Ytrings­fri­hed gælder også for børn

I den danske grundlov står, at alle har ytrings­fri­hed. Men spørgs­må­let er, om det i praksis gælder for børn og unge i Danmark. Medier og fagfolk indenfor det sociale område har ofte en fælles for­stå­else af, at skal børn under 18 år udtale sig, skal de for­ud­gå­ende have til­la­delse af en forældre eller værge. Vi står i et dilemma. På den ene side vil vi som vel­me­nende voksne beskytte børnene mod unødig eks­po­ne­ring. På den anden side kan vi som samfund gå glip af afgørende viden om børns ople­vel­ser og erfa­rin­ger. For nylig stod jeg som doku­men­tar­fil­min­struk­tør midt i netop det dilemma, hvilket førte mig på en rejse rundt i jura og etiske overvejelser.

”Tak”, siger Kayla på 17 år og prøver at tørre sine tårer væk. ”Tak, fordi jeg har fået lov til at fortælle min historie. Ikke kun for min egen skyld, men også for alle andre unges skyld.”

Det er min sidste optagelse med Kayla, som jeg har fulgt igennem et år, ligesom jeg har fulgt andre unge under 18 år, mens de forsøger at blive hørt af myn­dig­he­derne og få den, for dem, nød­ven­dige hjælp. For Kayla var situ­a­tio­nen den, at hun var blevet hjemløs efter at have været anbragt, lige siden hun var en lille pige. Da jeg møder hende, har hun boet på gaden i fem måneder og leder efter husly. Ligesom de øvrige med­vir­kende og juridisk set umyndige ønsker hun et trygt sted at bo. Med mit kamera kan jeg som uden­for­stå­ende opleve, at de unge føler sig oversete og talt ned til.

I takt med at kameraet doku­men­te­rer de unge i klemme mellem forældre og myn­dig­he­der, og jeg kigger mine opta­gel­ser igennem til en doku­men­tar­film om unges ret­tig­he­der, bliver jeg over­be­vist om, at det her er en historie, som skal ud i offent­lig­he­den og debatteres. 

Indtil videre har vi hørt om arbejds­pres­set i det offent­lige fra de ansatte selv. Ligesom vi har hørt forældre tale om, at deres børn uret­mæs­sigt bliver fjernet fra familien. Begge dele er relevante og vigtige historier. Vi mangler dog at høre børnenes version. Dem, vi har et særligt ansvar for at passe på. Nogle af disse børn er løbet hjemmefra, og opsøger kri­se­cen­tret, i dette tilfælde Joan­na­hu­set på Chri­sti­ans­havn, hvor jeg filmer, fordi de gerne vil have hjælp til at blive anbragt. Alle udtrykker kærlighed til for­æl­drene, og bærer på en stor sorg over at have forældre, der ikke magter opgaven at være voksne og omsorgsfulde.

Men ofte går noget galt, når de unge rækker ud efter hjælp. En ny rapport udar­bej­det af Videns­cen­ter om bør­ne­ind­dra­gelse og udsatte børns liv kon­klu­de­rer, at ”børn og unge ofte ikke oplever at blive inddraget” i deres egne sager, og rapporten efter­ly­ser mere fokus på ind­dra­gelse, som er tilpasset børn og unge (kilde: Soci­alsty­rel­sen 2022). I en Triv­sels­un­der­sø­gelse af anbragte børn og unges trivsel i 2020, svarer 43 pct. af de anbragte til­sva­rende, at de ikke blev taget med på råd, da det blev bestemt, hvor de skulle bo, ligesom hver tredje af de 15 – 17-årige svarer, at de gerne vil have mere ind­fly­delse på de beslut­nin­ger, der bliver taget i deres sag (kilde: VIVE 2020). 

Forældre i oppo­si­tion til børnene

For mig er alle disse under­sø­gel­ser med til at bekræfte, at der skal fokus på børns ret til at blive hørt både af myn­dig­he­der og af os som medier. Men her kommer dilemmaet. Det kræver jo for­æl­dre­nes til­la­delse at offent­lig­gøre en pro­duk­tion med deres børn som med­vir­kende. Hvordan får jeg til­la­delse fra forældre, som i forvejen har van­ske­ligt ved at magte for­æl­drerol­len? Forældre, som de unge føler sig utrygge ved? Jeg rækker for­søgs­vis ud til forældre for at fortælle om børnenes projekt i filmen, nemlig at fortælle om, hvordan de føler sig mis­for­stået af myn­dig­he­derne, og ikke får den hjælp de ønsker.

For­stå­e­ligt nok er det van­ske­ligt at nå ud til for­æl­drene med den præmis. Er der noget mere skamfuldt end at fejle som forælder?

