Ikke at kunne ville – det spe­ci­a­li­se­rede sociale arbejdes store udfordring

,

Det ’ikke at kunne ville’ er et man­ge­si­det produkt af kognitive van­ske­lig­he­der, som dels kan stamme fra en genetisk betinget afvigelse i hjernens funk­tions­måde dels kan stamme fra trau­ma­ti­ske hjer­neska­der, demens­syg­domme, psy­ko­trau­ma­ti­ske hændelser eller socialt inter­ak­tio­nelle forhold i barndoms- og opvækst­mil­jøet. Artiklen vil give et overblik over disse forhold og den aktuelle dis­kus­sion af deres socio­ge­nese indenfor en bio-psyko-social for­stå­el­ses­mo­del. Dette vil blive stillet op imod kon­kur­ren­ce­sta­tens udvikling og den sim­pli­fi­ce­rende reduktion af fænomenet ’ville’ og ’kunne’ som findes indenfor visse politiske diskurser. Dermed forsøger artiklen at etablere et generelt overblik over det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejdes ram­me­be­tin­gel­ser. Dette omfatter dels de politiske og øko­no­mi­ske ram­me­be­tin­gel­ser dels udvik­lin­gen i pro­blem­for­stå­else og para­dig­mer indenfor det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde. Artiklen bygger på resul­ta­ter fra egne under­sø­gel­ser af det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde med mennesker med kognitive problemer samt kliniske erfa­rin­ger fra praksis.

Der eksi­ste­rer i dag en udbredt politisk diskurs om at der er borgere der kan ’arbejde’, men bare ikke har lyst. Det skal derfor ’kunne betale sig at arbejde’. At det er ’nød­ven­digt at alle, der kan, bidrager til samfundet’ og at dette er ’nød­ven­digt for at opret­holde vel­færds­sam­fun­dets forpligtelser’.

Disse udsagn er til­sy­ne­la­dende simple, men samtidig uendeligt kom­pli­ce­rede i deres indhold når man tænker dybere over dem, og når de skal omsættes i praksis. For hvad vil det sige at der er behov for en borgers arbejds­ind­sats, når der er tale om et arbejds­mar­ked der stiller krav til særlige kva­li­fi­ka­tio­ner og hvor disse krav hele tiden ændres? Hvor pro­duk­ti­vi­tet er den afgørende parameter for at en aktivitet kan være pro­fi­ta­bel og dermed attraktiv på det private arbejdsmarked?

Og hvordan skelner man mellem det at kunne og det at ville. Det at kunne noget, som andre har brug for, er stærkt moti­ve­rende, og gør det nemt ’at ville’. Men selv om man kan noget, som man ved andre har brug for, er det ikke sikkert at markedet vil betale prisen for det. Det anslås at mere end 100.000 årsværk leveres af de fri­vil­lige orga­ni­sa­tio­ner indenfor idræt, kultur og filan­tropi[1]. Indsatsen er bærende for vores vel­færds­sam­fund, men den er ulønnet. Hvis for­e­nin­gerne var drevet af lønnet personale, ville store grupper ikke have adgang til disse tilbud, fordi de ikke havde råd til at betale for med­lem­ska­bet af en idræts­klub, høre musik, blive intro­du­ce­ret til livet i naturen eller i det hele taget indgå i akti­vi­te­ter sammen med andre. Så selvom et fri­vil­ligt arbejde er nød­ven­digt for at opret­holde vel­færds­ni­veau og inte­gra­tion i det danske samfund, er det ikke sikkert at ’det kan betale sig’. Så hvad er det for et arbejds­be­greb der knytter sig til den til­sy­ne­la­dende simple for­mu­le­ring ’at det kan betale sig at arbejde’. Og bidrager alt betalt arbejde egentlig til at opret­holde vel­færds­sam­fun­det? Bidrager salget af tobak? Bidrager mode­re­k­la­mer? Hasardspil?

Vi kan således stå i den situation at et menneske kan noget som objektivt er sam­funds­mæs­sigt nyttigt og samtidig moti­ve­rende for den enkelte, men ikke er ind­tægts­gi­vende på arbejds­mar­ke­det. Og vi kan på den anden side have et ind­tægts­gi­vende arbejde som er objektivt skadeligt for velfærden og måske etisk pro­ble­ma­tisk og dermed ikke er moti­ve­rende for bestemte borgere.

Samtidig har vi så borgere som hellere end gerne vil ind på arbejds­mar­ke­det men har problemer med at finde ud af deres rolle og funktion i sam­ar­bej­det med andre mennesker. Mennesker med en autis­mespek­trum­for­styr­relse som har svært ved at finde ud af omgangs­for­mer og uformelle regler på en arbejds­plads. Mennesker med ADHD som har problemer med kon­cen­tra­tion og opmærk­som­hed. Eller mennesker med per­son­lig­heds­for­styr­rel­ser, som under deres opvækst aldrig har lært at skabe et over­sku­e­ligt og tolerant samvær med andre mennesker byggende på empati og gensidig anerkendelse.

Og så er der hele spørgs­må­let om hjernens evne til ’at ville’, dvs. tage initiativ, planlægge og tage beslut­nin­ger. Mennesker kan miste eller mangle evnen til at planlægge, tage initiativ og beslut­nin­ger samt indleve sig i andres situation[2]. Det kan skyldes spe­ci­fikke hjer­neska­der, læn­ge­re­va­rende stres­spå­virk­ning, demens eller påvirk­ning af neu­ro­toxi­ske stoffer. Det ’at ville’ inde­hol­der en kom­pli­ce­ret neu­ro­lo­gisk proces i hjernen, hvor sanser, hukom­melse og kro­p­s­for­nem­mel­ser koor­di­ne­res med fron­tal­lap­pens udvikling af en kulturel matrix for hvad man kan tillade sig indenfor den bestemte sociale sam­men­hæng man befinder sig i[3].

Med andre ord: Det ’at kunne ville’ er reelt et temmelig kom­pli­ce­ret forhold mellem per­son­lige forhold og sam­funds­mæs­sige mulig­he­der. Sam­men­hæn­gen mellem at kunne og at ville er afgjort den mest kom­pli­ce­rede sam­men­hæng i det spe­ci­a­li­se­rede sociale arbejde.

Per­son­ligt har det jo været en kæm­pe­ud­for­dring, for det er jo en helt anden verden pludselig at komme ind i. Han har også over­fal­det mig en enkelt gang. Så det har for mig været per­son­ligt græn­se­over­skri­dende, for man skulle jo lære hele området omkring autisme at kende, og hvad det er for noget, og hvad det er, der gør, at han angriber mig. Hvornår skal jeg passe på, og hvad skal jeg gøre, for at han ikke gør det? Det har været fan­ta­stisk spændende.

(Med­ar­bej­der i et botilbud)[4]

Sår­bar­heds­mo­del­len

Generelt arbejder man indenfor psy­ki­a­trien med en sår­bar­heds­mo­del som i sin korte form antager at psy­ki­a­tri­ske pro­blem­stil­lin­ger udsprin­ger af et samspil mellem bio­lo­gi­ske, psy­ko­lo­gi­ske og sociale faktorer. Modellen er generel og abstrakt for så vidt som man i hvert enkelt tilfælde må afgøre betyd­nin­gen af de tre faktorer, både når det gælder psy­ko­ti­ske lidelser og udvik­lings­for­styr­rel­ser[5]. Dertil kommer et uklart græn­seland hvor spe­ci­fikke udvik­lings­for­styr­rel­ser og psy­ko­ti­ske pro­blem­stil­lin­ger aktuelt formodes at være knyttet til fun­da­men­tale men­ne­ske­lige evner til iden­ti­fi­ka­tion af komplekse mønstre og kon­tra­fak­tisk tænkning. Begge evner gør mennesket unikt i sin evne til at handle og overleve i en kompleks verden. Autisme og skizof­reni kan forstås som ekstreme udgaver af nogle særlige men­ne­ske­lige kom­pe­ten­cer, som er kommet ud af kontrol[6].

Samtidig er disse for­styr­rel­ser lidelser indenfor en bestemt social kontekst[7]. I bestemte sam­men­hænge kan sinds­li­del­ser være kom­bi­ne­ret med kunst­ne­ri­ske præ­sta­tio­ner. Autisme kan være forbundet med en særlig evne til at se mønstre og en evne til hyper­kon­cen­tra­tion, som kan udnyttes i visse højt spe­ci­a­li­se­rede tekniske sam­men­hænge. ADHD kan give en evne til mul­tiop­mærk­som­hed overfor for­an­drin­ger i visuelle og auditive indtryk som kan udnyttes i visse situ­a­tio­ner. Om disse afvi­gel­ser fra det normale bliver værdsat og påskønnet eller ender med at være en ’lidelse’ afhænger således af den sociale sam­men­hæng, den sociale niche, man havner i, og den sociale accept og aner­ken­delse man mødes med under ens per­son­lige udvikling.

Når mennesker med disse problemer kon­fron­te­res med arbejds­mar­ke­dets krav og giver op overfor dem, står soci­al­pæ­da­go­gik­ken med et kom­pli­ce­ret problem: Er det fordi de ikke kan at de ikke vil? Og kan de bringes i en situation hvor de kan og dermed bliver motiveret for at ville? Dette kræver både indsigt i lidelsen og den sociale sam­men­hæng ved­kom­mende er placeret i.

Endvidere ser hverken psy­ki­a­te­ren, der stiller diagnosen, eller pædagogen, som møder borgeren i denne situation, funk­tions­ned­sæt­tel­sen i sin rene form. Funk­tions­ned­sæt­tel­sen bliver først en lidelse (eller ’handicap’) i en bestemt social sam­men­hæng, og denne sam­men­hæng eller rettere disse sam­men­hænge går forud for det pro­fes­sio­nelle møde med borgeren. De er blevet en del af borgerens livs­hi­sto­rie og de har formet borgerens mentale trivsel og samspil med omgi­vel­serne. Når man derfor står med en borger der hverken kan eller vil og samtidig står med et politisk krav om reha­bi­li­te­ring /recovery, kan situ­a­tio­nen blive temmelig uover­sku­e­lig. Den bliver uover­sku­e­lig fordi man skal forholde sig til for­skel­lige fag­grup­pers for­skel­lige teorier om pro­ble­mets karakter og for­skel­lige pæda­go­gi­ske tra­di­tio­ner for inter­ven­tion. Samtidig hviler alt på en grund­læg­gende teoretisk usikkerhed.

Yder­li­gere er det langt fra simpelt at definere den ’lidelse’ der skal afhjælpes. En given afvigelse fra det normale bliver først en ’lidelse’ hvis det er et alvorligt problem for borgeren selv, borgerens omgi­vel­ser i form af pårørende, socialt netværk eller i visse tilfælde andre væsent­lige aktører i det offent­lige liv. Derudover henvender borgeren sig ikke til psy­ki­a­trien med en afklaret mistanke om at ved­kom­mende lider af skizof­reni, autisme, ADHD, bor­der­line eller en pro­g­re­di­e­rende demens­li­delse. Den ’egentlige lidelse’ er skjult bag den umid­del­bare følel­ses­mæs­sige reaktion på afvi­gel­sen i form af angst, depres­sion eller stress. Diagnosen opstår herefter som et resultat af en udredning der for borgeren bliver en ’for­kla­ring’ på lidelsen. Diagnosen kan endda blive oplevet som en lettelse i form af en befrielse for skyld/skam – ”jeg er jo bare født med et handicap som gør livet svært”.  Ofte kan der i mødet med psy­ki­a­trien blive tale om at den ene diagnose afløser den anden. Dette kan skyldes forskelle i lægernes vurdering i over­gan­gen fra almen medicin til spe­ci­al­læge eller det kan skyldes et stigende kendskab til patien­tens symptomer og historik efter den første kontakt med den spe­ci­a­li­se­rede psykiatri, eller det kan skyldes patien­tens reak­tio­ner på medicin eller psy­ko­te­rapi. Patienter med komplekse symptomer kan således blive overført fra den ene til den anden spe­ci­al­læge i et forløb der kan vare år før den endelige diagnose og den dertil knyttede behand­lings­stra­tegi kan fast­læg­ges. Herefter vil der yderlige gå en længere periode før man kan udtale sig om reak­tio­nen på den samlede indsats da dette er knyttet til meget indi­vi­du­elle forhold. Man kunne på denne baggrund fokusere mere på symp­to­merne end på syg­dom­ska­te­go­ri­erne, men problemet er at det vil besvær­lig­gøre kom­mu­ni­ka­tio­nen, behand­lerne imellem, da behand­lin­gen (medicinsk eller psy­ko­te­ra­pe­u­tisk) er knyttet til syg­dom­ska­te­go­ri­erne. Og endnu mere: De sociale ydelser og private for­sik­rin­ger er knyttet til diag­no­serne og de prognoser der er knyttet til disse diagnoser.

Så længe både diagnoser og prognoser er en del af en aldrig afsluttet proces, vil behand­lings­til­bud­det være i konflikt med de sociale ydelsers krav om afklarede hand­le­pla­ner der bestemmer varig­he­den af syge­dag­penge og res­sour­ce­for­løb samt for­sik­rings­sy­ste­mets krav til udbe­ta­ling af pensioner og erstatninger.

Struktur, faglighed og forskning

De politiske beslut­nin­ger har udviklet en insti­tu­tio­nel struktur i den sociale indsats, hvor bevil­lin­gerne til hjælp lægges ind i faste kate­go­rier for at ledelsen kan få styr på praksis i sags­be­hand­lin­gen. Disse kate­go­rier er ind i mellem fastlagt i lov­giv­nin­gen eller de er defineret lokalt i den enkelte kommune[8]. Dette gælder hvilke akti­vi­te­ter man kan få støtte til og hvilke hjæl­pe­mid­ler man kan få støtte til. Derved havner man som borger ind imellem i det problem at man ikke kan få støtte til det der er mest behov for, men derimod til noget andet som der er mindre behov for. Dette flytter fokus fra den faglige opmærk­som­hed overfor borgerens situation til kommunens aktuelle bevil­lings­prak­sis. For borgerne selv betyder det en drejning væk fra et livs­stra­te­gisk fokus på ’det man ville’ til det man ’kan få støtte til’. I et forsøgs- og udvik­lings­pro­gram i slut­nin­gen af 1990erne kon­sta­te­rede vi således at det største problem var at både sags­be­hand­lerne og borgerne der havde opholdt sig længe i det sociale system helt havde glemt at tænke på hvad der ville være optimalt støttende og i stedet var blevet vant til ensidigt at tænke i støt­te­mu­lig­he­der[9]. De ret­nings­linjer, sags­be­hand­lin­gen er underlagt, giver således ikke altid den enkelte borger mulig­he­der for ’at ville’.

Oven­nævnte pro­blem­stil­ling angår den struktur den soci­al­pæ­da­go­gi­ske praksis udvikler sig indenfor. Men den soci­al­pæ­da­go­gi­ske praksis er ikke kun underlagt struk­tu­ren i den offent­lige admi­ni­stra­tion. Den er også underlagt bestemte pæda­go­gi­ske para­dig­mer. Disse para­dig­mer er dels rodfæstet i uddan­nel­sen (og efter­ud­dan­nel­sen) af soci­al­pæ­da­go­ger dels impor­te­ret fra de inter­na­tio­nale tra­di­tio­ner på området. Her er især engelske og ame­ri­kan­ske tra­di­tio­ner domi­ne­rende og i visse tilfælde tra­di­tio­ner hentet fra andre skan­di­na­vi­ske lande.[10] Problemet er her at der mangler dansk forsk­nings­ka­pa­ci­tet til at sørge for at imple­men­te­rin­gen af disse metoder er tilpasset den danske kontekst i form af admi­ni­stra­tiv struktur, uddan­nelse og pæda­go­gi­ske traditioner.

Til gengæld har man i Danmark en tradition for at kombinere forskning og udvik­lings­ar­bejde. Det var en tradition som opstod med de store udvik­lings­pro­gram­mer i 1980erne og som siden er blevet finan­si­e­ret af skiftevis stat og kommune. I visse udbud af forsk­nings­mid­ler er det endda blevet en præmis at forsk­nin­gen skal ske i sam­ar­bejde med praksis.

Der er dog en række barrierer for denne form for udvikling af praksis hvoraf nogle viste sig allerede tidligt i perioden efter 1990. Den første barriere var knyttet til kom­mu­ner­nes manglende brug af erfa­rin­gerne fra udvik­lings­ar­bej­det. De rapporter forskerne skrev og den erfa­rings­op­sam­ling der lå i disse rapporter blev ikke imple­men­te­ret i den kommunale praksis[11]. Muligvis blev den ignoreret, muligvis gik den tabt i manglen på res­sour­cer eller spe­ci­a­li­se­rede med­ar­bej­dere. Under alle omstæn­dig­he­der synes meget viden at være gået tabt og med jævne mellemrum gentages det samme udvik­lings­pro­jekt med års mellemrum[12]. Muligvis er der her tale om en generel træghed i admi­ni­stra­tive systemer og pæda­go­gi­ske tra­di­tio­ner. Muligvis skal det forstås som et spørgsmål om at den måde vi har lært at tænke på, tale om og handle på er bundet op på nogle stærke diskurser som ikke umid­del­bart lader sig ændre[13].

Som udgangs­punkt for en dis­kus­sion af soci­al­pæ­da­go­gik­kens betin­gel­ser, kan vi således i første omgang kon­sta­tere at det handler om en kom­pli­ce­ret sam­men­hæng mellem insti­tu­tio­nelle struk­tu­rer og faglige diskurser indenfor både den politiske og soci­al­pæ­da­go­gi­ske praksis[14].

Kon­kur­ren­ce­sta­tens socialpolitik

Mellem 1950 og 1970 udviklede de sociale støt­te­mu­lig­he­der sig til en kom­pli­ce­ret struktur af mulig­he­der for støtte og økonomisk kom­pen­sa­tion[15]. Soci­al­re­form­kom­mis­sio­nen i slut­nin­gen af 1960erne kunne således i sine under­sø­gel­ser kon­sta­tere at det efter­hån­den var blevet svært at finde ud af hvad borgere med særlige behov kunne få støtte til og hvor de i så fald skulle henvende sig. Samtidig måtte man kon­sta­tere at der i visse tilfælde var tale om det man kaldte en kate­go­rik­løv­ning. Nogle kunne få dobbelt dækning to for­skel­lige steder mens andre med særlige behov faldt udenfor de etab­le­rede kate­go­rier som kunne udløse sociale ydelser[16].

