I denne artikel udforsker vi fritidslivets udspændtheder for unge, der er anbragt på børne- og ungehjem. Hvilke særlige betingelser er der for de unges fritidsliv og frihed til at selv at styre tiden, når deres hjem er nogle andres arbejdsplads – og når fritiden også er der, hvor der er forventninger om at arbejde med udviklingsmål og deltage i pædagogiske aktiviteter? Gennem artiklen viser vi, hvordan unge på forskellige måder skaber smuthuller – ved at udfordre og skubbe til de dominerende tidslige rammer og krav til deres såkaldte frie tid i de institutionelle rum. Artiklen viser, hvordan disse smuthuller kan være udtryk for måder at skabe lommer af frihed og et ungdomsliv udenfor en skemalagt tid og et voksenstyret rum.
Indledning
Fritidslivet på børne- og ungehjem er udspændt mellem såkaldt fri tid og pædagogisk rammesætning: Den frie tid er på den ene side de unges egen, men på den anden side er der pædagogiske intentioner om udvikling. De unge skal noget med deres tid: De skal bidrage til fællesskabet ved f.eks. at hjælpe med at gøre rent og lave mad, lave lektier og de skal indgå i sociale fællesskaber. Børne- og ungehjem er på den måde øvelses-hjem med ritualer, der rammesætter hverdagslivet. Man øver sig på hverdagen. På relationer. På at gå i skole. På at gå til noget i fritiden. Det er elementer som selvfølgelig også indgår i andre typer af hjem, hvor forældre også monitorerer børns og unges tid, aktiviteter og forpligtelser. Børn og unge udenfor institutioner er også på forskellige måder underlagt styring og kontrol, men deres fritidsliv er underlagt andre betingelser. Sammenlignet med jævnaldrende deltager væsentligt færre børn og unge i anbringelse i organiserede fritidsaktiviteter, ligesom de markant sjældnere besøger eller får besøg af venner (Lausten m.fl. 2023, 2025). De Anbragtes Vilkår har i projektet: ”Et rigtigt hjem” fremhævet vigtigheden af, at børn og unge på børne-og ungehjem kan besøge og få besøg af venner og deltage i fester på lige fod med andre i teenageårene. Ligesom de efterlyser bedre støtte til fritidsaktiviteter – hvor de voksne både motiverer og muliggør deres deltagelse i selvvalgte, organiserede fritidsaktiviteter. Ligeledes peger de på, at fritidsaktiviteter ikke skal blive endnu et krav og at det respekteres, når de unge ikke har brug for eller ønsker det fokus (De Anbragtes Vilkår 2021).
I forhold til fritidslivets særlige betingelser på børne- og ungehjem bliver et vigtigt spørgsmål, hvordan børn og unge navigerer i og forhandler de institutionelle rammer, de er underlagt? Hvornår har de egentlig fri, når deres hjem er andres arbejdsplads (Dorrer et al. 2010)? Og hvad har de lov til at gøre med deres frie tid og fritidsliv, når de samtidig indtræder i et pædagogisk rum, der har intentioner og mål for dem, så snart de kommer hjem fra skole? I behandlingspædagogik, herunder særligt miljøterapeutiske tilgange, som er rammesættende på mange børne- og ungehjem i Danmark, er det stedets tidsstrukturering af hverdagens rutiner og gøremål, der er omdrejningspunktet (se Espersen 2010, Egelund & Jakobsen 2011). I denne forståelse bliver det pædagogikkens formål at de voksne gennem krav og anvisninger lærer børnene en ønsket adfærd (Schwartz 2014: 72). Det betyder, at de unge, der er anbragt på et børne- og ungehjem, kan opleve at blive monitoreret over hele dagen, og at deres egen tid ikke er fri. Hverdagsrutiner, måltider, praktiske gøremål som oprydning, tøjvask, bad, og måder at deltage på, eller ikke deltage på, inden for institutionens rammer – fællesrum såvel som ens eget værelse- bliver steder, hvor deres gøren og laden er genstand for de voksnes vurderinger, krav og udviklingsbestræbelser. Når de voksne går hjem fra arbejde, er der blevet noteret i dagbøger om de unges deltagelsesmåder i institutionens notatsystemer, hvorfra nye voksne kan tage fat.
I denne artikel fremanalyserer og diskuterer vi , hvordan unge på forskellige måder skaber smuthuller – ved at udfordre og skubbe til de dominerende tidslige rammer og krav til deres såkaldte frie tid, der udspiller sig i og på tværs af institutionelle rum. Artiklen viser, hvordan disse smuthuller kan være udtryk for måder at skabe lommer af frihed og et ungdomsliv udenfor en skemalagt tid og et voksenstyret rum. Teoretisk er artiklen inspireret af Flaherty, Dalgaard og Meinerts begreb om time work og temporal agens (2020) som vi samtænker med diskussioner af, hvordan det at rømme1 institutionelle liv, frem for at blive anskuet som isolerede begivenheder af ”runaway”, kan forstås som ”running-around” (Bartoszko, A. & Herland, M.D. 2024). Vi præsenterer i artiklen et begreb, vi kalder smuthuller, som med inspiration fra de nævnte teoretiske greb former en linse for at forstå og diskutere, hvordan unge, der er anbragt, skaber handlerum og agens igennem særlige måder at tage tiden tilbage og ved at skabe tidssprækker udenfor den institutionelt skemalagte tid.
