“Men du er et barn, kære ven” – når anbragtes ønsker udgrænses som virkelighedsfjerne

Artiklen viser, hvordan anbragtes ønsker og for­vent­nin­ger pro­ble­ma­ti­se­res som vir­ke­lig­heds­fjerne – og at dette kan begrænse ind­dra­gel­sen af børnenes per­spek­ti­ver. Pro­ble­ma­ti­se­rin­gen af en manglende evne til at skelne mellem fantasi og vir­ke­lig­hed kommer ofte til udtryk i pro­fes­sio­nel­les for­tæl­lin­ger om anbragte børn. Her posi­tio­ne­res børnene som manglende indsigt i egne evner, med idyl­li­se­rede fore­stil­lin­ger om “det normale liv” og ure­a­li­sti­ske for­vent­nin­ger til fremtiden. Den dobbelte posi­tio­ne­ring som “barn” og “anbragt” for­stær­ker disse pro­ble­ma­ti­se­rende for­tæl­lespor om at være vir­ke­lig­heds­fjern, og risikerer at udgrænse de anbragtes per­spek­ti­ver som irre­le­vante. Samtidig posi­tio­ne­res pædagoger og ple­je­for­æl­dre som nogle, der skal hjælpe børnene med at (ned)justere og rea­li­tetskor­ri­gere for­vent­nin­ger til egen formåen, frem­tid­søn­sker samt “hvordan vir­ke­lig­he­den ser ud”. Inspi­re­ret af childism-tilgangen, argu­men­te­rer jeg for, at hvis man ønsker at inddrage børns per­spek­ti­ver, bør fag­per­so­ner i højere grad lytte til disse til­sy­ne­la­dende fan­ta­si­fulde fore­stil­lin­ger og ure­a­li­sti­ske drømme.

Denne artikel handler om, hvordan anbragtes ønsker og for­vent­nin­ger pro­ble­ma­ti­se­res som fan­ta­si­fulde og ude af trit med vir­ke­lig­he­den. Pædagoger, der griner lidt over, at anbragte børn og unge kalder insti­tu­tio­nen for et fængsel med uret­fær­dige regler og pligter. Jokes der insi­nu­e­rer, at de fejl­ag­tigt fore­stil­ler sig, at børn, som ikke er anbragt, må alt og ingen pligter har. Historier om, hvordan de anbragte børn på insti­tu­tio­nen har fan­ta­si­fulde fore­stil­lin­ger om, hvordan livet måtte være i en “almin­de­lig” familie eller ple­je­fa­mi­lie. Ple­je­for­æl­dres og fami­lieple­je­kon­su­len­ters beskri­vel­ser af unge med ure­a­li­stisk høje for­vent­nin­ger til deres evner og fremtidsmuligheder.

Det er for­tæl­lin­ger, jeg stødte på i et kva­li­ta­tivt ph.d.-studie af, hvordan nor­ma­li­tet og afvigelse kon­stru­e­res og for­hand­les i for­tæl­lin­ger om børn og unge i udsatte posi­tio­ner i Danmark (Lavaud, 2018). Artiklen formidler udvalgte analyser fra afhand­lin­gen[1], og fælles for disse for­tæl­lin­ger om børn og unge, der er anbragt, er en pro­ble­ma­ti­se­rende posi­tio­ne­ring af deres fan­ta­si­fuld­hed og “værende ude af trit med vir­ke­lig­he­den”. Med afsæt i pointer fra kritisk barn­doms­forsk­ning og et childism-per­spek­tiv, viser jeg i artiklen, at der er en dobbelt posi­tio­ne­ring som både “barn” og “anbragt”, som medvirker til at udgrænse deres per­spek­ti­ver som irre­le­vante og hermed kan begrænse ind­dra­gel­sen af børn og unge.

Empirisk og teoretisk afsæt

Det empiriske afsæt består af gentagne inter­views med 14 børn og unge samt 33 pro­fes­sio­nelle og pårørende omkring dem (pædagoger, ple­je­for­æl­dre, fami­lieple­je­kon­su­len­ter, sags­be­hand­lere, forældre) foretaget i 2015 – 2016, samt obser­va­tio­ner fra inter­view­be­sø­gene i ple­je­fa­mi­lier og korte ophold på de insti­tu­tio­ner, hvor nogle af børnene og de unge boede. Børnene og de unge var mellem 10 og 24 år, nogle var anbragt i fami­liepleje, andre var anbragt på opholds­ste­der, mens nogle unge boede på et mid­ler­ti­digt botilbud. Der var tale om et eks­pl­ora­tivt etno­gra­fisk studie af hvad, børnene og de unge fortæller om sig selv og hvad pro­fes­sio­nelle fortæller om dem – oplevede styrker og udfor­drin­ger – med fokus på, hvordan for­stå­el­ser af nor­ma­li­tet og afvigelse blev kon­stru­e­ret og for­hand­let i historierne.

Etik var et gen­nem­gå­ende fokus under empi­ri­pro­duk­tion såvel som for­mid­ling af analyser, i forhold til del­ta­ger­nes samtykke, og for at sikre deres for­tro­lig­hed med henblik på ikke at belaste rela­tio­ner mellem børn og voksne (Kaiser, 2012). Derfor har jeg anvendt for­skel­lige pseu­do­ny­mer, men har også i nogle tilfælde ændret på køn, fri­tidsak­ti­vi­te­ter eller andre oplys­nin­ger, når disse ikke havde relevans for de spe­ci­fikke analyser. Der var tale om situerede valg mellem hensyn til for­tro­lig­hed og for­mid­lin­gen af gen­nem­sig­tige og tro­vær­dige analyser (Lavaud, 2018, s. 106).

