Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

2012 #2

Pædagogik, histo­ri­e­brug og histo­ri­ske per­spek­ti­ver

Temaet retter opmærk­som­hed mod og skaber nys­ger­rig­hed om, hvordan historie fortælles og bruges i skolen, på uddan­nel­serne og i forsk­nin­gen samt i den politiske debat om pædagogik og uddan­nelse og i øvrigt. Hvilke former for historie skrives og fortælles og hvilke virk­nin­ger har histo­ri­e­for­tæl­lin­gerne i nutiden? Kan det forholde sig sådan at en åbning af historien kan medvirke til en visionær åbning og nys­ger­rig­hed ved­rø­rende pæda­go­gik­kens frem­tids­per­spek­ti­ver?

  • Eva Bertelsen, Trine Øland & Christian Sandbjerg Hansen:
    Redak­tio­nel ind­led­ning
  • Georg Metz:
    Den tre­kan­tede natio­na­l­op­fat­telse. Fæd­re­lan­dets fore­trukne myter og den store tvivls­omme fælles for­tæl­ling før og nu i politik og pædagogik og hvorfor det ikke går an
  • Trine Øland:
    Kanon, tvetydigt intel­lek­tu­elt arbejde og politisk magt i 00’erne
  • Marta Padovan-Özdemir: 
    Migra­to­ri­ske dan­nel­ses­pro­ces­ser – når ind­van­drer­frisko­len ikke nød­ven­dig­vis fører til anti­de­mo­kra­tisk radi­ka­li­se­ring
  • Christian Sandbjerg Hansen:
    Dob­beltso­ci­a­li­se­ring, opbrud­s­ti­der og den hellige familie
  • Laura Detlefsen:
    Et opgør med den løftede pege­fin­ger? Seksu­a­lun­der­vis­ning som norm­prak­sis med barnet som ansvar­lig­gjort pro­jekt­le­der

Øvrige artikler

Jagten på frem­ti­dens fol­ke­skole – om joker-orga­­ni­­se­ring og radikal omskif­te­lig­hed

Af Justine Grønbæk Pors

Vi er for tiden vidne til heftige dis­kus­sio­ner om, hvordan frem­ti­dens fol­ke­skole skal se ud. Fol­ke­sko­len forventes at omskabe sig selv til en fleksibel orga­ni­sa­tion, der sætter læring i centrum for alle dens beslut­nin­ger. Ved siden af et fokus på faglighed begynder vi også at bekymre os om, hvorvidt den danske fol­ke­skole er kreativ og innovativ nok. Artiklen peger på to problemer: diffuse og mod­sa­t­ret­tede krav, samt anta­gel­sen om, at innova­tion og bespa­rel­ser går hånd i hånd.

Fri­sæt­telse eller fodlænke. Kommentar om lærer­ud­dan­nel­sen

Af Camilla Wang

“Lærer­ud­dan­nel­sen sættes fri” var den bud­skabs­mæs­sige kerne i de over­skrif­ter, der i januar 2012 fulgte offent­lig­gø­rel­sen af en fireårig føl­ge­e­va­lu­e­ring af lærer­ud­dan­nel­ses­re­for­men fra 2006. Den afgørende pointe er, at nok har lærer­ud­dan­nel­sen behov for at blive ’sat fri’ fra sine mest snærende, detail­re­gu­le­rende bånd, men den skal forbindes i en stærk værdikæde med udvik­lin­gen i andre dele af skolens vir­ke­lig­hed.

VEU-centre er svaret – men på hvilke spørgsmål?

Af Morten Lassen & Villy Hovard Pedersen

De ændrede og skærpede kom­pe­ten­ce­krav til – især kortud­dan­nede – voksne er beskrevet i mange sam­men­hænge, og det er gang på gang blevet påpeget, at især mange kortud­dan­nede har behov for ikke bare bedre og mere spe­ci­a­li­se­rede erhvervs­ret­tede kom­pe­ten­cer, men også behov for for­bed­rede basale almene kom­pe­ten­cer.

Det er nød­ven­digt at styrke VEU-centrene for at levere et kva­li­fi­ce­ret modspil til mar­keds­gø­rel­sens pres, der forøger frag­men­te­rin­gen i VEU-systemet og gør uddan­nelse til en simpel leverance.

Småbørns­pæ­da­go­gisk praksis og statens orga­ni­se­ring

Af Vibe Larsen

Soci­al­kul­tu­relle uligheder i den pæda­go­gi­ske praksis ser ud til at repro­du­ce­res, når en praksis netop forsøger at arbejde på det modsatte. I en dansk kontekst har særligt den natio­nal­stats­lige orga­ni­se­rings­form været virksom. Det har skabt erfa­rin­ger med særlige tænke- og hand­le­må­der i forhold til fæl­les­ska­ber, hvilket også har haft ind­fly­delse på pæda­go­gik­ken i statens småbørn­sin­sti­tu­tio­ner. Pæda­go­gik­ken har kon­sti­tu­e­ret denne orga­ni­se­rings­form gennem sine prak­tik­for­mer.

Anmel­del­ser

  • Bent Nabe-Nielsen & Louise Nabe-Nielsen:
    Dan­nel­sens veje III
  • Ulf Brinkkjær og Marianne Høyen:
    Viden­sk­ab­ste­ori for de pæda­go­gi­ske pro­fes­sions­ud­dan­nel­ser
  • Stig Broström,  Hanne Herring & Susanne Nellemann Nielsen:
    Liv og Læring i Vug­ge­stuen –målrettet pæda­go­gisk praksis med 0 – 3 årige børn
  • Steen Nepper Larsen og Inge Kryger Petersen (red.):
    Socio­lo­gisk Leksikon
  • Karen Andreasen, Nanna Friche, Annette Rasmussen:
    Målt & Vejet. Uddan­nel­ses­forsk­ning om eva­lu­e­ring
  • Anne-Marie S. Chri­sten­sen (red.):
    Filo­so­fisk etik. Narrativ etik, praktisk etik og metaetik

Redak­tio­nel ind­led­ning

Pædagogik, histo­ri­e­brug og histo­ri­ske per­spek­ti­ver

Dette tema­num­mer af Dansk pæda­go­gisk Tids­skrift handler om rela­tio­nen mellem pædagogik og historie. Med temaet ønsker vi at rette opmærk­som­hed mod og skabe nys­ger­rig­hed om, hvordan historie fortælles og bruges i skolen, på uddan­nel­serne og i forsk­nin­gen samt i den politiske debat om pædagogik og uddan­nelse og i øvrigt. Hvilke former for historie skrives og fortælles og hvilke virk­nin­ger har histo­ri­e­for­tæl­lin­gerne i nutiden? Hvilke historier fortælles slet ikke, og hvilke glemmes hurtigt igen? Og hvad betyder det for vores pæda­go­gi­ske udsyn, at vi i hovedtræk og i det daglige, ikke ser historien som ret meget andet end en stor rationel for­tæl­ling, der burde skride langsomt men sikkert fremad? Kan der være en sam­men­hæng mellem (mangel på) aner­ken­delse af fler­ty­dige, afprø­vende for­tolk­nin­ger af pædagogik i fortiden og ditto i fremtiden? Forholder det sig altså sådan, at en åbning af historien kan medvirke til en visionær åbning og nys­ger­rig­hed ved­rø­rende pæda­go­gik­kens frem­tids­per­spek­ti­ver?