Der er blandt for­æl­drene en frygt for at blive eks­po­ne­ret og en frygt for medier i det hele taget. Som en mor skriver til min producent og mig: ”Jeg vil ikke mødes med jer. Jeg har fået at vide, at sådan nogle som jer tager skjulte kameraer med og filmer uden tilladelse”.

En grund­læg­gende mistillid graver grøfter. Mine små forsøg falder hurtigt til jorden.

Enhver har ret til ytringsfrihed

Sammen med min producent går jeg til advokat i presse og medier, Vibeke Borberg. Hun er advokat med møderet for Højeste­ret, ph.d. i retsvi­den­skab med speciale i infor­ma­tions­ret, medieret og pres­se­e­tik. Og hun har været docent og forsk­nings­chef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Vibeke Borberg er ikke i tvivl om, at jeg som jour­na­list skal lade de unge under 18 år medvirke i vores doku­men­tar om børns rettigheder.

For at begynde i den strengt juridiske afdeling:

”Alle mennesker har ytrings­fri­hed. Også børn og unge,” fastslår hun.

Hun henviser til paragraf 77 i grund­loven: Enhver er beret­ti­get til på tryk, i skrift og tale at offent­lig­gøre sine tanker, dog under ansvar for dom­sto­lene. Censur og andre fore­byg­gende for­holds­reg­ler kan ingen­sinde på ny indføres.

Vibeke Borberg under­stre­ger, at grund­loven ikke står alene i den sag. I Den Euro­pæ­i­ske Men­ne­ske­ret­tig­heds­kon­ven­tions artikel 10 om ytrings­fri­hed står der nemlig: Enhver har ret til ytrings­fri­hed. Denne ret omfatter menings­fri­hed og frihed til at give eller modtage med­del­el­ser eller tanker, uden ind­blan­ding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

Der står desuden i FN’s Bør­ne­kon­ven­tion artikel 12, at et barn skal sikres ret til frit at udtrykke sine syns­punk­ter i alle forhold, der vedrører barnet. 

”Den Euro­pæ­i­ske Men­ne­ske­ret­tig­heds­kon­ven­tion har fået en stor betydning, fordi den fortolkes af Den Euro­pæ­i­ske Men­ne­ske­ret­tig­heds­dom­stol, der vejleder praksis. Det, der ken­de­teg­ner de to for­skel­lige bestem­mel­ser, er, at de begge siger, at ENHVER har ytrings­fri­hed,” forklarer Vibeke Borberg.

”At enhver har ytrings­fri­hed betyder, at der ikke er betin­gel­ser, der skal opfyldes for, at et menneske har ytrings­fri­hed.” Vibeke Borberg melder dog pas, når vi skal finde en for­kla­ring på, at jeg og de fleste af mine kolleger i medi­e­bran­chen altid per automatik er gået ud fra, at vi skal have forældres samtykke, inden vi beder unge under 18 år om at medvirke. Hun gætter dog på, at det skyldes, at børn og unge under 18 år i Danmark ikke er myndige. På mange dagblade og i mediehuse har man det som en regel, som jour­na­li­ster skal følge.

”De kan ikke låne penge i banken, købe en ejendom eller skrive under på en aftale. De har ikke det, vi juridisk kalder rets- og hand­le­evne. Det er så i medi­e­ver­de­nen blevet trans­for­me­ret til, at man skal have forældre eller anden værges samtykke til at medvirke i medierne.”

For mit eget ved­kom­mende stammer denne åbenbart rod­fæ­stede juridiske mis­for­stå­else angi­ve­ligt fra under­vis­nin­gen på jour­na­list­højsko­len, hvorfra jeg blev jour­na­list i 1992. Måske den stammer fra min ansæt­telse på Jyllands-Posten. Eller måske fra mine år som jour­na­list på DRTV. Jeg ved det ikke. Jeg har pligt­skyl­digt altid sikret mig forældres til­la­delse, når jeg har haft med børn at gøre, og har aldrig sat spørgs­måls­tegn ved det. Jeg har gjort det på linje med mine kolleger og har tænkt, at det er en vel­me­nende regel, der kan beskytte børnene. Indtil nu. Jeg har aldrig tidligere været bevidst om, at jeg måske over­t­rå­dte grundloven.

