Del på facebook
Del på email
Del på linkedin
Del på twitter

Social ret­fær­dig­hed i havebrugssamfundet

Social ret­fær­dig­hed har længe været et centralt emne, og bliver særligt drøftet i de her år i forhold til (stigende) ulighed, og det jeg kalder for leve­dyg­tige samfund karak­te­ri­se­ret ved såvel ret­fær­dige levekår som klima og mil­jø­mæs­sig bære­dyg­tig­hed. I essayet fre­m­a­na­ly­se­res hvilke prin­cip­per, der kan trækkes på for at skabe leve­dyg­tige fæl­les­ska­ber.

Social ret­fær­dig­hed har længe været et centralt emne i sam­funds­vi­den­skab, pædagogik og filosofi. Særligt bliver social ret­fær­dig­hed drøftet i de her år i forhold til (stigende) ulighed (f.eks. af Piketty 2020, 2021) og det, jeg kalder for leve­dyg­tige samfund karak­te­ri­se­ret ved såvel ret­fær­dige levekår som klima og mil­jø­mæs­sig bære­dyg­tig­hed (Munk 2022). Det er empirisk set åbenlyst, at eksi­ste­rende sam­funds­ty­per ikke er leve­dyg­tige og socialt ret­fær­dige. Der har igennem flere årtier været fokus på, at større pæda­go­gi­ske og sociale reformer skulle bidrage til afhjælpe store forskelle i livs­chan­cer, eller som jeg her taler om: Socialt ret­fær­dige levekår. Det vil sige, at chan­ceulig­he­den for at klare sig godt i skolefag som matematik og dansk, få en uddan­nelse og opnå et vellønnet arbejde er væsens­for­skel­lig mellem bedre stillede soci­al­klas­ser og ringere stillede soci­al­klas­ser. Mange af disse reformer har ikke givet de inten­de­rede resul­ta­ter. Tværtimod er chan­ceulig­he­den, forstået som social mobilitet, steget i uddan­nelse (Karlson og Landersø 2021) og i indkomst (Harding og Munk 2020). Parallelt hermed vokser den øko­no­mi­ske ulighed (Piketty 2020), blandt andet i takt med en væsentlig reduktion i omfor­de­lin­gen af indkomst og andre til­sva­rende politiske reformer. Fore­stil­lin­gen om, at pædagogik og andre tilgange kan ændre livs­chan­cerne sker således ikke umid­del­bart. Endelig er CO2 aftrykket meget ulige fordelt; ikke længere primært mellem landene som i 1990, men nu inden for landene. De højeste ind­komst­klas­ser i landene udleder klart mere end de lavere ind­komst­klas­ser (Chancel 2021). Derved bidrager de højeste ind­komst­klas­ser mindst til klima og mil­jø­mæs­sig bære­dyg­tig­hed. Som Lucas Chancel (2020), Bruno Latour (2018) og Éloi Laurent (2020) alle under­stre­ger, så hænger ulighed, eller social ret­fær­dig­hed, sammen med klima og miljø.

Som en form for svar på spørgs­må­let om, hvorledes social ret­fær­dig­hed kan (gen)skabes, tages afsæt i en sam­funds­for­ma­tion fra omkring 5.000 – 10.000 år siden, det hor­ti­kul­tu­relle samfund, lige før opkomsten af land­brugs­sam­fun­det, som Gerhard Lenski (1966) beskriver gennem et økologisk-evo­lu­tio­­nært teoretisk blik. Nolan og Lenski (2015) ana­ly­se­rer sam­men­hæn­gen mellem sam­funds­type, jordbrug, kul­ti­ve­ring af planter, fæl­les­skab, repro­duk­tion, ulighed, økonomi, teknologi og over­le­velse i et økologisk-evo­lu­tio­­nært per­spek­tiv. Med andre ord, helt grund­læg­gende er struk­tu­rel ulighed, jord­brugs­type, repro­duk­tion og leve­dyg­tig­hed tæt sam­men­væ­vet (Nolan og Lenski 2015; Munk 2022; Nielsen 2004).

Denne tilgang under­støt­ter jeg med en skelen til, at ulighed hænger sammen med først udvik­lin­gen af teknologi i land­bru­get, siden kapi­ta­lisme og moder­ni­tet, og at efter­stræ­bel­sen af social status er en stærk drivkraft, som gennem ide­o­lo­gien om meri­to­krati inde­hol­der et kon­trapro­duk­tivt element såvel sam­funds­mæs­sigt som mil­jø­mæs­sigt betragtet. Tillige under­byg­ger jeg tilgangen med betragt­nin­gen om, at den hor­ti­kul­tu­relle sam­funds­type kan anvendes i moderne tid til skabelsen af leve­dyg­tige samfund med social ret­fær­dig­hed. Endelig anvender jeg en for­stå­else af, at familie, hus­hold­ning og økonomi hænger nært sammen, hvilket knytter sig til sam­men­hæn­gen mellem repro­duk­tion, pro­duk­tion, gen­si­dig­hed og omfor­de­ling (jf. Polanyi 2001).

Ulighed og social status

Social uret­fær­dig­hed hænger tæt sammen med den struk­tu­relle ulighed i et samfund, det vil sige ulige leve­vil­kår, som over tid fremmes af en monopo­li­se­ret kapi­ta­li­stisk pro­duk­tions­måde. Som Max Weber (1978) viste, bidrager moder­ni­te­ten på den ene side, gennem svækkelse af hus­hold­nin­gen og den simple vare­pro­duk­tion, til indi­vi­duel fri­sæt­telse, som særligt tager form for omkring 130 år siden. Sammen med et afgørende uddan­nel­ses­løft leder denne udvikling efter­hån­den til stigende lighed set i et historisk per­spek­tiv. På den anden side bidrager svæk­kel­sen af fælles pro­duk­tions­hus­hold­nin­ger i slægten med respekt for jorden senere hen til stigende struk­tu­rel ulighed, og flere borgere bliver afhængige af arbejds­plad­ser i pro­fitdrevne virk­som­he­der eller i staten. Derved kan de fleste borgere ikke længere regne med støtte fra kol­lek­tive hus­hold­nin­ger og civil­sam­fund. Denne udvikling acce­le­re­res af en voldsom kapi­ta­lak­ku­mu­la­tion i den vestlige verden, fx målt på ulige vel­stands­stig­nin­ger, regu­le­rin­ger af især den offent­lige sektor, statslig cen­tra­li­se­ring og eks­po­nen­ti­elt stigende ulighed målt på ind­kom­ster og formuer, som særligt stiger fra 1980erne og 1990erne, trods reduceret fattigdom. Derved kon­cen­tre­res magtfulde posi­tio­ner og finansiel kapital i stigende grad på færre og færre hænder (Piketty 2020).

Denne ulig­heds­pro­ces er set tidligt i historien. Kon­sti­tu­e­rin­gen af ulighed, og dermed social uret­fær­dig­hed, tager allerede sin begyn­delse i den neoli­ti­ske periode (Munk 2022). Præhi­sto­risk ulighed kan således spores tilbage til ind­fø­rel­sen og brugen af oksep­loven i land­bru­get. Et bety­de­ligt antal arkæ­o­lo­gi­ske steder afslører en stejl stigning i uligheden i Eurasien for ca. 6000 år siden, da ind­fø­rel­sen af oksep­loven er en arbejds­be­spa­rende teknologi som frakobler velstand og arbejde (Fochesato, Bogaard og Bowles 2019). Denne ulig­heds­pro­ces er stadig aktuel i moderne samfund, ikke alene økonomisk og socialt set, men også mil­jø­mæs­sigt. Piketty (2020) doku­men­te­rer denne aktu­a­li­tet ved at vise, at for­mu­eulig­he­den er stigende samtidigt med, at mil­jø­be­last­nin­gen er ulige.

Ulighed som fænomen bliver således kædet sammen med bære­dyg­tig­hed (Chancel 2020; Laurent 2020), som jeg breder ud til et begreb om leve­dyg­tig­hed. Leve­dyg­tig­hed henviser til sam­fun­dets evne til at sam­men­koble social ret­fær­dig­hed, struk­tu­relle levekår og klima- og mil­jø­mæs­sig bæredygtighed.

Med vor levemåde og sam­funds­type i form af kapi­ta­lisme, hvor der stræbes efter succes og social status, skævvri­des mere grund­læg­gende den bio­lo­gi­ske og sociale repro­duk­tion med færre typer af livs­for­mer til følge. Moderne pro­duk­tion, ulig­heds­struk­tu­rer og livs­for­mer med over­for­brug er ved at ødelægge og omkal­fa­tre disse repro­duk­tio­ner for altid. Klimaet og vore øko­sy­ste­mer er under kraftige for­an­drin­ger med uover­sku­e­lige følger for alt biologisk liv (Munk 2022; Laurent 2020; Polasky et al. 2019). Skævvrid­nin­gen af repro­duk­tio­nen kommer til udtryk ved, at fami­lie­for­mer er under opløsning og omkal­fa­tring, navnlig i middel- og arbej­der­klas­sen, hvor skils­misse og jobskifte er hyppige begi­ven­he­der, medens under­klas­sen oftest er karak­te­ri­se­ret ved lave ind­kom­ster, brudte familier, usta­bi­li­tet og begrænset uddan­nelse. I de seneste årtier for­år­sa­ges disse skævvrid­nin­ger især af, at arbejds­del­ta­gel­sen pola­ri­se­res og kon­kur­ren­ceud­sæt­tes i befolk­nin­gen, godt hjulpet af ulig­heds­ska­bende skat­tepo­li­tik­ker. Parallelt hermed tager urba­ni­se­rin­gen til (Munk 2016) med stigende social segre­ge­ring og bolig­pri­ser til følge.

Helt grund­læg­gende kolo­ni­se­res livs­ver­de­nen i moder­­ni­­se­rings- og ratio­na­li­se­rings­pro­ces­ser (Habermas 1997, 382; Nørager 1987, 189) af processer stærkt påvirket af en systemisk kapi­ta­lisme med udbytning af natur og mennesker, som i sin karakter baseres på kort­sig­tede øko­no­mi­ske kalkuler med per­for­mance og præ­sta­tio­ner som vigtigste værdier. Det kan iagttages, at mennesker i moderne samfund kommer ud af balance uden rod­fæst­ning. Eksem­pel­vis illu­stre­ret ved at børn og unge af læger ordineres til at tage piller for at kunne klare mosten i en skole og et samfund, som dyrker det overop­he­dede selv med ”friheden” til gennem egne og andres for­vent­nin­ger at søge succes i skolen og senere i livet på bekost­ning af fæl­les­ska­ber (jf. Ferdinand Tönnies 1957) og eget naturlige velvære. Denne udvikling fører i sidste ende også til en neg­li­ge­ring af struk­tu­relt funderet social uret­fær­dig­hed, hvor det accep­te­res, at individet er afhængigt af egen formåen, ikke af kol­lek­ti­vet. Utallige studier af inter- og mul­ti­ge­ne­ra­tio­nelle ulig­heds­re­la­tio­ner viser ikke desto mindre, at denne for­stå­else af individet ikke er sand­fær­dig, da fæl­les­ska­ber og familie er helt afgørende.

I stedet for at pro­ble­ma­ti­sere de samlede omkost­nin­ger og gevinster ved efter­stræ­belse af social status har refor­ma­to­rer og fagfolk, herunder socio­lo­ger og pædagoger, gennem mange gene­ra­tio­ner været, og er, optagede af, at soci­al­klas­ser har lige adgang til og mulig­he­der for for­skel­lige former for status i uddan­nelse, indkomst og arbejde (Jackson 2020; Karlson og Landersø 2021). En efter­stræ­belse som under­støt­tes af en udbredt ideologi om meri­to­krati, navnlig fremført i kredse med ansku­el­ser forankret i politisk libe­ra­lisme. Denne ideologi er på det seneste blevet pro­ble­ma­ti­se­ret af Michael Sandel (2021), som argu­men­te­rer for, at en ret­nings­an­gi­vende tanke om indi­vi­dets lige mulig­he­der i vir­ke­lig­he­den bidrager til cemen­te­ring af en stigende struk­tu­rel ulighed, og dermed til social uret­fær­dig­hed. Denne type af argument fremføres tillige af Michelle Jackson (2020). Ses der på årtiers politiske, pæda­go­gi­ske og sociale tænkning kon­sta­te­rer såvel Jackson som Sandel et skifte fra, at social ret­fær­dig­hed handler om struk­tu­rel lighed til indi­vi­du­elle lige mulig­he­der med et fokus på, at børn og unge fra for­skel­lig social baggrund har lige chancer for at opnå en bestemt uddan­nelse, arbejde og indkomst. Som følge heraf begrundes reformer på sko­le­om­rå­det og andre bærende insti­tu­tio­ner ud fra en intention om at mindske virk­nin­gen af ”social arv” og at skabe lige mulig­he­der. Derved fokuseres i refor­merne typisk på enkelt­stå­ende sociale og pæda­go­gi­ske greb, fx med henblik på at unge bliver bedre i matematik og dansk for at øge chancerne i uddan­nel­ses­sy­ste­met. Særligt para­doksalt indebærer 2013 erhvervs­sko­lere­for­men samtidigt, at adgangen til erhverv­s­ud­dan­nel­ser forandres med færre indgange og van­ske­lig­gø­res med karak­ter­krav om bestået i dansk og matematik (Jørgensen 2016). Dette til trods for at empiriske studier fra det daværende KORA og Rockwool Fondens Forsk­nings­en­hed begge viste, at omkring en tredjedel af erhvervs­sko­le­e­le­ver med karak­te­rer i matematik og dansk under 2 gen­nem­førte en fuld erhvervsuddannelse.

Over de seneste 40 – 45 år mistes derved en for­stå­else for vig­tig­he­den af sociale struk­tu­rer og radikale reformer til fordel for mere isolerede tekniske inter­ven­tio­ner og målinger heraf (Jackson 2020). Dette indebærer, at pædagogik, uddan­nelse og sociale for­an­stalt­nin­ger bliver til instru­men­ter i øgningen af den sociale uret­fær­dig­hed. Et overfokus på indi­vi­dets lige mulig­he­der frem for struk­tu­rel ulighed er med til at fjerne fokus fra, at social uret­fær­dig­hed i høj grad pro­du­ce­res og repro­du­ce­res gennem struk­tu­relle ulige livs­be­tin­gel­ser, begræns­nin­ger og insti­tu­tio­ner (Jackson 2020; Bourdieu 1996, 2014). Historisk ved vi, at det netop struk­tu­relt er muligt at løfte unge med opbyg­nin­gen af et fler­stren­get og rummeligt uddan­nel­ses­sy­stem. Eksem­pel­vis peger en række ame­ri­kan­ske forskere på opbyg­nin­gen af community colleges og grund­sko­ler i USA i slut­nin­gen af 1800-tallet og frem som et afgørende gen­nem­brud (Piketty 2020; Brint 2017). Målet dengang var at under­støtte udvik­lin­gen af unges håb og kva­li­fi­ka­tio­ner, forankret i egne lokale samfund, oftest med fordel i allerede eksi­ste­rende stærke bånd til arbejds­mar­ke­det og akti­vi­te­ter i det civile samfund. En udvikling som også kom til Danmark, blot meget senere (Karlson og Landersø 2021).

Det hor­ti­kul­tu­relle samfund og repro­duk­tive strategier

Mange teorier har fokuseret på sam­funds­type og –modeller med fokus på vækst, profit, velstand, statslig genereret velfærd og generel social repro­duk­tion. Få teorier har familien, hus­hold­nin­gen og leve­dyg­tige samfund som centrum for begrebs­dan­nelse og under­sø­gel­ser. Problemet er, at eksi­ste­rende sam­funds­ty­per og mennesket som art – især i det moderne samfund – har, og er ved at under­mi­nere repro­duk­tions­grund­la­get for social ret­fær­dig­hed (Fraser 2014). Især omkal­fa­tres økologien, såvel den huma­nøko­lo­gi­ske som naturens økologi. Social ret­fær­dig­hed kan imid­ler­tid ikke skabes og oppebæres uden, at jorden, atmos­fæ­ren og naturen (den naturlige kapital, jf. Barbier 2019) er intakt, da ubalancer heraf rammer skævt i såvel nuværende som kommende gene­ra­tio­ner, hvor mange anta­ge­ligt mister livs­grund­la­get (Laurent 2020). 

Derved kommer socio­lo­gisk repro­duk­tions­te­ori ikke alene til at handle om sociale og øko­no­mi­ske over­le­vel­ses­stra­te­gier nu og her (Bourdieu 1996), men om basal økologi, biologi og soci­a­li­tet der muliggør en leve­dyg­tig og bære­dyg­tig repro­duk­tion af familier, fæl­les­ska­ber, hus­hold­nin­ger, pro­duk­tion og civil­sam­fund. Dette handler ikke om, hvordan familier og sociale grupper formår at leve videre inden for en kort tids­ho­ri­sont og varetage snævre inter­es­ser om at vinde mere end de andre, apropos efter­stræ­bel­sen af social status.

I stedet handler det om et samfund med leve­dyg­tige hus­hold­nin­ger og om at mestre vare­ta­gelse af familiens og fæl­les­ska­bets mulig­he­der for livs­for­mer med sta­bi­li­tet. Familiens og civil­sam­fun­dets inter­es­ser kan poten­ti­elt varetages ved fast­hol­delse af politisk autonomi og et socialt forankret kredsløb i det nære fæl­les­skab, en videre­fø­relse af slægten og netværk gennem repro­duk­tive, stra­te­gi­ske og lang­tids­hold­bare hand­lin­ger med øje for vig­tig­he­den af pro­fylakse (det vil sige et sundt liv), mulig­he­der for at kva­li­fi­cere sig til en omsæt­te­lig indkomst gennem adgang til arbejde, sund biologi og natur.

Hvis vi går længere tilbage i tiden, er det muligt at finde en mere leve­dyg­tig sam­funds­type, som på sæt og vis allerede nu prak­ti­se­res i det små, ved at borgere såvel i byerne som på landet fokuserer på havebrug og selv­for­sy­ning gennem rege­ne­ra­tive jordbrug (White 2020) og brug af haver.

Særligt det hor­ti­kul­tu­relle samfund, have­brugs­sam­fun­det, som type, er en øjenåbner (Lenski 1966; Nolan og Lenski 2015). Lenski beskriver det som et samfund mellem jæger-samler samfundet og land­brugs­sam­fun­det. Have­brugs­sam­fun­det opstår på grund af global opvarm­ning for 15.000 til 8.000 år siden, og dermed bliver det nød­ven­digt at kultivere planterne selv, og have husdyr for at sikre fødekæden, frem for blot at indsamle planter i den vilde natur og udøve jagt. Have­brugs­sam­fun­det benytter en kul­ti­ve­rings­tek­nik, som vi også kender til i dag, nemlig ”slash and burn”.

Socio­lo­gisk set er sam­funds­ty­pen særlig inter­es­sant, da det på den ene side er karak­te­ri­se­ret ved en lav grad af ulighed, høj social mobilitet, et stabilt økonomisk overskud (Nolan and Lenski 2015) og på den anden side mil­jø­mæs­sig bære­dyg­tig­hed. Et samfund med et stabilt overskud er afgørende for at kunne brødføde større fæl­les­ska­ber og for at kunne investere i såvel nutiden som i fremtiden.

Uligheden sætter sig, som nævnt, for alvor igennem med opfin­del­sen af oksep­loven i land­brugs­sam­fun­det og adgang til og ejerskab over jord (som senere for­ma­li­se­res, jf. Piketty 2020), hvilket ifølge Jørgen Jensen (2013) etableres som et resultat af handel og social dynamik. En dynamik karak­te­ri­se­ret ved en kon­kur­rence om magt og prestige (Munk 2022). Det ulige land­brugs­sam­fund kon­sti­tu­e­res vel dermed både som et resultat af en dynamik i den socioø­ko­no­mi­ske sfære og teknologi, og derved påbe­gyn­des en social stra­ti­fi­ce­ring af dem som har, og dem som ikke har.

Således betragter jeg det hor­ti­kul­tu­relle samfund som en leve­dyg­tig og mere retfærdig sam­funds­type, der deler træk med det egalitære moderne samfund (Harding and Munk 2020). Denne sam­funds­type opfylder en række betin­gel­ser, herunder en høj behold­ning af social kapital, lav ulighed, betydelig grad af lokal fami­liesta­bi­li­tet og stærk til­knyt­ning til for­e­nin­ger (Munk 2022). Tillige er dyrk­nin­gen af jorden og natur­sy­net afgørende aspekter. Det er dermed ikke blot en vis type af vel­færds­stat, som kan give lav ulighed, høj social mobilitet og økonomisk overskud.

Leve­dyg­tige rege­ne­ra­tive jordbrug forsøges prak­ti­se­ret rundt i verden på et eks­pe­ri­men­telt plan (Brown 2018) og udsprin­ger af mange for­skel­lige lokal­sam­fund, hvor familier og fæl­les­ska­ber driver rege­ne­ra­tive jordbrug med fokus på dyrkning af jorden på en måde, som gør jorden blød og god til at optage kulstof. I Danmark er der i de seneste år dukket for­skel­lige ini­ti­a­ti­ver op. Eksem­pel­vis for­e­nin­gen af fami­li­eland­brug på Sjælland med sigte på at dyrke jorden skånsomt og effektivt (VKST uå.) og For­e­nin­gen af Rege­ne­ra­tivt Jordbrug (FRG), som i 2020 blev stiftet af unge jord­bru­gere og andre. FRG skriver på deres hjemmeside:

Rege­ne­ra­tivt Jordbrugs formål er at bringe samfundet i samklang med det økosystem, som mennesker og jordbrug er del af. Vi søger den drastiske omstil­ling af dansk landbrug, fra en klima- og mil­jø­be­last­ning til en økologisk og social gevinst for samfund og natur. Vejen til et sådant landbrug indebærer øgning af bio­di­ver­si­tet i kul­tur­land­ska­bet, kul­stof­bin­ding, mikroliv i jorden og dyr på græs – rege­ne­ra­tivt jordbrug. 

(FRG uå.)

En ung jord­bru­ger, Anders Højlund Andersen, beretter på Ja Aktuelt om for­skel­lige prak­sis­ser rundt i verden, særligt i Danmark, Sverige og i USA, hvor økologisk landbrug blev genin­tro­du­ce­ret i 1947 via indsatser på Rosdale Institute (Andersen 2021). Et institut som sammen med andre kræfter på det seneste har etableret en form for cer­ti­fi­ce­ring af rege­ne­ra­tive jordbrug (ROC uå.).

