Hanne Hede Jørgensen, Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd: Pædagogik og fortælling – at fortolke, forstå og forny pædagogisk praksis
Samfundslitteratur 2018
233 sider, 248 kr
Anmeldt af Heidi Lykke Nissen, lektor ved Københavns Professionshøjskole
Forfatterne har begået en flot bog om mødet mellem fortælleteoriens potentialer og det pædagogiske felts kompleksitet. På den måde henvender bogen sig til hele det pædagogiske felt som målgruppe dvs. at læseren er tænkt som både dem i uddannelse og til udviklingen af praksis som sådan. Dette illustreres godt i struktureringen af bogen, der inddeles i ’Fortælleteori og fortælletyper’, ’Fortællinger i pædagogisk praksis’, ’Udøve, undersøge og udvikle’, ’Fortællinger i spil i uddannelsen’ samt ’fortælling og udvikling af pædagogiske institutioner’. Bagerst i bogen findes først index til fortælleteoriens begreber hvorefter et lige er at finde om pædagogikkens begreber. På den måde er bogen på samme tid introducerende som grundig og med massivt overblik, ledes jeg til at blive bekræftet i min egen grundantagelse: Fortælling er den måde, det pædagogiske felt i en klemt og afviklende velfærdsstat må fagliggøre sig selv og altså fortsat påberåbe sig sin professionalitet. Jo bedre vi både står i fortælleteorien som pædagogikkens univers, jo bedre kan vi dagligt møde den hermeneutiske fordring arbejdets kvalitet afkræver os. Samt formidle om hvad det egentlig er ’vi gør’ for at ”passe børn” gør pædagogen altså ikke mere!
”Det narrative menneskesyn er hermeneutisk. Det vil sige, at mennesket forstås som et historisk væsen, der søger at forstå og skabe mening og sammenhæng i den verden, det lever i, og som er under konstant forandring” (s. 24). Fortællingen som både er vores grundvilkår og måden vi gebærder os i verden på (Bruner 2004) muliggør at mennesket forstår det pædagogiske øjeblik som perspektivisk for ”Fortællingen er åben for fortolkning og dialog, for man kan altid forstå den anderledes” (s. 25). Forfatterne trækker bl.a. på en fortælletradition i den pædagogiske kontekst kaldet praksisfortælling (Mørch 2003). Som underviser i pædagoguddannelsen gennem rigtig mange år hilser jeg kærkommen en opdatering, ja ligefrem en forbedret udgave af praksisfortællingen, velkomment. Trods tiltag for at beramme praksisfortællingen og særligt hvordan denne skulle bidrage til kollegial refleksion (Birkland in Mørch 2004), så synes grebene i indeværende bog at være mere appellerende (fx med fortællestjernen som analyseramme s. 141) – og forhåbentligt også for praksis ’nemmere’ at komme i gang, for ”vi fortæller jo hele tiden, og vi lytter også hver dag til mange fortællinger” (s. 135). Et greb bogen meddeler sig med er bl.a. hele tiden at dele et teoretisk greb, der illustreres via et eksempel i en fortælling. Dette bevirker, at læsningen nemt begribes.
Fortællingen og fortællingens polyfoni (at der i fortællinger er flere stemmer i spil, hele tiden) medvirker til at ”mennesket kan overskride sig selv” (s.73) altså tilstræbe at forstå perspektiver man ikke selv lever i eller med eller indse, at andet rent faktisk kunne være muligt. Fortællekunsten bibringer mennesket evnen til at overveje sig. I en tid tynget af på den ene side en unødig stram økonomi og på den anden side øget grad af kompleksitet i de problemer, mennesket har behov for pædagogens hjælp og støtte til, er det ufravigeligt at pædagogen må insistere på at blive fortrolig med en praksis om at ’overveje sig’. På hvilke måder var hvad godt for hvem af det, der skete? Er ofte et ret så katalyserende spørgsmål for refleksioner en sund personalegruppe kan fundere over og altså sætte i relation mellem det der skete, de idealer man som personalegrupper rummer, de lovmæssige krav og de politisk/økonomiske betingelser. Den ramme pædagogen skal agere indenfor, rummer kompleksitet og efterlader den professionelle med øget behov for at bero ”situationsfornemmelse, en særlig opmærksomhed og takt” (s. 95). At fortællingen kan være måden at opnå, fortsat øve og i særdeleshed udøve denne påkrævede dømmekraft, lader bogen mig sidde med som den mulighed, jeg har som underviser ud i professionen. Helt grundlæggende understreges at fortællingen må ses som etisk selvomsorg (”Foucault bruger begrebet etisk selvomsorg for den selvudvikling, der kan danne en modvægt til det selv, som man i en styret virkelighed bliver gjort til” s.212). Og jeg tror da nok, jeg skal genbesøge en undervisningsplan eller to og forsøge at placere mere af bogens gode materialer – i en ellers også trangt uddannelsesvirkelighed.
Bogen melder sig kærkommet hjemligt til uddannelsens indforståethed med specialiseringer. Dette gør det muligt for bogen at få et liv blandt studerende, der måske grundet stoftrængsel kan synes det er svært at oversætte brugen af praksisfortællingen fra skolefritidsområdet og ind på social-/specialområdet med afvisningen ”jamen hos os er det helt anderledes”. Selv bachelorstuderende tildeles også opmærksomhed på, hvordan fortællingen her gives krop og altså den rette valør i forhold til de stilistiske krav stillet i nærværende bekendtgørelse. Bogen bliver med andre ord hurtigt slidt i min favn. For det har manglet at arbejde metodisk præcist med sine fortælletradition. Ved at tænke praksisfortællingen anvendt både indenfor, men i særdeleshed udenfor arbejdsområdet mener jeg, at den pædagogiske profession kan vise arbejdsfeltets værd. Fortællingerne viser hvordan pædagoger i det brede arbejdsfelt møder og agerer sammen med mennesker der har behov for støtte og hjælp på måder hvor dette menneske mødes i egen ret og gyldighed. Dette får pædagogen mulighed for ved at bruge fortællingen som refleksionsrum.
En anke jeg gør mig i denne tid mod os, der kæres for fortællingen, er hvordan vi samtidig med udviklingen af øget faglighed heromkring (som er både ønsket og velkommen) samtidig påtager os det intellektuelle ansvar at pege på, at dokumentationskravene og ditto forherliggørelse af evidens mestendels ikke rummer plads til fortællingen (upåagtet dens format). I bogen omhandles dette dilemma som dysten mellem ’teknisk regnskabspligt’ og ’professionelt ansvar’, der modsatrettet og hentet fra hver sin tradition kalder på enten at registrere versus fortælle, tilbageskue versus pege fremad, reducere kompleksitet versus at netop fremvise kompleksiteten. Altså to meget modsatrettede bevægelser! Men er en analytisk bevågenhed eller italesættelsen af dette nok, når dygtige kollegaer dagligt netop ikke kan dele fortællinger med kommuner i handleplaner og diverse nu mere og mere elektroniske og derfor for-etablerede dokumentationssystemer? Derfor tænker jeg at projektet bør ligeså rettes ud af professionen, ind i de politiske systemer og ind på djøf-gangene, hvor dokumentations- og evalueringssystemer laves netop med henblik på den tekniske regnskabspligt og ikke så meget andet. Her vil projektet have en gigantisk berettigelse!
