Montage – Afbry­delse af moderne for­tæl­lin­ger og erken­delse af udvik­lin­gens spøgelse i velfærdsarbejde

Stine Thygesen, Trine Øland

1. Montage

Afskårne kviste

Fami­lieple­je­an­brin­gel­ser er som en slags ind­pod­ning.
Selv Gud Fader i himmerig har til dels benyttet dette middel, da hans enbårne søn var kommen til verden (…) Josef blev straks Vor Herres plejefader.

I et plejehjem får barnet en naturlig erstat­ning for tabet af et fødehjem,
det bliver ligesom indpodet i familien.

’Ind­pod­ning’ er et skønt billede.
Man taler om ’men­ne­skeslæg­tens stamtræ’.
Hoved­gre­nene på træet er de mange folkeslag, side­gre­nene er fami­li­erne, og børnene er så kviste på familiens gren. De hjemløse børn er da at ligne ved afskårne kviste.
Men når en sådan lille kvist optages i en familie, da foregår der en indpodning.

At pode er jo en skøn og ædel kunst.
Ja, når det sker på bedste måde, i sandhed en himmelsk kunst.

(Pastor Kaae i en tale ved Danmarks Lærer­for­e­ning, 1893)

Mæl­kebøt­te­bar­net og korthuset

Sags­be­hand­le­ren Mette har inviteret mig til at møde Klaus og Jane i deres hjem. De sidste fem år har de været ple­je­for­æl­dre for Rasmus, som nu er 15. Det er i begyn­del­sen af mit fel­t­ar­bejde i kommunen, og Mette vil give mig mulighed for at høre deres historie, som hun kalder et for­bil­lede. Hun vil gerne vise mig, hvad der virker.

Klaus og Jane fortæller om dengang Rasmus var helt lille, og de havde ham i aflast­ning, og om deres liv med Rasmus, siden kommunen tog beslut­ning om en egentlig anbringelse.

Da jeg efter­føl­gende går felt­no­terne igennem, bliver det tydeligt, at for­tæl­lin­gen har en særlig dra­ma­turgi. Den har lig­heds­træk med skøn­lit­terære historier om ’mæl­kebøt­te­bar­net’, der på trods af van­ske­lige opvækstvil­kår kæmper sig igennem asfalten og blomstrer op.

Begyn­del­sen (beskri­vel­ser af Rasmus før): Han var helt lukket – nærmest død – ude af stand til at lære – havde altid en soft-gun i sko­le­ta­sken – skiftede mellem per­son­lig­he­der – som et vildt dyr i junglen – han var uregerlig og forslugen.

Kampen (beskri­vel­ser af hvad Rasmus havde behov for): Han skulle åbnes og vækkes til live – han var som en lille spire, der havde brug for gødning – han havde brug for tryghed og ro.

Sejren (beskri­vel­ser af Rasmus i dag): Hans sunde side er blevet kaldt frem – han er selv­kø­rende – han har ikke brug for ret meget hjælp længere – han klarer sig godt i skolen nu – han er meget ambitiøs – han skal nok få den studenterhue.

Mette siger, at det er sådan nogle historier, der booster hendes energi. At være vidne til Rasmus’ rejse fra alvorlige problemer til succes gør hendes arbejde som soci­al­rå­d­gi­ver menings­fuldt. Men arbejdet med Rasmus stopper ikke her. Der må værnes om den gode udvikling, da den betragtes som skrøbelig og i fare for at kollapse, hvis ikke vel­færds­ar­bej­derne bliver ved med at gøre det, de gør: Når alt går så godt, som det gør nu og her, så er det jo ikke fordi, det er slået igennem med søm. Det er fordi trygheden er der hele vejen rundt. Men hvis indsatsen hører op, siger Mette, så vælter korthuset.

(Feltnoter 2017)

En uddan­nelse og et arbejde

En plejemor ℗ og en anbrin­gel­ses­kon­su­lent (A) fortæller en fel­t­ar­bej­der (F) om en syvårig dreng, som blev anbragt hos ple­je­moren et års tid forinden:

P: Der er sket rigtig meget. Han kom med klapvogn.

A: Han ku’ ikke gå, kun få hundrede meter.

P: Så gik der en måned, så tog jeg ham ud at gå syv kilometer. Og så lærte han at cykle. Og han lærte at spise med kniv og gaffel fra dag ét.

A: Før spiste han kun med en helt lille ske. Altså, han ville ikke andet. Men det kan ikke nytte noget, at vi fast­hol­der børnene i, at det er synd. For så kan man ingenting.

F: Hvordan?   

A: Så kommer de jo aldrig til at udvikle sig. Og de har jo brug for, at de kan nogle ting, så de har en mulighed for at få en uddan­nelse og et arbejde.

(Feltnoter 2018)

Uægte

Ple­je­bar­nets navn: Karla Emilie Johanne Rasmussen

Fødelsaar og ‑dag: 1910, 12. maj

Ægte eller uægte født: uægtefødt

Datum for Anbrin­gel­sen: 1. januar 1912

Af hvem anbragt: Moderen Emilie Johanne Rasmussen

Hos hvem anbragt: Depo­t­ar­bej­der Marius Jensen, Roskilde

For aarlig Plejeløn: 180 kr.

Ple­je­bar­nets navn: Erna Emilie Hansen

Fødelsaar og ‑dag: født 2/11 1903

Ægte eller uægte født: uægte

Datum for Anbrin­gel­sen: 1/5 1904

Af hvem anbragt: Af Moderen Olga Hansen

Hos hvem anbragt: Gaards­karl L. Hansen, Algade

For aarlig Plejeløn: 120 kr.

(Protokol over anbragte plejebørn 1904 – 1913, Roskilde Købstadskommune)

Se ske

Sags­be­hand­le­ren Mette viser mig rundt i Fami­lie­af­de­lin­gen. Hun stopper og peger på en stor tavle, som er inddelt i tre kolonner. I hver kolonne er der bullets og hånd­skrevne noter. I afde­lin­gen er de som noget nyt begyndt at arbejde med Sik­ker­heds­pla­ner. Mette forklarer, hvad arbejdet med Sik­ker­heds­pla­ner går ud på: Det er meget inter­es­sant. I stedet for bare at fokusere på alle ’bekym­rin­gerne’, så hjælper det her os til at få øje på ’res­sour­cerne’, og det vi gerne vil ’se ske’.

Toppen af tabel med kolonnerne 'bekymringer', 'ressourcer' og 'se ske'.

