Gys i under­hold­ning, for­mid­ling og fæl­les­ska­ber: Et prak­sis­per­spek­tiv fra skræm­me­virk­som­he­den Dystopia Entertainment

Jonas Vázquez Bøgh

Hvorfor er nogle personer villige til at betale gode penge for at blive skræmte? Det virker para­doksalt, da gys og uhygge ofte er asso­ci­e­ret med uønskede følelser såsom frygt, usik­ker­hed og util­pas­hed. På trods af dette har vi i eventvirk­som­he­den Dystopia Entertain­ment haft stor succes med at spe­ci­a­li­sere os i at bruge gyset som et værktøj til at skabe positive ople­vel­ser og glæde, men også til at styrke fæl­les­ska­ber, fremme læring og personlig udvikling. Udover at vække stærke følelser som frygt, gru og afsky, kan gyset skabe glæde, give sel­vind­sigt og styrke sociale bånd – og kan endda være et vigtigt pæda­go­gisk værktøj.

Et gyseligt fællesskab

Dystopia Entertain­ment er en virk­som­hed og et fæl­les­skab baseret på fri­vil­lige ildsjæle centreret omkring Vejle, som laver horror-baserede inter­ak­tive ople­vel­ser: alt fra hor­r­or­la­byrin­ter til for­hin­drings­løb, udstil­lin­ger, workshops, firma-arran­­ge­­men­ter mm. Centralt for disse ople­vel­ser er altid, at gæsten er i centrum og skal føle sig som hoved­per­so­nen i sin egen gyserfilm eller ‑for­tæl­ling. Vores første såkaldte ‘haunted house’, også kendt som spø­gel­ses­hus eller hor­r­or­la­byrint, åbnede i efteråret 2014, og siden da har vi skræmt over 100.000 gæster over hele landet; bl.a. i Tivoli Friheden, kælderen under FÆNGSLET i Horsens, på kon­ge­slot­tet Kol­ding­hus og en nedlagt fabrik i Mør­ke­da­len i udkanten af Vejle. I 2019 fik vi en 5. plads ved Danmark Har Talent og i 2020 vandt vi Vejle Kommunes Kulturpris. 

Siden vi grund­lagde Dystopia Entertain­ment i 2014, har vi haft over 1.000 fri­vil­lige hos os, og det er netop disse fri­vil­lige som er det bankende hjerte i fore­ta­gen­det – uden dem ingen gys! Vores fri­vil­lige er en meget broget flok af folk i alderen 5 til 90 år. Modsat, hvad de fleste tror, er fler­tal­let af vores fri­vil­lige (omkring ⅔) kvinder, og fler­tal­let er unge mennesker – enten teenagere eller i 20’erne. Nogle har aspira­tio­ner om at blive pro­fes­sio­nelle sku­e­spil­lere eller makeup-artister, imens andre har en passion for at skræmme. Nogle elsker gys og horror – andre tør ikke selv opleve vores egen hor­r­or­la­byrint. Med de mange for­skel­lige per­son­ty­per og baggrunde er der dog én ting, som binder os sammen: fæl­les­ska­bet. Det sociale element af at mødes over 100 fri­vil­lige aften efter aften og være sammen om at skabe skræm­mende gode ople­vel­ser for andre er det bånd, som binder os sammen. 

Fæl­les­ska­bet er vokset støt gennem årene og de fri­vil­lige har knyttet stærke venskaber, fundet kærester og ægte­fæl­ler, ja sågar fået børn med hinanden. De fri­vil­lige har kærligt døbt fæl­les­ska­bet Dystopia-familien. Det er en familie med brede rammer og højt til loftet, som deler et fælles værdisæt af inklusion og forståelse.