Metode og etik
Denne artikel tager afsæt i etnografisk feltarbejde på tre forskellige børne- og ungehjem med fokus på unges perspektiver og navigationer udført som led i det igangværende 3‑årige forskningsprojekt: ”Nye relationelle horisonter for institutionsanbragte børn og unge: Ensomhed og tilhør” (2024 – 2027). Projektet har to spor: Et ungespor og et professionsspor. Denne artikels forfattere arbejder i ungesporet, og der inddrages i denne artikel ikke empirisk materiale fra professionssporet, da det følger en anden tidslinje og først netop er opstartet. Udarbejdelsen af det empiriske materiale er forløbet over en periode på 1,5 år på tre børne- og ungehjem tre forskellige steder i Danmark. For at minimere forstyrrelser i hverdagslivet har hvert børne- og ungehjem haft én og samme forsker tilknyttet i hele perioden. Projektet arbejder med udgangspunkt i en situeret og processuel etisk bevidsthed. Det betyder blandt andet at etiske refleksioner og arbejdet med informeret samtykke ikke sker i et vakuum og ej heller er noget vi kun forholder os til ved projektets start. Etik er situeret og udgøres af en særlig kontekstsensitivitet for og med dem der samarbejdes med (Das, 2012, se også Mol 2009). Vi har inden feltarbejdet arbejdet med informeret samtykke og har udarbejdet oplysningsbreve og pjecer om projektet til de unge, deres pårørende og de professionelle på børne-og ungehjemmene som er blevet sendt ud og hængt op på børne-og ungehjemmenes fællesområder. Derudover har vi indledende deltaget i unge/beboermøder på børne- og ungehjemmene for at sikre os at de unge selv godkendte vi kom, og at vi ikke alene gik igennem de professionelle. Feltarbejdet er startet i de institutionelle rammer, ved at vi indledningsvist over længere tid opholdt os i fællesrum på børne- og ungehjemmene, hvor vi gik til hånde, hjalp med at lave mad, lektier og deltog i spilleaftner og så film med de unge. Gradvist i det omfang de unge inviterede os til det, fulgte vi dem til fritidsaktiviteter, arbejde og fritidsliv udenfor børne- og ungehjemmet. I forbindelse med feltarbejdet har vi anvendt forskellige multisensoriske og involverende metoder for at blive i stand til at lytte aktivt og empatisk til de unge (Davies 2014) og få deres stemmer, tavse ytringer og kroppe i spil for at forstå hvilke relationelle horisonter, der er eller bliver betydningsfulde for dem. Vi har arbejdet med kollektive digtværksteder (Steno 2025), ungeværksteder inspireret af fremtidsværksteder (Alminde & Warming 2020; Warming, Fjordside & Lavaud 2017), gående interviews og lyttevandringer (Falkenberg 2023; Rasmussen 2017; Steno 2023) og tidslinje interview (Adriansen 2012).
Tværlæsninger af det empiriske materiale på tværs af de tre institutioner er sikret ved, at vi dels har kodet efter fælles tematiske koder i NVIVO og har arbejdet med kollektive empiri- og analyseværksteder, hvor vi har identificeret modsætninger, sammenfald og udspændtheder på tværs af materialet.
Smuthuller – time work & “running-around”
Tid er en mærkelig størrelse, usynlig, men samtidig altid tilstedeværende. Tid kan opleves som en baggrund mod hvilken begivenheder og situationer udfolder sig. Tiden både sker, mens vi mødes, sover, spiser, forelsker os, skændes. Og tid strukturerer vores dag, som når vi kigger på uret for at orientere os i forhold til, om vi er for sent eller for tidligt på den ift. både vores egne rutiner og dominerende sociale normer i samfundet om for eksempel at stå op til en ”fornuftig” tid og gå i seng før det er ”alt for sent”, så vi får noget ud af næste dag. På mange måder er det gennemgående, at tid ofte opleves som noget, der sker for os. Uanset hvad vi gør – eller ikke gør – løber, snegler, kravler tiden afsted.
Med begrebet timework (oprindeligt udviklet af Flaherty) peger Flaherty, Dalgaard og Meinert (2020) på, hvordan mennesker også former deres egen tid— og hvordan de kæmper imod tidsmæssig undertrykkelse og skaber mening på forskellige måder. Forfatterne argumenterer for, hvordan begrebet timework kan bruges til at forstå, hvordan vi kan forsøge at kontrollere, manipulere og tilpasse vores egen tidslige oplevelse og på den måde tage handlekraften tilbage i det, der måske ellers kan opleves som en tidslig determinisme (ibid:13). I den sammenhæng er det selvfølgelig vigtigt at påpege, at timework rummer en ulighed. Vi har ikke alle de samme muligheder og betingelser for at forme og ændre vores tid. Mennesker med et stort økonomisk råderum kan for eksempel lettere skabe mere fri tid ved at ansætte assistenter, chauffører, kokke mv., mens mennesker der lever under trange økonomiske kår, og er fastholdt i dårligt betalte job med ufleksible arbejdstider og normer, ikke har samme muligheder for at forme deres egen tid. På samme måde stiller muligheder for at forme og skubbe tiden sig forskelligt for unge, der er anbragt: Unge der har begrænset eller intet samvær udenfor institutionen, unge der ikke har adgang til telefoner eller som skal holde sig på matriklen i weekenderne, har sværere betingelser for deres timework. På trods af disse ulige betingelser er pointen med timework at pege på, at vi har forskellige måder at påvirke, gøre modstand mod og forme tiden. Begrebet timework behøver ikke forstås som en modstandsform, som vi har fremhævet det her, det kan også være udtryk for måder at organisere eller optimere tiden, men i denne artikel er vi optaget af, hvordan tid praktiseres på forskellige måder og i kontekster, som sker i modstand til de dominerende forståelser af tid og voksenstyrede rum. Det er vi, fordi det er den type timework vi primært har set på vores feltarbejder, og som er underlagt en særlig intentionel tidsstyring.
Vi er i den sammenhæng inspirerede af Lisa-Jo K. van den Scott (2020), der peger på, hvordan Inuit folk i Canada gør modstand mod vestlige kulturelle idealer om tidsstyring igennem skemaer og klokketid ved at praktisere Inuittid, hvorigennem de konsekvent nægter at overholde eller følge f.eks. en skemalagt tid, fastlagte mødetider eller sovetider . De modstandsformer kan i et vestligt perspektiv opfattes som udtryk for en upålidelig, ugidelig eller doven handlemåde, men er faktisk udtryk for bevidste forsøg på at bekræfte inuitternes identitet og modstå den vestlige kulturs indtrængen i deres tid og rum. Selvom børne- og ungehjem i Danmark udgør en helt anden kulturel og historisk kontekst, vil vi i artiklens analytiske afsnit argumentere for, at lignende modstandsformer og timework gør sig gældende i de unges måder at gøre tid og forme, udfordre og skubbe til de tidsstyringer, som de institutionelle liv tilbyder.
For at udvikle det begreb vi kalder smuthuller, kobler vi i artiklen ovenstående forståelse af timework med Bartoszko & Herlands (2024) pointe om, at det at unge rømmer deres anbringelsessteder kan være udtryk for en kommunikation om et behov for mere frihed . Det kan være et break, det kan ses som et sundt afbræk, og som ikke nødvendigvis er et brud, men en del af en kontinuitet: At rømme kan være en måde at skabe sig et liv, der er værd at leve. Bartoszko & Herlands forskning peger ind i nødvendigheden af at undersøge rømning fra et ikke-individualiseret perspektiv. Hvor der tidligere (og måske fortsat) er meget fokus på den unges ”iboende mentale problemer”, ”kravafvisende adfærd” eller ”manglende tilpasning” ift. rømning, så peger deres forskning på, at rømning kan være en del af det institutionelle liv. Rømning kan være udtryk for en kreativ mobilitet, og det er ikke nødvendigvis en lineær proces, hvor man løber fra a til b. Det er i stedet en ”movement of resistance” (ibid). Forfatterne foreslår derfor, at man i stedet for at tale om at løbe væk (run-away), taler om running around i anerkendelse af, at de unges liv både er på institutionen og udenfor institutionen. De unge har netværk virtuelt og fysisk andre steder end børne- og ungehjemmet og skolen, og det at høre til kan foregå og udfolde sig i andre relationelle horisonter end dem, der tilbydes på institutionen. I den sammenhæng er det selvfølgelig vigtigt ikke at komme til at overse, at nogle institutioner kan være meget uhensigtsmæssigt kontrollerende, og at det at rømme her er udtryk for reel mistrivsel og modstand, ligesom det at rømme kan være farligt, fordi de unge fx kan være nødt til at prostituere sig og leve på gaden. Men pointen er her at pege på, at det er vigtigt også at undersøge og være nysgerrig på, om det er udtryk for agens, når unge løber rundt i stedet for pr. automatik at forstå det som ”problematisk adfærd”.
Med begrebet smuthuller samtænker vi de to ovenstående teoretiske greb – timework & running around – for at få blik for, hvordan unge der er anbragt, udfordrer de skemalagte tider i det institutionelle liv og former smuthuller i andre tidlige rum, som muliggør et andet ungdomsfritidsliv. Et ungdomsliv hvor fritidslivet også kan bestå af bare at hænge ud, dase, blive væk. Et ungdomsliv, hvor adgangen til fx den biologiske familie og kærester på den anden side af jorden bliver mere smidigt og ikke-skemalagt, fordi man finder muligheder for at være på nettet på andre tider af døgnet eller møder andre unge og voksne udenfor hjemmet.
Med det teoretiske greb ridset op, vil vi nu invitere jer med ind i fortællinger fra nogle af de unge, der er anbragt på de børne- og ungehjem, hvor vi har lavet feltarbejde, for at diskutere, hvordan de henholdsvis skubber til og former tiden for at skabe rum for andre ungdomsliv – og hvordan de ”løber rundt omkring” (running-around) udenfor det institutionelle liv for at skabe smuthuller af fri tid. I den følgende feltnote møder vi Olivia, der bruger en stor del af sin fri tid væk fra det børne- og ungehjem, hvor hun bor.
”Jeg gider ik´ ligne en taber”
Jeg (feltarbejderen) går rundt i en fremmed provinsby i mine egne tanker, efter et oplæg, da der pludselig er én, der råber ”Hej!” og jeg kigger lidt forvirret rundt. Det er Olivia, fra børne- og ungehjemmet hvor jeg laver feltarbejde, der har råbt til mig. Hun smiler og vinker mig over i sine oversized jeans med guld broderi, sorte hættetrøje og sort cap. Hun står og damper vaper og dimser rundt med en sprøjte med en hvidlig væske og som er til ”én” hun venter på. Cat er der også og 3 – 4 andre unge, som jeg ikke har set før. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er her hun er, når hun ”forsvinder” fra børne- og ungehjemmet. Der er noget ved situationen, de andre unge, den måde hun hænger op af et vejskilt på, piller ved de klistermærker der er sat op, som giver mig en fornemmelse af, at det ikke bare er et tilfældigt by-hjørne, men, at det er hendes sted.
Et par dage senere sidder jeg i det fælles opholdsrum på børne- og ungehjemmet, da Olivia kommer hjem og dumper ned i sofaen ved siden af mig, stadig med jakken på. Hun fortæller med et glimt i øjnene at den nye vikar har været oppe at slås med Bandidos. ”Hvad har du gang i for løgnehistorier” siger pædagogen Mogens. Snakken fortsætter om en anden rockergruppe, og der er en jokende diskussion om, hvorvidt de er de nye Loyal to Familia eller ej. Olivia forsvinder lidt ind i sin telefon, kigger så pludselig op igen og spørger ud i rummet, om der er nogen der kender nogle særlige blanke kort, man kan bruge til at snyde, når man betaler.
”Hvordan finder du ud af de ting?” spørger Mogens, ”googler du, hvordan scammer man mest i 2025?” Olivia griner, ”ja mand, fandt det på Youtube”. ”Hvad med at gå med aviser i stedet for? Der er så meget du kunne gøre for at tjene nogle penge,” siger Mogens. ”Jeg gider sgu da ikke kun tjene 350 kr.” siger Olivia så.
”Det er vel bedre end ingenting?” ”Nej”, svarer Olivia og tilføjer: ”Og jeg gider heller ikke gå rundt med aviser og ligne en fucking taber”.
Olivia viser mig grinende videoer på sin telefon. ”Jeg er mega forpustet der,” forklarer hun, mens vi ser videoer, hvor hun sammen med 3 andre unge smider kanonslag i skraldespande. Pakker kanonslagene ind i deodoranter, så de eksploderer. ”Hvad er det?” spørger Mogens og kommer hen til os. ”Ingenting” svarer Olivia og pakker telefonen væk for at finde den frem igen, kort efter da Mogens er væk. Så viser hun mig videoer af hendes hund. ”Er den ikke sød? Nårgh,” siger hun pludselig ømt og scroller videre til billeder af hendes gamle hus med stråtag. Hun scroller frem igen. Til videoer af en forladt campingplads. En ven, der kaster med gamle toiletter. Det ser helt smadret ud. En gigantisk vildkat, der pludselig springer hvæssende frem og alle på videoen råber og løber. ”Herre noiren” griner hun og fortæller, hvordan katten var gemt i en mørk tragt og alle var ved at pisse i bukserne. Hun har lavet reels med katten, hvor dens øjne og springende exit zoomes ind og ud til baggrundsmusik. Jeg spørger ind og hun fortæller historien om katten igen og igen. Hvordan hun var den eneste der turde gå derhen, men også var vildt bange.
På et tidspunkt rejser hun sig og går lidt rundt om sig selv, jeg vinker farvel. Pakker selv mine ting sammen og går mod busstoppestedet. Hun kommer ud igen, da jeg går, måske har hun set mig fra værelset, måske er det tilfældigt. Hun griner og går lidt foran mig. ”Vent her” siger hun og løber ned i den anden ende af vejen skyder et kanonslag af i busken. Et kort lysglimt. Et højt smæld der skærer igennem natten. Hun kommer frem og kigger på mig, grinende. Ringer til en ven og filmer, mens hun gør det en gang til (feltnoteuddrag).
Olivia er en pige på 14 år, som har været anbragt 2 år på det nuværende børne- og ungehjem. Hun går på en intern skole, og når hun kommer hjem om eftermiddagen, går hun oftest direkte ind på sit værelse eller ”forsvinder”, som de professionelle kalder det. I starten var der en bekymring for at hun rømmede, men hun kommer altid tilbage, dog konsekvent senere end det er aftalt ift. aftensmad og andre skemalagte aktiviteter i huset.
På børne- og ungehjemmet er der flere fællesrum, som inviterer til fritidslivsaktiviteter: Et krea-værksted, et gamerrum, en fjernsynsstue og et fælles køkken/opholdsrum, som er det sted, der benyttes mest af de børn og unge, der bor der. I køkkenet er der et aflangt spisebord med plads til alle 14 beboere, og derudover er der en sofakrog med en stor sofa og to lænestole. Der er næsten altid nogen, der hænger ud i sofaen, ansatte og børn – og det er her, der bliver lavet aftensmad, kage og eftermiddagshygge og spillet spil om aftenen. Der er tilbud om flere forskellige fritidslivsaktiviteter, både internt og i lokalområdet. To går til håndbold, en går til ridning, flere til fodbold. Olivia går ikke til noget. Og hun afviser mange af de fælles aktiviteter, der er rammesat på børne- og ungehjemmet. Nægter den skemalagte læsning i fællesrummet efter skole. Opholder sig altid kun kortere tid i opholdsrummet og signalerer næsten altid en form for midlertidighed ved f.eks. at beholde jakken på, ikke sætte sig ned, men gå lidt frem og tilbage for så at forsvinde igen. De andre beboere siger hende ikke noget, forklarer hun. De er irriterende. Det samme gælder dem, der går i hendes klasse på den interne skole. Hun er optaget af at skaffe penge for at købe cigaretter og vapers, og pædagogen prøver i det ovenstående empiriuddrag at appellere til et fritidsjob, som kunne give adgang til flere penge. Men Olivia afviser det blankt; gængse fritidsjobs er i hendes optik ”taber-agtige”. Det er normalt og hun vil ikke være normal. De professionelle på stedet taler om hende som ”ligeglad”, ”uinteresseret i fællesskabet”, og hun er en der ofte vækker bekymring, fordi hun forsvinder og de ikke ved hvad der sker, eller hvad hun laver. ”Hun spilder sit liv” er en sætning, der går igen i personalegruppen og som begrundes i en frustration over, at hun ikke deltager i de invitationer til samvær og fællesskaber som tilbydes.
Jævnfør andre analyser af ungdomsliv og navigationer i institutionelle rum kan den adfærd, der genkendes som ligegyldighed og disengagement måske også forstås som måder at være i den udspændthed der bor i, at det der er ens hjem, også er nogle andres arbejdsplads (Steno 2021). De unge, der genkendes som ”uengagerede” og ”trodsige”, kan også forstås som unge, der på forskellige måder forsøger at skabe smuthuller fra de pædagogisk styrede og monitorerede rum, der kan opleves som dominerende i deres egne hjem. Invitationer til deltagelse i institutionelle rum både i form af organiserede fritidsaktiviteter og beboermøder kan således på trods af gode pædagogiske intentioner, komme til at opleves som irrelevante og udenfor rækkevidde og blive steder, hvor de unge gør modstand imod de pædagogiske krav om udvikling og deltagelse (Steno 2021). Modstandsformer kan i den sammenhæng antage mange former. Den kan være tavs. Råbende. Snige sig langs panelerne som tilbageholdt disengagement. Være skjult i hemmelige liv på tider af døgnet, der bryder med reglerne. Olivias natlige fyrværkeri-pranks, besøg på nedlagte campingpladser og det, at hun hænger ud på gadehjørner i fjerntliggende byer, bliver i personalegruppen på stedet hvor hun bor, opfattet som trodsighed, modstand og ”spild af tid”. Hun bryder aftaler, følger ikke skemaet og anerkender ikke de udviklingsmål, som er opstillet for hende. Hun står tit for sent op, går for sent i seng ift. de gældende regler på stedet, og hun passer generelt ikke sine aftaler. ”Hvorfor opfører hun sig sådan?” er en anden gentagende sætning i personalegruppen. ”Hvorfor tager hun sig ikke sammen?”.
Hvis vi bliver nysgerrige på hendes måde at skubbe til og forme den rammesatte og skemalagte tid på institutionen, så bliver en anden forståelsesramme mulig: Hendes måder konsekvent at være ude af trit med den institutionelt rammesatte tid (Frello & Steno 2019) kan således også forstås som måder at skabe smuthuller væk fra den dominerende tidsramme og krav om progression og udvikling. Olivia har et meget aktivt socialt liv og er en del af flere fællesskaber, men de kan ikke genkendes eller anerkendes på børne- og ungehjemmet, fordi de foregår i ikke-organiserede og ikke-rammesatte rum og rammer – og fordi de til tider er på grænsen af, hvad der er lovligt. Olivia rømmer ikke, men hun løber omkring, og hun skaber sig derved måske lommer af frihed og smuthuller i et ungdomsliv som opleves meget ydre styret og monitoreret af voksne; på børne- og ungehjemmet, på skolen, i kommunen, i den biologiske familie. Olivia forsøger at skabe sprækker ind i det liv ved at stikke af og gøre tiden til sig egen. Det skal ikke forstås som en romantisering af de småkriminelle miljøer hun færdes i. Ej heller som udtryk for, at der ikke må stilles krav til unge, der er anbragt om at bidrage til og engagere sig i fællesskabet på børne- og ungehjemmet. De professionelle har et ansvar for at danne og opdrage de børn og unge mennesker de har ansvar for. Men vores analyse skal forstås som en påpegning af, at unge der er anbragt, lige såvel som alle andre unge kan have brug for smuthuller, som de selv skaber, hvor det bliver muligt at afprøve og indtage andre positioner – som unge der ikke er anbragt, i høj grad også eksperimenterer med og måske har andre betingelser for?
I det næste empiriuddrag møder vi Jonas, der går til karate i sin fritid, men som har svært ved at undslippe positionen som ”anbragt” i lokalmiljøet.
”Ku´ vi lige sige hej til min hund?”
Jonas kommer ind i fællesrummet, fordi det er ved at være tid til at han skal til karate. Pædagogen Britt siger hun skal booke en bil og går mod kontoret. ”Må vi ik køre privat?” spørger Jonas. ”Nej desværre” svarer Britts nakke på vej ind på kontoret. Tusmørket er allerede ved at lægge sig om os, da vi sætter os ind i minibussen. Britt og Jonas sidder forrest og Jonas drejer sig om mod mig (feltarbejderen) og spørger: ”Kan du godt li høj musik?” Jeg nikker. ”Godt”, svarer han. Vi kører igennem mørket, en 20 minutters køretur. Jonas går stadig i den klub der er i den by, hvor han er vokset op, og hvor hans forældre bor. Ingen siger noget, men musikkens bas banker igennem os. På et tidspunkt skruer Jonas lidt ned og spørger med en stille stemme om vi kan tage hen til hans far efter træning. ”Hvorfor?” spørger Britt. ”Jeg vil bare sige hej til hunden”. ”Ah, det ved jeg ikke lige.” Jonas piller ved bilradioen og skruer højere op igen:
Sværger brormand, det’ noia
Menuen består af slanger og kakkerlakker og igler
Imens de sidder og spiser og kigger på dig og smiler
Betyder det ikk’, de ka’ li’ dig
De pifter dig som ventiler
Og griner, fordi de ved, du’ det næste, de propper i sig
Brormand, den her jungle er ikk’ skabt for enhver
Al’ sigter efter månen for bli’ stjern’ i kvarteret
Det her liv er ikk’ perfekt, men det er, hva’ det er
(Mowgli 2023)Dojoen ligger i en kælder under et slags forsamlingshus. En gammel dame sidder i det kolde og fugtige forrum og holder øje med nøglen til udstyrsskabet. Der står også nogle kasser med slidte bælter og gamle træningsmåtter. Jonas går ind i omklædningsrummet og kommer kort efter ind i Dojoen, sætter sig på knæ foran træneren – en midaldrende mand, der nikker kort til mig og Britt som står i hjørnet. Flere drenge kommer til, Jonas rejser sig og stiller sig op i rækken med fem andre drenge. Der bliver ikke sagt meget. Træningen starter uden introduktion – slag, spark, gentagelser. Jonas bevæger sig præcist, især i starten. Hans bevægelser er skarpe. Han ser på mig og Britt et kort øjeblik, nikker næsten umærkeligt, og vender så tilbage til øvelserne.
Efterhånden bliver han mere doven i sine bevægelser. Sparkene er lidt sløvere, slagene mister kraft. Træneren korrigerer ham. Jonas ryster bare lidt på hovedet og går hen og stiller sig i hjørnet, mens to andre drenge kæmper. Han binder sit bælte op og binder det igen. Efter cirka en time bukker han og går ud og klæder om. Tilbage i forrummet igen sidder damen og kigger ned i sin notesbog. “Godt nok, Jonas,” siger hun uden at se op. “Du har god kontrol, men du kunne godt bruge lidt mere fokus til sidst.” Han svarer ikke. En ældre mand sidder på en bænk og kigger nysgerrigt op. “Er I fra det der børnehjem?”
“Ja,” svarer Britt.
“Der hvor der er autister… jeg kender en, Line, kender I hende?”
“Nej,” siger Britt.
“Men det er da sådan et hus kun med autister, ikke?“
Britt forsøger at svare pænt: “Der er nogen, der er inden for autismespektret, ja…” Jonas går bare videre uden at sige noget. Jeg følger efter.
“Idiot,” siger han og smider bæltet tilbage i kassen med et klask.Tilbage i bilen spørger Britt: ”Nå, skulle vi lige smutte ind til din far? ”Ja.” svarer Jonas hurtigt. ”Okay,” siger Britt. ”Det gør vi lige hurtigt så.”
Faren, farens kæreste og Jonas´ storesøster står i køkkenet og laver mad, da vi kommer. Duggede køkkenvinduer, stege-os og duft af frikadeller. To små hunde bjæffer og kaster sig op ad vores ben i entreen. Alting emmer hverdagsfamilieliv. Jonas løber op på et værelse ovenpå, hvor hans storebror er, for at sige hej. Kommer hurtigt tilbage igen og samler den mindste hund op og lyner den inde i hans dynejakke, så kun hovedet stikker op som en kænguru i en pung. Faren spørger om han har været i skole i dag, ”Ja” svarer han. ”Hvor mange timer?” spørger han så. Jonas svarer ikke rigtigt, dimser rundt med nogle karameller der ligger på bordet og kysser hundens lille hvide hoved. ”Hvordan gik træningen?” spørger faren så. ”Okay” svarer Jonas. ”Ej det passer ikke” siger Britt så, ”du var mega god”. Faren nikker, måske anerkendende. ”Du må selv komme hjem på fredag, jeg kan ikke hente dig, jeg er hos farmor”. Jonas kigger op, hen på sin søster, ”Vi kan følges fra stationen?”. ”Hun skal i skole” siger faren, søsteren svarer ikke. Faren henvender sig til Britt og spørger om de ikke lige kan ringe sammen og aftale, hvordan de gør og om de vil huske Jonas på at huske rejsekort?”. ”Nå men vi må hellere… vi skal jo også nå hjem inden det bliver alt for sent” siger Britt og vi trækker ud i entreen. Da vi har fået sko på, er kommet udenfor og ingen kan høre os længere vender Jonas sig kort om og hvisker ”elsker jer” til den lukkede dør (feltnoteuddrag).
Jonas er en 15 årig dreng, der har boet på børne- og ungehjem i 3 år. Han træner af og til med vægte, og har periodevist gået til karate i sit gamle lokalmiljø, hvor hans biologiske familie bor. Han har en række forskellige diagnoser og er anbragt fordi, hans forældre ”har svært ved at styre ham”, som personalet forklarer det. På børne- og ungehjemmet er der stor opmærksomhed omkring at understøtte hans tilknytning til hans gamle lokalområde, og de kører derfor langt for at han kan fortsætte til karate. Køreturen om aftenen med fuldt blæste højtalere med gangster-rap fremstår, ligesom besøget hos den biologiske familie, som måder Jonas former tiden og skubber til den rammesatte fritidsaktivitet karate. Det, at han går til karate, tales i personalegruppens optik tales frem som afgørende for hans fritidsliv og adgang til fællesskaber uden for institutionen. Fællesskabet med de andre drenge virker på denne aften ikke som afgørende for Jonas, han taler ikke med de andre i Dojoen og omtaler dem heller ikke i andre sammenhænge (som feltarbejderen hører). Men det kan jo være anderledes på andre tidspunkter. Det som til gengæld står frem er, hvordan han bruger fritidsaktiviteten som et smuthul, hvor han forhandler adgang til sin far udenfor den skemalagte og aftalte samværstid, og hvor han bliver DJ af bilen. Den musik han vælger, er altid gangster-rap, oftest med tematikker, der drejer sig om at være udenfor eller i opposition til det omgivende samfund. Positioneret som ”den anden”, der blive observeret af ”dem”, som sangen med Mowgli ovenfor: Imens de sidder og spiser og kigger på dig og smiler //Betyder det ikk’, de ka’ li’ dig // De pifter dig som ventiler. Beskeden er klar: Vær beredt og vid at du ikke kan stole på nogen. Samtidig er der i sangen, og mange af de andre han vælger, tilbud om at fællesskab blandt de andre: Brødre der har ens ryg og pløkker de andre ned.
Parallelt med at fritidsaktiviteten karate kan bruges som adgang til et smuthul i form af musik og besøg hjemme, så er den organiserede aktivitet også med til at fastholde ham i positionen som ”anbragt”, selvom han netop går til en fritidsaktivitet uden for børne- og ungehjemmets matrikel. Han genkendes som ”en af dem fra det dér børnehjem” af de andre voksne på stedet. Måske fordi vi ankommer i en minivan, som har institutionslignende kendetegn? Måske fordi han ledsages af to voksne, der aldersmæssigt ikke kan være hans forældre?
Dobbeltheden går igen ift. hans forhandlinger for at besøge sin biologiske familie. På den ene side får han adgang til at se sine hunde og familie, selvom der egentlig først var aftalt samvær i weekenden. På den anden side bliver besøget også en udstilling af, at han ikke bor der: Vi afbryder aftensmadsstemningen, sætter den på pause med vores besøg. Samtalen mellem Britt og faren mimer på den ene side en situation der kunne udspille sig mellem to forældre i entreen: ”Husker du? så gør jeg…”. Men det er mellem en professionel og en far. Og den ene skal blive hjemme, mens den anden skal køre videre på institution.