Lignende fæl­les­ska­ber etableres i andre beslæg­tede sam­men­hænge. Føde­va­re­fæl­les­ska­ber dannes og kobler sig blandt andet til disse jordbrug, eksem­pel­vis i Køben­havns­om­rå­det (Køben­havns Føde­va­re­fæl­les­skab uå.). En række højskoler, fx Brand­b­jerg, forsøger at omlægge til rege­ne­ra­tivt landbrug (se fx Lysgaard 2020). De skriver: 

På højskolen er vi i gang med at omlægge driften af vores ude­om­rå­der til et rege­ne­ra­tivt jordbrug, som invol­ve­rer både pro­duk­tion af grønt­sa­ger og kød til højsko­lens under­vis­ning og køkken, natur­genop­ret­ning og bio­di­ver­si­tet, samt opbygning af jordens frugt­bar­hed og kul­sto­flag­ring heri. Vi har indtil videre anlagt skovhave, en kom­bi­ne­ret køkken- og frugthave, græs­nings­sa­vanne med får, og vi er i gang med at anlægge en større køk­ken­have med driv­hus­do­mer, høns og ænder, samt et ’bio­di­ver­si­tetspa­ra­dis’ og 34 hektar urørt naturskov.

(Brand­b­jerg Højskole 2021)

Deres beskri­velse er dækkende for, hvorledes mange rege­ne­ra­tive jordbrug ram­me­sæt­tes og drives særligt med fokus på, hvorledes unge gene­ra­tio­ner kan dannes i en ny tid med rege­ne­ra­tivt jordbrug, såvel begrebs­ligt som praktisk. Der mangler imid­ler­tid forskning i hvilke sociale for­ud­sæt­nin­ger, der skal til for at sådanne fæl­les­ska­ber og nye prak­sis­ser kan lykkes, også på et større globalt plan (Chaves og Wals 2018). Her peger jeg slut­te­ligt på en række andre prin­cip­per for bedre at kunne lykkes med at realisere disse fællesskaber. 

OIKOS, omfor­de­ling og gensidighed

Et princip, vi imid­ler­tid kan hente hjælp fra til at under­støtte udvik­lin­gen af socialt ret­fær­dige have­brugs­sam­fund, er OIKOS, hvilket er et overset repro­duk­tions­prin­cip i sam­funds­vi­den­ska­be­lig teori og forskning (Munk 2016, 2021). Økonomi (der kommer af det oldgræske oikos), hus­hold­ning og familie tænkes som for­skel­lige sider af samme sag, der gensidigt for­ud­sæt­ter hinanden. Her tænkes familie bredere end far, mor og børn; det vil sige mere på den udvidede familie og større fæl­les­ska­ber, som poten­ti­elt i højere grad end klas­se­ba­se­rede ker­ne­fa­mi­lier kan bidrage til øget social ret­fær­dig­hed, der for eksempel kan under­støt­tes via del­ta­gelse og drøftelse, som Piketty (2020) fremhæver.

Det ari­sto­te­li­ske hushold (oikos) er økonomisk selv­bæ­rende, og som med stor enighed blandt klas­si­kere betragtes som den oprin­de­lige fun­da­men­tale enhed bestående af husholdning(er), familier over flere gene­ra­tio­ner, økonomi, typisk jord og grund­læg­gende opdra­gelse. Oikos henviser til ejendom, familie og en samlet pro­duk­tions­en­hed, medens oikia henviser til hushold og den fysiske bygning (Munk 2016, 86).

I et OIKOS er familien, sociale rela­tio­ner, hushold, bygninger og økonomi tæt sam­men­kob­lede, og udgør dermed en anden form for økonomi end en øde­læg­gende kapi­ta­li­stisk økonomi. OIKOS kan således bidrage til en genstart og udvikling af en form for cirkulær økonomi, hvilket efter­ly­ses af førende forskere på området (Polasky et al. 2019; Melgar-Melgarab og Hall 2020). I moderne samfund er familie, fæl­les­ska­ber og marked mere opdelt end i et OIKOS, en opdeling og dif­fe­ren­ti­e­ring som Max Weber (1978) har beskrevet på for­skel­lig måde. Have­brugs­sam­fun­det tænker jeg som en generel model for sam­funds­op­byg­ning, hvor OIKOS-prin­cip­pet kan udgøre et element i udvik­lin­gen af have­brugs­sam­fund og prin­cip­pet om rege­ne­ra­tivt jordbrug et andet.

Et tredje forenet princip kommer fra Karl Polanyis (2001, 55 – 56) analyser af OIKOS, hvilket giver indsigt i, hvorledes et ret­fær­digt leve­dyg­tigt samfund grund­læg­gende kan under­støt­tes af et forenet princip om gen­si­dig­hed og omfor­de­ling. Der pro­du­ce­res og skabes ikke alene værdier til pro­du­cen­ten og familiens eget brug (modsat profit) i husholdet, men til et bredere socialt fæl­les­skab, som Putnam (2015) på det seneste har fremhævet, idet over­skud­det af pro­duk­tio­nen kan veksles på et marked (en til­sva­rende distink­tion mellem hus­hold­ning og pro­fit­ska­belse findes allerede hos Max Weber (1978, del I, kapitel 2(10), del II, kapitel 4).

Tode­lin­gen af en hus­hold­ning med pro­duk­tion til (eget) brug og en anden pen­ge­dre­vet pro­duk­tion til mar­keds­plad­sen fast­hol­des af Polanyi med vægt på, at først­nævnte har forrang. Derved gives en for­holds­vis klar opskrift på, hvorledes leve­dyg­tige og ret­fær­dige samfund skabes gennem et forenet princip om gen­si­dig­hed og omfor­de­ling. Dette forenede princip akkom­pag­ne­res af et blik for stabile øko­no­mi­ske overskud og parres med viden om, hvorledes de fælles natur­ba­se­rede goder på en bære­dyg­tig måde, i dag, kan udgøre grund­la­get for selv­bæ­rende hus­hold­nin­ger og fæl­les­ska­ber. Dette er afgørende for, om og hvordan frem­ti­dige børn, børnebørn og oldebørn vil klare sig – eller ikke vil klare sig.

Målet er det leve­dyg­tige socialt ret­fær­dige have­brugs­sam­fund, der er i stand til – via rege­ne­ra­tive fæl­les­ska­ber, livs­for­mer, hushold, kapable familier og dan­nel­ses­pro­ces­ser forankret i prin­cip­pet om gen­si­dig­hed – at tage vare på nuværende og kommende gene­ra­tio­ner, såvel socialt, mentalt, pæda­go­gisk som økologisk. Samfund og fæl­les­ska­ber som medvirker til skabelse af social retfærdighed.

Refe­ren­cer

Andersen, Anders Højlund (2021). Natur­ba­se­rede løsninger i det rege­ne­ra­tive landbrug, https://​www​.jaaktuelt​.dk/​a​r​t​i​k​l​e​r​/​2​0​2​1​/​n​a​t​u​r​b​a​s​e​r​e​d​e​ – ​l​o​e​s​n​i​n​g​e​r​ – ​i​ – ​d​e​t​ – ​r​e​g​e​n​e​r​a​t​i​v​e​ – ​l​a​n​d​b​r​ug/ , 7.10.2021.

Barbier, Edward B. (2019). The concept of natural capital. Oxford Review of Economic Policy 35(1): 14 – 36.

Bourdieu, Pierre (1996 [1989]). The state nobility. Cambridge: Polity Press.

Bourdieu, Pierre (2014 [2012]). On the state. Cambridge: Polity Press.

Brand­b­jerg Højskole (2021). Ledige stil­lin­ger, https://​brand​b​jerg​.dk/​l​e​d​i​g​e​ – ​s​t​i​l​l​i​n​g​er/, 11.11.2021.

Brint, Steven (2017). Schools and Societies. 3. udg. Stanford: Stanford Uni­ver­sity Press.

Brown, Gabe (2018). Dirt to soil: One family’s journey into rege­ne­ra­tive agri­cul­ture. White River Junction, VT: Chelsea Green Publishing.

Chancel, Lucas (2020 [2017]). Unsustai­nable inequa­li­ties. Cambridge, Mass.: The Belknap Press of Harvard Uni­ver­sity Press. 

Chancel, Lucas (2021). Global carbon inequa­lity, 1990 – 2019. Paris: PSE, WID. World Working Paper 2021/21.

Chaves, Martha og Wals, Arjen E. J. (2018). Gras­s­roots to global: Broader impacts of civic ecology, i: 5. The nature of trans­for­ma­tive learning for social-eco­lo­­gi­cal sustai­na­bi­lity. Red. Marianne Krasny. Cornell Uni­ver­sity Press: 105 – 123.

Fochesato, Mattia, Bogaard, Amy og Bowles Samuel (2019). Comparing ancient inequa­li­ties: the chal­len­ges of com­pa­ra­bi­lity, bias and precision. Antiquity 93(370): 853 – 869.

Fraser, Nancy (2014). Can society be com­mo­di­ties all the way down? Post-Polanyian reflections on capi­ta­list crisis. Economy and Society 43(4): 541 – 558.

FRG (uden årstal). Om for­e­nin­gen, https://​rege​ne​ra​tiv​.dk/​o​m​ – ​os/, 11.11.2021.

Habermas, Jürgen (1997 [1981]). Teorien om den kom­mu­ni­ka­tive handlen. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Harding, David J. og Munk, Martin D. (2020). The decline of inter­ge­ne­ra­tio­nal income mobility in Denmark: Returns to education, demo­grap­hic change, and labor market expe­ri­ence. Social Forces 98(4): 1436 – 1464.

Jackson, Michelle (2020). Manifesto for a dream. Inequa­lity, con­straint, and radical reform. Stanford: Stanford Uni­ver­sity Press.

Jensen, Jørgen (2013). Danmarks oldtid. Fra stenalder til vikin­ge­tid. København: Gyldendal.

Jørgensen, Christian Helms (2016). Reformen af erhverv­s­ud­dan­nel­serne: En gang til, forfra og om igen. Dansk Pæda­go­gisk Tids­skrift 64(4): 9 – 16.

Karlson, Kristian B. og Landersø, Rasmus (2021). The making and unmaking of opportu­nity: Educa­tio­nal mobility in 20th century Denmark. København: Rockwool Fondens Forsk­nings­en­hed. Study Paper 158 (R&R).

Køben­havns Føde­va­re­fæl­les­skab (uden årstal). https://​kbhff​.dk, 11.11.2021.

Latour, Bruno (2018 [2017]). Down to earth. Politics in the new regime. Cambridge: Polity Press.

Laurent, Éloi (2020). The new environ­men­tal economics – sustai­na­bi­lity and justice. Cambridge: Polity.

Lenski, Gerhard (1966). Power and privilege. A theory of social stra­ti­fi­ca­tion. New York: McGraw-Hill Book Company.

Lysgaard, Jonas Andreasen (2020). Bære­dyg­tig udvikling og fol­ke­højsko­ler, i: Bære­dyg­tig­he­dens pædagogik. Red. Jonas Andreasen Lysgaard og Nanna Jordt Jørgensen. København: Frydenlund.

Melgar-Melgarab, Rigo E. og Hall, Charles A.S. (2020). Why eco­lo­gi­cal economics needs to return to its roots: The biop­hy­si­cal foun­da­tion of socio-economic systems. Eco­lo­gi­cal Economics 169, 106567.

Munk, Martin D. (2016). Resiliens mellem individ og livsform. Slagmark 73(1): 81 – 102, e‑online August 2018.

Munk, Martin D. (2022). Familiers ulige livs­chan­cer og leve­dyg­tige samfund, i: Social ulighed og social mobilitet i det 21. århund­rede, red. Thomas Clausen, Bente Jensen, Niels Rosendal Jensen og Anne Larson. Aarhus Universitetsforlag.

Nielsen, François (2004). The eco­lo­­gi­cal-evo­lu­tio­­nary typology of human societies and the evolution of social inequa­lity. Socio­lo­gi­cal Theory 22(2): 292 – 314.

Nolan, Patrick og Lenski, Gerhard (2015). Human societies. An intro­duction to macro­so­cio­logy, 12. udg. Oxford: Oxford Uni­ver­sity Press.

Nørager, Troels (1987). System og livs­ver­den. Habermas’ kon­struk­tion of det moderne. Aarhus: Forlaget Anis.

Piketty, Thomas (2020 [2019]). Kapital og ideologi. København: Infor­ma­tions Forlag.

Piketty, Thomas (2021 [2020]). Først kli­ma­be­næg­terne, så ulig­heds­be­næg­terne, i: Mod en ny soci­a­lisme. Essays 2016 – 2020. København: Infor­ma­tions Forlag.

Polanyi, Karl (2001 [1944]). The great trans­for­ma­tion. The political and economic origins of our time. Boston: Beacon Press.

Polasky, Stephen, Kling, Catherine L., Levin, Simon A., Carpenter, Stephen R., Daily, Gretchen C. Ehrlich, Paul R,. Heal, Geoffrey M., og Lubchenco, Jane (2019). Role of economics in analyzing the environ­ment and sustai­nable deve­l­op­ment. PNAS 116(12): 5233 – 5238.

Putnam, Robert (2015). Our kids. The American dream in crisis. New York: Simon & Schuster.

ROC (uden årstal). Rege­ne­ra­tive organic certified, https://​regenor​ga​nic​.org, 11.11.2021.

Sandel, Michael J. (2021). Meri­to­kra­tiets tyranni. Hvad blev der af det fælles bedste? København: Infor­ma­tions Forlag.

Tönnies, Ferdinand (1957 [1887]). Community and society. East Lansing: The Michigan State Uni­ver­sity Press.

VKST (uden årstal). Rege­ne­ra­tivt landbrug: Råd­giv­ning om bære­dyg­tig dyrkning, https://​vkst​.dk/​o​e​k​o​l​o​g​i​/​r​e​g​e​n​e​r​a​t​i​v​t​ – ​l​a​n​d​b​r​ug/, 11.11.2021.

Weber, Max (1978 [1922]). Economy and society. Berkeley: Uni­ver­sity of Cali­for­nia Press.

White, Courtney (2020).

Why rege­ne­ra­tive agri­cul­ture? American Journal of Economics and Sociology 79(3): 799 – 812.

Forfatter

Giv et bidrag

Værsgo’ – du kan frit læse
Dansk pæda­go­gisk Tidsskrift!

Hvis du synes om det, du læser, og gerne vil have, at tids­skrif­tet bliver ved med at eksistere, håber vi, at du vil give et bidrag.

Scan med dit mobilkamera
Klip på knappen for at støtte