Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2012 #4

Inklu­sio­nens selv­føl­ge­lig­hed?

Inklusion som selv­føl­ge­ligt mål i dag­in­sti­tu­tions- og sko­lepo­li­tik, uddan­­nel­­ses- og arbejds­mar­kedspo­li­tik og social- og inte­gra­tions­po­li­tik har sat dags­or­de­nen gennem de senere år. ’Inklusion’ er et af den slags begreber, der ofte omtales som en ’flydende betegner’. Det kan betyde lidt af hvert, alt efter hvad man mener med det. Alle kan genfinde sin mening i begrebet, men hvad det dækker over afhænger af syns­vink­len.

  • Søren Langager, Maria-Christina Secher Schmidt & Bodil Øster:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Maria-Christina Secher Schmidt og Søren Langager:
    Jeg er den, som står på gulvet. Jeg kan ikke sende presset nogen steder hen, så jeg tænker hele tiden at jeg må kunne mere…
  • Henrik Herløv Lund:
    Inklu­sio­nens økonomi er en spa­reø­velse
  • Maja Røn Larsen:
    Inklusion og diag­no­sti­ske udred­nin­ger – en analyse af insti­tu­tio­nelle kravs betydning for pæda­go­gisk arbejde omkring børn i van­ske­lig­he­der
  • Benny Lihme:
    Inklu­sio­nens kun­stig­hed – et essay
  • Dion Rüsselbæk Hansen:
    Har vi fortabt os i inklusion og er blevet blinde for eks­klu­sion?
  • Jens Erik Kri­sten­sen:
    Viljen til Inklusion – en sam­tids­di­ag­nostisk ind­kreds­ning af en ny politisk-pæda­­go­­gisk dagsorden

Øvrige artikler

Mange kokke fordærver ikke maden – om hver­dags­liv og reha­bi­li­te­ring i tre danske Fontæne Klubhuse.

Af Annemarie Højmark

På baggrund af en antro­po­lo­gisk under­sø­gelse af praksis i danske Fontæne Klubhuse for voksne med sinds­li­delse præ­sen­te­rer artiklen et prak­sisnært indblik i hver­dags­li­vet og dermed i det sociale samspil mellem medlemmer og med­ar­bej­dere i Klubhu­sene. Artiklen giver dermed et indblik i hvordan indi­vi­du­elle reha­bi­li­te­rings­pro­ces­ser kan under­støt­tes gennem soci­al­pæ­da­go­gisk praksis.

Replik til temaet: Anven­del­ses­fo­ku­se­ret pæda­go­gisk forskning i DpT nr. 3/12

Lærer­ud­dan­nel­sen før – nu og i fremtiden?

Af Kirsten Krogh-Jespersen

En lærer­ud­dan­nelse skal sætte de kommende lærere i stand til at undervise i fol­ke­sko­lens fag, så eleverne får mest muligt ud af deres skolegang i forhold til fol­ke­sko­le­lovens dannelses- og uddan­nel­ses­mål. Artiklen yder et bidrag til, at kva­li­te­terne i 1966-loven ikke går i glem­me­bo­gen, men trækkes frem igen, når vi om føje år må indse 2012-lovens util­stræk­ke­lig­hed.

Lærer­ud­dan­nel­sen: en størrelse under evig kritik – og måske fornyelse

Af Lars Jakob Mus­chin­sky

Nye lærer­ud­dan­nel­ser har det med at komme jævnligt og hurtigt bli­ve erstat­tet af noget, der er end­nu nyere – og gen­nem­gå­ende vedtages de da også med et bredt flertal i fol­ke­tin­get. I hvilket omfang og hvordan den nyeste lærer­ud­dan­nelse i praksis adskiller sig fra per­leræk­ken af for­gæn­ge­re, vil tiden vise. På en række områder er den kommende ny lærer­ud­dan­nelse dog præ­get af mar­kan­te forhold, der kan vise sig at have stor betydning.

Femi­ni­se­ring­s­te­sen: For god til at være falsk?

Af Svend Brinkmann & Thomas Szulevicz

Artiklen dis­ku­te­rer den såkaldte femi­ni­se­ring­s­tese som for­kla­rings­mo­del for, at mange drenge klarer sig dårligere end piger i uddan­nel­ses­sy­ste­met. Femi­ni­se­ring­s­te­sen baserer sig på en kønnet diagnose af problemet, som fører til kønnede løs­nings­for­slag. Drengenes van­ske­lig­he­der i uddan­nel­ses­sy­ste­met skal i højere grad forstås med udgangs­punkt i skolens pæda­go­gi­ske prak­sis­ser, der ikke er særligt knyttet til køn.

Anmel­del­ser

  • Bjarne Wahlgren & Vibe Aarkrog: Transfer. Kom­pe­ten­cer i en pro­fes­sio­nel sam­men­hæng
  • Per Fibæk Laursen: Ung­doms­liv og læring

Redak­tio­nel ind­led­ning

Inklu­sio­nens selv­føl­ge­lig­hed?

Inklusion som selv­føl­ge­ligt mål i dag­in­sti­tu­tions- og sko­lepo­li­tik, uddan­­nel­­ses- og arbejds­mar­kedspo­li­tik og social- og inte­gra­tions­po­li­tik har sat dags­or­de­nen gennem de senere år. Et politisk og pæda­go­gisk plusord, der rækker langt videre end oprin­del­sen i varianten ’Inclusion’ og ’Inclusive Education’ i inter­na­tio­nale han­di­cap­po­li­ti­ske doku­men­ter såsom Salamanca-erklæ­rin­­gen fra 1994 og den seneste Handicap-kon­ven­tion fra 2006. Inklusion er som begreb ved at over­trumfe det soci­al­po­li­ti­ske slogan om ’det rummelige arbejds­mar­ked’ indlejret i ’Lov om aktiv soci­al­po­li­tik’ fra 1998. Samtidig vrimler det med nye bøger og pjecer med titler som ’Den inklu­de­rende skole’, ’Sådan inklu­de­rer du med­ar­bej­dere på arbejds­plad­sen’, ’Inklu­de­rings­hånd­bo­gen’ og ’Den gode inklusion i X‑købing kommunes dag­in­sti­tu­tio­ner’.

Temmelig sikkert er det da også, at skulle man som pædagog, lærer, soci­a­l­ar­bej­der eller job­kon­su­lent åbent erklære sig uenig i, at inklusion i sig selv er et godt og dags­or­den­sæt­tende mål, mødes man med ufor­stå­ende blikke og kan­di­de­rer muligvis til en eventuel kommende prik­ker­unde på arbejds­plad­sen.

’Inklusion’ er et af den slags begreber, der ofte omtales som en ’flydende betegner’. Det kan betyde lidt af hvert, alt efter hvad man mener med det. Alle kan genfinde sin mening i begrebet, men hvad det dækker over afhænger af syns­vink­len. Derfor er der mange udlæg­nin­ger af inklu­sio­nens logik med deraf følgende mulig­he­der for for­veks­ling med mere entydige begreber som inte­gra­tion. Dog ser det ud til, at der kan laves nogle kate­go­ri­ale snit, som repræ­sen­te­rer nogle for­skel­lige måder at forstå og prak­ti­sere inklusion på, for eksempel:

  • Som ideal om tolerance og ligeværd 
    Pæda­go­gi­ske idealer på reform­pæ­da­go­gisk vis om at her er alle velkomne og kommer hinanden ved i et aner­ken­dende, lige­vær­digt, respek­te­rende, hen­syn­ta­gende miljø.
  • Som inte­gra­tion i inklu­sio­nens klæ­de­d­ragt med fokus på den indi­vi­du­elle til­pas­ning 
    En logik hvor nogen skal inklu­de­res, dvs. inte­gre­res i et miljø, ved at lære de teknikker, der skal til for at udvise en adfærd, der ikke over­skri­der de forud givne tole­ran­ce­tær­s­k­ler.
  • Som reaktion på mislykket fore­byg­gelse
    I nogle sam­men­hænge ser det ud til at inklu­sio­nens logik for­veks­les med den fore­byg­gende tanke. Det må dog pointeres at inklusion kun giver mening hvis der kan iagttages eks­klu­sions­prak­sis­ser, mens fore­byg­gelse gør det menings­løst at operere med inklu­sions­be­gre­bet, da der – når fore­byg­gelse lykkes – ikke er nogen der skal inklu­de­res. Det er de allerede.
  • Som dif­fe­ren­ti­e­ret rum­me­lig­hed 
    En logik der repræ­sen­te­rer den benhårde politiske rum­me­lig­heds­for­stå­else, hvor alle skal finde deres plads i det dif­fe­ren­ti­e­rede fæl­les­skab, hvor kun fåtallet er direk­tø­rer eller 12-tals præ­sta­tions­e­le­ver ved eksamen, men hvor alle er i samme båd.

Her er med andre ord tale om et begreb, som alle med hver sin tolkning kan være enige i (eller i hvert fald ikke kan erklære sig uenige i) er vigtigt og rigtigt.

Netop derfor synes det nød­ven­digt at anlægge kritiske per­spek­ti­ver på inklusion som begreb og som prak­sis­for­mer. Det er eksem­pel­vis væsent­ligt, om der bag de vari­e­rende måder at forstå og prak­ti­sere inklusion på viser sig at være en fælles under­for­stået præmis: Inklusion i eller til det almin­de­lige og normale. I dag­in­sti­tu­tio­nen og ikke spe­ci­al­in­sti­tu­tio­nen, i nor­mal­klas­sen og ikke spe­ci­al­klas­sen eller spe­ci­alsko­len, i det ordinære arbejds­mar­ked og ikke på særlige vilkår i eksem­pel­vis soci­alø­ko­no­mi­ske virk­som­he­der. Den politiske og pæda­go­gi­ske inklu­sions­selv­føl­ge­lig­hed synes på denne vis at være synonym med det ordinære i betyd­nin­gen ’det store sam­funds­fæl­les­skab’.

Her trænger et spørgsmål sig på: Er der med inklu­sio­nens selv­føl­ge­lig­hed i dens aktuelle frem­træ­del­ses­form mistet det ’klassiske’ blik for en skelnen mellem et kort­sig­tet og et lang­sig­tet inklu­sions­per­spek­tiv? Et blik hvori det korte per­spek­tiv tænkes i særlige miljøer – små spe­ci­al­klas­ser, døg­nin­sti­tu­tio­ner, refugier mv. – som et skridt på vejen mod indi­vi­duel parathed til aktiv del­ta­gelse i sam­funds­li­vet og altså et inklu­sions­per­spek­tiv på længere sigt. Til­sy­ne­la­dende er alle sejl for tiden sat for at inklusion i sam­fun­dets nor­mal­in­sti­tu­tio­ner og ‑markeder kan rea­li­se­res så hurtigt som muligt uden svin­ke­æ­rin­der.

Dette aktu­a­li­se­rer det uom­gæn­ge­lige økonomisk-politiske moment: Ville inklu­sions­be­stræ­bel­serne være i så høj kurs i skolen, dag­in­sti­tu­tio­nerne, på uddan­nel­serne og arbejds­mar­ke­det, hvis en indsats i den retning var fulgt af væsent­lige udgifts­stig­nin­ger?

Og kan man spørge til, om suc­ceskri­te­riet for det inklu­de­rende fæl­les­skab (uanset størrelse) trods vel­me­nende pæda­go­gi­ske hen­sigt­ser­klæ­rin­ger reelt i praksis kommer til at rette sig mod aktø­rer­nes adfærd og opførsel frem for mod tilpashed og vel­be­fin­dende. I så fald kan resul­ta­tet blive – med Axel Honneths ord – at de inklu­de­rede kan være erkendt tilstede men ikke nød­ven­dig­vis anerkendt, da en sådan skelnen ikke kan ses med det blotte øje eller høres målt i decibel.

Endeligt spøger det voldsomt stigende antal børn, unge og voksne, der udredes med en diagnose – for tiden især ADHD – i kulissen. Sæd­van­lig­vis har en diagnose medført etab­le­ring af særlige tilbud, men i dag ser tendensen ud til at gå i modsat retning. En ’tilpas’ ind­gri­bende diagnose udløser ekstra resurser til fastholdt inklusion i den almin­de­lige dag­in­sti­tu­tion, almensko­len eller det ordinære uddan­­nel­­ses- og arbejds­mar­ked – ofte i form af for­skel­lige former for personlig assi­stance så som under­vis­nings­as­si­sten­ter, unge­men­to­rer og job­kon­su­len­ter.

Når alt kommer til alt, må der siges at være grund til et tema­num­mer om inklu­sio­nens selv­føl­ge­lig­hed. Både til at udfordre årsagerne til, at inklu­sions­dags­or­de­nen sætter sig så stærkt igennem netop nu, og til at afsøge måderne inklusion forstås og prak­ti­se­res på eller netop ikke forstås og ikke prak­ti­se­res på, og hvor særlige miljøer med høj intern inklu­sions­ka­pa­ci­tet ikke tæller med i debatten omkring inklu­de­rende praksis i pædagogik, uddan­nelse og socialt arbejde, idet det ikke er ’rigtig inklusion’.

Tema­num­me­ret lægger ud der, hvor betyd­nin­gerne af den aktuelle inklu­sions­dags­or­den mærkes: i den pæda­go­gi­ske praksis, hos den der står på gulvet... Gennem et bear­bej­det interview med to fol­ke­sko­le­læ­rere ansku­e­lig­gør Maria-Christina Secher Schmidt og Søren Langager, at ønsket om at inkludere elever i van­ske­lig­he­der i alme­nun­der­vis­nin­gen får betydning for såvel opgave- som pro­fes­sions­for­stå­else. Læreren opfordres til at rette blikket mod sin egen rolle i at skabe og forhindre mulig­he­der for ’det inklu­de­rede barn’. Samtidigt gives der van­ske­lige – om ikke umulige – betin­gel­ser for at det inklu­de­rende arbejde reelt kan finde sted, dels fordi der ikke nød­ven­dig­vis følger (til­stræk­ke­lig) ekstra resurser med, dels fordi lærerne ikke oplever hand­le­mu­lig­he­der, når de vurderer, at det er for svært at inkludere et barn, men blot får besked om at prøve igen.

At denne oplevelse hverken er tilfældig eller ene­stå­ende syn­lig­gø­res efter­føl­gende af Henrik Herløv Lunds øko­no­mi­ske analyse af at inklu­sio­nens økonomi er en spa­reø­velse. Her ana­ly­se­res udgifts­ud­vik­lin­gen for spe­ci­a­lun­der­vis­ning, den bag­ved­lig­gende øko­no­mi­ske situation i kom­mu­nerne og ikke mindst sam­men­hæn­gen til rege­rin­gens øko­no­mi­ske politik. Artiklen frem­stil­ler, hvordan der bag den offi­ci­elle politiske retorik om inklusion af svage elever i fol­ke­sko­len gemmer sig en bespa­relse der skønnes ikke at være under 2 mia. kr.

Til­sva­rende peger Maja Røn Larsen i sin artikel på nogle orga­ni­sa­to­ri­ske og insti­tu­tio­nelle rammer – pro­ce­du­rer for visi­ta­tion til spe­ci­al­til­bud og udmåling af ekstra resurser – som gemmer sig bag inklu­sions­dags­or­de­nens hen­sigt­ser­klæ­rin­ger i såvel fol­ke­sko­ler som dag­in­sti­tu­tio­ner. Artiklen viser sam­men­hæn­gen mellem inklusion og diag­no­sti­ske udred­nin­ger. Visi­ta­tions­pro­ce­du­rerne betyder at blikket, trods en udtalt hensigt om at fokusere på det inklu­de­rende miljø, i stedet rettes mod det indi­vi­du­elle barn i forsøget på at kate­go­ri­sere problemet på en måde som kan udløse ekstra resurser. Dermed giver artiklen samtidig et bud på en for­kla­ring på ”diag­no­ser­nes him­mel­flugt” på bør­ne­om­rå­det.

Hvilken betydning denne him­mel­flugt kan have for de diag­no­sti­ce­rede på længere sigt, ansku­e­lig­gø­res i Benny Lihmes essay om inklu­sio­nens kun­stig­hed. Lihme påpeger at diag­no­serne har tendens til at hænge ved livet ud, og at uanset hensigter om at inkludere også de psy­ki­a­trisk diag­no­sti­ce­rede voksne i nor­mal­sam­fun­det – og særligt på det normale arbejds­mar­ked – så flytter kate­go­ri­se­rin­gen og dermed poten­ti­elt eks­klu­sio­nen med.

Netop forholdet mellem inklusion og eks­klu­sion adres­se­res i Dion Rüsselbæk Hansens artikel, hvor han spørger til om vi har fortabt os i inklusion og er blevet blinde for eks­klu­sion? Gennem en analyse af inklu­sions­be­stræ­bel­serne på HF & VUC ansku­e­lig­gø­res det, hvordan ønsket om at ’få alle med’ i rea­li­te­ten også kan være med til at eks­klu­dere, fordi eleverne mødes med for­vent­nin­ger, som de ikke nød­ven­dig­vis kan eller vil indfri. Som på bør­ne­om­rå­det ses endvidere tendenser til at pro­ble­merne indi­vi­du­a­li­se­res på trods af udtalte ønsker om det modsatte – i dette tilfælde under­støt­tet af en række indi­vi­du­a­li­se­rende sty­rings­tek­no­lo­gier som iværk­sæt­tes for at opnå del­ta­gelse.

Endelig afrundes temaet af Jens Erik Kri­sten­sens sam­tids­di­ag­nosti­ske ind­kreds­ning af viljen til inklusion som breder temaet ud i forhold til en soci­al­po­li­tisk, inte­gra­tions­po­li­tisk og pæda­go­gisk sam­men­hæng. Her udfordres den letkøbte inklu­sions­dags­or­den gennem et historisk blik på hvordan inklu­sions­dags­or­de­nen bl.a. udgrænser inter­es­sen for de hie­rar­ki­ske forskelle i indkomst og livs­chan­cer. Det fre­m­a­na­ly­se­res hvordan inklusion er blevet en central tematik i den kon­kur­ren­ce­stats­lige omlægning af vel­færds­po­li­tik­ken fra for­sør­gelse, beskyt­telse og kom­pen­sa­tion til selv­for­sør­gelse, mobi­li­se­ring og inklusion.

Søren Langager, Maria-Christina Secher Schmidt og Bodil Øster

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Klip på knappen for at støtte