Anvendelsesfokuseret pædagogisk forskning – betydning og alternativer
Temaet belyser aktuelle tendenser og måder at inddrage og anvende pædagogisk teori i praksis. Begreber og forestillinger om anvendelse af viden inden for det pædagogiske område bliver ekspliciteret, reflekteret, diskuteret, problematiseret og nuanceret. Der kastes et kritisk lys på anvendelsesfokuseringen, og i hvilken forstand den kan siges at kvalificere den pædagogiske praksis.
- Birgitte Elle, Thomas Ellegaard & Maja Plum:
Redaktionel indledning - Peter Østergaard Andersen:
Om at anvende beskrivelser og beskrive anvendelser - Bodil Øster:
Udsat for evidens. Rapport fra et pædagogisk projekt under sundhedsøkonomisk lup - Maja Plum:
Mellem Kindergarten og Howard Garden. En historie om viden der vinder an i den danske daginstitution - Annegrethe Ahrenkiel & Birger Steen Nielsen:
Viden og forandring – uden quick fix
Øvrige artikler
Kreativitetspædagogik som forebyggelse
Af Lars Geer Hammershøj
Legen for legens egen skyld er vigtigere end nogensinde. Leg er nemlig børns måde at være kreative på, og det at være kreativ forekommer at blive afgørende på fremtidens arbejdsmarked. Legen for legens egen skyld er værdsat herhjemme, og reformpædagogikken kendetegnet ved at værdsætte, men ikke begribe legen. Leg er en øvelse i selvdannelse, hvorfor leg vil kunne forebygge de negative konsekvenser af samtidens vilkår for dannelse.
Akademisering – bidrag til en nuancering
Af Lars Ulriksen
En kommentar.
Koordineret civilisering: Velstående familiers investeringer i social kapital
Af Dil Bach
Artiklen omhandler børneopdragelsen i 15 nordsjællandske kapitalstærke familier i Bourdieusk forstand. Familiernes investeringer i det sociale sikrer en koordineret kultivering, men også en koordineret ’socialisering’, hvor familier og institutioner i fællesskab træner børnene i at kunne begå sig socialt. Og tilsammen vurderes dette som en koordineret civilisering, idet civiliseringsbegrebet både rummer det kulturelle og det sociale og fokuserer på det, der skal til for at blive et ’ordentligt’ menneske.
Pædagoger og konsulenter på markvandring – om et kommunalt udviklingsprojekt i dagtilbud til børn, som også blev ko-kreativt
Af Vivian Lund Hansen & Kamilla Frimodt Madsen
Artiklen tager afsæt i erfaringer og refleksioner fra et kommunalt kompetence- og udviklingsprojekt om inklusion af udsatte børn i dagtilbud.
Daginstitutioner skal både forholde sig til en øget bureaukratisering og ændre deres praksis i takt med de hyppigt ændrede økonomiske og politiske forhold.
Et projektdesign skal derfor tage højde for, at medarbejderne får mulighed for at udtrykke deres frustrationer overfor de meningsforstyrrende tiltag, de bliver udsat for.
Smuds i børnehaven: En undersøgelse af uønskede personlighedstræk i børnehavers vurderingsmaterialer
Af Thomas Gitz-Johansen
Med begrebet ”smuds” sættes fokus på det, der i en given social og kulturel kontekst betragtes som usundt, uønsket og utiltalende hos barnet.
Formålet med en sådan analyse er at undersøge hvilke krav, der stilles til det at være et acceptabelt barn, der ikke vækker omgivelsernes mishag eller ubehag.
Analysen undersøger nogle kulturelle grænser for acceptabel udfoldelse af individualitet og særegenhed hos børn.
Anmeldelser
- Harriet Bjerrum Nielsen:
Skoletid. Piger og drenge fra 1. til 9. klasse - Niels Rosendal Jensen & Christian Christrup Kjeldsen:
Capability Approach – en anderledes tilgang til pædagogik, uddannelse og omsorg - Frede Nielsen Carstens & Søren K. Lauridsen:
Ny kritisk pædagogik - Martin Blok Johansen og Søren Gytz Olesen (red.):
Professionernes sociologi og vidensgrundlag - Egelund, Niels (red.):
Undervisningsdifferentiering – Status og fremblik - Johannes Nørregaard Frandsen, Knud Bjarne Gjesing og Harry Haue:
Mere end en skole! De danske efterskolers historie - Lene Tanggaard og Christian N. Stadil:
I bad med Picasso - Michael Polanyi:
Den tavse dimension - Lars Geer Hammershøj:
Kreativitet – et spørgsmål om dannelse
Redaktionel indledning
Anvendelsesfokuseret pædagogisk forskning – betydning og alternativer
En klassisk diskussion inden for pædagogisk forskning er, om refleksion bør rette sig mod en beskrivelse og analyse af, hvordan pædagogiske forhold er – eller om refleksionen snarere bør rettes mod anvendelse og dermed forbedring af pædagogisk praksis. Sådanne spørgsmål optræder fx under overskrifter som teori-praksis-relationen. Inden for de senere år er tendensen imidlertid i stigende omfang gået imod at spørge til, hvad analyser og beskrivelser kan anvendes til og således forudsætte, at der er – og bør være – en direkte sammenhæng mellem teori og praksis, hvor teorien skal kunne anvise praksis.
I dette tema i Dansk pædagogisk Tidsskrift belyser vi aktuelle tendenser og måder at inddrage og anvende pædagogisk teori i praksis. Begreber og forestillinger om anvendelse af viden inden for det pædagogiske område bliver her ekspliciteret, reflekteret, diskuteret, problematiseret og nuanceret.
I nutidens dominerende anvendelsesfokuserede optik ligger en forestilling om entydig anvisning af, hvad der skal gøres og ikke gøres, hvad der virker og ikke virker. Således blev der i 2004 i en rapport fra OECD rettet voldsom kritik imod dansk pædagogisk forskning og uddannelsesforskning for bl.a. ikke i tilstrækkelig grad at fremkomme med viden, der kan anvendes af samfundet generelt og af uddannelsesplanlæggere og pædagogiske praktikere specifikt. Lignende kritik har også været fremsat i andre lande og udtrykker et generelt politisk/administrativt ønske om, at viden inden for det pædagogiske område skal blive mindre abstrakt og diskuterende samt mere konkret, praktisk og anvendelig. Kritikken har internationalt været bredt rettet og har beskrevet den pædagogiske forskning som grundlæggende svag og med et diskutabelt videnskabeligt niveau.
Den anvendelsesorienterede pædagogiske forskning ligger i spændingsfeltet mellem international/national uddannelsespolitik, forvaltningsvidenskab og den pædagogiske forsknings instrumentelle og tekniske funktion. Som sådan indebærer en diskussion af den pædagogiske viden og forskning en mere fyldestgørende belysning, der tager højde for dette spændingsfelt. Det kræver, at det også undersøges, hvad der konstituerer pædagogisk gyldig og meningsfuld viden, dvs. hvordan pædagogisk viden i dag konstrueres, formidles, forandres, værdsættes og værdisættes, købes og sælges etc.
Ønsker og forhåbninger om øget anvendelighed og anvendelse af pædagogisk forskning har allerede fået konsekvenser på den nationale scene. Der kan peges på en række relativt nye initiativer, der er tiltænkt at fremme anvendelsesorienteringen:
- Inden for forskning kan man se samfundet beskrevet som et såkaldt nyt risiko- og videnssamfund med nye vidensproduktionsbetingelser til følge, ofte kort og sloganpræget benævnt ”modus 2”.
- Inden for den nationale prioritering af pædagogisk forskning kan der peges på oprettelsen af det såkaldte Clearinghouse på DPU efter angelsaksisk forbillede med henblik på at udarbejde reviews af undersøgelser m.h.p. at fremhæve, hvilken ”viden der virker”.
- I forbindelse med styrkelse af den strategiske forskning, herunder Det Strategiske Forskningsråds prioritering af forskningsprojekter, tilstræbes forskning, der lover umiddelbart anvendelige resultater.
- Krav om såkaldt standarder ud fra ”best practice” vinder frem, ofte kombineret med metoder til dokumentation og evaluering inden for alle typer af pædagogiske institutioner og uddannelsessammenhænge.
- Professionshøjskolerne arbejder i høj grad på styrkelse af udviklingsrelaterede projekter, der forventes at foreskrive og ændre pædagogiske fremgangsmåder for på denne måde at kunne skabe praksisnær og anvendelig viden.
Store dele af den anvendelsesorienterede forskning og vidensproduktion fremstiller sig i entydigt positive vendinger som uproblematisk, indiskutabel og omkostningsfri. Her loves løsninger på alskens pædagogiske problematikker, positive og anvendelige. Samtidig er det dog udbredt at afslutte de glade budskaber med konstateringen af, at der er behov for at tilvejebringe yderligere viden.
I dette temanummer søger vi at kaste et kritisk lys på anvendelsesfokuseringen, og i hvilken forstand den kan siges at kvalificere den pædagogiske praksis. Kritikken retter sig mod en række forhold: Generelt peger artiklerne på, at anvendelsesfokuseringen har en stærk tendens til at se bort fra det spændingsfelt og de præmisser, den baserer sig på. Den optræder ofte som neutral, dvs. som udtryk for den sande eller rigtige viden, der vil gøre praksis bedre. Fra hvilket ståsted ’rigtig’ og bedre’ skal forstås, og hvilke andre forståelser, der kunne gøre sig gældende, tematiseres ikke. Artiklerne peger endvidere på, at anvendelsesfokuseringen har en tendens til at se bort fra en række af de betydninger og konsekvenser som den (også) får. Og til at reducere praktikere til funktionærer, der blot skal udføre den viden, der angiveligt virker. Dette sker bl.a. fordi bestemte, oftest målbare, dimensioner er i centrum, mens andre overses eller helt udgrænses. Paradoksalt nok er den styrkede anvendelsesorientering derfor ofte forbundet med en mistro til de pædagogiske praktikere, der ses som en modstand, der skal overvindes, for at der kan gøres det rette.
Peter Østergaard Andersen analyserer i sin artikel Om at anvende beskrivelser og beskrive anvendelser på baggrund af en række aktuelle eksempler, hvordan anvendelsesorienteringen, der med begreber som evidens og ’best practice’ fremstår som tilsyneladende neutrale redskaber – i realiteten former den virkelighed som den griber ind i.
Bodil Øster beskriver i artiklen Udsat for evidens – Rapport fra et pædagogisk projekt under sundhedsøkonomisk de erfaringer hun og andre praktikkere gjorde sig i forbindelse med deltagelse i et ’evidensbaseret’ projekt, herunder hvordan jagten på ’objektive’ kriterier, der skal kortlægge praksis, bliver rammesættende for den faglighed, der kan udfolde sig i selv samme praksis.
I temaets tredje artikel Mellem Kindergarten og Howard Garden – En historie om viden der vinder an i den danske daginstitution viser Maja Plum, hvordan anvendelse af viden kan ses den anden vej rundt – ikke som operationel anvendelse af viden og deri implementeringen af det evidente, men ved at en række forestillinger og elementer bringes i anvendelse og som sådan danner en uantastet fornuft, der kan forstås som politik.
Temaets afsluttende artikel Viden og forandring – uden quick fix tager sit afsæt i det forhold, at den aktuelle anvendelsestrend stort set er baseret på principper fra New Public Management. I artiklen peger Annegrethe Ahrenkiel og Birger Steen Nielsen med afsæt i et nyligt overstået forskningsprojekt på muligheder for at bryde med forestillinger om faste løsninger – og i stedet – med afsæt i hverdagslivets erfaringer og kritik tænke alternativt om praksis ved at udvikle de upåagtede dimensioner af den pædagogiske faglighed.
Birgitte Elle og Tomas Ellegaard, gæsteredaktør Maja Plum
