Titte-bøh!  Frygt og leg i danske daginstitutioner

, , ,

I denne artikel gennemgår vi en række fund fra forsk­nin­gen i børn og unges forhold til det uhyg­ge­lige. Vi præ­sen­te­rer derefter data indsamlet gennem inter­views med pædagoger fra en række danske vug­ge­stuer og bør­ne­ha­ver. Vores under­sø­gelse viser, at intro­duk­tio­nen til uhygge og ‘det gode gys’ er enormt udbredt i den danske pæda­go­gi­ske praksis helt ned til vug­ge­stu­e­al­de­ren. Her finder vi en høj frekvens af akti­vi­te­ter som mørkeleg, sanglege med uhyg­ge­lige elementer og fangelege, samt sjældnere isce­ne­satte møder med udklædte mytiske skik­kel­ser som påske­ha­ren, jule­man­den eller den sure trold, der ikke kan lide, når de tre buk­ke­bruse tramper på hans bro. Endeligt tyder under­sø­gel­sen på, at intro­duk­tio­nen til det uhyg­ge­lige ofte er en uudtalt tra­di­tions­bå­ren dan­nel­ses­pro­ces, hvor det pæda­go­gi­ske personale med stor følsomhed afvejer børnenes mod­ta­ge­lig­hed over for uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter med det formål at under­støtte barnets udvikling og nys­ger­rig­hed over for det dragende og skræmmende.

BØRN OG FRYGT
Det er for­ment­lig velkendt for de fleste pædagoger og forældre, at mange børn og unge drages mod det uhyg­ge­lige. De små elsker fangelege, monstre og Halloween og er betagede af for­tæl­lin­ger om skræm­mende væsener, og de lidt ældre søger ofte mod uhyg­ge­lige medier som gyserfilm og ‑com­pu­ter­spil. Film- og læse­va­ne­un­der­sø­gel­ser har doku­men­te­ret, at gys og horror er blandt de absolut mest populære genrer blandt danske såvel som britiske skolebørn (Clark & Foster 2005, Hansen et al. 2018). Denne fasci­na­tion har blandt andet mobi­li­se­ret medi­e­for­skere og psy­ko­lo­ger, som i flere årtier har beskæf­ti­get sig med effek­terne af børn og unges brug af skræm­mende medier. Der findes derfor en del forskning på området, men stør­ste­delen af denne forskning fokuserer på skræm­mende medier specifikt og ikke de mange øvrige aspekter af børns omgang med sjove former for gys, såsom fange‑, monster- og mørkelege.

Inden for den medi­ep­sy­ko­lo­gi­ske forsk­nings­tra­di­tion har der været størst fokus på negative effekter hos børn, for­år­sa­get af eks­po­ne­ring for meget uhyg­ge­lige og skræm­mende ople­vel­ser. En af de mest ind­fly­del­ses­rige forskere inden for denne tradition, Joanne Cantor, udgav således i 1998 en popu­lær­vi­den­ska­be­lig bog med titlen ‘Mommy, I’m Scared’: How TV and Movies Frighten Children and What We Can Do to Protect Them. Som under­tit­len antyder, har der i denne forsk­nings­tra­di­tion været fokus på at beskytte børn og unge fra de skræm­mende mediers poten­ti­elle negative effekter.

Moti­va­tio­nen for dette forsk­nings­fo­kus opstod i kølvandet på mange anek­do­ti­ske rapporter om voldsomme reak­tio­ner på populære skrækfilm, der udkom i 1970erne, såsom Eksorci­sten og Dødens gab (Cantor 2009). Medierne, herunder de danske, bragte historier om bio­gr­af­gæn­gere, der kastede op eller besvimede af skræk og bidrog til et fokus på sådanne films mulige skadelige effekter. Få år efter skabte den humo­ri­sti­ske skrækfilm Gremlins furore, da den skræm­mende film allerede var tilladt fra 7 år i ame­ri­kan­ske biografer. Den offent­lige debat, der efter­fulgte Gremlins, bidrog til ind­fø­rel­sen af PG-13-kate­­go­rien (“kan indeholde materiale som er upassende for børn under 13”) i det ame­ri­kan­ske film­klas­si­fi­ka­tions­sy­stem (Lester 2021). I samme periode fik mange husstande adgang til flere tv-kanaler samtidig med, at hjem­me­vi­deo blev mere udbredt, hvilket alt sammen bidrog til en bekymring for børns eks­po­ne­ring for uhyg­ge­lige medier (Cantor 2009). 

Af disse grunde er negative effekter for­år­sa­get af skræm­mende under­hold­ning på børn og unge rigt doku­men­te­ret i dag (Cantor 2009, Hoekstra et al., 1999, Martin 2020). Vi ved nu, at de mest almin­de­lig negative effekter inklu­de­rer søvn­for­styr­rel­ser (mareridt, problemer med at falde i søvn), adfærds­for­styr­rel­ser (sove med lyset tændt, tjekke for monstre under sengen) og spontane ople­vel­ser af frygt i hver­dags­si­tu­a­tio­ner, som ikke er rigtigt farlige (fx frygt for hajer i en svømmehal). For eksempel fandt et studie af 219 børn i alderen 5 – 12 år, at to tred­je­dele af børnene havde oplevet at blive meget skræmt af medier, hvor de fleste ople­vel­ser var forbundet med uhyg­ge­lige film eller andre medier, som børnene ikke selv havde valgt at de ville se, eller som de var kommet til at se ved en fejl. Her rap­por­te­rede mange børn negative effekter i form af søvn­be­svær, og de fleste børn rap­por­te­rede, at de havde haft meget svært ved at stoppe med at tænke på ople­vel­sen (Cantor et al. 2010). I et andet studie blev over 500 ame­ri­kan­ske voksne bedt om at tænke tilbage på reak­tio­ner, de havde haft i kølvandet på uhyg­ge­lige medier, da de var børn. Over 90% af de adspurgte rap­por­te­rede, at de havde oplevet læn­ge­re­va­rende fryg­tre­ak­tio­ner efter eks­po­ne­ring for skræm­mende medier, blandt andet at de i tiden efter havde oplevet langvarig nervø­si­tet, søvn­for­styr­rel­ser, for­bi­gå­ende tab af appetit og adfærds­for­styr­rel­ser. I over en tredjedel af ana­ly­se­rede beret­nin­ger fremgik det desuden, at de stu­de­rende stadig oplevede disse negative effekter helt ind i deres voksenliv (Cantor, 2004).

Desværre har det store fokus i forsk­nin­gen på at beskytte børn for eks­po­ne­rin­gen af uhyg­ge­lige ople­vel­ser imid­ler­tid ofte resul­te­ret i for­bi­gå­el­sen af eventuelt positive effekter, som kunne være forbundet med ople­vel­sen af det uhyg­ge­lige. Som den frem­træ­dende medi­ep­sy­ko­log Barbara J. Wilson har for­mu­le­ret det: “so much public attention has been paid to potential negative effects of the media on children that parents and resear­chers alike have scarcely ack­now­led­ged the positive” (2008). For det kunne jo tænkes, at den store nys­ger­rig­hed som børn og unge udviser, når det kommer til gys og gru, skyldes, at der også er noget at komme efter i ople­vel­sen for dem. For eksempel inter­viewede medi­e­for­ske­ren David Buck­ing­ham en række 6 – 16-årige britiske børn og deres familier om deres tanker og følelser ved­rø­rende for­skel­lige medier, herunder de uhyg­ge­lige. Han opdagede, at de uhyg­ge­lige medier var blandt de meste populære hos børnene på tværs af alder, selvom nogle børn faktisk ikke brød sig om den uhyg­ge­lige oplevelse i sig selv. De uhyg­ge­lige ople­vel­ser var imid­ler­tid en stærk kata­ly­sa­tor for sjove og livlige samtaler børnene imellem, når de mødtes dagene efter og dis­ku­te­rede deres uhyg­ge­lige ople­vel­ser med hinanden (Buck­ing­ham, 1996).

FRYGT FOR SJOV

Det er velkendt, at både små og store børn er blandt nogle de mest nys­ger­rige skab­nin­ger her på jorden, som bruger stør­ste­delen af dele af deres vågne timer på at opsøge ny og spændende infor­ma­tion (Andersen 2019, Gopnik, 2020). Det skyldes sand­syn­lig­vis, at den beskyt­tede barndom hos mennesker, som er den suverænt længste blandt alle nulevende pattedyr, tillader børn at samle så meget infor­ma­tion som muligt, inden de for alvor skal tage den i anven­delse som voksne (Gopnik, 2020). Tag for eksempel hjernen hos et voksent menneske, som bruger cirka 20% af den voksnes totale kal­o­ri­e­ind­tag, hvorimod et 4‑årigt barns hjerne bruger hele 60% af det totale kal­o­ri­e­ind­tag (Kuzawa et al., 2014). Det er blot et blandt mange studier, der alle har bidraget til kon­sensus­sen i udvik­lings­psy­ko­lo­gien om, at barn­dom­men er særligt forbundet med læring, eks­pe­ri­men­te­ren og stor nysgerrighed.

Nyere kognitiv og udvik­lings­psy­ko­lo­gisk forskning i nys­ger­rig­hed peger på, at nys­ger­rig­hed er et udtryk for indi­vi­dets egen for­vent­ning om, at det kan lære noget indenfor et givent domæne (Kidd & Hayden, 2015). Personers nys­ger­rig­hed vækkes med andre ord oftest, hvis de forventer, at deres egen viden er relativt tæt på den infor­ma­tion, som de har mulighed for at indsamle – hvilket er et godt princip, hvis man også gerne vil lære noget. For eksempel er mennesker mest nys­ger­rige efter at høre svaret på trivia-spørgsmål, hvis de er moderat usikre på, om de har afgivet det rigtige svar. Hvis de omvendt enten er meget usikre eller meget sikre på at de har afgivet det rigtige svar, vil de ofte ikke være lige så nys­ger­rige (Kang et al., 2009). Nys­ger­rig­hed er med andre ord forbundet med indi­vi­dets egen vurdering af, om noget infor­ma­tion er både infor­ma­tions­rig og lærbar. Nys­ger­rig­hed er et signal, der fortæller os “hov, jeg tror, der er noget her, som jeg nok kan lære”.

Når børn og unge mødes med gys og det uhyg­ge­lige, sker det ofte, at de forsøger at undgå kilden til uhyggen, fx som når små børn grædende løber hen i favnen på mor eller far, eller når unge hurtigt slukker for gyser­fil­men, som de ved en fejl er kommet til at fremvise på fjern­sy­net. Men børn bliver også ofte nys­ger­rige og kan udvise dybt enga­ge­ment, når de møder fænomener med træk, som for dem er uhyg­ge­lige. For eksempel vil små børn ofte fare hvinende og grinende gennem stuen, hvis far eller mor udgiver sig for at være et farligt rovdyr; de vil gerne bevæge sig tættere på jule­man­den i stor­cen­te­ret, men ikke altid op på skødet af ham; og Halloween bliver et stadigt større fænomen for både børn og voksne i Danmark, hvor der er rig mulighed for at eks­pe­ri­men­tere med det uhyg­ge­lige og bl.a. få stillet den nys­ger­rig­hed, der i forsk­nings­lit­te­ra­tu­ren omtales som morbid nys­ger­rig­hed – en naturlig men­ne­ske­lig fasci­na­tion af det skræm­mende og monstrøse såsom ødelagte og døde kroppe (fx en død mus på lege­plad­sen), farlige væsners motiver (fx den bedstemor-imi­te­rende ulv i Rødhætte), samt ukendte og over­na­tur­lige farer (fx den mørke gårds­plads eller spøgelset der måske bor i kælderen) (Scrivner, 2021).

Børn og unges nys­ger­rig­hed over for uhyg­ge­lige stimuli udvikler sig normalt på den måde, at de begynder at udvise interesse for mere og mere intens uhygge i takt med, at de udvikler sig og bliver ældre (Hoffner & Levine, 2015). Det hænger muligvis sammen med, at børn i stigende grad lærer ikke kun at bruge motoriske stra­te­gier (fx at holde sig for øjnene og ørene), men også kognitive stra­te­gier (fx at tænke på, at den uhyg­ge­lige film ikke er virkelig), hvilket giver dem mulighed for nemmere at regulere og dosere omfanget af de uhyg­ge­lige stimuli, som de beskæf­ti­ger sig med (Martin, 2020). Det hænger sand­syn­lig­vis også sammen med, at deres stigende eks­po­ne­ring for uhyg­ge­lige situ­a­tio­ner eller medier tillader dem at vænne sig til det uhyg­ge­lige, fx så heksen i historien om Hans og Grethe ikke er helt så uhyggelig, når historien høres for sjette gang. Og nyere forskning med unge og voksne for­søgs­per­so­ner tyder på, at det netop er spørgs­må­let om at ramme den helt rette dosering af uhygge – ikke for meget og ikke for lidt – der er bestem­mende for, om for­bru­gere af uhygge synes, det er attrak­tivt og sjovt at blive skræmt (Andersen et al., 2020; Andersen et al., 2022).

Når børn og unge er nys­ger­rige på gys og uhygge, kan det altså fortælle os, at de selv har en intuitiv for­nem­melse af, at der er noget, de kan lære og dermed et poten­ti­ale for at udvikle sig, ved at engagere sig i nogle af de uhyg­ge­lige situ­a­tio­ner, de kan blive præ­sen­te­ret for. Der er dog ikke lavet meget empirisk funderet forskning i, præcis hvornår, hvordan og på hvilken måde leg og enga­ge­ment med frygt, uhygge og gys kan have positive effekter hos børn og unge (Wilson, 2008). I et beslægtet forsk­nings­felt, nemlig forskning i risi­ko­fyldt leg, er det imid­ler­tid blevet foreslået, at lege, der er er præget af usik­ker­hed og frygt-pro­­vo­ke­rende situ­a­tio­ner, såsom at klatre op i et højt træ, kan fungere som en beskyt­tende faktor i udvik­lin­gen af angst­di­ag­no­ser for børn og unge. Det skyldes, at situ­a­tio­ner der er præget af moderate og over­sku­e­lige mængder af frygt, tillader børn at lære om kropslige reak­tio­ner, ube­ha­ge­lige følelser, usik­ker­hed og coping-stra­te­­gier (Dodd & Lester, 2021). Frygt-pro­­vo­ke­rende lege, men også uhyg­ge­lige (alder­s­sva­rende) medier, kan dermed være centrale i udvik­lin­gen af børns resiliens ved at give dem mulighed for, på en over­sku­e­lig facon, at udforske hele spektret af deres følel­ses­re­gi­ster samt at øve og forbedre mentale og adfærds­mæs­sige fryg­tre­gu­le­rings­stra­te­gier, som kan hjælpe dem med at håndtere negative følelser i deres eget liv (Miller et al., 2021).

Af disse grunde er forsk­nin­gen i det pæda­go­gi­ske og udvik­lings­psy­ko­lo­gi­ske poten­ti­ale for uhyggelig og risi­ko­fyldt leg et felt, der i disse år får stærkt stigende opmærk­som­hed. Der er allerede utallige histo­ri­ske og tvær­kul­tu­relle eksempler i forsk­nin­gen på, at voksne udsætter børn for skræm­mende akti­vi­te­ter, eksem­pel­vis i form af for­tæl­lin­ger, ritualer og lege (Clasen, 2017). Men et spørgsmål, der endnu ikke har fået meget bevå­gen­hed, er spørgs­må­let om, hvor tidligt vores fasci­na­tion af det uhyg­ge­lige egentlig begynder. For at undersøge dette spørgsmål samt påbegynde en kort­læg­ning af fænomenet i danske dag­in­sti­tu­tio­ner, udførte vi i foråret 2021 et studie, hvor vi igennem en serie af inter­views med århu­si­an­ske vugge- og bør­ne­ha­ve­pæ­da­go­ger spurgte ind til fore­kom­sten af såkaldt ‘rekreativ frygt’ i danske daginstitutioner.

UNDERSØGELSE AF REKREATIV FRYGT I DANSKE VUGGESTUER OG BØRNEHAVER

Formålet med under­sø­gel­sen var at studere fore­kom­sten og karak­te­ren af rekreativ frygt i danske vug­ge­stuer og bør­ne­ha­ver gennem elleve inter­views med en række pædagoger fra for­skel­lige århu­si­an­ske vug­ge­stuer og bør­ne­ha­ver. ‘Rekreativ frygt’ er bredt defineret som følel­ses­mæs­sige tilstande, der både er karak­te­ri­se­ret af frygt og for­nø­jelse på samme tid (Andersen et al., 2020). Hos voksne ses denne blandede følel­ses­til­stand i en række situ­a­tio­ner, fx i bio­gra­fens mørke, hvor gyser­pu­bli­kum­met bider negle i spænding; i Tivolis rut­sje­bane, hvor gæsterne skriger af fryd; eller i mere ekstreme tilfælde, hvor faldskærms­ud­sprin­ge­ren, med adre­na­li­nen pumpende, hopper ud af flyet.

I under­sø­gel­sen spurgte vi ind til pæda­go­ger­nes erfa­rin­ger med og hold­nin­ger til akti­vi­te­ter med rekreativ frygt. Der var særligt fokus på fore­kom­sten af uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter i det daglige pæda­go­gi­ske arbejde, samt fokus på de effekter, der ifølge inter­view­per­so­nerne kunne være forbundet med del­ta­gelse i sådanne akti­vi­te­ter. De elleve deltagere var insti­tu­tions­le­dere såvel som fastan­satte og prak­ti­kan­ter. Alle inter­views var tele­fo­ni­ske eller via videoopkald. Den efter­føl­gende data­be­hand­ling tog form af tekst- og menings­kon­den­se­ring af de trans­skri­be­rede inter­views, hvilket ledte til iden­ti­fi­ce­ring af gen­nem­gå­ende temaer.

Alle inter­views tog udgangs­punkt i en semi­struk­tu­re­ret inter­viewgu­ide med spørgsmål om pæda­go­ger­nes hold­nin­ger til, over­vej­el­ser omkring og obser­va­tio­ner af tre punkter i henhold til fore­kom­sten af rekreativ frygt: Hvilke akti­vi­te­ter er der tale om? Hvilke aktører igang­sæt­ter akti­vi­te­terne, og hvilke positive eller negative kon­se­kven­ser opfatter fag­per­so­na­let, at det kan have på børnene? 

OVERORDNEDE RESULTATER

Under­sø­gel­sen viser, at rekreativ frygt er enormt udbredt blandt både vuggestue- og bør­ne­ha­vebørn, som næsten på daglig basis deltager i akti­vi­te­ter med rekreativ frygt som et centralt element. De hyppigste akti­vi­te­ter på tværs af insti­tu­tio­ner er vari­a­tio­ner af sanglege om død, tortur eller farlige dyr og monstre (fx ‘Bjørnen sover’, ’Hek­semut­ter’, ’Bro-bro-brille’), histo­ri­e­for­tæl­ling (fx ‘de Tre buk­ke­bruse’, ‘Rødhætte’ eller ‘Hans og Grethe’), fange- og gemmeleg, mørkeleg, samt spontant opståede uhyg­ge­lige lege, ofte i for­bin­delse med udflugter (fx ved mødet med et stort hul under et træ eller en væltet træstamme).

Situ­a­tio­ner med rekreativ frygt opstår desuden ofte i en række isce­ne­satte akti­vi­te­ter i for­bin­delse med højtider såsom halloween, jul, fastelavn og påske, hvor mødet med en mytisk skikkelse som jule­man­den eller påske­ha­ren kan være så tilpas dragende og skræm­mende, at pædagoger karak­te­ri­se­rer det som rekreativ frygt. Disse akti­vi­te­ter foregår ifølge under­sø­gel­sens infor­man­ter primært på bør­ne­ha­ve­ni­veau, da akti­vi­te­terne kan være for intense og for skræm­mende for vug­ge­stu­ebørn, og fordi vug­ge­stu­ebørn endnu ikke har så godt greb om til­ba­ge­ven­dende traditioner.

Andre gange fore­kom­mer akti­vi­te­ter med høj frekvens i en begrænset periode, hvilket varierer mere på tværs af insti­tu­tio­ner. Eksem­pel­vis fortæller en pædagog, at han har intro­du­ce­ret spillet ‘Varulv’ i en børnehave, hvilket de større børn i en periode på ca. to måneder efter­s­purgte hver dag. Varulv er et kortspil, hvor det gælder for del­ta­gerne om dels at over­be­vise de andre om, at de ikke selv er varulve, dels gætte hvem blandt de andre deltagere, der er varulve. Han forklarer, at han her arbejdede med at skabe denne rette stemning for spillet:

Pædagog #: “Som spilsty­rer skal man forsøge at skabe en spændende, måske endda lidt uhyggelig stemning – det handler trods alt om varulve! Hvis man har lyst, kan man fx trække spæn­din­gen lidt, ved f.eks. at sige noget i stil med: Det er morgen i byen, og lands­by­bo­erne finder en sø af blod i … Annas hus!”

En anden pædagog fortalte om, hvordan års­ti­der­nes skiften havde inspi­re­ret pæda­go­gerne i bør­ne­ha­ven til at arbejde bevidst med frygt i en sjov sammenhæng:

Pædagog #: Vi havde et tomt akvarie med sand og pinde, og andre ting børnene fandt; insekter, sala­man­der, mariehøns, og masser af edder­kop­per. Når edder­kop­perne lavede edder­kop­pe­spind, fandt vi dovne fluer og puttede dem ind i edder­kop­pe­spin­det. Så iagttog vi edder­kop­perne kvæle og dræbe fluerne. Det gik børnene meget op i. Det blev hurtigt en del af sam­lings­stund, hvor vi pædagoger endte med at klæde os ud som edder­kop­per og fluer. Børnene var meget bange for edderkoppen!”

Opsum­me­rende indgår en enormt bred vifte af rekre­a­tive frygt-akti­vi­te­ter på for­skel­lig vis i børnenes dagligdag i danske dag­in­sti­tu­tio­ner. Mildt uhyg­ge­lige sange, rim, historier eller små lege som titte-bøh kan let blive inkorpo­re­ret i dag­lig­da­gens akti­vi­te­ter, hvor de også ofte fungerer som sekundære spæn­dings­e­le­men­ter. En (u)hyggelig grimasse eller en hurtig omgang titte-bøh er for eksempel et glimrende distrak­tions­værk­tøj i for­bin­delse med et ellers kedeligt bleskift, og når børnene stadig har høje ener­gi­ni­veauer efter at være kommet ind fra lege­plad­sen til frokost­bor­det, kan pæda­go­gens uhyg­ge­lige historie fange deres opmærk­som­hed og på den måde rette fokusset fra lege­plad­sen til madpakken. Der er dog bred enighed om, at uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter over­ve­jende initieres, fordi de er sjove, og ikke kun som fx distrak­tions­e­le­ment. Mange akti­vi­te­ter med uhyg­ge­lige elementer initieres spontant af både børn og voksne, netop fordi de er under­hol­dende for alle parter.

EN SKRÆMMENDE OG SPÆNDENDE STRUKTUR

De uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter følger ofte en særlig struktur og finder ofte først sted, når en række nød­ven­dige betin­gel­ser er opfyldt. De fleste akti­vi­te­ter er karak­te­ri­se­ret af gen­ta­gelse med mild til moderat variation og foregår altid med udgangs­punkt i en tryg og sikker tilstand hos barnet. Akti­vi­te­terne bærer meget ofte præg af, at barnet gennem gentaget enga­ge­ment i akti­vi­te­ten lærer at forvente den ind­byg­gede for­skræk­kelse, som legen rummer. Hos vug­ge­stu­ebørn, for eksempel, lærer børnene gennem mange gen­ta­gel­ser med spænding at forvente at blive skræmt henimod sangens slutning, hvor bjørnen vågner og brøler. Men præcis hvornår bjørnen vågner, hvor højt den brøler, eller hvem den brøler af, kan variere fra gang til gang. Samme struktur ses i mange andre akti­vi­te­ter, også på bør­ne­ha­ve­ni­veau, lige fra fangeleg og monsterj­agt, til titte-bøh og Bro-bro-brille. De for­ud­gå­ende gen­ta­gel­ser og erfa­rin­ger sikrer, at barnet er med på legens præmisser, så fag­per­so­na­let sikrer, at barnet ikke skræmmes på en uhen­sigts­mæs­sig måde, og legen bliver samtidig rekreativ, altsålidt uhyggelig og rigtig sjov på samme tid. Som en pædagog fortæller;

Pædagog #: Mange små børn bliver begej­strede, når de får en følelse af over­ra­skelse over et velkendt tema, for eksempel ved over­ra­skel­sen i Titte-bøh, brølet i Bjørnen sover, eller ved ‘hapset’ i I Min bed­ste­mors hus. Jeg tror det er vigtigt, at der er gen­ta­gel­ser invol­ve­ret, så børnene har en for­vent­ning om et lille gys. Den mængde chok kan de nemlig håndtere. Det er noget vi gør ofte – næsten hver dag”.

Det gen­nem­gå­ende træk for de fleste rekre­a­tive uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter er altså, at barnet lærer at forvente et bestemt udfald, men ikke helt ved, hvornår eller hvordan udfaldet ind­træf­fer. Fag­per­so­na­let har dermed ofte mulighed for at trække spæn­din­gen ud, og spille på barnets for­vent­nin­ger på en måde, så legen bliver så sjov som mulig. Flere infor­man­ter beskriver det desuden som befor­drende for akti­vi­te­ter­nes succes, at der er fag­per­so­nale eller andre omsorgs­per­so­ner til stede, særligt ved mindre børn, så de voksne kan holde øje med børnenes tilstand og sørge for, at den uhyg­ge­lige leg bliver ved med at være tilpas sti­mu­le­rende for dem. Med andre ord sørger fag­per­so­na­let for både at skrue op og ned for uhyggen alt efter deres løbende vurdering af, om barnet får noget ud af oplevelsen.

Fag­per­so­na­let kan ‘skrue op’ for uhyggen i for­bin­delse med mange for­skel­lige akti­vi­te­ter, fx i for­bin­delse med fangeleg eller højt­læs­ning. Typisk gøres dette ved hjælp af dra­ma­ti­se­ring såsom at ændre tone­fal­det i stemmen, tale højere eller hviske, lave uhyg­ge­lige ansigts­ud­tryk og gestik, kigge intenst på barnet eller kilde barnet:

Pædagog #: “Som voksen er man en rol­lemo­del for børnenes frygt eller over­ra­skelse – det er vigtigt at man lever sig ind i det, som børnene oplever, og hjælper dem til at skabe de passende reak­tio­ner. Fx at man hvisker op til fundet af et uhyg­ge­ligt dyr på lege­plad­sen – for så at løbe for­skræk­ket væk fra det bagefter”.

På samme måde kan fag­per­so­nale ‘skrue ned’ for uhyggen ved at ændre på legen eller historien, fx ved at ændre en uhyggelig karakter til en blidere karakter, tilføje en superhelt til at overvinde monsteret i legen, eller sim­pelt­hen springe over de uhyg­ge­lige dele, hvis de fornemmer, at barnet ikke helt er klar til det på det givne tidspunkt. Fag­per­so­na­let hjælper også nogle gange barnet ved at tale om, at legen/historien ikke er vir­ke­lig­hed, anerkende og ver­ba­li­sere barnets følelser, samt frem for alt at give barnet fysisk omsorg, fx ved at kramme eller ae barnet. Hertil kommer akti­vi­te­ter­nes kol­lek­tive karakter, som også kan bidrage til en øget oplevelse af tryghed.

MODIGE BØRN OG LÆRERIGE GYS

Der er bred enighed blandt under­sø­gel­sen infor­man­ter om, at rekreativ frygt kan medvirke til udvik­lin­gen af en vifte positive egen­ska­ber, fx robusthed, selv­til­lid, mod og kendskab til egne grænser. 

Pædagog #: “Jeg tror, at ople­vel­ser med rekreativ frygt kan være med til at oparbejde mod hos små børn. Det giver en god følelse at have over­kom­met noget, som var skræm­mende: Man føler sig som et livs­du­e­ligt menneske med selv­til­lid. Jo flere gange man har de her mestrings­op­le­vel­ser, jo flere gange vil man føle sikkerhed i sit senere liv”

Infor­man­terne nævner desuden hyppigt, at børnenes egne erfa­rin­ger med bredden af deres følel­ses­re­gi­ster er en helt central del af den dan­nel­ses­pro­cess, som bør foregå i de danske institutioner.

Pædagog #: “Det er vigtigt, at børn lærer hele følelses-paletten at kende – man er aldrig glad, hvis man kun er lidt glad: Det er vigtigt, at have mærket ekstremerne”.

Det nævnes også, at erfa­rin­ger med sjove uhyg­ge­lige og skræm­mende akti­vi­te­ter forbedrer og udvikler børnenes kritiske sans og evne til at skelne mellem fiktion og vir­ke­lig­hed. På samme måde nævnes også vig­tig­he­den af at opleve mestring gennem korte tab af og gen­vin­delse af kontrol.

Pædagog #: “Jeg mener, det er vigtigt for barnet at opleve, at det kan miste fodfæstet for en stund. Det er vigtigt at pirre barnets fantasi og nysgerrighed”.

Endeligt nævnes det, at en lang række af lege, sange og historier, som er præget af rekreativ frygt, er en helt grund­læg­gende del af den danske kulturarv, som alene af den grund er vigtige for børnene at stifte bekendt­skab med som et led i deres dannelsesproces.

Når dis­kus­sio­nen falder på even­tu­elle negative effekter af uhyg­ge­lige lege, hersker der bred enighed blandt studiets infor­man­ter om, at der ikke er grund til bekymring, fordi en central del af uhyg­ge­lige lege er, at der er voksne til stede, som altid kan sikre at legen reguleres hen­sigts­mæs­sigt. Infor­man­terne fremhæver således, at der er stor opmærk­som­hed fra fag­per­so­na­let på, at akti­vi­te­ter med uhyg­ge­lige elementer altid er alder­s­sva­rende og menings­fulde for børnene. Det er en desuden stor bevidst­hed blandt infor­man­terne om, at børn, der udsættes for alt for skræm­mende situ­a­tio­ner, kan risikere både angst, mareridt, traumer, til­lidspro­ble­mer, vrede, samt at blive bange for mørke. Imid­ler­tid nævnes rekreativ frygt af flere infor­man­ter som et middel til fore­byg­gelse af netop sådanne negative effekter. Som én informant udtrykker det, kan sjove uhyg­ge­lige lege fungere som en decideret “modgift” mod den nervøse, angst­fyldte til­væ­relse, som nogle børn oplever.

AFSLUTTENDE DISKUSSION: FRA TRADITION TIL PÆDAGOGISK VÆRKTØJ?

Rekreativ frygt ser ud til at være enormt udbredt i danske dag­in­sti­tu­tio­ner, og der var bred enighed blandt studiets infor­man­ter om at alder­s­sva­rende akti­vi­te­ter med rekreativ frygt er forbundet med en lang række positive effekter hos både vuggestue- og bør­ne­ha­vebørn. Men selvom infor­man­terne i studiet udtrykte stor interesse for emnet, havde de fleste aldrig tænkt over eller arbejdet bevidst med rekreativ frygt som pæda­go­gisk redskab. På den måde fremstår rekre­a­tive, uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter som en slags tra­di­tions­bå­ren, men uudtalt, dan­nel­ses­pro­ces, som typisk ikke et pæda­go­gisk eks­pli­ci­te­ret fænomen, der arbejdes direkte med. Uhygge og rekreativ frygt er altså oftest ikke et emne, fag­per­so­na­let bevidst anvender som pæda­go­gisk værktøj, og fokusset på de gavnlige effekter ved afmålt, alder­s­sva­rende uhygge fremgår ikke i insti­tu­tio­ner­nes eks­pli­citte ret­nings­linjer eller pæda­go­gi­ske mål. Flere infor­man­ter udtrykte ambition om at arbejde mere bevidst med rekreativ frygt fremover, fx:

Pædagog #: “Jeg kan se mange mulig­he­der for at arbejde med dette emne – eksem­pel­vis i et forløb centreret om ulve, hvor man spiller Varulv, læser Rødhætte og ulven og De tre små grise og taler om ulvens levevis i naturen.”

Et øget frem­ti­digt fokus på rekreativ frygt som pæda­go­gisk værktøj er desuden ifølge flere infor­man­ter for­e­ne­ligt med, hvad der af dem karak­te­ri­se­res som et igang­væ­rende para­dig­meskift i dansk pæda­go­gisk praksis, hvor der er stadigt stigende fokus på at faci­li­tere, at børn bliver mere robuste. Flere infor­man­ter fremhæver, at menings­fulde ople­vel­ser og erfa­rin­ger med uhyg­ge­lige akti­vi­te­ter er en vigtig modvægt til kulturens øvrige tendens til at skærme børn fra ople­vel­ser, som kan rumme den mindste smule ubehag.

Pædagog #: “Jeg oplever det nogle gange som om, at legen er truet: Der er så mange ting, man ikke må, man må ikke falde på lege­plad­sen, og så videre. Der må gerne være mange steder på en legeplads, hvor der er en risiko! Man må gerne klatre i træer og mærke et sus! Børn i dag er så beskyt­tede – de kan godt tåle et skub.”

Der tegner sig altså her et billede af en dansk pæda­go­gisk kultur, hvori den rekre­a­tive frygt som et poten­ti­elt kon­struk­tivt pæda­go­gisk værktøj har gode betin­gel­ser. Den aktuelle inter­na­tio­nale forskning i rekreativ frygt peger på, at børns leg med frygt og tilpas skræm­mende situ­a­tio­ner, herunder risi­ko­fyldt leg, ikke alene er kilde til glæde og menings­fulde akti­vi­te­ter, men også kan være et vigtigt element i en udvik­lings­pro­ces, hvor barnet opbygger indsigt i sit eget følel­ses­livs fulde spektrum samt evne til at regulere sine egne følelser, inklusiv de negative. Når børns enga­ge­ment med uhyg­ge­lige stimuli er præget af nys­ger­rig­hed, initiativ og sjov, er der med udgangs­punkt i udvik­lings­psy­ko­lo­gien grund til at antage, at barnet selv har opdaget et lærings­po­ten­ti­ale, som det kan håndtere og tilegne sig.

Gennem pæda­go­gisk faci­li­te­ring af gradvise, alder­s­af­stemte og spændende uhyg­ge­lige situ­a­tio­ner er der således grund til at antage, at rekreativ frygt kan give børn mulighed for at tilegne sig en række værktøjer, som er relevante for frem­ti­dige stres­sende, ufor­ud­si­ge­lige og skræm­mende situ­a­tio­ner. En sådan pæda­go­gisk for­måls­sty­ring rummer dog en række klassiske dilemmaer, blandt andet i forhold til pæda­go­gik­kens rolle set i lyset af et neoli­be­ralt effek­ti­vi­tets- og opti­me­rings­ra­tio­nale. For eksempel kan det, på trods af de formodede udvik­lings­mæs­sige kva­li­te­ter ved regu­le­rede former for fryg­t­eks­po­ne­ring, pro­ble­ma­ti­se­res, hvorvidt børn i så fald bliver spændt for en ‘robust­heds­vogn’, der dybest set er i sam­fun­dets og ikke i det enkelte barns tjeneste. På den anden side kunne det se ud til, at den rekre­a­tive frygt giver anledning til både menings­fulde, sjove og lærerige ople­vel­ser for både børn og voksne, hvilket i sidste ende måske er den mest tungt­ve­jende grund til den rekre­a­tive frygts aktuelle alle­steds­nær­vær i det danske pæda­go­gi­ske landskab.

Bibli­o­grafi

Andersen, M. M. (2019). Leg. Aarhus Uni­ver­si­tets­for­lag.

Andersen, M. M., Schjoedt, U., Price, H., Rosas, F. E., Scrivner, C., & Clasen, M. (2020). Playing with fear: A field study in recre­a­tio­nal horror. Psy­cho­lo­gi­cal science, 31(12), 1497 – 1510.

Andersen, M. M., Kiver­stein, J., Miller M., & Roep­storff, A.(2022). Play in pre­di­ctive minds: A cognitive theory of play. Psy­cho­lo­gi­cal Review, accepted for publication.

Buck­ing­ham, D. (1996). Moving Images: Under­stan­ding Chil­dren’s Emotional Responses to Tele­vi­sion. Man­che­ster: Man­che­ster Uni­ver­sity Press.

Cantor, J., Byrne, S., Moyer-Gusé, E., & Riddle, K. (2010). Descrip­tions of media-induced fright reactions in a sample of US ele­men­tary school children. Journal of Children and Media, 4(1), 1 – 17.

Cantor, J. (2004). “I’ll never have a clown in my house” — why movie horror lives on. Poetics Today, 25(2), 283 – 304.

Cantor, J. (2009). Fright reactions to mass media. In Media effects (pp. 303 – 319). Routledge.

Clark, C. & Foster, A. (2005). Chil­dren’s and Young People’s Reading Habits and Pre­fe­ren­ces: The Who, What, Why, Where and When. London: National Literacy Trust.

Clasen, M. (2017). Why horror seduces. Oxford Uni­ver­sity Press.

Dodd, H. F., & Lester, K. J. (2021). Adven­tu­rous play as a mechanism for reducing risk for childhood anxiety: a con­cep­tual model. Clinical child and family psy­cho­logy review, 1 – 18.

Gopnik, A. (2020). Childhood as a solution to explore – exploit tensions. Phi­los­op­hi­cal Transa­ctions of the Royal Society B, 375(1803), 20190502.

Hansen, S. R., Kæthius, A., Lund, H. R., Vester­gaard, L., Puck, M. R., & Gissel, S. T. (2018). Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik. Læremiddel.dk.

Hoekstra, S. J., Harris, R. J., & Helmick, A. L. (1999). Auto­bi­o­grap­hi­cal memories about the expe­ri­ence of seeing frigh­te­ning movies in childhood. Media Psy­cho­logy, 1(2), 117 – 140.

Hoffner, C. A., & Levine, K. J. (2005). Enjoyment of mediated fright and violence: A meta-analysis. Media Psy­cho­logy, 7(2), 207 – 237.

Kang, M. J., Hsu, M., Krajbich, I. M., Loewenstein, G., McClure, S. M., Wang, J. T. Y., & Camerer, C. F. (2009). The wick in the candle of learning: Epistemic curiosity activates reward circuitry and enhances memory. Psy­cho­lo­gi­cal science, 20(8), 963 – 973.

Kidd, C., & Hayden, B. Y. (2015). The psy­cho­logy and neu­rosci­ence of curiosity. Neuron, 88(3), 449 – 460.

Kuzawa, C. W., Chugani, H. T., Grossman, L. I., Lipovich, L., Muzik, O., Hof, P. R., … & Lange, N. (2014). Metabolic costs and evo­lu­tio­nary impli­ca­tions of human brain deve­l­op­ment. Pro­ce­e­dings of the National Academy of Sciences, 111(36), 13010 – 13015

Lester, C. (2021). Horror Films for Children: Fear and pleasure in American cinema.

Martin, G. N. (2019). (Why) do you like scary movies? A review of the empirical research on psy­cho­lo­gi­cal responses to horror films. Frontiers in psy­cho­logy, 10, 2298.

Miller, M., Andersen, M., Schoeller, F. & Kiver­stein, J., (accepted for publi­ca­tion). Getting a kick out of film: Aesthetic pleasure and play in pre­di­ction error mini­mi­sing agents,Worlding the Brain (Edited by S. Besser & F. Lysen), Leiden, NL: Brill Publishers

Wilson, B. J.  (2008). Media and children’s aggres­sion, fear, and altruism. Future of Children 18(1), 87– 118. https:// doi​.org/ 10.1353/ foc.0.0005.

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

STØT VIA MOBILEPAY VED AT SCANNE HER

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte