Ny teknologi i velfærdsprofessioner
Velfærdsteknologi‑, digitaliserings- og innovationsdagsordener fylder mere og mere. Politisk hersker der i dag ret bred enighed om, at udviklingen af velfærdssamfundet implicerer øget digitalisering og innovation af velfærdsteknologiske løsninger. Men hvad taler vi overhovedet om, når vi taler om digitalisering og velfærdsteknologi?
- Marianne Brodersen, Mikala Hansbøl & Bodil Øster:
Redaktionel indledning - Kasper Schiølin:
Digitaliseringen af daginstitutionerne – hvorfor ikke bare lade være? - Søren Langager:
Velfærdsteknologi og handicap – øget frihed til mindre samvær? - Lene Storgaard Brok & Vibeke Schrøder:
Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejdet - Mikala Hansbøl:
Flere veje til at begribe og håndtere teknologi i professionsarbejdet
Øvrige artikler
Fantasiens Betydning: Et bidrag til barndommens genfortryllelse
Af Thomas Gitz-Johansen
Fantasi er et essentielt element i dagdrømme, fantasilege, eventyr, rollespil og andre fantasiformer. I fantasien foregår meget af børns bearbejdning og undersøgelse af den indre og ydre verden.
Artiklen argumenterer for, at den pædagogiske verden, som i stigende grad fokuserer på det målbare og det produktive, ikke må glemme betydningen af at give plads og inspiration til børns fantasiverdener.
Anmeldelser
- Gitte Meyer:
I PRAXIS … aktualisering af en tabt dimension - John Hattie og Gregory Yates:
Visible Learning and the Science of How We Learn - Lene Byriel:
PÅ TRODS – Stemmer fra Den Økologiske Produktionsskole på Nørrebro - Helene Ratner:
Inklusion – Dilemmaer i organisation, profession og praksis - Steen Nepper Larsen:
Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering - Steen Nepper Larsen & Stig Skov Mortensen (red.):
Universitetsverdenen – flerstemmige visioner - Anette Faye Jacobsen, Anne Katrine Gjerløff:
Da skolen blev sat i system, bind 3 af Dansk Skolehistorie 1850 – 1920 - Lotte Rienecker, Peter Stray Jørgensen, Jens Dolin og Gitte Holten Ingerslev (red.):
Universitetspædagogik - Christian Aabro (red.):
Læring i daginstitutioner – et erobringsforsøg - Karsten Tuft:
Pædagogik og etik - Gert J. J. Biesta:
Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik
Redaktionel indledning
Ny teknologi i velfærdsprofessioner
Velfærdsteknologi‑, digitaliserings- og innovationsdagsordener fylder mere og mere i Danmark og internationalt. 2013 var fx året hvor Christine Antorini annoncerede, at alle daginstitutioner burde have en IT-strategi. For blot få år siden var der en heftig debat om, hvorvidt IT overhovedet hørte hjemme i daginstitutionerne. Politisk hersker der i dag ret bred enighed om, at udviklingen af velfærdssamfundet implicerer øget digitalisering og innovation af velfærdsteknologiske løsninger.
Men hvad taler vi overhovedet om, når vi taler om digitalisering og velfærdsteknologi? I policydokumenter, som fx Digitaliseringsstyrelsens nyeste strategi fra 2013, fremhæves alt fra telemedicin og digital sagsbehandling over velfærdsteknologi i pleje og omsorg til digital læring og undervisning (Digitaliseringsstyrelsen, 2013). Der er utvivlsomt tale om markante og grundlæggende infrastrukturelle ommøbleringer af vores samfund i velfærdens, velfærdssamfundets, velfærdsteknologiens, digitaliseringens og innovationens navn. Men er det nødvendigvis entydige forandringer – og har indførelse af iPads i børnehaver overhovedet noget at gøre med forflytningsløfteanlæg til mennesker med bevægelseshandicap, lægekonsultation via internettet eller brug af intranet og smartboards i folkeskolen?
Fælles for forandringerne er at de sniger sig ind på os, og fra at være omdiskuterede stridspunkter – som brugen af IT i daginstitutioner – bliver de til selvfølgelig og ønskværdig udvikling, som kun få sætter spørgsmålstegn ved. Det gælder ny teknologi i velfærdsprofessionerne, og det gælder ny teknologi i hverdagsliv og samfundsliv i øvrigt. Hvem kan være modstander af ny teknologi, som indiskutabelt giver nye muligheder – for at kommunikere og være i kontakt, for at udføre manuelt arbejde, for at lære på nye måder og for at kompensere for funktionsnedsættelser? Men samtidig former den nye teknologi vores handlemåder og forståelseskategorier. Eller som Sherry Turkle, der igennem en årrække har forsket i hvordan relationen mellem mennesker og teknologi forandres, udtrykker det:
”Vi skaber vore bygninger”, sagde Winston Churchill ” – derefter skaber de os”.. Det samme kan siges om vores digitale teknologier. Teknologi er blevet intimitetens arkitekt. At være online udgør en fristelse. Tiltrukket af illusionen om venskab uden ledsagende krav om nærhed, udfører vi ”risikofri” handlinger i Second Life og sammenblander spredte postings på Facebook med autentisk kommunikation. Og nu stilles vi ”sociale robotter” i udsigt, som lokker med at forene selskabelighed med bekvemmelighed. (Turkle 2012, redaktionens oversættelse)
Turkle stiller med sine analyser spørgsmålstegn ved, om de ’bekvemme’ teknologiske løsninger betyder en øget distancering og mellemmenneskelig fremmedgørelse. Dette spørgsmål kan formodentlig med rette overføres til velfærdsteknologiske løsninger som robotstøvsugere og robottoiletter, hvor menneskelig omsorg og pleje erstattes af maskinelle løsninger. Men også email-lægekonsultationer, e‑læring, skole-intra og brug af apps som alternativ til at ringe til en krise-telefon er eksempler på velfærdsopgaver, som tidligere krævede fysisk tilstedeværelse i det samme rum eller som minimum på samme tidspunkt. Nu sættes et elektronisk filter ind, som reducerer den menneskelige kontakt – i nogle tilfælde ved at fjerne den helt, i andre ved at reducere den ’spildtid’ som mundtlig kommunikation eller et fysisk møde indebærer. Tilsvarende kan man spørge, hvordan tilstedeværet af digitale redskaber påvirker de rum hvor brugere og professionelle – fx elever og lærere – mødes, men nu mødes med og gennem digitale medier
Med reduktionen af den menneskelige kontakt bevæger vi os nærmere på et ikke uvæsentligt element ved de aktuelle dagsordener om at fremme digitalisering og teknologi i velfærd. Ofte (om ikke altid) fremhæves nye teknologiske løsninger som bud på effektiviseringer og besparelser inden for de forskellige velfærdsområder. Finansminister Bjarne Corydon udtalte ved lanceringen af Regeringens strategi for digital velfærd: ”På tværs af den offentlige sektor blander vi nu blod på hurtigt at udbrede de effektive løsninger til hele landet. Dermed kan borgerne se frem til en nemmere hverdag og mere selvbestemmelse over eget liv. Samtidig betyder det her, at der frigøres penge til at styrke fællesskabet. Det synes jeg er værd at glæde sig over”(Finansministeriet 2013). Nye teknologiske løsninger forventes at kunne erstatte dyre og besværlige manuelle løsninger og udgøre såkaldt ’arbejdskraftbesparende teknologi’. Samtidig lanceres en dagsorden om, at det er sådan det bør være – at nye teknologier skal have et besparelsespotentiale. Teknologi som gør velfærden dyrere, fx fordi den kræver hjælp at bruge eller blot udvider brugergruppens muligheder uden at erstatte arbejdskrafttunge opgaver, risikerer dermed at blive nedprioriteret, uanset om det forbedrer kvaliteten markant for borgere og markarbejdere inden for et velfærdsområde.
Det økonomiske rationale, der knytter sig til de politiske visioner på området, handler imidlertid ikke kun om besparelser, men også om muligheder for vækst. Forhåbningen om, at ny teknologi kan bidrage til en reduktion i de offentlige udgifter ledsages af en tilsvarende optimisme hvad angår teknologiens ”potentiale for innovation, vækst og jobskabelse i det private erhvervsliv” (Digitaliseringsstyrelsen 2013). Velfærdsteknologi kan hermed siges at indtage en central plads som politisk løsning på konkurrencestatslige udfordringer i en proces, hvor det offentligt betalte velfærdsarbejde udlægges som forsøgsmark for private investorers eksperimenter med nye produkter.
Med temanummeret om ny teknologi i velfærdsprofessioner ønsker vi at stille spørgsmålstegn ved nogle af de selvfølgeligheder, som aktuelt dominerer udsynet når ny teknologi og digitalisering i velfærdsprofessionerne drøftes og iværksættes. Dette vil temanummeret gøre, dels ved at sætte spot på hvilke betydninger de aktuelle forandringer har for såvel målgrupper som professioner inden for forskellige velfærdsområder, dels ved at udfordre de dominerende teknologiforståelser – og dermed de måder ny teknologi tænkes ’implementeret’ på inden for velfærdsområderne.
Temanummeret åbnes med Kasper Schiølins artikel, der stiller det forfriskende spørgsmål Digitalisering af daginstitutionerne – Hvorfor ikke bare lade være? Artiklen gør op med den selvfølge, hvormed nye teknologier fremføres som både naturlige og nødvendige. Dette sker gennem på den ene side filosofiske og litterære referencer til bl.a. Heideggers teknologifilosofi og på den anden side ved at anskueliggøre nogle af de økonomiske interesser, der kan være på spil blandt aktører, som gør sig til fortalere for teknologisk udvikling og vækst.
I artiklen Velfærdsteknologi og handicap – øget frihed til mindre samvær? peger Søren Langager efterfølgende på tendenser og betydninger i forhold til teknologiudviklingen inden for pleje- og omsorgssektoren med særligt fokus på ydelser til mennesker med handicap. Langager viser dels hvordan teknologiudviklingen tendentielt går hånd i hånd med effektiviseringer og besparelser, dels synliggør han hvordan teknologier, som for dele af målgrupperne kan opleves som forbedrende ved at give øget frihed og selvstændighed, for andre dele af målgrupperne (fx med kognitive udfordringer) kan virke som forringelser, fordi de betyder mindre nærvær og kontakt og samtidig kan være svære at bruge og få de ønskede positive virkninger af.
Lene Storgaard Brok og Vibeke Schrøder stiller efterfølgende spørgsmålene: Hvordan ændrer teknologier læreres praksis, og hvad skal lærere lære om teknologi i lærerarbejdet? Med cases fra folkeskolelæreres brug af bl.a. interaktive tavler og intranet i undervisning og kommunikation med eleverne anskueliggøres det, hvordan teknologierne bliver med- og modspillere i lærernes praksis – og ikke blot kan forstås som ’ting’ der ’implementeres’. I forlængelse heraf problematiseres det, at der for entydigt sættes fokus på kurser og kompetenceudvikling af lærerne når ny teknologi skal indføres.
Endelig problematiserer Mikala Hansbøl i sin artikel Flere veje til at begribe og håndtere teknologi i professionsarbejdet, at vi lever i et samfund, der formidler ny digital teknologi som vejen frem, og som efterspørger velfærdsprofessionelle der kan bidrage aktivt til ’denne vej’. Med et sundhedscenter som eksempel belyses forskellige måder at begrebsliggøre teknologi og teknologi-menneske-samfundsrelationer på, med henblik på at udvide de velfærdsprofessionelles handlemuligheder i forhold til den eksisterende dagsorden om ny digital teknologi som (eneste?) løsning på velfærdssamfundets problemer.
Marianne Brodersen & Bodil Øster, gæsteredaktør Mikala Hansbøl
Referencer:
Digitaliseringsstyrelsen (2013). Digital velfærd. En lettere hverdag. Fællesoffentlig strategi for 2013 – 2020. Regeringen/KL/Danske Regioner. September 2013.
Finansministeriet (2013): Pressemeddelelse : Strategi for digital velfærd 2013 2009 2030.pdf
Turkie, Sherry (2012): www.alonetogether.com