Langs tavlen hænger der fotos af børn. Mette peger på et af bil­le­derne og siger, at her er der en bekymring for, at mor drikker, og her er der en voldelig far. Sik­ker­heds­pla­nen er et redskab til at tænke løs­nings­o­ri­en­te­ret og undersøge hvem i barnets netværk, der kan bringes i spil. Det er sidste skud i bøssen inden anbringelse.

(Feltnoter 2017)

Afbry­delse

Kul­turkri­ti­ke­ren Walter Benjamin gjorde i sine egne værker brug af afbry­del­sen; omtrent på samme måde som Bertolt Brecht brugte afbry­del­sen i det, han defi­ne­rede som episk teater. Om afbry­del­sens funktion skriver Benjamin:

”Det episke teaters kunst er (…) at fremkalde undren i stedet for indføling. Sat på formel: i stedet for at føle sig ind i helten skal publikum snarere lære at undre sig over de forhold, han bevæger sig i. Det episke teater skal, mener Brecht, ikke så meget udvikle hand­lin­ger, som det skal frem­stille tilstande. (…) Det drejer sig snarere om først og fremmest over­ho­ve­det at afdække disse tilstande (…) Denne afdækning (frem­med­gø­relse) af til­stan­dene sker gennem afbry­delse af begi­ven­he­der­nes forløb.”

(Benjamin 1998, 36)

Bekym­rin­ger i lag-på-lag

Der er sta­tus­møde om niårige William. De seneste år har han været anbragt i ple­je­fa­mi­lie og på for­skel­lige insti­tu­tio­ner, der ikke har været i stand til at møde hans behov. I øje­blik­ket bor han derfor mid­ler­ti­digt hjemme hos sine bio­lo­gi­ske forældre. Det er endnu ikke afgjort, om William skal hjemgives med støtte eller anbringes et nyt sted. Denne uvished præger samtalen på sta­tus­mø­det, hvor for­æl­drene sammen med en række vel­færds­ar­bej­dere skal gøre status over Williams udvikling og trivsel:

Læreren kigger på sit papir og markerer noget med sin kuglepen. Han løfter blikket fra sine noter og smiler i retning af for­æl­drene. Vi har skrevet lidt om, siger han, at vi en gang imellem oplever, at William ikke er frisk og velud­hvilet. Skole­le­de­ren tilføjer, at det primært var, mens han boede på opholdsstedet.

Moren ser på skole­le­de­ren: Ja, for hjemme hos os bliver han lagt, når klokken er halv ni. Hun fort­sæt­ter og siger, at på opholds­ste­det havde William sin computer til rådighed om aftenen. Indi­mel­lem glemte de voksne helt at lægge ham i seng.

Men jeg går pænt op dér, når klokken bliver ni, siger moren og prikker med sin pege­fin­ger mod bord­pla­den. Jeg skal be’ om din iPad.

Faren begynder at forklare om de daglige bade­ru­ti­ner. Han siger, de har prøvet for­skel­lige modeller af, og at de nu er landet på, at det er bedst, at William kommer i bad lige efter skole. Ellers kan han blive alt for træt til at komme i bad over­ho­ve­det.

Det skal lige siges, indskyder moren, at William brugte tre kvarter ude i badet i går.

Så er han da ren bag ørerne, griner læreren. Flere smiler.

Moren fort­sæt­ter: Ja. Og nu er det sådan, at vores aftens­mads­ti­der – de ligger fast. Det gjorde de ikke på opholds­ste­det. Men vi spiser mellem halv seks og seks. Slut færdig. Faren nikker og gentager, hvad moren lige har sagt. Halv seks og seks. Længere går den ikke.

Samtalen på mødet giver indblik i, hvordan vel­færds­ar­bej­der­nes bekym­rin­ger serielt afløser hinanden.Læreren lægger for med at udtrykke bekymring for for­æl­dre­nes evne til at skabe et struk­tu­re­ret fami­li­e­liv. Sørger de mon for, at han kommer i seng i ordentlig tid? Sørger de for, at han er lærings­pa­rat og produktiv? Som svar på denne bekymring kommer for­æl­drene med flere eksempler på, hvordan de – i mod­sæt­ning til opholds­ste­det – netop lever struk­tu­re­ret. Hos dem er der styr på sen­ge­ti­der, skærm­ti­der og spi­se­ti­der. Og der sættes trumf på familiens evne til ro, regel­mæs­sig­hed og renlighed: William var i bad i hele tre kvarter i går.

I umid­del­bar for­læn­gelse af for­æl­dre­nes for­sik­rin­ger om passende livsstil gives der udtryk for en ny og mod­sa­t­ret­tet bekymring, idet læreren udbryder, at så er William da ren bag ørerne. Denne lille bemærk­ning markerer, at for­æl­drene (nu) over­dri­ver betyd­nin­gen af en stram struktur i hverdagen; at de mangler en naturlig og mere intuitiv for­nem­melse for, hvad der er vigtigt i et barns liv. I den vel­færds­pro­fes­sio­nelle praksis lægges bekym­rin­ger til lag-på-lag. Serielt som en rytme eller koreo­grafi udpeges udvik­lings­po­ten­ti­ale, som kan indfries og hjælpes på vej af (mere) velfærdsarbejde.

(Feltnoter 2018)

2. Åbning af vel­færds­ar­bej­dets udviklingstænkning

Som det fremgår af montagen, så huserer der en udvik­lings­tænk­ning i vel­færds­ar­bej­det med plejebørn. Vel­færds­ar­bej­det er præget af for­tæl­lin­ger om frem­skridt, og udvik­lings­tænk­nin­gen inde­hol­der på para­doksal vis både omsorg og kontrol. I artiklen spørger vi til, hvordan histo­ri­ske per­spek­ti­ver på vel­færds­ar­bejde, og særligt en bestemt historisk for­stå­else, kan få denne udvik­lings­tænk­ning frem i lyset, så vi kan studere den og overveje dens effekter. I artiklen sætter vi ikke spørgs­måls­tegn ved, at der historisk er sket frem­skridt, ligesom vi ikke stiller spørgsmål ved, at vel­færds­ar­bejde i mange tilfælde fører til udvikling til gavn for individer. Vi vil belyse og forstyrre idéen om frem­skridt som en uimod­si­ge­lig og uimod­ståe­lig norm i moderne vel­færds­ar­bejde og foreslå en måde, hvorpå frem­skrid­tet­stænk­nin­gens betyd­nin­ger kan under­sø­ges, ana­ly­se­res og præ­sen­te­res for læseren og frem­bringe uforudset indsigt. Idéen, som vi vil argu­men­tere for i denne artikel, er, at en sådan belysning kræver en kompleks historisk tilgang og for­stå­else, som mod­ar­bej­der og spænder ben for den lineære tænkning, som synes at præge domi­ne­rende tilgange i histo­ri­ske studier af velfærdsarbejde.