Ana­ly­serne er formet af et kon­­struk­ti­vi­stisk-inter­­ak­tio­­ni­stisk per­spek­tiv på nar­ra­ti­ver og til­bli­vel­ses­pro­ces­ser (Lavaud, 2018). Jeg anskuer således for­tæl­lin­ger som socialt situerede hand­lin­ger, der både former og formes af den narrative vir­ke­lig­hed (Gubrium og Holstein, 2009). Igennem for­tæl­lin­ger skabes iden­ti­te­ter, og for­tæl­lin­ger kan både muliggøre visse hand­lin­ger og samtidig udelukke andre for­stå­el­ser og hand­le­mu­lig­he­der. Til at omsætte det lidt abstrakte begreb om til­bli­vel­ses­pro­ces­ser til konkrete analyser, anvender jeg begreber om posi­tio­ner, posi­tio­ne­ring og for­tæl­lespor (Davies og Harré, 1990). En position (som f.eks. “barn”, “pige”, “anbragt”, “ple­je­for­æl­dre”) knyttes til bestemte karak­ter­træk, hand­le­mu­lig­he­der, sociale kate­go­rier, men dets spe­ci­fikke betydning for­hand­les i konkrete inter­ak­tio­ner. I inter­ak­tio­ner og samtaler posi­tio­ne­rer mennesker nemlig sig selv og andre i forhold til hinanden og til­gæn­ge­lige for­stå­el­ser og posi­tio­ner. Samtidig asso­ci­e­res posi­tio­ner og posi­tio­ne­rin­ger til for­tæl­lespor (fra det engelske: storyline). Det vil sige det spor eller den røde tråd, som en for­tæl­ling forventes at følge. Der kan godt være for­skel­lige og kon­kur­re­rende for­tæl­lespor og posi­tio­ner i spil samtidig implicit og eksplicit i en samtale (Davies og Harré, 1990).

Ambi­tio­nen med ana­ly­serne var at udforske nuancer og nye for­stå­el­ser i for­tæl­lin­ger om og af børn og unge, der er anbragt. Her tog jeg afsæt i Bronwyn Davies skelnen mellem listening-as-usual og emergent listening (Davies, 2014) i en vek­sel­virk­ning mellem at læse efter mønstre og velkendte kate­go­rier og at “lytte” efter alter­na­tive historier (Lavaud, 2018 og 2020). At lytte emer­gent­præ­sen­te­rer Davies som en særlig måde at møde børn på, der kan over­skride det, der tages for givet. Hendes fokus er således på, hvordan man kan møde børn med en åben og nysgerrig tilgang, hvor man ikke lader sig begrænse af etab­le­rede for­stå­el­ser og kate­go­ri­se­rin­ger (Davies 2014). Ifølge Davies, indgår emergent listening og listening-as-usual i et dynamisk samspil. Med listening-as-usual lytter man efter det gen­ken­de­lige, og det er netop i kontrast til disse kate­go­ri­se­rin­ger, at man kan få øje på det, der peger i andre retninger og måske endnu ikke helt kan defineres. Samtidig skal man forsøge at fastholde sin åbenhed og hverken falde tilbage til det velkendte eller komme til at fiksere nye for­stå­el­ser (Davies, 2014, s. 8). Davies bog kan læses som en opfor­dring til pædagoger og andre, der arbejder med børn, men den kan også læses om en analytisk tilgang til forskning med og om børn (og andre mennesker) (se Lavaud, 2020 og Alminde, 2021). I min optik handler det om at insistere på at “lytte” nys­ger­rigt til det, som børn og unge gør og siger, og modstå fri­stel­sen til at lægge sig fast på bestemte for­stå­el­ser for hermed at åbne for et større reflek­sions- og handlerum. Konkret anvendte jeg denne tilgang ved at genlæse det empiriske materiale ad flere omgange. Efter at have iden­ti­fi­ce­ret gen­nem­gå­ende temaer og gen­ken­de­lige for­tæl­lespor, vendte jeg tilbage til historier om et givent barn, en situation eller type adfærd, og “lyttede” efter andre mulige historier og for­tæl­lespor, der kunne knyttes hertil.

Childism som perspektiv

Den “nye” eller kritiske barn­doms­forsk­ning har påpeget, at børn i et historisk og socialt per­spek­tiv til­skri­ves en under­pri­vil­e­ge­ret position, hvor de ikke har samme defi­ni­tions­magt som voksne, idet de kon­stru­e­res som mindre ratio­nelle, reflek­te­rede og for­stå­e­lige – og således mindre tro­vær­dige (James, Jenks og Prout, 1999, s. 266). Det kon­struk­ti­vi­sti­ske og inter­ak­tio­ni­sti­ske per­spek­tiv indebærer, at jeg hverken på forhånd eller ende­gyl­digt kan definere, hvad en “god og normal barndom” er, eller hvad der ken­de­teg­ner børn og unge i for­skel­lige aldre. En central pointe fra den kritiske barn­doms­forsk­ning, som jeg tager afsæt i, er, at det ikke kan defineres entydigt og uni­ver­selt. Det er sociale kon­struk­tio­ner, der har opstillet børn som mod­sæt­nin­gen til voksne, og som præger fore­stil­lin­ger om den “gode barndom” (James, Jenks og Prout, 1999; Warming, 2011).

I for­læn­gelse heraf anlægger jeg et childism-per­spek­tiv. Childism er et for­holds­vis nyt begreb, der udsprin­ger af den kritiske barn­doms­forsk­ning. Childism defineres for­skel­ligt, men kan over­ord­net forstås som et per­spek­tiv, der ser kritisk på de normer og sam­funds­mæs­sige struk­tu­rer, der mar­gi­na­li­se­rer børn og deres per­spek­ti­ver både i forsk­nin­gen og i samfundet generelt (Wall, 2022).[2] Denne mar­gi­na­li­se­ring ses bl.a. i argu­men­terne om at børns per­spek­ti­ver i egne sager bør afhænge af deres “modenhed”, hvormed børns alder og vurderede modenhed afgør, hvor stor vægt fagperson bør eller ikke bør tillægge et barns ytringer og ønsker (se Alminde, 2021). Childism kan ses som et per­spek­tiv og/eller en akti­vi­stisk bevægelse, der fordrer et opgør med børns under­ord­nede position i samfundet og som inviterer til en gen­tænk­ning af anta­gel­ser og prak­sis­ser, hvor man i stedet tager afsæt i børns ople­vel­ser og per­spek­ti­ver. Dette indebærer en erken­delse af, at mennesker – børn såvel som voksne – er gensidigt afhængige og rela­tio­nelt forbundne med hinanden og verdenen (Wall 2022). Der er også en pointe om, at der ikke findes én måde at være barn på, ej heller ét bør­ne­per­spek­tiv. At inddrage børns per­spek­ti­ver handler således om at åbne for en fler­ty­dig­hed og mang­fol­dig­hed af per­spek­ti­ver. Samtidig inde­hol­der childism-per­spek­ti­­vet også et poten­ti­ale for en gen­tænk­ning af prak­sis­ser og normer i samfundet.

Et tema som gik igen på tværs af mit empiriske materiale, var historier som på for­skel­lig vis pro­ble­ma­ti­se­rede børnenes adfærd og udsagn som værende “ude af trit med vir­ke­lig­he­den” – og det er analysen heraf jeg formidler i nær­væ­rende artikel. Til formålet har jeg valg to empiriske nedslag om to børn anbragt på samme opholds­sted, hvor jeg i for­skel­lige sam­men­hænge inter­viewede pædagogen Martin. Første del omhandler David på 13 og over­vur­de­rin­gen af egne evner. Andel del fokuserer på Lærke på 10 år, hvor mod­sæt­nings­for­hol­det mellem fantasi/idealer og vir­ke­lig­hed var et særligt gen­nem­gå­ende tema. Undervejs rejser jeg spørgs­må­let om, hvordan vi i højere grad kan lytte til børn og unges til­sy­ne­la­dende fan­ta­si­fuld­hed og genover­veje den rea­li­tetskor­ri­ge­ring, som anbragte børn og unge bliver mødt med.

“Men du er et barn, kære ven”

Jeg inter­viewer pædagogen Martin om David på 13 år, der bor på et opholds­sted. Martin fortæller, at nærvær og omsorg er vigtigt for David, men at han på grund af sin opvækst desværre ikke stoler på, at andre vil ham det godt. Til at illu­strere denne vurdering fortæller Martin en længere historie. Nogle uger forinden var David i vrede cyklet afsted på egen hånd mod den nærmeste tog­sta­tion. Martin havde indhentet ham i bil og spurgt ind til, hvad det handlede om. David ville efter sigende tage toget til Fyn for at finde sin mor, der var blevet indlagt på den lukkede afdeling på et psy­ki­a­trisk hospital. Med sig havde David nogle mønter og ting fra sit værelse:

Martin: Han tror, at han kan sælge jamen alle mulige mærk­vær­dige ting til folk. “Jeg kan bare stille mig op inde på gågaden og sælge mine ting, så jeg kan få nogle penge”. Så siger jeg: “Jamen David, der er jo ikke nogen, der vil købe [de ting], det kommer du jo ingen vegne for”. Jeg prøver ligesom at fortælle ham, hvordan vir­ke­lig­he­den er. Han har et helt andet billede. Men det hele, vig­tig­he­den i det her, er jo, at han vil gerne til hospi­ta­let og passe på sin mor. Han ved, hans mor er blevet indlagt, og han vil gerne til Fyn og passe på sin mor. For som han siger, “der er jo nogle voksne mennesker, Martin, som ikke kan finde ud af at passe på sig selv, og så må der jo være nogle andre, der passer på dem”. “Ja” siger jeg, “Det er der, men det er ikke deres børn”.

Inter­viewer: Var det noget, han sagde i bilen?

Martin: Ja. Så siger jeg: “Men det er jo ikke deres børn. Du skal jo ikke over og passe på din mor. Så er der nogle voksne mennesker, der passer på din mor”.

Inter­viewer: Ja, men tror han på det?

Martin: Nej. Han har ikke tiltro til nogen voksne mennesker, Han har ikke tiltro til, at mennesker vil ham eller hans nærmeste noget godt. Han tænker, at det er hans lod her i livet, det er at passe på sin mor. […] Så siger jeg “Jamen kære ven, Fyn er jo kæm­pe­stort”. Og så gik vi ind i bilen, og så kørte vi hjem. Og så fik han noget omsorg herhjemme og blev lagt på sofaen og fik noget varmt at drikke. Det var ret koldt den morgen, og han havde knoklet rundt og været sur og vred og ked af det. Han fik også grædt, men vi fik også snakket, og det jeg tror, der er med David, det er faktisk lige så godt, som hvis han var et lille barn, og jeg kunne have givet ham omsorg og kærlighed og vugget ham og alt det andet. Det hér det var bare en anden måde at gøre det på ved at lytte til ham, være der for ham, “forstå hvad det er, du vil”, men samtidig også sætte nogle rammer op og sige: “Jamen jeg hører godt, at du godt vil tage dig af din mor, men du er et barn, kære ven, og der er nogle andre mennesker, der tager sig af din mor. Det nytter ikke noget, du står ovre på Fyn et eller andet sted, og din mor er indlagt et eller andet sted. Du får alligevel ikke lov til at komme ind til hende”. Altså, så jeg tror på at med David, der kan man snakke sig ind til mange ting, for han kan faktisk godt tage det ind. Han har et eller andet sted en lidt forvræn­get vir­ke­lig­heds­op­fat­telse, men du kan faktisk godt rette den ind på ham.

I denne længere for­tæl­ling posi­tio­ne­rer Martin David som et barn med en forvræn­get opfat­telse af vir­ke­lig­he­den. Det er et for­tæl­lespor om et barn, der påtager sig et alt for stort ansvar og har ure­a­li­sti­ske for­vent­nin­ger til egne evner. Ifølge Martin har David nogle bekym­rin­ger og en ansvars­fø­lelse, som børn ikke bør have: Det er ikke et barns opgave at passe på sine forældre. Det er der andre (voksne) mennesker, som gør. Den manglende rea­li­tets­sans ser vi både i histo­ri­erne om, hvordan David har planlagt sin rejse, og senere i Martins bemærk­ning til David om, at han alligevel ikke vil få lov til at besøge sin mor. Martin posi­tio­ne­rer samtidig sig selv som en ansvarlig voksen, der kan rumme Davids svære følelser og bekym­rin­ger samt fortælle David, hvordan tingene hænger sammen i vir­ke­lig­he­den. I Martins vurdering af David som ure­a­li­stisk omkring sine mulig­he­der for at rejse og hjælpe sin mor, posi­tio­ne­res David som et “typisk barn”, der i mod­sæt­ning til en “voksen”, er irra­tio­nel og umoden. Samtidig bliver David også posi­tio­ne­ret som en dreng, der gør kate­go­rien “barn” forkert, fordi han vil drage omsorg for sin mor. En posi­tio­ne­ring, som kon­stru­e­rer børn som for­skel­lige fra voksne, og hvor børn og voksne indgår i en særlig relation til hinanden. Voksne er ansvars­fulde og passer på voksne, der ikke kan passe på sig selv. Det er voksne, der drager omsorg for børn; ikke omvendt.

Denne kon­struk­tion af børn er som tidligere nævnt blevet kri­ti­se­ret af barn­doms­for­skere, som under­stre­ger den sociale kon­struk­tion af dette børnesyn, hvori­gen­nem børn udsættes “for en konstant bedøm­melse ud fra det normale barns guld­mønt­fod” (James, Jenks og Prout, 1999, s. 31). Den tyske barn­doms­for­sker Anne Wihstutz påpeger, at det ikke er ual­min­de­ligt, at børn og unge drager omsorg for deres forældre i mange sam­men­hænge, her­i­blandt i tilfælde af kronisk syge forældre, men at børn i kraft af dette “omsorgs­ar­bejde” posi­tio­ne­res som sårbare og som “children out of place”: mal­pla­ce­rede eller upassende børn (Wihstutz, 2017, s. 176). Børn og unge, der indtager ansvars­fulde og omsorgs­fulde posi­tio­ner over for fami­lie­med­lem­mer, posi­tio­ne­res ofte i en pro­ble­ma­ti­se­ret position som “små voksne”. Denne ansvars­fø­lelse pro­ble­ma­ti­se­res, fordi den kan asso­ci­e­res til et omsorgs­svigt. Et omsorgs­svigt som anbrin­gel­sen netop sigter mod at opveje og nogle hand­le­møn­stre som skal aflæres – for at kunne blive “barn igen”. Martins pro­ble­ma­ti­se­ring af Davids bekym­rin­ger og ansvars­fø­lelse, som noget et barn ikke bør have, genfindes mange andre steder i det empiriske materiale. Eksem­pel­vis fremhæver to ple­je­for­æl­dre, hvordan deres plejebarn viser tegn på en positiv udvikling ved i stigende grad at agere som “almin­de­lig teenager” med fokus på fester og venner, og således lægge “vok­sen­be­kym­rin­gerne” fra sig og få et nor­ma­li­se­ret forhold til sin lil­le­sø­ster. Denne pro­ble­ma­ti­se­ring kan dog udfordres ved at anskue omsorgs­ar­bejde og barn-forælder-rela­tio­­nen som inter­de­pen­dent – som en gensidig afhæn­gig­hed, og hermed også anerkende børnenes indsats og følelser i rela­tio­nen (Wihstutz, 2011, 2017).

Pointen med den kritiske barn­doms­forsk­nings ita­le­sæt­telse af kon­struk­tio­nen af børn som mod­sæt­ning til voksne er ikke, at der godt kan være tale om sårbare børn med behov for omsorg. Pointen er, at børn (også) kan være andet. Således skriver Hanne Warming, at man bør anskue børn såvel som voksne:

[…] som på én gang kom­pe­tente, vidende, reflek­te­rede, inten­tio­nelle, robuste aktører i eget og andres liv og samtidig som inkom­pe­tente, uvidende, ure­flek­te­rede, ubevidste, sårbare objekter for andres hand­lin­ger, for­tolk­nin­ger og beslut­nin­ger. (Warming, 2011, s. 43)

I Martins beretning posi­tio­ne­rer David sig selv som en person, der har erfaret, at “ikke alle voksne kan passe på sig selv”, og at David derfor føler et ansvar for at drage omsorg for sin mor. Sam­fun­dets og omgi­vel­ser­nes posi­tio­ne­ring af ham som barn indebærer imid­ler­tid, at David for­hin­dres i dette. Ifølge Martin kan det være et udtryk for, at David mangler rea­li­tets­sans, når han tror, at han kan tage til Fyn og passe på sin mor – og Martin posi­tio­ne­res som en voksen og pro­fes­sio­nel, hvis opgave det er at rea­li­tetskor­ri­gere Davids for­stå­el­ser og drage omsorg for ham. Men det kunne også læses som en historie om, at David handler på baggrund af den vir­ke­lig­hed, som han kender til og hans konkrete erfa­rin­ger. Med en lytten efter andre betyd­nin­ger kan Davids hand­lin­ger også læses som et forsøg at drage omsorg for sin mor på trods af de mate­ri­elle og struk­tu­relle barrierer (mangel på penge, oplys­nin­ger om hospi­ta­lets belig­gen­hed og adgang på den lukkede afdeling for pårørende).

“Der ER ikke nogen, der er perfekte”

På samme opholds­sted følger jeg også Lærke på 10 år, og her er temaet om manglende rea­li­tets­sans også gen­nem­gå­ende, men handler snarere om at skelne mellem ideal/perfektion og normalitet.

Ved det første interview beskriver Lærke sig selv som “en sjov pige, som­me­ti­der glad, og unik og feminin”. Beteg­nel­sen feminin uddyber Lærke med, at hun godt kan lide at gå meget op i, hvordan hun ser ud. Under flere af mine obser­va­tio­ner har hun en veninde på besøg, og de for­svin­der ind på Lærkes værelse med en iPad. Lærke er meget optaget af at se videoer på YouTube eller Snapchat lagt op af andre børn og unge samt videoer med mode- og skøn­heds­tips. Jævnligt noterer jeg også, at Lærke posi­tio­ne­res af de øvrige børn og med­ar­bej­dere som en pige, der går meget op i mode og skønhed.

Insti­tu­tio­nen med dets tilbud om en position som “anbragt barn” og dets fysiske rammer fremstår ikke umid­del­bart som den primære kontekst, Lærke posi­tio­ne­rer sig i forhold til. Lærke posi­tio­ne­rer sig snarere i forhold til fol­ke­sko­len med sine klas­se­kam­me­ra­ter og veninder, samt “virtuelle” rum bestående af tv-serier og YouTube-videoer, som for Lærke er til et vindue ud til, “hvordan andres liv er” og “inspira­tion”, som hun forklarer i et interview.

Lærkes fokus på det moderig­tige indebærer også, at hun af andre børn og med­ar­bej­dere nogle gange posi­tio­ne­res mindre positivt samt er genstand for drillende kom­men­ta­rer. Især med­ar­bej­derne posi­tio­ne­rer hende gentagne gange som en pige med en forvræn­get opfat­telse af vir­ke­lig­he­den og et ide­a­li­se­ret billede af det normale og gode liv, hvor det ydre og mate­ri­elle er i højsædet og kun det perfekte er godt nok. Nogle uger efter mit første interview med Lærke inter­viewer jeg netop pædagogen Martin. Som svar på mit ind­le­dende spørgsmål om, hvordan han vil beskrive Lærke, skildrer han hende som “en smuk pige, som folk lægger mærke til. Hun er smilende. Hun ser dejlig ud og virker rigtig dejlig.” Martin fortæller imid­ler­tid, at Lærke er god til at efter­ligne andre, hvilket ifølge ham betyder, at de ting, Lærke gør og mener, ikke fremstår ægte eller auten­ti­ske. I for­læn­gelse heraf fortæller han om Lærkes fore­stil­lin­ger om (pleje)familier:

Martin: Altså Lærke har jo et meget forvræn­get billede af, hvordan en familie ser ud. Hun ønsker sig jo i den grad at komme i en ple­je­fa­mi­lie, men de skal være flotte, og de skal være rige. Det er faktisk det, der er det største ønske hos hende. Det er, at de skal se godt ud og være rige. Det er det. Det handler ikke så meget om, at – og så skal de kunne gå på restau­rant hver og hver anden dag, og hun skal have nyt tøj, og hun skal i hvert fald både have iPhone og iPads og MacBooks og hun skal have alt det. Det handler ikke om det familiære, om nærværet og om omsorg og alle de der andre ting, som i vir­ke­lig­he­den hører til, og – synes jeg – er det vigtigste i en familie. Nej det handler om det materielle.

Vi starter med en posi­tio­ne­ring af Lærke som havende et “forvræn­get billede” af, hvordan en familie ser ud, og hvordan det ville være at blive anbragt i ple­je­fa­mi­lie. Ifølge Martin har Lærke en stærkt mate­ri­a­li­stisk fore­stil­ling om, hvordan en familie er og ser ud. Martin affær­di­ger Lærkes beskrevne fore­stil­lin­ger om en familie som ide­a­li­se­rede og hermed ude af trit med en vir­ke­lig­hed, der er mindre poleret. Når jeg senere under obser­va­tio­ner på per­so­na­le­mø­der hører andre med­ar­bej­dere fortælle om Lærkes “ure­a­li­sti­ske” for­vent­nin­ger til en (pleje)familie, knyttes det til en bekymring om, at Lærke kun kan blive skuffet, når hendes drømme og for­vent­nin­ger ikke kan indfris, eller at Lærke alligevel ikke vil få det bedre end på den insti­tu­tion, hvor hun aktuelt er anbragt. Lærke posi­tio­ne­res som en pige, der længes efter noget, der ifølge de voksne udgør illu­sio­ner. Hermed bliver det mindre relevant at inddrage og forfølge hendes ønsker og håb.

I Martins historie om, at Lærke ikke ved, hvordan en familie “i vir­ke­lig­he­den” er, posi­tio­ne­res Lærke også som et barn, der ikke kender til et almin­de­ligt eller normalt fami­li­e­liv. For­ud­sæt­nin­gen for, at Lærke kan have en “forvræn­get fore­stil­ling” om, hvad der er normalt, er en posi­tio­ne­ring af Lærke i forhold til et for­tæl­lespor om et anbragt barn, der måske aldrig har kendt til et “almin­de­ligt” fami­li­e­liv. Ifølge dette for­tæl­lespor har Lærke ide­a­li­se­rede for­vent­nin­ger til en ple­je­fa­mi­lie, som ville være et skridt nærmere “en normal familie” i forhold til at bo på insti­tu­tion. I inter­viewet posi­tio­ne­rer Martin hende som et barn med mange udfor­drin­ger, der netop hører til på opholdsstedet:

Martin: Men jeg tror da hun oplever Opholds­ste­det som sit hjem, det er jo her, hun hører til. Men hendes fan­ta­si­bil­lede af, hvordan tingene skal være, det er nok ander­le­des, det tror jeg. Så skulle hun slet ikke være her, og hun skulle helt klart bo nede på Kystvejen og med en swim­m­ing­pool og Porsche.

Den mate­ri­a­lisme og facade, som jeg på tværs af mate­ri­a­let ser Lærke blive tillagt, betyder også at Martin senere i inter­viewet fore­stil­ler sig et frem­tids­sce­na­rie, hvor Lærke godt kunne blive højtud­dan­net, få et velbetalt job og stifte familie. Uddan­nelse og beskæf­ti­gelse er i kvan­ti­ta­tive under­sø­gel­ser ellers ofte nogle af de kriterier, hvormed man måler og vurderer, hvorvidt anbragte børn klarer sig lige så godt som deres jæv­nal­drende (Egelund m.fl., 2009; Andersen og Fallesen, 2013). Parametre, der i mange andre historier om de øvrige børn og unge i mit empiriske materiale fremgår som suc­ceskri­te­rier for at kunne tilgå en position som god sam­funds­bor­ger, “møn­ster­bry­der” eller “rigtig voksen”. I Martins frem­tids­sce­na­rie læser jeg imid­ler­tid en under­lig­gende bekymring og fortsat pro­ble­ma­ti­se­ring af, om det nu er de rette værdier samt opskrif­ten på trivsel og et godt liv.

Året efter inter­viewer jeg Martin sammen med Lærke. Da jeg på skift beder Lærke og så Martin om at beskrive Lærke med fem ord, nævner de begge, at hun er et ordens­men­ne­ske, der godt kan lide at have styr på tingene – på godt og ondt – og hertil beskriver Martin også Lærke som per­fek­tio­ni­stisk. Det uddybes bl.a. med følgende eksempler:

Martin: Du kan jo bare gå ned og åbne døren ind til hendes værelse ikke også, og så kan du jo se, hvor snorlige tingene skal stå, eller på den samme måde skævt, eller, altså, det skal være helt, helt perfekt. Øhm, og det kan jeg sagtens forstå et langt stykke hen ad vejen, men jeg ved også, at det kommer til at blive rigtig svært i længden, fordi der er ikke noget her i denne verden, der er perfekt, og det vil give hende rigtig mange kampe. Og det vil give hende, også, måske, nogle nederlag i livet, fordi der vil være ting, som hun har et ønske om, at hun gerne vil gøre perfekt. Fød­sels­da­gen er et meget godt eksempel ikke, hun vil gerne gøre det perfekt, sådan at alle er glade, og alle kan lide det, og alle synes, at det var den mest fan­ta­sti­ske fød­sels­dag. Men når så det IKKE er det, når det så ikke bliver sådan, så bliver hun selv­føl­ge­lig ked af det og …

Lærke: Ja, så er jeg meget den her (Lærke peger på et af de bil­led­kort på bordet, som fore­stil­ler en smiley, der er ked af det…)

Martin: Og det er jo fint nok, men det kan jo også være hårdt som menneske. Altså man kommer til at blive sådan lidt kold og lidt kynisk på en eller anden måde, hvis alt skal være perfekt, fordi man også sætter nogle for­vent­nin­ger op til andre mennesker om, at de også skal være perfekte. Og der ER ikke nogen, der er perfekte. Men det er jo en læring, Lærke er kun 11 år, så tro mig, hun har mange år endnu, tænker jeg. Og, øh, (Martin griner) det er jo noget hun skal lære.

