Fra glem­me­bo­gen – om ret­fær­dig­gø­rel­sen af den socialt ret­fær­dige skole

Kaj Him­mel­strup: ”Er lil­lesko­len passé?” Pædagogik, 1977, 7 (1): 24 – 38. Genop­trykt i Helge Hansen (red.) Lad 100 lil­lesko­ler blomstre (Lil­lesko­ler­nes Sam­men­slut­ning, 1983, s. 18 – 24).

I et tema­num­mer om social (u)retfærdighed er det måske ikke så oplagt at bringe en artikel om de private skoler; disse reser­va­ter for de pri­vil­e­ge­re­des børn, hvor man i læ af flor­om­vundne og flo­skel­fyldte mani­fe­ster hytter sit eget kul­tu­relle mid­delklas­seskind og sikrer sin fortsatte plads i den øvre del af det sociale rum. Jo jo, med en god for­stå­else og sympati for alle dem under een og med en klar og skarp magt­kri­tik ved hånden. 

Og så alligevel. Him­mel­strups artikel, der er fra 1977 og udkom i Tids­skrif­tet Pæda­go­giks tema­num­mer om alter­na­tivsko­lens dilemmaer og problemer, tager udgangs­punkt i den gruppe af frie grund­sko­ler, der kalder sig (eller iden­ti­fi­ce­rer sig som) lil­lesko­ler. En gruppe af skoler hvoraf den første blev stiftet i 1949 og som artiklens forfatter, Kaj Him­mel­strup, i 1977 havde haft 25 års samliv med som lærer. I artiklen kommer Him­mel­strup omkring lil­lesko­ler­nes opkomst, for­skel­lig­he­der og fæl­lesnæv­nere – og den kritik skolerne oftest udsættes for: At de er eks­klu­sive og socialt skæve og derfor ikke kan bidrage til og føre klassekampen.

Spørgs­må­let, Kaj Him­mel­strup stiller, er imid­ler­tid ikke kun til lil­lesko­lerne, men til den pæda­go­gi­ske, børne- og for­æl­dre­in­vol­ve­rende, politiske, selv­stæn­dige skole: Hvorfor laver vi skole? Hvad vil vi med vores skole? Hvad vil vi med pæda­go­gik­ken, det pæda­go­gi­ske arbejde med børn – for­an­stal­tet af voksne? Og ikke mindst også: Hvad vil vi med samfundet? Skolen var og skulle i Kaj Him­mel­strups udlægning være et svar på mangler ved samfundet – og fol­ke­sko­len mere specifikt. Målet for Him­mel­strup og for lil­lesko­lerne var ikke at lukke sig om sig selv i et eks­klu­sivt reservat, men at ”virke for, at vore pæda­go­gi­ske erfa­rin­ger med den lille skole får en sådan karakter og formidles udadtil med en sådan styrke, at de kan påvirke udvik­lin­gen mod det lang­sig­tede mål: Den lille fol­ke­skole” (Him­mel­strup 2021:19).

Når artiklen måske derfor alligevel er værd at støve af fra gemmerne, skyldes det ikke mindst, at den retter fokus på (lille)skolens raison d’etre og legi­ti­mi­tet: At være levende og give modige svar på mangler ved samfundet. Det er et spor i artiklen, at skolen står i relation til samfundet og dermed også må tage stilling til og reagere på sam­funds­be­væ­gel­ser og ‑for­an­drin­ger. Ét af de svar, Kaj Him­mel­strups lil­leskole skal give, er, hvorvidt og hvordan en skole, hvor fler­tal­let tilhører den kul­tu­relle og øko­no­mi­ske mid­delklasse, over­ho­ve­det har en beret­ti­gelse? Hvad kan den arbejde og kæmpe for? Hvordan kan den indrette sig pæda­go­gisk, så den er med til at bevæge samfundet i en anden og bedre retning? Hvordan kan den bidrage til et opgør med eksi­ste­rende skel og forskelle i samfundet?

Svaret finder Him­mel­strup i en skole, der giver plads til eks­pe­ri­men­te­ren, det per­son­lige enga­ge­ment og hold­nin­ger – og reagerer på sam­funds­for­an­drin­ger ved at revidere sine svar – og i en tilgang til pæda­go­gik­ken, der erkender, at ”pædagogik er holdning – ikke mindst politisk holdning”. Derfor bliver det helt centralt for lil­lesko­len, at ”emner og problemer – i fag som i dagligdag – behandles i deres sam­funds­mæs­sige sam­men­hæng på en sådan måde, at sam­funds­struk­tu­rens iboende kon­flik­ter afdækkes for børnene”. Det er dette blik Him­mel­strup artiklen igennem sætter i for­grun­den – som det, der både begrunder og giver lil­lesko­lerne deres legitimitet:

Vi ønsker, at børnene lærer at tænke og handle kritisk og bevidst over for sig selv, kam­me­ra­terne, os voksne og samfundet, ikke for kri­tik­kens og bevidst­he­dens egen skyld, men fordi evnen hertil er nødvendig for at kunne ændre på sin egen og andres under­tryk­kende adfærd og i sidste ende også på under­tryk­kende forhold og ide­o­lo­gier i samfundet (Him­mel­strup 2021:19).

I lyset af den aktuelle sko­lepo­li­ti­ske debat om lighed (tidlig indsats og inklusion) og sam­men­hængs­kraft (enshed?) – og til­hø­rende kamp om barnet og barn­dom­men – så kan man bruge Kaj Him­mel­strup til at spørge: Diskva­li­fi­ce­rer en skoles socioø­ko­no­mi­ske sam­men­sæt­ning den fra at arbejde for og bidrage til et mere socialt ret­fær­digt samfund? Skal en skole afspejle et mere eller mindre præcist udsnit af befolk­nings­sam­men­sæt­nin­gen, nationalt set, for at kunne arbejde med – og bidrage til – et socialt set ret­fær­digt samfund? Eller skal den snarere – og væsent­li­gere – stå på og stå for ’en ide’; en ide, eller nærmere række af ideer, der hele tiden bliver til, ved­li­ge­holdt og forandret i relation til analyser af og dis­kus­sio­ner med den aktuelle tilstand i fol­ke­sko­len og i samfundet. Som Him­mel­strup bemærker i forhold til den sociale skævhed i elev­sam­men­sæt­nin­gen på lil­lesko­lerne, som også i 1977 var et kri­tik­punkt: ”Men så længe man føler man arbejder for en ide, er den sociale skævhed en pris, man accep­te­rer at betale” (Him­mel­strup 2021:13). 

Og det er netop her, at lil­lesko­lerne, dengang som i dag, må begrunde og finde deres legi­ti­mi­tet: som svar på mangler ved den offent­lige skole og ved samfundet. Skal man skære den reform­pæ­da­go­gik, som lil­lesko­lerne ofte selv refererer til – eller forstås i relation til, – så handler den i bund og grund om at føre en kritik på børnenes og sam­fun­dets vegne. En kritik som skal kva­li­fi­ce­res og tage sit afsæt i skolens pæda­go­gi­ske ideer og (politiske) hold­nin­ger. Alt er således ikke og kan ikke være lige godt eller lige gyldigt – i nogen som helst skole. Heller ikke lil­lesko­lerne. Alle er velkomne, men lil­lesko­lerne er, som alle andre skoler, ikke for alle. Uanset ambi­tio­ner om at lave en skole, der opdrager og under­vi­ser alle grupper – uanset etnisk baggrund, køn eller soci­al­gruppe – til selv­stæn­dige og ansvar­lige borgere, så er lil­lesko­lerne også i dag over­ve­jende befolket af elever der spiser hjemmebag, fejrer jul, har smagt quinoa, tager på som­mer­fe­rie i Sydeuropa og vin­ter­fe­rie i Norge eller alperne, går til mere end en fri­tidsak­ti­vi­tet, mv.

