­skyld­ning for ikke at levere i det mindste et bud? Den spænder ben for til­skyn­del­sen til at kom­men­tere, udlægge, konkludere.

Sociology has an affinity with comedy, in that it reveals the wellsprings of authority… unmasks the hidden machinery that makes possible the pro­duction of the symbolic effects of impo­si­tion and inti­mi­da­tion, the tricks and dodges that make up the powerful and important of all ages…

 (Pierre Bourdieu. Political Inter­ven­tions. Social Science and Political Action. Verso, 2008, p. 135 – 6). 

Haacke til Bourdieu: “A demo­cra­tic society must promote critical thinking, including a constant critique of itself. Without it, democracy will not survive”.

Bourdieu til Haacke: “… All forms of symbolic domi­na­tion operate on the basis of mis­recog­ni­tion, that is, with the com­pli­city of those who are subjected to them. Even if it does nothing but describe facts and effects and bring mecha­nisms to light (such as those that create symbolic violence), science exerts a critical effect”.

(Pierre Bourdieu & Hans Haacke. Free Exchange. Polity Press, 1995, p. 54). 

De syns­punk­ter vi her monterer – bebo­er­ud­sagn, bypolitik, teori, egne reflek­sio­ner, tvivl og tanker – kredser om (u)retfærdighed som meget umid­del­bare følelser og evner. Uret­fær­dig­hed udtrykt som følelsen af, at verden ikke længere er den samme, af tab, af at være nedrakket og politisk overset, raci­a­li­se­ret, far­lig­gjort og kri­mi­na­li­se­ret, af at være uhørt. Ret­fær­dig­hed som følelsen af at leve et hyggeligt sted, af at opleve det nære, det lands­by­g­ag­tige og som evnen til indi­vi­duel og delvist kollektiv handlekraft.

… a spatially anguished resident’s place on a social hierarchy made up of inter­secting and over­lap­ping cate­go­ries — such as race, class, gender, and others — leads them to deflect the ter­ri­to­rial stigma not just to anyone, but to their weaker ethnic and gendered neighbors… In the end, these deflections unin­ten­tio­nally reinforce the dominant racist and sexist imageries that anguished residents from the start.

 (Randol Contreras. There’s No Sunshine: Spatial Anguish, Deflections, and Inter­sectio­na­lity in Compton and South Central. Environ­ment and Planning D: Society and Space, 2017, 35 (4): 656 – 673). 

Men disse udsagn, til­sy­ne­la­dende hete­ro­gene, taler også om uret­fær­dig­hed, når vi ser dem som symbolske kate­go­ri­se­rin­ger af vir­ke­lig­he­den foretaget fra socialt domi­ne­rede og domi­ne­rende posi­tio­ner. De viser det uret­fær­dige i, at social ulighed og usik­ker­hed går hånd i hånd med bypo­li­tik­ken og for­stær­ker lokale mikro­kon­flik­ter og trods det, at ”nødvendig tolerance” fører til, at naboer, der blot deler det at være naboer og ikke meget andet, gensidigt nedrakker hinanden, den Anden, og mere ned­vær­di­gede og domi­ne­rede kategorier.


Det lokale er insti­tu­tio­na­li­se­ret i byplan­læg­nin­gen, hvor udvik­lin­gen af lokal identitet er blevet løsningen på den uret­fær­dige by. Men det lokale er også indlejret i de sociale, symbolske og geo­gra­fi­ske hie­rar­kier, der struk­tu­rer byen og landet som sådan. Lidelsen lever lokalt, men pro­du­ce­res centralt. På den måde er montagen både for­stå­else og anklage - a cry and a demand.

But the right to the city is a unitary right, a single right that makes claim to a city in which all of the separate and indi­vi­dual rights so often cited in charters and agendas and platforms are implanted. It is The right to the city, not rights to the city. It is a right to social justice, which includes but far exceeds the right to indi­vi­dual justice.

(Peter Marcuse. Whose Right(s) to what City? In: Neil Brenner, Peter Marcuse & Margit Mayer: Cities for People, Not for Profit, pp. 24 – 41. Routledge, 2012, p. 34). 

[1] Alle deltagere i Apropos en eng har givet skrift­ligt samtykke til medvirken og offentliggørelse.

For­fat­tere

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte