Krise i uddan­nel­ses­po­li­tik og pædagogik? Et anmeldelsesessay

Peter Øster­gaard Andersen

Befinder eller nærmer libe­ra­lis­men sig en krise, som kan give nye mulig­he­der for uddan­nel­ses­po­li­tik og pædagogik? Det er et af de spørgsmål som tre vigtige bøger, der nyligt er udkommet kredser om. Bøgerne er en sam­ta­le­bog mellem John Hattie og Steen Nepper Larsen om resul­ta­terne af de senere års uddan­nel­ses­po­li­tik i form af bl.a. en domi­ne­rende lærings­dis­kurs og målstyret under­vis­ning, John Benedicto Krejsler bog om trans­na­tio­nal uddan­nel­ses­po­li­tik og Andreas Reckwitz’ essay­sam­ling om en ny desil­lu­sion i forhold til demokrati og frem­skridt. Artiklen er ikke en decideret anmel­delse af bøgerne. Snarere omtales de her fordi de har noget væsent­ligt og for­skel­ligt at bidrage med i forhold til artiklens problematik.

Hattie, John & Larsen, Steen Nepper (2020): The Purposes of Education

Hattie, John & Larsen, Steen Nepper (2020): The Purposes of Education.
Routledge: London & New York , 26. Maj 2020.
ISBN 9780367416645.
249,- DKK.

Krejsler, John Benedicto (2021): Skolen & den transnationale vending.

Krejsler, John Benedicto (2021): Skolen & den trans­na­tio­nale vending.
Fre­de­riks­berg: Sam­funds­lit­te­ra­tur. Udgivet 20. maj 2021.
ISBN 9788776831738.
349,- DKK

Reckwitz, Andreas (2021): Illusionernes undergang

Reckwitz, Andreas (2021): Illu­sio­ner­nes undergang.
København: Hans Reitzels Forlag. Udgivet 10. juni 2021.
ISBN 9788702309232.
299,- DKK

Det er i den senere tid som om, at den uddan­nel­ses­po­li­tik der er blevet ført i de sidste årtier er blevet mindre sikker på sig selv. Et enkelt eksempel er den stort anlagte fol­ke­sko­lere­form fra 2013, der ifølge en central eva­lu­e­ring kun i ret så begrænset udstræk­ning har levet op til de stillede ambi­tio­ner (Jensen m.fl. 2020 & Nielsen m.fl. 2020). Et andet eksempel er den lange historie om de pro­ble­ma­ti­ske nationale test, som nu erstattes af andre prøver (Flarup 2020).

Det er på ingen måder nyt, at sko­lere­for­mer – eller reformer i det hele taget – ikke virker efter hen­sig­terne. Det er heller ikke nyt, at de sidste årtiers uddan­nel­ses­po­li­tik kan kri­ti­se­res. Det er de blevet i mange år af både prak­ti­kere og forskere. Det er dog påfal­dende, at det også er reform­ma­gerne selv, hvis man kan tale om sådanne, der nu kon­sta­te­rer det. 

Et relevant spørgsmål er derfor om de sidste årtiers over­ord­nede uddan­nel­ses­po­li­tik er i krise og vil undergå større ændringer snarligt eller inden for den nærmere fremtid. Eller om den måske snarere – inden for de hidtidigt fun­ge­rende mønstre – er i gang med at blive nuanceret og raf­fi­ne­ret. Aktuelt giver det anledning til at spørge til hvad der ligger bag denne pro­ble­ma­tik, og hvilke mulig­he­der der kan åbne sig fremover. Men også til hvordan vi kan forstå udvik­lin­gen op til nu.

Jeg vil i det følgende inddrage tre nye bog­ud­gi­vel­ser, som hver især bidrager med beskri­vel­ser og analyser af den situation som uddan­nel­ses­po­li­tik og pædagogik aktuelt befinder sig i og hvilke forhold, der har medvirket til at de tager sig ud som de gør. Bøgerne omhandler ikke alle tre lige direkte den mulige reform­krise, men behandler på for­skel­lige måder de senere årtiers uddan­nel­ses­po­li­tik, de kul­tu­relle kon­tek­ster omkring den, de pæda­go­gi­ske strøm­nin­ger der har været domi­ne­rende, de betyd­nin­ger de har fået, og hvilke samtids- og frem­tids­per­spek­ti­ver, der kan være relevante at forholde sig til i analyser af det aktuelle og frem­ti­dige forhold mellem politik og pædagogik.

Nær­væ­rende artikel er som nævnt ikke en decideret og typisk anmel­delse af bøgerne i hver deres egen ret, snarere omtales de her fordi de har noget væsent­ligt og for­skel­ligt at bidrage med i forhold til artiklens pro­ble­ma­tik. Det betyder, at den enkelte bogs samlede kva­li­te­ter ikke vil fremstå i alle dens nuancer, ligesom kun mindre dele af værkerne vil blive omtalt.

Synlig læring

Beteg­nel­ser som ’lærings­målsty­ret under­vis­ning’ og ’synlig læring’ er noget af det, som har stået i centrum for uddan­nel­ses­po­li­tik­ken og bestræ­bel­serne på at imple­men­tere den. Talrige kon­fe­ren­cer og kurser i landets kommuner er blevet afholdt med henblik på, at få skole­le­dere, lærere og pædagoger til at ændre deres tænke- og hand­le­må­der. Det har foregået som led i større og meget omfat­tende bestræ­bel­ser på at drive ikke blot insti­tu­tio­ner og skoler, men hele den offent­lige sektor ud fra prin­cip­per om acco­un­ta­bi­lity, doku­men­ta­tion, eva­lu­e­ring, evidens og kon­kur­rence. Det er prin­cip­per som kritikere af denne bestræ­belse har fundet er fremmede for de danske, nordiske og euro­pæ­i­ske tra­di­tio­ner, som tidligere har præget uddan­nel­ses­po­li­tik og pædagogik her i landet.

The Purposes of Education. A Con­ver­sa­tion Between John Hattie and Steen Nepper Larsen rummer samtaler mellem Hattie og Larsen. Hattie er kendt for sine arbejder med meta­a­na­ly­ser og synlig læring, og er herhjemme blevet trukket frem som en af de væsent­lige inspira­tions­kil­der til de senere års refor­m­ar­bejde. Larsen har til­ba­ge­ven­dende kri­ti­se­ret de domi­ne­rende tendenser i uddan­nel­ses­po­li­tik og pædagogik og har bl.a. direkte kri­ti­se­ret Hatties arbejde. Bogen tager afsæt i denne kritik. Hattie inviterer Larsen til at besøge ham for bl.a. at drøfte kritikken, så Larsen pakker sin bagage og sin cykel og tager til Austra­lien for at få ordentlig tid til at diskutere med Hattie. Bogen er således redigeret på baggrund af de afholdte samtaler mellem de to forskere face to face.

Det er vigtige og aktuelle emner som dis­ku­te­res, bl.a. lære­målsty­rin­gens til­sy­ne­la­dende til­ta­gende krise og mulig­he­derne for dan­nel­ses­fo­re­stil­lin­ger­nes til­ba­ge­ven­den. Hattie har stor interesse for statistik, og mange års erfa­rin­ger med at arbejde med at påvirke og ændre sko­lepo­li­tik og pæda­go­gisk praksis i klas­se­væ­rel­ser. Han argu­men­te­rer med blandt andet P. Freire og J. Dewey i ryggen. Endvidere har Graham Nuthalls ældre epo­ke­gø­rende studier, der viser at elevernes liv og lære­pro­ces­ser i klas­se­væ­rel­serne er noget nær usynlige for lærerne, på et tidligt tidspunkt i Hatties for­sker­kar­ri­ere inspi­re­ret ham. Studier der siden er blevet efter­prø­vet og bekræftet af Hattie selv, og som har givet anledning til en af hans primære bestræ­bel­ser, nemlig at ville syn­lig­gøre den læring der finder sted i klas­se­væ­rel­set. Nuthalls studier viste, at sam­men­hæn­gen mellem lærerens under­vis­ning og elevernes læring er særdeles svag og usikker, ikke fordi lærerne gør deres arbejde dårligt, men fordi lære­pro­ces­ser i langt over­ve­jende grad er ustyrlige og fordi lærerne kun sjældent er opmærk­somme på, at der helt generelt er så stor og grund­læg­gende forskel på under­vis­ning og læring. Hattie henviser flere gange til, at Nuthalls studier viser, at lærerne kun er vidende om omkring 20% af det vigtige som sker i klas­se­væ­rel­serne. Når Hattie argu­men­te­rer for synlig læring er det derfor med henblik på, at lærerne kan blive bedre til at forstå og reflek­tere over deres under­vis­nings mulige betydning, og ikke primært fordi de skal kunne doku­men­tere og evaluere læringen udadtil og/eller overfor eksterne inter­es­sen­ter, sådan som der nok har været tendens til at forstå og bruge Hatties arbejder på herhjemme.

Larsen argu­men­te­rer ud fra især de tyske dan­nel­ses­te­o­rier som alter­na­tiv til lærings­te­o­ri­er­nes dominans. Han henviser til bl.a. Ernst Bloch, Theodor W. Adorno og Peter Slo­ter­dijk. Det er begrænset hvor stort kendskab Hattie har til dan­nel­ses­te­o­ri­erne, hvilket Larsen søger at råde bod på. Hattie og Larsen er, hvilket er ganske inter­es­sant, fælles om at tildele den nulevende og frem­træ­dende uddan­nel­ses­fi­lo­sof Gert Biesta en central position. Begge er optaget af hans værker og tænkning. Biesta, der betegner sig selv som eksi­sten­ti­a­lis­tisk inspi­re­ret, afviser i grove træk lærings­be­gre­bet og dets dominans, samtidig med at han forholder sig ganske kritisk til dan­nel­se­s­tra­di­tio­ner­nes aktuelle relevans. Han finder dan­nel­ses­te­o­ri­erne for stærkt knyttede til bor­ger­ska­bets histo­ri­ske tænkning og position samt mindre egnede til at beskrive for­hol­dene i sen- eller post­mo­der­ni­te­ten. Netop det at Biesta kri­ti­se­rer både dan­nel­ses­te­o­ri­erne og det, han kalder ’lear­ni­fi­ca­tion of education’, er måske mest af alt det, som gør ham inter­es­sant for Hattie og Larsen. Sidst­nævnte kan således styrke sin egen kritik af Hatties forskning af læring ved hjælp af Biestas argu­men­ter. Hattie og Larsen er også begge kritiske over for Biesta: Hattie finder således Biestas kritik af læring for helt unød­ven­dig unu­an­ce­ret, og Larsen tildeler som allerede nævnt dan­nel­ses­be­gre­bet en betydelig større aktuel relevans end Biesta. 

Bogen rummer 16 kapitler med hver sit spørgsmål eller tema. De ind­le­dende kapitler behandler spørgsmål som ’Does educa­tio­nal data speak for itself?’, ’Is learning a visible pheno­menon?’ og ’Is it important to teach and learn specific subjects?’ De tager over­ve­jende afsæt i Hatties arbejder.  De efter­føl­gende spørgsmål eller temaer, fx ‘Is it possible to revi­ta­lize the German concepts of Bildung (i.e., the formation of character and the higher ideas and ideals of education)?’ og ‘Is it possible to under­stand pedagogy as an art of decen­te­ring?’ afspejler i højere grad Larsens dagsorden. Fælles temaer er fx ‘What is the relation between educa­tio­nal research and educa­tio­nal politics?’ og ‘If schools didn’t exist – would we miss them?’ Også mange andre temaer bliver dis­ku­te­ret, fx ’How to deal with neu­rosci­ence?’, ‘Why are we longing for pre­di­cta­bi­lity and security?’ og ikke mindst ‘Is there a purpose of education?’ med reference til bogens titel.