I denne artikel udfordrer og udvider vi derfor vores histo­ri­e­for­stå­else ved at bruge montagen som et analytisk eks­pe­ri­ment, som netop kan belyse og oplyse det, der hjemsøger moderne vel­færds­ar­bejde, nemlig udvik­lings­fo­re­stil­lin­ger. Gennem montagen frem­stil­ler vi historien på en måde, der kan anspore til undring; til at åbne vores tænkning ved at muliggøre ufor­ud­si­ge­lig og atypisk indsigt. Dette står i mod­sæt­ning til det, den engelske pæda­go­gik­for­sker Maggie MacLure (2006) har iden­ti­fi­ce­ret som kva­li­ta­tive analysers tendens til at søge lukninger og sikre landinger.

Artiklens objekt er vel­færds­ar­bejde og nærmere bestemt vel­færds­ar­bejde med plejebørn. Vel­færds­ar­bejde forstår vi som det arbejde, der udøves af for­skel­lige vel­færds­pro­fes­sio­nelle for at støtte og udvikle, i dette tilfælde plejebørn, i at færdes vel i deres liv og sam­funds­li­vet som sådan (Buus 2001, Donzelot 1997, Øland 2019). Det gør vel­færds­ar­bej­dere ved på baggrund af viden at søge at støtte og udvikle, men også ved at søge at overføre viden til børnene, deres bio­lo­gi­ske forældre og deres ple­je­for­æl­dre, så børnene og for­æl­drene kan hjælpe til med at sørge for deres egen velfærd. Forsk­nin­gen i vel­færds­ar­bejde med plejebørn er domineret af studier, der inter­es­se­rer sig for at evaluere effekten af for­skel­lige vel­færds­ind­sat­ser med henblik på nytænk­ning og effek­ti­vi­se­ring (se fx Fernandez & Barth 2010, Fallesen & Andersen 2013). Disse studier er i sig selv bærere af udvik­lings­tænk­nin­gen, idet de stræber efter at optimere og per­fek­tio­nere velfærd. I mod­sæt­ning hertil søger vi at sætte udvik­lings­tænk­nin­gen på pause og gøre den og dens effekter til­gæn­ge­lig for analyse og erkendelse.

I første omgang bruger vi de- og post­ko­lo­nial tænkning til at afmontere nogle af de selv­føl­ge­lig­he­der om udvikling og frem­skridt, som vel­færds­ar­bej­det er omgærdet af. For det første forstår vi med Tess Lea (2008) vel­færds­ar­bej­det som en hjæl­pe­re­la­tion mellem på den ene side børn, der skønnes at have behov for hjælp, og på den anden side vel­færds­ar­bej­dere, såsom filan­tro­per, fri­vil­lige, lærere, ple­je­for­æl­dre, soci­a­l­ar­bej­dere og soci­al­rå­d­gi­vere, der gerne vil og skal hjælpe til med at alle, også plejebørn, kan færdes vel i samfundet. Lea beskriver rela­tio­nen som en afhæn­gig­heds­re­la­tion og en afhjæl­pende cir­ku­la­ri­tet, hvor vel­færds­ar­bej­dere kri­ti­se­rer soci­al­po­li­tik­ken og det nuværende vel­færds­ar­bej­des manglende effek­ti­vi­tet, samtidig med at de fast­hol­der troen på, at pro­ble­merne kan løses ved mere og bedre vel­færds­ar­bejde. På den måde ser vi dels, at vel­færds­ar­bej­det ikke nød­ven­dig­vis lykkes, dels at troen på vel­færds­ar­bej­det fast­hol­des, idet det fortsat hævdes som løsning. På den baggrund træder et grund­læg­gende paradoks frem; et paradoks som kom­pli­ce­rer udviklingstænkningen.

For det andet forstår vi med Edward Said (1978) rela­tio­nen som en, der andetgør. I sit studie af vestlige fore­stil­lin­ger om Orienten beskriver Said, hvordan insti­tu­tio­ner og pro­fes­sio­ner mobi­li­se­res i det 18. århund­rede for at erobre og kon­trol­lere Orienten. Pro­fes­sio­ner og videns­ska­bende processer var en del af kolo­ni­a­li­se­rin­gen. Gennem beskri­vel­ser af, viden om og under­vis­ning i Orienten, og ved at udvikle syns­punk­ter om Orienten, blev det muligt at erobre, hjælpe og udvikle Orienten. I Saids analyse fokuseres der på, hvordan repræ­sen­ta­tio­ner af den anden og de andre skaber billeder, som begrunder inter­ven­tion. På denne baggrund kan vi se, at vel­færds­ar­bej­det gennem sine måder at repræ­sen­tere den anden på, skaber billeder som gør udvikling mulig og legitim, men vi kan også se, at dette netop er et produkt af vel­færds­ar­bej­de­res anstren­gel­ser og del­ag­tig­hed i andetgørelsen.

Studiet, der leverer artiklens empiriske materiale, baserer sig på 710 sider feltnoter fra obser­va­tio­ner af møder og samtaler i to kommuners fami­lie­af­de­lin­ger samt historisk materiale som fx filan­tro­pi­ske for­e­nin­gers pro­tokol­ler og journaler over plejebørn (Thygesen 2020). I mate­ri­a­let repræ­sen­te­rer vel­færds­ar­bej­dere plejebørn og deres udvikling med henblik på at iværk­sætte vel­færds­i­ni­ti­a­ti­ver for at støtte børnenes udvikling og muligheder.

3. To domi­ne­rende for­stå­el­ser af historie i studier af vel­færds­ar­bejde med plejebørn

I dansk pædagogik er der jævnligt forskere, der benytter histo­ri­ske tilgange som en åbning til at forstå, rejse kritik af og oplyse om pæda­go­gi­ske forhold. Eksem­pel­vis bruger Stine Grønbæk Jensen (2020) histo­ri­ske greb i sine analyser af tidligere bør­ne­hjems­børns erin­drin­ger og giver på den baggrund et nuanceret indblik i de følel­ses­mæs­sige minder, der hører til bør­ne­forsor­gens historie. Når vi mere bredt kigger ud over det landskab af forsk­nings­lit­te­ra­tur, der bruger historie i studier af bør­ne­forsorg og vel­færds­ar­bejde, får vi øje på to domi­ne­rende for­stå­el­ser; historie forstået som line­a­ri­tet og historie forstået som genealogi.

Mike Burts (2020) værk A History of the Roles and Respon­si­bi­li­ties of Social Workers: From the Poor Laws to the Present Day er et godt eksempel på det, som vi kalder historie som linearitet.I Burts frem­stil­ling af det sociale arbejdes historie lægges der vægt på ræk­ke­følge og kronologi, og Burt under­stre­ger vig­tig­he­den af at vise, hvordan situ­a­tio­ner udvikler sig og er forbundet til hinanden. Shaw (2016, 74), der har kate­go­ri­se­ret histo­ri­ske tilgange til studiet af socialt arbejde, peger på, at frem­stil­lings­for­mer, der fokuserer på kon­ti­nu­i­tet og brud, enten beskriver det sociale arbejdes ”storhed og fald” (fall from grace) eller det sociale arbejdes ”genop­rejs­ning” (rise from the pit). For­falds­hi­sto­ri­erne repræ­sen­te­rer et romantisk histo­ri­e­syn og kan findes i de fælles historier om, hvordan ”socialt arbejde nåede et høj­de­punkt i sin udvikling i begyn­del­sen 1970’erne og har været på til­ba­ge­tog siden da” (Burt 2020, 5)[1], mens historier om det sociale arbejdes genop­rejs­ning repræ­sen­te­rer oplys­ning­sti­dens histo­ri­e­syn med fokus på udvikling og (viden­ska­be­lige) frem­skridt. I den danske lit­te­ra­tur ser vi også disse lineære træk i for­tæl­lin­ger om vel­færds­ar­bej­dets opkomst og udvikling over tid. Løkke (1990) beskriver, hvordan bør­ne­forsor­gen tog form som offentlig instans og fokuserer i den sam­men­hæng på det 19. århund­re­des stigende følsomhed overfor børns lidelser. Grothe Nielsen (1986) portræt­te­rer danske bør­ne­an­stal­ters historier som en udvikling fra (fængsels­lig­nende) børnehjem i 1727 til de nuværende (mere fami­li­e­lig­nende) bosteder. Endnu et eksempel er Bryderups (2017, 19 – 80) kort­læg­ning af fami­lieple­jens soci­al­po­li­ti­ske historie fra 1708 – 2014, som dels fortæller om kon­ti­nu­i­tet, fx en gen­nem­gå­ende lov­giv­nings­mæs­sig insi­ste­ren på at anvende fami­liepleje frem for insti­tu­tio­ner, og dels fortæller om udvikling, fx fra hyppige tvangs­fjer­nel­ser til højere grad af invol­ve­ring af børn og familier.  En til­sva­rende histo­ri­e­for­stå­else kommer til syne i Bjerres (2021) afhand­ling om bør­ne­vær­nets anbrin­gel­ser af børn i perioden 1905 – 1975, som kro­no­lo­gisk forbinder vel­færds­ar­bej­dets anbrin­gel­ses­prak­sis­ser (som de kommer til syne i 225 jour­nalsa­ger) til udvik­lin­gen i lov­giv­nin­gen, samtidig med at der kastes lys på en kon­ti­nu­i­tet i de dilemmaer, som er forbundet med anbrin­gel­ser af børn. 

Den anden domi­ne­rende tilgang, historie som genealogi, trækker på Michel Foucaults værker og er i oppo­si­tion til kro­no­lo­gi­ske beret­nin­ger om frem­skridt og til­ba­ge­gang. Gene­a­lo­gien tænkes at skabe grobund for en ander­le­des form for viden, der har poten­ti­ale til at styrke vores kritiske enga­ge­ment i og for­stå­else af problemer i vores samtid (fx straf, se Foucault 2003).  Metodisk tager gene­a­lo­gien afsæt i et punkt i nutiden og går tilbage i tiden trin for trin for at optrevle et kompleks af for­bin­del­ser og undersøge opkomsten og mulig­heds­be­tin­gel­serne for nutidige insti­tu­tio­ner, videns- og prak­sis­for­mer, som umid­del­bart tages for givet. Denne tilgang og tænkning ligger blandt andet til grund for Skehills (2004) History of the Present of Child Pro­tection and Welfare Social Work in Ireland. Eksempler fra den danske lit­te­ra­tur er Vil­lad­sens (2007) gene­a­lo­gi­ske analyse af socialt arbejde og soci­al­po­li­tik og Ebsens (2012) afhand­ling om etab­le­rin­gen af bør­ne­forsor­gen og opkomsten og udvik­lin­gen af for­skel­lige insti­tu­tions- og ind­sats­for­mer. Samlet kan man sige, at hensigten med disse bidrag er at ”bruge historie som et middel til kritik af de selv­føl­ge­lig­gjorte ’sandheder’ som er indlejret i prak­tik­ker og diskurser” (Skehill 2007, 451). 

Endelig er der i den eksi­ste­rende lit­te­ra­tur også tilgange, der bruger historie på måder, der er mere analytisk eks­pe­ri­men­te­rende. Den ame­ri­kan­ske histo­ri­ker William H. Sewell skriver, at historie ikke blot handler om at gengive og placere begi­ven­he­der i tiden, men at histo­ri­ke­ren også må ”bryde med for­tæl­lin­gen – det vil sige mid­ler­ti­digt sus­pen­dere tid for at kunne analysere” (Sewell i Burt 2020, 6). Sus­pen­de­ring af tid og brugen af histo­ri­ske frag­men­ter er desuden karak­te­ri­stisk for post­mo­derne kritik af lineære og narrative ana­ly­se­frem­stil­lings­for­mer (se fx Madsen 2018 og Rosen­gaard 2018). Med denne artikel ønsker vi at deltage i dis­kus­sio­nen om, hvilke histo­ri­ske tilgange forskning i pædagogik og vel­færds­ar­bejde benytter, og hvilke mulig­he­der det skaber for forsk­nin­gens evne til at bidrage med andre indsigter end dem, der ligger i vel­færds­ar­bej­det allerede. Vi ønsker i sær­de­les­hed at bidrage med en mere kompleks historisk tilgang, som bryder med den lineære tænkning, der synes at præge både vel­færds­ar­bej­det og de domi­ne­rende histo­ri­ske tilgange til studiet heraf. For at kunne dette, trækker vi på indsigter fra Benjamin.

4. Walter Benjamins historieforståelse

Vores ander­le­des måde at tilgå historie på udgøres af Walter Benjamins histo­ri­e­fi­lo­sofi (1999). Benjamin udvikler sit argument i mod­sæt­ning til det, han kalder ”soci­al­de­mo­kra­tisk teori og især dens praksis”, som er ”formet af et begreb om frem­skridt” (1999, 252). Dermed er Benjamins argument direkte frugtbart for vores fore­ha­vende, idet vel­færds­ar­bejde netop kan siges at være forbundet med det, man kan kalde en soci­al­de­mo­kra­tisk praksis, dvs. den praksis som udfolder sig i relation til soci­al­po­li­tik­ken i en vel­færds­stat. Benjamin peger altså på, som vi også kan se i vores studier af vel­færds­ar­bejde, at denne praksis er præget af en ide om frem­skridt, og han pointerer ydermere at ideen ikke knytter sig til aktuelle forhold, men udtrykker ”dog­ma­ti­ske påstande” som kan ses i tre forhold: 1) frem­skrid­tet fore­stil­les at angå men­ne­skeslæg­ten som sådan, 2) frem­skrid­tet fore­stil­les at være ube­græn­set i sin uendelige per­fek­tion af men­ne­skeslæg­ten, og 3) frem­skrid­tet fore­stil­les at være ”noget der auto­ma­tisk fulgte et lige eller spiral­for­met forløb” (Ibid.). Frem­skrid­tet fore­stil­les altså at angå men­ne­skeslæg­ten som sådan samt være uendelig og auto­ma­tisk. I montagen er denne for­stå­else tydelig i frag­men­tet Afskårne kviste, hvor men­ne­skets vækst relateres til men­ne­skeslæg­tens vækst. Benjamin påpeger, at det histo­ri­ske frem­skridt for men­ne­skeslæg­ten hermed ikke kan adskilles fra selve begrebet om frem­skridt, som baserer sig på en ide om, at hændelser hober sig op i en ræk­ke­følge i det, han kalder ”en homogen tom tid” (Ibid.).

I mod­sæt­ning hertil er historie for Benjamin en struktur, hvis for­ank­ring er tid, der er fyldt med ”til­ste­de­væ­rel­sen af nuet” (Ibid.). Historie bliver således til en struktur og en samling af kræfter, tilfælde eller situ­a­tio­ner. I denne sam­men­hæng henviser Benjamin til Bertolt Brechts episke teater, som netop gik ud på ”at portræt­tere situ­a­tio­ner, snarere end at udvikle plot” (2007, 234). For at kunne portræt­tere situ­a­tio­ner, må handling, plot og ræk­ke­følge afbrydes, og publikum gives hermed mulighed for at reflek­tere og skabe sin egen mening og sine egne sam­men­hænge (se også MacLure 2006, 738). Nye situ­a­tio­ner opstår gennem denne (teater)form, som hos Benjamin modsvares af montagens procedure.

Benjamin adskiller med montagen fortid og nutid og åbner for det, Ann Laura Stoler kalder ”gen­ta­gende historier, der går ud over brud og kon­ti­nu­i­tet” (2016, 26). Det er historier der folder sig tilbage og frem og viser nye over­fla­der. Denne tænkemåde minder om den ”nye ontologi” som post­kva­li­ta­tiv forskning peger på med et fokus på en ontologi af det iboende, hvor en tota­li­se­rende og hie­rar­ki­se­rende meto­do­logi, der fx ordner i et klart før og nu i moderne frem­skridts- og udvik­lings­for­tæl­lin­ger, er sus­pen­de­ret (Lather 2013). Montagen orga­ni­se­rer åbninger, der viser andre mulig­he­der for at tænke over de moderne udvik­lings­for­tæl­lin­ger. Konkret ved at om-arrangere øjeblikke i historien i nutiden. På den måde for­styr­res og modsiges illu­sio­nen om frem­skridt, plot og sekvens som ellers fremstår som dogmatisk og under­tryk­ker aktuelle forhold og konkrete for­bed­rin­ger af konkrete men­ne­skers viden eller evner.

Benjamin ønskede at få belyst det marginale; det der er gjort tavst eller udelukket fra at komme til syne. Han opfattede sådanne tilfælde eller situ­a­tio­ner som magiske lanterner, der i bog­sta­ve­lig forstand kunne illu­mi­nere – belyse eller oplyse – den moderne civi­li­sa­tions ”parade af spøgelser” (Cohen 1993: 232). De magiske lanterner kunne oplyse det, der var skjult i, men samtidig hjemsøger, Oplys­nin­gens og Moder­ni­te­tens horisont. Avery Gordon, som også henviser til Benjamin, argu­men­te­rer for at vi, for at kunne etablere original huma­ni­stisk viden, ”må lære at tale med og lytte til spøgelser, snarere end at udelukke eller fordrive dem” (2008, 23). Med spøgelser henviser hun til ind­lej­rede betin­gel­ser, der er kon­sti­tu­e­rende og udgøres af sociale figurer. I vores montage er det blevet tydeligt, at vel­færds­ar­bej­det er hjemsøgt af udvik­lings­fo­re­stil­lin­ger, der kon­sti­tu­e­rer den sociale praksis. Udvik­lings­fo­re­stil­lin­ger dukker hele tiden op på tværs af tid, og udvikling til­ba­ge­vi­ses eller fordrives som konkret mulighed og aktu­a­li­tet, når det gælder plejebørn. Det sidste ses tydeligst i frag­men­terne Mæl­kebøt­te­bar­net og korthuset og Bekym­rin­ger i lag-på-lag, hvor konkrete tegn på udvikling hurtigt placeres i fortiden, og udvikling som abstrakt og alle­steds­nær­væ­rende fore­stil­ling genvinder terræn.  Det er som om udvik­lings­fo­re­stil­lin­gerne opererer i et udvik­lings­løst rum eller et rum, hvor udvikling som et spøgelse hele tiden henvises til en anden verden eller til fortiden: hvis den hjulpne viser tegn på udvikling, manes dette tegn til jorden og for­svin­der for at kunne hævde forestillingen.

Artiklens montager er en analytisk per­for­mance, som baserer sig på læsninger af det samlede empiriske materiale. Til grund for montagens kon­struk­tion ligger en syste­ma­tisk kort­læg­ning af, hvilke fore­stil­lin­ger om ple­je­bar­net, der kon­stru­e­res i den vel­færds­pro­fes­sio­nelle praksis (Thygesen 2020, 157 – 214). Infor­me­ret af Said har denne kort­læg­ning fokuseret på, hvordan barnet repræ­sen­te­res som den anden, og på hvordan fore­stil­lin­gerne om den anden fungerer som begrun­del­ser for at sætte udvik­lende inter­ven­tio­ner i værk. Kort­læg­nin­gen iden­ti­fi­ce­rer således, hvordan vel­færds­ar­bej­det pro­du­ce­rer fore­stil­lin­ger om pro­g­res­sion og line­a­ri­tet; i udvik­lings­for­tæl­lin­ger om ’før’ og ’nu’; og i for­tæl­lin­ger om barnets pla­ce­rin­ger, bevæ­gel­ser og retninger på en fore­stil­let (udviklings)linje. Her bliver det synligt, at barnets ’ikke-bevæ­­gel­­ser’ – altså det stag­ne­rede, ned­ad­gå­ende og til­ba­ge­stå­ende – kalder på vel­færds­ar­bej­dets inter­ven­tion, som stræber efter at hjælpe barnet til at blomstre op, komme i vækst, komme på rette kurs eller tage små skridt i den rigtige retning.

I det konkrete arbejde med montagens frem­stil­ling betragter vi data som detaljer eller frag­men­ter i en montage, hvor sam­men­sæt­nin­gen, afbry­del­serne af det narrative flow, og de for­styr­rel­ser der opstår (for læseren), når der i den konkrete montage springes i tid og mellem for­skel­lige scenarier, skal illu­mi­nere udvik­lings­tænk­nin­gen. Vi har lagt vægt på at lade histo­ri­ske og nutidige udvik­lings­for­tæl­lin­ger flette sig ind og ud mellem hinanden, afbrudt af metakom­men­ta­rer om (netop) afbry­del­sens funktion. Samtidig har vi lagt vægt på, at visse frag­men­ter fra data kom­men­te­rer hinanden. Det er for eksempel tilfældet med detaljer, hvor udvik­lings­tænk­nin­gen kommer til udtryk i vel­færds­ar­bej­der­nes bevæ­gel­ses­ter­mi­no­logi om ple­je­bar­net, der går baglæns eller er begyndt at tage små skridt fremad.  Det er også tilfældet med frag­men­ter, hvor vel­færds­ar­bej­dets vækst­tænk­ning kommer til udtryk gennem brug af botaniske metaforer om afskårne kviste og en lille spire, der må bringes i vækst ved hjælp af podning og gødning, og med detaljer, hvor plejebørn i skematisk form kate­go­ri­se­res på særlige måder som afsæt for at sætte ind med hjælp til den udvikling, vel­færds­ar­bej­derne ønsker at se ske.

Vi har med montagen belyst og visu­a­li­se­ret udvik­lings­fo­re­stil­lin­gen og det hierarki, det således instal­le­rer på baggrund af Benjamins kon­struk­tive histo­ri­o­grafi, hvor historie er en kon­fi­gu­ra­tion af spæn­din­ger og skabende struk­tu­rer, der går ud over et begreb om fremskridt.

5. Montagens kritik – afbry­delse og inter­ven­tion snarere end affirmation

Afslut­nings­vist vil vi overveje den kritik, som montagen lægger op til. Montagen skaber mulighed for at tænke nyt og erkende udvik­lin­gens spøgelse i vel­færds­ar­bej­det og ikke mindst de effekter det har, at spøgelset som aktuel udvikling søges fordrevet, men alligevel genopstår som fore­stil­ling. Selvom dette kan lyde dystert eller negativt, er det ikke det. Men kritikken er på en vis måde anar­ki­stisk, uor­ga­ni­se­ret og uden én bestemt retning (og udvikling), idet den i nogen grad lægges ud til og skal formes af til­sku­e­ren. Montagen viser nogle mulig­he­der, som til­sku­e­ren – læseren – må samle op og danne sin egen mening i. Den måde montagen er kon­stru­e­ret på af os som forskere, peger dog alligevel på noget som resultat af det håndværk, det er at kon­stru­ere og frem­stille montagen. Under alle omstæn­dig­he­der afspejler montagen ikke vir­ke­lig­he­den, men kan forstås som en inter­ven­tion og en invi­ta­tion, der afbryder det almin­de­lige og for­ud­si­ge­lige narrativ for at frem­stille nye lag, som kan siges at kon­sti­tu­ere den sociale praksis.

Montagens kritik er således ikke en negativ kritik, som fx ifølge Bank, Staunæs og Raffnsøe (2020) er en form for kritik, der afslører og afdækker det bestående på måder, der skaber håbløshed og ”ikke altid bidrager til at skabe for­an­dring” (Ibid., 40). Bank, Staunæs og Raffnsøe (2020) supplerer derfor med en såkaldt affir­ma­tiv kritik, der ’lægger til’, poten­ti­a­li­se­rer og bekræfter noget, der er i til­bli­velse og udvikling. Montagens kritik er (dog) heller ikke affir­ma­tiv, idet den netop i sin grundform arbejder med at afbryde og dermed forstyrre frem­skridt og udvikling. Hvis kritikken skal være affir­ma­tiv og positiv, kan man med Szulevicz, Khawaja & Kousholt (2020) sige, at kritikken instru­men­ta­li­se­res i udvik­lin­gens navn, og på den måde afvæbnes kritikken og tænkes ind i en (indi­vi­duel psy­ko­lo­gisk ori­en­te­ret) til­pas­nings­i­de­o­logi. På den måde ville det være inkon­se­kvent – i for­læn­gelse af montagens kritik af udvikling – at under­støtte en kri­tik­form, der har til hensigt at udvikle.

Montagens kritik ligner således mere den ikke-affir­­ma­tive dan­nel­ses­til­gang Szulevicz, Khawaja & Kousholt også nævner, hvor en kritisk og under­sø­gende tilgang er idealet, og pointen er at ”eksi­ste­rende viden, tra­di­tio­ner, idealer og værdier aner­ken­des – de affir­me­res bare ikke” (Ibid., 56). Her hæves forskeren altså ikke som affir­me­rende instans per se, men fast­hol­der en eks­pl­ora­tiv og åben tilgang, hvor fokus er på, hvad forskeren er i stand til at pege på, på baggrund af sit viden­ska­be­lige håndværk; ikke med hen­vis­ning til at forskeren, qua sin position som sådan, er i stand til at se og affirmere det, der er under til­bli­velse og udvikling. På den måde stiller montagens kritik sig også under­sø­gende an i forhold til viden­ska­bens andel i moder­ni­te­tens civi­li­se­rende mission og den parade af spøgelser, der ikke umid­del­bart for­svin­der i for­læn­gelse heraf.

I bredere forstand handler dette også om en kritik af det, Ahmed kalder ”the affir­ma­tive turn” (2008, 1), som bl.a. indenfor feminisme har udråbt nega­ti­vi­tet til at være et problem i sig selv (Ibid., 12). Selvom det ikke er meningen med den affir­ma­tive kritik at sondre skarpt mellem negativ og positiv kritik, så lurer denne distink­tion bag ved behovet for den affir­ma­tive kritik, idet den hævdes at producere andre affekter end de negative. Som Ahmed peger på, så er det nemlig som om det samtidig antages, at ”bad feelings are backward and con­ser­va­tive and good feelings are forward and pro­g­res­sive” (Ibid., 12). Med andre ord: distink­tio­nen mellem negativ og positiv kritik medfører, at de gode, affir­ma­tive og positive følelser som noget helt selv­føl­ge­ligt knyttes til udvikling og frem­skridt, mens de negative følelser knyttes til stilstand eller til­ba­ge­gang. Med montagens kritik bliver det muligt at spørge til disse anta­gel­ser og deres effekter; i vel­færds­ar­bejde såvel som i kritiske analyser af velfærdsarbejde.

6. Montage

Resul­ta­ter

På Rigs­ar­ki­vets læsesal åbner jeg en stor brun bog med påskrif­ten: Resul­ta­ter. Efter 25 aars virk­som­hed. Af For­e­nin­gen for Viborg Stift og Amt til forsømte og hjemløse Børns Opdra­gelse. Bogen inde­hol­der tohund­rede og toogfirs num­me­re­rede bio­gra­fier skrevet i hånden.

Nr. 3, Anna Elisabeth Jensen. En for­tæl­ling om brand, amputa­tion af ben, tab af syn og den glæde og tak­nem­me­lig­hed, Anna Elisabeth Jensen føler i dag.

Nr. 2, Jens Christian Sørensen. Det fremgår, at Jens Christian Sørensen giftede sig til en gård med 3 køer og fik 2 børn.

Nr. 5, Christian Nielsen, anklages blandt andet for tyveri, men han synes nu imid­ler­tid at have taget sig sammen. Han var en flittig arbejds­mand, står der.

Jeg læser videre og ser, at alle histo­ri­erne ender med en kort kon­sta­te­ring; et resultat. Det ser ud til, at en vis andel af børnene ender med at vaga­bon­dere. Andre går det bedre: Meget flink, agtet mand. Er nu i en god stilling. Lever et lykkeligt familieliv.

(Noter fra gen­nem­læs­ning af Bio­gra­fier af plejebørn 1884 – 1909, Lands­ar­ki­vet for Nørrejylland)

Små skridt fremad

Der er sta­tus­møde om Isabella på syv. Isabella er ved at falde til på et nyt opholds­sted, hvor hun har boet nogle måneder. Sko­le­pæ­da­go­gen lægger ud med at gøre rede for sit indtryk af Isabellas udvikling i skolen: Nu fik jeg jo nærlæst sagen i går, og ku’ se at – GUD ja – dér er der sket noget. Og dér.

Især har Isabella rykket sig fagligt. Hun er begyndt at læse. Og hvis opholds­ste­det har mulighed for det, ville det være rigtig godt for Isabella, hvis hun kunne læse 10 – 15 minutter hver dag. Hun ville profitere rigtig meget af det, siger pædagogen.

Hvis vi skal snakke om det sociale … Der er der så ikke så store skridt. Men hun er også på over­ar­bejde. Isabella prøver at hægte sig på, men ender med at lege ved siden af de andre. Og det er jo også et skridt på vejen. Det sociale går lidt lang­som­mere end det faglige, men man bonner jo heller ikke ud på det hele på én gang (…) Det går i hvert fald fremad.

(Feltnoter 2018)

Bevæ­gel­ser og retninger

Kul­tu­r­a­na­ly­ti­kerne Billy Ehn og Orvar Löfgren skriver, at den klassiske kul­tu­r­a­na­lyse har en tendens til at søge og opstille diko­to­mier. Diko­to­mier, som i sig selver produkter af kultur. Fra et post­struk­tu­ra­li­stisk synspunkt, skriver de, vil det i stedet være vigtigt at ’afsløre’ sådanne diko­to­mier, for eksempel hvad angår de værdier, vi knytter til bevæ­gel­ser og retninger. De skriver:

”I vesten har vi en tendens til at sætte den positive pol først i mange sam­men­hænge (…). Op og ned, frem og tilbage, aktiv og passiv, god og dårlig (…). ’Op’ er godt, ’fremad’ er positivt.

Det er slående, i hvilken udstræk­ning man fanges i moder­ni­te­tens tan­ke­ver­den, når man tænker i bevæ­gel­ses­ter­mi­no­logi. Det er den overlagte, mål­ret­tede bevægelse fremad, flyt­nin­gen fra punkt A til B, der helt dominerer. Det handler om at være på vej, at skynde sig videre, om at være ’i gang’. Hvem vil stagnere, sygne hen og blive en bremseklods?Nogle bevæ­gel­ser har (…) i dette vokabular en meget negativ klang, som indi­mel­lem definerer dem som ikke-bevæ­­gel­­ser eller bare gør dem usynlige. Herunder de bevæ­gel­ser, som bliver betragtet som ikke-udvik­­lende eller ufrugt­bare: Det repe­ti­tive, det monotone, den planløse faren rundt, bevæ­gel­ser, som ’ikke fører nogen steder hen’. Det moderne skal være i bevægelse, men ikke være rodet.”

(Ehn & Löfgren 2010, 33)

Til­ba­ge­gang

Ple­je­moren fortæller, at Kalle går lidt baglæns. Han er begyndt at tisse i sengen igen. Han havde ellers været ved at være renlig. Anbrin­gel­ses­kon­su­len­ten og ple­je­moren er enige om, at der er sket meget nyt i Kalles liv. Flytning, skift af ple­je­fa­mi­lie, skift af skole. Det hele er væltet. Hans struktur er væltet. Alt er nyt, siger ple­je­moren. På den nye skole er der ikke noget hegn, der er ingen grænser, mange børn, nye voksne hver dag. Så det er vigtigt at skabe struktur. Ple­je­moren fortæller, at hun laver et skema for at forberede Kalle på, hvad der skal ske hver eneste dag. For ellers går han baglæns.

(Feltnoter 2018)

Frem­skrid­tet og fortiden

Med oplys­nings­pro­jek­tets sam­men­brud finder Benjamin mening – ikke i troen på mennesket og men­ne­ske­he­dens frem­skridt – men i dialog med fortiden. Men vel at mærke på en anden måde end ved at etablere årsags­sam­men­hænge mellem for­skel­lige histo­ri­ske momenter:

”Til tænkning hører ikke blot tankernes bevægelse, men i lige så høj grad dette at bringe dem til stilstand. Hvor tænk­nin­gen pludselig standser i en kon­stel­la­tion, der er mættet af spæn­din­ger, der giver den denne kon­stel­la­tion et chok.”