Dette medførte kravet om et enstren­get system, hvor der var ét sted man kunne henvende sig med sociale problemer. Dette system, eller rettere soci­al­kon­tor, skulle bemandes med grundigt uddannede soci­al­rå­d­gi­vere med overblik over støt­te­mu­lig­he­der og faglige for­ud­sæt­nin­ger for at vurdere borgerens behov. Yder­li­gere skulle der gives en vis faglig frihed til at afgøre hvilken form for støtte der ville være optimal for den pågæl­dende borger. Dermed indførtes skønsprin­cip­pet i det sociale arbejde – vel at mærke et fagligt skøn baseret på soci­al­rå­d­gi­ve­rens uddan­nel­ses­bag­grund og pro­fes­sio­nelle erfaring[17].

Yder­li­gere skulle de sociale støt­te­mu­lig­he­der være gearet til at kunne forhindre at sociale problemer udviklede sig. En borger der ved et uheld var blevet skadet i en grad så ved­kom­mende havde mistet sin indtægt og mid­ler­ti­digt sin erhverv­sevne, kunne være årsag til at familien måtte gå fra hus og hjem. Situ­a­tio­nen kunne således udvikle sig til at blive uover­sku­e­lig for borgeren, eller med andre ord udvikle sig til netop en sådan situation hvor det blev svært ’at kunne ville’. Soci­al­rå­d­gi­ve­ren burde således kunne vælge kom­bi­na­tio­ner af ydelser som var tilpasset den enkeltes konkrete situation og gøre dette på et tidligt tidspunkt i et forløb der ellers kunne udvikle sig til ubodelig skade for borgeren og i længden til mere omkost­nings­tunge udgifter for kommunen. Dette krævede at soci­al­rå­d­gi­ve­ren kunne foretage et fagligt skøn byggende på en hel­heds­for­stå­else af borgerens situation, havde uddan­nel­ses­mæs­sige for­ud­sæt­nin­ger for at foretage et sådan skøn og kom­pe­tence til at iværk­sætte en handlingsplan.

Argu­men­terne for 1970ernes bistands­lov var var således præget af en vision om et soli­da­risk samfund, men de var samtidig knyttet til en diskurs om økonomisk ratio­na­li­tet. Det var et afgørende argument at den skøns­ba­se­rede sags­be­hand­ling i længden ville reducere de offent­lige udgifter og sikre en optimal fast­hol­delse af så mange borgere som muligt på det eksi­ste­rende arbejds­mar­ked. Forslaget var således økonomisk set rationelt og vandt derfor også bred til­slut­ning i fol­ke­tin­get. I sit begreb om kon­kur­ren­ce­sta­ten har Kaj Ove Pedersen (2010) fat i det essen­ti­elle grundlag for vel­færds­sta­ten, men spørgs­må­let er om kon­kur­ren­ce­sta­ten ikke helt grund­læg­gende har eksi­ste­ret i hele efterkrigstiden.

Opgøret med begrebet økonomisk rationalitet

Soci­al­re­for­mens øko­no­mi­ske ratio­na­li­tet blev tidligt et udgangs­punkt for under­sø­gel­ser og analyser på Insti­tut­terne for Sociologi og Kul­turso­cio­logi i en periode mellem 1970 og 1990. Det centrale omdrej­nings­punkt for disse analyser var forsøget på at bestemme indholdet af og betyd­nin­gen af begrebet ’økonomisk ratio­na­li­tet’ og dets for­bin­delse med begrebet ’sociale problemer’. I et felt af livs­si­tu­a­tio­ner, som borgeren kunne havne i, var det ikke umid­del­bart ind­ly­sende hvad der gjorde en situation til et ’socialt problem’, og i et felt af for­skel­lige udvik­lings­ret­nin­ger indenfor det samlede erhvervs­liv var det ikke umid­del­bart ind­ly­sende hvad der gjorde en social indsats ’økonomisk rationel’[18].

Inter­es­sen samlede sig om den klassiske politiske økonomis hel­heds­for­stå­else af økonomien som byggende på historisk opståede måder at orga­ni­sere samfundet og de problemer dette løste og muligvis også skabte. Især rettede inter­es­sen sig mod den udvikling af teorien som Marx havde stået for i sin kritik af den klassiske politiske økonomi. Sam­fun­dets ’økonomi’ blev indenfor denne tradition over­ve­jende knyttet til repro­duk­tion af kapital, hvilket igen knyttede sig til den profit pro­duk­tio­nen kunne skabe for ejerne hvilket igen knyttede sig til markedets vær­di­fast­sæt­telse af produktet som en vare på markedet. Selve vær­di­fast­sæt­tel­sen af kapital og varer opløses i Marx’ frem­stil­ling i et uendeligt kom­pli­ce­ret netværk af for­ud­sæt­nin­ger, hvilket forklarer den uklarhed, eller rettere ufor­ud­si­ge­lig­hed, som ken­de­teg­ner stra­te­gi­ske valg hos virk­som­he­der­nes ledelser og håbefulde iværk­sæt­tere. I natio­nal­sta­ter­nes indbyrdes kon­kur­rence bliver det således et ulti­ma­tivt krav at tiltrække inve­ste­rin­ger uden helt at kunne vide hvordan teknologi og mar­keds­be­tin­gel­ser udvikler sig over tid. Begrebet ’økonomisk ratio­na­li­tet’ bliver dermed lige så usikkert som virk­som­he­der­nes stra­te­gi­ske valg. Derimod er der for Marx ingen tvivl om hvilke haner der kan skrues på i den enkelte virk­som­hed, hvilket nærmest gør hans bog, Kapitalen, til en manual for enhver virk­som­heds­le­delse. De indi­vi­du­elle stra­te­gier har dog det væsent­lige problem for samfundet som helhed at de stra­te­gier de enkelte virk­som­he­der forfølger i kon­kur­ren­cen med andre virk­som­he­der øger kravet til de inve­ste­rin­ger der kan sikre et passende, ’pro­fi­ta­belt’, overskud til ejerne. Dette medfører at en stadig større andel af det sam­funds­mæs­sige arbejde bliver knyttet til opret­hol­del­sen af pro­duk­tions­ap­pa­ra­tet og dette har kon­se­kven­ser for de ansatte i både private og offent­lige virk­som­he­der. Hele akti­vi­te­ten omkring uddan­nelse, sund­hed­sy­delse og sociale støt­te­funk­tio­ner, som indgår i repro­duk­tio­nen af arbejds­kraf­ten, bliver sat under pres[19]. Arbej­de­rens situation bliver således i 70ernes soci­al­po­li­ti­ske analyser først og fremmest forstået som kampen for fortsat at kunne sælge sin arbejds­kraft på markedet og dermed sikre hele sin livs­sam­men­hæng. Denne sikring af arbejds­kraf­ten er lige­gyl­dig for den enkelte virk­som­hed, men den er over­or­dent­lig vigtig for statens opret­hol­delse af det samlede miljø for inve­ste­rin­ger. For borgeren selv bliver det en udfor­dring i hverdagen at få skabt balance mellem arbejds­be­last­nin­ger og hjemlige for­plig­tel­ser. Når denne balance svigter, bliver pro­ble­merne uover­sku­e­lige, det bliver svært at orientere sig og svært at se sine mulig­he­der. Dermed bliver det svært at kunne ville[20].

I for­bin­delse med vores under­sø­gelse af koor­di­ne­rin­gen af til­bud­dene til mennesker og familier med ADHD fandt vi eksempler på mødre der i lang tid havde kæmpet for at holde pro­ble­merne på afstand, på et tidspunkt gik ned med stress hvorefter kommunen måtte overtage ansvaret for børnene. Mødrene var derefter overladt til en situation hvor de mistede al initiativ og dårligt kunne tage vare på sig selv[21]. Hvis man havde grebet tidligere ind med en samlet støtte til familien, kunne denne situation være undgået. Det er skuffende at opdage at de over­vej­el­ser der lå til grund for 70ernes soci­al­re­for­mer stadig ikke er inte­gre­ret i den kommunale praksis.

70ernes og 80ernes stærke fokus på de ’mate­ri­elle’ forhold og betin­gel­ser for hver­dags­li­vet havde det problem at de dels ikke kunne påvise nogen særlig sam­men­hæng mellem poli­ti­k­ud­vik­ling og folkelige bevæ­gel­ser[22] dels ikke kunne forudsige nogen bestemt udvikling i de soci­al­po­li­ti­ske tiltag endsige forklare for­skel­lene i de for­skel­lige moderne staters for­skel­lige former for socialpolitik.

Dette førte i 80erne til en øget interesse for et i nogle tilfælde overset element i Marx’ analyse af den politiske udvikling i Frankrig i sidste halvdel af 1800-tallet[23]. Det der her rykker ved Marx’ tidligere mate­ri­a­li­sti­ske fokus på pro­duk­tions­re­la­tio­ner, er hans ind­led­ning, hvor han kun kan kon­klu­dere at den politiske verden i denne histo­ri­ske periode gen­op­ta­ger nogle orga­ni­sa­tions­for­mer som stammer fra en tidligere tid og møder aktuelle udfor­drin­ger med forældede midler. Dermed indfører han, uden at gå nærmere ind i det, et begreb om politisk kultur. Forholdet mellem politik, sociale bevæ­gel­ser og materiel udvikling behøver ikke nød­ven­dig­vis at være for­nuf­tigt, eller ’rationelt’, i akademisk forstand. Det kan være præget af tilvante måder at tænke og handle på[24].

Tidligere havde den ita­li­en­ske forsker og soci­a­li­sti­ske aktivist Gramski været inde på sådanne over­vej­el­ser[25], og Foucault havde i 1960erne kastet sig over en række histo­ri­ske analyser hvor han påviste eksi­sten­sen af relativt stabile diskurser, dvs. måder at tænke på, handle på og omtale bestemte fænomener på, når det drejede sig om sociale afvi­gel­ser[26]. Dermed fik man i 80erne adres­se­ret en kom­plek­si­tet i den sam­funds­mæs­sige udvikling som havde lige så stor betydning som repro­duk­tions­krav og klas­se­in­ter­es­ser. Der var nu tale om at flere af hinanden uaf­hæn­gige diskurser dannede et samlet felt af mulige måder at tænke på som poli­ti­kerne kunne relatere sig til når de indførte reformer[27]. Det konkrete sociale arbejde havde i sam­ar­bej­det mellem forskning og praksis leveret teo­re­ti­ske rammer for hvordan borgernes situation var påvirket af indi­vi­du­elle forhold såvel som det var påvirket af miljø og sociale netværk. Den militære orga­ni­sa­tion havde påvist styrken i grup­pe­or­ga­ni­se­ring samtidig med at den religiøse Oxford­be­væ­gelse havde påvist net­vær­kets betydning for fast­hol­delse af indi­vi­du­elle stra­te­gier; en løsning som AA-bevæ­­gel­­sen overtog, hvilket igen bredte sig til ideen om selv­hjælps­grup­per på det sociale område[28]. Sammen dannede alle disse for­skel­lige diskurser en samlet dis­kursor­den som beslut­nings­ta­gerne og den soci­al­pæ­da­go­gi­ske praksis kunne orientere sig indenfor[29].

Eller måske mere ’skulle’ end ’kunne’. For hele ideen med dis­kur­s­a­na­ly­ser var at påvise grænserne for hvad man kan tillade sig at sige, hvis man vil gøre sig for­stå­e­lig. Hvis man ikke befinder sig indenfor en accep­te­ret diskurs, bliver man ikke lyttet til, man bliver eks­kom­mu­ni­ke­ret og holdt udenfor samtalens fæl­les­skab. I værste fald bliver men betragtet som gal[30]. Dette forklarer inertien i de faglige diskurser, og det samme gælder for poli­ti­kere. De må bringe sig i over­ens­stem­melse med de fore­stil­lin­ger om legitim rege­rings­fø­relse som er udbredt i befolk­nin­gen. Dette førte i slut­nin­gen af 90erne til et begreb om ’gover­n­men­ta­lity’ som Foucault havde indført i et par artikler der beskæf­ti­gede sig med grænserne for politiske diskurser[31]. Soci­al­po­li­tik­ken i efter­krig­sti­den var således ikke kun underlagt en form for økonomisk ratio­na­li­tet, den var også underlagt nogle for­vent­nin­ger som Beve­rid­ge­pla­nen havde skabt i den vestlige arbej­der­klasse med det formål at sikre opbak­nin­gen til krigen[32]. Planen havde skabt en utopi om et samfund uden nød og fattigdom, og denne utopi var blevet en del af den frem­her­skende ’gover­n­men­ta­lity’, dvs. den udbredte fore­stil­ling om legitim og retfærdig rege­rings­fø­relse[33]. Herefter blev det op til statskund­ska­ben at mediere mellem utopi og økonomisk rationalitet.

Sammen med 80ernes stigende interesse for chi­ca­gosko­lens hver­dags­livs­stu­dier[34] skabte gover­n­men­ta­lity studierne et nyt omdrej­nings­punkt for for­stå­el­sen af sociale problemer, mar­gi­na­li­se­ring og social eks­klu­sion. Gover­n­men­ta­lity ana­ly­serne påviste hvordan inter­na­tio­nale diskurser om legitim rege­rings­fø­relse bredte sig globalt og blev imple­men­te­ret under hen­syn­ta­gen til spe­ci­fikke nationale kul­tu­relle for­ud­sæt­nin­ger[35].

Kon­klu­sion ved­rø­rende soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi

Hele den oven­nævnte gen­nem­gang af for­skel­lige teorier om soci­al­po­li­tik, sociale problemer, og det sociale arbejdes ram­me­be­tin­gel­ser, har til formål at indkredse årsagerne til ram­me­be­tin­gel­ser­nes komplekse karakter. Ram­me­be­tin­gel­serne formes af for­skel­lige fag­grup­pers para­dig­mer for arbejdet med men­ne­ske­lige problemer og disse problemer defineres af et arbejds­mar­ked hvis udvikling er delvist ufor­ud­si­ge­lig. Samtidig er det sociale arbejde underlagt politiske krav som dels må tilpasse sig arbejds­mar­ke­dets behov og dels må bringes i over­ens­stem­melse med befolk­nin­gens for­stå­else for hvad der er legitime former for politisk styring.

Soci­al­pæ­da­go­gens situation er at ved­kom­mende befinder sig i et krydsfelt mellem nogle konkrete borgeres behov for støtte, accept og aner­ken­delse samtidig med at det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde er under pres af for­skel­lige pæda­go­gi­ske para­dig­mer, uaf­kla­rede teo­re­ti­ske for­ud­sæt­nin­ger, et politisk styret pres på res­sour­cerne og udbredte fordomme i befolk­nin­gen. Oven­stå­ende teorier kan give en mere detal­je­ret for­kla­rin­gen på denne situation. Sam­men­fat­tende resul­te­rer det i følgende teser:

1. Vi ved ikke andet om de for­skel­lig­ar­tede mentale lidelser end at de er et produkt af relativt ukendte bio- psyko-sociale forhold og vi har behov for en mere konkret for­stå­else for de sociale sam­men­hæn­ges ind­fly­delse på udvik­lin­gen af disse lidelser. At kunne og at ville er således stadig omgærdet af en form for mystik som præger både de politiske dis­kus­sio­ner og de soci­al­pæ­da­go­gi­ske teorier, para­dig­mer og rehabiliteringsstrategier.

2. Vi ved at den manglende accept og rum­me­lig­hed overfor diver­si­te­ten i de men­ne­ske­lige kognitive, san­se­mæs­sige og fysiske kom­pe­ten­cer til stadighed defineres og omde­fi­ne­res af et arbejds­mar­ked der er underlagt konkrete virk­som­he­ders pro­duk­ti­vi­tets­krav. Det bliver derfor et mål for soci­al­pæ­da­go­gik­ken at finde alter­na­tive arbejds­sam­men­hænge, som bedre kan udnytte denne diver­si­tet og således bane vejen for et mere rummeligt samfund.

3. Der har gennem hele efter­krig­sti­den været en mere eller mindre konstant dis­kus­sion omkring forholdet mellem til­de­lings­kri­te­rier baseret på et pro­fes­sio­nelt faglige skøn og til­de­lings­kri­te­rier sikret gennem lov­giv­nin­gen. Det første åbner for indi­vi­du­elle hensyn og det sidste for en uaf­hæn­gig­hed af den enkelte pro­fes­sio­nel­les dømmekraft.

4. Vi ved at der til stadighed foregår et forsøgs- og udvik­lings­ar­bejde der i sam­ar­bejde med forsk­nin­gen iden­ti­fi­ce­rer udvik­lings­mu­lig­he­der for det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde, men at erfa­rin­gerne fra dette forsk­­nings-/ud­vik­lings­­ar­­bejde ofte bliver glemt, overset eller støder på barrierer i form af insti­tu­tio­nelle struk­tu­rer eller etab­le­rede pæda­go­gi­ske para­dig­mer. Det er således vigtigt at få udviklet sam­ar­bejds­for­mer mellem offentlig admi­ni­stra­tion, forskning og praksis som kan under­støtte en mere stabil udvikling af vel­færds­sam­fun­dets institutioner.

5. Vi ved at en sikring af til­stræk­ke­lige inve­ste­rin­ger og til­træk­ning af kapital kræver at de res­sour­cer der nationalt indgår i repro­duk­tio­nen af arbejds­kraf­ten reduceres så meget som muligt. Dette er kon­kur­ren­ce­sta­tens fundament i den inter­na­tio­nale kon­kur­rence. Men vi ved samtidig at for­stå­el­sen for hvad der er økonomisk rationelt og men­ne­ske­ligt accep­ta­belt skaber en gover­n­men­ta­lity som er for­skel­lig fra natio­nal­stat til natio­nal­stat. Soci­al­pæ­da­go­gi­ske eksempler på hvordan det ’at ville og at kunne’ defineres af både neurologi, psykologi og social kontekst kan bidrage til udvik­lin­gen af borgernes for­stå­else for det spe­ci­a­li­se­rede sociale arbejde og en åben dis­kus­sion om dette kan påvirke den ’gover­n­men­ta­lity’ som ken­de­teg­ner den offent­lige styring af det sociale arbejde.

6. Vi har en teori om at kravet om vækst og pro­fi­ta­bi­li­tet altid vil karak­te­ri­sere et kapi­ta­li­stisk samfund uafhængig af den mate­ri­elle rigdom, der er opnået, og at dette vil skabe et konstant pres på omsorgs­ar­bej­det og de res­sour­cer der knytter sig til uddan­­nel­­ses- og sundhedstilbud.

Soci­al­pæ­da­go­gens situation er således grund­læg­gende præget af uvished omkring præ­mis­serne for den pro­fes­sio­nelle indsats både hvad angår pro­ble­merne for de mennesker der ikke bare ’kan ville’ samt ret­nings­linjerne og de res­sour­ce­mæs­sige rammer for det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde. Det er vilkår der til stadighed forandres og stiller krav om en prag­ma­tisk til­pas­ning som indi­mel­lem kan synes både stres­sende, umen­ne­ske­ligt og i uove­r­ens­stem­melse med fagets grund­læg­gende etik og potentialer.

Denne artikel har forsøgt at indkredse de betin­gel­ser der gør sig gældende for det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde og de faktorer der mere eller mindre vel­de­fi­ne­ret sætter betin­gel­serne for arbejdet. Kon­klu­sio­nen bliver at heller ikke soci­al­pæ­da­go­gen altid kan ville det ved­kom­mende vil og kan.

Refe­ren­cer

Abra­ham­son, P. 1999. The welfare Modeling Business. Social Policy & Admi­ni­stra­tion 33/4.

Adamsen L. og Fisker J. 1990. For­søgs­stra­tegi – Sam­funds­mæs­sige kon­se­kven­ser og frem­tids­per­spek­ti­ver. AKF.

Baron-Cohen S. 2020. The Pattern Seekers. A new theory of human invention. Penguin.

Bateson G. 1978. Steps to an Ecology of Mind.: Paladin Books.

Bech-Jørgensen B. 1994. Når hver dag bliver til hverdag. Akademisk Forlag.

Beveridge J. 1954. Beveridge and his plan. Hodder and Stoughton.

Boje T.P., Fridberg T. og Ibsen B. 2006. Den fri­vil­lige sektor i Danmark – omfang og betydning. Socialforskningsinstituttet.

Breumlund A. og Hansen I. B. 2019. Narrativt inspi­re­ret soci­al­pæ­da­go­gik på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde. Aalborg Universitetsforlag.

Dam Rasmussen F. 1978. Arbej­de­rens situation, de sociale problemer og revo­lu­tio­nen.  Kurasje.

Ebsen F. og Høgsbro K. 2001. Faglig bære­dyg­tig­hed i det sociale arbejde i små kommuner. AKF Rapport.

Esbing-Andersen G. 1990. The three worlds of welfare capi­ta­lism. Polity Press.

Faster E., Warming H. og Vagtholm I. 2022. Livet med bevæ­gel­ses­han­di­cap – børn og unges per­spek­ti­ver. Akademisk Forlag.

Foucault M. 1972. Histoire de la Folie à l’âge classique. Gallimard (oprin­de­lig Plon 1961)

Foucault M. 1975. Sur­veil­ler et punir. Naissance de la prison. Gallimard. Disci­pline and punish. London 1977.

Foucault M. 1971. L’ordre du discours. Dansk udg.: Talens for­fat­ning. Edition Gallimard 1971/Rhodos 1980.

Foucault M. 1991. Gover­n­men­ta­lity. In G. Burchell, C. Gordon og P. Miller Harvester ed.:  The Foucault Effect: Studies in Gover­n­men­ta­lity. The Uni­ver­sity og Chicago Press.

Fre­de­rik­sen M. 2018. Con­strai­ning insti­tu­tions, committed employees: Unpacking the pro­ce­du­ral legi­ti­macy of welfare insti­tu­tions in Sweden and Denmark. European Societies. Taylor & Francis.

Goldberg E. 2001. The Executive Brain: Frontal Lobes and the Civilized Mind. Oxford, New York: Oxford Uni­ver­sity Press.

Gramsci A. 1971. Selections from the prison notebooks. The Camelot Press LTD.

Holm, P. 1979. Staten, de sociale problemer og soci­al­po­li­tik­ken. En økonomisk-politisk analyse af opkomst­be­tin­gel­serne for den danske soci­al­po­li­tik. Institut for Kultursociologi.

Hornemann Møller I. 1986. Arbej­der­f­ler­tal­let  og 70ernes soci­al­re­form. Soci­a­li­sti­ske Økonomers Skriftserie.

Hornemann Møller I. 1992. Den danske vel­færds­stats til­bli­velse. Sam­funds­lit­te­ra­tur.

Hornemann Møller I. 1994. Vel­færds­sta­tens udbygning. Sam­funds­lit­te­ra­tur.

Høgsbro K. 1983.  Et hus på sand – arbej­de­rens situation og soci­al­po­li­tik­ken. Institut for Kultursociologi.

Høgsbro K. 1992. Sociale Problemer og Sel­vor­ga­ni­se­ret Selvhjælp i Danmark. Sam­funds­lit­te­ra­tur.

Høgsbro K. 2004. Forskning ved­rø­rende sinds­li­den­des forhold i samfundet. I K. Høgsbro red.: Soci­alp­sy­ki­a­tri­ens Kom­plek­si­tet. Samfundslitteratur.

Høgsbro K. 2020. How to conduct eth­no­grap­hies of insti­tu­tions for people with cognitive dif­fi­cul­ties. Routledge.

Høgsbro K, Kirkebæk B, Blom S. V. og Danø E. 1999. Ungdom, Udvikling og Handicap. København: Samfundslitteratur.

Høgsbro K, Eskelinen L, Fallov M.A, Mejlvig K. og Berger N. P. 2012. Når grænser udfordres. AKF-rapport.

Høgbro K, Eskelinen L., Lundemark Andersen M. og Berger N. P. 2013. ADHD-pro­ble­­ma­tik­kens sociale aspekter. Aalborg Universitetsforlag.

Høgsbro K og Burholt A. 2015. Demenspro­ble­ma­tik­ken. Aalborg Universitetsforlag.

Juul S. 2010. Soli­da­ri­tet, aner­ken­delse, ret­fær­dig­hed og god døm­me­kraft. Hans Reitzels Forlag.

Marx, K 1973. Louis Bona­par­tes attende brumaire. I Marx/Engels udvalgte skrifter 1. Forlaget Tiden.

Pedersen O.K. 2010.  Kon­kur­ren­ce­sta­ten. Hans Reitzels Forlag.

