Tema: Demokrati i børnehøjde – en truet livsform?
I de seneste 15 års uddannelsesreformer er demokrati og demokratisk dannelse blevet stadigt mere usynlig. Spørgsmål om demokrati i relation til pædagogik og uddannelse synes ikke længere at have den store politiske opmærksomhed. DpT søger at tage temperaturen på, hvordan det står til med demokratiet i børnehøjde og åbne for kritiske diskussioner af, hvad demokrati i børnehøjde i grunden er for en størrelse og hvordan det kan praktiseres.
- Birgitte Elle, Line Togsverd og Tomas Ellegaard:
Redaktionel indledning - Sofie P. Rosengaard:
”Med børn skal man land bygge” – analyser af idealer for demokrati og medborgerskab i daginstitutionen 1945 – 2015 - Annegrethe Ahrenkiel og Niels Warring:
Demokrati i hverdagen - Mari Pettersvold:
Demokrati i barnehagen med programmer på arbeid. En analyse og kritisk diskusjon av metoden dialogisk lesing - Kim Rasmussen:
Småbørns kropslige interaktion, kommunikation og leg – betragtet som demokrati i børnehøjde - Maja Røn Larsen og Anja Hvidtfeldt Stanek:
Demokratiske bestræbelser i den danske småbørnspædagogik - Mia Husted og Unni Lind:
Fremtidsværksted som demokratiserende metode – aktionsforskning med børnehavebørn - Berit Tofteland:
Teorien om det radikale demokrati – relevant for barnehagefeltet - Lise Sattrup:
Demokratiske begivenheder i mellemrum og sprækker - Charlotte Bech Lau:
Demokratisk deltagelse for unge i en gråzone - Solveig Østrem:
Program til hinder for demokratisk deltakelse (kom ikke med i den trykte udgave pga. pladsmangel.)
Øvrige artikler
- Jeppe Agger Nielsen:
Pædagogiske metoder på rejse. Om oversættelse af mindsetbaseret undervisning i Danmark
Anmeldelser
- Maja Plum:
Den pædagogiske faglighed i dokumentationens tidsalder. Læreplaner, dokumentation og styring på daginstitutionsområdet - Jørn Bjerre:
Pædagogisk sociologi: Et overblik - Alexander von Oettingen:
Almen didaktik mellem normativitet og evidens
Redaktionel indledning
Demokrati i børnehøjde – en truet livsform?
Dette temanummer af DpT søger at tage temperaturen på, hvordan det står til med demokratiet i børnehøjde og ikke mindst åbne for kritiske diskussioner af, hvad demokrati i børnehøjde i grunden er for en størrelse og hvordan det kan praktiseres.
I de sene 60ere og 70erne var der i Danmark fokus på børnemagt og elevindflydelse ikke mindst båret frem af en aktiv og stærk elevbevægelse; men også af en statslig sanktionering af fx elevråd. Og i 80erne og 90erne var der en optagethed af børns selvregulering og erfaringsprocesser, børns selvforvaltning og børneperspektivet som afsæt for dannelse af børns demokratiske dannelse.
I de seneste 15 års uddannelsesreformer er demokrati og demokratisk dannelse imidlertid blevet stadigt mere usynlig: Vi lever i en tid med et massivt uddannelsespolitisk fokus på kvalitet, på klare mål, på at styrke og monitorere befolkningens kompetenceudvikling, og sikre at pædagogikkens effekter og resultater bidrager til nationens konkurrenceevne. Spørgsmål om demokrati i relation til pædagogik og uddannelse synes ikke længere at have den store politiske opmærksomhed. Særligt spørgsmål om demokrati for og om børn synes at være et ikke-tema; noget som ikke problematiseres eller debatteres.
Temaet er alment interessant i lyset af at det i år er 100 år siden, den amerikanske filosof og uddannelsestænker John Deweys klassiske værk Uddannelse og demokrati udkom. I bogen formulerer Dewey den grundtanke, at:« Et demokrati er mere end en styreform – det er primært en form for liv i forening med andre, en fælles kommunikeret erfaring.» (John Dewey: Uddannelse og demokrati 2005:104) Dewey gør med andre ord en demokratisk livsform til basis for en demokratisk styreform, der udvikler sine borgere til aktiv deltagelse, og han gør pædagogik og uddannelse central herfor.
Med sine formuleringer skriver Dewey sig ind i rækken af klassiske dannelsesfortalere, der ikke ser demokrati som en hellig gral, der kan tages frem efter behov, men som et fænomen, der løbende må etableres og tilegnes gennem menneskets subjektive og kollektive erfaringsdannelse. Med Kants berømte formulering: ”Sapere Aude: Hav mod til at betjene dig af din egen forstand”, toner forestillingen frem om en myndig og oplyst borger, der har så meget civilcourage, at denne har mod på, ikke blot at tvivle, stille spørgsmål og ytre uenighed, men også sige fra. Som evner at handle selv, og forandre omgivelserne. Ligesom Kant, udtrykte Dewey en optimistisk tro på det enkelte menneskes evne til at lede sit eget liv, men Dewey mente ikke, at denne civilcourage kommer af sig selv. Der må pædagogik, opdragelse og uddannelse til. Skolen – og andre pædagogiske institutioner, kunne man tilføje – skal selv optræde som en demokratisk instans, som giver børn og pædagoger mulighed for at give sig i kast med erfarede problemer og skabe tæt kontakt mellem undervisning og samfund, så der åbnes for demokratiske processer i alle sammenhænge. I skolen er der principielt mulighed for at åbne sig for, at børn deltager i og erfarer demokratiske processer, der kan føre til selvdannelse og potentielt også til anderledes håndteringer af de samfundsmæssige og kulturelle processer, som børn er en del af.
Når vi skriver, at demokrati og sammenhænge mellem demokrati og uddannelse er et ikke-tema i vores samtid, er det dog ikke helt rigtigt. Fra 2001, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen lancerede en kulturkamp, sattes en intensiveret værdipolitisk dagsorden, hvor man begyndte at problematisere demokrati som et anliggende for pædagogik og uddannelse på en ganske særlig måde. Demokrati blev formuleret som en selvfølgelig værdi, en opnået tilstand, som karakteriserer det danske samfund, og som derfor skal forsvares og værnes mod udefrakommende kræfter. Der blev taget initiativ til udarbejdelse af en demokrati-kanon, og nationens sammenhængskraft skulle styrkes ved at intensivere undervisningen i demokrati og medborgerskab. Fogh understregede, at ”respekt for et demokratisk menneskesyn om alles frihed, ligeværd og ansvar skal præge undervisningen på alle klassetrin”[i] og han varslede et skærpet tilsyn med de frie skoler vedrørende undervisningen i samfundets grundlæggende værdier: ”I tilsynet med de frie skoler vil vi sikre, at undervisningen i danske samfundsforhold og demokratiske værdier er i orden.”
Denne bogholderinteresse gik hånd i hånd med samme statsministers hånlige afstandtagen fra ”rundkredspædagogik”. Demokrati formuleredes altså ikke som et levende og besværligt pejlemærke, som stat og skole skal sigte mod. Det blev beskrevet som en opnået tilstand, nogle færdigheder og kompetencer, som man kan og skal undervises i. Ikke for at udvikle det, men for at overtage og beskytte det. Tendensen er fortsat siden: Der er en iøjnefaldende sammenfald mellem de hierarkiske styreformer, som konkret udmøntedes i den ny skolereform og den såkaldte ”normalisering” af lærernes arbejdstid, og så fraværet af debat om demokrati som demokratisk livsform. Mere hierarkiske ledelsesformer rammer ikke bare de pædagogiske professionelle, men i høj grad også børn og studerende. Og som formidler af et demokratisk sindelag til næste generation rammes folkeskolen måske dybt og grundlæggende. Man skal selvfølgelig være forsigtig med at tolke en tendens ud fra dette temanummer af nærværende tidsskrift. Men det er påfaldende, at ingen af de artikelforslag, som kom som respons på vores åbne invitation til at skrive til temaet, omhandler demokrati i relation til skolen eller gymnasiet, elevers hverdagsliv og med- og selvbestemmelse, eller mere formelle demokratiske organer som fx elevråd. Dén ene artikel, der vedrører børn i skolealderen, omhandler undervisning på et museum. Artiklerne synes således, at afspejle hvad man vel i pædagogiske sammenhæng kunne som betegne en marginalisering af demokrati i relation til skolen: Væk fra de basale institutioner og den daglige undervisning. Demokrati som livsform er under pres.
Samtidig og fra en anden vinkel illustrerer dette temanummer dog, at der fortsat findes og trives en interesse for demokrati i børnehøjde, for hvordan demokrati og deltagelsesmuligheder kan tænkes, praktiseres og forstås for om og med børn. Størstedelen af temanummerets artikler berører demokrati for børn i relation til daginstitutionsområdet og det pædagogiske arbejde med de yngste børn. Disse bidrag vidner om, at der, samtidig med den stærke politiske og styringsmæssige interesse for at ”sikre” kvalitet i form af målbare læringsudbytter, findes en betydelig pædagogisk og forskningsmæssig interesse for at forstå og diskutere, hvordan det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne også handler om at udvikle demokrati for og med børnene.
Præsentation af de enkelte artikler
Temanummerets første artikel ”Med børn skal man land bygge – analyser af idealer for demokrati og medborgerskab i daginstitutionen 1945 – 2015” af Sofie Rosengaard rummer et historisk perspektiv på demokratiforståelser og –idealer på daginstitutionsområdet. Rosengaard argumenterer for, at den kvantitative udbygning af daginstitutionsområdet og med den institutionaliseringen og pædagogiseringen af børns liv i perioden 1945 – 2015 kan ses som en form for borgerdannende intervention, en måde hvorpå nationalstaten Danmark og dens borgere søges etableret. Med sine analyser af, hvordan pædagogik og pædagogiske målsætninger over tid har været diskuteret og formidlet som svar på samfundsmæssige kriser i pædagogiske fagtidsskrifter, etablerer artiklen en baggrund, hvorpå aktuelle diskussioner og optagetheder af demokrati i børnehøjde kan nuanceres og udfoldes.
Temaets anden artikel, ”Demokrati i hverdagen”, af Annegrethe Ahrenkiel og Niels Warring tager det udgangspunkt, at demokrati og demokratisk dannelse gennem børnenes muligheder for selvregulering og sameksistens er en væsentlig pædagogisk opgave for og i daginstitutionerne. Gennem en indledende skelnen mellem demokrati som styreform og demokrati som livsform, etablerer forfatterne et afsæt for en diskussion om aktuelle udfordringer for muligheden for at udvikle demokrati som livsform i daginstitutioner. Artiklen diskuterer, hvordan pædagogisk autonomi for de voksne er en forudsætning for udøvelse af faglige skøn, og peger på, at hvis ikke der er demokrati for pædagogerne, kan det være svært at udvikle demokratisk dannelse for børnene.
At den faglige autonomi – og med den muligheden for at gribe børnenes engagementer og interesser – er under pres i disse år, er også et centralt tema i Mari Pettersvolds artikel ”Demokrati i barnehagen med programmer på arbejd”. Gennem en sproglig analyse af de argumenter og formuleringer, der giver den også i Danmark udbredte metode ”Dialogisk Læsning” legitimitet, viser Pettersvold, hvordan metoden hverken kan siges at være dialogisk og eller demokratiudviklende. Pettersvold problematiserer således, hvordan pædagogiske koncepter, metoder, programmer og værktøjer, som udbydes i børnehavefeltet, forsøges tilpasset daginstitutionerne ved at sløre de intentioner og teoretiske forståelser, de baserer sig på. Hun diskuterer, hvad programmernes ofte behavioristiske fortolkningsrammer kan betyde for børn og pædagogers muligheder for at fremme og praktisere demokrati i daginstitutionen.
Solveig Østrem har skrevet artiklen ”Program til hinder for demokratisk deltagelse”, som tager samme problematik op og som også indgår i temaet. Af pladsmæssige grunde er artiklen ikke trykt. Også hun interesserer sig for hvordan det pædagogiske arbejde med at fremme børns demokratiske deltagelse udfordres af metoder, koncepter og programmer. Konkret leverer Østrem en kritisk læsning af programmet ”De utrolige år”, som oprindeligt er udviklet til børn med adfærdsforstyrrelser, men som nu markedsføres og vinder udbredelse som et universalforebyggende program til brug i børnehaven. Østrem underkaster de teoretiske forståelser bag programmet en kritisk undersøgelse, ligesom hun problematiserer de måder, hvorpå programmet gives legitimitet, men også udfordrer mulighederne for demokratiske samværsformer i daginstitutionen.
Kim Rasmussens artikel ”Småbørns kropslige interaktion, kommunikation og leg” er den første af 6 artikler som på forskellige måder peger på, hvordan der pædagogisk kan arbejdes med demokrati. Artiklerne er arrangeret kronologisk, så vi med Kim Rasmussen starter med de helt små børn. Han argumenterer for, at børns kropslige samvær udgør en vigtig form for demokratisk erfaringsdannelse. Han kommer bl.a. ind på, hvordan voksne i deres interaktion kan understøtte disse erfaringer med demokrati.
Også Maja Røn Larsen og Anja Hvidtfeldt Stanek diskuterer i deres artikel ”Demokratiske bestræbelser i den danske småbørnspædagogik” pædagogers arbejde med demokrati. I artiklen viser forfatterne hvordan nogle pædagoger, ved siden af koncepter, programmer og standardiserede dokumentationsskemaer, faktisk er dybt optagede af at vedvarende at afprøve hvordan demokrati kan udfoldes i vuggestuens hverdagsliv. En væsentlig pointe i artiklen er, at demokratiske bestræbelser i den danske småbørnspædagogik ikke ligger i afgrænsede, planlagte og veltilrettelagte projektforløb, men udvikles og udfoldes i det, forfatterne kalder hverdagens situerede pædagogiske praksis, hvori lydhørhed og fleksibilitet i forhold til hele tiden at udforske, omorganisere og starte forfra er en væsentlig pædagogisk pointe. Dog problematiserer pædagogerne – og artiklen – også, hvordan det komplekse, situerede og afprøvende arbejde med at skabe demokrati i børnehøjde ikke ydes retfærdighed i de standardiserede dokumentationsskemaer, som pædagogerne pålægges.
Artiklen ”Fremtidsværksted som demokratiserende metode – aktionsforskning med børnehavebørn” af Unni Lind og Mia Husted beskæftiger sig med demokrati og demokratisk dannelse som en pædagogisk opgave og værdi, der kræver konkrete undersøgelser og afprøvninger. I demokratiske bestræbelser på at belyse, kvalificere og understøtte udvikling af børnenes liv og læring nedefra, har forfatterne eksperimenteret med at etablere fremtidsværksteder for børn. Artiklen diskuterer de metodiske og etiske udfordringer ved at etablere fremtidsværksteder for og med børn, som viser sig at rumme betydelige udfordringer. I forbindelse med de metodiske diskussioner diskuteres den videndannelse og (potentielle) demokratiserende udvikling af daginstitutionen, som muliggøres med børnenes deltagelse.
I artiklen ”Teorien om det radikale demokrati – relevant for barnehagefeltet?” spørger Berit Tofteland, med udgangspunkt i Chantal Mouffes teori om det radikale demokrati, hvordan demokrati kan fremmes i et pluralistisk samfund. Mouffes svar er, at demokrati som livsform må udbredes og opdyrkes i alle samfundets institutioner som en interesse for institutionelle strukturer, for konflikter og følelser, der kan opstå mellem deltagere med forskellige kollektive identiteter. Tofteland interesserer sig for måltidsfællesskabet i daginstitutionen som en mulighed for at udleve det radikale demokrati afhængigt af, hvordan det fortolkes og forvaltes af pædagogerne.
Interessen for børns muligheder for at gøre sig til deltagere, samt et blik for demokrati som et fænomen, der praktiseres konkret og løbende, er også gennemgående for Lise Sattrups artikel ”Demokratiske begivenheder i mellemrum og sprækker. ” Her bevæger vi os nu fra det pædagogiske arbejde med de yngste børn, til undervisningssituationer på kunstmuseer, der undersøges med henblik på sammenhænge mellem demokrati og børns deltagelsesmuligheder. Sattrups analyser tager udgangspunkt i den franske filosof Jaques Rancières forståelse af demokrati som noget sporadisk, der gøres og opstår i hverdagssituationer, hvor dominerende forståelser af, hvem der kan deltage, og hvordan der skal deltages, udfordres. Gennem analyser af konkrete undervisningssituationer peger forfatteren på de demokratiske potentialer, der ligger på kanten af undervisningen (mellemrum) eller bryder med den (sprækker). Artiklen argumenterer for en pædagogisk prioritering af mellemrum og sprækker i undervisningsforløb på kunstmuseer, hvis demokrati i børnehøjde ønskes.
I den sidste artikel i dette temanummer, ”Demokratisk deltagelse for unge i en gråzone” af Charlotte Bech Lau bevæger vi os kronologisk længere op i børnelivet til en tematisering af demokrati og muligheder for demokratiske deltagelsesmuligheder for unge, som er i sårbare livssituationer. Bech Lau viser gennem sin aktionsforskning med sårbare unge, hvordan det massive aktuelle politiske pres på uddannelse og afklaring af fremtidsmuligheder betyder, at de unges basale behov ikke imødekommes tilstrækkeligt. De unge efterspørger at blive set som myndige deltagere som en forudsætning for overhovedet at kunne tage en plads og begynde at orientere sig mod bestemte mål. Artiklen rummer en radikal kritik af den aktuelle målorienterede praksis i relation til udsatte unge og peger på et behov for nye vinklinger i tilgange til unge i en gråzone, der omfatter bedre muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber.
Bemærk at Solveig Østrems artikel ”Program til hinder for demokratisk deltagelse” også indgår i temaet , men ikke er trykt af pladsmæssige grunde.
Birgitte Elle, Line Togsverd og Tomas Ellegaard
[i] Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Folketingets åbning 2. oktober 2007