Som det også tidligere har været fremme i den pæda­go­gi­ske debat, tager Hattie klart afstand fra nogle af de måder hans teorier har været anvendt på i Danmark. Det gælder imid­ler­tid ikke kun for Danmarks ved­kom­mende. Generelt oplever Hattie at hans bog om meta­a­na­ly­ser Visible Learning er blevet mis­for­stået: Den var skrevet som en forsk­nings­be­ret­ning, en publi­ka­tion henvendt til andre forskere og hverken rettet imod et alment publikum eller imod under­vi­sere. Dens massive udbre­delse kom bag på Hattie, som definerer sig selv om en ”mea­su­re­ment person” (s. 162) og ikke som hverken sociolog eller filosof. 

Hattie fortæller også om sit enga­ge­ment i uddan­nel­ses­po­li­tik, hvor han pri­o­ri­te­rer aktivt at lade sig inddrage, når der er mulig­he­der for det. Hattie opfatter således at det at skrive til for­sker­kol­le­ger og det at søge at forbedre uddan­nel­ses­po­li­tik­ken er to helt for­skel­lige projekter. I det sidst­nævnte stræber han bl.a. efter at fremme lærernes mulig­he­der for at forstå og reflek­tere over den læring, som han mener er deres væsent­lig­ste arbejde. På den måde er hans position lidt ander­le­des end Larsens, der synes generelt mere kritisk og afvisende over for uddan­nel­ses­po­li­tik­ken, sådan som den gestalter sig aktuelt. Larsen argu­men­te­rer som tidligere nævnt for en grund­læg­gende ander­le­des uddan­nel­ses­po­li­tik hvor dan­nel­ses­te­o­ri­erne skal styrkes som alter­na­tiv til lærings­dis­kur­sen og den høje vægtning af ’school effectiveness’.

I lange stræk er det Hatties arbejder, der er udgangs­punk­tet. Larsen spørger ind til det. Hattie skiftevis uddyber, nuancerer og opponerer. Ofte udvikler sam­ta­lerne sig til meget givende dis­kus­sio­ner. Larsen får også gode mulig­he­der for at redegøre for sit arbejde. Bogen er som nævnt indrettet i tematiske afsnit, men bevæger sig ifølge samtalers natur ofte kortere eller længere væk herfra. Det er en væsentlig styrke ved bogen, at den giver sig både tid og plads til at lade sam­ta­lerne udvikle sig i netop samtalens former og tempo. Og begge parter udviser stor interesse for og aner­ken­delse af hinandens arbejder, deres for­skel­lige for­ud­sæt­nin­ger og perspektiver.

Hattie og Larsen forholder sig hele tiden tydeligt og kritisk til hinandens argu­men­ter og begrun­del­ser, og en af bogens helt afgørende forcer er, at den viser hvordan to forskere, der i udgangs­punk­tet befinder sig langt fra hinanden, kan komme til en for­stå­else af bag­grun­den for og nuancerne i de for­tolk­nin­ger, som er så vigtige i samtaler og vur­de­rin­ger. Hensigten er at kunne forstå hinanden og de for­skel­lige faglige tilgange, ikke absolut at blive enige om det hele. Der opstår selv­føl­ge­lig også emner og forhold, som de to forskere har lignende eller over­ens­stem­mende vur­de­rin­ger af. Det mest inter­es­sante er dog, hvordan for­skel­lene imellem de to forskere i sam­ta­ler­nes dynamik giver anledning til at styrke argu­men­ter og begrundelser. 

Opsam­lende om bogen: Den er vel­re­di­ge­ret, levende og inde­hol­der mange inter­es­sante samtaler, der dels følger de tematiske hovedspor, men som også inddrager talrige konkrete erfa­rin­ger og eksempler fra helt for­skel­lig­ar­tede sam­men­hænge, der i sig selv er inter­es­sante. For denne læser fx hvordan lærere i Japan i høj grad til­skyn­der eleverne til at vise deres van­ske­lig­he­der ved at forstå det der under­vi­ses i, frem for at søge at skjule dem, som bl.a. udtalt indbyrdes kon­kur­rence kan give anledning til. Disse lærere sætter derfor pris på store klasser for på denne måde at kunne sikre sig til­stræk­ke­lig mange og for­skel­lig­ar­tede van­ske­lig­he­der og fejl at orientere sig ud fra, dvs. de udviser stor interesse for det som kan give indblik i elevernes faktiske og konkrete læreprocesser.

Bogens kapitler er prydet med små tegninger, der fremhæver temaer i de to forskeres samtaler. De har måske ikke den helt store sub­stan­ti­elle betydning, men er med til at under­strege bogens og sam­ta­ler­nes form som ikke-stive og ikke strengt formelle. Det er også med til at styrke bogens til­gæn­ge­lig­hed, at den medtager en ordliste med korte for­kla­rin­ger på nogle af de måske mindre kendte beteg­nel­ser og personer, såsom ’Minervas ugle’, ’decen­tre­rin­gens kunst’ og ’Sloterdijk’s begreb om den anden fødsels endeløshed’.

Den trans­na­tio­nale vending 

John Bendicto Krejsler har skrevet bogen Skolen & den trans­na­tio­nale vending. Den handler dybest set om det samme, som det Hattie og Larsen taler med hinanden om. Og så alligevel ikke. Hvor Hattie og Larsen lægger hoved­væg­ten på den for­stå­else af pædagogik som uddan­nel­ses­po­li­tik­ken har medført, så beskæf­ti­ger Krejsler sig mere direkte med selve uddan­nel­ses­po­li­tik­ken. Hattie og Larsen er i højere grad optagede af det pæda­go­gi­ske sprog og de ide­o­lo­gier der blev svaret på forsøgene på den uddan­nel­ses­po­li­ti­ske styring, reformer og imple­men­te­ring. Krejsler skriver om de domi­ne­rende diskurser, som har medvirket til at lærings­pa­ra­dig­met har kunnet få sin frem­træ­dende og næsten alt­do­mi­ne­rende plads.

Krejslers bog er en syste­ma­tisk frem­stil­ling ud fra en gover­n­­men­ta­lity-inspi­re­ret tilgang. Den består af fire dele, der følger efter en intro­duk­tion, der afgrænser det teo­re­ti­ske greb = gover­n­men­ta­lity, og afklaring af begre­berne trans‑, supra‑, inter­na­tio­nalt og mel­lem­stats­ligt samarbejde.

Første del handler om dansk skole- og lærer­ud­dan­nel­ses­po­li­tik i historisk og gene­a­lo­gisk per­spek­tiv, helt tilbage fra mid­delal­de­ren og frem til den sko­lere­form fra 2013, som Krejsler betegner som ”Den målsty­rede skoles klimaks” (s. 47). Anden del gør rede for den trans­na­tio­nale vending i europæisk skole- og uddan­nel­ses­po­li­tik og dermed for bl.a. OECD, IEA, EU og Bolog­na­pro­ces­sen, der skaber ’et nyt sand­heds­re­gime’, der er trans­na­tio­nalt frem for nationalt. Krejsler er specielt optaget af den anglo-ame­ri­kan­­ske dominans i skole- og uddan­nel­ses­po­li­tik­ken, og derfor giver det god mening, at han i tredje del går i dybden med at undersøge USA’s store og ofte under­vur­de­rede betydning. Det gælder den uddan­nel­se­s­ø­ko­no­mi­ske tænkning, den uddan­nel­ses­po­li­ti­ske udvikling internt i USA og dens mulige betydning for Europa. I bogens sidste og fjerde del overvejer Krejsler ’det nye sand­heds­re­gime’, dvs. det der aktuelt gælder, og hvilke mod­stand­s­po­si­tio­ner, det kan give anledning til. Han dis­ku­te­rer også, hvorvidt der er tale om en mere grund­læg­gende krise, som kan give rum for nye uddan­nel­ses­po­li­ti­ske retninger, eller om vi snarere vil se juste­rin­ger af de allerede kendte poli­tik­ker, som vil formå at indoptage dele af den fremsatte kritik og således trans­for­mere den og anvende den til egen fortsat dominans. Krejsler udpeger mulig­he­derne, men finder generelt at det er for tidligt at kunne sige noget til­stræk­ke­lig kva­li­fi­ce­ret om styr­kepo­si­tio­nerne og de mulige resul­ta­ter i den frem­ti­dige kamp.

Man kan sige, at Krejsler hen imod bogens slutning forholder sig gen­nem­gå­ende opti­mi­stisk til ’akti­vi­stens position’, hvor han under­stre­ger, at der ganske vist er mange kon­flik­ter i den trans­na­tio­nale vending, men ”ikke desto mindre kan man med god grund argu­men­tere for, at der faktisk er et bety­de­ligt spillerum i de mange udvik­lin­ger, som man med fordel kan gøre brug af, alt afhængigt af hvilken pro­duk­tion af sandheder og hvilke regimer man ønsker at bidrage til” (s. 234). Krejsler anbefaler i øvrigt i næsten samme åndedrag, at det er vigtigt at dansk skole- og uddan­nel­ses­po­li­tik vender blikket mere udad, for det er der ifølge Krejsler mange poten­ti­a­ler i, frem for indad­vendt at forfalde til at forsvare, at man allerede gør tingene på bedste måde og derfor ikke har noget at lære og grunde til at lade sig inspirere.

Krejsler sondrer mellem to for­skel­lige posi­tio­ner i forhold til dansk uddan­nel­ses­po­li­tik, én der argu­men­te­rer for målsty­ring, læring, evidens og school effecti­ve­ness, og en anden der taler for især den tyske dan­nel­se­s­tra­di­tion. Her placerer Krejsler Larsen i den anden position, mens han beskriver sin egen placering (sammen med en række navngive kolleger) som at befinde sig i mellem disse posi­tio­ner (s. 137, note 48).

Det er øjen­syn­ligt Krejslers ambition at tyde­lig­gøre de diskurser, som vi benytter os af i hverdagen, for at vi kan se nye mulig­he­der – som det ofte hedder i gover­n­­men­ta­lity-inspi­re­rede analyser. Krejslers analyser bygger på meget omfat­tende og omhyg­ge­lige under­sø­gel­ser af bl.a. doku­men­ter og andre forskeres analyser af disse. I forhold til tidligere frem­stil­lin­ger af samme eller lignende pro­ble­ma­tik­ker lægger Krejsler stor vægt på den ame­ri­kan­ske poli­ti­k­ud­vik­ling, og ikke mindst på de forskelle og nuancer, der fremstår, når for­hol­dene under­sø­ges på del­stats­ni­veau. Dyna­mi­k­ken mellem det føderale niveau og del­stats­ni­veauet bliver tydeligt. Det får også betydning når Krejsler sam­men­hol­der rela­tio­nen mellem poli­ti­k­ud­vik­lin­gen i USA og Europa. Det er absolut med til at nuancere for­stå­el­sen af kon­tek­sten for den angel­sak­si­ske uddan­nel­ses­po­li­tik, der så stærkt har påvirket udvik­lin­gen her i landet.

Hvor Hattie og Larsen i deres fælles bog dis­ku­te­rer ud fra hver deres faglige udgangs­punk­ter, og hvor deres ansku­el­ser i samtalens form brydes og tager uventede retninger og spring, er Krejslers bog ind­ly­sende nok helt ander­le­des: Det er en monografi hvor en enkelt­for­sker gør rede for en undersøgt pro­ble­ma­tik. I denne tradition kan der forventes kon­si­stens. Det lever Krejslers bog til fulde op til. Den vedkender sig som nævnt helt eksplicit sine for­ud­sæt­nin­ger, både de begrebs­mæs­sige og den pri­o­ri­te­rede gover­n­­men­ta­lity-inspi­re­rede ana­ly­se­vin­kel. Frem­stil­lin­gen er ikke optaget af at pro­ble­ma­ti­sere eller diskutere disse for­ud­sæt­nin­ger, men er, så vidt jeg kan vurdere det, tro over for dem og de tra­di­tio­ner der bygges på.

Krejsler ansku­e­lig­gør hvordan uddan­nel­ses­po­li­tik­ken til­sy­ne­la­dende har undergået det som han kalder en ’vending’, så småt fra 1960-erne, og mere udtalt fra 1980-erne. Den tager sit udgangs­punkt i USA og England og breder sig til bl.a. Danmark. Den drives frem af inter­na­tio­nale og trans­na­tio­nale orga­ni­sa­tio­ner, sam­men­slut­nin­ger og aftaler mellem lande om at måle og stan­dar­di­sere med henblik på at kunne sam­men­ligne. Der er med andre ord tale om at gøre rede for den større orga­ni­sa­to­ri­ske kontekst som ide­o­lo­gier og diskurser udfylder. Hoved­væg­ten hos Krejsler ligger på at forklare den uddan­nel­ses­po­li­ti­ske udvikling historisk, og man kan måske sige, at den er optaget af at beskrive nogle af de væsent­lige for­ud­sæt­nin­ger som de dis­kus­sio­ner som Hattie og Larsen fører, foregår på baggrund af. Krejsler er selv­føl­ge­lig også opmærksom på og bevidst om sådanne dis­kus­sio­ner, men det er ikke her hans ærinde at gå aktivt ind i dem.

Krejsler gør som nævnt i bogens sidste del rede for mulige svæk­kel­ser af den trans­na­tio­nale vending, fx målsty­ring, evidens og den stærke betoning af ’school effecti­ve­ness’. Men også for den til­sy­ne­la­dende øgede modstand imod den, som den eksem­pel­vis har mani­feste­ret sig i form af protester imod nationale test. Også dan­nel­ses­be­gre­bets mulige til­ba­ge­ven­den er Krejsler indenom. Han er med god ret usikker på, hvorvidt de sidste årtiers tendenser er ved at tabe deres dominans eller snarere er ved at reor­ga­ni­sere sig ved eksem­pel­vis at indoptage dele af sine kri­ti­ke­res vokabular og således at svække kritikken. Et eksempel, som det skal under­stre­ges, at Krejsler ikke selv kommer ind på, kunne være den ’Styrkede pæda­go­gi­ske læreplan’ inden for dag­in­sti­tu­tions­om­rå­det, som i den revidere udgave indføjer beteg­nel­ser som leg og dannelse inden for det samme domi­ne­rende lærings­pa­ra­digme. Det kom­bi­ne­res i øvrigt med en tættere sam­men­kæd­ning med krav om eva­lu­e­ring end i den tidligere gældende pæda­go­gi­ske læreplan. Pointen er her, at kri­ti­ker­nes efter­lys­ning af leg og dannelse ind­ar­bej­des i det samme grund­læg­gende lærings­pa­ra­digme. Det betyder samtidig at ordene leg og dannelse frarøves deres kritiske og alter­na­tive potentiale.

Opsam­lende om bogen: Krejslers analyser øger så at sige rele­van­sen af de dis­kus­sio­ner som Hattie og Larsen fører, for i hvilken retning skal pædagogik og uddan­nelse bevæge sig hvis og når den trans­na­tio­nale vending, libe­ra­lis­men og den til­knyt­tede lærings­do­mi­nans og jagten på entydig school effectiv­ness måske allerede er ramt af eller vil rammes af en mere alvorlig krise? De senere års mere eller mindre fejl­slagne reformer, fx fol­ke­sko­lere­for­men, tages ikke direkte op af Krejsler, men de vidner måske om, at para­dig­met, diskursen eller sandheds- og prak­sis­re­gi­met, som Krejsler nok snarere ville kalde det, har vist sig at udgøre en form for styring, der hverken er specielt klart, entydig eller vellykket i forhold til, hvad det lover.

Forandret klas­se­struk­tur og kultur

Hvor Krejsler som nævnt især under­sø­ger uddan­nel­ses­po­li­tik­ker præget af den frem­her­skende libe­ra­lisme, vil jeg som eksempel på en tredje aktuel analyse inddrage Andreas Reckwitz’ bog Illu­sio­ner­nes undergang, der ganske vist ikke som det mest centrale beskæf­ti­ger sig med uddan­nel­ses­po­li­tik; men alligevel indtager uddan­nelse og uddan­nel­ses­po­li­tik en vigtig og betyd­nings­fuld rolle i det udvalg af kul­turso­cio­lo­gi­ske analyser, teorier og sam­tids­di­ag­no­ser, som han fremlægger.

De sidste årtiers uddan­nel­ses­eks­pan­sion, dvs. tendensen til at flere får længere uddan­nel­ser, og også i større udstræk­ning aka­de­mi­ske uddan­nel­ser, spiller som noget meget væsent­ligt sammen med at sam­fun­dets klas­se­struk­tur ændrer sig. Reckwitz beskriver hvordan den nye mid­delklasse er blevet en domi­ne­rende klasse i soci­o­kul­tu­rel forstand, dvs. at den sætter stan­dar­den for hvordan ’det gode liv’ opfattes og skal leves, dvs. de værdier, omgangs- og livs­for­mer, isce­ne­sæt­tel­ser, præ­sta­tions­mål, boformer og ‑indret­ning, feri­ei­de­a­ler m.v. som hersker i nutiden. Det er idealer, som sjældent pro­ble­ma­ti­se­res, selv om medlemmer af sam­fun­dets øvrige klasser, nemlig den gamle mid­delklasse og den frem­vok­sende prekære klasse ikke har kapital til, og dermed heller ikke reelle mulig­he­der for, at kunne efterleve. Men til­sy­ne­la­dende heller ikke til at tage afstand fra. Reckwitz kon­sta­te­rer, at der derfor skabes mange mulig­he­der for skuffelse og selv­be­brej­delse, idet de struk­tu­relle forskelle mellem klasser og kapi­tal­be­sid­del­ser sjældent opfattes som fælles struk­tu­relle dif­fe­ren­ti­e­rin­ger, men snarere som indi­vi­du­elle mangler i psy­ko­lo­gisk per­spek­tiv. Den sam­funds­mæs­sige dominans af for­vent­nin­ger om at det moderne menneske, og også det moderne barn, skal kunne realisere sig selv på unikke måder, stiller krav til sub­jek­ti­vi­te­ten som langt fra alle kan indfri. 

Men kan selv­føl­ge­lig godt spørge hvad Reckwitz’ bog skal i denne sam­men­hæng. Om den ikke handler om noget helt andet end Hattie/Larsen og Krejslers udgi­vel­ser. Mit svar vil her først og fremmest være, at den som socio­lo­gisk værk kaster vigtigt nyt lys over den krise som både Hattie/Larsen og Krejsler under­sø­ger. Således ana­ly­se­rer Reckwitz sam­funds­ud­vik­lin­gen, som jeg allerede kort har nævnt det, ud fra et klas­se­te­o­re­tisk per­spek­tiv, som ikke er tydeligt i de to andre bøger. Reckwitz inter­es­se­rer sig i det hele taget for sam­fun­dets struk­tu­rer og den betydning, som de har for kulturen i bred forstand, for det sociale, for det som han kalder kul­tu­ra­li­se­rin­gen af det sociale, for sub­jek­ti­vi­te­ten og for den singu­la­ri­se­ring af sub­jek­ti­vi­te­ten som vi i stigende grad forventer af hinanden.

Reckwitz’ er professor i social teori og kul­turso­cio­logi. Den nær­væ­rende bog er en samling tekster der ligger i tydelig for­læn­gelse af og er uddyb­nin­ger af emner, som han for de flestes ved­kom­mende har intro­du­ce­ret i mono­gra­fien Singu­la­ri­te­ter­nes samfund. Om moder­ni­te­tens strukturændringer.

Den nye bog inde­hol­der en ind­led­ning og fem tekster, der kan læses uaf­hæn­gigt af hinanden. Det første kapitel handler om kul­tur­kon­flik­ter som kamp om kulturen. Han opererer her med to spor i den senere tids kul­tu­relle udvikling, dels en ’hyper­kul­tur’ der er globalt ori­en­te­ret og præget af den nye mid­delklasse, dels en ’kul­tures­sen­ti­a­lisme’, der trækker på en lokal og national opskriv­ning af ofte tra­di­tio­nelle værdier. Reckwitz distan­ce­rer sig fra bl.a. S. Hunting­tons tese om sam­men­stød og kamp mellem domi­ne­rende kulturer, snarere er kultur dif­fe­ren­ti­e­ret i samfundet, og det betyder bl.a. at uddan­nel­ses­po­li­tik får for­skel­lig betydning i relation til de for­skel­lige klasser og kul­tu­relle grup­pe­rin­ger. Det er et vigtigt aspekt som indtager en til­ba­ge­truk­ket rolle i de to andre bøger. Det andet kapitel gør rede for den klas­se­mæs­sige udvikling, som jeg allerede har berørt. Han nuancerer her hvordan den nye klas­se­struk­tur består af den nye mid­delklasse, den gamle mid­delklasse, pre­ka­ri­a­tet samt en lille gruppe af ekstremt rige. I det tredje kapital under­sø­ger Reckwitz samfundet efter indu­stri­sam­fun­dets opløsning i form af en pola­ri­se­ret postin­du­stri­a­lisme og kognitiv-kulturel kapi­ta­lisme. Herefter følger et for pæda­go­gik­ken meget væsent­ligt kapitel der hedder ’Udmattet selv­re­a­li­se­ring: det sen­mo­derne individ og para­dok­serne ved dets følel­ses­kul­tur.’ Det handler om den store betydning det har fået, at psy­ko­lo­gisk prægede fore­stil­lin­ger om indi­vi­dets selv­re­a­li­se­ring er blevet et domi­ne­rende ideal i kultur, opdra­gelse og under­vis­ning. Som allerede nævnt er for­vent­nin­gerne om selv­re­a­li­se­ring et inder­lig­gjort og vældig stærkt krav, som ganske ofte ikke kan indfries, men alligevel har opnået status af ind­ly­sende værdi og dermed fungerer som en selvfølge. Individer skal fremtræde som auten­ti­ske, en fore­stil­ling som er romantisk inspi­re­ret om at fremme det unikke i det enkelte menneske, samtidig skal de tilegne sig de former for kulturel kapital, som giver de bedste chancer i de sam­funds­mæs­sige kon­kur­ren­ce­be­to­nede hie­rar­kier. Selv­re­a­li­se­rings­kul­tu­ren vil ikke kunne undgå at blive ”generator for negative følelser” og give anledning til det som Reckwitz kalder ”skuf­fel­ses­spira­ler”. Det dækker bl.a. over, at samfundet er blevet ual­min­de­lig dårligt til at kunne håndtere andet end positive følelser. Reckwitz’ analyser er relevante for dis­kus­sio­nerne af manglende trivsel[1], der har fået stor opmærk­som­hed både inden for og uden for pæda­go­gik­ken. Hos Reckwitz betones de kul­turso­cio­lo­gi­ske per­spek­ti­ver som kan erstatte, kritisere og tilføjes de ofte psy­ko­lo­gi­ske og indi­vi­du­a­li­se­rende per­spek­ti­ver, der fortsat præger dis­kus­sio­ner af præ­sta­tions­pres og –kulturer. I det afslut­tende kapitel dis­ku­te­res libe­ra­lis­mens krise og de mulig­he­der der synes at kunne tegne sig med hensyn til en fremtidig udvikling. Reckwitz dis­ku­te­rer hvilke politiske para­dig­mer, der måske kan afløse den nugæl­dende libe­ra­lisme ud fra både de frem­vok­sende socioø­ko­no­mi­ske og soci­o­kul­tu­relle problemer. Det er dis­kus­sio­ner som kun indirekte behandler uddan­nel­ses­po­li­ti­ske og pæda­go­gi­ske spørgsmål.

Reckwitz tilhører en socio­lo­gisk tradition, der pri­o­ri­te­rer at holde normative vur­de­rin­ger og projekter uden for ana­ly­serne. Han kri­ti­se­rer i den for­bin­delse i en side­be­mærk­ning den fremad­stormende sociolog Hartmut Rosas arbejder[2] og har også tidligere pro­ble­ma­ti­se­ret dennes nært beslæg­tede kollega Axel Honneths socio­lo­gi­ske tænkning. Reckwitz inter­es­se­rer sig som nævnt for sam­funds­mæs­sige struk­tu­rer, sam­fund­s­klas­ser­nes nyere udvikling, forholdet mellem økonomi og politik, for soci­o­kul­tu­relle forskelle og dyna­mi­k­ker, for selv­re­a­li­se­rings­i­de­a­lets betydning for sub­jek­t­dan­nelse, identitet, skuf­fel­ser og diagnoser. Han trækker på en bred vifte af socio­lo­gi­ske og kul­turso­cio­lo­gi­ske under­sø­gel­ser og læsninger, der histo­ri­se­rer og kon­kre­ti­se­rer dyna­mi­k­ker og ikke mindst brud og ambi­va­len­ser i samfundet, økonomien, kulturen og subjektet. Hans klas­se­a­na­ly­ser tager afsæt i socio­lo­gen Pierre Bourdieus kapital­kategorier og udvikles herfra. Den ’positive psykologi’ tillægges en central rolle, som med­vir­kende til at gøre at de ønsker, skuf­fel­ser og lidelser som mennesker pålægger hinanden og sig selv ofte opleves som var de naturlige og selv­føl­ge­lige. Det er på den ene side noget der opleves som noget der kræves udefra, på den anden side er det også noget som indi­vi­derne oplever – og lærer at opleve – som noget de gerne selv vil. Væsent­ligt er her affek­ter­nes og det emo­tio­nel­les generelt øgede betydning, vig­tig­he­den af at operere med brud og ambi­va­len­ser frem for de domi­ne­rende psy­ko­lo­gi­ers og pæda­go­gik­kers entydige vægt på positiv aner­ken­delse og umid­del­bar anvendelse.

Opsam­lende om bogen: Kul­turso­cio­lo­gi­ske analyser kan som her bidrage med at vise at mennesker i et givent samfund er syste­ma­tisk for­skel­lige, jf. klas­se­a­na­ly­sen, og at betyd­nin­gen af læring og dannelse tager sig for­skel­ligt ud i relation til de forskelle for­ud­sæt­nin­ger og livs­be­tin­gel­ser, som de udstikker. Uddan­nel­ses­po­li­tik­ker kan og bør ana­ly­se­res dif­fe­ren­ti­e­ret i relation til de klasser og grupper som poli­tik­kerne retter sig imod.

Afslut­ning

Hattie og Larsens fælles bog viser hvor pro­duk­tivt det kan være, når forskere vedkender sig og reflek­te­rer deres arbejde i samtale og i kon­fron­ta­tion med hinanden – når det foregår med henblik på at forstå, forklare og over­be­vise. Der er netop ikke her tale om at vinde for fx at til­ve­je­bringe midler til et forsk­nings­pro­jekt i kon­kur­rence med andre forskeres projekter, hvor magtspil og strategi er helt afgørende og inte­gre­rede bestand­dele. Man kan sige, at det hos Hattie og Larsen helt over­ve­jende handler om forsk­nin­gen og erken­del­sen i sin egen ret. Med emner af stor sam­funds­mæs­sig og pæda­go­gisk relevans.

Krejsler og Reckwitz repræ­sen­te­rer andre faglige ståsteder og tra­di­tio­ner. Det handler for mig at se om ikke at udelukke for­skel­lig­ar­tede faglige disci­pli­ner og tra­di­tio­ner, men at analysere og diskutere hvordan de kan spille med og imod hinanden. Det er specielt afgørende når vi arbejder med pæda­go­gisk viden og forskning, som sjældent belyses særligt fyl­dest­gø­rende alene ved mono­di­sci­pli­nære bidrag, hvad enten de er af filo­so­fisk, socio­lo­gisk, dis­kurste­o­re­tisk art eller noget helt fjerde. 

Hvor man ud fra en dan­nel­ses­te­o­re­tisk tradition kan argu­men­tere for at mere uddan­nelse i prin­cip­pet kan betragtes som et frem­skridt og noget der kan betegnes som et entydigt gode, lig den position som Larsen indtager i samtale med Hattie (Hattie & Larsen, s. 211 – 215) kan man med socio­lo­gien få øje på, at mere uddan­nelse i et sam­funds­mæs­sigt per­spek­tiv også kan være en væsentlig med­vir­kende drivkraft i forhold til ikke til­sig­tede ændringer i sam­fun­dets klas­se­struk­tur, klas­ser­nes indbyrdes styr­ke­for­hold samt de normer og idealer der vil dominere fore­stil­lin­gerne om det ’gode liv’, den ’gode opdra­gelse’ og pædagogik.

