Dansk pædagogisk Tidsskrift udgiver fire temanumre årligt, men bringer også artikler uden for tema. Dette nummer indeholder fire sådanne artikler, der behandler emner som børns adfærd i børnehaver, ungdomsklubber, inddragelse af børn med hjerneskade og en introduktion til engagementssociologi i uddannelsessammenhæng.
Dansk forskning i pædagogik er en succes: flere institutioner, organisationer, midler og publikationer. Men hvilke udfordringer indebærer succesen – for praksis og for grundlæggende kundskabskriterier? Er der måske (stadig) noget der savnes?
Børn og unge i udsatte positioner skal inddrages – ikke mindst i deres egen ’sag’. Men ofte oplever børn og unge i udsatte positioner ikke at blive inddraget og lyttet til. Inddragelse kan også være både dilemmafyldt og kompliceret i praksis.
Redaktionens temaindledning.
Børn både frygter og fascineres af det uhyggelige. Selvom frygt er en følelse forbundet med ubehag, kan den også være fascinerende og måske endda lærerig? Temanumret Uhygge, frygt og modige børn åbner diskussion om frygt og uhygge i en pædagogisk kontekst.
Artiklen analyserer og diskuterer institutionsliv i foråret 2020, da daginstitutionerne gradvist lukkede op efter at have været coronalukket.
Anbragte
Selvom det kan være svært at huske her ved udgangen af 2020, hvor næsten alt har handlet om coronavirus, bragte Mette Frederiksens nytårstale anbragte børn og unge i politisk fokus. ”Et mere retfærdigt samfund starter med børnene”, sagde Mette Frederiksen og talte om de samfundsmæssige forpligtelser til at tage sig af de børn, der har det allersværest. Og hun præciserede: ”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.”
Forud var gået Godhavnsdrengenes kamp for en undskyldning for den behandling, de fik på de børne- og opdragelseshjem, de blev anbragt på i 1960erne. På samme måde er interesseorganisationer som TABUKA og De Anbragtes Vilkår begyndt at ytre sig om det at være anbragt. Efterfølgende har den offentlige diskussion i høj grad drejet sig om, om ’vi’ anbringer for meget eller for lidt. For vores tidsskrift har det været en anledning til at sondere, hvad der rører sig på ’anbringelsesområdet’. Forskningsmæssigt har anbringelsesområdet ikke været et særligt udforsket område, men har dog i historiske bølger modtaget interesse – ud over de sædvanlige statistiske opgørelser over hvor mange og hvad det koster. Senest er ikke mindst børneperspektivet forsøgt undersøgt: hvordan oplevede børn selv det at bo på børnehjem, vokse op i familiepleje, være i (ungdoms)fængsel osv. Men samtidig er det også en diskussion om, hvad der er mest effektivt, dvs. hvordan staten bedst hjælper de anbragte unge – eller lidt mere kynisk – hvordan det undgås at de senere i livet udvikler sociale problemer, som har negative (og bekostelige) effekter, enten for de anbragte selv eller for hele samfundet.
Artiklen diskuterer konturerne af nye reproduktionsstrategier i de danske øvre middelklasser. I deres klassiske arbejder identificerer Bourdieu og Passeron to forskellige strategier for den franske middelklasse i forhold til at reproducere familiens resurser igennem uddannelsessystemet: En strategi, der instrumentelt og bevidst udnytter uddannelsessystemets formelle meritokratiske muligheder og en strategi der gennem fornemmelse for spillet ubevidst retter sin uddannelsesstrategi derhen, hvor det største afkast er.
Menneskelivet er fyldt med overgange fra en status til en anden. Centralt er overgangen fra barn til voksen. Men der er også andre overgange som i de fleste kulturer er betydningsfulde – fx fra den familie hvor man er barn til den familie, man former ved ægteskab, eller overgangen fra liv til død.