(Benjamin 1998, 169 – 170)

Refe­ren­cer

Ahmed, S. 2008. ’The Politics of Good Feeling’. ACRAWSA e‑journal 4 (1): 1 – 18.

Bank, M.; D. Staunæs & S. Raffnsøe. 2020. ’Affir­ma­tiv kritik: Håb og begej­string, uhygge og vrede’. Nordiske Udkast 48(1): 40 – 52.

Benjamin, W. 1998. Kul­turkri­ti­ske essays. København: Gyldendal.

Benjamin, W. 1999. Illu­mi­na­tions. London: Pimlico.

Benjamin, W. 2007. ‘The author as producer’. I: Demetz, P. (red.) Reflections: Essays, Aphorisms, Auto­bi­o­grap­hi­cal Writings by W. Benjamin. New York: Schocken Books, 220 – 238.

Bjerre, C. 2021. Når staten er far og mor: Bør­ne­vær­nets anbrin­gel­ser af børn i Danmark, 1905 – 1975. Ph.d.-afhandling. Institut for Historie. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Bryderup, I. M. 2017. Fami­liepleje i et historisk og soci­al­po­li­tisk per­spek­tiv. I: I. M. Bryderup, M. Engen, & S. Kring (Red.), Fami­liepleje i Danmark (s. 19 – 80). Aarhus: Klim.

Burt, M. 2020. A History of the Roles and Respon­si­bi­li­ties of Social Workers: From the Poor Laws to the Present Day. Abingdon and New York: Routledge.

Buus, H. 2001. Sund­heds­ple­jer­ske­in­sti­tu­tio­nens dannelse: En kul­tur­te­o­re­tisk og kul­tur­hi­sto­risk analyse af vel­færds­sta­tens embeds­værk. København: Museum Tuscu­la­nums Forlag.

Cohen, M. 1993 Profane Illu­mi­na­tion: Walter Benjamin and the Paris of Sur­re­a­list Revo­lu­tion. Berkeley, CA: Uni­ver­sity of Cali­for­nia Press.

Donzelot, J. 1997. The policing of families. Baltimore: Johns Hopkins Uni­ver­sity Press.

Ebsen, F. 2012. Udsat til bør­ne­forsorg, om etab­le­ring af fami­liepleje, bør­ne­an­stal­ter og indsats i hjemmet for udsatte børn i Danmark. Soci­al­högsko­lan, Lunds universitet.

Ehn, B., & Löfgren, O. 2010. Kul­tu­r­a­na­ly­ser. Aarhus: Klim.

Fallesen, P. & Andersen, S.H. (red.). 2013. Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter og anbrin­gel­ses­for­an­stalt­nin­ger og kon­se­kven­ser. København: Rockwool Fondens Forsk­nings­en­hed, Syddansk Universitetsforlag.

Fernandez, E. & Barth, R.P. (red.). 2010. How Does Foster Care Work? Inter­na­tio­nal Evidence on Outcomes. London: Jessica Kingsley Publishers.

Foucault, M. 2003. Over­våg­ning og straf: fængslets fødsel. Fre­de­riks­berg: Det lille Forlag.

Gordon, A. F. 2008. Ghostly Matters:  Haunting and the Socio­lo­gi­cal Imag­i­na­tion. New Uni­ver­sity of Minnesota Press ed. Min­ne­a­po­lis: Uni­ver­sity of Minnesota Press.

Grothe Nielsen, B. 1986. Anstaltbørn og bør­ne­an­stal­ter gennem 400 år. Holte: SocPol.

Jensen, S. G. 2020. ’Erin­drin­ger, der gør det lettere at leve. Hånd­te­ring af smerte­lige og lykkelige minder blandt tidligere bør­ne­hjems­børn i en særlig erin­drings­po­li­tisk kontekst’. Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift, 2020(4): 9 – 27.

Lather, P. 2013. ‘Met­ho­­do­logy-21: What Do We Do in the Afterward?’ Inter­na­tio­nal Journal of Qua­li­ta­tive Studies in Education 26 (6): 634 – 45.

Lea, T. 2008. Bureaucrats and Bleeding Hearts Indi­genous Health in Northern Australia. Sydney, NSW: Uni­ver­sity of New South Wales Press.

Løkke, A. 1990. Vild­fa­rende børn. Om forsømte og kri­mi­nelle børn mellem filan­tropi og stat 1880 – 1920. Holte: SocPol.

MacLure, M. 2006. ‘The Bone in the Throat: Some Uncertain Thoughts on Baroque Method.’ Inter­na­tio­nal Journal of Qua­li­ta­tive Studies in Education 19 (6): 729 – 45.

Madsen, U. A. 2018. Baud­ril­lard og pædagogik: fatal etnografi. København: Hans Reitzels Forlag.

Rosen­gaard, S. 2018. ’Fremtiden starter i bør­ne­ha­ven’: Post­mo­derne analyser af vel­færds­stats­lige inve­ste­rin­ger i det lille barns dannelse. Ph.d.-afhandling. Institut for Medier, Erken­delse og For­mid­ling. Køben­havns Universitet.

Said, E. 2003. Ori­en­ta­lism. London: Penguin Modern Classics.

Shaw, I. 2016. Social Work Science. New York, NY: Columbia Uni­ver­sity Press.

Skehill, C. 2004. History of the Present of Child Pro­tection and Welfare Social Work in Ireland. New York: Edwin Mellen Press.

Stoler, A. L. 2016. Duress: Imperial Dura­bi­li­ties in Our Times. A John Hope Franklin Center Book. North Carolina: Duke Uni­ver­sity Press.

Szulevicz, T.; I. Khawaja & D. Kousholt.  2020. ’Replik til ”Affir­ma­tiv kritik: Håb og begej­string, uhygge og vrede”’. Nordiske Udkast 48(1): 53 – 57.

Thygesen, S. 2020. Red­nings­ar­bejde: Kul­turso­cio­lo­gi­ske analyser af rela­tio­ner og fore­stil­lin­ger i vel­færds­ar­bejde med plejebørn og deres forældre. Ph.d.-afhandling. Institut for Kom­mu­ni­ka­tion. Køben­havns Universitet.

Villadsen, K. 2007. The emergence of ‘neo-philant­hropy’: A new discur­sive space in welfare policy. Acta Socio­lo­gica 50(3): 309 – 323.

Øland, T. 2019. Welfare work with immi­grants and refugees in a social demo­cra­tic welfare state. Abingdon, Oxon, New York, NY: Routledge.


[1] Alle engelsk­spro­gede citater er oversat til dansk af os.