Skærper mediernes ansvarsfølelse

Det betyder selv­føl­ge­lig ikke, at jour­na­li­ster skal undgå sam­ar­bejde. Tværtimod skal medierne i så vid udstræk­ning som muligt søge sam­ar­bejde med for­æl­drene. Det mener Vibeke Borberg:

”Jour­na­li­sten må vurdere fra tilfælde til tilfælde. For den meget restrik­tive anven­delse af det princip, at der altid skal samtykke, betyder jo, at børn og unge  ikke kan komme til orde i medierne, hvis for­æl­drene ikke vil have det. Og den betyder jo især, at hvis de er i oppo­si­tion til forældre, skole eller insti­tu­tion, vil de have svært ved at få lov til at medvirke. Den stemme, de har, bliver ikke hørt. Når det er sådan, at du arbejder jour­na­li­stisk med børn og unge, hvor du ikke kan få eller ikke vil indhente forældres samtykke, så overtager du ansvaret for, at det her foregår på en ordentlig måde for børnene og de unge. Du er den, der sikrer, at I, i til­ret­te­læg­gel­sen, kontakten og offent­lig­gø­rel­sen, beskytter børnene mest muligt samtidig med, at deres historie kommer frem, og de får en stemme. ”

Jeg tænker, at det vil skærpe jour­na­li­sters bevidst­hed om ansvaret for børnene, når der ikke er en kære mor at læne sit hoved op ad. Og måske er det gået ud over børnene, når vi læner os op ad for­æl­dre­nes samtykke.

Jeg blev selv fartblind for nogle år siden, da jeg lavede en doku­men­tar om en kvinde, der levede af prosti­tu­tion. Hun ville gerne have, at børnene var med i filmen. Jeg blev selv fokuseret på, hvor vigtigt det var, at børnene deltog, fordi de blev mobbet i skolen pga. morens beskæf­ti­gelse. Jeg tænkte, at et nuanceret billede af mors job og liv ville løfte børnene ud af andres for­døm­melse. Men under pro­duk­tio­nen fik jeg en kollega til at se nogle klip fra doku­men­ta­ren, og han var ikke i tvivl. Børnene måtte ud af den film. Han havde næse og erfaring for, at det ville ramme børnene unødig hårdt. At det ville eksponere dem til skade for dem selv, fordi den offent­lige moralske dom over morens fag ville forfølge børnene. Det var ikke i deres interesse, når det kom til stykket. Og når jeg tænker tilbage på det, så tror jeg egentlig ikke, at de ytrede interesse i at medvirke. Det var deres mors film. Børnene kom ikke med i filmen. Og jeg takker min kollega for opmærksomheden.

Højeste­rets skelnen

Der er ingen domme fra Højeste­ret, der specifikt omhandler børn og unges ytrings­fri­hed. Men Højeste­ret har i en række domme taget stilling til spørgs­må­let i forhold til andre juridisk set sårbare.

I en sag fra 1989 drejede det sig om, hvorvidt Ekstra Bladet i for­bin­delse med en arti­kel­se­rie om psy­ki­a­tri­ske hospi­tals­pa­tien­ters forhold kunne bringe billeder af patienter på det psy­ki­a­tri­ske hospital Nordvang og offent­lig­gøre navne på patienter i arti­kel­se­rien. Selv om dommen er gammel, er den ifølge Vibeke Borberg stadig ledende.

Sagen var anlagt af pårørende, som mente, at Ekstra Bladet var for­hin­dret i at bringe artik­lerne på grund af manglende samtykke. Højeste­ret gav ikke de pårørende ret. Der forelå ganske vist ikke gyldige samtykker fra de to patienter i strikt juridisk forstand, fordi de led af sinds­syg­dom. Men omtalen og foto­gen­gi­vel­sen var sket som led i en saglig reportage af betydelig nyheds- og infor­ma­tions­værdi og til­ret­telagt i sam­ar­bejde med overlæger og ple­je­per­so­nale fra Nordvang, og da de med­vir­kende selv havde indvilget i del­ta­gel­sen, var der ikke grundlag for at nedlægge forbud mod artikelserien.

Omvendt står Højeste­rets afgørelse fra 2021 om adgangen til at vise skjulte optagelse af en dement ple­je­hjems­be­boer, der i en periode var blevet filmet med skjult kamera til brug for en doku­men­tar­ud­sen­delse. Aarhus Kommune, som havde ansvaret for kvinden, mente, at når hun ikke selv kunne give samtykke til offent­lig­gø­relse af opta­gel­serne, kunne de ikke vises. Og det fik kommunen medhold i.

”Kendelsen er vigtig, fordi den bl.a. fastslår, at det ligger uden for rammerne af en værges og de pårø­ren­des befø­jel­ser at give samtykke til medvirken i en tv-udsen­­delse, der angår en andens per­son­lige forhold. Det er som udgangs­punkt kun den med­vir­kende selv, der kan det, også selv om ved­kom­mende er umyndig,” forklarer Vibeke Borberg.

Højeste­ret fandt, at det måtte have været muligt for TV 2 at belyse de kri­tisable forhold på ple­je­hjem­met uden at bringe skjulte opta­gel­ser af kvinden i meget intime situ­a­tio­ner, og at vide­re­gi­vel­sen af opta­gel­serne i tv-udsen­­del­­sen var en krænkelse af hendes ret til privatliv, som ikke opvejede emnets offent­lige interesse og udsen­del­sens infor­ma­tions­værdi. Da kvinden ikke selv havde indvilget i del­ta­gel­sen, kunne opta­gel­serne ikke vises.