Fritidsaktiviteter omtales ofte som noget sundt og som adgangsgivende til fællesskaber med andre jævnaldrende, men her synes aktiviteten i højere grad at være en adgangsbillet til noget andet: Fri tid i bilen med pædagogen (allerhelst i en privat bil blottet for institutionelle markører) og besøg andre steder: Hjemme hos far og hunden. Måske peger det på, at fritidsliv er meget mere end selve den organiserede aktivitet, ligesom det også peger tilbage på livet, som det leves i institutionerne. De måder de unge forsøger at forhandle smuthuller i forbindelse med aktiviteterne, har på den måde potentialer til at fortælle de professionelle noget om, hvordan de kan støtte de unge til det, de selv prøver at komme igennem med: Skal samvær med familien ændres og udfoldes? Kan institutionsmarkører som minibusser minimeres ved udflugter og aktiviteter, så det ikke altid behøver visuelt at larme? Kan unge få mere indflydelse på tidsstrukturer og krav på ungehjemmet? Kan unges handlinger forstås som måder kollektivt at udvikle deres ungeliv sammen med andre unge? (se også Tybjerg, Lavaud & Steno 2025).
Hvad kan et begreb om smuthuller bruges til?
På mange børne- og ungehjem arbejdes der aktivt med at skabe rammer for organiserede fritidsaktiviteter, men vi ser også i vores feltarbejder, at en stor del af de unge fravælger dem og hellere vil hænge ud andre steder udenfor de rammesatte invitationer til deltagelse. Det kan der være flere grunde til, og en af dem er måske et ønske om at gøre ophold i tidslige rum, der ikke er monitorerede og styrede af voksne. Stokes & Aaltonen (2024) peger med et begreb om time-space-paths på, at børn og unge i specialiserede tilbud ofte møder meget reguleret styring og monitorering af tid og sted, og at de derved oplever begrænsede udviklingsveje og agency. Disse styringsgreb kan føre til modstand, hvorfor forfatterne foreslår at professionelle forholder sig både til ”loose and tight time-space pathways” (ibid:1499) alt efter hvad de unge kalder på i situationen. Smuthuller er ikke et argument for at lade stå til og lade de unge ”passe sig selv”, men en påpegning af at fritidslivet i en institutionel ramme både skal tilbyde muligheder for rammesatte forpligtende fællesskaber– og skabe plads til smuthuller i en ikke-styret tid. Smuthuller, hvor de unge kan arbejde med en anden tid og løbe rundt uden nødvendigvis at løbe væk. I den sammenhæng er det relevant at være nysgerrig på sammenfletninger mellem tid og rum og forskelle mellem steder skabt for børn og unge (af voksne) og steder, som børnene og de unge selv finder og skaber. Voksenstyrede rum, både i fysisk forstand i de institutionelle rammer såsom stue og spisekrog og mere symbolske rum såsom institutionelt rammesatte fritidsaktiviteter, kan ligesom en skemalagt tidsstyring skabe behov for flere smuthuller.
Med artiklen håber vi at have rejst nysgerrighed og spørgsmål, der kan inspirere professionelle til at udforske andre forståelser af unges fritidsliv og handlinger og til at skabe forståelse for, at det kan være vanskeligt at skabe smuthuller som ung anbragt, fordi unge i anbringelses betingelser for at udvikle ungeliv på mange måder er ulige i forhold til andre unge. Derfor er det vigtigt at forstå de unges måder at undslippe eller forhandle deres rum og tidslige rum på, ikke alene som ”kravafvisende” eller ”disengagement”, men som bestræbelser på at udvikle rådighed over deres ungeliv med andre unge på tidspunkter og steder, der opleves relevante for dem. Formålet med denne artikel er således at pege på, at et blik for de unges smuthuller kan udgøre vigtige invitationer til at forstå de unges engagerede forsøg på at komme til at høre til sammen med andre og at komme til at leve ungeliv, der føles værd at leve. En nysgerrighed på det vi kalder smuthuller, er derfor vigtigt for pædagogisk arbejde med at møde unge, der er anbragt på andre måder ift. deres frie tid og fritidsliv og har potentialer til at vise, hvordan unge mennesker er på et stort arbejde for at skabe tid til andre ungdomsliv og tilknytning til venner (Olivia) og familie (Jonas). Det, der kan opleves som ”spildt tid” kan dermed også være udtryk for agens og forsøg på at skabe andre relationelle horisonter.
Referencer
Adriansen, H. K. (2012). Timeline interviews: a tool for conducting life history research. Qualitative Studies, 3(1), 40 – 55.
Ankestyrelsen (2024) Børn og unges perspektiver på rømning fra anbringelsessteder, Ankestyrelsen.
Alminde, S., & Warming, H. (2020). Future workshops as a means to democratic, inclusive and empowering research with children, young people and others. Qualitative Research, 20(4), 432 – 448.
Bartoszko, A. & Herland, M.D. (2024) Institutional escapes, breaks, and continuities: Reframing running away from residential child care institutions. British Journal of Social Work
Børns Vilkår (2024) Hvorfor stikker børn og unge af fra en anbringelse? Børns Vilkår.
Davies, B. (2014) Listening to children. Being and becoming. Routledge.
De Anbragtes Vilkår (2021) Et rigtigt hjem, tilgængelig på: https://deanbragtesvilkar.dk/wp-content/uploads/2022/02/et-rigtigt-hjem-de-anbragtes-vilkaar‑1.pdf
Das, V. (2012). Ordinary Ethics. I D. Fassin (red.), A Companion to Moral Anthropology (s. 133 – 149). Wiley-Blackwell.
Dorrer, N., McIntosh, I, Punch, S. & Emond, R. (2010) Children and food practices in residential care: ambivalence in the ‘institutional’ home, Children’s Geographies, 8:3, 247 – 259
Egelund, T. & Jakobsen, J. (2011) ’Er der terapi i miljøet?’ I T. Egelund & T.B. Jakobsen (red.) Døgninstitutionen. Modsætninger og strategier når børn og unge anbringes. København: Hans Reitzel.
Espersen, L. D. (2010) Bekymrende identiteter. Anbragte børns hverdagsliv på behandlingshjem. Ph.d.-afhandling, Sociologisk Institut, Københavns Universitet og SFI, København.
Falkenberg, H. (2023) Multisensorisk færden: at sanse med fødderne. I H. Falkenberg, & S. Sauzet (red.), Multisensoriske metoder og analyser: til undersøgelser af pædagogiske praksisser (s. 57 – 78). Samfundslitteratur.
Flaherty, M. G. (2020) The Lathe of Time: Some Principles of Temporal Agency. I Time Work. Studies of Temporal Agency. M. G. Flaherty, L. Meinert & A. L. Dalsgård (red.). Ox-ford, New York. Berghahn Books
Flaherty, M. G., Dalsgård, A. L., Meinert L. (2020) Introduction. I Time Work. Studies of Temporal Agency. M. G. Flaherty, L. Meinert & A. L. Dalsgård (red.). Oxford, New York: Berghahn Books
Frello, B., & Steno, A. M. (2019). Tid i socialpædagogisk praksis: Konfliktende tidsnarrativer blandt brugere og personale på socialpsykiatriske bosteder. I N. Vaaben, & M. Plotnikof (red.), Tid til Velfærd?: Tidsorganiseringer i velfærdsprofessionerne Hans Reitzels Forlag.
Fretz, R. Emerson, R. & Shaw, L. (2011). Writing Ethnographic Fieldnotes. 2 edition. The University of Chicago Press.
Lausten, M., Henze-Pedersen, S., Brændgaard, N.W. & Knudsen, T.R. (2022) Rømninger fra anbringelsessteder – En undersøgelse af definition, omfang og årsager. VIVE.
Lausten, M., K. Iversen & A.G. Andreasen (2023). Trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner, VIVE.
Lausten, M., K. Iversen & C.P. Dolmer (2025). Trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner 2025, VIVE.
Mol, A. (2009). The Logic of Care. Health and the Problem of Patient Choice. Routledge.
Mowgli (2023) Musiknummeret: ”Zoo” af Mowgli (feat Branco).
Nielsen, K. A., Nielsen, B. S., & Paaby, K. (1992). Erfaringer med fremtidsværksteder. Social kritik: tidsskrift for social analyse og debat, 3(18), 110 – 127.
Rasmussen, K. (2017). Det gående interview. I J. Kampmann, K. Rasmussen, & H. Varming (red.), Interview med børn (s. 69 – 94). Hans Reitzels Forlag.
Robben. A. C. & Sluka, J. (2011) Etnographic Fieldwork. An Anthropological Reader. Wileyblackwell
Schwartz, I. (2014) Hverdagsliv og livsforløb. Tværprofessionelt samarbejde om støtte til børn og unges livsførelse, Aarhus: Klim.
Social- og Boligministeriet (2019) Vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge. VEJ nr 10229 af 17/12/2019. København: Social- og Indenrigsministeriet.
Steno, A.M. (2025) Prisms of loneliness – a creative qualitative method to capture the intangible. Qualitative Social Work. https://doi.org/10.1177/14733250251385596
Steno, A.M. & Hauge, S. (2024) Stemmer fra socialpsykiatrien. Rettigheder. Ressourcer. Recovery. Samfundslitteratur.
Steno, A.M. (2023) Lyttevandringer. I: Multisensoriske metoder og analyser – til undersøgelser af pædagogiske praksisser. Sauzet & Falkenberg (red.) Samfundslitteratur.
Steno, A.M. (2022) Mit hjem eller jeres arbejdsplads? – Hjemfølelse og tilegnelser af hjem på socialpædagogiske bosteder for mennesker med handicap. Social Kritik
Steno, A.M. & Meyer-Johansen, H. (2022) Institutionelle logikker og forhandlinger af hjemlighed på socialpædagogiske botilbud for mennesker med handicap. Tidsskrift for Socialpædagogik. 25. årgang, Nr. 1.
Steno, A.M. (2021) Uengageret og ligeglad? – rum og navigationer på socialpædagogiske bosteder for unge. Forskning i pædagogers profession og uddannelse. S. 6 – 18 https://doi.org/10.7146/fppu.v5i2.129121
Stokes, H., & Aaltonen, S. (2024). Time – space paths and the experiences of vulnerable young people in alternative educational settings. International Journal of Inclusive Education, 28(8), 1488 – 1502, DOI: 10.1080/13603116.2021.1994663
Tybjerg, G., Lavaud, M. A., & Steno, A. M. (2025). Kollektive engagementer – udvikling af livsførelse for anbragte unge. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift. 62. årgang nr. 3/2025
van den Scott, Lisa-Jo K. (2020) Temporal Front and Back Stages: Time Work as Resistance. I Time Work. Studies of Temporal Agency. M. G. Flaherty, L. Meinert & A. L. Dalsgård (red.). Oxford, New York: Berghahn Books
Warming, H., S. Fjordside & M.A. Lavaud (2017). Det dobbelte blik: Se styrkerne i det særlige hos børn og unge i udsatte positioner. Akademisk Forlag.
1I voksenansvarsloven (Social- og Boligministeriet 2019) kaldes det rømning, når et barn eller en ung forlader anbringelsesstedet uden hensigt om at vende tilbage. Men som bla. en rapport fra VIVE (Lausten m.fl. 2022) peger på, er der ikke en entydig definition af rømninger og forståelsen af rømninger varierer både mellem anbringelsessteder og inden for anbringelsessteder (se også Ankestyrelsen 2024 og Børns Vilkår 2024). Undersøgelsen fra VIVE tegner dog et billede af at rømning ofte handler om, at barnet eller den unge har forladt anbringelsesstedet ”uden aftale”. Samtidig viser deres undersøgelser, at der særligt er tre forhold, der er med til at definere, om der er tale om en rømning: 1) viden om, at barnet eller den unge ikke har til hensigt at vende tilbage, 2) manglende kontakt og 3) manglende viden om, hvor barnet eller den unge er (Lausten m.fl. 2022: 6).