(Foto: Thomas Vahlkvist)
Figur 1 (Foto: Thomas Vahlkvist)

Skræm­mende god underholdning

Hvert efterår besøger tusindvis af gæster en nedlagt fabrik i Mør­ke­da­len i udkanten af Vejle, hvor de træder ind i en for­fær­de­lig verden fuld af død og dårligdom. Det er en bred vifte af besøgende, fra teenagere til pen­sio­ni­ster, med en gen­nem­snitsal­der på 28 år. Vi har ofte besøg af skoler og ung­dom­s­klub­ber, som kommer i busser, og lidt over halvdelen af vores besøgende er kvinder. Gæsten kan for en stund lægge hver­da­gens problemer og bekym­rin­ger på hylden og fordybe sig i dette nye univers og deres rolle i det. I begyn­del­sen af pandemien spe­ku­le­rede vi på, om al den sygdom og død ville afskrække gæsterne fra at besøge os, eftersom de havde nok uhygge i deres dagligdag; men det viste sig ikke at være tilfældet. Vi oplevede faktisk en endnu større interesse for at blive skræmt, hvilket muligvis kan skyldes, at gæsten oplever vores haunted house som en form for afløb for deres fru­stra­tio­ner og negative følelser. I vores hor­r­or­la­byrint kan en fare let iden­ti­fi­ce­res som eksem­pel­vis en zombie eller et kemisk våben, og ens følelser kan således kana­li­se­res imod dette.

Vi har i vores events stort fokus på gæsternes inter­ak­tion og tænker altid på, hvordan vi kan få dem til at leve sig så meget ind i ople­vel­sen som over­ho­ve­det muligt. For at højne ind­le­vel­sen skal gæsterne udføre en mission, eksem­pel­vis redde en forsker der er taget til fange eller skaffe noget livsvig­tig medicin. Gæsterne tales til som om de har en bestemt funktion i det narrativ, vi har skabt, eksem­pel­vis nye rekrutter, og sku­e­spil­lerne gør således hvad de kan for at drage gæsterne ind i universet og bibeholde dem der under hele ople­vel­sen, for optimal for­nø­jelse. Som endnu et dra­ma­tur­gisk værktøj får gæsterne ofte udleveret noget beklæd­ning eller en genstand af afgørende betydning, som også er med til at drage dem mere ind i for­tæl­lin­gen. Vi har desuden stort fokus på hyper-realisme i vores kulis­se­de­sign for at opret­holde illu­sio­nen om en troværdig verden. De nævnte tiltag har som funktion at gæsterne skal glemme de er i en tea­ter­fo­re­stil­ling og i stedet tro, omend momentant, at de befinder sig midt i en anden verden, hvor de selv har mulighed for at påvirke historien. I sidste ende er det dog op til gæsten selv, hvor meget de vil leve sig ind i ople­vel­sen og hertil er der en række kognitive og adfærds­mæs­sige stra­te­gier, som kan højne ople­vel­sen. Disse stra­te­gier inklu­de­rer bl.a., at gæsten fortæller sig selv, at ople­vel­sen er virkelig og dermed kognitivt forsøger at fjerne sine egne mentale barrierer og forbehold. Eftersom viljen til at leve sig ind i en oplevelse er af afgørende betydning for, i hvor høj grad man er i stand til dette, beder vi alle vores gæster “leve sig så meget ind i ople­vel­sen som muligt, for at få den bedste oplevelse”.

(Foto: Jacob Papsø)
Figur 2 (Foto: Jacob Papsø)

Man kan få indblik bag det blodige forhæng når vi bl.a. holder foredrag, rund­vis­nin­ger og workshops for at udbrede og formidle, hvad vi laver. Vi har således udviklet en haunted house workshop, hvor del­ta­gerne selv skal designe, bygge og afvikle spø­gel­ses­huse, under vores vej­led­ning. Wor­ks­hop­pen finder enten sted i vores nedlagte fabrik i Mør­ke­da­len, eller vi kommer ud til del­ta­gerne med alle nød­ven­dige remedier såsom deko­ra­tion, kostumer, makeup, teknik mm. Gennem årene har vi afholdt wor­ks­hop­pen for fol­ke­sko­ler, efter­sko­ler, gymnasier og virk­som­he­der – selv­føl­ge­lig i et omfang, format og skræmme-niveau, som er tilpasset aldersgruppen.