Set fra mit, min pro­du­cents og de unges per­spek­tiv har deres for­tæl­lin­ger fra Joan­na­hu­set ’væsentlig sam­funds­mæs­sig interesse’, fordi den handler om, at børn og unge kæmper for at komme væk hjemmefra på grund af for­hol­dene i hjemmet og oplever at blive afvist af myn­dig­he­derne. De unge får igennem deres del­ta­gelse i filmen mulighed for at sætte fokus på en sam­funds­mæs­sig udfor­dring og pege på et for dem konkret problem. Det er klart, at for­æl­drene er blevet spurgt, om de vil kom­men­tere på de ting, som bliver sagt om dem, som er god skik i alt journalistik.

Det skærpede ansvar i praksis

Med den for mig nyop­da­gede jura i hånden er jeg klar over, at mit ansvar er blevet skærpet. Derfor har jeg bl.a. kontakt med orga­ni­sa­tio­nerne Børns Vilkår og De Anbragtes Vilkår under pro­duk­tio­nen angående børnenes del­ta­gelse. Begge orga­ni­sa­tio­ner udtrykker som udgangs­punkt skepsis over at lade unge deltage i medierne med egne historier, fordi de tit har oplevet, at de unge fortryder del­ta­gelse senere i livet eller nu og her ikke bryder sig om frem­stil­lin­gen af deres historie.

Signe Fjordside, ph.d. og pro­jekt­le­der i De Anbragtes Vilkår uddyber:

”Men i prin­cip­pet er alder ikke afgørende. Et bedre udgangs­punkt er at vurdere fra gang til gang. En 14-årig kan jo lige så godt være i stand i til at overskue kon­se­kven­serne af en medvirken, som en voksen kan det. Det, der i vir­ke­lig­he­den spiller en rolle, er børn og unges evne til at forstå, hvad der skal ske. Og her har ikke bare jour­na­li­ster, men også forskere, lærere og pædagoger et øget ansvar. Hvad kan kon­se­kven­serne være for den enkelte. Vi ved i De Anbragtes Vilkår hvor svært det kan være også for voksne at stå frem og fortælle deres historie. Derfor bruger vi selv i vid udstræk­ning anonymisering.”

Tilbage i min medi­e­an­de­dam tænker jeg, at det er vigtigt for os at huske på, at børn og unge i udsatte posi­tio­ner ikke har været igennem dyre medi­e­kur­ser, som efter­hån­den alle Danmarks ledere har været det. Når vi som jour­na­li­ster står med et barn, så kræver det vores største etiske kom­pe­ten­cer – også i yderste fald at lade en gen­nem­re­sear­chet tids­kræ­vende historie falde, hvis det viser sig, at offent­lig­gø­relse vil skade barnet.

Nogle af de tips, der kan være med til at sikre de unge er at garantere dem, at de to år efter en films udgivelse kan vælge at blive klippet ud. De unge ser alle klip og/eller artikler igennem med ret til for­try­delse inden offent­lig­gø­relse. Som i alle andre udgi­vel­ser, tjek at oplys­nin­gerne er rigtige. Få kolleger og fagfolk indenfor det sociale område til at være ’djævlens advokater’ – er det her nødvendigt?

De unge fra Joan­na­hu­set er ikke i tvivl. De vil have luft. Kayla siger:

”Ingen troede på, at jeg var hjemløs. Gå dog hjem, sagde en fyr. Unge er da ikke hjemløse. Men jeg havde ikke noget hjem. Min sags­be­hand­ler havde sagt, at jeg skulle tage hjem til min mor. Det kunne jeg jo ikke. Min mor har aldrig kunnet tage sig af mig. Den nat sov jeg i Køben­havns Lufthavns kælder.”

Refe­ren­cer

Soci­alsty­rel­sen (2022): Børn og unges Børn og unges ind­dra­gelse i

Myn­dig­heds­sags­be­hand­ling på børne- og ungeområdet

En viden­sind­sam­ling under Videns­cen­ter om

bør­ne­ind­dra­gelse og udsatte børns liv. For­fat­tere: Tea Tor­ben­feldt Bengtsson og Sofie Henze-Pedersen

VIVE (2020): Anbragte unges trivsel 2020

Triv­sels­un­der­sø­gelse blandt anbragte 15- og 17-årige, 2014 – 2020. VIVE – Viden til Velfærd

Det Nationale Forsk­­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Velfærd. For­fat­tere: Mette Lausten & Asger Graa Andreasen