TEMAINDLEDNING: Kunst, politik og pædagogik

, ,

Gennem årene har DpT haft flere temaer om kunst og æstetisk arbejde i pæda­go­gisk praksis. I 1999 med ”Æstetik, kunst og pædagogik” (DpT nr. 4/1999) og ti år senere med temaet ”Æstetik” (DpT nr. 2/2010). I disse temanumre var fokus især på spørgs­må­let om æste­tik­kens generelle betydning for pæda­go­gisk praksis, samt en pro­ble­ma­ti­se­ring af æste­tik­kens til­sy­ne­la­dende (politiske) ned­pri­o­ri­te­ring i samme praksis. I dette tema­num­mer zoomer vi ind på den akti­vi­sti­ske dimension af kunst-baserede pæda­go­gi­ske inter­ven­tio­ner og praksis. Hvilke følelser, erken­del­ser, ide­o­lo­gier og politiske mobi­li­se­rin­ger er på spil? Hvilke mulig­he­der for at fortolke, performe og beskue verden og livet faci­li­te­res af æstetisk-kunst­­ne­risk pædagogik, og hvilke sociale for­an­drings­pro­ces­ser rummes heri?

Politiske filo­sof­fer som Chantal Mouffe og Jacques Rancière har pointeret kunstens poten­ti­ale og plads i sociale for­an­drings­pro­jek­ter. Men de repræ­sen­te­rer for­skel­lige tilgange til kunstens politiske og pæda­go­gi­ske poten­ti­ale. Mouffe (2013) argu­men­te­rer for, at siden al kunst er politisk, så vidt at den udgør en symbolsk orga­ni­se­ring af sociale rela­tio­ner, kan kunsten bruges som de under­tryk­tes redskab i kampen mod hege­mo­niet. Rancière (2010) kri­ti­se­rer denne ”uti­li­ta­ri­sti­ske pæda­go­gi­se­ring” af kunsten, idet kunsten på denne måde får amputeret sit dekon­stru­e­rende og for­styr­rende poten­ti­ale, som er for­ud­sæt­nin­gen for social for­an­dring. Hvad sker der således, når kunsten arbejder i en fremmed sags (pæda­go­gik­kens) tjeneste – eller omvendt? Og i kulissen rumsterer Theodor W. Adorno med sin livslange interesse for æstetik og kunstens autonomi.

Med andre ord har vi med dette tema­num­mer ønsket at lukke op for dis­kus­sio­nen af og erfa­rin­gerne med, hvilke dyna­mi­k­ker mødet mellem det pæda­go­gi­ske, kunst­ne­ri­ske og politiske sætter gang i. I for­læn­gelse heraf har vi ønsket bidrag, der beskæf­ti­ger sig med kunst­ne­ri­ske metoder i pæda­go­gisk forskning, og hvordan forsk­nings­in­ter­es­ser kom­pli­ce­rer kunst-baseret pæda­go­giks politiske ambi­tio­ner og sociale for­an­drings­po­ten­ti­ale (Johansen 2002; Myong 2018).

Temaet rummer fire længere artikler, et bidrag til DpT’s Glem­me­bo­gen og et kort essay.

I artiklen ARTo­gra­fi­ske for­tæl­lin­ger, skrevet af Lisbeth Haastrup, Mette Berndsen og Irene Ucini Jørgensen, kastes læseren ind i pæda­go­gi­ske situ­a­tio­ner, hvor radikalt ander­le­des dan­nel­ses­pro­ces­ser finder sted. Inspi­re­ret af ARTo­gra­fien som en meto­do­logi til at forme, forstå og beskrive processer med Art, Research og Teaching, giver artiklen via en nyud­vik­let model et bud på, hvordan viden­for­mer, der ofte er adskilte i uddan­nel­ser og posi­tio­ner, netop i pæda­go­gi­ske sam­men­hænge gennem kunst­ne­ri­ske og æstetiske processer kan skabe samspil, udfordre alle til nye erken­del­ser af såvel ligheder som forskelle og åbne for dan­nel­ses­pro­ces­ser, der fører helt andre steder hen end forventet.

Artiklen følges op af Marta Padovan-Özdemirs Kunst og pædagogik i et post­mi­gra­tions­sam­fund. Her rejses blandt andet spørgs­må­let, hvilket pæda­go­gisk projekt, der tegner sig, når kunstnere ”giver stemme til” mennesker med flygt­­ninge- og ind­van­drer­bag­grund, og hvordan en sådan kurateret stem­me­fø­ring kan forstås som en pæda­go­gisk inter­ven­tion i et post­mi­gra­tions­sam­fund. Artiklen indledes med en teoretisk afsøgning og dis­kus­sion af kunstens pæda­go­gi­ske poten­ti­ale, og hvorledes dette poten­ti­ale lader sig udfolde i et post­mi­gra­tions­per­spek­tiv. Denne teo­re­ti­ske afsøgning danner ramme for den følgende ana­ly­ti­ske dis­kus­sion af kunst­pro­jek­tet 100% FREMMED?

Den tredje artikel er ”Hvem er jeg?”- en under­sø­gelse af kunstens betydning for iden­ti­tets­ud­vik­lin­gen hos udsatte unge. Den er skrevet af Mette Rold, Mostafa Yamil og Thomas Bille og tager afsæt i et empirisk materiale fra et forsk­­nings- og udvik­lings­pro­jekt i pæda­gog­ud­dan­nel­sen. Artiklen udforsker kunstens og kulturens poten­ti­ale i forhold til styrkelse af udsatte unges per­son­lige iden­ti­tets­ud­vik­ling og livs­du­e­lig­hed, der peger fremad mod videre uddan­­nel­­ses- og arbejds­liv. Kunsten sættes i spil som akti­vi­sti­ske inter­ven­tio­ner i en social praksis med henblik på trans­for­ma­tiv læring i tæt samspil med Art-Based-Research (ABR) som undersøgelsesdesign.

Hvordan kan kunst fremme demo­kra­tisk dannelse i skolen? Det er et af de spørgsmål, der stilles i artiklen Demo­kra­tisk dannelse – mellem kunst og pædagogik. Den er skrevet af Bennyé D. Austring og Mikkel Snorre Wilms Boysen, og giver bud på et forsk­nings­ba­se­ret svar på dette spørgsmål og under­sø­ger problemer og gevinster ved at åbne for trafikken mellem kunst og pædagogik – begge veje. Under­sø­gel­sen tager udgangs­punkt i EU-projektet Reach Out, og ana­ly­se­rer og dis­ku­te­rer kunst­ne­res og elevers inter­ak­tio­ner i en række cases med afsæt i Ranciéres og Biestas filo­so­fi­ske teorier. Studiet peger på, at kunst­nerne formår at skabe et lærings­miljø, hvor akti­vi­te­ter med æstetiske formsprog synes sam­men­væ­vet med demokrati-rela­te­rede dannelsesmål.

Tema­re­dak­tio­nens ambition om at accen­tu­ere og undersøge det politiske i kryds­fel­tet mellem kunsten og pæda­go­gik­ken forstået som politisk eman­ci­pa­tion og kritik af under­tryk­kelse er ikke blevet så domi­ne­rende et per­spek­tiv i de indsendte artikler. Marta Padovan-Özdemirs bidrag udgør und­ta­gel­sen, idet hun teoretisk såvel som empirisk under­sø­ger kunstens pæda­go­gi­ske for­an­drings­po­ten­ti­ale og sam­fund­skri­ti­ske aspira­tio­ner i en migra­tions­kon­tekst. Ander­le­des, men med visse af de samme teo­re­ti­ske inspira­tions­kil­der, under­sø­ger Bennyé D. Austring og Mikkel Snorre Wilms Boysen, hvordan kryds­nin­ger af kunst og pædagogik begrænser eller åbner op for demo­kra­tisk dannelse af elever i for­skel­lige nationale skole-kon­tek­­ster. Her træder forholdet mellem individ og fæl­les­skab frem som et centralt omdrej­nings­punkt for såvel kunstnere som lærere. Samme opta­get­hed af individet og gruppen finder vi i Mette Rold, Mostafa Yamil og Thomas Billes bidrag, der på mikroplan studerer, hvordan kun­stak­ti­vi­sti­ske inter­ven­tio­ner i social praksis, kan styrke udsatte unges iden­ti­tets­ud­vik­ling og livs­du­e­lig­hed – samtidig med at de udvikler nye for­tolk­nin­ger af lokal kulturarv.

Idet tema­re­dak­tio­nen har opfordret bidrag­sy­derne til at eks­pe­ri­men­tere med for­mid­lin­gen af deres forskning og erfaring fx gennem illu­stra­tio­ner, videolink, poe­ti­se­rede frem­stil­lin­ger og/eller gen­re­kom­bi­na­tio­ner, ser vi også bidrag, hvor kunsten arbejder i den pæda­go­gi­ske forsk­nings tjeneste. Dette kommer til udtryk i Rold, Yamil og Billes bidrag, hvor kunst­ne­ri­ske processer muliggør flydende rol­leskift mellem de udsatte unge og forskerne. I samme ånd, men i mere radikal form, præ­sen­te­rer Lisbeth Haastrup, Mette Berndsen og Irene Ucini Jørgensen i deres artikel en kun­stin­te­gre­ret forsk­nings­me­to­do­logi, som åbner for radikalt ander­le­des erkendelsesformer.

Efter de fire artikler slutter vi temaet af med Glem­me­bo­gen og et kortere essay.

For et par år siden intro­du­ce­rede DpT serien Glem­me­bo­gen med genoptryk af mindre udvalgte dele af centrale værker af ældre dato, der kom­men­te­res og sættes i nutidigt per­spek­tiv. Det er hvad Simon Nørgaard Iversen gør i Kunst som negation: om Adornos Æstetisk teori. ”Ästhe­ti­s­che Theorie”[1] udkom første gang i 1970, og er Theodor W. Adornos hovedværk om æstetik og kunst og dennes relation til men­ne­skets eman­ci­pa­tion. I år er det 50 år siden værket udkom, og dermed er det meget passende at gøre en lille status over værkets nutidige relevans.

… og så har vi valgt at sætte en lille krølle på temaet. DpT går i gang med at lægge samtlige numre af tids­skrif­tet fra 1970’erne og frem ind på vores hjem­meside i digital form, så der kan søges på artikler og emner og down­lo­a­des fuld­tekstar­tik­ler. I den anledning har vi i 2020 temaet valgt at supplere med et essay – Dobbelte spor. Soci­al­pæ­da­go­gik, kunst og æstetik – skrevet af Søren Langager til temaet ”Æstetik, kunst og pædagogik” i 1999. Det hører på ingen måde til i kate­go­rien Glem­me­bo­gen, men kan muligvis inspirere læsere til over­vej­el­ser over, om nogle grund­pro­ble­ma­tik­ker omkring kunst i pæda­go­gik­kens tjeneste i dag er meget ander­le­des end for tyve år siden.

Således håber vi, at tema­num­me­ret vil være med til at inspirere yder­li­gere dis­kus­sion og eks­pe­ri­men­te­ren i den pæda­go­gi­ske praksis såvel som forskning, der med kunsten som for­styr­relse, redskab eller føl­ge­s­vend kan skabe nye og ander­le­des erken­­del­­ses- og udvik­lings­mu­lig­he­der samt måske bringe det politiske og sam­funds­o­ri­en­te­rede i for­grun­den af pæda­go­gisk praksis såvel som forskning.

Refe­ren­cer

Johansen, L. V. (2002). Sympatisk etnografi eller soli­da­risk kritik? Tids­skrif­tet Antro­po­logi, (45), 15 – 28.

Mouffe, C. (2013). Ago­ni­stics: Thinking the world poli­ti­cally. London; New York: Verso.

Myong, L. (2018). Et labo­ra­to­rium for de uiden­ti­fi­cer­bare og fremmede objekter: Om UFOlabs bidrag til at udforme en adop­tions­kri­tisk epi­ste­mo­logi. Kunst og Kultur, 101(03), 186 – 204. 

Rancière, J. (2010). Dissensus: On politics and aesthe­tics. London; New York: Continuum. Mouffe, C. (2013). Ago­ni­stics: Thinking the world poli­ti­cally. London; New York: Verso.


[1] De uddrag, der bringes, er fra den norske over­sæt­telse (Adorno, Theodor W. (1999). Estetisk teori, oversat af Arild Linneberg), og vi bringer tek­stud­dra­gene fra bogen med til­la­delse fra Gyldendal Norsk Forlag.