Soci­al­po­li­ti­ske sty­rings­stra­te­gier i soci­al­pæ­da­go­gisk og socialt arbejde

Til kamp mod de strøm­li­nede gene­ra­li­ster: Ansvaret for vel­færds­sta­tens udvikling ligger i alt for høj grad hos ledere med samme erfa­rin­ger og samme blik på verden, siger Knud Aarup, tidligere direktør i Soci­alsty­rel­sen. Han kalder på et opgør med mini­ste­ri­er­nes ”snorlige sty­rings­sy­ste­mer”. ”Fag­lig­he­den er blevet under­pri­o­ri­te­ret så meget, at den er eroderet på de centrale niveauer”. (2016)[1]

Blandt soci­al­pæ­da­go­ger ansat inden for det spe­ci­a­li­se­rede vok­sen­so­ci­a­l­om­råde omtales Soci­al­mi­ni­ste­riet og deres soci­al­po­li­ti­ske udfører, kom­mu­nerne, ofte som arbejds­gi­vere, der ideligt er ude på at ville reducere udgif­terne til han­di­cap­pede og socialt udsatte borgere, og som i stigende grad vil have styr på, hvad soci­al­pæ­da­go­gerne laver via kontrakt‑, økonomi- og kva­li­tets­sty­ring. En korrekt beskri­velse, men hvordan gør de det egentligt i praksis? Artiklens ærinde er at undersøge på hvilke måder, sam­fun­dets øko­no­mi­ske systemer og sty­rings­stra­te­gier sætter sit præg på de vel­færds­po­li­ti­ske indsatser med fokus på soci­al­po­li­tik­ken. Her præ­sen­te­res tre for­skel­lige ide­al­ty­pi­ske stra­te­gier. Først en ’tra­di­tio­nel’ bespa­rel­ses­po­li­tik, der følges op med effek­ti­vi­se­rings­po­li­tik, herunder evi­dens­dis­kur­sen, og som det tredje inve­ste­rings­po­li­tik, der er den mest omfat­tende ind­sat­s­type, idet målet her er, at så mange socialt udsatte og han­di­cap­pede som muligt skal ud på arbejds­mar­ke­det og blive vær­di­ska­bende i kon­kur­ren­ce­sta­tens tjeneste. Undervejs per­spek­ti­ve­res de for­skel­lige sociale poli­tik­ker i forhold til, hvordan de sætter sig spor i måderne at bedrive soci­al­pæ­da­go­gik i praksis. 

Som bidrag til temaet soci­al­pæ­da­go­gik og den politiske økonomi indledes artiklen med en kort passus i en tekst fra Karl Marx tilbage i 1859: ”… det bor­ger­lige samfunds anatomi må søges i den politiske økonomi.” Marx’ ærinde var ikke ’kun’ beskri­vel­sen af den fremad­stormende kapi­ta­lisme med vær­di­ska­belse via vare­gø­relse af mennesker som arbejds­kraft, men også at bidrage til en kritisk beskri­velse af det bor­ger­lige samfunds øko­no­mi­ske systemer.

Uden sam­men­lig­ning i øvrigt, er artiklens ærinde at undersøge, hvorledes sam­fun­dets øko­no­mi­ske systemer og sty­rings­stra­te­gier sætter sit præg på de vel­færds­po­li­ti­ske indsatser med fokus på soci­al­po­li­tik­ken. Idéen er ikke kun at se på poli­tik­kerne; også hvorledes de dif­fun­de­rer ind i de for­skel­lige soci­al­pæ­da­go­gi­ske prak­sis­ser og udfordrer fagligheden.

Det empiriske felt afgrænses til det spe­ci­a­li­se­rede vok­sen­so­ci­a­l­om­råde, hvor tendenser inden for soci­al­po­li­tik­ken tegner sig skarpere end på børn- og unge­om­rå­det. De årlige bud­ge­tud­gif­ter var i 2020 36 mia. kr., så der er tale om en af de tungere udgiftspo­ster for staten.[2] 

Ter­mi­no­lo­gisk er soci­al­pæ­da­go­gik det gen­nem­gå­ende begreb, og det dækker også over begrebet socialt arbejde. I den periode, artiklen omhandler, har Soci­al­mi­ni­ste­riet haft diverse til­fø­jel­ser: Børne‑, Ældre‑, Indenrigs‑, Inte­­gra­tions-. For enkelt­he­dens skyld skrives undervejs kun Soci­al­mi­ni­ste­riet, med mindre den fulde titel har betydning.

Artiklens empiri baseres på policy papers, doku­men­ter og eksempler fra praksis, som jeg løbende har indhentet siden 1990’erne og anvendt i forsk­nings­pro­jek­ter, artikler og ikke mindst i under­vis­nings­for­løb. Det lægger meto­do­lo­gisk op til at anvende ide­al­ty­per (eller ’rene typer’, som det også benævnes) som forsk­nings­til­gang. Begrebet stammer fra Max Weber, hvor han i 1904 beskrev, hvordan ide­al­ty­pen opstilles: “…ved at man ensidig betoner eet eller flere syns­punk­ter, og sam­men­fat­ter en mængde enkelt­feno­me­ner som fore­fin­des spredt og med uklare grænser”, så det ”blir til et i seg selv enhetlig tan­ke­bilde.”[3]

En idealtype er altså en mental kon­struk­tion – et tan­ke­bil­lede – som forskeren kan bruge til at nærme sig den komplekse vir­ke­lig­hed ved selektivt at fremhæve nogle få syns­punk­ter, og bygge teksten op omkring udvalgte citater fra for­skel­lige kon­tek­ster. Min udvæl­gelse af politiske doku­men­ter og andre kilder (’enkelt­fæ­no­me­nerne’) spiller derfor en central rolle for artiklens samlede tan­ke­bil­lede, og jeg har derfor valgt, at refe­ren­cerne skal være let til­gæn­ge­lige for læseren, dvs. bragt i fod­no­terne i kort form.

I artiklen opereres med tre ide­al­ty­pi­ske soci­al­po­li­ti­ske stra­te­gier, der i praksis ikke er skarpt adskilte, idet et gen­nem­gå­ende træk er målet om at reducere udgifter, men inten­tio­nen er at iden­ti­fi­cere tre for­skel­lige ’rene typer’, måder at gøre det på:

IdealtypeTemaer
Bespa­rel­ses­po­li­tikStruk­tur­re­form og budgetlofter
Indi­vi­duel behovs­vur­de­ring og VUM
Effek­ti­vi­se­rings­po­li­tikMar­keds­sty­ring og BUM
Mål- og resul­tat­sty­ring og evidensbasering
Inve­ste­rings­po­li­tikKon­kur­ren­ce­stat
Arbejd­s­ev­ne­vur­de­ring

Figur 1. Tre ide­al­ty­per som vari­a­tio­ner over den soci­al­po­li­ti­ske økonomi og SØM

Tids­mæs­sigt afgrænses til perioden fra starten af 1990’erne til i dag; dog ind­led­nings­vist med et kort til­ba­ge­blik som afsæt for de markante ændringer af vilkårene for soci­al­pæ­da­go­gik efter 1990.

Soci­al­pæ­da­go­gik fra autonomi til krydspres

1970’erne og 80’erne er inden for orga­ni­sa­tions­te­ori benævnt de offent­lige orga­ni­sa­tio­ner og insti­tu­tio­ners auto­no­mi­pe­ri­ode.[4]

Perioden kan blandt andet beskrives ved, at med Bistands­lo­ven fra 1976 skulle der ikke skelnes mellem selv­for­skyldt og ufor­skyldt nød i til­de­lin­gen af sociale ydelser, og ved arbejds­løs­hed skulle bistanden være høj nok til at ingen måtte gå fra hus og hjem, uanset hvor længe ledig­heds­pe­ri­o­den blev. For han­di­cap­pede var målet, at alle skulle have et liv nær det normale som muligt, og i 1980 kom den omkost­nings­tunge udlægning af sær­forsor­gen.  På døg­nin­sti­tu­tions­om­rå­det blom­strede alter­na­tive måder at tænke på, fx Fjordhøj kol­lek­ti­verne, empower­ment styrkedes inden for psy­ki­a­trien, og i mange soci­al­pæ­da­go­gi­ske fora kredsedes der om at realisere de under­tryk­tes pædagogik.[5]

Begrebet autonomi sig­na­le­rer, at den soci­al­pæ­da­go­gisk faglighed var omdrej­nings­punkt for tildeling af ’de nød­ven­dige midler’ fra stat og kommune, og kontrol med insti­tu­tio­ner var primært rettet mod, om der var tale om overgreb og misrøgt på insti­tu­tio­nerne; ikke om de havde ’den korrekte pædagogik’.

Bistands­lo­ven blev efter­føl­gende kaldt kronen på vel­færds­stats­vær­ket[6], men reelt varede de gyldne tider kun til første halvdel af 1980’erne, hvor en borgerlig regering med Poul Schlüter som stats­mi­ni­ster og med økonomisk genop­ret­ning af samfundet på pro­gram­met tog over. Det blev over­gan­gen til den periode, som i oven­nævnte orga­ni­sa­tions­te­ori benævnes som de offent­lige orga­ni­sa­tio­ner og insti­tu­tio­ner under krydspres med politisk og økonomisk pres fra stat og kommuner ovenfra, og krævende borgere/pårørende og inter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­ner nedenfra. Den mest benyttede orga­ni­sa­tions­be­skri­velse af dette nybrud blev New Public Mana­ge­ment, NPM, og en kort ’leksikal’ for­mu­le­ring med særligt henblik på det soci­al­po­li­ti­ske område er:

New Public Mana­ge­ment er en normativ teori, som bygger på anta­gel­sen om, at den offent­lige sektor kan effek­ti­vi­se­res ved at bruge prin­cip­per og vir­ke­mid­ler fra den private sektor:

  • Mar­keds­sty­ring via bestiller-udfører-modtager-orga­­ni­­se­ring (BUM-modellen), kon­kur­ren­ceud­sæt­ning ved hjælp af udbud/udlicitering, pri­va­ti­se­ring og frit valg af leverandør.
  • Mål- og resul­tat­sty­ring via kon­trakt­sty­ring, kva­li­tets­sty­ring og serviceledelse.
  • Virk­som­heds­tænk­ning via orga­ni­se­ring af mini­ste­rier, regioner og kommuner som koncerner og divi­sio­na­li­se­ring med decen­trale resul­tat­cen­tre.[7]

Mange, der har arbejdet en del år inden for soci­al­pæ­da­go­gisk og socialt arbejde, vil for­ment­ligt kunne nikke gen­ken­dende til denne beskri­velse af dengang, det hele blev mere og mere reguleret af kommunen, og især BUM-modellen fik stor ind­fly­delse som begræns­ning af den soci­al­pæ­da­go­gi­ske autonomi og har det fortsat i dag. Det vendes der tilbage til i afsnit­tene om effek­ti­vi­se­rings­po­li­tik, for først et afsnit om social bespa­rel­ses­po­li­tik; herunder intro­duk­tion af de sociale ser­vi­ce­love, der kom i 1998.

Bespa­rel­ses­po­li­tik – om ændret syn på, hvilke udsatte borgere, der har behov for hvad

Struk­tur­re­for­men (kom­mu­nal­re­for­men) i 2007 blev starten på årlige fastlåste budgetter i kom­mu­nerne pålagt af staten, og opgaven med at lægge stramme bud­get­pla­ner skabte en nærmest umulig kommunal situation. Årsag hertil var bl.a. et stærkt stigende antal socialt udsatte brugere/borgere, først og fremmest nye borgere med en psy­ki­a­trisk diagnose. Antallet af voksne i direkte kontakt med behand­lings­psy­ki­a­trien steg med 40 pct. i perioden 2000 til 2008[8], og er fortsat stigende. Med denne tilgang af borgere med særlige behov for støtte, måtte enten den enkelte borgers ydelser efter ser­vi­ce­loven ned­ju­ste­res, eller også måtte nogle af de nytil­kom­nes krav eller for­vent­nin­ger om særlige ydelser admi­ni­stra­tivt forsøges til­si­de­sat via lange behand­ling­sti­der eller ændrede pro­ce­du­rer for behovsvurderinger.

En vigtig detalje er her, at når Ser­vi­ce­lovens over­ord­nede for­måls­pa­ra­graf er uændret gennem nu 25 år, hvordan kan større øko­no­mi­ske nedskæ­rin­ger så begrundes i henhold til lovgivningen?

Ser­vi­ce­loven[9] (Lov om Social Service) indførtes i 1998. Den fortsatte indi­vi­du­a­li­se­rings­prin­cip­pet fra Bistands­lo­ven; dvs. med indi­vi­duel gra­du­e­ring af omfanget af og formen for hjælp og støtte til den enkelte borger, dog uden prin­cip­pet om, at der ikke i behovs­vur­de­ring må skelnes mellem selv­for­skyldte og ufor­skyldte årsager.

I for­måls­pa­ra­graf­fen §1 stk. 3 kan læses: ”Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie og på den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte egne poten­ti­a­ler, i det omfang det er muligt for den enkelte. Hjælpen til­ret­te­læg­ges på baggrund af en konkret og indi­vi­duel vurdering af den enkelte persons behov og for­ud­sæt­nin­ger og i sam­ar­bejde med den enkelte.” og så afsluttes med ”Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og øko­no­mi­ske hensyn.”

Den enkeltes ansvar for sig selv og for at udnytte egne poten­ti­a­ler rummer, bortset fra stærkt han­di­cap­pede og sinds­li­dende, ret vide tolk­nings­mu­lig­he­der, og hermed åbnes der på sags­­be­hand­lings- og sags­af­gø­rel­ses­ni­veau­erne op for en ned­ju­ste­ring af faglige hensyn og opju­ste­ring af øko­no­mi­ske hensyn.

I forhold til de ændrede indi­vi­du­elle vur­de­rings­kri­te­rier af den enkelte persons behov, er en af de meste illu­stra­tive sætninger inden for soci­al­lov­giv­nin­gen: ”Det helt over­ord­nede formål er at sikre en rigtig indsats, så borgeren får det, pågæl­dende har brug for – hverken for meget eller for lidt.” Denne passus har floreret i flere soci­al­po­li­ti­ske kon­tek­ster gennem årene, dog er den i en del nyere tekster sprog­va­sket væk, men den kan fortsat læses fx i vej­led­ning nr 9286 til ser­vi­ce­lovens kapitel 22, om det over­ord­nede formål i forhold til funk­tions­ev­ne­me­to­den i relation til vurdering af han­di­capkom­pen­se­rende ydelser.

For­mu­le­rin­gen ”hverken for meget eller for lidt” fanger essensen af diskrete juste­rin­ger af mulige bespa­rel­ser på kommunalt og insti­tu­tio­nelt plan over tid. Soci­al­pæ­da­go­gers og sags­be­hand­le­res faglige optikker var dengang for 20 år siden hellere lidt for meget end for lidt, da det handler om sårbare grupper, der i forvejen ikke oplever megen luksus og livskva­li­tet, og det er denne praksis, der gennem årene er kommet ind i de øko­no­mi­ske bereg­nin­gers søgelys, så ydel­ses­til­de­ling i dag præges af hellere lidt for lidt end alt for meget, når særlig hjælp og støtte skal udmåles.[10]

Men der er grænser for kommunale vil­kår­lig­he­der i ydel­ses­til­de­lin­ger til den enkelte borger, og derfor er det løbende behovs­vur­de­rin­ger, der fast­sæt­ter ydel­ses­ni­veauet. Det mest udbredte redskab inden for vok­sen­om­rå­det er Vok­se­nud­red­nings­me­to­den (VUM)[11], som anvendes bredt ift. han­di­cap­pede, sinds­li­dende og socialt udsatte, fx hjemløse. Metoden er bygget op over diverse afkryds­nings­ske­maer med temaerne som egenomsorg, rengøring, familiære og sociale rela­tio­ner, mobilitet, beskæf­ti­gelse mv. For hvert af de temaerne angives funk­tions­ni­veau via en score fra 0 – 4 fra ’Intet støt­te­be­hov’ til ’fuld­stæn­digt støt­te­be­hov’, som så sam­men­fat­tes i én score mellem A til E som udmøntes i en ydelsestildeling.

Dette er første trin, sags­op­lys­nin­ger, og i meto­de­ma­nu­a­len under­stre­ges gang på gang, at den soci­al­pæ­da­gog eller sags­be­hand­ler, der udfylder skemaet, skal være opmærk­somme på at være konkrete: ”Overbelys ikke sagen. Oplys­nin­ger i udred­nin­gen og temaerne skal være tilpasset borgerens situation – hverken mere eller mindre”, og ”Sags­vur­de­rin­gen må ikke føre til en automatik i den efter­føl­gende vurdering af borgerens behov for hjælp.”[12] De socialpædagoger/sagsbehandlere, der udfylder sco­re­ske­ma­erne, må altså på ingen måde gøre per­son­lige betragt­nin­ger gældende, fx bemærk­nin­ger om, at borgeren godt kunne trænge til lidt ekstra, eller at ’vi plejer’ for denne borger at gøre sådan og sådan. Sags­op­lys­nin­gerne går nu videre til  sags­vur­de­ring (”Husk at ind­sats­må­lene skal være indi­vi­du­elle, konkrete, målbare og tids­be­stemte.”[13]), for endeligt at komme videre i systemet til den endelige sagsafgørelse.

Denne noget for­enk­lede beskri­velse skal dels illu­strere sags­be­hand­le­rens påbudte nøg­tern­hed i sags­op­lys­ning, dels behand­lings­pro­ce­du­ren i flere trin fra sags­op­lys­nin­ger over vurdering til afgørelse. En udred­nings­me­tode, hvor der undervejs i praksis kan flyttes krydser lidt mere i retning af mindre støt­te­be­hov og dermed muliggøre diskrete reduk­tio­ner i den endelige ydel­ses­til­de­ling. En betydende medaktør i en sådan proces er de kommunale soci­al­po­li­tik­ker, hvor borgernes størst mulige inte­gri­tet og selv­for­valt­ning er idealet og dermed er mindre ind­gri­bende soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser et plusord, ikke kun i økonomiafdelingen.

Soci­al­pæ­da­go­gi­ske noter – ide­al­ty­pen besparelsespolitik

  • Måden at syste­ma­ti­sere og score mennesker i kate­go­rier og kasser på [VUM og til­sva­rende], sætter sig i sproget og måden, vi forstår de mennesker, det hele handler om, på. Det bidrager til en vare­lig­gø­relse af den sociale sektor, hvor mennesker bliver henregnet i vare­ter­mer.[14]
  • VUM indtager en central position ift. soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejde på flere måder. Hvis der admi­ni­stra­tiv gen­nem­fø­res bespa­rel­ser, kan det føre til ople­vel­ser af menings­tab blandt med­ar­bej­derne, der oplever at borgerne tilbydes vilkår, der ligger langt fra soci­al­pæ­da­go­gi­ske idealer om nær­væ­rende omsorg og fokus på øget livskvalitet.
  • Det kan også medvirke til etiske dilemmaer blandt socialpædagoger/sagsbehandlere, når der skal laves udred­nin­ger. Score skal sættes på skalaer mellem begrænset og megen støt­te­be­hov, og når man sidder sammen med borgeren og snakker om udred­nin­gen, er de positive emotioner ofte forrest med fokus af borgernes gode sider, mens logikken peger på at søllegøre borgeren, så der er chance for fast­holdte eller øgede ydelsestildelinger.
  • Øget ’moral distress’ kan sam­men­fatte mulige per­son­lige kon­se­kven­ser for soci­al­pæ­da­go­ger i en tid, hvor bespa­rel­ses­po­li­tik og opstram­mede kriterier for ydel­ses­til­de­ling vinder indpas i det daglige arbejde. Begrebet kan over­sæt­tes til en moralsk følelse med oplevelse af fysisk ubehag og mentale eller emo­tio­nelle kvaler, og stammer fra sygeple­je­om­rå­det. Det blev intro­du­ce­ret i 1984 med defi­ni­tio­nen: “When one knows the right thing to do, but insti­tu­tio­nal con­straints make it nearly impos­sible to pursue the right course of action”.[15].

Effek­ti­vi­se­rings­po­li­tik – soci­al­pæ­da­go­gi­ske arbejds­vil­kår under forandring

Her knyttes an til to af de tre punkter nævnt i den korte intro­duk­tion til New Public Mana­ge­ment: (1) Mar­keds­sty­ring og (2) Mål- og resul­tat­sty­ring. Først til markedsstyring.

Inden for det soci­al­pæ­da­go­gi­ske og sociale arbejde er BUM modellen, mar­keds­sty­ring par excel­lence. Symp­to­ma­tisk for modellen ændres BUM sprogligt i praksis hyppigt til Bestiller-Udfører-Modellen; altså uden borgerne som Modtager-leddet.[16]  

BUM modellen indførtes side­lø­bende med Til­bud­spor­ta­len[17] i for­bin­delse med struk­tur­re­for­men i 2007, og ”BUM-modellen [er] en øko­no­mi­sty­rings­mo­del, hvor styring af res­sour­cer, kva­li­tets­sik­ring, kon­trak­ter og tilsyn er i fokus. Bestil­ler­led­dets [kommunens] visi­ta­tion dis­po­ne­rer over, og har ansvaret for, områdets samlede øko­no­mi­ske ramme. Indenfor denne ramme finan­si­e­res de tilbud, borgerne visiteres til. […] Behovet for at lade de øko­no­mi­ske rammer forblive i bestil­ler­led­dets visi­ta­tion under­stre­ges af områdets mar­keds­gø­relse, hvor bestil­ler­led­dets visi­ta­tion kan vælge at købe de nød­ven­dige for­an­stalt­nin­ger ved egne insti­tu­tio­ner, andre kommuner, regionen eller private udbydere.”[18]

Udfø­re­ren­he­den (institution/botilbud) har selv ansvaret for at sikre balancen mellem udgifter og indtægter så bud­ge­tram­men går i nul, også selvom der kan være udsving i belæg­nin­gen af borgere, og oven udfø­re­ren­he­den skal løbende doku­men­tere til kommunen, at det aftalte ser­vi­ce­ni­veau overholdes.

Som i afsnittet om bespa­rel­ses­po­li­tik er der tale om en cen­tra­li­se­ret decen­tra­li­se­ring, men er her forskudt fra forholdet mellem stat og kommune til mellem kommune og insti­tu­tion med den forskel, at kommunen som bestil­lende myndighed kan vælge om; dvs. at opsige aftaler og købe fra andre leve­ran­dø­rer på markedet, herunder private entre­pre­nø­rer. Denne kon­kur­ren­ceud­sæt­ning er en radikal ændring fra dengang i auto­no­mi­pe­ri­o­den, hvor der var en pose penge at gøre godt med, og var det for lidt kunne den øges. Nu skal der kon­kur­re­res på pris og kvalitet, og kva­li­tets­be­skri­vel­sen og soci­al­pæ­da­go­gi­ske faglige for­stå­el­ser af god pædagogik skal gradbøjes, så de matcher kommunens nøje præ­ci­se­rede krav.

Her­i­gen­nem sker der en ”under­mi­ne­ring af de pro­fes­sio­nel­les selv­sty­ring af prin­ci­pi­elle forhold på deres arbejds­om­råde. Lægger man hertil de nye sty­rings­red­ska­ber, der bl.a. omfatter kva­li­tets­vur­de­rin­ger, virk­som­heds­pla­ner og resul­tat­må­lin­ger samt redskaber […] som hand­le­pla­ner og kon­trak­ter […] bliver det tydeligt, at de pro­fes­sio­nel­les autonome rolle ikke er som tidligere.”[19]

Næste tema er mål- og resul­tat­sty­ring med evi­dens­ba­se­rede tiltag som eksempel. Den soci­al­pæ­da­go­gi­ske faglighed kommer i løbet af anden del af 2000’erne under yder­li­gere pres, da en ny national strategi for mål- og resul­tat­sty­ring inden for de spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­rå­der ser dagens lys; sats­nin­gen på evi­dens­ba­se­rede manu­al­ba­se­rede koncepter.

Start­skud­det i Danmark blev en publi­ka­tion fra Huset mandag Morgen i 2004 med titlen ”Virker velfærden? – et deba­top­læg om evidens og velfærd”, og i årene efter omlagdes dele af soci­al­po­li­tik­ken (og andre sektorer) til at satse på evi­dens­ba­se­rede metoder, ofte impor­te­ret og licens­købt fra USA, hvor evi­den­s­o­ri­en­te­rin­gen havde været aktiv i en del år. Herved gøres gældende, at der er forsk­nings­mæs­sigt grundlag for at kunne fremføre, at der er tale om doku­men­te­ret effekt.

Fra midten af 2000’erne blev den nye evi­dens­ba­se­rede soci­al­po­li­tik så småt igangsat; først med fokus på fore­byg­gelse via tidlig inter­ven­tion med for­æl­dre­pro­gram­mer som ’Parent Mana­ge­ment Training – Oregon’ (PMTO) og ’De Utrolige År’ (DUÅ), der blev fulgt op med evi­dens­ba­se­rede pro­gram­mer ift. unge via ’Mul­ti­sy­ste­misk Terapi’ (MST) og ’Mul­ti­funk­tio­nel behand­ling i insti­tu­tion og nærmiljø’ (MultifunC). Det blev dog først i starten af 2010’erne at den soci­al­po­li­ti­ske evi­dens­bølge også blev rullet ud inden for vok­sen­om­rå­det med bred satsning på metoder med doku­men­te­ret effekt, og i 2013 lancerede Soci­alsty­rel­sen evi­dens­ma­ni­fe­stet ”Viden til gavn – Politik for udvikling og anven­delse af evidens.”

Den soci­al­po­li­ti­ske strategi blev omlægning af store dele af de spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­rå­der ved at promovere og økonomisk under­støtte soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser via metoder med doku­men­te­ret effekt. Det gik sammen med processen om at ændre kurs i såvel Soci­alsty­rel­sen som Soci­al­mi­ni­ste­riet stille for sig. Det er det, der er beskrevet i artiklens ind­le­dende citat, hvor direk­tø­ren for Soci­alsty­rel­sen gik/blev gået, og hvor han giver sit besyv med om Soci­alsty­rel­sen kurs­æn­dring, og i perioden efter 2012 florerede historier om, hvordan ’lang­hå­rede soci­al­pæ­da­go­gi­ske kon­su­len­ter’ udskiftes med yngre aka­de­mi­ske kræfter med statistik og økonomi som uddannelsesbaggrund.

Soci­alsty­rel­sen skulle styrkes, og i 2014 overgik VISO[20] til Soci­alsty­rel­sen, og i 2015 kom admi­ni­stra­tio­nen af puljer og tilskud også ind under styrelsen; dvs. at den nu sidder tungt på afgø­rel­ser omkring hvilke puljer og akti­vi­te­ter, der udbydes, samtidigt med at de styrer ’Udvik­lings- og inve­ste­rings­pro­gram­merne’ (UIP), hvor der årligt udmøntes omkring 130 mio. kr.[21] De auditerer de fem Soci­al­til­syn, plus en række andre for­valt­­nings- og ind­sats­om­rå­der. Og ikke mindst har de opbygget Videns­por­ta­len, der ”formidler aktuelt bedste viden om det sociale område og gør det lettere for dig, der arbejder med sociale pro­ble­ma­tik­ker, at finde viden om området.”[22]

Side­lø­bende med styr­kel­sen af Soci­alsty­rel­sen som et magtfuldt organ til styring af effektiv soci­al­pæ­da­go­gisk praksis, oppri­o­ri­te­rede Soci­al­mi­ni­ste­riet i 2015 det sta­ti­sti­ske bagland, med øget data-dreven styring af udvik­lin­gen af virk­nings­fuld praksis. ”Afde­lin­gen skal stå for en ambitiøs og stra­te­gisk udvikling af social statistik, data og doku­men­ta­tion og får ansvaret for at løfte kvan­ti­ta­tive analyser og ben­ch­mar­king på social- og inden­rigs­om­rå­det,”[23]

En kritisk bemærk­ning fra en ’politisk eli­te­ak­tør’ til det data­ba­se­rede videns­be­greb var, at viden her sættes lig ”solide data og dermed som et alter­na­tiv til fag­pro­fes­sio­nel erfa­rings­ba­se­ret viden og eks­per­tise. […] Med andre ord er viden lig med data, og data er lig med bedre styring, som igen er lig med bedre kvalitet for færre midler.”[24]

Styr­kel­sen af en national data-dreven styring delvist sammen med, at evi­dens­dags­or­de­nen var løbet ind i mangel på, på uden­land­ske ’hardcore’ evi­dens­ba­se­rede pro­gram­mer og metoder. MST, målrettet unge med adfærds­pro­ble­mer, kom i miskredit, da en større dansk eva­lu­e­ring ikke kunne doku­men­tere effekt[25], og en af de populære metodiske tilgange i soci­alp­sy­ki­a­trien, Åben Dialog, var (og er) meget anvendt, men ophavs­mæn­dene har aldrig istemt  vig­tig­he­den af evi­dens­ba­se­ring à la data-dreven effek­t­do­ku­men­ta­tion, og også i andre koncepter måtte ”doku­men­te­ret effekt” modereres på Soci­alsty­rel­sens hjemmeside.

Derfor søsatte Soci­alsty­rel­sen i 2017 storska­lapro­jek­tet ’National udvikling af sociale indsatser’, hvor målet er, at en ”strategi for udvikling af sociale indsatser skal sikre et større afkast af inve­ste­rin­gerne på det sociale område ved at udvikle indsatser med doku­men­te­ret effekt. De sociale indsatser, som har poten­ti­a­let, skal med stra­te­gien udvikles til at have doku­men­te­ret effekt og udbredes. De sociale indsatser, som ikke har poten­ti­a­let, skal stoppes så tidligt som muligt, så der ikke bruges res­sour­cer unødigt.”[26]

Soci­al­pæ­da­go­gi­ske noter – ide­al­ty­pen effektiviseringspolitik

  • Kon­se­kven­sen af at erstatte den pro­fes­sio­nelle selv­re­gu­le­ring med evi­dens­ba­se­rede eva­lu­e­rin­ger og for­skrif­ter er, at man ten­den­ti­elt sætter de pro­fes­sio­nel­les praktiske erfa­rin­ger og viden over styr, samtidig med at den pro­fes­sio­nelle iden­ti­fi­ka­tion med og ansvar­lig­hed for kva­li­te­ten i arbejdet under­mi­ne­res.[27]
  • Over­ord­net medfører effek­ti­vi­se­rings­po­li­tik i praksis, at Soci­al­pæ­da­go­gi­ske faglige tra­di­tio­ner omkring værdien af erfaring, døm­me­kraft og intuitiv handlen (”tavs viden”) ned­gra­de­res til fordel for objektiv viden om hvad virker, knyttet sammen med til­ta­gende ydre­sty­ring af, hvad målet er, og hvordan soci­al­pæ­da­go­gik­ken skal udføres. I marxi­stisk forstand en øget frem­med­gø­relse, idet soci­al­pæ­da­go­gen som løn­ar­bej­der bliver fremmed over for sit arbejds­pro­dukt ikke alene i resul­ta­tet, men også i pro­duk­tions­pro­ces­sen.[28]
  • Mål- og Resul­tat­sty­ring indebærer en for­hånds­be­skri­velse af, hvad indsatsen består af og hvordan det defi­ne­rede mål nås til tiden, og status skal løbende indrap­por­te­res til arbejds­gi­ver og under­læg­ges kva­li­tets­kon­trol. En sådan logik er i sagens natur ikke kun noget, der angår soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser; den et generelt tegn i tiden under begrebet ’acco­un­ta­bi­lity’: ”Den nye acco­un­ta­­bi­lity- og revi­sions­kul­tur [stiller] i højere grad fagfolk og insti­tu­tio­ner til ansvar for, at de leverer gode præ­sta­tio­ner. Dette er åbenlyst i reto­rik­ken om for­bed­ring og om at hæve stan­dar­derne, om effek­ti­vi­se­rings­ge­vin­ster og den bedst mulige praksis for patienter og elever og ansatte.”[29]
  • I evi­dens­ba­se­rede indsatser er tan­ke­gan­gen, at hvis resul­ta­tet og effektmål i praksis mod for­vent­ning ikke indfries, peger det i retning af, at der ikke har været til­stræk­ke­lig meto­de­tro­fast­hed blandt de soci­al­pæ­da­go­gi­ske aktører ved eksem­pel­vis at handle intuitivt og erfa­rings­mæs­sigt (den tavse viden), og derved handle sub­jek­tivt og ikke følge de objektivt baserede hand­lings­for­skrif­ter.[30] Altså omgå den inten­de­rede objek­ti­ve­ring af de soci­al­pæ­da­go­gi­ske handlinger.

Inve­ste­rings­po­li­tik – soci­al­pæ­da­go­gik­ken spiller andenviolin

Tredje afsnit refererer til det sidste NPM punkt, at soci­al­po­li­ti­ske sty­rings­stra­te­gier i stigende grad bygger på virk­som­heds­tænk­ning, som er inspi­re­ret af det private erhvervs­liv med kapi­ta­li­stisk-økonomisk tankegang. Også dette afsnit er opdelt to under­af­snit. Det første er kort om en aktuel soci­al­po­li­tisk pri­o­ri­te­ring med data-dreven inve­ste­ring til økonomisk gavn for stat og kommuner (SØM), og det andet er beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik­ken med rødder tilbage til 1998.

I 2018 kom første version af SØM, ’Den Soci­alø­ko­no­mi­ske Inve­ste­rings­mo­del (dynamiske effekter og makroø­ko­no­mi­ske frem­skriv­nin­ger)’, der nu er vide­re­ud­vik­let (igen via Sats­pul­je­mid­ler) og er ved at blive rullet ud i kommunerne.

”SØM er et bereg­nings­værk­tøj, der gør det muligt at regne på de bud­ge­tø­ko­no­mi­ske kon­se­kven­ser som opstår ved at investere i videns­ba­se­rede indsatser. En SØM-beregning foretages på baggrund af brugerens egne input ved­rø­rende ind­sat­sens omkost­nin­ger, effekt på borgerne og øko­no­mi­ske kon­se­kven­ser over tid eventuelt med inspira­tion fra SØMs videns­da­ta­base.”[31]

Grafisk afbildning af grundmodellen i SØM
Figur 2. Grund­mo­del­len i SØM

Beskri­vel­sen af illu­stra­tio­nen er: ”Et positivt bud­ge­tø­ko­no­misk net­to­re­sul­tat betyder, at omkost­nin­gerne til indsatsen er lavere end de samlede bud­ge­tø­ko­no­mi­ske kon­se­kven­ser, og omvendt betyder et negativ net­to­re­sul­tat, at omkost­nin­gerne til indsatsen over­sti­ger de samlede bud­ge­tø­ko­no­mi­ske kon­se­kven­ser.”[32]

Det hele kan indregnes i et Excel-ark i kommunens øko­no­mi­af­de­ling, og selvom det ser kom­pli­ce­ret ud, kan et lidt længere citat fra Finans­mi­ni­ste­riet illu­strere, hvad målet er; kommunale omlæg­nin­ger af sæd­van­lige sociale indsatser ved at investere i videns­ba­se­rede indsatser gør det muligt at skære ned på de soci­alø­ko­no­mi­ske udgifter: 

”Finans­mi­ni­ste­riet bemærker, […] at effekter af en soci­alø­ko­no­misk indsats kan fremkomme dels som følge af lavere frem­ti­dige ser­vi­ceud­gif­ter (herunder fordi de berørte personer løftes ud af den behand­lings­kræ­vende gruppe), dels som følge af reduceret over­før­sels­ind­komst og højere skat­te­be­ta­ling såfremt den pågæl­dende per­son­gruppe kommer i beskæf­ti­gelse. I det omfang de positive dynamiske effekter frem­kom­mer i form af lavere ser­vi­ceud­gif­ter til den pågæl­dende per­son­gruppe, skal dette indebære en lavere fremtidig bevilling til det pågæl­dende område.”[33]

SØM må forventes at blive en inte­gre­ret del af de kommunale soci­al­for­valt­nin­ger i de kommende år. I dag omfatter det kun vok­sen­om­rå­det, men der arbejdes på en lignende model inden for børn og unge området, og i det hele taget må det soci­al­po­li­ti­ske område forventes blive baseret på data-drevne indsatser med hyppig anven­delse af algo­rit­mer og metadata.

Så er tiden kommet til beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik som soci­al­po­li­tisk inve­ste­rings­stra­tegi. Den har rødder tilbage til omkring 2000, og Ove Kaj Pedersen kan passende indlede: Mens den klassiske vel­færds­stat ”havde til opgave at skabe lighed mellem landets borgere, har kon­kur­ren­ce­sta­ten til formål at udnytte den enkeltes arbejds­res­source.”[34]

Siden 1998 været et mantra været, at den bedste soci­al­po­li­tik er en god beskæf­ti­gel­ses­po­li­tik med ekstra inve­ste­rin­ger i egnede og udvik­lings­mu­lige socialt udsatte borgere, herunder hjemløse, sinds­li­dende og han­di­cap­pede, som her­i­gen­nem skal blive sam­fund­s­ø­ko­no­misk vær­di­ska­bende via lønnet arbejde med en central plusværdi; at borgerne over tid bliver mindre social-økonomisk bela­stende for stat og kommuner.

Denne politik bygger på mulig­he­den for at kunne sluse socialt udsatte borgere ind i den vær­di­ska­bende arbejds­styrke, og ’dåse­åb­ne­ren’ til legalitet inden for det spe­ci­a­li­se­rede vok­sen­so­ci­a­l­om­råde var en mindre ændring af lov­tek­sten fra bistands­lo­ven: ”Når man ved Lov om aktiv soci­al­po­li­tik vælger at gå væk fra ’nedsat erhverv­sevne’ og over til ’begræns­nin­ger i arbejd­s­ev­nen’, skyldes det et ønske fra lov­giv­nin­gens side om at skifte strategi i det praktiske sociale arbejde og fokusere mere på, “… hvad den pågæl­dende kan eller kan bringes til at kunne” i mod­sæt­ning til det hidtidige erhverv­sev­ne­kri­te­rium, der mere var knyttet til en doku­men­ta­tion for diagnose og sygdom.”[35]

I starten af 2000’erne opret­te­des Beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­riet til bl.a. at varetage akti­ve­rings­delen af Lov om aktiv soci­al­po­li­tik, og det centrale redskab i akti­ve­ring, arbejd­s­ev­ne­vur­de­ring kom på plads.[36] Kom­mu­nerne blev pålagt at varetage arbejd­s­ev­ne­vur­de­rin­gerne med bemærk­ning om, at ”Den merudgift, dette kan indebære for kommunen i forhold til f.eks. et kommunalt beskæf­ti­gel­ses­pro­jekt eller passiv kon­tant­hjælp, skal betragtes som en inve­ste­ring i frem­ti­dige sparede udgifter på over­før­sels­om­rå­det. Suc­ces­ra­ten skal ikke være særlig høj, før der er tale om en god inve­ste­ring for kommunen.”[37]

Det politiske grundlag var lagt for, at ”den struk­tur­po­li­ti­ske akti­ve­ring også [kom] til at dominere soci­al­po­li­tik­ken, og senere hege­mo­ni­se­rer akti­ve­rings­ter­men hele det social- og arbejds­mar­kedspo­li­ti­ske område i og med, at akti­ve­ring bliver kano­ni­se­ret som uni­ver­sal­mid­let i forhold til stort set alle grupper af offent­ligt for­sør­gede: før­tids­pen­sio­ni­ster, reva­li­den­der mv.”[38]

For at sætte skub i udvik­lin­gen og inspirere kommuner og erhvervs­li­vet til at engagere sig, igang­s­at­tes i 2004 kampagnen om Det Rummelige Arbejds­mar­ked, med fokus på at ”at aktivere de men­ne­ske­lige res­sour­cer, der stod uden for eller på kanten af arbejds­mar­ke­det for der­i­gen­nem at øge livskva­li­te­ten for disse mennesker og udbuddet af arbejds­kraft”[39], og i de kommende år kom en række kommunale akti­ve­rings­for­an­stalt­nin­ger som beskæf­ti­gel­ses­pro­jek­ter, indi­vi­duel job­træ­ning på offentlig arbejds­plads, særligt til­ret­telagte uddan­nel­ses­for­løb og job­træ­ning i privat virk­som­hed fulgt op af begreber som arbejds­prøv­ning, res­sour­ce­pro­fil, skånejob, fleksjob, arbejd­s­ev­ne­me­to­den og – før­tids­pen­sion ny ordning 2013.

Netop før­tids­pen­sio­nen blev et stridsmål mellem det politiske niveau og bru­ger­or­ga­ni­sa­tio­ner; især inden for psy­ki­a­trien. At være tildelt før­tids­pen­sion var og er ens­be­ty­dende med at man er fritaget for akti­ve­ring (men man kan vælge at blive det), og med den tidligere nævnte voldsomme stigning i antal borgere med psy­ki­a­tri­ske diagnoser, blev før­tids­pen­sion en markant barriere for rek­rut­te­ring til arbejds­mar­ke­det. I 2013 indførtes derfor en før­tids­pen­sions­re­form, som ikke længere gjorde mulig for borgere under 40 år at komme på før­tids­pen­sion, med mindre ”det er åbenbart for­måls­løst at forsøge at udvikle arbejd­s­ev­nen.”[40] Effekten af den nye lov blev stor. I 2010 var der knap 5.000 personer i alderen 18 – 39 år, der fik tilkendt før­tids­pen­sion, og i 2014 var det faldet til under 1.000 personer.[41]

Der har været en del citater i afsnittet her, som ansku­e­lig­gør, hvor markant ændrin­gerne af soci­al­po­li­tik­ken i forhold til socialt udsatte, sinds­li­dende og han­di­cap­pede borgere har været gennem de sidste tyve år, og et sidste eksempel med særlig adresse til soci­al­pæ­da­go­gisk faglighed skal medtages her.

En soci­al­pæ­da­go­gi­ske tradition har været, at den har fundet sted i form af en slags træ­nings­bane på være­ste­der og insti­tu­tio­ner som moti­va­tions­ska­bende for og træning i et selv­stæn­digt social dagliglig. Denne soci­al­pæ­da­go­gi­ske model med først træning i mindre fæl­les­ska­ber, så integration/inklusion i det store fæl­les­skab, samfundet, tabte terræn i sidste halvdel af 2010’erne.

”Place, then train” blev det nye koncept, impor­te­ret fra England og udviklet inden for reha­bi­li­te­ring med særligt fokus på sinds­li­dende og umid­del­bar arbejds­mar­kedstil­knyt­ning efter fx en hospi­tal­s­ind­læg­gelse; altså uden for­ud­gå­ende gøren parat til jobbet. Den mest udbredte danske version er den evi­dens­ba­se­rede IPS – ’Indi­vi­dual Placement and Support’ målrettet borgere med psykiske van­ske­lig­he­der.[42]  Den model er under udbre­delse til andre grupper via fx ’Jobfirst’ og ’Social støtte i overgang til og fast­hol­delse i job’ under fæl­lesover­skrif­ten ”Vir­ke­lig­he­den virker – ’place then train’!”, hvor parolen her i 2022 fortsat er, at ”selv de mest udsatte borgere kan hjælpes tættere på at få fodfæste på arbejds­mar­ke­det, så længe de får den nød­ven­dige hånd­holdte støtte…”[43]

Soci­al­pæ­da­go­gi­ske noter – ide­al­ty­pen investeringspolitik

  • Med arbejds­mar­kedslo­gik­ken drejer det sig ikke om, at alle skal være lige værdige, trives eller nød­ven­dig­vis opleve sig som del af et fæl­les­skab. Til­ste­de­væ­rel­sen på ’den rette hylde’ som den, der fejer gulv, mens direk­tø­ren er til møde, er en gyldig karak­te­ri­stik i forhold til at være inklu­de­ret.[44]
  • ”Place, then train” konceptet er i dag ikke kun arbejds­mar­keds­ret­tet. Det er også blevet domi­ne­rende soci­al­po­li­tik inden for hjem­lø­se­om­rå­det under begrebet ’Housing first’, hvor kom­mu­nerne inve­ste­rer i boliger, der så bliver ’tilbudt’ hjemløse, suppleret med ”håndholdt støtte”. Denne udvikling markerer, at den tra­di­tio­nelle soci­al­pæ­da­go­gi­ske faglighed med en fysisk base og samvær over tid inden for flere og flere ind­sats­om­rå­der er under udfasning og erstattes af støt­te­kon­takt­per­so­ner, mentorer og kon­su­len­ter, som fagligt ikke nød­ven­dig­vis vurderes som soci­al­pæ­da­go­gi­ske opgaver.
  • I relation til øget arbejds­mar­keds­o­ri­en­te­ring spiller soci­al­pæ­da­go­gik­ken dog fortsat en rolle. Forud for fx job­cen­tre­nes arbejd­s­ev­ne­vur­de­ring af en borger er der, når det drejer sig om han­di­cap­pede, sinds­li­dende og social meget udsatte, et for­ud­gå­ende forløb. Vurdering af, hvad hvilke borgere, der vurderes at ”kan bringes til at kunne” (jf. tidligere citat); altså udredning gennem fx VUM. Det er det første filter, hvor den soci­al­pæ­da­go­gi­ske opgave påtvungen bliver at bidrage til at vurdere borgere som udvik­lings­mu­lige, udvik­lings­u­mu­lige eller udvik­lings­mod­vil­lige i et arbejds­mar­keds­per­spek­tiv.[45]
  • Især inden for området sinds­li­dende og socialt udsatte trænger spørgs­må­let om, hvorvidt træghed eller udvik­lings­mod­vilje mod målet at blive arbejds­pa­rat kan vurderes at være udtryk for borgerens udvik­lingsnæg­telse. I så fald er han/hun med hen­vis­ning til ser­vi­ce­lovens for­måls­pa­ra­graf ikke villige til at tage ”ansvar for at udvikle sig og udnytte egne poten­ti­a­ler”, hvilket i så fald kan sanktioneres.

Afslut­ning

Soci­al­pæ­da­go­gik som pro­fes­sion står i soci­al­po­li­tik­kens tjeneste, og et over­ord­net vilkår er, at arbejds­gi­verne på statsligt, regionalt og kommunalt niveau ram­me­sæt­ter arbejds­op­ga­verne og beslutter hvem, der skal have entre­pri­serne og til hvilken ydel­ses­pris, målt i effek­ti­vi­tet, kva­li­tets­stan­dar­der og økonomisk ’outcome’. For at forstå de ydre vilkår, soci­al­pæ­da­go­gisk arbejde er underlagt, er viden om og indblik i soci­al­po­li­ti­ske tendenser i samfundet en for­ud­sæt­ning for at kunne forholde sig kritisk og reflek­te­ret til for­an­drede vilkår i arbejdet mht. huma­ni­sti­ske og etiske værdisyn, og ten­den­siel objekt­gø­relse af såvel borgerne som lønmodtagerne.

 At bidrage med viden om hvorfor og hvordan soci­al­po­li­tik­ken agerer og målstyrer sociale og soci­al­pæ­da­go­gi­ske indsatser for han­di­cap­pede, sinds­li­dende og socialt udsatte voksne har været artiklens over­ord­nede mål. Ikke mindst ved nuan­ce­rin­gen af soci­al­po­li­tik­ken i de tre ide­al­ty­per (rene typer) og selektiv udvæl­gelse af citater til at illu­strere udvik­lin­gen fra starten af det nye århund­rede. Inten­tio­nen har ikke været normativt at undersøge, om det er gode eller dårlige for­an­drin­ger for borgere, men mere generelt at iden­ti­fi­cere, hvad der er på færde ift. det sociale i samfundet.

Mere normativt har artiklens under­lig­gende niveau været, med løbende nedslag i teksten med kritisk anlagte citater og noter rettet mod kon­se­kven­ser af de soci­al­po­li­ti­ske tiltag ift. soci­al­pæ­da­go­gisk praksis og udfor­drin­ger til pro­fes­sions­fag­lig­he­den. Blandt for­mu­le­rin­gerne har været vare­lig­gø­relse af borgerne og objek­ti­ve­ring af soci­al­pæ­da­go­gi­ske hand­lin­ger, soci­al­po­li­tisk ned­vur­de­ring af fag­pro­fes­sio­nel erfa­rings­ba­se­ret viden og eks­per­tise, under­ken­delse af soci­al­pæ­da­go­gisk erfaring, døm­me­kraft og intuitiv handlen (”tavs viden”) til fordel for objektiv viden om, hvad virker, og svækkelse af soci­al­pæ­da­go­gisk selv­re­gu­le­ring og autonomi. 

Tages disse ten­dens­be­skri­vel­ser på et mere generelt plan for rimeligt præcise, er det nær­lig­gende at se på, hvordan Soci­al­pæ­da­go­ger­nes Lands­for­e­ning (SL), der repræ­sen­te­rer de fag­for­e­nings­or­ga­ni­se­rede uddannede soci­al­pæ­da­go­ger beskriver, hvad god pro­fes­sio­nel soci­al­pæ­da­go­gisk praksis er:

Vi siger, at rela­tio­nen som første­vi­o­lin i den soci­al­pæ­da­go­gi­ske ker­ne­fag­lig­hed er et komplekst begreb, der skal forstås et sted mellem den rela­tions­fag­lige viden og mel­lem­men­ne­ske­lige realitet.”

”Vi har et etisk vær­di­grund­lag og fast­hol­der, at god og pro­fes­sio­nel soci­al­pæ­da­go­gisk praksis er ken­de­teg­net ved: Værdighed, med­men­ne­ske­lig­hed, social ret­fær­dig­hed, frihed, pro­fes­sio­nel inte­gri­tet.[46]

Sam­men­hol­des soci­al­po­li­tisk ini­ti­e­rede arbejds­vil­kår og soci­al­pæ­da­go­gi­ske prak­si­si­de­a­ler, falder mis­for­hol­det i øjnene, og noget offensivt sættes i værk, hvis soci­al­pæ­da­go­ger­nes erklærede ker­ne­fag­lig­hed og vær­di­grund­lag skal vinde terræn igen.

I det ind­le­dende citat kaldte Knud Aarup til kamp mod de strøm­li­nede gene­ra­li­ster og et opgør med mini­ste­ri­er­nes ”snorlige sty­rings­sy­ste­mer”. Ikke nogen simpel opgave, men i mere eller mindre omfang lade­sig­gø­r­ligt under for­ud­sæt­ning af kendskab til de soci­al­po­li­ti­ske sty­rings­stra­te­gier og reelle motiver og inter­es­ser, der bag om ryggen sætter sig igennem i social og soci­al­pæ­da­go­gisk praksis.

Historisk kan der her være inspira­tion at hente fra Marx, ikke kun med kritikken af den politiske økonomi; også fra erken­del­sen af – som Niels Rosendal skriver i sin artikel her i tema­num­me­ret – ”at begribe vel­færds­sta­ten og soci­al­po­li­tik som noget ’socialt’ og således også for­an­der­ligt. En oplyst pro­fes­sio­na­li­tet kan træde op imod de aktuelle tendenser og bør også gøre det”, suppleret med en af de berømte Karl Marx sentenser: ”Bevidst­he­den kan bestemme den sam­funds­mæs­sige væren.”

Refe­ren­cer

Arbejds‑, Erhvervs‑, Indenrigs‑, Social‑, Undervisnings‑, Økonomi- og Finans­mi­ni­ste­riet (2001). Brug for alle – Danmark 2010 og et mere rummeligt arbejdsmarked.

Arendt, J. Nielsen og M. Verner (2017). Effekter af Multi-Systemisk Terapi for unge med adfærds­pro­ble­mer. København: KORA.

Bach, H. B. (2002). Aktiv soci­al­po­li­tik – en sam­men­fat­ning af eva­lu­e­rin­ger af reva­li­de­ring og akti­ve­ring. København: Socialforskningsinstituttet.

Beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­riet (2014). Vej­led­ning om doku­men­ta­tions­kra­vet ved behand­ling af sager, hvor det er åbenbart for­måls­løst at udvikle arbejd­s­ev­nen. VEJ nr 9684 af 11/09/2014.

Beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­riet (2001). Skrivelse om metode til vurdering af arbejd­s­evne og uddan­nelse i metoden. SKR nr 11965 af 13/06/2001.

Biesta, G. (2011). God uddan­nelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati. Aarhus: Klim.

Bukdahl, D. og R. Vickery (2019). Part­ner­ska­ber er vejen frem, hvis vi skal skabe større sam­men­hæng for borgeren. Altinget 30. april 2019.

Børne- og Soci­al­mi­ni­ste­riet (2017). Udmønt­ning af sats­puljen for 2017 – 2020. Delaftale for social- og indenrigsområdet.

Frandsen, K. (2015). Ny analyse- og data­af­de­ling skal booste evidens. Altinget 20. august 2015.

Freire, P. (1973). De under­tryk­tes pædagogik. København: Christian Ejlers.

Huset mandag Morgen (2004). Virker velfærden? – et deba­top­læg om evidens og velfærd.

Jameton, A. (1984). Nursing Practice: The Ethical Issues. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall.

Jørgensen, T. Beck og P. Melander (1992). Livet i offent­lige orga­ni­sa­tio­ner. I spæn­dings­fel­tet mellem stat, pro­fes­sion og marked. København: Jurist- og Øko­nom­for­bun­dets Forlag.

Langager, S. (2019). Efter inklu­sio­nen – skitser., side 188. I: K. E. Petersen og J. H. Hansen (red.) (2019). Inklusion og eks­klu­sion – en grundbog. København: Hans Reitzels Forlag.

Madsen, M. H., A. Hve­ne­gaard og E. K. Fredslund (2011). Opga­ve­ud­vik­ling på psy­ki­a­tri­om­rå­det. København: Dansk Sundhedsinstitut.

Madsen, P. K. og L. Pedersen (2003). I mirak­ler­nes værksted. I: Madsen og Pedersen (red.) 2003. Driv­kræf­ter bag arbejds­mar­kedspo­li­tik­ken. København: Socialforskningsinstituttet.

Marx, K. (1965/1844). Frem­med­gjort arbejde. Økonomisk-filo­so­­fi­­ske manuskrip­ter. Bragt på dansk i tids­skrif­tet Tiden – Verden Rundt, nr. 2 1965.

Marx, K. (1974/1859). Til kritikken af den politiske økonomi. I: Marx (1974). Skrifter i udvalg. Ind­led­ning fra Grundrids. København: Rhodos.

Møller, A. M. (2017). Evi­dens­dags­or­de­nens meta­mor­fo­ser i dansk soci­al­po­li­tik. I: Tids­skrif­tet Politik Nummer 2, Årgang 20.

Møller, I. H. og J. E. Larsen (red.) (2016). Soci­al­po­li­tik. København: Hans Reitzels Forlag.

Nyt fra Danmarks Statistik (2021). Markant større tilgang til før­tids­pen­sion. 20. april 2021 – Nr. 144.

Nør­re­lykke, H., B. Zeeberg og F. Ebsen (2011). Myndighed og leve­ran­dør – samspil og aftaler i Socialt arbejde med udsatte børn og unge. Socialt arbejde, skrift­se­rie nr. 13, 2011. København: Pro­fes­sions­højsko­len Metropol.

Pedersen, O. K. (2011). Kon­kur­ren­ce­sta­ten. København: Hans Reitzels Forlag.

Rasmussen, G. L. et. al (2019). Mennesker bliver til varer i den sociale sektor. Altinget 20. maj 2019. Kronik af ti under­vi­sere og forskere ved Køben­havns Professionshøjskole.

Salling Olesen, H. (2006). Evidens, viden og Pro­fes­sion. I: Social kritik nr. 104, side24.

Schmidt, L‑H. (1998). Soci­al­pæ­da­go­gik­kens genkomst. I: Tids­skrift for Soci­al­pæ­da­go­gik nr. 1, 1998.

Social- og ældre­mi­ni­ste­riet (2022). Soci­al­po­li­tisk Rede­gø­relse 2021.

Soci­al­pæ­da­go­gerne (2022). Den soci­al­pæ­da­go­gi­ske ker­ne­fag­lig­hed. København: Soci­al­pæ­da­go­ger­nes Landsforbund.

Soci­alsty­rel­sen (2022). Den Soci­alø­ko­no­mi­ske Inve­ste­rings­mo­del (SØM).

Soci­alsty­rel­sen (2020). Drejebog for national udvikling af sociale indsatser.

 Soci­alsty­rel­sen (2013). Vok­se­nud­red­nings­me­to­den – meto­de­hånd­bog. 3. udgave.

Soci­alsty­rel­sen (2013). Viden til gavn – Politik for udvikling og anven­delse af evidens. Odense: Socialstyrelsen.

Styrelsen for Arbejds­mar­ked og Rek­rut­te­ring og Soci­alsty­rel­sen (2022). Social- og beskæf­ti­gel­ses­ind­sat­sen skal gå hånd i hånd.

Torfing, J. (2003). Den stille revo­lu­tion i vel­færds­sta­ten – fra for­sør­gelse og hierarki til akti­ve­ring og net­værks­sty­ring. I: Madsen og Pedersen (red.) (2003). Driv­kræf­ter bag arbejds­mar­kedspo­li­tik­ken. København: Socialforskningsinstituttet.

Weber, M. (1971/1904). Die ‘Objek­ti­vität’ sozi­alwis­sens­chaft­li­cher und sozi­al­po­li­ti­s­cher Erken­nt­nis, bragt i en norsk udgave i Max Weber (1971). Makt og byråkrati. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag.


[1] Dagbladet Infor­ma­tion den 29. januar 2016.

[2] Social- og ældre­mi­ni­ste­riet (2022). Soci­al­po­li­tisk Rede­gø­relse 2021. Til sam­men­lig­ning var de samlede udgifter til fol­ke­sko­len inkl. spe­ci­a­lun­der­vis­ning og spe­ci­alsko­ler i 2020 knap 43 mia. kr.

[3] Weber, Max (1904).  Die ‘Objek­ti­vität’ sozi­alwis­sens­chaft­li­cher und sozi­al­po­li­ti­s­cher Erken­nt­nis, norsk udgave.

[4] Jørgensen og Melander (1992). Livet i offent­lige organisationer.

[5] Titlen på Paolo Freires meget læste bog fra 1973.

[6] Dan​marks​hi​sto​rien​.dk. Bistands­lo­ven, 1974 – 1998.

[7] Møller og Larsen (2016). Socialpolitik.

[8] Madsen, Hve­ne­gaard og Fredslund (2011). Opga­ve­ud­vik­ling på psykiatriområdet.

[9] Ret beset er det ser­vi­ce­lovene, da to andre love også blev vedtaget: Lov om aktiv soci­al­po­li­tik (aktiv­loven), som kommer til at spille en central rolle senere i artiklen, og Lov om rets­sik­ker­hed og admi­ni­stra­tion på det sociale område.

[10] Læs mere herom i Falster og Ringø’s artikel i dette temanummer.

[11] Soci­alsty­rel­sen (2013). Vok­se­nud­red­nings­me­to­den – meto­de­hånd­bog. 3. udgave. I 2021 udkom en revideret udgave Vok­se­nud­red­nings­me­to­den. Version 2.0, hvor der er en del juste­rin­ger, også sprogligt, men grun­di­deen er den samme. I artiklen her anvendes 2013 udgaven, hvor sproget er mere direkte.

[12] VUM 2013, side 32 – 33.

[13] VUM 2013, side 50.

[14] Rasmussen, G. L. et. al (2019). Mennesker bliver til varer i den sociale sektor.

[15] Jameton (1984). Nursing Practice: The Ethical Issues, side 6.

[16] Bukdahl og Vickery (2019). Part­ner­ska­ber er vejen frem, hvis vi skal skabe større sam­men­hæng for borgeren.

[17] Alle soci­al­pæ­da­go­gi­ske tilbud fik pligt til at beskrive sig selv og de ydelser, der tilbydes, i Til­bud­spor­ta­len. Dvs. at de er for­plig­tet på at mar­keds­føre sig selv for at tiltrække kunder.

[18] Nør­re­lykke, Zeeberg og Ebsen (2011). Myndighed og leve­ran­dør – samspil og aftaler i Socialt arbejde med udsatte børn og unge, side 27.

[19] Nør­re­lykke et. al 2011, side 177.

[20] Den nationale videns- og spe­ci­al­rå­d­giv­nings­or­ga­ni­sa­tion (VISO) leverer råd­giv­ning på det sociale område og på spe­ci­a­lun­der­vis­nings­om­rå­det. Tilbage i 2007 blev en stor del af under­vis­nings­mi­ni­ste­ri­ets ansvar for udvikling af spe­ci­a­lun­der­vis­ning inden for vok­sen­om­rå­det overført til Soci­al­mi­ni­ste­riet og er altså nu del af Socialstyrelsen.

[21] Social- og ældre­mi­ni­ste­riet (2022). Soci­al­po­li­tisk Rede­gø­relse 2021, Side 51.

[22] https://​soci​alsty​rel​sen​.dk/. Hjem­mesi­den er værd at besøge, hvis man vil have indblik i, hvorledes Soci­alsty­rel­sen er soci­al­po­li­tisk dags­or­den­sæt­tende ift. videns­po­li­tik, økonomisk styring af midler og prak­sis­ud­vik­ling inden for de spe­ci­a­li­se­rede soci­a­l­om­rå­der bl.a. ved at udmelde puljer til kom­mu­nerne, som de kan søge ifm. udvik­lings­ar­bej­der, hvis design, mål og metoder styres af styrelsen.

[23] Frandsen (2015). Ny analyse- og data­af­de­ling skal booste evidens.

[24] Møller (2017). Evi­dens­dags­or­de­nens meta­mor­fo­ser i dansk soci­al­po­li­tik., side 80. I artiklen ana­ly­se­rer for­fat­te­ren ti kva­li­ta­tive interview med politiske eli­te­ak­tø­rer, som er eller har været invol­ve­ret i evi­dens­dags­or­de­nens udvikling.

[25] Resul­ta­terne viser, ”at MST-del­ta­­gerne fra perioden 2007 – 2011 klarer sig dårligere end sam­men­lig­nings­grup­pen med hensyn til kri­mi­na­li­tet generelt set, ung­doms­ud­dan­nelse og beskæf­ti­gelse.” En mulig for­kla­ring kan være, ”at MST-indsatsen ikke har været fuldt imple­men­te­ret graden af ‘metode-troskab’ [blandt soci­al­pæ­da­go­gerne]”. Arendt, Nielsen og Verner (2017). Effekter af Multi-Systemisk Terapi for unge med adfærds­pro­ble­mer. side 26.

[26] Soci­alsty­rel­sen (2020). Drejebog for national udvikling af sociale indsatser, side 2.

[27] Salling Olesen, H. (2006). Evidens, viden og Pro­fes­sion., side24.

[28] Marx (1965/1844). Frem­med­gjort arbejde.

[29] Biesta (2011). God uddan­nelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati, side 70.

[30] Jf. det tidligere eksempel med eva­lu­e­rin­gen af MST.

[31] Soci­alsty­rel­sen (2022). Den Soci­alø­ko­no­mi­ske Inve­ste­rings­mo­del (SØM), side 3.

[32] Soci­alsty­rel­sen 2022, side 4.

[33] Børne- og Soci­al­mi­ni­ste­riet, Finans­mi­ni­ste­riet (2018). Notat om SØM, dynamiske effekter og makroø­ko­no­mi­ske frem­skriv­nin­ger, side 1.

[34] Pedersen (2011). Konkurrencestaten.

[35] Bach (2002). Aktiv soci­al­po­li­tik – en sam­men­fat­ning af eva­lu­e­rin­ger af reva­li­de­ring og akti­ve­ring., side 30.

[36] Beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­riet (2001). Skrivelse om metode til vurdering af arbejd­s­evne og uddan­nelse i metoden.

[37] Arbejds­mi­ni­ste­riet, et. al (2001). Brug for alle – Danmark 2010 og et mere rummeligt arbejds­mar­ked, side 45.

[38] Torfing (2003). Den stille revo­lu­tion i vel­færds­sta­ten – fra for­sør­gelse og hierarki til akti­ve­ring og net­værks­sty­ring, side 249.

[39] Madsen og Pedersen (2003). I mirak­ler­nes værksted., side 17.

[40] Beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­riet (2014). Vej­led­ning om doku­men­ta­tions­kra­vet ved behand­ling af sager, hvor det er åbenbart for­måls­løst at udvikle arbejdsevnen.

[41] Nyt fra Danmarks Statistik (2021). Markant større tilgang til førtidspension.

[42] Læs evt. kort herom på Soci­alsty­rel­sens hjem­meside, opslag IPS – Indi­vi­dual Placement and Support.

[43] Styrelsen for Arbejds­mar­ked og Rek­rut­te­ring og Soci­alsty­rel­sen (2022). Social- og beskæf­ti­gel­ses­ind­sat­sen skal gå hånd i hånd, side 2.

[44] Langager (2019). Efter inklu­sio­nen – skitser., side 188.

[45] Inspi­re­ret af Schmidt (1998). Soci­al­pæ­da­go­gik­kens genkomst.

[46] Soci­al­pæ­da­go­gerne (2022). Den soci­al­pæ­da­go­gi­ske ker­ne­fag­lig­hed, side 5 – 7.