Pilegård Jensen T. 1979. Stat og Soci­al­po­li­tik. Socio­lo­gisk Institut.

Rapp A.R. 1998. The strenghs model. Case mana­ge­ment with people suffering from severe and per­si­stent mental illness. Oxford Uni­ver­sity Press.

Ringø P., and Høgsbro K. 2017. The con­cep­tion of disa­bi­lity and mental illness in advanced welfare states – a review and a proposal. I Høgsbro K. and Shaw I.: Social Work and Research in Advanced Welfare States. Routledge.

Rold Andersen B. 1970. Soci­al­re­for­mun­der­sø­gel­serne II – Borgeren og tryg­heds­sy­ste­met. SFI publ. Nr. 44.

Rold Andersen B. 1973. Grund­prin­cip­per i soci­al­po­li­tik­ken. Det Danske Forlag.

Sacks O. 1995. An Ant­hro­po­lo­gist on Mars. Alfred A. Knopf, Inc.

Schmidt, V. 2002. Does discourse matter in the politiscs of Welfare state adju­st­ment?. InCom­pa­ra­tive political Studies, 35(2): 168 – 93.

WHO 2001. ICF, Inter­na­tio­nal Clas­si­fi­ca­tion of Fun­ctio­ning, Disa­bi­lity and Health. Geneva: World Health Organisation.


[1] Boje, Fridberg og Ibsen (red) 2006.

[2] Sacks 1995, Goldberg 2001.

[3] Teorien om fron­tal­lap­pen som det sted i hjernen hvor san­se­ind­tryk og hukom­melse koor­di­ne­res med kulturens præmisser for adfærd, stammer fra den russiske neu­ro­p­sy­ko­log Luria. Den er vide­re­ud­vik­let af hans elever Goldberg (2001) og herhjemme af neu­ro­p­sy­ko­lo­gen Annelise Kri­sten­sen. Se i øvrigt Høgsbro og Burholt 2015 s. 39 – 85 og Høgsbro 2020 s. 119 – 34.

[4] Høgsbro et al. 2012

[5] Se endvidere Ringø og Høgsbro (2017) for en uddybning af denne problematik.

[6] Baron-Cohen 2020.

[7] WHO 2001.

[8] Ebsen og Høgsbro 2001, Falster, Warming og Vagtholm 2022.

[9] Høgsbro, Kirkebæk, Blom og Danø 1999.

[10] VIVE har igennem de senere år lavet en del review over for­skel­lige former for pro­blem­for­stå­else og indsatser på det soci­al­pæ­da­go­gi­ske område. Forsk­nings­ka­pa­ci­te­ten i de øvrige skan­di­na­vi­ske lande er typisk 10 gange det volumen der findes i Danmark. Hvor der i Danmark er tre pro­fes­so­rer i socialt arbejde, er der i Sverige 60.

[11] Adamsen og Fisker 1990.

[12] Et eksempel på dette er erfa­rin­ger med case-mana­­ge­­ment, som er borgerens per­son­lige advokat og støtte i kontakten med offent­lige tilbud, uddan­nelse og arbejds­mar­ked. Allerede i slut­nin­gen af 90erne havde man rimeligt godt overblik over de per­son­lige og orga­ni­sa­to­ri­ske pro­blem­stil­lin­ger der knyttede sig til en sådan funktion (Rapp 1998, Høgsbro 2004).

[13] Breumlund og Hansen 2019. Indenfor forsk­nings­grup­pen SOSA på Aalborg Uni­ver­si­tet har især Anne Breumlund og Inger Brun Hansen haft et intensivt sam­ar­bejde med kommuner og regioner omkring meto­de­ud­vik­ling i socialt arbejde. Vores under­sø­gelse af forholdet mellem psykiske belast­nin­ger og pæda­go­gi­ske ret­nings­linjer endte ligeledes med at udfordre etab­le­rede soci­al­pæ­da­go­gi­ske para­dig­mer indenfor botil­bud­dene til mennesker med kognitive udfor­drin­ger (Høgsbro et. al. 2012).

[14] Denne kom­bi­na­tion af faglige diskurser og insti­tu­tio­nelle struk­tu­rer blev især synlige i vores under­sø­gelse af det samlede sociale tilbud til familier med problemer med ADHD (Høgsbro et. al. 2013)

[15] Høgsbro 1992.

[16] Rold Andersen 1970.

[17] Rold Andersen 1973. Se i øvrigt dis­kus­sio­nen om aner­ken­delse og døm­me­kraft hos Søren Juul (2010).

[18] Dam Rasmussen 1978, Pilegård Jensen 1979, Holm 1979, Høgsbro 1983.

[19] Høgsbro 1983.

[20] Høgsbro 1983.

[21] Høgsbro et al. 2013.

[22] Holm 1979, Hornemann Møller 1986, 1992, 1994.

[23] Marx K. 1973.

[24] Denne for­stå­else udvikles på dette tidspunkt i 90ernes dis­kus­sio­ner omkring begrebet vel­færds­re­gi­mer, dvs. for­skel­lige former for stat-mar­kedsor­­ga­­ni­­se­ring af vel­færds­sam­fun­dene i efter­krig­sti­den. Som Peter Abra­ham­son udtrykker det i 1999: ”Context matters” (Abra­ham­son 1999, Esping Andersen 1990).

[25] Gramsci 1971.

[26] Foucault 1972/1961, 1975.

[27] Høgsbro 1992.

[28] Bateson 1978.

[29] Høgsbro 1992.

[30] Foucault 1971.

[31] Foucault 1991.

[32] Beveridge 1954.

[33] Udover Gover­n­men­ta­lity studier bevæger også under­sø­gel­serne af væl­ger­til­slut­ning til vel­færdsy­del­ser sig ind på dette spor efter 2000. Det drejer sig nu om mere detal­je­rede mixed method under­sø­gel­ser af hvilke begrun­del­ser borgerne kan have for en sådan til­slut­ning og hvor stabil den kan siges at være (Fre­de­rik­sen 2018).

[34] Bech Jørgensen 1994.

[35] Schmidt 2002.

  • professor emeritus, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet 
  • spe­ci­al­læge i psykiatri og behand­lings­ansvar­lig overlæge, Psy­ki­a­trisk Center København