Det er der mange gode grunde til. Ikke mindst hvad ”man” forstår ved god/rigtig skole, politisk, i pæda­go­gi­ske fagkredse, i den offent­lige samtale og i de hjem der hver dag har børn der sendes i skole. Spørgs­må­let er imid­ler­tid stadig: Ud fra hvilke kriterier måler vi skolens legi­ti­mi­tet i – og bidrag til – samfundet? Og hvilke skoler er der så at sige plads til, hvilke pæda­go­gi­ske ideer og former for pæda­go­gisk arbejde og under­vis­ning er der plads til, hvis skolens legi­ti­mi­tet og evne til at arbejde med bl.a. social (u)retfærdighed alene defineres ud fra dens elevsammensætning. 

I et struk­tu­relt per­spek­tiv har en stolt og stærk forsk­nings­tra­di­tion, både på denne og den anden side af Atlanten, gang på gang vist, at skolen ikke lykkes med at bryde, men snarere er med til at befæste, repro­du­cere og forstærke, allerede eksi­ste­rende sociale forskelle i samfundet. Som Him­mel­strup (2021:20) skriver, må skolen i det lys kunne svare på: Hvad gør vi hos os, for at børnene ”udvikler deres evner til at soli­da­ri­sere sig med de svage og under­trykte uden for gruppen, på skolen, i samfundet og globalt”? For hvis ikke skolen kan svare på det, svarer poli­ti­kerne – og de svar er ikke nød­ven­dig­vis i dialog med ’pæda­go­gik­ken’ og de lærere, pædagoger og ledere, der hver dag skal stå (på mål) for, ’hvorfor de gør, som de gør’. Den nuværende regerings svar på spørgsmål om social (u)retfærdighed har paral­lel­ler til den kritik Him­mel­strup forholder sig til i artiklen, nemlig, at man kun legitimt kan arbejde/kæmpe for et socialt set ret­fær­digt samfund, hvis de befolk­nings­grup­per, hvis ret­fær­dig­hed man arbejder/kæmper for, er repræ­sen­te­ret i elevgruppen.

Tager man derimod, som Kaj Him­mel­strup argu­men­te­rer for, afsæt i en interesse for pædagogik og samfund, så knyttes pro­blem­stil­lin­ger i og udenfor skolen sammen. Og det gør de netop, fordi de børn og unge (og voksne), der befolker skolen, må betragtes som produkter af det kapi­ta­li­sti­ske samfunds frem­med­gø­relse og insti­tu­tio­ner med dertil hørende iden­ti­tets­pro­duk­tion, kate­go­ri­se­rings­prak­sis, mag­t­re­la­tio­ner osv. Barnet/den voksne, skolen og samfundet bliver således de manifeste effekter af social ulighed og uret­fær­dig­hed, som skolen må danne ramme om at spørge til – og hjælpe til at give svar på – for at kunne påvirke samfundet som helhed.

Når vi i det per­spek­tiv zoomer ind på skolen, så går der ting og sager for sig, som godt nok i et struk­tu­relt per­spek­tiv helt over­ve­jende repro­du­ce­rer eksi­ste­rende sociale posi­tio­ner, men som også rummer bevæ­gel­ser og for­an­drin­ger og ændrer noget ved ’indholdet’ af de sociale posi­tio­ner; det vil sige ved de for­stå­el­ser vi kan have af hinanden og de livsvil­kår og (uret­fær­dige) for­de­lings­struk­tu­rer vi på for­skel­lig vis bliver til og handler i relation til.

I en verden af relativt knappe res­sour­cer vil der altid være nogle, der har mere af noget end andre. At inter­es­sere sig for og forholde sig kritisk til skolen og samfundet; hvordan noget til­skri­ves en større værdi end andet, hvordan pri­vil­e­gier bliver til og opret­hol­des, hvorfor der er en ’top’ og en ’bund’, etc. – altså spørgsmål om social (u)retfærdighed – stod hos Him­mel­strup og står i dag som både en begrun­delse og moti­va­tion for at lave lilleskole.

Hvordan gør man så det, i praksis? Det er der for­hå­bent­lig lige så mange svar på, som der er skoler.

Lit­te­ra­tur­li­ste

Him­mel­strup, K. (2021). Er lil­lesko­len passé? Dansk pædagogik Tids­skrift 4, 11 – 24

  • cand.mag. og ph.d. i pædagogik, leder af Lil­lesko­ler­nes sekretariat