2016 #3

Tema: Demokrati i bør­ne­højde – en truet livsform?

I de seneste 15 års uddan­nel­ses­re­for­mer er demokrati og demo­kra­tisk dannelse blevet stadigt mere usynlig. Spørgsmål om demokrati i relation til pædagogik og uddan­nelse synes ikke længere at have den store politiske opmærk­som­hed. DpT søger at tage tem­pe­ra­tu­ren på, hvordan det står til med demo­kra­tiet i bør­ne­højde og åbne for kritiske dis­kus­sio­ner af, hvad demokrati i bør­ne­højde i grunden er for en størrelse og hvordan det kan praktiseres.

  • Birgitte Elle, Line Togsverd og Tomas Ellegaard:
    Redak­tio­nel indledning
  • Sofie P. Rosen­gaard:
    ”Med børn skal man land bygge” – analyser af idealer for demokrati og med­bor­ger­skab i dag­in­sti­tu­tio­nen 1945 – 2015
  • Anne­grethe Ahrenkiel og Niels Warring:
    Demokrati i hverdagen
  • Mari Pet­ter­s­vold:
    Demokrati i bar­ne­ha­gen med pro­gram­mer på arbeid. En analyse og kritisk diskusjon av metoden dialogisk lesing
  • Kim Rasmussen:
    Småbørns kropslige inter­ak­tion, kom­mu­ni­ka­tion og leg – betragtet som demokrati i børnehøjde
  • Maja Røn Larsen og Anja Hvidt­feldt Stanek:
    Demo­kra­ti­ske bestræ­bel­ser i den danske småbørnspædagogik
  • Mia Husted og Unni Lind:
    Frem­tids­værk­sted som demo­kra­ti­se­rende metode – aktions­forsk­ning med børnehavebørn
  • Berit Tofteland:
    Teorien om det radikale demokrati – relevant for barnehagefeltet
  • Lise Sattrup:
    Demo­kra­ti­ske begi­ven­he­der i mellemrum og sprækker
  • Charlotte Bech Lau:
    Demo­kra­tisk del­ta­gelse for unge i en gråzone
  • Solveig Østrem:
    Program til hinder for demo­kra­tisk del­ta­kelse (kom ikke med i den trykte udgave pga. pladsmangel.)

Øvrige artikler

  • Jeppe Agger Nielsen:
    Pæda­go­gi­ske metoder på rejse. Om over­sæt­telse af mind­set­ba­se­ret under­vis­ning i Danmark

Anmel­del­ser

  • Maja Plum:
    Den pæda­go­gi­ske faglighed i doku­men­ta­tio­nens tidsalder. Lære­pla­ner, doku­men­ta­tion og styring på daginstitutionsområdet
  • Jørn Bjerre:
    Pæda­go­gisk sociologi: Et overblik
  • Alexander von Oettingen:
    Almen didaktik mellem nor­ma­ti­vi­tet og evidens

Redak­tio­nel indledning

Demokrati i bør­ne­højde – en truet livsform?

Dette tema­num­mer af DpT søger at tage tem­pe­ra­tu­ren på, hvordan det står til med demo­kra­tiet i bør­ne­højde og ikke mindst åbne for kritiske dis­kus­sio­ner af, hvad demokrati i bør­ne­højde i grunden er for en størrelse og hvordan det kan praktiseres.

I de sene 60ere og 70erne var der i Danmark fokus på børnemagt og ele­vind­fly­delse ikke mindst båret frem af en aktiv og stærk elev­be­væ­gelse; men også af en statslig sank­tio­ne­ring af fx elevråd. Og i 80erne og 90erne var der en opta­get­hed af børns selv­re­gu­le­ring og erfa­rings­pro­ces­ser, børns selv­for­valt­ning og bør­ne­per­spek­ti­vet som afsæt for dannelse af børns demo­kra­ti­ske dannelse.

I de seneste 15 års uddan­nel­ses­re­for­mer er demokrati og demo­kra­tisk dannelse imid­ler­tid blevet stadigt mere usynlig: Vi lever i en tid med et massivt uddan­nel­ses­po­li­tisk fokus på kvalitet, på klare mål, på at styrke og moni­to­rere befolk­nin­gens kom­pe­ten­ce­ud­vik­ling, og sikre at pæda­go­gik­kens effekter og resul­ta­ter bidrager til nationens kon­kur­ren­ce­evne. Spørgsmål om demokrati i relation til pædagogik og uddan­nelse synes ikke længere at have den store politiske opmærk­som­hed. Særligt spørgsmål om demokrati for og om børn synes at være et ikke-tema; noget som ikke pro­ble­ma­ti­se­res eller debatteres.

Temaet er alment inter­es­sant i lyset af at det i år er 100 år siden, den ame­ri­kan­ske filosof og uddan­nel­ses­tæn­ker John Deweys klassiske værk Uddan­nelse og demokrati udkomI bogen for­mu­le­rer Dewey den grund­tanke, at:« Et demokrati er mere end en styreform – det er primært en form for liv i forening med andre, en fælles kom­mu­ni­ke­ret erfaring.» (John Dewey: Uddan­nelse og demokrati 2005:104) Dewey gør med andre ord en demo­kra­tisk livsform til basis for en demo­kra­tisk styreform, der udvikler sine borgere til aktiv del­ta­gelse, og han gør pædagogik og uddan­nelse central herfor.

Med sine for­mu­le­rin­ger skriver Dewey sig ind i rækken af klassiske dan­nel­ses­for­ta­lere, der ikke ser demokrati som en hellig gral, der kan tages frem efter behov, men som et fænomen, der løbende må etableres og tilegnes gennem men­ne­skets sub­jek­tive og kol­lek­tive erfa­rings­dan­nelse. Med Kants berømte for­mu­le­ring: ”Sapere Aude: Hav mod til at betjene dig af din egen forstand”, toner fore­stil­lin­gen frem om en myndig og oplyst borger, der har så meget civilcou­rage, at denne har mod på, ikke blot at tvivle, stille spørgsmål og ytre uenighed, men også sige fra. Som evner at handle selv, og forandre omgi­vel­serne. Ligesom Kant, udtrykte Dewey en opti­mi­stisk tro på det enkelte menneskes evne til at lede sit eget liv, men Dewey mente ikke, at denne civilcou­rage kommer af sig selv. Der må pædagogik, opdra­gelse og uddan­nelse til. Skolen – og andre pæda­go­gi­ske insti­tu­tio­ner, kunne man tilføje – skal selv optræde som en demo­kra­tisk instans, som giver børn og pædagoger mulighed for at give sig i kast med erfarede problemer og skabe tæt kontakt mellem under­vis­ning og samfund, så der åbnes for demo­kra­ti­ske processer i alle sam­men­hænge. I skolen er der prin­ci­pi­elt mulighed for at åbne sig for, at børn deltager i og erfarer demo­kra­ti­ske processer, der kan føre til selv­dan­nelse og poten­ti­elt også til ander­le­des hånd­te­rin­ger af de sam­funds­mæs­sige og kul­tu­relle processer, som børn er en del af.

Når vi skriver, at demokrati og sam­men­hænge mellem demokrati og uddan­nelse er et ikke-tema i vores samtid, er det dog ikke helt rigtigt. Fra 2001, hvor stats­mi­ni­ster Anders Fogh Rasmussen lancerede en kul­tur­kamp, sattes en inten­si­ve­ret vær­dipo­li­tisk dagsorden, hvor man begyndte at pro­ble­ma­ti­sere demokrati som et anlig­gende for pædagogik og uddan­nelse på en ganske særlig måde. Demokrati blev for­mu­le­ret som en selv­føl­ge­lig værdi, en opnået tilstand, som karak­te­ri­se­rer det danske samfund, og som derfor skal forsvares og værnes mod ude­frakom­mende kræfter. Der blev taget initiativ til udar­bej­delse af en demokrati-kanon, og nationens sam­men­hængs­kraft skulle styrkes ved at inten­si­vere under­vis­nin­gen i demokrati og med­bor­ger­skab. Fogh under­stre­gede, at ”respekt for et demo­kra­tisk men­ne­ske­syn om alles frihed, ligeværd og ansvar skal præge under­vis­nin­gen på alle klas­se­trin”[i] og han varslede et skærpet tilsyn med de frie skoler ved­rø­rende under­vis­nin­gen i sam­fun­dets grund­læg­gende værdier: ”I tilsynet med de frie skoler vil vi sikre, at under­vis­nin­gen i danske sam­funds­for­hold og demo­kra­ti­ske værdier er i orden.”

Denne bog­hol­derin­ter­esse gik hånd i hånd med samme stats­mi­ni­sters hånlige afstand­ta­gen fra ”rund­kreds­pæ­da­go­gik”. Demokrati for­mu­le­re­des altså ikke som et levende og besvær­ligt pej­le­mærke, som stat og skole skal sigte mod. Det blev beskrevet som en opnået tilstand, nogle fær­dig­he­der og kom­pe­ten­cer, som man kan og skal under­vi­ses i. Ikke for at udvikle det, men for at overtage og beskytte det. Tendensen er fortsat siden: Der er en iøj­ne­fal­dende sam­men­fald mellem de hie­rar­ki­ske sty­re­for­mer, som konkret udmønt­e­des i den ny sko­lere­form og den såkaldte ”nor­ma­li­se­ring” af lærernes arbejds­tid, og så fraværet af debat om demokrati som demo­kra­tisk livsform. Mere hie­rar­ki­ske ledel­ses­for­mer rammer ikke bare de pæda­go­gi­ske pro­fes­sio­nelle, men i høj grad også børn og stu­de­rende. Og som formidler af et demo­kra­tisk sindelag til næste gene­ra­tion rammes fol­ke­sko­len måske dybt og grund­læg­gende. Man skal selv­føl­ge­lig være forsigtig med at tolke en tendens ud fra dette tema­num­mer af nær­væ­rende tids­skrift. Men det er påfal­dende, at ingen af de arti­kel­for­slag, som kom som respons på vores åbne invi­ta­tion til at skrive til temaet, omhandler demokrati i relation til skolen eller gymnasiet, elevers hver­dags­liv og med- og selv­be­stem­melse, eller mere formelle demo­kra­ti­ske organer som fx elevråd. Dén ene artikel, der vedrører børn i sko­le­al­de­ren, omhandler under­vis­ning på et museum. Artik­lerne synes således, at afspejle hvad man vel i pæda­go­gi­ske sam­men­hæng kunne som betegne en mar­gi­na­li­se­ring af demokrati i relation til skolen: Væk fra de basale insti­tu­tio­ner og den daglige under­vis­ning. Demokrati som livsform er under pres.

Samtidig og fra en anden vinkel illu­stre­rer dette tema­num­mer dog, at der fortsat findes og trives en interesse for demokrati i bør­ne­højde, for hvordan demokrati og del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der kan tænkes, prak­ti­se­res og forstås for om og med børn. Stør­ste­delen af tema­num­me­rets artikler berører demokrati for børn i relation til dag­in­sti­tu­tions­om­rå­det og det pæda­go­gi­ske arbejde med de yngste børn. Disse bidrag vidner om, at der, samtidig med den stærke politiske og sty­rings­mæs­sige interesse for at ”sikre” kvalitet i form af målbare lærings­ud­byt­ter, findes en betydelig pæda­go­gisk og forsk­nings­mæs­sig interesse for at forstå og diskutere, hvordan det pæda­go­gi­ske arbejde i dag­in­sti­tu­tio­nerne også handler om at udvikle demokrati for og med børnene.

Præ­sen­ta­tion af de enkelte artikler

Tema­num­me­rets første artikel ”Med børn skal man land bygge – analyser af idealer for demokrati og med­bor­ger­skab i dag­in­sti­tu­tio­nen 1945 – 2015” af Sofie Rosen­gaard rummer et historisk per­spek­tiv på demo­kra­ti­for­stå­el­ser og –idealer på dag­in­sti­tu­tions­om­rå­det. Rosen­gaard argu­men­te­rer for, at den kvan­ti­ta­tive udbygning af dag­in­sti­tu­tions­om­rå­det og med den insti­tu­tio­na­li­se­rin­gen og pæda­go­gi­se­rin­gen af børns liv i perioden 1945 – 2015 kan ses som en form for bor­ger­dan­nende inter­ven­tion, en måde hvorpå natio­nal­sta­ten Danmark og dens borgere søges etableret. Med sine analyser af, hvordan pædagogik og pæda­go­gi­ske mål­sæt­nin­ger over tid har været dis­ku­te­ret og formidlet som svar på sam­funds­mæs­sige kriser i pæda­go­gi­ske fag­tids­skrif­ter, etablerer artiklen en baggrund, hvorpå aktuelle dis­kus­sio­ner og opta­get­he­der af demokrati i bør­ne­højde kan nuanceres og udfoldes.

Temaets anden artikel, ”Demokrati i hverdagen”, af Anne­grethe Ahrenkiel og Niels Warring tager det udgangs­punkt, at demokrati og demo­kra­tisk dannelse gennem børnenes mulig­he­der for selv­re­gu­le­ring og samek­si­stens er en væsentlig pæda­go­gisk opgave for og i dag­in­sti­tu­tio­nerne. Gennem en ind­le­dende skelnen mellem demokrati som styreform og demokrati som livsform, etablerer for­fat­terne et afsæt for en dis­kus­sion om aktuelle udfor­drin­ger for mulig­he­den for at udvikle demokrati som livsform i dag­in­sti­tu­tio­ner. Artiklen dis­ku­te­rer, hvordan pæda­go­gisk autonomi for de voksne er en for­ud­sæt­ning for udøvelse af faglige skøn, og peger på, at hvis ikke der er demokrati for pæda­go­gerne, kan det være svært at udvikle demo­kra­tisk dannelse for børnene.

At den faglige autonomi – og med den mulig­he­den for at gribe børnenes enga­ge­men­ter og inter­es­ser – er under pres i disse år, er også et centralt tema i Mari Pet­ter­s­volds artikel ”Demokrati i bar­ne­ha­gen med pro­gram­mer på arbejd”. Gennem en sproglig analyse af de argu­men­ter og for­mu­le­rin­ger, der giver den også i Danmark udbredte metode ”Dialogisk Læsning” legi­ti­mi­tet, viser Pet­ter­s­vold, hvordan metoden hverken kan siges at være dialogisk og eller demo­kra­ti­ud­vik­lende. Pet­ter­s­vold pro­ble­ma­ti­se­rer således, hvordan pæda­go­gi­ske koncepter, metoder, pro­gram­mer og værktøjer, som udbydes i bør­ne­ha­ve­fel­tet, forsøges tilpasset dag­in­sti­tu­tio­nerne ved at sløre de inten­tio­ner og teo­re­ti­ske for­stå­el­ser, de baserer sig på. Hun dis­ku­te­rer, hvad pro­gram­mer­nes ofte behavi­o­ri­sti­ske for­tolk­nings­ram­mer kan betyde for børn og pæda­go­gers mulig­he­der for at fremme og prak­ti­sere demokrati i daginstitutionen.

Solveig Østrem har skrevet artiklen ”Program til hinder for demo­kra­tisk del­ta­gelse”, som tager samme pro­ble­ma­tik op og som også indgår i temaet. Af plads­mæs­sige grunde er artiklen ikke trykt. Også hun inter­es­se­rer sig for hvordan det pæda­go­gi­ske arbejde med at fremme børns demo­kra­ti­ske del­ta­gelse udfordres af metoder, koncepter og pro­gram­mer. Konkret leverer Østrem en kritisk læsning af pro­gram­met ”De utrolige år”, som oprin­de­ligt er udviklet til børn med adfærds­for­styr­rel­ser, men som nu mar­keds­fø­res og vinder udbre­delse som et uni­ver­sal­fore­byg­gende program til brug i bør­ne­ha­ven. Østrem under­ka­ster de teo­re­ti­ske for­stå­el­ser bag pro­gram­met en kritisk under­sø­gelse, ligesom hun pro­ble­ma­ti­se­rer de måder, hvorpå pro­gram­met gives legi­ti­mi­tet, men også udfordrer mulig­he­derne for demo­kra­ti­ske samvær­s­for­mer i daginstitutionen.

Kim Ras­mus­sens artikel ”Småbørns kropslige inter­ak­tion, kom­mu­ni­ka­tion og leg” er den første af 6 artikler som på for­skel­lige måder peger på, hvordan der pæda­go­gisk kan arbejdes med demokrati. Artik­lerne er arran­ge­ret kro­no­lo­gisk, så vi med Kim Rasmussen starter med de helt små børn. Han argu­men­te­rer for, at børns kropslige samvær udgør en vigtig form for demo­kra­tisk erfa­rings­dan­nelse. Han kommer bl.a. ind på, hvordan voksne i deres inter­ak­tion kan under­støtte disse erfa­rin­ger med demokrati.

Også Maja Røn Larsen og Anja Hvidt­feldt Stanek dis­ku­te­rer i deres artikel ”Demo­kra­ti­ske bestræ­bel­ser i den danske småbørns­pæ­da­go­gik” pæda­go­gers arbejde med demokrati. I artiklen viser for­fat­terne hvordan nogle pædagoger, ved siden af koncepter, pro­gram­mer og stan­dar­di­se­rede doku­men­ta­tions­ske­maer, faktisk er dybt optagede af at ved­va­rende at afprøve hvordan demokrati kan udfoldes i vug­ge­stu­ens hver­dags­liv. En væsentlig pointe i artiklen er, at demo­kra­ti­ske bestræ­bel­ser i den danske småbørns­pæ­da­go­gik ikke ligger i afgræn­sede, planlagte og vel­til­ret­telagte pro­jekt­for­løb, men udvikles og udfoldes i det, for­fat­terne kalder hver­da­gens situerede pæda­go­gi­ske praksis, hvori lydhørhed og flek­si­bi­li­tet i forhold til hele tiden at udforske, omor­ga­ni­sere og starte forfra er en væsentlig pæda­go­gisk pointe. Dog pro­ble­ma­ti­se­rer pæda­go­gerne – og artiklen – også, hvordan det komplekse, situerede og afprø­vende arbejde med at skabe demokrati i bør­ne­højde ikke ydes ret­fær­dig­hed i de stan­dar­di­se­rede doku­men­ta­tions­ske­maer, som pæda­go­gerne pålægges.

Artiklen ”Frem­tids­værk­sted som demo­kra­ti­se­rende metode – aktions­forsk­ning med bør­ne­ha­vebørn” af Unni Lind og Mia Husted beskæf­ti­ger sig med demokrati og demo­kra­tisk dannelse som en pæda­go­gisk opgave og værdi, der kræver konkrete under­sø­gel­ser og afprøv­nin­ger. I demo­kra­ti­ske bestræ­bel­ser på at belyse, kva­li­fi­cere og under­støtte udvikling af børnenes liv og læring nedefra, har for­fat­terne eks­pe­ri­men­te­ret med at etablere frem­tids­værk­ste­der for børn. Artiklen dis­ku­te­rer de metodiske og etiske udfor­drin­ger ved at etablere frem­tids­værk­ste­der for og med børn, som viser sig at rumme bety­de­lige udfor­drin­ger. I for­bin­delse med de metodiske dis­kus­sio­ner dis­ku­te­res den viden­dan­nelse og (poten­ti­elle) demo­kra­ti­se­rende udvikling af dag­in­sti­tu­tio­nen, som mulig­gø­res med børnenes deltagelse.

I artiklen ”Teorien om det radikale demokrati – relevant for bar­ne­hage­fel­tet?” spørger Berit Tofteland, med udgangs­punkt i Chantal Mouffes teori om det radikale demokrati, hvordan demokrati kan fremmes i et plu­ra­li­stisk samfund. Mouffes svar er, at demokrati som livsform må udbredes og opdyrkes i alle sam­fun­dets insti­tu­tio­ner som en interesse for insti­tu­tio­nelle struk­tu­rer, for kon­flik­ter og følelser, der kan opstå mellem deltagere med for­skel­lige kol­lek­tive iden­ti­te­ter. Tofteland inter­es­se­rer sig for mål­tids­fæl­les­ska­bet i dag­in­sti­tu­tio­nen som en mulighed for at udleve det radikale demokrati afhængigt af, hvordan det fortolkes og forvaltes af pædagogerne.

Inter­es­sen for børns mulig­he­der for at gøre sig til deltagere, samt et blik for demokrati som et fænomen, der prak­ti­se­res konkret og løbende, er også gen­nem­gå­ende for Lise Sattrups artikel ”Demo­kra­ti­ske begi­ven­he­der i mellemrum og sprækker. ” Her bevæger vi os nu fra det pæda­go­gi­ske arbejde med de yngste børn, til under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner på kunst­mu­seer, der under­sø­ges med henblik på sam­men­hænge mellem demokrati og børns del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der. Sattrups analyser tager udgangs­punkt i den franske filosof Jaques Rancières for­stå­else af demokrati som noget sporadisk, der gøres og opstår i hver­dags­si­tu­a­tio­ner, hvor domi­ne­rende for­stå­el­ser af, hvem der kan deltage, og hvordan der skal deltages, udfordres. Gennem analyser af konkrete under­vis­nings­si­tu­a­tio­ner peger for­fat­te­ren på de demo­kra­ti­ske poten­ti­a­ler, der ligger på kanten af under­vis­nin­gen (mellemrum) eller bryder med den (sprækker). Artiklen argu­men­te­rer for en pæda­go­gisk pri­o­ri­te­ring af mellemrum og sprækker i under­vis­nings­for­løb på kunst­mu­seer, hvis demokrati i bør­ne­højde ønskes.

I den sidste artikel i dette tema­num­mer, ”Demo­kra­tisk del­ta­gelse for unge i en gråzone” af Charlotte Bech Lau bevæger vi os kro­no­lo­gisk længere op i bør­ne­li­vet til en tema­ti­se­ring af demokrati og mulig­he­der for demo­kra­ti­ske del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der for unge, som er i sårbare livs­si­tu­a­tio­ner. Bech Lau viser gennem sin aktions­forsk­ning med sårbare unge, hvordan det massive aktuelle politiske pres på uddan­nelse og afklaring af frem­tids­mu­lig­he­der betyder, at de unges basale behov ikke imø­de­kom­mes til­stræk­ke­ligt. De unge efter­spør­ger at blive set som myndige deltagere som en for­ud­sæt­ning for over­ho­ve­det at kunne tage en plads og begynde at orientere sig mod bestemte mål. Artiklen rummer en radikal kritik af den aktuelle mål­o­ri­en­te­rede praksis i relation til udsatte unge og peger på et behov for nye vinklin­ger i tilgange til unge i en gråzone, der omfatter bedre mulig­he­der for at deltage i sam­fun­dets fællesskaber.

Bemærk at Solveig Østrems artikel ”Program til hinder for demo­kra­tisk del­ta­gelse” også indgår i temaet , men ikke  er trykt af plads­mæs­sige grunde.

Birgitte Elle, Line Togsverd og Tomas Ellegaard

[i]   Stats­mi­ni­ster Anders Fogh Ras­mus­sens tale ved Fol­ke­tin­gets åbning 2. oktober 2007