Filosofi- og ide­hi­sto­rie med fokus på konger, statsmænd, ”store tænkere” og andre betydende aktørers ideer, beslut­nin­ger og inten­tio­ner i huma­ni­stisk ånds­vi­den­ska­be­lig tradition har været tone­an­gi­vende for den danske pæda­go­gi­ske histo­ri­eskriv­ning med filo­sof­fen Knud Grue-Sørensen som hoved­skik­kelse i 1960’erne og 1970’erne. I denne tradition gives ”for­tryl­lende” begreber som ’ånds­strøm­nin­ger’ og ’tidsånd’ ofte for­an­drende kraft, hvilket bl.a. er tydeligt når reform­pæ­da­go­gik­kens eller pro­g­res­si­vi­te­tens (essen­ti­a­lis­ti­ske) historie skrives. Tidligere har læreren og sko­le­hi­sto­ri­ke­ren Joakim Larsens skrifter stået som væsent­lige udgi­vel­ser om skolens historie. Denne tradition arbejder over­ve­jende med fokus på lov­giv­ning med ambi­tio­nen om at ’rumme alt’ og med en tæt til­knyt­ning til den pæda­go­gi­ske praksis’ selv­for­tæl­ling. Senere etableres historisk-pæda­­go­­gi­­ske posi­tio­ner, der ind­ar­bej­der træk fra socio­lo­gien og antro­po­lo­gien med hen­vis­ning til histo­ri­e­vi­den­ska­be­lige disci­pli­ner som ny kul­tur­hi­sto­rie, mikro­hi­sto­rie og hver­dags­hi­sto­rie med barndoms- og sko­le­hi­sto­ri­ker Ning de Coninck-Smiths arbejder som centrale. Der­for­u­den er der alle de histo­ri­e­for­tæl­lin­ger, som følger i kølvandet på diverse beskri­vel­ser, af ’udvik­lin­ger’ og ’moder­ni­se­rin­ger’ samt det histo­ri­ske ’bagtæppe’ eller ’rids’, der synes som en nød­ven­dig­hed i forsk­nings­pro­jek­ter og –pro­gram­mers for­mu­le­rin­ger af en pro­ble­ma­tik; for­tæl­lin­ger der snarere impli­ce­rer histo­ri­ske kon­klu­sio­ner end eksplicit tildeler histo­ri­ske per­spek­ti­ver egentlig analytisk opmærk­som­hed, hverken empirisk eller teoretisk. I for­læn­gelse af det sidste er det værd at bemærke, at histo­ri­ske per­spek­ti­ver i pæda­go­gisk forskning generelt antager en mar­gi­na­li­se­ret position med et begrænset antal aktører og værker.

Måske er det rimeligt at sige, at histo­ri­e­for­tæl­lin­gen og –skriv­nin­gen indenfor pædagogik, med enkelte und­ta­gel­ser, ofte er renset for kom­plek­si­tet og fler­ty­dig­hed, besat af ’store linjer’, ’perioder’, ’træffende brud’ og ikke mindst af ratio­nelle tilgange til historien: ’pæda­go­gisk’ kon­stru­e­rer vi nutiden som for­år­sa­get af historien – som vi kon­stru­e­rer den.

I stedet for vil vi med dette tema­num­mer skabe indsigt i, hvordan en nuanceret historisk videns­ho­ri­sont og analyse kan opfattes som en nødvendig for­ud­sæt­ning for at blive i stand til at forholde sig kritisk til en nutidig pæda­go­gisk vir­ke­lig­hed, der i stort omfang opfattes som enten natur eller ’aktuelle’ kon­struk­tio­ner. Denne interesse for historie drejer sig således ikke kun om fortiden, men peger helt konkret både bagud og fremad. Enhver nutidig pæda­go­gisk situation eller dis­kus­sion kan således opfattes som relateret til fortidens pæda­go­gi­ske udform­nin­ger. Hvis den nutidige pædagogik kun anskues i et samtidigt per­spek­tiv, så vil der være forhold ved denne nutid som er van­ske­lige at beskrive, forstå og forholde sig til. Hvis vi accep­te­rer, at fortidens pædagogik og de til­knyt­tede samfunds- og men­ne­ske­op­fat­tel­ser er del af nutidens ditto, så må vi som pæda­go­gisk inter­es­se­rede også – og af nød­ven­dig­hed – være historisk inter­es­se­rede og arbejde med histo­ri­ske per­spek­ti­ver. Det betyder, at inter­es­sen for historien er guidet af en nys­ger­rig­hed og af en vilje til at forstå para­dok­ser i nutiden ud fra de spørgsmål, vi på den nutidige baggrund stiller til historien. Historien er i sådan en sam­men­hæng ikke givet som tids­pe­ri­o­der og faktuelle forløb med til­hø­rende kilder. Et historisk per­spek­tiv bliver i stedet en væsentlig del af en analytisk for­hol­de­måde, der rationelt vil etablere sine for­ud­sæt­nin­ger, så de bliver dis­ku­ter­bare og så det bliver muligt at få øje på det fortiede eller glemte, fremføre kritik og skabe pæda­go­gisk udsyn, når entydige, myto­lo­gi­ske og lineære histo­ri­e­for­tæl­lin­ger trænger sig på. Dette indebærer lyst og mod til at kaste sig ud i de kil­destu­dier, der er nød­ven­dige og mulige, og samtidig blive vogtet af fag­hi­sto­ri­kere og deres sans for detaljen i fortidens systemer, fakta og forløb.

Tema­num­me­ret inde­hol­der fem artikler. Georg Metz til­ve­je­brin­ger i artiklen Den tre­kan­tede natio­na­l­op­fat­telse. Fæd­re­lan­dets fore­trukne myter og den store tvivls­omme for­tæl­ling før og nu i politik og pædagogik og hvorfor det ikke går an en for­stå­else af den danske stat og sko­le­pæ­da­go­giks fore­trukne histo­ri­e­brug gennem visninger af hvordan en tilstræbt harmoni mellem myte, folk og samfund har været tone­an­gi­vende, eksem­pel­vis mar­keds­fø­rin­gen af sam­men­hold, dansk heltemod og fri­heds­kamp under den tyske besæt­telse 1940 – 45, eller kul­tur­ka­no­nens direktiv til de ’uin­te­gre­rede’ om at blive ’inte­gre­rede’ i 2000’erne. Folket eller stammen som positiv enhed med fælles kultur og ter­ri­to­rium fremstår entydig, naturlig og eksklusiv. For at myten ikke skal sejre og historien og den men­ne­ske­lige erken­delse tabe, må det komplekse og mod­sæt­nings­fyldte histo­ri­ske indhold bringes ind i kampen som grundlag for kritik, bemærker Metz.

I artiklen Kanon, tvetydigt intel­lek­tu­elt arbejde og politisk magt i 00’erne ana­ly­se­rer Trine Øland argu­men­ter for kul­tur­ka­no­nen, histo­ri­e­ka­no­nen og demo­kra­ti­ka­no­nen, der på for­skel­lig vis var målrettet skole- og uddan­nel­ses­sy­ste­met. Den politiske magts argu­men­ter for de tre kanoner beskrives som sam­men­hæn­gende i sit fokus på forsvaret for men­ne­skets naturlige natio­nal­kul­tu­relle placering og kro­no­lo­gi­ske udvikling, hvilket ledsages af en karak­te­ri­se­ring af ’ind­van­dre­ren’ i Danmark som ’til­ba­ge­stå­ende’ og ’ude­mo­kra­tisk’ kulturelt og historisk. Tone­an­gi­vende kanon­ud­valgs­med­lem­mers forholden sig til kanonerne beskrives desuden, og her er det centralt, at argu­men­terne fremstår tvetydige: på den ene side fremføres ’rent’ kunst­ne­ri­ske, histo­ri­ske eller filo­so­fi­ske væsent­lig­heds­kri­te­rier med reference til uaf­hæn­gige intel­lek­tu­elle felter; på den anden side fremføres syns­punk­tet, at kanonerne er ’nød­ven­dige’ i en tid med glo­ba­li­se­ring, mul­ti­kul­tur og til­ste­de­væ­relse af ’muslimer’. Intel­lek­tu­el­les symbolske magt bidrager således med ide­o­lo­gisk kraft i den politiske magts symbolske og eks­klu­sive afgræns­ning af og histo­ri­eskriv­ning om sam­funds­fæl­les­ska­bet Danmark. Artiklen sætter på den måde spørgs­måls­tegn ved den sæd­van­lige opfat­telse af (statsan­satte) intel­lek­tu­elle som rebelske eller tjenere af ’sandheden’ uanset hvad.

Marta Padovan-Özdemir afmon­te­rer i artiklen Migra­to­ri­ske dan­nel­ses­pro­ces­ser – når ind­van­drer­frisko­len ikke nød­ven­dig­vis fører til anti­de­mo­kra­tisk radi­ka­li­se­ring dels den danske natio­nal­for­tæl­ling om friskolen som væsent­ligt element i det danske fol­ke­styre, dels udbredte anta­gel­ser om at ind­van­drer­frisko­ler nød­ven­dig­vis er arnested for ter­r­o­risme. Ved hjælp af etno­gra­fi­ske under­sø­gel­ser af en ind­van­drer­friskole og et begreb om histo­ri­ens list vises det, hvordan migranter har tilegnet sig ’dan­nel­ses­red­ska­bet’ friskole, men nyfor­tol­ket det i en trans­na­tio­nal ramme. Det vises, hvordan migrantsko­len muliggør dannelse af sub­jekt­for­mer som ’den kritisk-frie elev’, ’den inte­gre­rede migrant’, ’den sædelige paki­sta­ner’ og ’den oplyste muslim’. På den måde fyldes et område af den pæda­go­gi­ske vir­ke­lig­hed, der oftest er tømt for indhold, med nuanceret historisk og trans­na­tio­nalt indhold.

Herefter under­sø­ger Christian Sandbjerg Hansen i artiklen Dob­beltso­ci­a­li­se­ring, opbrud­s­ti­der og den hellige familie tre i de pæda­go­gi­ske uddan­nel­ser og erhverv vidt udbredte for­tæl­lin­ger om børn, barndom og familie sådan, som de fremstår i populære social- og udvik­lings­psy­ko­lo­gi­ske udgi­vel­ser. For­tæl­lin­gen om hhv. for­an­drin­gen af børns soci­a­li­sa­tions­a­re­naer med begrebet dob­beltso­ci­a­li­se­ring; for­tæl­lin­gen om opbrud­s­tid, indi­vi­du­a­lisme og plu­ra­lisme samt for­tæl­lin­gen om øgede risici og valg­mu­lig­he­der dis­ku­te­res, og det ind­kred­ses, at fortiden i disse udgi­vel­ser kon­stru­e­res som forstenet, simpel, tryg og velkendt, hvilket anvendes som virk­nings­fuld kontrast til nutiden som moder­ni­se­rings­pro­ces. Moder­ni­se­rings­pro­ces­sen frem­stil­les i udgi­vel­serne som ’bekym­rende’ for­an­der­lig og hektisk – for børn af forældre med ’korte erhverv­s­ud­dan­nel­ser’, ’løn­ar­bej­der­liv­stil’ og ’tra­di­tio­nelle’ værdier, som således fremstår til­ba­ge­stå­ende. Samtidig efter­stræ­bes et sam­funds­mæs­sigt behov og en funk­tio­na­li­stisk fore­stil­ling om inte­gra­tion, harmoni og ligevægt i denne ’nye for­an­der­lige tid’. På den måde natu­ra­li­se­res hvide mid­delklas­ser som legitime og eks­klu­sive bærere af ’det moderne’.

I temaets sidste artikel, Et opgør med den løftede pege­fin­ger? Seksu­a­lun­der­vis­ning som norm­prak­sis med barnet som ansvar­lig­gjort pro­jekt­le­der under­sø­ges seksu­a­lun­der­vis­nin­gens aktuelle fordring om seksuel norm­kri­tisk­hed i en stræben efter sundhed. Gennem gene­a­lo­gi­ske under­sø­gel­ser af nogle af denne fordrings elementer vises det, at under­vis­nin­gen ikke er normfri. I stedet for kan under­vis­nin­gen forstås som bidra­gende til den fortsatte essen­ti­a­li­se­ring af barnets seksu­a­li­tet, mulig­gjort dels af psy­ko­a­na­ly­sens påbud om seksuel fri­gø­relse i mel­lem­krig­sti­den, dels af opkomst af selve inter­es­sen for barnet som seksuelt væsen i 1700-tallet. Seksu­a­lun­der­vis­nin­gen fre­m­a­na­ly­se­res i for­læn­gelse heraf som element i en rege­rings­kunst, hvor barnets selv-ledelse leder befolk­nin­gen til øget velfærd.

Eva Bertelsen og Trine Øland, gæste­re­dak­tør Christian Sandbjerg Hansen