I vuggestuer balanceres tillid mellem forældre og pædagoger løbende gennem magtspil i hverdagens subtile interaktioner. Med afsæt i empiriske eksempler fra et etnografisk feltarbejde i 2014 – 2015 i danske vuggestuer, viser denne artikel, hvordan både forældre og pædagoger arbejder for at udtrykke og demonstrere tillid til hinanden. Derfor kan ingen af parterne entydigt positioneres som ’de magtfulde’.
Det er formiddag i vuggestuen. De fleste børn og voksne er samlet omkring stuens borde og venter på at spise. Pædagogen Lea kommer ind på stuen med Mikkel (11 mdr.) på armen. Han skulle egentlig sove, men nu er han vågnet
Lea til Mikkel: Det var ikke længe, du sov i dag. Nu sætter jeg dig lige her [i bøjlestol], og så ringer jeg og sladrer til din mor. Ja. Jeg ringer og sladrer, så får du noget mad.
Lea ringer op og forklarer. Imens laver hun lidt karikerede grimasser rettet til de andre på stuen, som om hun bliver forvirret over samtalen, imens hun taler.
Lea (i telefonen): Ja, men det ved jeg ikke. Det er jo også lige, hvad der passer med jer. Vi kan jo også putte ham her anden gang, hvis I ikke vil have ham hjem? Det er op til jer.
Lea lægger på. Griner og vender øjne.
Lea: Det var godt nok en underlig samtale. Det var som om, han ikke rigtig svarede. Han sagde bare ‘nå’, og så var der helt stille.
Ditte, medhjælper: Det er sjovt med sådan nogle, der ikke synes, de skal gøre noget for at få samtalen til at køre.
Lea: Ja, jeg glæder mig til at lære ham at kende. Skal vi sige det sådan? Det er som om, vi ikke helt sender på samme frekvens.
Når et barn starter i vuggestue, er det især forældrene og pædagogerne, som bærer kommunikationen om barnets trivsel og behov, fordi barnet endnu ikke har sprog til at forklare sig selv. Vuggestuebørn er derfor særligt afhængige af, at denne kommunikation glider. Men det gør den ikke altid. Som eksemplet viser, kan det give frustration – her blandt personalet – når de ikke følger samme script. For at få det til at fungere fortæller flere af de pædagoger og forældre, jeg har interviewet, at de må arbejde for at få hinandens tillid. Det er dette arbejde, som udfoldes i denne artikel.
Artiklen er baseret på empirisk materiale fra mit ph.d.-projekt, som består af 11 måneders etnografisk feltarbejde blandt børn, pædagoger og forældre i fire danske vuggestuer og hjemme hos seks familier, samt en redegørelse for og analyse af vuggestuernes fremkomst og udvikling og udviklingen af idealer for kulturelle omgangsformer i danske vuggestuer (Høyrup, 2018).
Hvis man i et historisk perspektiv sammenligner møderne mellem forældre og pædagoger i vuggestuerne fra mit feltarbejde med møderne mellem forældre og asylmødre i starten af 1900-tallet og senere barneplejerskerne, samt de første pædagoger i 50erne og helt frem til 70erne, så bliver det klart at relationen i dag har en helt særlig uhøjtidelig og venskabelig karakter, som før var utænkelig (Høyrup 2018). Før var tonen formel. Man var ’Des’, og forældrene var ikke velkomne indenfor.
Forældrene fra mit studie fortæller i interviews og uformelle samtaler om, hvordan de aktivt arbejder for at vinde pædagogernes tillid og for at udstråle, at de har tillid til pædagogerne. I vuggestuerne tiltaler forældre og pædagoger hinanden ved fornavn og er ’dus’. De fortæller hinanden private ting om deres ferier og familieforhold. De har en indforståethed med hinanden, som næsten synes familiær. Der drilles, bruges sarkasme og ironi, og de griner sammen – også af ting, der for den udenforstående etnograf slet ikke synes komiske. Men indimellem fornemmer man, at der under den uformelle tone, drillerierne og grinene ligger en subtil anspændthed og lurer, fx når Lea skærer ansigt til sine kolleger imens hun taler i telefon med Mikkels far. Denne anspændthed analyseres her som udtryk for magtbalancer. I det følgende redegøres for artiklens analytiske afsæt.
En figurationsteoretisk og interaktionistisk analyse af tillid
”Det er vigtigt med tillid. Vi har tillid til stedet”. Sådan afbryder Mys mor mig i garderoben, ganske uopfordret, en dag i begyndelsen af mit feltarbejde, hvor jeg er i gang med at præsentere mig selv og mit projekt. I feltarbejdets materiale fra uformelle samtaler, semistrukturerede interviews (18 forældre, 13 pædagoger og 4 ledere) og iagttagelser af interaktioner mellem pædagoger og mellem forældre og pædagoger kan jeg se, at tillid var en fremtrædende emisk term i vuggestuerne. Særligt når de skulle fortælle om deres relation og det, der var vigtigt for dem. Derfor blev det også et centralt fokus i mine analyser. Forældrene og pædagogerne udtrykte både direkte og indirekte stor tillid til hinanden – i en grad, så det syntes utænkeligt at afvige fra denne norm.
Det at være på bølgelængde, samme side, samme banehalvdel, samme vej, at komme fra samme verden og at sende på samme frekvens, er alle metaforer som forældre og pædagoger bruger for det, som kræves, for at de oplever, at relationen er tillidsfuld (Høyrup 2018).
Forholdet mellem forældre og pædagoger er rammesat af et tillidsimperativ – dvs. et krav om at have tillid til hinanden. Parterne gør derfor et stort arbejde for at opretholde relationen som tillidsfuld. Det er det, jeg betegner som tillidsarbejde. Begrebet tillidsarbejde skal understrege, at der er tale om individer, der arbejder aktivt for selv at føle tillid, og at deres arbejde med at fremstå tillidsfulde og tillidsvækkende sker over for personer, de er afhængige af. Tillidsarbejdet forstås i denne artikel gennem en analytisk ramme fra sociologerne Erwin Goffman, Arlie Hochschild og Norbert Elias, som uddybes nedenfor. Tillidsimperativet er ikke en selvfølgelig social ramme om samarbejdet, men en foranderlig og skrøbelig orden, som deltagerne hele tiden reparerer og arbejder på at opretholde.
I tråd med den tyske sociolog Norbert Elias’ figurationsteori er netop den gensidige afhængighed mellem individer et afgørende træk ved sociale grupperinger. Mennesker er organiseret i sociale figurationer af gensidigt afhængige individer – også betegnet, interdependenskæder (Elias 1970). Sociale figurationer indgår i konstante magtkampe og værdikonflikter med hinanden. I takt med at samfundets interdependenskæder på en gang udvider sig, fx når flere samfundsinstitutioner skal fungere sammen, og tætner sig, fx når forskellige samfundsgrupper blander sig, øges også behovet for, at mennesker arbejder sammen for at få hverdagen til at fungere. Ifølge Elias gennemgår samfundet på én gang en differentiering og en integration mellem stater, statslige institutioner og samfundets sociale grupper. Dette øger på en gang behovet for mere kontrolleret adfærd (formalisering), som fx høflighed over for autoriteter, gensidig hensyntagen mm., og samtidig en demokratisering og nedtoning af magtudtryk (informalisering), fx er vi ’dus’ og flere samfundsgrupper involveres i beslutningsprocesser på alle niveauer i samfundet (Wouters 1986, 2011, Elias 1983, 2000). I en vuggestuekontekst kan vi i dag tale om en nyformalisering (Høyrup 2018), hvor disse forhold fortsat gælder, men hvor de uformelle demokratiserede idealer formaliseres gennem centraliserede og standardiserede pædagogiske retningslinjer og metoder. Der er siden vuggestuernes fremkomst sket en magtforskydning fra pædagogerne til stat og kommuner. Pædagogerne agerer nu som delegeret autoritet for disse (Olesen 2004). Dette skaber en intensivering af relationen mellem forældre og pædagoger, som nu skal arbejde tættere sammen i større og mere socialt diverse figurationer end tidligere (Høyrup 2018).
Med Elias kan vi se, hvordan forestillinger om det civiliserede er resultatet af og indlejret i historiske processer. Værdikonflikter og magtkampe afspejler enhver tids adfærdsnormer og idealer og deres tilblivelse. Civiliseringsidealer forstås i artiklen empirisk, dvs. som sociale gruppers opfattelser af, hvad der regnes som ideel social adfærd. I denne opfattelse ligger også en forestilling om, at nogle adfærdsformer er bedre end andre. Disse idealiserede adfærdsformer er oftest dem, som mestres af samfundets mest magtfulde grupper. Samfundets magtfulde grupper vil derfor typisk hæve sig over andre grupper i samfundet og legitimere deres magtposition ved at fremhæve netop deres egne adfærdsformer, som mere respektable, ordentlige og disciplinerede end adfærden hos de mindre magtfulde. Tillidsimperativet og tillidsarbejdet er et sådant civiliseringsideal for forældre og pædagoger i vuggestuerne. Derfor bliver det også interessant at undersøge, hvem der er de magtfulde i vuggestuerne og at beskrive civiliseringsidealerne nærmere.
Tillidsarbejdet og tillidsimperativet er omgærdet af en norm eller et ideal om lighed, enshed og konsensus, der trækker tråde til dels en særlig skandinavisk omgangsform (Gullestad 1992, 1997, 2001, Jenkins 2011, Faber 2008) og dels til det, Birthe Ravn har betegnet en historisk hovedstrømning i skole-hjem-samarbejdet, nemlig konsensusrationalet (Ravn 2008, 2001), som jeg også finder tegn på i mit materiale fra vuggestuerne (Høyrup 2018). Med Ravns analyse bliver det forældrenes ansvar at tilpasse sig skolens rationaler. Her vil jeg derimod argumentere for, at afhængighedsrelationen og dermed tilpasningen af meninger i praksis er langt mere gensidig. Dette betyder, at forældre og pædagoger hele tiden stræber efter at finde lighedstegn og fællesinteresser mellem hinanden, men også at uenigheder, forskelle og uligheder bliver problematiske og nødvendige at nedtone i hverdagens møder.
Det er netop dette forhold, som nødvendiggør tillidsarbejdet. Med Goffman kan vi forstå tillidsarbejdet som en form for facework (Goffman 1990), hvor det drejer sig om at aflæse, rationalisere og tilpasse sig den anden parts udtryk med de rette indtryk (Høyrup 2018). Med udgangspunkt i Hochschild kan vi dog se, at det også er en art følelsesarbejde (Hochschild 1979, 2012). Tillidsarbejdet drejer sig ikke alene om at udtrykke tillidsvækkende adfærd, men også om at udtrykke tillid til den anden. Derfor er tillidsarbejdet også, i tilfælde hvor der er uenigheder eller tvivl om den andens troværdighed, en slags ’deep acting’ (Hochschild 2012), hvor forældre og pædagoger må agere, som om de føler tillid til hinanden, indtil de faktisk føler det. Følelsesarbejde er, ifølge Hochschild, altid omgivet af et sæt følelsesregler, som relaterer sig til specifikke situationer. I vuggestuerne kan man fx sige, at institutionens etablerede rammer fordrer, at forældrene har tillid til pædagogerne og anerkender deres ekspertautoritet. Når dette ikke sker, så er det at betragte som et brud på følelsesreglerne og tegn på, at forældrene ikke gør – eller endda ligefrem strejker fra det tillidsarbejde, som forventes. Forældrenes udsagn viser dog også, at pædagogerne har en vis forpligtelse ift. at udvise interesse, sympati, begejstring og endda kærlighed til forældrenes børn, samt at anerkende og inddrage forældrenes viden om deres egne børn og anerkende forældrenes bekymringer for børnenes udvikling mm. Dette understreger pointen om relationens gensidige afhængighed.
Tillidsarbejde som aflæsning, afkodning og tilpasning
I tillidsarbejdet aflæser forældre og pædagoger hinandens status og rolle fra situation til situation og forsøger således at tilpasse sig en given magtstruktur eller ‑balance. Dette viser sig også i interviews med forældrene og især pædagogerne. Pædagogerne beretter om, hvordan de har forskellige strategier rettet mod forskellige forældre. Nogle kan de lave lidt sjov med, nogle har brug for, at de omformulerer deres fagsprog til et sprog, så de også forstår, så de får tillid og lyst til, at åbne sig op, fortæller pædagogerne. Aflæsningsarbejdet drejer sig om at aflæse magtrelationer – dvs. hvordan man selv relaterer sig til den anden. Når pædagogerne aktivt vælger forskellige måder at kommunikere med forskellige forældre på, så drejer dette sig om magtpositioner. Forældrene står i forskellige magtpositioner til pædagogerne og dermed også til hinanden. Dette viser sig som klassemæssigt, etnisk, kønnet eller aldersmæssigt forskelligt kodede udtryk, der genererer forskelsbehandling fra pædagogerne (Høyrup 2018).
Med dette analytiske afsæt, kan vi nu vende tilbage til artiklens indledende eksempel og se, at når Lea gerne vil lære faren fra den underlige telefonsamtale at kende, så er det ikke udtryk for en ensidig aflæsning, afkodning og tilpasning fra hverken Lea eller Mikkels far. De skal begge afstemme interaktionen og deres følelsesarbejde efter hinanden. Når pædagoger og forældre forsøger at tune sig ind på hinandens frekvens, kan det både handle om at forstå de budskaber, de udveksler mellem sig, og om at de skal tilpasse selve udvekslingen. Tilpasningen til udvekslingen drejer sig om at opnå en fælles forståelse af deres indbyrdes status og at finde en fælles måde at udtrykke denne relation på. Med Goffmans ord, kan man sige, at det drejer sig om at tune ind på den samme situationsdefinition (Goffman 1990). Lea og Mikkels far er i starten af en gensidig tilpasning. De kommer skævt fra start, fordi Mikkels far ikke svarer, som Lea forventer. Han overholder ikke den forestilling, som hun har ift. interaktionsordnen (Goffman 1982). Når han svarer nå, opfatter Lea det som en underkendelse af hendes status og funktion, og af den etablerede ramme, hvori pædagogerne er eksperter, som forældrene i udgangspunktet skylder respekt, anerkendelse og engagement. Hans ’ikke-svar’ tolker hun som en forkert definition af situationen og magtforholdet. Dette forvirrer Lea og får ham til at virke uforudsigelig. Tillidsarbejdet retter sig netop både mod at gøre sig selv aflæselig og forudsigelig og en følsomhed overfor den andens signaler, således at det bliver lettere at stille ind på samme frekvens – dvs. at blive enige om den samme definition af situationen. Telefonisk kommunikation kræver i denne henseende en udtalt form for tydelighed og sensibilitet for den andens signaler. De kommer skævt fra start, men deres gensidige afhængighed betyder, at de er nødt til at forsøge at finde den samme frekvens. De er nødt til at arbejde for tilliden.
Latter som magtens og tillidens balancestang
Som nævnt indledningsvist, var omgangsformen mellem forældre og pædagoger i vuggestuerne meget uformel, venskabelig, jokende og drillende og tilsyneladende afslappet. Inspireret af klassiske antropologers analyser af jokes (Mauss 2013[1928], Radcliffe-Brown 1940, Douglas 1968) analyseres brugen af humor og grin her, som måder at forsøge at forbinde sig til hinanden og stræbe efter den jævnbyrdighed som tillidsimperativet fordrer, uden at bryde med etablerede roller og institutionelle autoritetsforhold (Høyrup 2018).
Følgende eksempler viser, hvordan forældre og pædagoger ind imellem grinte af ting, som ikke åbenlyst var sjove – dette undersøges i det følgende som en art tillidsarbejde.
I materialet kan jeg se, at denne ejendommelige latter viser sig som tre typer: 1. den autoritetsslørende latter, 2. den anerkendelsessøgende og afvæbnende latter og 3. den legitimerende latter.
Den autoritetssøgende latter benyttes, når et udsagn af modparten kan opfattes som udtryk for autoritet eller overlegenhed. Det kan være ved brug af formelle udtryk, fagudtryk og fremmedord.
Følgende eksempel er fra et af de formelle møder om børnenes udvikling omkring overgangen fra vuggestue til børnehave. Disse møder var rammesat af et vurderingsmateriale, som var obligatorisk i alle kommunens institutioner. Møderne i mit materiale syntes at bære præg af en vis ambivalens fra deltagerne. Der var umiddelbart en afslappet tone imellem parterne, og samtidig kunne en vis anspændthed aflæses i de stive kroppe og forsigtige smil. Her indledes mødet af pædagogen, Kathe: Kathe: ”Og vi starter lige på med de sociale kompetencer [griner] … og der… hvad hedder det… der kan hun jo bare det hele. ” Vurderingsmaterialet tvinger pædagogen til at sige ”sociale kompetencer”. I samtalerne og hverdagsudvekslinger også uden for møderne kunne jeg se, at når pædagoger og forældre brugte fagsprog eller fremmedord, så var det ofte fulgt af en slørende latter. En forklaring kan være, at sådanne udtryk signalerer sproglig kapital og vidensmagt og kan derfor tolkes som en måde at hæve sig over den anden på. Dermed risikerer man at afsløre relationens eventuelle magtskævheder. Når de griner, så tager de lidt af autoriteten ud af udsagnet og viser, at de egentlig ikke ønsker at udøve magt, selvom de gør det. Det er en måde at legitimere magtdemonstrationen og udøvelsen på. Ved at grine understreger Kathe, at hun trods alt føler sig lige med forælderen og ønsker, at denne skal føle sig lige med hende. Nanna Mik-Meyer (2007) analyserer lignende situationer, som latterens afsløring af det sociale arbejdes selvmodsigende karakter. Strukturerne omkring socialt arbejde har med andre ord indbyggede jokes. Latteren afslører modsigelsen imellem det pædagogiske arbejdes fordring om lighed og konsensus og den samtidige nødvendige magtudøvelse.
Den anerkendelsessøgende og afvæbnende latter bruges, når et udsagn udtrykker en underlegen positionering eller et forsøg på at ligestille ift. modtageren, der anskues som overlegen ift. afsenderen som i følgende eksempel fra en afhentningssituation:
Det er eftermiddag og Lea sidder på legepladsen ved en stor bunke visne blade med Albert og nogle andre børn, der leger. Alberts mor kommer. Hun smiler og nikker til Lea.
Lea: Han er bare helt med i de der strukturerede ting vi laver. Han er jo også ved at være en stor dreng [griner]. Han er også interesseret i bogstaver.
Alberts mor: Det [griner] kan dansklæreren godt lide! Når han vil skrive på computer ‘Ja! [overdrevet] Du vil skrive på computer, det var da en god idé!’ [griner]
Alberts mor er i gang med at uddanne sig til dansklærer, og synes umiddelbart at forbinde drengens interesse med sin egen faglige stolthed. Eksemplet ligner mange andre eksempler i materialet, hvor afsenderen afprøver et udsagn, som enten skal udgøre en ros til (som hos Alberts mor) eller problematisering af egne karaktertræk. Udsagnet fungerer som en søgen efter bekræftelse af selvfortællingen fra en, der regnes som overordnet. På den måde stilles modtageren i en situationsdefinerende position. Men da det er tabu at hentyde til status og magt, og fordi pædagogerne og forældrenes magtrelationer er ambivalente, bliver det nødvendigt at efterfølge udsagnet med latter. Tilmed er det et civiliseringsideal at kunne grine af sig selv, have selvironi og ikke tage status og magt alt for højtideligt – dette hjælper latteren også til at udtrykke. På den måde demonstrerer man uafhængighed ift. den andens anseelse. Det er en underspillet overlegenhed, som medvirker til at etablere og genskabe præcis den ambivalente situation, som informaliseringen idealiserer (Wouters 1986). Latteren er en flertydig form, der på én gang viser, at modtageren er overlegen, at afsenderen ønsker lighed og fællesskab, og at denne samtidig formår at balancere dette med afslappet uhøjtidelighed og selvironi. Disse adfærdsformer og civiliseringsidealer, hvor der tales op til modtageren samtidig med at magtforholdet nedtones med selvironi og en afslappet holdning, er udbredt både i projektets interviewmateriale fra pædagoger og forældre og i møderne mellem dem.
Den sidste latter-type jeg vil fremhæve, er den legitimerende latter. Denne viser sig fx, når et udsagn kommenterer på barnets karakter, som vi ser i følgende eksempel fra et møde omkring Bjarkes overgang fra vuggestue til børnehave:
Lea: Den her snak om, hvad der skal ske frem mod børnehaven. Og så tænker jeg, det der med selv at tage tøj af og på, det er han også forholdsvis god til… det’ bare…
Bjarkes mor: Mm… han [Bjarke] er lidt doven i det! [griner]
Lea: Ja ja, det er sådan en drenge-ting.
Bjarkes mor: Ja [griner] ’Gider du ikke godt gøre det for mig’ [griner].
Et gennemgående træk i materialet var, at vurderinger af børnene blev fulgt af latter. Der var, som andre også har fundet (Furedi 2002, Lee et al 2014), en gennemgående logik blandt informanterne om, at børns adfærd er en afspejling af forældrenes opdragelsesstil. Latteren ovenfor kan således forstås, som en måde hvorpå man kan tage den spænding ud af interaktionen, som opstår, når der gennem vurdering af barnet indirekte kommenteres på karakteren af eller mangler i forældrenes opdragelsesstil.
Vurderingsmaterialet dikterer netop, at barnets udvikling og adfærd italesættes og vurderes i samtalen. Ved at grine kan Bjarkes mor skærme sig imod den potentielle trussel mod hendes eget ansigt, som denne italesættelse kan udgøre. Grinet kan være med til at legitimere, at de voksne taler nedsættende om barnets adfærd: han er lidt doven i det. Latteren understreger, at morens bemærkning ikke skal tages alt for alvorligt. Samtidig inviterer den til at forstå drengens adfærd som noget sødt, barnligt og naturligt, der således ikke peger tilbage på moren. På den måde understøtter hun på én gang den orden, som situationen kræver og beskytter, og inviterer samtidig pædagogen til at hjælpe med at beskytte eget ansigt som ’den gode mor’. Lea accepterer invitationen og hjælper med at ’re-frame’ vurderingen af barnet, så Bjarkes dovenskab bliver en ’drenge-ting’– altså, noget naturligt i kraft af hans køn, og ikke en egenskab, der peger på morens (eller andres) relation til drengen. Hermed bevares mødets afslappede og venskabelige stemning, fordi ingen taber ansigt, imens de vurderer drengen.
Analyserne af de forskellige situationer med den bemærkelsesværdige latter viser, at latteren fungerer som en art balancestang, når magtskævhederne viser sig i interaktionen. Den leder stemningen fra klient-/ekspert-relationen tilbage til den familiære og afslappede stemning og relation, som netop er den foretrukne linje for mødet forældre og pædagoger imellem.
Den uhøjtidelige, afslappede og løsslupne tone, humoren, jokesene, brugen af ironi og sarkasme, og de hyppige grin i møderne mellem forældre og pædagoger viser et civiliseringsideal om det uhøjtidelige, lighedssøgende individ. I en nyformaliseret sammenhæng som eksemplerne er fra, virker disse træk tillidsvækkende, fordi de slører magten i relationen, samtidig med at de anerkender den. Arbejdet for at fremstå selvironisk udgør derfor en central del af både forældrenes og pædagogernes daglige tillidsarbejde. Jokes og grin udgør invitationer til intimitet og kommunikerer, at man har tillid til hinanden. Men pædagogernes arbejde indebærer samtidig en overordnet position ift. forældrene, idet de skal ekspertvurdere børnene og vejlede forældrene. Dette skaber et umiddelbart umuligt paradoks i møderne. Men humoren og latteren gør det muligt for de modsatrettede rammesætninger at sameksistere (Mulkay 1988:28), hvorfor latteren og jokesene ikke blot forventes, men påkræves af den sociale situation (Mik-Meyer 2007:23).
De fleste forældre og pædagoger gør tillidsarbejdet, og derfor glider kommunikationen og hverdagen som regel. Men de var også optagede af, hvordan de kunne bevare og reparere tilliden i relationer, hvor den vaklede. I det følgende fokuseres på, hvad der sker, når tilliden mellem forældre og pædagoger udfordres.
Følelsesreglerne
Joan, pædagog: Det er tilliden, jeg synes, der er allervigtigst. Det mærker jeg nok specielt på, at hvis jeg føler, at en forælder ikke har tillid til, at jeg passer deres barn ordentligt, eller gør mit arbejde ordentligt, så er det noget af det, der gør allermest ondt. Altså, jeg kan leve med, at de siger: ’Hvorfor er I ikke så meget ude, eller hvorfor gør I sådan og sådan’. Men hvis jeg oplever, at en forælder gentagne gange fortæller mig, at han eller hun ikke tror på, at jeg gør det, der er bedst for deres barn […] det aller-allerbedste. Der rammer det mig rigtig hårdt.
Tillid var, som nævnt, et gennemgående tema hos både forældre og pædagoger i materialet. Citatet fra interviewet med Joan viser, hvordan tillidsimperativet er en institutionel præmis for relationen mellem forældre og pædagoger, og hvordan tillidsimperativet gør relationen skrøbelig: Når forældrene ikke viser tillid til pædagogerne, så bryder de følelsesreglerne og pædagogerne oplever det som et stort svigt.
Tillidsimperativet indebærer en forestilling om, at pædagogerne har krav på forældrenes taknemmelighed, anerkendelse, sympati, loyalitet og tillid. Når disse krav ikke imødekommes af forældrene, opstår ellers tabubelagte følelser hos pædagogerne. Tillidsimperativet giver dem, så at sige, ret til at være forargede, irriterede, forurettede og sårede, fordi forældrene har forbrudt sig imod den sociale orden. Konsensusidealet udfordres, når forældrene antyder kritik eller mistillid og derigennem sætter spørgsmålstegn ved pædagogernes praksis. Med Gullestad (1992) kan vi endvidere forstå vuggestuen som et fællesskab, der opretholdes af forestillingen om ensartede fortolkningsrammer indadtil, og som forstår sig selv i et værdimæssigt modsætningsforhold til det som udgrænses fra fællesskabet. På den måde kan vi forstå, at kritik, uenighed og mistillid fra forældrene opfattes som en ikke-legitim grænsedragning i figurationen, fordi det truer værdifællesskabet og tilliden til, at ’vi’ (forældre og pædagoger) som udgangspunkt synes godt om og er loyale over for hinanden.
For at opretholde vuggestuen som fællesskab må forældre og pædagoger anerkende hinandens praksis og vise sympati og loyalitet over for vuggestuens hverdag. Dette kræver et større følelsesarbejde for de involverede.
Forældrenes tillidsarbejde
Lottes far: Det er jo noget af en ting pludseligt at befinde sig i sådan et afhængighedsforhold, hvor ens lille guldklump pludselig er overladt i hænderne på andre mennesker, og at det er det, der skal til, for at hverdagen kan gå op.
Flere forældre i vuggestuerne fortæller i interviews, ligesom Lottes far om, hvordan den nye relation til institutionen indsætter dem i en kæde af gensidige afhængighedsforhold mellem børn, forældre og velfærdsstaten, som den anden vej forbindes til forældre og pædagogers vennekredse, forældrenes arbejdspladser osv. De indgår altså, med Elias’ ord, i en social figuration, hvor de forbindes ikke bare gennem funktionelle afhængigheder, men også følelsesmæssige, som Lottes far forklarer ovenfor. Forældrenes emotionelle forbindelse med barnet, gør dem emotionelt afhængige af pædagogerne. Som vist i forrige afsnit, så påvirkes pædagoger ofte følelsesmæssigt, når forældrene ikke viser tillid til deres arbejde. I det følgende fokuseres på, hvad der kan ske, når forældrene afsløres som overtrædere af tillidsimperativet.
Sigrids mor fortæller, at hun ’tror godt, at institutionen ved, at hun nogle gange er kritisk’, men at hun ’forsøger at holde det lidt tilbage’. Hun tror, at pædagogerne har puttet hende i en ’kategori af de kritiske forældre’, og at de godt ved, at hendes ’tillid ikke er uforbeholden, eller at den faktisk ikke er der’. Hun siger, at ’det gælder om at have en god relation til pædagogerne, og at vise at man vil relationen’. Dengang hun viste, at hun var kritisk ift. brug af iPads i institutionen, oplevede hun, at Lea brugte meget krudt på at fortælle hende om, hvor godt det er, og hvor mange forskellige ting, de kan bruges til. Hun kunne godt gennemskue, at det var fordi, de lige havde været til et møde, hvor hun ytrede sig kritisk ift. iPads, og at Lea nu var ude på en mission om at overbevise hende om, at iPads var ok. Så hun lægger bånd på sig selv, og smiler høfligt. Hun ved godt, at pædagogerne gennemskuer det, og på den måde er det lidt ‘et skuespil’, siger hun (feltnote fra besøg hos Sigrid).
Når forældre som Sigrids mor ikke spiller med på den etablerede interaktionsorden og det tilhørende script, som påbyder høflig og overfladisk enighed (Goffman 1982), så omdefineres interaktionen fra at være et forudsigeligt møde mellem en magtfuld og en mindre magtfuld part til et forhandlingsmøde om magten til at definere situationen. I dette tilfælde er forhandlingen blevet så åbenlys, at konsensusidealet og tilliden udfordres. Der er sået tvivl hos pædagogerne om, hvorvidt Sigrids mor fremadrettet vil udsætte pædagogerne for forlegenhed, ved at udtrykke sine uenigheder offentligt. I eksemplet forsøger pædagogen Lea at overbevise Sigrids mor om, at iPads er en god ting at få ind i vuggestuen. Dette kan med Goffman forstås som et forsøg på at redde situationen ved at tilbyde moren et andet ansigt, end det hun præsenterede til forældremødet – også betegnet, en korrektionsproces [”the corrective process”] (Goffman 1982). Moren er dog ikke overbevist, men ser derimod lige igennem forsøget på at korrigere. Hun besvarer forsøget ved at styre sine følelser og give udtryk for, at hun er tryg og tilfreds med vuggestuen. Det er en måde at vise pædagogerne, at hun er pålidelig, og at hun respekterer de adfærdsregler, som hun har brudt. Moren identificerer sig selv som en kritisk forælder, og pædagogens let gennemskuelige redningsaktion bekræfter blot denne selvforståelse. Ved at give morens overtrædelse ekstra opmærksomhed, kommer Lea således til at understøtte morens mistillid.
Ifølge Goffman, har man nogle gange mere at vinde ved ikke at vove noget (Goffman 1982:43). Det kan være en effektiv måde at holde freden og den venskabelige stemning på. Det er den strategi, som Sigrids mor vælger. Hun lægger bånd på sig selv og smiler høfligt, fordi hun har regnet ud, at det gælder om at have en god relation til pædagogerne, og at vise at man vil relationen. I stedet for at gentage sin kritik eller at tage imod det accepterende og iPad-begejstrede ansigt som Lea tilbyder hende, så lader hun sin kritik stå uforløst og benytter den overfladisk høfligt venskabelige facon, selvom hun ved, at pædagogerne gennemskuer den som netop overfladisk. Pædagogerne kommer til at stå tilbage med kritikken, og spændingen mellem parterne forbliver uforløst. Brud på tillidsimperativet og det tilhørende ideal om konsensus kræver, at forhandlinger som indledes også afsluttes på en måde, hvor parterne tilslutter sig udkommet. Dette betyder, at der kun er én mulig udgang, nemlig at Sigrids mor indvilger i konsensus. Men det gør hun ikke, så forhandlingen afsluttes ikke. Moren insisterer på, at relationen er lige og truer på den måde pædagogernes etablerede status som vuggestuens legitime autoritet. Til tillidsimperativet hører dog også et ideal om lighed og demokratiske relationer. Derfor kan pædagogerne ikke insistere på videre forhandling – i stedet øges spændingen i relationen.
I mit feltarbejde opdagede jeg, at pædagogerne vidste om Sigrids mor, at hun tidligere havde valgt at afbryde et samarbejde med en anden vuggestue. Dette blev til en fortælling blandt pædagogerne, som klæbede sig fast til moren. De forstod hende som en, der bare er i opposition, som Lea formulerede det i et interview. Relationen var altså fra start spændingsfyldt på en måde som betød, at pædagogerne havde negative forventninger til hende. Med denne baggrundshistorie kan morens reaktion forstås således, at hun vælger at antage den overfladisk venlige facon, fordi hun ikke reelt havde mulighed for at tage imod ansigtet som en god og civiliseret forælder, der vender sin skepsis ved iPads til begejstring og giver pædagogen ret. Begge parter er afhængige af, at relationen fungerer, men moren er emotionelt investeret på en anden måde end pædagogerne, fordi det er hendes lille guldklump, hun overlader til institutionen. Derfor må hun arbejde for at vinde pædagogernes tillid. Uden denne får hun ikke adgang til anerkendelsen som en god forælder. Hendes facade er dog allerede fastlagt som kritisk forælder, og derfor kan hun højst opnå, at de daglige møder bliver tålelige.
Eksemplet med Sigrids mor viser, hvordan en enkelt forælder kan udfordre pædagogerne og sætte pædagogerne på tillidsarbejde ved at bryde med konsensusrationalet. Moren kan ikke alene ændre magtrelationen til pædagogerne, fordi hun er en del af et lille mindretal med sin kritik, og fordi hun gennem Sigrid er emotionelt afhængig af pædagogerne og deres tillid. Derfor ender hun med at spille med på skuespillet. I næste afsnit skal vi se, hvad der sker, når forældrene samler sig om at involvere sig i vuggestuens hverdag.
Når forældrene går sammen
En måde hvorpå forældrene viste deres anerkendelse for pædagogernes arbejde, var ved at involvere sig i vuggestuens hverdag. Dette kunne de fx gøre ved at bidrage med aflagt legetøj eller andre genstande, deltage i institutionens arrangementer og engagere sig i bestyrelsesarbejde mm. Men som vi skal se i det følgende uddrag fra interviewet med Lea, så kunne forældrenes involvering også blive for meget for pædagogerne.
Lea: Jeg har haft nogle forældre, hvor jeg kunne godt mærke, der skulle jeg lige… hvem var det, der bestemte på stuen. Om det var de der forældre eller… vi havde nogle forældre, de kunne godt lide at fortælle os, hvad de syntes vi skulle lave i julemåneden, og vi kunne også lige gøre det, og det kunne også være rigtig fint, hvis vi tog på museum, hvor jeg sådan lige havde… der var det mig, der bestemmer, hvad dagen indeholder på stuen. Sætte den der grænse. Jeg blev meget tydelig omkring det.
Ane: Og hvordan blev det modtaget så?
Lea: Superfint! Men det var da lige sådan grænseoverskridende at skulle træde så meget [i karakter]. De havde haft nogle skiftende vikarer, inden jeg kom tilbage og havde bare en enormt stærk gruppe af forældre, der havde et godt sammenhold, og hurtigt kunne blive enige om, hvad der ville være godt for deres børn på stuen. Det ku’ være fedt, at de fik taget gruppebillede på onsdag og sådan noget.
Ane: Så det er også udtryk for engagement?
Lea: Helt vildt. Ja, det er jo både rigtig godt, det der engagement. På de rigtige steder, på det rigtige tidspunkt.
Forældrene må balancere deres engagement og deltagelse på passende vis. Pædagogerne oplevede ind imellem, at forældrene engagerede sig så meget i vuggestuen, at det overskred deres grænser for, hvor meget forældrene burde hjælpe. Dette virkede snarere som indblanding i deres arbejde end engagement. Når forældrene integrerer sig som en gruppe, med en samlet stemme imod pædagogernes dagsorden, så truer de pædagogernes position som den ’etablerede’ gruppe i vuggestuen og deres ekspertautoritet. Mine analyser viser dog, at forældregrupperne i de undersøgte vuggestuer for det meste var så disintegrerede, at forudsætningerne for at indtage status som den etablerede og definerende gruppe var små (Høyrup 2018), men i eksemplet ovenfor er det alligevel sådan en forbytning der sker.
På den ene side siger Lea, at forældrenes engagement og sammenhold som udgangspunkt er positivt, men det kan også blive en trussel mod pædagogernes ekspertstatus og ellers legitime magtposition i vuggestuen. Når forældrene overskrider grænsen for det passende engagement, så tvinges pædagogerne til at bruge magt og vise, hvem der bestemmer. Det betyder, at de må udtrykke autoritet på en måde, der ikke stemmer overens med idealet om de uformelle og venskabelige relationer, lighedsidealet og konsensusrationalet. Disse modsatrettede fordringer tvinger det pinlige frem i relationen, fordi det bliver umuligt at leve op til dem alle samtidig. Derfor kræver engagementet, som andre også pointerer (fx Dannesboe et. Al. 2012), en høj grad af sensitivitet over for institutionens forventninger til forældrene. Men som eksemplerne i denne artikel viser, så må pædagogerne også udføre dette tillidsarbejde.
Afslutning og nye perspektiver
Både forældre og pædagoger arbejder for at få hinandens tillid, for at udtrykke tillid og for at føle tillid til hinanden i en institutionel sammenhæng, som er præget af de historisk etablerede modsatrettede fordringer, der følger af nyformaliseringens længere og tættere interdependenskæder. Når tillidsarbejdet ikke udføres, bliver relationen, situationen og tilliden skrøbelig. Relationen mellem forældre og pædagoger er præget af en stærk ambivalens, hvor pædagoger og forældre på samme tid skal henholdsvis udøve og skjule magtudtryk for at opretholde tilliden til hinanden. De modsatrettede fordringer betyder, at forældre og pædagoger, som vi så det i eksemplerne med Mikkels far og Sigrids mor, i nogle tilfælde abonnerer på hver deres situationsdefinition og bliver fanget i divergerende fordringer, som fastlåser situationen i pinlig akavethed. Anspændtheden opstår med andre ord, når relationen er i fare for at blive afsløret som en magtrelation. Forældrene og pædagogerne er funktionelt og emotionelt afhængige af hinandens tillid. Pædagogerne skal på én gang være udøvende ekspertautoriteter og få hverdagen til at glide. Med de nye styrkede pædagogiske læreplaner kan man tænke sig, at de nu må åbne sig for yderligere forældreinvolvering. Alt tyder på, at udviklingen peger frem imod mere forældreinvolvering, ‑inddragelse og ‑indflydelse. Dette åbner for nye spørgsmål om, hvordan pædagogerne forvalter den autoritet, som de tildeles fra staten til at drive vuggestuerne og drage omsorg for børnene og sikre deres læring.
At søge efter samme frekvens, lighed, enshed og konsensus er en så indlejret del af skandinavisk kultur, at det er forudsætningen for tillid. Tillidsimperativet og tillidsarbejdet i vuggestuerne risikerer at skygge for pædagogernes faglighed og overdimensionere forældrenes uenigheder og forskelligheder, så de bliver selvforstærkende i relation til pædagogerne. Alt sammen for at bevare den gode stemning. Denne praksis er den sikre vej til at bevare status quo, hvor forældrenes kritik på den ene side har trange kår, og hvor pædagogerne aktivt nedtoner deres faglighed i mødet med forældrene. Der er brug for at arbejde med, hvad tillidsarbejdet betyder for forældresamarbejdet. Kan man forestille sig et samarbejde, hvor det ikke er tillid mellem forældre og pædagoger, men barnets udvikling og behov, der er første prioritet? Kan man forestille sig, at det vil indgyde større og bredere tillid fra forældregruppen, når man i højere grad åbner sig for forældrenes ideer, uenigheder og kritik?
Referencer
Dannesboe, K. I, Kryger, N., Palludan, C. & Ravn, B. (2012) Hvem sagde samarbejde? Et hverdagslivsstudie af skole-hjem-relationer, Aarhus Universitetsforlag
Douglas, M. (1968) The Social Control of Cognition: Some Factors in Joke Perception, I Man, New Series, Vol. 3, No. 3 361 – 376
Elias, N. (1970) What is sociology, Colombia University Press
Elias, N. (1983) The court society, Pantheon Books
Elias, N. (2000[1939]) The Civilizing Process. Urizen Books New York
Faber, S. (2008) På jagt efter klasse, Ph.d afhandling, Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation, Aalborg Universitet
Furedi (2002) Forældrefælden. Den unødvendige bekymring, Gyldendal uddannelse
Goffman, E (1982[1967]) Interaction ritual. Essays in Face to Face Behavior, Pantheon Books
Goffman, E. (1990 [1959]) The presentation of self in everyday life, Penguin Books
Gullestad, M. (1992[1984]) The Art of Social Relations. Essays on Culture, Social Action and Everyday Life in Modern Norway, Scandinavian University Press
Gullestad, M. (1997) A Passion for Boundaries. Reflections on Connections between the everyday lives of children and discourses on the nation in contemporary Norway, Childhood, SAGE Publications
Gullestad, M. (2001[1984]) Kitchen Table Society. A case study of the family life and friendships of young working-class mothers in urban Norway, Universitetsforlaget
Hochschild, A.R. (1979) Emotion Work, Feeling Rules, and Social Structure. I American Journal of Sociology, Vol. 85, No. 3, 551 – 575
Hochschild, A.R. (2012[1983]) The managed heart. Commercialization of Human Feeling, University of California Press
Høyrup, A. R. (2018). Tillidsarbejde og tydelighed. Et studie af tillid, magt og afhængighed blandt pædagoger og forældre i danske vuggestuer. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.
Jenkins, R. (2011) Being Danish. Paradoxes of Identity in Everyday Life, Museum Tusculanum Press.
Lee, E., Bristow J., Faircloth C. & Macvarish, J (2014) Parenting Culture Studies, Palgrave Macmillan
Mauss, M. (2013[1928]) Joking relations, I HAU Journal of Ethnographic Theory, 3 (2), 317 – 34
Mik-Meyer, N. (2007) Interpersonal Relations or Jokes of Social Structure? Laughter in Social Work, I Qualitative Social Work, Vol. 6(1), Sage Publications, 9 – 26
Mulkay, M. (1988) On Humour. Its Nature and its Place in Modern Society, Polity Press
Radcliffe-Brown, A. R. (1940) On Joking Relationships, I Africa. Journal of the International African Institute, Vol. 13, No. 3, Cambridge University Press on behalf of the International African Institute, 195 – 210
Ravn, B. (2008) Rationaler bag skole-hjem samarbejdet i Danmark og internationalt, I Kryger, N., Palludan, C., Ravn, B. og Winther, Midtvejsrapport. Skole-hjem samarbejde som kulturel selvfølgelighed. En multisited etnografisk afdækning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet,
Ravn, B. (2011) Skole-hjem-samarbejdets historie, I Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 1, 2011
Wouters, C. (1986) Formalization and informalization. Changing Tension Balances in civilizing Processes, I Theory culture & society vol 3, Nr 2.
Wouters, C. (2011) How civilizing processes continued. Towards an informalization of manners and a third nature personality, I The Sociological Review, 59, 1,140 – 159