Gene­ra­li­se­rer vi ud fra dette ene eksempel, så tilføjer et socio­lo­gisk per­spek­tiv en mere nuanceret for­stå­else af uddan­nel­sers aktuelle situation og kriser. Lærings­dis­kur­serne får ikke blot generel betydning for eleverne og under­vi­serne (Hattie & Larsen), og skal ikke alene betragtes som led i en større trans­na­tio­nal vending (Krejsler) i form af bl.a. den ang­lo­a­me­ri­kan­ske påvirk­ning af uddan­nel­ses­po­li­tik­ken, men indgår endvidere i dynamiske og dif­fe­ren­ti­e­rende samspil med de konkrete sam­funds­mæs­sige struk­tu­rer (Reckwitz).

Hattie viser sig i sam­ta­lerne som inter­es­se­ret i det brede pæda­go­gisk landskab og reflek­te­ret omkring sin egen position som repræ­sen­te­rende én ud af mange mulige. Larsen fungerer som en glimrende sam­ta­le­part­ner, der repræ­sen­te­rer den euro­pæ­i­ske dan­nel­se­s­tra­di­tion. Under­teg­nede skribent befinder sig dog nærmere på linje med Biesta, der som tidligere nævnt, er ganske skeptisk over for både de domi­ne­rende lærings­dis­kur­ser og dan­nel­se­s­tra­di­tio­ner­nes nuværende relevans. Sidst­nævnte skepsis kan nuanceres via Reckwitz’ påpegning af ændrin­gerne i sam­fun­dets klas­se­struk­tur, med beskri­vel­serne af gammel og ny akademisk mid­delklasse samt prekariat. Her under­stre­ges vigtige spørgsmål til hvorvidt og hvordan de histo­ri­ske dan­nel­se­s­tra­di­tio­ner kan spille konkret ind i en sådan klas­se­struk­tur[3] – hvilket for under­teg­nede er et påtræn­gende spørgsmål. Det betyder også at vejen imod en gen­nemtænkt ny uddan­nel­ses­po­li­tik fore­kom­mer både kom­pli­ce­ret og lang. 

Hvorvidt uddan­nel­ses­po­li­tik­ken er ramt af en mere omfat­tende krise eller af en mindre til­pas­ning af det bestående regime bringer de tre bøger for­stå­e­ligt nok ikke entydig afklaring på. Men de bidrager hver især og tilsammen med vigtige analyser og per­spek­ti­ver, der skal inddrages for at vi kan forstå såvel den nuværende situation som de mulig­he­der der er opstået og måske fortsat kan opstå for at ændre og udvikle den i andre retninger. 

Lit­te­ra­tur

Flarup, Lasse H. (2020): Eva­lu­e­rin­gen af de nationale test. VIVE

Hattie, John & Larsen, Steen Nepper (2020): The Purposes of Education. Routledge: London & New York

Nielsen, Chantal P. m.fl. (2020): Elevernes læring, trivsel og ople­vel­ser af under­vis­nin­gen i fol­ke­sko­len. VIVE

Jensen, Vibeke M. m.fl. (2020): Den længere og mere varierede skoledag. VIVE

Krejsler, John Benedicto (2021): Skolen & den trans­na­tio­nale vending. Fre­de­riks­berg: Samfundslitteratur

Ottesen, Mai H. m.fl. (2018): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel. VIVE.

Reckwitz, Andreas (2017): Auf dem Weg zu einer Sozi­o­lo­gie des gelun­ge­nen Lebens? Socio­lo­gi­s­che Revue 2017; 40 (2): 185 – 195

Reckwitz, Andreas (2021): Illu­sio­ner­nes undergang. Købenavn: Hans Reitzels Forlag


[1] Under­sø­gel­ser af trivsel over tid fortæller om større problemer for især unge piger og om større pola­ri­se­ring mellem børn og unge fra velstil­lede familier i forhold til mindre velstil­lede familier, se gerne Ottesen m.fl. (2018).

[2] Reckwitz (2017) har en mere udfoldet dis­kus­sion af Rosas arbejde.

[3] Larsen har i øvrigt anmeldt Reckwitz’ bog Illu­sio­ner­nes sam­men­brud i dagbladet Infor­ma­tion (https://​www​.infor​ma​tion​.dk/​k​u​l​t​u​r​/​a​n​m​e​l​d​e​l​s​e​/​2​0​2​1​/​0​8​/​s​o​c​i​o​l​o​g​ – ​m​u​l​i​g​h​e​d​e​r​n​e​ – ​v​o​k​s​e​r​ – ​s​e​n​m​o​d​e​r​n​e​ – ​s​a​m​f​u​n​d​ – ​s​e​l​v​s​a​g​t​ – ​o​g​s​a​a​ – ​s​k​u​f​f​e​l​s​e​rne). Larsen er ret for­be­hol­dende over for Reckwitz’ værk, fx finder han, for mig at se noget over­ra­skende, at Reckwitz er uklar i spørgs­må­let om ana­ly­serne er deskrip­tive eller repræ­sen­te­rer normative ståsteder. Ligeledes skriver han, at Reckwitz beskriver udvik­lin­gen imod styrket singu­la­ri­se­ring ’med varme i stemmen’. I min læsning er Reckwitz klart deskrip­tiv, og jeg kan ikke genkende den hævdede varme. Larsen er også afvisende over for Reckwitz’ tanker om en styrkelse af nye former for fæl­les­skab og gensidig kultur, som han betegner som ”hjem- og tandløse i en glo­ba­li­se­ret verden, styret af benhårde øko­no­mi­ske logikker, der ikke afgørende bliver generet af sam­tids­di­ag­nosti­ske socio­lo­gers ydelser eller deres lavmælte tiltag til at servere lige dele repa­ra­tion og sam­fund­s­kli­ster.” Man kan selv­føl­ge­lig hævde, at en anmel­delse repræ­sen­te­rer en anden genre end en sam­ta­le­bog, men det er nu som om, at nys­ger­rig­he­den, den pro­duk­tive dis­kus­sion og den grund­læg­gende aner­ken­delse af indsatsen af andre forskere fra andre faglige disci­pli­ner, som Larsen så glimrende mestrede i bogen med Hattie, desværre i denne anmel­delse er van­ske­li­gere at få øje på. 

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte