Pædagogik, historiebrug og historiske perspektiver
Temaet retter opmærksomhed mod og skaber nysgerrighed om, hvordan historie fortælles og bruges i skolen, på uddannelserne og i forskningen samt i den politiske debat om pædagogik og uddannelse og i øvrigt. Hvilke former for historie skrives og fortælles og hvilke virkninger har historiefortællingerne i nutiden? Kan det forholde sig sådan at en åbning af historien kan medvirke til en visionær åbning og nysgerrighed vedrørende pædagogikkens fremtidsperspektiver?
- Eva Bertelsen, Trine Øland & Christian Sandbjerg Hansen:
Redaktionel indledning - Georg Metz:
Den trekantede nationalopfattelse. Fædrelandets foretrukne myter og den store tvivlsomme fælles fortælling før og nu i politik og pædagogik og hvorfor det ikke går an - Trine Øland:
Kanon, tvetydigt intellektuelt arbejde og politisk magt i 00’erne - Marta Padovan-Özdemir:
Migratoriske dannelsesprocesser – når indvandrerfriskolen ikke nødvendigvis fører til antidemokratisk radikalisering
- Christian Sandbjerg Hansen:
Dobbeltsocialisering, opbrudstider og den hellige familie - Laura Detlefsen:
Et opgør med den løftede pegefinger? Seksualundervisning som normpraksis med barnet som ansvarliggjort projektleder
Øvrige artikler
Jagten på fremtidens folkeskole – om joker-organisering og radikal omskiftelighed
Af Justine Grønbæk Pors
Vi er for tiden vidne til heftige diskussioner om, hvordan fremtidens folkeskole skal se ud. Folkeskolen forventes at omskabe sig selv til en fleksibel organisation, der sætter læring i centrum for alle dens beslutninger. Ved siden af et fokus på faglighed begynder vi også at bekymre os om, hvorvidt den danske folkeskole er kreativ og innovativ nok. Artiklen peger på to problemer: diffuse og modsatrettede krav, samt antagelsen om, at innovation og besparelser går hånd i hånd.
Frisættelse eller fodlænke. Kommentar om læreruddannelsen
Af Camilla Wang
“Læreruddannelsen sættes fri” var den budskabsmæssige kerne i de overskrifter, der i januar 2012 fulgte offentliggørelsen af en fireårig følgeevaluering af læreruddannelsesreformen fra 2006. Den afgørende pointe er, at nok har læreruddannelsen behov for at blive ’sat fri’ fra sine mest snærende, detailregulerende bånd, men den skal forbindes i en stærk værdikæde med udviklingen i andre dele af skolens virkelighed.
VEU-centre er svaret – men på hvilke spørgsmål?
Af Morten Lassen & Villy Hovard Pedersen
De ændrede og skærpede kompetencekrav til – især kortuddannede – voksne er beskrevet i mange sammenhænge, og det er gang på gang blevet påpeget, at især mange kortuddannede har behov for ikke bare bedre og mere specialiserede erhvervsrettede kompetencer, men også behov for forbedrede basale almene kompetencer.
Det er nødvendigt at styrke VEU-centrene for at levere et kvalificeret modspil til markedsgørelsens pres, der forøger fragmenteringen i VEU-systemet og gør uddannelse til en simpel leverance.
Småbørnspædagogisk praksis og statens organisering
Af Vibe Larsen
Socialkulturelle uligheder i den pædagogiske praksis ser ud til at reproduceres, når en praksis netop forsøger at arbejde på det modsatte. I en dansk kontekst har særligt den nationalstatslige organiseringsform været virksom. Det har skabt erfaringer med særlige tænke- og handlemåder i forhold til fællesskaber, hvilket også har haft indflydelse på pædagogikken i statens småbørnsinstitutioner. Pædagogikken har konstitueret denne organiseringsform gennem sine praktikformer.
Anmeldelser
- Bent Nabe-Nielsen & Louise Nabe-Nielsen:
Dannelsens veje III - Ulf Brinkkjær og Marianne Høyen:
Videnskabsteori for de pædagogiske professionsuddannelser - Stig Broström, Hanne Herring & Susanne Nellemann Nielsen:
Liv og Læring i Vuggestuen –målrettet pædagogisk praksis med 0 – 3 årige børn - Steen Nepper Larsen og Inge Kryger Petersen (red.):
Sociologisk Leksikon - Karen Andreasen, Nanna Friche, Annette Rasmussen:
Målt & Vejet. Uddannelsesforskning om evaluering - Anne-Marie S. Christensen (red.):
Filosofisk etik. Narrativ etik, praktisk etik og metaetik
Redaktionel indledning
Pædagogik, historiebrug og historiske perspektiver
Dette temanummer af Dansk pædagogisk Tidsskrift handler om relationen mellem pædagogik og historie. Med temaet ønsker vi at rette opmærksomhed mod og skabe nysgerrighed om, hvordan historie fortælles og bruges i skolen, på uddannelserne og i forskningen samt i den politiske debat om pædagogik og uddannelse og i øvrigt. Hvilke former for historie skrives og fortælles og hvilke virkninger har historiefortællingerne i nutiden? Hvilke historier fortælles slet ikke, og hvilke glemmes hurtigt igen? Og hvad betyder det for vores pædagogiske udsyn, at vi i hovedtræk og i det daglige, ikke ser historien som ret meget andet end en stor rationel fortælling, der burde skride langsomt men sikkert fremad? Kan der være en sammenhæng mellem (mangel på) anerkendelse af flertydige, afprøvende fortolkninger af pædagogik i fortiden og ditto i fremtiden? Forholder det sig altså sådan, at en åbning af historien kan medvirke til en visionær åbning og nysgerrighed vedrørende pædagogikkens fremtidsperspektiver?
Filosofi- og idehistorie med fokus på konger, statsmænd, ”store tænkere” og andre betydende aktørers ideer, beslutninger og intentioner i humanistisk åndsvidenskabelig tradition har været toneangivende for den danske pædagogiske historieskrivning med filosoffen Knud Grue-Sørensen som hovedskikkelse i 1960’erne og 1970’erne. I denne tradition gives ”fortryllende” begreber som ’åndsstrømninger’ og ’tidsånd’ ofte forandrende kraft, hvilket bl.a. er tydeligt når reformpædagogikkens eller progressivitetens (essentialistiske) historie skrives. Tidligere har læreren og skolehistorikeren Joakim Larsens skrifter stået som væsentlige udgivelser om skolens historie. Denne tradition arbejder overvejende med fokus på lovgivning med ambitionen om at ’rumme alt’ og med en tæt tilknytning til den pædagogiske praksis’ selvfortælling. Senere etableres historisk-pædagogiske positioner, der indarbejder træk fra sociologien og antropologien med henvisning til historievidenskabelige discipliner som ny kulturhistorie, mikrohistorie og hverdagshistorie med barndoms- og skolehistoriker Ning de Coninck-Smiths arbejder som centrale. Derforuden er der alle de historiefortællinger, som følger i kølvandet på diverse beskrivelser, af ’udviklinger’ og ’moderniseringer’ samt det historiske ’bagtæppe’ eller ’rids’, der synes som en nødvendighed i forskningsprojekter og –programmers formuleringer af en problematik; fortællinger der snarere implicerer historiske konklusioner end eksplicit tildeler historiske perspektiver egentlig analytisk opmærksomhed, hverken empirisk eller teoretisk. I forlængelse af det sidste er det værd at bemærke, at historiske perspektiver i pædagogisk forskning generelt antager en marginaliseret position med et begrænset antal aktører og værker.
Måske er det rimeligt at sige, at historiefortællingen og –skrivningen indenfor pædagogik, med enkelte undtagelser, ofte er renset for kompleksitet og flertydighed, besat af ’store linjer’, ’perioder’, ’træffende brud’ og ikke mindst af rationelle tilgange til historien: ’pædagogisk’ konstruerer vi nutiden som forårsaget af historien – som vi konstruerer den.
I stedet for vil vi med dette temanummer skabe indsigt i, hvordan en nuanceret historisk videnshorisont og analyse kan opfattes som en nødvendig forudsætning for at blive i stand til at forholde sig kritisk til en nutidig pædagogisk virkelighed, der i stort omfang opfattes som enten natur eller ’aktuelle’ konstruktioner. Denne interesse for historie drejer sig således ikke kun om fortiden, men peger helt konkret både bagud og fremad. Enhver nutidig pædagogisk situation eller diskussion kan således opfattes som relateret til fortidens pædagogiske udformninger. Hvis den nutidige pædagogik kun anskues i et samtidigt perspektiv, så vil der være forhold ved denne nutid som er vanskelige at beskrive, forstå og forholde sig til. Hvis vi accepterer, at fortidens pædagogik og de tilknyttede samfunds- og menneskeopfattelser er del af nutidens ditto, så må vi som pædagogisk interesserede også – og af nødvendighed – være historisk interesserede og arbejde med historiske perspektiver. Det betyder, at interessen for historien er guidet af en nysgerrighed og af en vilje til at forstå paradokser i nutiden ud fra de spørgsmål, vi på den nutidige baggrund stiller til historien. Historien er i sådan en sammenhæng ikke givet som tidsperioder og faktuelle forløb med tilhørende kilder. Et historisk perspektiv bliver i stedet en væsentlig del af en analytisk forholdemåde, der rationelt vil etablere sine forudsætninger, så de bliver diskuterbare og så det bliver muligt at få øje på det fortiede eller glemte, fremføre kritik og skabe pædagogisk udsyn, når entydige, mytologiske og lineære historiefortællinger trænger sig på. Dette indebærer lyst og mod til at kaste sig ud i de kildestudier, der er nødvendige og mulige, og samtidig blive vogtet af faghistorikere og deres sans for detaljen i fortidens systemer, fakta og forløb.
Temanummeret indeholder fem artikler. Georg Metz tilvejebringer i artiklen Den trekantede nationalopfattelse. Fædrelandets foretrukne myter og den store tvivlsomme fortælling før og nu i politik og pædagogik og hvorfor det ikke går an en forståelse af den danske stat og skolepædagogiks foretrukne historiebrug gennem visninger af hvordan en tilstræbt harmoni mellem myte, folk og samfund har været toneangivende, eksempelvis markedsføringen af sammenhold, dansk heltemod og frihedskamp under den tyske besættelse 1940 – 45, eller kulturkanonens direktiv til de ’uintegrerede’ om at blive ’integrerede’ i 2000’erne. Folket eller stammen som positiv enhed med fælles kultur og territorium fremstår entydig, naturlig og eksklusiv. For at myten ikke skal sejre og historien og den menneskelige erkendelse tabe, må det komplekse og modsætningsfyldte historiske indhold bringes ind i kampen som grundlag for kritik, bemærker Metz.
I artiklen Kanon, tvetydigt intellektuelt arbejde og politisk magt i 00’erne analyserer Trine Øland argumenter for kulturkanonen, historiekanonen og demokratikanonen, der på forskellig vis var målrettet skole- og uddannelsessystemet. Den politiske magts argumenter for de tre kanoner beskrives som sammenhængende i sit fokus på forsvaret for menneskets naturlige nationalkulturelle placering og kronologiske udvikling, hvilket ledsages af en karakterisering af ’indvandreren’ i Danmark som ’tilbagestående’ og ’udemokratisk’ kulturelt og historisk. Toneangivende kanonudvalgsmedlemmers forholden sig til kanonerne beskrives desuden, og her er det centralt, at argumenterne fremstår tvetydige: på den ene side fremføres ’rent’ kunstneriske, historiske eller filosofiske væsentlighedskriterier med reference til uafhængige intellektuelle felter; på den anden side fremføres synspunktet, at kanonerne er ’nødvendige’ i en tid med globalisering, multikultur og tilstedeværelse af ’muslimer’. Intellektuelles symbolske magt bidrager således med ideologisk kraft i den politiske magts symbolske og eksklusive afgrænsning af og historieskrivning om samfundsfællesskabet Danmark. Artiklen sætter på den måde spørgsmålstegn ved den sædvanlige opfattelse af (statsansatte) intellektuelle som rebelske eller tjenere af ’sandheden’ uanset hvad.
Marta Padovan-Özdemir afmonterer i artiklen Migratoriske dannelsesprocesser – når indvandrerfriskolen ikke nødvendigvis fører til antidemokratisk radikalisering dels den danske nationalfortælling om friskolen som væsentligt element i det danske folkestyre, dels udbredte antagelser om at indvandrerfriskoler nødvendigvis er arnested for terrorisme. Ved hjælp af etnografiske undersøgelser af en indvandrerfriskole og et begreb om historiens list vises det, hvordan migranter har tilegnet sig ’dannelsesredskabet’ friskole, men nyfortolket det i en transnational ramme. Det vises, hvordan migrantskolen muliggør dannelse af subjektformer som ’den kritisk-frie elev’, ’den integrerede migrant’, ’den sædelige pakistaner’ og ’den oplyste muslim’. På den måde fyldes et område af den pædagogiske virkelighed, der oftest er tømt for indhold, med nuanceret historisk og transnationalt indhold.
Herefter undersøger Christian Sandbjerg Hansen i artiklen Dobbeltsocialisering, opbrudstider og den hellige familie tre i de pædagogiske uddannelser og erhverv vidt udbredte fortællinger om børn, barndom og familie sådan, som de fremstår i populære social- og udviklingspsykologiske udgivelser. Fortællingen om hhv. forandringen af børns socialisationsarenaer med begrebet dobbeltsocialisering; fortællingen om opbrudstid, individualisme og pluralisme samt fortællingen om øgede risici og valgmuligheder diskuteres, og det indkredses, at fortiden i disse udgivelser konstrueres som forstenet, simpel, tryg og velkendt, hvilket anvendes som virkningsfuld kontrast til nutiden som moderniseringsproces. Moderniseringsprocessen fremstilles i udgivelserne som ’bekymrende’ foranderlig og hektisk – for børn af forældre med ’korte erhvervsuddannelser’, ’lønarbejderlivstil’ og ’traditionelle’ værdier, som således fremstår tilbagestående. Samtidig efterstræbes et samfundsmæssigt behov og en funktionalistisk forestilling om integration, harmoni og ligevægt i denne ’nye foranderlige tid’. På den måde naturaliseres hvide middelklasser som legitime og eksklusive bærere af ’det moderne’.
I temaets sidste artikel, Et opgør med den løftede pegefinger? Seksualundervisning som normpraksis med barnet som ansvarliggjort projektleder undersøges seksualundervisningens aktuelle fordring om seksuel normkritiskhed i en stræben efter sundhed. Gennem genealogiske undersøgelser af nogle af denne fordrings elementer vises det, at undervisningen ikke er normfri. I stedet for kan undervisningen forstås som bidragende til den fortsatte essentialisering af barnets seksualitet, muliggjort dels af psykoanalysens påbud om seksuel frigørelse i mellemkrigstiden, dels af opkomst af selve interessen for barnet som seksuelt væsen i 1700-tallet. Seksualundervisningen fremanalyseres i forlængelse heraf som element i en regeringskunst, hvor barnets selv-ledelse leder befolkningen til øget velfærd.
Eva Bertelsen og Trine Øland, gæsteredaktør Christian Sandbjerg Hansen