Ud over at under­holde samt give et indblik i processen bag et skabe et spø­gel­ses­hus, fungerer haunted house wor­ks­hop­pen som en team­­bu­il­­ding-øvelse, der på meget kort tid har vist sig at kunne ryste del­ta­gerne sammen, styrke sam­men­hol­det og de sociale rela­tio­ner, samt sætte turbo på kreativ pro­blem­løs­ning og samarbejde.

Gyset som formidlingsværktøj

Vores første sam­ar­bejde med et museum var Haunted Castle, som vi opførte på Kol­ding­hus i 2018, 2019 og 2020. Anslaget til sam­ar­bej­det var, at Kol­ding­hus søgte en ny måde at formidle deres historie på, der henvendte sig særligt til det unge publikum, som de havde haft svært ved at nå ud til. Kon­klu­sio­nen på deres under­sø­gelse var, at horror var en oplagt indgang til at nå deres ønskede segment, og at vi i Dystopia var de optimale sam­ar­bejds­part­nere. Dette var start­skud­det på et 3‑årigt sam­ar­bejde, hvor vi via moderne for­tæl­le­tek­nik, special effects og special-designet lyd- og lysin­stal­la­tio­ner skræmte omkring 12.000 gæster og samtidig for­mid­lede Kol­ding­hus’ rige historie. En faktor, som gør horror særlig velegnet til for­mid­ling, er, at skræm­mende ople­vel­ser har en tendens til at blive husket bedre. Det virker logisk, eftersom en farefuld oplevelse burde få personen til at undgå en lignende oplevelse i fremtiden eller huske, hvordan man skal reagere.

(Foto: Thomas Vahlkvist)
Figur 3 (Foto: Thomas Vahlkvist)

Dystopia har også et aktuelt sam­ar­bejde med Museum for Forsyning og Bære­dyg­tig­hed i Dron­ning­lund. Her er vi dykket ned i de danske folkesagn og har lavet den første inter­ak­tive horror-udstil­ling i Danmark: “GYS: Væsner i Mørket”. I denne udstil­ling har vi haft fokus på mørkets rolle i fortidens bon­de­sam­fund og på, hvordan lys, skygger og sil­hu­et­ter har haft ind­fly­delse på de historier og karak­te­rer, som er blevet opdigtet, samt deres betydning for bon­de­sam­fun­det. En af de primære tanker bag den inter­ak­tive instal­la­tion har været, at man selv er med til at frem­bringe fordums monstre med en håndholdt fakkel, som oplyser vejen. Som sløjfe på ople­vel­sen er der en inter­ak­tiv touch-skærm, hvor en hor­r­or­for­sker fortæller om gysets paradoks og dets rolle i bon­de­sam­fun­det, hvor uhyg­ge­lige historier ikke bare var tids­for­driv, men en form for abstrakt pædagogik! Før der var kunstig belysning, mødtes man rundt om lang­bor­det, tændte tæl­lely­set, som fortrængte lidt af mørket, og lyttede til drabelige historier om elle­fol­ket, skif­tin­ger, mosekonen, åmanden og mange flere. Disse for­tæl­lin­ger var ikke bare gode historier – de havde til formål at være adfærds­re­gu­le­rende for dem, der lyttede og var således en form for tidlig pædagogik. I fordums tid kunne en tur gennem skoven om natten nemlig være behæftet med en del farer. Man kunne være så uheldig at støde på lan­de­vejs­rø­vere, ulve eller værre… At kunne afskrække individer i en husstand eller et samfund fra at udsætte sig for denne fare, var derfor et vigtigt værktøj til at beskytte dem man havde kær.

