Artiklen viser, hvordan anbragtes ønsker og forventninger problematiseres som virkelighedsfjerne – og at dette kan begrænse inddragelsen af børnenes perspektiver. Problematiseringen af en manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed kommer ofte til udtryk i professionelles fortællinger om anbragte børn. Her positioneres børnene som manglende indsigt i egne evner, med idylliserede forestillinger om “det normale liv” og urealistiske forventninger til fremtiden. Den dobbelte positionering som “barn” og “anbragt” forstærker disse problematiserende fortællespor om at være virkelighedsfjern, og risikerer at udgrænse de anbragtes perspektiver som irrelevante. Samtidig positioneres pædagoger og plejeforældre som nogle, der skal hjælpe børnene med at (ned)justere og realitetskorrigere forventninger til egen formåen, fremtidsønsker samt “hvordan virkeligheden ser ud”. Inspireret af childism-tilgangen, argumenterer jeg for, at hvis man ønsker at inddrage børns perspektiver, bør fagpersoner i højere grad lytte til disse tilsyneladende fantasifulde forestillinger og urealistiske drømme.
Denne artikel handler om, hvordan anbragtes ønsker og forventninger problematiseres som fantasifulde og ude af trit med virkeligheden. Pædagoger, der griner lidt over, at anbragte børn og unge kalder institutionen for et fængsel med uretfærdige regler og pligter. Jokes der insinuerer, at de fejlagtigt forestiller sig, at børn, som ikke er anbragt, må alt og ingen pligter har. Historier om, hvordan de anbragte børn på institutionen har fantasifulde forestillinger om, hvordan livet måtte være i en “almindelig” familie eller plejefamilie. Plejeforældres og familieplejekonsulenters beskrivelser af unge med urealistisk høje forventninger til deres evner og fremtidsmuligheder.
Det er fortællinger, jeg stødte på i et kvalitativt ph.d.-studie af, hvordan normalitet og afvigelse konstrueres og forhandles i fortællinger om børn og unge i udsatte positioner i Danmark (Lavaud, 2018). Artiklen formidler udvalgte analyser fra afhandlingen[1], og fælles for disse fortællinger om børn og unge, der er anbragt, er en problematiserende positionering af deres fantasifuldhed og “værende ude af trit med virkeligheden”. Med afsæt i pointer fra kritisk barndomsforskning og et childism-perspektiv, viser jeg i artiklen, at der er en dobbelt positionering som både “barn” og “anbragt”, som medvirker til at udgrænse deres perspektiver som irrelevante og hermed kan begrænse inddragelsen af børn og unge.
Empirisk og teoretisk afsæt
Det empiriske afsæt består af gentagne interviews med 14 børn og unge samt 33 professionelle og pårørende omkring dem (pædagoger, plejeforældre, familieplejekonsulenter, sagsbehandlere, forældre) foretaget i 2015 – 2016, samt observationer fra interviewbesøgene i plejefamilier og korte ophold på de institutioner, hvor nogle af børnene og de unge boede. Børnene og de unge var mellem 10 og 24 år, nogle var anbragt i familiepleje, andre var anbragt på opholdssteder, mens nogle unge boede på et midlertidigt botilbud. Der var tale om et eksplorativt etnografisk studie af hvad, børnene og de unge fortæller om sig selv og hvad professionelle fortæller om dem – oplevede styrker og udfordringer – med fokus på, hvordan forståelser af normalitet og afvigelse blev konstrueret og forhandlet i historierne.
Etik var et gennemgående fokus under empiriproduktion såvel som formidling af analyser, i forhold til deltagernes samtykke, og for at sikre deres fortrolighed med henblik på ikke at belaste relationer mellem børn og voksne (Kaiser, 2012). Derfor har jeg anvendt forskellige pseudonymer, men har også i nogle tilfælde ændret på køn, fritidsaktiviteter eller andre oplysninger, når disse ikke havde relevans for de specifikke analyser. Der var tale om situerede valg mellem hensyn til fortrolighed og formidlingen af gennemsigtige og troværdige analyser (Lavaud, 2018, s. 106).
Analyserne er formet af et konstruktivistisk-interaktionistisk perspektiv på narrativer og tilblivelsesprocesser (Lavaud, 2018). Jeg anskuer således fortællinger som socialt situerede handlinger, der både former og formes af den narrative virkelighed (Gubrium og Holstein, 2009). Igennem fortællinger skabes identiteter, og fortællinger kan både muliggøre visse handlinger og samtidig udelukke andre forståelser og handlemuligheder. Til at omsætte det lidt abstrakte begreb om tilblivelsesprocesser til konkrete analyser, anvender jeg begreber om positioner, positionering og fortællespor (Davies og Harré, 1990). En position (som f.eks. “barn”, “pige”, “anbragt”, “plejeforældre”) knyttes til bestemte karaktertræk, handlemuligheder, sociale kategorier, men dets specifikke betydning forhandles i konkrete interaktioner. I interaktioner og samtaler positionerer mennesker nemlig sig selv og andre i forhold til hinanden og tilgængelige forståelser og positioner. Samtidig associeres positioner og positioneringer til fortællespor (fra det engelske: storyline). Det vil sige det spor eller den røde tråd, som en fortælling forventes at følge. Der kan godt være forskellige og konkurrerende fortællespor og positioner i spil samtidig implicit og eksplicit i en samtale (Davies og Harré, 1990).
Ambitionen med analyserne var at udforske nuancer og nye forståelser i fortællinger om og af børn og unge, der er anbragt. Her tog jeg afsæt i Bronwyn Davies skelnen mellem listening-as-usual og emergent listening (Davies, 2014) i en vekselvirkning mellem at læse efter mønstre og velkendte kategorier og at “lytte” efter alternative historier (Lavaud, 2018 og 2020). At lytte emergentpræsenterer Davies som en særlig måde at møde børn på, der kan overskride det, der tages for givet. Hendes fokus er således på, hvordan man kan møde børn med en åben og nysgerrig tilgang, hvor man ikke lader sig begrænse af etablerede forståelser og kategoriseringer (Davies 2014). Ifølge Davies, indgår emergent listening og listening-as-usual i et dynamisk samspil. Med listening-as-usual lytter man efter det genkendelige, og det er netop i kontrast til disse kategoriseringer, at man kan få øje på det, der peger i andre retninger og måske endnu ikke helt kan defineres. Samtidig skal man forsøge at fastholde sin åbenhed og hverken falde tilbage til det velkendte eller komme til at fiksere nye forståelser (Davies, 2014, s. 8). Davies bog kan læses som en opfordring til pædagoger og andre, der arbejder med børn, men den kan også læses om en analytisk tilgang til forskning med og om børn (og andre mennesker) (se Lavaud, 2020 og Alminde, 2021). I min optik handler det om at insistere på at “lytte” nysgerrigt til det, som børn og unge gør og siger, og modstå fristelsen til at lægge sig fast på bestemte forståelser for hermed at åbne for et større refleksions- og handlerum. Konkret anvendte jeg denne tilgang ved at genlæse det empiriske materiale ad flere omgange. Efter at have identificeret gennemgående temaer og genkendelige fortællespor, vendte jeg tilbage til historier om et givent barn, en situation eller type adfærd, og “lyttede” efter andre mulige historier og fortællespor, der kunne knyttes hertil.
Childism som perspektiv
Den “nye” eller kritiske barndomsforskning har påpeget, at børn i et historisk og socialt perspektiv tilskrives en underprivilegeret position, hvor de ikke har samme definitionsmagt som voksne, idet de konstrueres som mindre rationelle, reflekterede og forståelige – og således mindre troværdige (James, Jenks og Prout, 1999, s. 266). Det konstruktivistiske og interaktionistiske perspektiv indebærer, at jeg hverken på forhånd eller endegyldigt kan definere, hvad en “god og normal barndom” er, eller hvad der kendetegner børn og unge i forskellige aldre. En central pointe fra den kritiske barndomsforskning, som jeg tager afsæt i, er, at det ikke kan defineres entydigt og universelt. Det er sociale konstruktioner, der har opstillet børn som modsætningen til voksne, og som præger forestillinger om den “gode barndom” (James, Jenks og Prout, 1999; Warming, 2011).
I forlængelse heraf anlægger jeg et childism-perspektiv. Childism er et forholdsvis nyt begreb, der udspringer af den kritiske barndomsforskning. Childism defineres forskelligt, men kan overordnet forstås som et perspektiv, der ser kritisk på de normer og samfundsmæssige strukturer, der marginaliserer børn og deres perspektiver både i forskningen og i samfundet generelt (Wall, 2022).[2] Denne marginalisering ses bl.a. i argumenterne om at børns perspektiver i egne sager bør afhænge af deres “modenhed”, hvormed børns alder og vurderede modenhed afgør, hvor stor vægt fagperson bør eller ikke bør tillægge et barns ytringer og ønsker (se Alminde, 2021). Childism kan ses som et perspektiv og/eller en aktivistisk bevægelse, der fordrer et opgør med børns underordnede position i samfundet og som inviterer til en gentænkning af antagelser og praksisser, hvor man i stedet tager afsæt i børns oplevelser og perspektiver. Dette indebærer en erkendelse af, at mennesker – børn såvel som voksne – er gensidigt afhængige og relationelt forbundne med hinanden og verdenen (Wall 2022). Der er også en pointe om, at der ikke findes én måde at være barn på, ej heller ét børneperspektiv. At inddrage børns perspektiver handler således om at åbne for en flertydighed og mangfoldighed af perspektiver. Samtidig indeholder childism-perspektivet også et potentiale for en gentænkning af praksisser og normer i samfundet.
Et tema som gik igen på tværs af mit empiriske materiale, var historier som på forskellig vis problematiserede børnenes adfærd og udsagn som værende “ude af trit med virkeligheden” – og det er analysen heraf jeg formidler i nærværende artikel. Til formålet har jeg valg to empiriske nedslag om to børn anbragt på samme opholdssted, hvor jeg i forskellige sammenhænge interviewede pædagogen Martin. Første del omhandler David på 13 og overvurderingen af egne evner. Andel del fokuserer på Lærke på 10 år, hvor modsætningsforholdet mellem fantasi/idealer og virkelighed var et særligt gennemgående tema. Undervejs rejser jeg spørgsmålet om, hvordan vi i højere grad kan lytte til børn og unges tilsyneladende fantasifuldhed og genoverveje den realitetskorrigering, som anbragte børn og unge bliver mødt med.
“Men du er et barn, kære ven”
Jeg interviewer pædagogen Martin om David på 13 år, der bor på et opholdssted. Martin fortæller, at nærvær og omsorg er vigtigt for David, men at han på grund af sin opvækst desværre ikke stoler på, at andre vil ham det godt. Til at illustrere denne vurdering fortæller Martin en længere historie. Nogle uger forinden var David i vrede cyklet afsted på egen hånd mod den nærmeste togstation. Martin havde indhentet ham i bil og spurgt ind til, hvad det handlede om. David ville efter sigende tage toget til Fyn for at finde sin mor, der var blevet indlagt på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital. Med sig havde David nogle mønter og ting fra sit værelse:
Martin: Han tror, at han kan sælge jamen alle mulige mærkværdige ting til folk. “Jeg kan bare stille mig op inde på gågaden og sælge mine ting, så jeg kan få nogle penge”. Så siger jeg: “Jamen David, der er jo ikke nogen, der vil købe [de ting], det kommer du jo ingen vegne for”. Jeg prøver ligesom at fortælle ham, hvordan virkeligheden er. Han har et helt andet billede. Men det hele, vigtigheden i det her, er jo, at han vil gerne til hospitalet og passe på sin mor. Han ved, hans mor er blevet indlagt, og han vil gerne til Fyn og passe på sin mor. For som han siger, “der er jo nogle voksne mennesker, Martin, som ikke kan finde ud af at passe på sig selv, og så må der jo være nogle andre, der passer på dem”. “Ja” siger jeg, “Det er der, men det er ikke deres børn”.
Interviewer: Var det noget, han sagde i bilen?
Martin: Ja. Så siger jeg: “Men det er jo ikke deres børn. Du skal jo ikke over og passe på din mor. Så er der nogle voksne mennesker, der passer på din mor”.
Interviewer: Ja, men tror han på det?
Martin: Nej. Han har ikke tiltro til nogen voksne mennesker, Han har ikke tiltro til, at mennesker vil ham eller hans nærmeste noget godt. Han tænker, at det er hans lod her i livet, det er at passe på sin mor. […] Så siger jeg “Jamen kære ven, Fyn er jo kæmpestort”. Og så gik vi ind i bilen, og så kørte vi hjem. Og så fik han noget omsorg herhjemme og blev lagt på sofaen og fik noget varmt at drikke. Det var ret koldt den morgen, og han havde knoklet rundt og været sur og vred og ked af det. Han fik også grædt, men vi fik også snakket, og det jeg tror, der er med David, det er faktisk lige så godt, som hvis han var et lille barn, og jeg kunne have givet ham omsorg og kærlighed og vugget ham og alt det andet. Det hér det var bare en anden måde at gøre det på ved at lytte til ham, være der for ham, “forstå hvad det er, du vil”, men samtidig også sætte nogle rammer op og sige: “Jamen jeg hører godt, at du godt vil tage dig af din mor, men du er et barn, kære ven, og der er nogle andre mennesker, der tager sig af din mor. Det nytter ikke noget, du står ovre på Fyn et eller andet sted, og din mor er indlagt et eller andet sted. Du får alligevel ikke lov til at komme ind til hende”. Altså, så jeg tror på at med David, der kan man snakke sig ind til mange ting, for han kan faktisk godt tage det ind. Han har et eller andet sted en lidt forvrænget virkelighedsopfattelse, men du kan faktisk godt rette den ind på ham.
I denne længere fortælling positionerer Martin David som et barn med en forvrænget opfattelse af virkeligheden. Det er et fortællespor om et barn, der påtager sig et alt for stort ansvar og har urealistiske forventninger til egne evner. Ifølge Martin har David nogle bekymringer og en ansvarsfølelse, som børn ikke bør have: Det er ikke et barns opgave at passe på sine forældre. Det er der andre (voksne) mennesker, som gør. Den manglende realitetssans ser vi både i historierne om, hvordan David har planlagt sin rejse, og senere i Martins bemærkning til David om, at han alligevel ikke vil få lov til at besøge sin mor. Martin positionerer samtidig sig selv som en ansvarlig voksen, der kan rumme Davids svære følelser og bekymringer samt fortælle David, hvordan tingene hænger sammen i virkeligheden. I Martins vurdering af David som urealistisk omkring sine muligheder for at rejse og hjælpe sin mor, positioneres David som et “typisk barn”, der i modsætning til en “voksen”, er irrationel og umoden. Samtidig bliver David også positioneret som en dreng, der gør kategorien “barn” forkert, fordi han vil drage omsorg for sin mor. En positionering, som konstruerer børn som forskellige fra voksne, og hvor børn og voksne indgår i en særlig relation til hinanden. Voksne er ansvarsfulde og passer på voksne, der ikke kan passe på sig selv. Det er voksne, der drager omsorg for børn; ikke omvendt.
Denne konstruktion af børn er som tidligere nævnt blevet kritiseret af barndomsforskere, som understreger den sociale konstruktion af dette børnesyn, hvorigennem børn udsættes “for en konstant bedømmelse ud fra det normale barns guldmøntfod” (James, Jenks og Prout, 1999, s. 31). Den tyske barndomsforsker Anne Wihstutz påpeger, at det ikke er ualmindeligt, at børn og unge drager omsorg for deres forældre i mange sammenhænge, heriblandt i tilfælde af kronisk syge forældre, men at børn i kraft af dette “omsorgsarbejde” positioneres som sårbare og som “children out of place”: malplacerede eller upassende børn (Wihstutz, 2017, s. 176). Børn og unge, der indtager ansvarsfulde og omsorgsfulde positioner over for familiemedlemmer, positioneres ofte i en problematiseret position som “små voksne”. Denne ansvarsfølelse problematiseres, fordi den kan associeres til et omsorgssvigt. Et omsorgssvigt som anbringelsen netop sigter mod at opveje og nogle handlemønstre som skal aflæres – for at kunne blive “barn igen”. Martins problematisering af Davids bekymringer og ansvarsfølelse, som noget et barn ikke bør have, genfindes mange andre steder i det empiriske materiale. Eksempelvis fremhæver to plejeforældre, hvordan deres plejebarn viser tegn på en positiv udvikling ved i stigende grad at agere som “almindelig teenager” med fokus på fester og venner, og således lægge “voksenbekymringerne” fra sig og få et normaliseret forhold til sin lillesøster. Denne problematisering kan dog udfordres ved at anskue omsorgsarbejde og barn-forælder-relationen som interdependent – som en gensidig afhængighed, og hermed også anerkende børnenes indsats og følelser i relationen (Wihstutz, 2011, 2017).
Pointen med den kritiske barndomsforsknings italesættelse af konstruktionen af børn som modsætning til voksne er ikke, at der godt kan være tale om sårbare børn med behov for omsorg. Pointen er, at børn (også) kan være andet. Således skriver Hanne Warming, at man bør anskue børn såvel som voksne:
[…] som på én gang kompetente, vidende, reflekterede, intentionelle, robuste aktører i eget og andres liv og samtidig som inkompetente, uvidende, ureflekterede, ubevidste, sårbare objekter for andres handlinger, fortolkninger og beslutninger. (Warming, 2011, s. 43)
I Martins beretning positionerer David sig selv som en person, der har erfaret, at “ikke alle voksne kan passe på sig selv”, og at David derfor føler et ansvar for at drage omsorg for sin mor. Samfundets og omgivelsernes positionering af ham som barn indebærer imidlertid, at David forhindres i dette. Ifølge Martin kan det være et udtryk for, at David mangler realitetssans, når han tror, at han kan tage til Fyn og passe på sin mor – og Martin positioneres som en voksen og professionel, hvis opgave det er at realitetskorrigere Davids forståelser og drage omsorg for ham. Men det kunne også læses som en historie om, at David handler på baggrund af den virkelighed, som han kender til og hans konkrete erfaringer. Med en lytten efter andre betydninger kan Davids handlinger også læses som et forsøg at drage omsorg for sin mor på trods af de materielle og strukturelle barrierer (mangel på penge, oplysninger om hospitalets beliggenhed og adgang på den lukkede afdeling for pårørende).
“Der ER ikke nogen, der er perfekte”
På samme opholdssted følger jeg også Lærke på 10 år, og her er temaet om manglende realitetssans også gennemgående, men handler snarere om at skelne mellem ideal/perfektion og normalitet.
Ved det første interview beskriver Lærke sig selv som “en sjov pige, sommetider glad, og unik og feminin”. Betegnelsen feminin uddyber Lærke med, at hun godt kan lide at gå meget op i, hvordan hun ser ud. Under flere af mine observationer har hun en veninde på besøg, og de forsvinder ind på Lærkes værelse med en iPad. Lærke er meget optaget af at se videoer på YouTube eller Snapchat lagt op af andre børn og unge samt videoer med mode- og skønhedstips. Jævnligt noterer jeg også, at Lærke positioneres af de øvrige børn og medarbejdere som en pige, der går meget op i mode og skønhed.
Institutionen med dets tilbud om en position som “anbragt barn” og dets fysiske rammer fremstår ikke umiddelbart som den primære kontekst, Lærke positionerer sig i forhold til. Lærke positionerer sig snarere i forhold til folkeskolen med sine klassekammerater og veninder, samt “virtuelle” rum bestående af tv-serier og YouTube-videoer, som for Lærke er til et vindue ud til, “hvordan andres liv er” og “inspiration”, som hun forklarer i et interview.
Lærkes fokus på det moderigtige indebærer også, at hun af andre børn og medarbejdere nogle gange positioneres mindre positivt samt er genstand for drillende kommentarer. Især medarbejderne positionerer hende gentagne gange som en pige med en forvrænget opfattelse af virkeligheden og et idealiseret billede af det normale og gode liv, hvor det ydre og materielle er i højsædet og kun det perfekte er godt nok. Nogle uger efter mit første interview med Lærke interviewer jeg netop pædagogen Martin. Som svar på mit indledende spørgsmål om, hvordan han vil beskrive Lærke, skildrer han hende som “en smuk pige, som folk lægger mærke til. Hun er smilende. Hun ser dejlig ud og virker rigtig dejlig.” Martin fortæller imidlertid, at Lærke er god til at efterligne andre, hvilket ifølge ham betyder, at de ting, Lærke gør og mener, ikke fremstår ægte eller autentiske. I forlængelse heraf fortæller han om Lærkes forestillinger om (pleje)familier:
Martin: Altså Lærke har jo et meget forvrænget billede af, hvordan en familie ser ud. Hun ønsker sig jo i den grad at komme i en plejefamilie, men de skal være flotte, og de skal være rige. Det er faktisk det, der er det største ønske hos hende. Det er, at de skal se godt ud og være rige. Det er det. Det handler ikke så meget om, at – og så skal de kunne gå på restaurant hver og hver anden dag, og hun skal have nyt tøj, og hun skal i hvert fald både have iPhone og iPads og MacBooks og hun skal have alt det. Det handler ikke om det familiære, om nærværet og om omsorg og alle de der andre ting, som i virkeligheden hører til, og – synes jeg – er det vigtigste i en familie. Nej det handler om det materielle.
Vi starter med en positionering af Lærke som havende et “forvrænget billede” af, hvordan en familie ser ud, og hvordan det ville være at blive anbragt i plejefamilie. Ifølge Martin har Lærke en stærkt materialistisk forestilling om, hvordan en familie er og ser ud. Martin affærdiger Lærkes beskrevne forestillinger om en familie som idealiserede og hermed ude af trit med en virkelighed, der er mindre poleret. Når jeg senere under observationer på personalemøder hører andre medarbejdere fortælle om Lærkes “urealistiske” forventninger til en (pleje)familie, knyttes det til en bekymring om, at Lærke kun kan blive skuffet, når hendes drømme og forventninger ikke kan indfris, eller at Lærke alligevel ikke vil få det bedre end på den institution, hvor hun aktuelt er anbragt. Lærke positioneres som en pige, der længes efter noget, der ifølge de voksne udgør illusioner. Hermed bliver det mindre relevant at inddrage og forfølge hendes ønsker og håb.
I Martins historie om, at Lærke ikke ved, hvordan en familie “i virkeligheden” er, positioneres Lærke også som et barn, der ikke kender til et almindeligt eller normalt familieliv. Forudsætningen for, at Lærke kan have en “forvrænget forestilling” om, hvad der er normalt, er en positionering af Lærke i forhold til et fortællespor om et anbragt barn, der måske aldrig har kendt til et “almindeligt” familieliv. Ifølge dette fortællespor har Lærke idealiserede forventninger til en plejefamilie, som ville være et skridt nærmere “en normal familie” i forhold til at bo på institution. I interviewet positionerer Martin hende som et barn med mange udfordringer, der netop hører til på opholdsstedet:
Martin: Men jeg tror da hun oplever Opholdsstedet som sit hjem, det er jo her, hun hører til. Men hendes fantasibillede af, hvordan tingene skal være, det er nok anderledes, det tror jeg. Så skulle hun slet ikke være her, og hun skulle helt klart bo nede på Kystvejen og med en swimmingpool og Porsche.
Den materialisme og facade, som jeg på tværs af materialet ser Lærke blive tillagt, betyder også at Martin senere i interviewet forestiller sig et fremtidsscenarie, hvor Lærke godt kunne blive højtuddannet, få et velbetalt job og stifte familie. Uddannelse og beskæftigelse er i kvantitative undersøgelser ellers ofte nogle af de kriterier, hvormed man måler og vurderer, hvorvidt anbragte børn klarer sig lige så godt som deres jævnaldrende (Egelund m.fl., 2009; Andersen og Fallesen, 2013). Parametre, der i mange andre historier om de øvrige børn og unge i mit empiriske materiale fremgår som succeskriterier for at kunne tilgå en position som god samfundsborger, “mønsterbryder” eller “rigtig voksen”. I Martins fremtidsscenarie læser jeg imidlertid en underliggende bekymring og fortsat problematisering af, om det nu er de rette værdier samt opskriften på trivsel og et godt liv.
Året efter interviewer jeg Martin sammen med Lærke. Da jeg på skift beder Lærke og så Martin om at beskrive Lærke med fem ord, nævner de begge, at hun er et ordensmenneske, der godt kan lide at have styr på tingene – på godt og ondt – og hertil beskriver Martin også Lærke som perfektionistisk. Det uddybes bl.a. med følgende eksempler:
Martin: Du kan jo bare gå ned og åbne døren ind til hendes værelse ikke også, og så kan du jo se, hvor snorlige tingene skal stå, eller på den samme måde skævt, eller, altså, det skal være helt, helt perfekt. Øhm, og det kan jeg sagtens forstå et langt stykke hen ad vejen, men jeg ved også, at det kommer til at blive rigtig svært i længden, fordi der er ikke noget her i denne verden, der er perfekt, og det vil give hende rigtig mange kampe. Og det vil give hende, også, måske, nogle nederlag i livet, fordi der vil være ting, som hun har et ønske om, at hun gerne vil gøre perfekt. Fødselsdagen er et meget godt eksempel ikke, hun vil gerne gøre det perfekt, sådan at alle er glade, og alle kan lide det, og alle synes, at det var den mest fantastiske fødselsdag. Men når så det IKKE er det, når det så ikke bliver sådan, så bliver hun selvfølgelig ked af det og …
Lærke: Ja, så er jeg meget den her (Lærke peger på et af de billedkort på bordet, som forestiller en smiley, der er ked af det…)
Martin: Og det er jo fint nok, men det kan jo også være hårdt som menneske. Altså man kommer til at blive sådan lidt kold og lidt kynisk på en eller anden måde, hvis alt skal være perfekt, fordi man også sætter nogle forventninger op til andre mennesker om, at de også skal være perfekte. Og der ER ikke nogen, der er perfekte. Men det er jo en læring, Lærke er kun 11 år, så tro mig, hun har mange år endnu, tænker jeg. Og, øh, (Martin griner) det er jo noget hun skal lære.
I løbet af dette uddrag positionerer Martin Lærke som perfektionistisk og udfolder en bekymrende fortælling knyttet hertil, som vækker genklang fra året før. Et problematiserende fortællespor, hvor Lærke ifølge Martin bliver ked af det og stiller for høje krav til sin omverden. Problematiseringen ligger her i, at kun det perfekte er godt nok for Lærke, men at det perfekte ikke findes.
Historierne om Lærkes fokus på perfektion kan også læses i forhold til et fortællespor om “det perfekte som normalitetsideal”. Formuleringen henter jeg fra undersøgelser af ungdomsliv og trivsel, som blandt andet påpeger, at mange unge positionerer sig selv i forhold til en “perfekt normalitet” og et gennemgående fokus på præstation:
Positionen uden for den perfekte normalitet er en betydningsløs position – man er ikke rigtigt noget eller nogen, når man ikke er perfekt. (Sørensen m.fl., 2017, s. 39)
Dette fokus på en perfekt normalitet kontekstualiseres i forhold til en række sociologiske analyser af samfundet som konkurrencesamfund (Pedersen, 2011) eller præstationssamfund (Petersen, 2016). Mange af disse samfundsanalyser skildrer imidlertid også, hvorledes mennesker mistrives og bukker under for presset, idet dette ideal per definition er uopnåeligt (Petersen, 2016). Mistrivsel og selvskadende adfærd kan være en af strategierne til at fjerne sig fra en position som “uperfekt selv” (Sørensen m.fl., 2017). Pointerne om bagsiden ved denne stræben efter perfektion og præstationskultur understøtter det problematiserende fortællespor, som Martin netop fremfører, hvor perfektionisme problematiseres, og historier om Lærkes forestillinger om et perfekt, vidunderligt liv konstrueres som et uopnåeligt ideal og en urealistisk virkelighedsopfattelse.
I mine bestræbelser på at lytte efter andre mulige fortællespor kan skildringen af perfektion og præstation som samfundstendens dog også læses i et andet lys. Hendes stræben efter perfektion og succes kan også positionere Lærke som et barn, der navigerer i forhold til de normalitetsidealer, som hun møder på sociale medier, og som de fleste børn på hendes alder navigerer efter. Hermed bliver Lærkes adfærd og perfektionisme ikke længere en del af et fortællespor om en anbragt piges idealiserede forestilling om en “normal verden”, som hun afgrænses fra på grund af sin opvækst og kategorisering som barn anbragt på institution. Perfektionen og hendes fokus på facade udgør således her ikke en fortælling om et barns overdrevne fantasiverden og en manglende evne til at skelne fantasi fra virkelighed. Det bliver en fortælling om et barn, der navigerer efter gældende normer i de arenaer, som hun færdes i uden for institutionen og på sociale medier.
Rollemodeller og realitetskorrigering
I fortællesporet om børn med forvrængede opfattelser af virkeligheden positionerer Martin sig selv som en rollemodel og forstående voksen, der har til opgave at hjælpe børnene med at justere deres forventninger og krav til sig selv og andre, så de bliver mere realistiske. Således konstruerer historierne også to dikotomier, hvormed Martin positioneres som både voksen og professionel over for Lærke og David som børn og anbragte. Disse dikotomiske positioner kan bidrage til at legitimere Martins historier om, hvad der er realistisk og normalt, hvordan en “rigtig familie” ser ud, og hvad der kendetegner vigtige værdier i et godt liv, som mere troværdige eller “sande”, end de forestillinger, som Lærke tilskrives, og de historier, hun fortæller. Denne positionering som rollemodel og et fokus på realitetskorrigering af de anbragte børn og unges drømme og forventninger gælder ikke kun interviewene med Martin, men genfindes på tværs af det empiriske materiale med pædagoger, sagsbehandlere og plejeforældre. Et plejeforældrepar fremhæver eksempelvis, at den 16-årige dreng, de har i pleje, er en “solstrålehistorie”, der i løbet af sin anbringelse er blevet “meget mere rustet til den virkelige verden”.
Formålet med “særlig støtte til børn og unge” er ifølge Serviceloven, “at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende” (Serviceloven §46). Selvom der kan være mange forskellige begrundelser for en anbringelse, ligger det implicit i lovgrundlaget, at plejeforældre og institutioner har en normaliserende opgave i forhold til at give børnene og de unge nogle “bedre”, “sundere” eller mere almindelige normer og værdier (Warming, Fjordside og Lavaud, 2017, s. 138 – 139). Anbringelsers normaliserende sigte har også historiske rødder. Således påpeger Inge Bryderup, at et fokus på familiepleje historisk set bygger på en ofte idealiseret fortælling om den “almindelige” familie, der kan sikre “sunde omgivelser” for barnet og hermed udgør en kilde til god opdragelse og støtte (Bryderup, 2017). Dette normaliserende sigte kan dog også være stigmatiserende og vanskeliggøre inddragelsen af de anbragte børn og unges perspektiver. Som Louise Harkes skildrer, kan selve processen med at lave handleplaner og indsatsmål give anbragte børn og unge oplevelsen af at være unormale. Ligesom de ikke oplever at blive inddraget, når de professionelle opstiller målene i handleplanerne, og hermed definerer hvad der kan være de “rette” måder at have venskaber på, leve sundt eller vælge uddannelse (Harkes, 2021, s. 210 – 216).
En dobbelt positionering som “barn” og “anbragt” – svære betingelser for inddragelse
Det kritiske blik fra childism-perspektivet opfordrer til at tage børns perspektiver, oplevelser og handlinger seriøst, og samtidig kaste et bredere blik på, hvordan voksencentrede normer sammenvæves med andre magtrelationer (Wall, 2022). I nærværende artikel er det forholdet mellem professionel og borger/anbragt, der forstærker magtrelationen mellem positionerne som barn og voksen. Et childism-perspektiv kan her bidrage til at fremhæve, hvordan voksne, pædagoger, plejeforældre mv. strukturelt således positioneres i en overordnet position i forhold til børn og unge. Qua en tilskrevet sårbarhed og udsat situation, skal de modtage guidning i livsførelse og acceptable normer – både i forhold til at være “rigtige børn” og blive “gode samfundsborgere”. Det skaber svære betingelser for at inddrage og lytte til de anbragte børns perspektiver og ønsker, når pædagoger og andre fagprofessionelle positioneres som dem, der “ved bedst”, grundet deres dobbelte position som både voksne og professionelle.
Mine analyser viser, hvordan en skelnen mellem fantasi og virkelighed bringes i spil på forskellige måder i problematiserende historier om børn og unge. Davids bekymringer og vilje til at skulle passe på sin mor afviger fra normen om at forældre forventes at passe på deres børn og ikke omvendt. Skellet mellem fantasi og virkelighed associeres her til konstruktionen af “normale” børn og voksne, og hermed kommer problematiseringen af Davids adfærd til at fremstå som et spørgsmål om en forvrænget opfattelse af virkeligheden, hvor pædagogerne skal hjælpe ham til at tilegne sig en bedre realitetssans. Lidt firkantet sagt, kan man sige, at realitetskorrigeringen både begrundes med, at de er børn (umodne, irrationelle, fantasifulde) og at de er anbragte (uden kendskab til “normale” familier og livsførelse), og hermed udgrænses deres ønsker og drømme som mindre relevante at inddrage eller lytte til.
Det er her, at Davies emergente lytning kan understøtte et childism-perspektiv, fordi det opfordrer til at dvæle ved og udforske betydninger og fortællespor, som vi endnu ikke ved hvor fører hen. Også selvom det kan forstyrre etablerede forståelser af tingenes tilstand og positioneringen som voksen eller professionel, der “ved bedst”. I en anden læsning af Martins historie om episoden med David og drengens replik om, at “ikke alle voksne kan passe på sig selv” – inviterer Davids adfærd til at genoverveje omfanget og måden, hvorpå børn kan involveres i deres familiemedlemmers sårbare situation. Måske kunne man gå endnu mere på opdagelse i Davids mistillid til hjælpesystemer samt mulighederne for at realisere hans ønske om at drage omsorg? Uden at negligere den sårbarhed han samtidig udviser. I forhold til Lærke kunne det være, at hendes drømme og ønsker til en (pleje)familie indebærer en kritik af de vilkår og rammer hun lever i som anbragt og på et opholdssted? Samt en drivkraft til at opnå succes på en række parametre og ikke lade sig nøje i et samfund, der lægger vægt på materielle ting og skønhed? At forfølge disse andre fortællespor kan også fordre andre handlinger fra bl.a. de voksnes side, fordi det ikke længere peger på en (ned)justering af børnenes forventninger og adfærd, men også kunne lægge op til at skabe andre rammer og muligheder omkring børnene. Mine alternative læsninger af materialet udgør ikke bedre eller mere rigtige forståelser, men er et forsøg på at udvide blikket for mulige forståelser af børnenes udsagn og handlinger.
Blandt barndoms- og ungdomsforskere er det ikke noget nyt at interessere sig for børns fantasier og utopier. Eksempelvis er fremtidsværksteder og kritisk utopisk aktionsforskning en yndet metode og tilgang til at inddrage børn og unges perspektiver og fremme deres deltagelse i forandringer af praksis (Alminde og Warming, 2020, s.343). I en udforskning af hvad “børns utopier” kan indebære, påpeger Kim Rasmussen, at børneforskeres interesse herfor netop kan skabe viden om børns “kritik(ker) af nutiden via deres drømmende tænkning om fremtiden” (Rasmussen, 2014, s. 215). I modsætning til at affeje det tilsyneladende fantasifulde som irrelevant eller en bekræftelse af en underordnet position som anbragt barn, der “har meget at lære”. I så fald risikerer inddragelsen af deres perspektiver at blive begrænset til det, som passer ind i eksisterende antagelser og normer om fornuftige valg og realistiske ønsker. I tråd med Davies opfordring om at “lytte” til børn, handler det om nysgerrigt at gå på opdagelse i det endnu udefinerede, som overskrider etablerede forståelser. Hvis man i forskning og praksis ønsker i højere grad at inddrage børn og unges perspektiver, ligger der et uudforsket potentiale i at lytte til og forfølge tilsyneladende fantasifulde, urealistiske eller utroværdige ytringer og drømme.
Referencer
Alminde, Sarah (2021) Børneperspektiver i familieretlige sager: Tilblivelse, positionering og inddragelse. Ph.d.-afhandling, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.
Alminde, Sarah og Hanne Warming (2020) “Future workshops as a means to democratic, inclusive and empowering research with children, young people and others”, Qualitative Research, Vol. 20(4) 432 –448
Bryderup, Inge M. (2017) “Del I: Familiepleje i et historisk og socialpolitisk perspektiv”, i Inge M. Bryderup, Mie Engen og Sune Kring (red.) Familiepleje i Danmark. Aarhus: Klim [pre-print version], s. 14 – 74.
Davies, Bronwyn (2014) Listening to Children. Being and Becoming. New York: Routledge.
Davies, Bronwyn og Rom Harré (1990) “Positioning: The discursive production of selves”, Journal for the Theory of Socialbehaviour, 20(1), s. 43 – 63.
Egelund, Tine, Pernille Skovbo Christensen, Turf Böcker Jakobsen, Tina Gudrun Jensen og Rikke Fuglsang Olsen (2009) Anbragte børn og unge – en forskningsoversigt. 09:24. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Gubrium, Jaber F. og James A. Holstein (2009) Analyzing Narrative Reality. Thousand Oaks: SAGE Publications.
Harkes, Louise (2021) “Jeg gad godt, de skrev en ny”: En undersøgelse af kompleksiteten i handleplansprocesser i myndighedsarbejdet med børn og unge i udsatte positioner. Ph.d.-afhandling, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.
James, Allison, Chris Jenks og Alan Prout (1999) Den teoretiske barndom. København: Gyldendal.
Kaiser, Karen (2012) “‘Protecting Confidentiality”, i Jaber F. Gubrium, James A. Holstein, Amir B. Marvasti og Karyn D. McKinney (red.) The SAGE Handbook of Interview Research: The Complexity of the Craft. Thousand Oaks: SAGE Publications, s. 457 – 464.
Lavaud, Manon Alice (2018) Et mylder af historier. Konstruktioner og forhandlinger af normalitet og afvigelse i fortællinger om børn og unge i udsatte positioner. Ph.d.-afhandling, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.
Lavaud, Manon Alice (2020) “Provokerende og tilknytningsforstyrret? At udfordre problemfortællinger ved at lytte efter de andre historier”, Dansk Pædagogisk Tidsskrift, s. 88 – 106.
Pedersen, Ove Kaj (2011) Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels forlag.
Petersen, Anders (2016) Præstationssamfundet. København: Hans Reitzels forlag.
Rasmussen, Kim (2014) “Børns utopier?” Psyke & Logos, 35, s. 212 – 228
Serviceloven (2022) Bekendtgørelse af lov om social service. LBK nr 170 af 24/01/2022
Sørensen, Niels Ulrik, Mette Pless, Noemi Katznelson og Mette Lykke Nielsen (2017) “Picture Perfect. Præstationsorienteringer blandt unge i forskellige ungdomslivskontekster”, Tidsskrift for Ungdomsforskning, 17(2), s. 27 – 48.
Wall, John (2022) From childhood studies to childism: reconstructing the scholarly and social imaginations, Children’s Geographies, 20:3, 257 – 270.
Warming, Hanne (2011) Børneperspektiver: børn som ligeværdige medspillere i socialt og pædagogisk arbejde. København: Akademisk Forlag.
Warming, Hanne, Signe Fjordside og Manon Alice Lavaud (2017) Det dobbelte blik. Se styrkerne i det særlige hos børn og unge i udsatte positioner. København: Akademisk Forlag.
Wihstutz, Anne (2011) “Working vulnerability: Agency of caring children and children’s rights”, Childhood, 18(4), s. 447 – 459.
Wihstutz, Anne (2017) “From Objects of Care to Citizens — Young Carers’ Citizenship”, i Hanne Warming og Kristian Fahnøe (red.) Lived Citizenship on the Edge of Society. Rights, Belonging, Intimate Life and Spatiality. London, Edinburgh, Bristol: Palgrave Macmillan, s. 175 – 197.
[1] Analyserne i denne artikel udgør således en redigeret og opdateret version af uddrag fra ph.d.-afhandlingen (Lavaud, 2018).
[2] Her anvendes betegnelsen childism i tråd med ordet feminisme, mens det andre steder defineres modsat til at betegne selve diskriminationen mod børn, lig med ord som sexisme, racisme eller ableism.