I løbet af dette uddrag posi­tio­ne­rer Martin Lærke som per­fek­tio­ni­stisk og udfolder en bekym­rende for­tæl­ling knyttet hertil, som vækker genklang fra året før. Et pro­ble­ma­ti­se­rende for­tæl­lespor, hvor Lærke ifølge Martin bliver ked af det og stiller for høje krav til sin omverden. Pro­ble­ma­ti­se­rin­gen ligger her i, at kun det perfekte er godt nok for Lærke, men at det perfekte ikke findes.

Histo­ri­erne om Lærkes fokus på per­fek­tion kan også læses i forhold til et for­tæl­lespor om “det perfekte som nor­ma­li­tet­si­deal”. For­mu­le­rin­gen henter jeg fra under­sø­gel­ser af ung­doms­liv og trivsel, som blandt andet påpeger, at mange unge posi­tio­ne­rer sig selv i forhold til en “perfekt nor­ma­li­tet” og et gen­nem­gå­ende fokus på præstation:

Posi­tio­nen uden for den perfekte nor­ma­li­tet er en betyd­nings­løs position – man er ikke rigtigt noget eller nogen, når man ikke er perfekt. (Sørensen m.fl., 2017, s. 39)

Dette fokus på en perfekt nor­ma­li­tet kon­tek­stu­a­li­se­res i forhold til en række socio­lo­gi­ske analyser af samfundet som kon­kur­ren­ce­sam­fund (Pedersen, 2011) eller præ­sta­tions­sam­fund (Petersen, 2016). Mange af disse sam­funds­a­na­ly­ser skildrer imid­ler­tid også, hvorledes mennesker mistrives og bukker under for presset, idet dette ideal per defi­ni­tion er uop­nå­e­ligt (Petersen, 2016). Mistriv­sel og selvska­dende adfærd kan være en af stra­te­gi­erne til at fjerne sig fra en position som “uperfekt selv” (Sørensen m.fl., 2017). Pointerne om bagsiden ved denne stræben efter per­fek­tion og præ­sta­tions­kul­tur under­støt­ter det pro­ble­ma­ti­se­rende for­tæl­lespor, som Martin netop fremfører, hvor per­fek­tio­nisme pro­ble­ma­ti­se­res, og historier om Lærkes fore­stil­lin­ger om et perfekt, vidun­der­ligt liv kon­stru­e­res som et uop­nå­e­ligt ideal og en ure­a­li­stisk virkelighedsopfattelse.

I mine bestræ­bel­ser på at lytte efter andre mulige for­tæl­lespor kan skil­drin­gen af per­fek­tion og præ­sta­tion som sam­fund­sten­dens dog også læses i et andet lys. Hendes stræben efter per­fek­tion og succes kan også posi­tio­nere Lærke som et barn, der navigerer i forhold til de nor­ma­li­tet­si­de­a­ler, som hun møder på sociale medier, og som de fleste børn på hendes alder navigerer efter. Hermed bliver Lærkes adfærd og per­fek­tio­nisme ikke længere en del af et for­tæl­lespor om en anbragt piges ide­a­li­se­rede fore­stil­ling om en “normal verden”, som hun afgrænses fra på grund af sin opvækst og kate­go­ri­se­ring som barn anbragt på insti­tu­tion. Per­fek­tio­nen og hendes fokus på facade udgør således her ikke en for­tæl­ling om et barns over­drevne fan­ta­si­ver­den og en manglende evne til at skelne fantasi fra vir­ke­lig­hed. Det bliver en for­tæl­ling om et barn, der navigerer efter gældende normer i de arenaer, som hun færdes i uden for insti­tu­tio­nen og på sociale medier.

Rol­lemo­del­ler og realitetskorrigering

I for­tæl­lespo­ret om børn med forvræn­gede opfat­tel­ser af vir­ke­lig­he­den posi­tio­ne­rer Martin sig selv som en rol­lemo­del og for­stå­ende voksen, der har til opgave at hjælpe børnene med at justere deres for­vent­nin­ger og krav til sig selv og andre, så de bliver mere rea­li­sti­ske. Således kon­stru­e­rer histo­ri­erne også to diko­to­mier, hvormed Martin posi­tio­ne­res som både voksen og pro­fes­sio­nel over for Lærke og David som børn og anbragte. Disse diko­to­mi­ske posi­tio­ner kan bidrage til at legi­ti­mere Martins historier om, hvad der er rea­li­stisk og normalt, hvordan en “rigtig familie” ser ud, og hvad der ken­de­teg­ner vigtige værdier i et godt liv, som mere tro­vær­dige eller “sande”, end de fore­stil­lin­ger, som Lærke til­skri­ves, og de historier, hun fortæller. Denne posi­tio­ne­ring som rol­lemo­del og et fokus på rea­li­tetskor­ri­ge­ring af de anbragte børn og unges drømme og for­vent­nin­ger gælder ikke kun inter­viewene med Martin, men genfindes på tværs af det empiriske materiale med pædagoger, sags­be­hand­lere og ple­je­for­æl­dre. Et ple­je­for­æl­dre­par fremhæver eksem­pel­vis, at den 16-årige dreng, de har i pleje, er en “sol­strå­le­hi­sto­rie”, der i løbet af sin anbrin­gelse er blevet “meget mere rustet til den virkelige verden”.

Formålet med “særlig støtte til børn og unge” er ifølge Ser­vi­ce­loven, “at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme mulig­he­der for personlig udvikling, sundhed og et selv­stæn­digt voksenliv som deres jæv­nal­drende” (Ser­vi­ce­loven §46). Selvom der kan være mange for­skel­lige begrun­del­ser for en anbrin­gelse, ligger det implicit i lov­grund­la­get, at ple­je­for­æl­dre og insti­tu­tio­ner har en nor­ma­li­se­rende opgave i forhold til at give børnene og de unge nogle “bedre”, “sundere” eller mere almin­de­lige normer og værdier (Warming, Fjordside og Lavaud, 2017, s. 138 – 139). Anbrin­gel­sers nor­ma­li­se­rende sigte har også histo­ri­ske rødder. Således påpeger Inge Bryderup, at et fokus på fami­liepleje historisk set bygger på en ofte ide­a­li­se­ret for­tæl­ling om den “almin­de­lige” familie, der kan sikre “sunde omgi­vel­ser” for barnet og hermed udgør en kilde til god opdra­gelse og støtte (Bryderup, 2017). Dette nor­ma­li­se­rende sigte kan dog også være stig­ma­ti­se­rende og van­ske­lig­gøre ind­dra­gel­sen af de anbragte børn og unges per­spek­ti­ver. Som Louise Harkes skildrer, kan selve processen med at lave hand­le­pla­ner og ind­sats­mål give anbragte børn og unge ople­vel­sen af at være unormale. Ligesom de ikke oplever at blive inddraget, når de pro­fes­sio­nelle opstiller målene i hand­le­pla­nerne, og hermed definerer hvad der kan være de “rette” måder at have venskaber på, leve sundt eller vælge uddan­nelse (Harkes, 2021, s. 210 – 216).

En dobbelt posi­tio­ne­ring som “barn” og “anbragt” – svære betin­gel­ser for inddragelse

Det kritiske blik fra childism-per­spek­ti­­vet opfordrer til at tage børns per­spek­ti­ver, ople­vel­ser og hand­lin­ger seriøst, og samtidig kaste et bredere blik på, hvordan vok­sen­cen­trede normer sam­men­væ­ves med andre mag­t­re­la­tio­ner (Wall, 2022). I nær­væ­rende artikel er det forholdet mellem pro­fes­sio­nel og borger/anbragt, der for­stær­ker mag­t­re­la­tio­nen mellem posi­tio­nerne som barn og voksen. Et childism-per­spek­tiv kan her bidrage til at fremhæve, hvordan voksne, pædagoger, ple­je­for­æl­dre mv. struk­tu­relt således posi­tio­ne­res i en over­ord­net position i forhold til børn og unge. Qua en til­skre­vet sårbarhed og udsat situation, skal de modtage guidning i livs­fø­relse og accep­table normer – både i forhold til at være “rigtige børn” og blive “gode sam­funds­bor­gere”. Det skaber svære betin­gel­ser for at inddrage og lytte til de anbragte børns per­spek­ti­ver og ønsker, når pædagoger og andre fag­pro­fes­sio­nelle posi­tio­ne­res som dem, der “ved bedst”, grundet deres dobbelte position som både voksne og professionelle.

Mine analyser viser, hvordan en skelnen mellem fantasi og vir­ke­lig­hed bringes i spil på for­skel­lige måder i pro­ble­ma­ti­se­rende historier om børn og unge. Davids bekym­rin­ger og vilje til at skulle passe på sin mor afviger fra normen om at forældre forventes at passe på deres børn og ikke omvendt. Skellet mellem fantasi og vir­ke­lig­hed asso­ci­e­res her til kon­struk­tio­nen af “normale” børn og voksne, og hermed kommer pro­ble­ma­ti­se­rin­gen af Davids adfærd til at fremstå som et spørgsmål om en forvræn­get opfat­telse af vir­ke­lig­he­den, hvor pæda­go­gerne skal hjælpe ham til at tilegne sig en bedre rea­li­tets­sans. Lidt firkantet sagt, kan man sige, at rea­li­tetskor­ri­ge­rin­gen både begrundes med, at de er børn (umodne, irra­tio­nelle, fan­ta­si­fulde) og at de er anbragte (uden kendskab til “normale” familier og livs­fø­relse), og hermed udgrænses deres ønsker og drømme som mindre relevante at inddrage eller lytte til.

Det er her, at Davies emergente lytning kan under­støtte et childism-per­spek­tiv, fordi det opfordrer til at dvæle ved og udforske betyd­nin­ger og for­tæl­lespor, som vi endnu ikke ved hvor fører hen. Også selvom det kan forstyrre etab­le­rede for­stå­el­ser af tingenes tilstand og posi­tio­ne­rin­gen som voksen eller pro­fes­sio­nel, der “ved bedst”. I en anden læsning af Martins historie om episoden med David og drengens replik om, at “ikke alle voksne kan passe på sig selv” – inviterer Davids adfærd til at genover­veje omfanget og måden, hvorpå børn kan invol­ve­res i deres fami­lie­med­lem­mers sårbare situation. Måske kunne man gå endnu mere på opdagelse i Davids mistillid til hjæl­pe­sy­ste­mer samt mulig­he­derne for at realisere hans ønske om at drage omsorg? Uden at negligere den sårbarhed han samtidig udviser. I forhold til Lærke kunne det være, at hendes drømme og ønsker til en (pleje)familie indebærer en kritik af de vilkår og rammer hun lever i som anbragt og på et opholds­sted? Samt en drivkraft til at opnå succes på en række parametre og ikke lade sig nøje i et samfund, der lægger vægt på mate­ri­elle ting og skønhed? At forfølge disse andre for­tæl­lespor kan også fordre andre hand­lin­ger fra bl.a. de voksnes side, fordi det ikke længere peger på en (ned)justering af børnenes for­vent­nin­ger og adfærd, men også kunne lægge op til at skabe andre rammer og mulig­he­der omkring børnene. Mine alter­na­tive læsninger af mate­ri­a­let udgør ikke bedre eller mere rigtige for­stå­el­ser, men er et forsøg på at udvide blikket for mulige for­stå­el­ser af børnenes udsagn og handlinger.

Blandt barndoms- og ung­doms­for­skere er det ikke noget nyt at inter­es­sere sig for børns fantasier og utopier. Eksem­pel­vis er frem­tids­værk­ste­der og kritisk utopisk aktions­forsk­ning en yndet metode og tilgang til at inddrage børn og unges per­spek­ti­ver og fremme deres del­ta­gelse i for­an­drin­ger af praksis (Alminde og Warming, 2020, s.343). I en udforsk­ning af hvad “børns utopier” kan indebære, påpeger Kim Rasmussen, at bør­ne­for­ske­res interesse herfor netop kan skabe viden om børns “kritik(ker) af nutiden via deres drømmende tænkning om fremtiden” (Rasmussen, 2014, s. 215). I mod­sæt­ning til at affeje det til­sy­ne­la­dende fan­ta­si­fulde som irre­le­vant eller en bekræf­telse af en under­ord­net position som anbragt barn, der “har meget at lære”. I så fald risikerer ind­dra­gel­sen af deres per­spek­ti­ver at blive begrænset til det, som passer ind i eksi­ste­rende anta­gel­ser og normer om for­nuf­tige valg og rea­li­sti­ske ønsker. I tråd med Davies opfor­dring om at “lytte” til børn, handler det om nys­ger­rigt at gå på opdagelse i det endnu ude­fi­ne­rede, som over­skri­der etab­le­rede for­stå­el­ser. Hvis man i forskning og praksis ønsker i højere grad at inddrage børn og unges per­spek­ti­ver, ligger der et uud­for­sket poten­ti­ale i at lytte til og forfølge til­sy­ne­la­dende fan­ta­si­fulde, ure­a­li­sti­ske eller utro­vær­dige ytringer og drømme.

Refe­ren­cer

Alminde, Sarah (2021) Bør­ne­per­spek­ti­ver i fami­li­e­ret­lige sager: Til­bli­velse, posi­tio­ne­ring og ind­dra­gelse. Ph.d.-afhandling, Institut for Sam­funds­vi­den­skab og Erhverv, Roskilde Universitet.

Alminde, Sarah og Hanne Warming (2020) “Future workshops as a means to demo­cra­tic, inclusive and empowe­ring research with children, young people and others”, Qua­li­ta­tive Research, Vol. 20(4) 432 –448

Bryderup, Inge M. (2017) “Del I: Fami­liepleje i et historisk og soci­al­po­li­tisk per­spek­tiv”, i Inge M. Bryderup, Mie Engen og Sune Kring (red.) Fami­liepleje i Danmark. Aarhus: Klim [pre-print version], s. 14 – 74.

Davies, Bronwyn (2014) Listening to Children. Being and Becoming. New York: Routledge.

Davies, Bronwyn og Rom Harré (1990) “Posi­tio­ning: The discur­sive pro­duction of selves”, Journal for the Theory of Soci­al­be­haviour, 20(1), s. 43 – 63.

Egelund, Tine, Pernille Skovbo Chri­sten­sen, Turf Böcker Jakobsen, Tina Gudrun Jensen og Rikke Fuglsang Olsen (2009) Anbragte børn og unge – en forsk­nings­over­sigt. 09:24. København: SFI – Det Nationale Forsk­nings­cen­ter for Velfærd.

Gubrium, Jaber F. og James A. Holstein (2009) Analyzing Narrative Reality. Thousand Oaks: SAGE Publications.

Harkes, Louise (2021) “Jeg gad godt, de skrev en ny”: En under­sø­gelse af kom­plek­si­te­ten i hand­le­plans­pro­ces­ser i myn­dig­heds­ar­bej­det med børn og unge i udsatte posi­tio­ner. Ph.d.-afhandling, Institut for Sam­funds­vi­den­skab og Erhverv, Roskilde Universitet.

James, Allison, Chris Jenks og Alan Prout (1999) Den teo­re­ti­ske barndom. København: Gyldendal.

Kaiser, Karen (2012) “‘Pro­tecting Con­fi­den­ti­a­lity”, i Jaber F. Gubrium, James A. Holstein, Amir B. Marvasti og Karyn D. McKinney (red.) The SAGE Handbook of Interview Research: The Com­ple­xity of the Craft. Thousand Oaks: SAGE Publi­ca­tions, s. 457 – 464.

Lavaud, Manon Alice (2018) Et mylder af historier. Kon­struk­tio­ner og for­hand­lin­ger af nor­ma­li­tet og afvigelse i for­tæl­lin­ger om børn og unge i udsatte posi­tio­ner. Ph.d.-afhandling, Institut for Sam­funds­vi­den­skab og Erhverv, Roskilde Universitet.

Lavaud, Manon Alice (2020) “Pro­vo­ke­rende og til­knyt­nings­for­styr­ret? At udfordre pro­blem­for­tæl­lin­ger ved at lytte efter de andre historier”, Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift, s. 88 – 106.

Pedersen, Ove Kaj (2011) Kon­kur­ren­ce­sta­ten. København: Hans Reitzels forlag.

Petersen, Anders (2016) Præ­sta­tions­sam­fun­det. København: Hans Reitzels forlag.

Rasmussen, Kim (2014) “Børns utopier?” Psyke & Logos, 35, s. 212 – 228

Ser­vi­ce­loven (2022) Bekendt­gø­relse af lov om social service. LBK nr 170 af 24/01/2022

Sørensen, Niels Ulrik, Mette Pless, Noemi Katz­nel­son og Mette Lykke Nielsen (2017) “Picture Perfect. Præ­sta­tions­o­ri­en­te­rin­ger blandt unge i for­skel­lige ung­doms­livs­kon­tek­ster”, Tids­skrift for Ung­doms­forsk­ning, 17(2), s. 27 – 48.

Wall, John (2022) From childhood studies to childism: recon­structing the scholarly and social imag­i­na­tions, Chil­dren’s Geo­grap­hies, 20:3, 257 – 270.

Warming, Hanne (2011) Bør­ne­per­spek­ti­ver: børn som lige­vær­dige med­spil­lere i socialt og pæda­go­gisk arbejde. København: Akademisk Forlag.

Warming, Hanne, Signe Fjordside og Manon Alice Lavaud (2017) Det dobbelte blik. Se styrkerne i det særlige hos børn og unge i udsatte posi­tio­ner. København: Akademisk Forlag.

Wihstutz, Anne (2011) “Working vul­ne­ra­bi­lity: Agency of caring children and children’s rights”, Childhood, 18(4), s. 447 – 459.

Wihstutz, Anne (2017) “From Objects of Care to Citizens — Young Carers’ Citizens­hip”, i Hanne Warming og Kristian Fahnøe (red.) Lived Citizens­hip on the Edge of Society. Rights, Belonging, Intimate Life and Spa­ti­a­lity. London, Edinburgh, Bristol: Palgrave Macmillan, s. 175 – 197.


[1] Ana­ly­serne i denne artikel udgør således en redigeret og opdateret version af uddrag fra ph.d.-afhandlingen (Lavaud, 2018).

[2] Her anvendes beteg­nel­sen childism i tråd med ordet feminisme, mens det andre steder defineres modsat til at betegne selve diskri­mi­na­tio­nen mod børn, lig med ord som sexisme, racisme eller ableism.

  • Ph.d., adjunkt, Institut for Pæda­gog­ud­dan­nelse, Køben­havns Professionshøjskole.