Gysets magi for unge med diagnoser

Blandt de fri­vil­lige i Dystopia er der en tydelig over­re­præ­sen­ta­tion af unge, som tidligere har haft svært ved at være en accep­te­ret del af et fæl­les­skab. De har eksem­pel­vis været udsat for mobning eller haft van­ske­ligt ved at finde venner og fælles inter­es­ser med klas­se­kam­me­ra­ter. I Dystopia-familien bliver de ikke bare accep­te­ret – ofte blomstrer de op! Vi kan således berette om unge med adskil­lige diagnoser, der har mødt op hos os, usikre og i tvivl om, det var noget for dem, og som er kommet ud af deres skal og har åbnet op overfor andre på måder der før var utæn­ke­lige for dem. Vi har fri­vil­lige, der kæmper med alt fra autisme og Tourettes til angst, OCD og PTSD, som har fundet tryghed og accept i vores brogede fæl­les­skab. Som arrangør er det utrolig bekræf­tende at opleve, hvad Dystopia familien betyder for disse tidligere util­pas­sede unge, samt følge dem i deres rejse og per­son­lige udvikling. 

Hvad er det, som gør skræm­mende under­hold­ning særlig velegnet til at inddrage og trans­for­mere unge med diagnoser? Mulig­he­den for at træde ind i en karakter og være en anden person (eller et monster) gør sig også gældende for andre former for teater, men vi tror, at en af de ting, der adskiller horror fra tra­di­tio­nelt teater, bl.a. er, at man som skræmme-sku­e­­spil­­ler ofte har mulighed for at bryde med sociale normer og udvise adfærd, som normalt ikke er socialt accep­te­ret. Man bliver tilmed opfordret til denne form for græn­se­over­skri­dende opførsel af instruk­tø­rerne og ‘belønnet’ af gæsterne med deres skrig. Mange af vores sku­e­spil­lere siger, at de finder det utroligt befriende at kunne have denne form for afløb for deres følelser, og mange bruger horror-sku­e­­spil­let som en måde at håndtere stress, angst, og hvad der ellers tynger dem i dag­lig­da­gen. Som eksempel kan nævnes en ung mand, som lider af Tourettes, der giver udslag i hyppige fysiske tics. Disse tics mani­feste­rer sig ofte som vilde arm­be­væ­gel­ser og knipsen med fingrene samt ryk med hovedet. På trods af denne udfor­dring er den pågæl­dende sku­e­spil­ler i stand til at spille en rolig karakter, som er komplet fri for tics – sågar stoiske roller, som kræver selv­kon­trol og meget kon­trol­le­rede bevæ­gel­ser. Mulig­he­den for at blive en anden person fjerner sim­pelt­hen hans fysiske tics – ikke kun imens sku­e­spil­let er i gang, men op til flere dage efter.

Et andet aspekt, som vi tror er afgørende for, hvorfor de unge drages til vores fæl­les­skab, er den sociale accept de møder. Eftersom vi arbejder med ofte meget voldsomt og blodigt indhold, er det som om, diagnoser træder i bag­grun­den for de ofte groteske og græn­se­over­skri­dende scener, vi udspiller. Når man eksem­pel­vis iklædes og sminkes til at ligne en gal økse­mor­der eller en zombie, er de per­son­lige for­skel­lig­he­derne pludselig ikke så store. I stedet bliver fokus det, som binder os sammen: fæl­les­ska­bet og jagten på det perfekte gys.

Gyset rummer således en vifte af mulig­he­der, bl.a. opbyg­gelse af fæl­les­ska­ber og inklusion, under­hold­ning og nydelse, for­mid­ling af historie og viden, adfærds­re­gu­le­ring, personlig udvikling og hjælp for nogle i forhold til hånd­te­ring af kliniske diagnoser. 

(Foto: Jacob Papsø)
Figur 4 (Foto: Jacob Papsø)

Gysets mulig­he­der er enorme – det er på høje tid, at vi for alvor gør brug af det.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte