Soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi: Indledning

Marianne Brodersen, Christian Sandbjerg Hansen, Jimmy Krab, Søren Langager

Soci­al­pæ­da­go­gik – som viden­ska­be­ligt gen­stands­felt, teoretisk kategori og pæda­go­gisk praksis – har været intimt forbundet med udvik­lin­gen af kapi­ta­li­sti­ske sam­funds­for­ma­tio­ner. Marx gjorde opmærksom på, at både et overskud af arbejdere (en indu­striel reserve) og et pjal­te­pro­le­ta­riat var kon­se­kven­ser af den kapi­ta­li­sti­ske pro­duk­tion, og senere marxi­sti­ske analyser af soci­al­pæ­da­go­gik frem­hæ­vede netop rela­tio­nen mellem det bor­ger­lige samfunds struk­tu­rer og normer og det sam­funds­mæs­sige afskum. Sådanne analyser foku­se­rede ikke sjældent på soci­al­pæ­da­go­gik­kens rolle som enten bor­ger­ska­bets for­læn­gede arm og kon­trol­for­an­stalt­ning eller et soli­da­risk forsøg på at integrere (kva­li­fi­cere, uddanne, træne) de udstødte. En del soci­al­pæ­da­go­gisk teori og praksis kaldte derfor også på kritik af og alter­na­ti­ver til kapi­ta­lis­men, dens udbytning, under­tryk­kelse og fremmedgørelse.

Med dette tema­num­mer søger vi kritisk at reflek­tere over betyd­nin­gen af den kapi­ta­li­sti­ske sam­funds­mo­del for soci­al­pæ­da­go­gisk praksis. Det gør vi ud fra følgende grund­an­ta­gelse: Soci­al­pæ­da­go­gik betragtes først og fremmest som et gen­stands­felt, der omhandler de dele af det pæda­go­gi­ske landskab, der har at gøre med græn­se­fla­den mellem nor­ma­li­tet og afvigelse, hersker og behersket, inklusion og eks­klu­sion. Det vil sige, med alt det der udskilles fra pæda­go­gik­kens nor­ma­l­om­råde, måderne dette udskilles på, kon­se­kven­serne af denne udskil­ning og de pæda­go­gi­ske indsatser, der forsøger at ”opsuge” det udskilte og udskældte. Politisk økonomi bidrager til at forstå dette gen­stands­felts ind­lej­ring i et kapi­ta­li­stisk samfund og den globale kapi­ta­lis­mes ved­va­rende pro­duk­tion af dette gen­stands­felt. For at gøre dette er det nød­ven­digt at se på de ago­ni­sti­ske og dynamiske sociale, politiske og øko­no­mi­ske rela­tio­ner, der udgør den moderne globale kapi­ta­lisme, ikke bare som økonomisk system, men som en sam­funds­type eller formation.

De første tre artikler ind­kred­ser over­ord­nede ram­me­be­tin­gel­ser for soci­al­pæ­da­go­gisk praksis ved at optegne ide­al­ty­per og fremsætte hypoteser. Christian Sandbjerg Hansen trækker soci­al­pæ­da­go­gik­kens politiske økonomi tilbage til opkomsten af det sociale spørgsmål og de farlige klasser i slut­nin­gen af 1800tallet. Han argu­men­te­rer for den hypotese, at der efter årtu­sin­de­skif­tet er frem­kom­met en ny kon­stel­la­tion mellem by, kapi­ta­lisme og soci­al­pæ­da­go­gik, en ny pæda­go­gi­se­ring af hånd­te­rin­gen af mar­gi­na­li­se­ring i storbyen. Søren Langager fokuserer på soci­al­po­li­tik­ken og vok­sen­so­ci­a­l­om­rå­det og under­sø­ger på hvilke måder sam­fun­dets øko­no­mi­ske systemer og sty­rings­stra­te­gier sætter deres præg på de vel­færds­po­li­ti­ske indsatser som hhv. bespa­rel­ses­po­li­tik, effek­ti­vi­se­rings­po­li­tik og inve­ste­rings­po­li­tik. Kjeld Høgsbro og Mette Windfeld adres­se­rer aktuelle dis­kus­sio­ner af kognitive van­ske­lig­he­der i relation til deres socio­ge­nese og kon­kur­ren­ce­sta­ten. I artiklen ana­ly­se­rer de det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejdes ram­me­be­tin­gel­ser som de udspændes af politisk økonomi og fag­in­terne para­dig­mer og problemforståelser.

De to næste artikler er mere for­ank­rede i spe­ci­fikke empiriske analyser af sty­rings­stra­te­gier, men­ne­ske­syn og soci­al­fag­lige videns­for­mer. I artiklen ”Sty­rings­ra­tio­na­ler, men­ne­ske­syn og inklu­sio­nens neoli­be­rale for­skyd­ning” trækker Emil Falster og Pia Ringø empirisk på en række for­skel­lige forsk­nings­pro­jek­ter om men­ne­ske­syn og handicap. For­fat­terne henter inspira­tion fra et foucaul­ti­ansk begreb om sty­rings­ra­tio­na­li­tet og ana­ly­se­rer, hvordan men­ne­ske­syn på det spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­råde har udviklet sig i et samspil med neoli­be­rale sty­rings­ra­tio­na­ler. I artiklen viser de, hvordan de visioner om inklusion og lige del­ta­gel­ses­mu­lig­he­der for mennesker med handicap og psy­ki­a­tri­ske diagnoser, der begyndte som et opråb fra gruppen selv, har udviklet sig i en politisk-økonomisk vir­ke­lig­hed, der har ændret inklu­sio­nens indhold, de moralske for­vent­nin­ger til gruppen og de struk­tu­relle rammer for det social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde. Hanne Meyer-Johansen og Britta Dumstrei tager empirisk udgangs­punkt i et forsk­nings­pro­jekt om pæda­go­gisk faglighed på tværs af social- og spe­ci­al­pæ­da­go­gi­ske tilbud og fremhæver to gen­nem­gå­ende videns­for­mer, som pæda­go­gerne betjener sig af i deres arbejde: eks­pertvi­den og rela­tions­vi­den. I analysen trækker de på Marx, Rosa og Bauman for at vise, hvordan mar­keds­sty­rede ram­me­be­tin­gel­ser under­ord­ner og presser det soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejdes ambi­tio­ner om dannelse og myndiggørelse.

Temaet afsluttes med Niels Rosendal Jensens artikel, der spørger: Hvor er soci­al­pæ­da­go­gik­ken på vej hen? For­fat­te­ren trækker på en tysk tradition og viser, hvordan kapi­ta­lis­men ved­va­rende udfordrer det sociale med­bor­ger­skabs terræn, og hvordan den moderne kapi­ta­lisme giver anledning til pro­fes­sio­nel pes­si­misme. Men da kapi­ta­lis­men ikke er en naturlov, fremmaner for­fat­te­ren også ord om at bevare modet. Det kunne således være anderledes. 

Således kommer tema­num­me­ret omkring for­skel­lige aspekter af soci­al­pæ­da­go­gik­kens sam­funds­mæs­sig­hed, der måske kan give inspira­tion til videre kritiske analyser af kapi­ta­lis­mens og pæda­go­gik­kens interne rela­tio­ner og dynamikker.